Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Sri Lanka - Rundrejse med cykling, safari og snorkling i Det

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

29.06.2018

Hjemkomst:

13.07.2018
 
DKK 23.970 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

13.07.2018

Hjemkomst:

27.07.2018
 
DKK 23.970 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

27.07.2018

Hjemkomst:

10.08.2018
 
DKK 23.970 ,-

Lignende ture

Sri Lanka
Rundrejse med let cykling og vandring fra højlandet til Det Indiske Ocean
Costa Rica
Coast to Coast - Rundrejse med cykling og vandring fra Caribien til Stillehavet
Vietnam
Rundrejse fra syd til nord med let cykling og vandring
Indonesien
Rundrejse med cykling og vandring på Bali og Java


Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden
Print rejsen
Send til ven

personer synes godt om dette

         

Sri Lanka - Rundrejse med cykling, safari og snorkling i Det Indiske Ocean

Ref. LKNT

Foran det delvist restaurerede Koneswaram Tempel er den gyldne statue af Shiva.

På toppen af Lion Rock ligger resterne af et gammelt fort. 1200 trappetrin og du er på toppen.

Lion's Paw er indgangen til Lion Rock.

Vilde elefanter i Minneriya National Park, hvor man skaber gode forhold for vilde dyr.

En af mange små teplantager i lavlandet.

En flot varan art - lokal kaldet 'water monitor'.

Dambulla Cave Temple består af 5 huler og er en imponerende oplevelse med utallige statuer og vægmalerier.

Den berømte buddhistiske Ruwanwelisaya Stupa med bodhitræer.

Chili til tørring.

To mænd samarbejder om fiskeriet.

Imponerende udbud af eksotiske frugter og grøntsager.

Fra toppen af Ella Rock er der en imponerende udsigt ud over dalene og de omkringliggende bjerge.

I den berømte Yala East Nationalpark kan du være heldig at se opgør mellem krokodille og bøffel

Abearten Toque Macaque er endemisk for Sri Lanka.

Bøfler benyttes stadig til markarbejde.

Farvestrålende fiskerbåde ved Arugambay på østkysten.

Man oplever lidt af hvert på cykelturene...

En stor rudel af Chitalhjorte i Kumana National Park.

En påfuglehan gør sig til!

Dagens tehøst bliver indvejet hos teopkøberen.

Solnedgang ved en af de mange laguner på østkysten.

Pigeon Island National Park – ses fra kysten nord for Trincomalee.

Papayaplantage

Gigant egern får sig en formiddagssnack.

Indgangsporten til Fort Frederick i Trincomalee.

Bountystemning på Sri Lankas østkyst.

Stolt fiskehandler med imponerende moustache.

Flot udbud af eksotiske fisk.

Stolt forhandler af verdens bedste mangoer.

Stemningsfuld aftenceremoni

Nationalguiden Nish ved en berømt moonstone.

Nærbillede af de imponerende detaljer på moonstone.

Stupa i den historiske hovedstad Anurathapura.

I Arugam Bay ser man fiskerne sammen med solnedgangen.

Endnu en varanart – 'land monitor'

Opdyrket land i højlandet ved Ella.

Kuttam Pokuna - de to bassiner - er en del af den UNESCO-beskyttede antikke by Anuradhapura.

Se gæsternes egne fotos for denne tur

Tag med Topas til pragtfulde og eksotiske Sri Lanka, tidligere Ceylon, og udforsk øen sydøst for Indien på denne aktive rundrejse. Hvis du kan lide at røre dig og samtidig er nysgerrig af natur, så er her en fantastisk mulighed for at kombinere aktiviteter som cykling og en enkelt vandretur med opdagelser og oplevelser i en fremmed kultur på en oversøisk rundrejse.

Topas har nu i nogle år lavet ture i det sydvestlige Sri Lanka fra november til april. Nu er turen kommet til den sydøstlige del af landet, hvor denne tur løber af stablen i månederne juli og august.

Rundrejsen er omhyggeligt gennemarbejdet og komponeret i forhold til aktiviteter, kulturelle seværdigheder og landskaber samt vejrforhold. Sri Lanka har så meget at byde på, at turen er fyldt med mangfoldige og spændende oplevelser over hele sin længde — se blot den imponerende liste af nogle af turens highlights nedenfor! Vi begynder turen med at cykle fra vestkysten syd for Colombo blandt rismarker og kokospalmer og sydøst omkring højlandet, hvorefter vi rejser mod nord i den østlige side af landet — helt op til den antikke hovedstad Anuradhapura.

Vi cykler på gode mountainbikes og har en yderst professionel opstilling med følgebil og lokal cykelguide- og-mekaniker. Ved bjergbyen Ella har vi en vandretur op til udsigtspunktet Ella Rock, og vi skal også besøge en af områdets mange teplantager. Sri Lanka har et stort antal meget velbevarede templer og pagoder, og vi skal se og opleve nogle af dem i bl.a. den antikke hovedstad Anuradhapura, Lion Rock ved Sigirya, og hindutemplet ved Trincomalee.

Topas-turlederen er på størstedelen af rundrejsen assisteret af en national guide fra Sri Lanka, så vi har mulighed for at få et nuanceret indblik i Sri Lankas begivenhedsrige historie og spændende samtid. Undervejs på turen vil vi sørge for at komme godt rundt i det velsmagende lokale køkken og smage på friske eksotiske frugter. Ayubowan — velkommen til Sri Lanka!

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Rundrejsens highlights


  • 15 dages aktiv rundrejse på Sri Lanka med seks dages cykling og et par lettere vandreture.
  • Kulturelle sværvægtere som Lion Rock ved Sigiriya og den antikke hovedstad i Anuradhapura med den berømte buddhistiske Ruwanwelisaya Stupa.
  • Besøg på en teplantage, hvor vi får et indblik i landets stolte traditioner indenfor teproduktion.
  • En togrejse tilbage i tiden fra bjergbyen Ella til Haputale - "One of the worlds most scenic train rides" - citat: Lonely planet.
  • Seks flotte og alsidige cykelture (med følgebil & mekaniker) gennem små landsbyer, rismarker, kokospalmelunde og historiske kulturseværdigheder listet hos UNESCO.
  • Spændende madoplevelser lige fra "Rice & Curry" i alverdens afskygninger til en overflod af dejlige tropiske frugter og delikat seafood ved kysten.
  • Flotte vandreture op på hhv. Ella Rock og Lion Rock.
  • To safarier i hhv. Kumana National Park (også kendt som Yala East) og Minneriya National Park hvor vilde elefanter, krokodiller, aber, store og små fugle m.m. kan opleves.
  • Afslapning ved stranden på Sri Lankas østkyst med mulighed for snorkeltur ved øen Pigeon Island, som er nationalpark.
  • På cykelturene oplever vi den helt autentiske hverdag på Sri Lanka med arbejde i markerne, børn på vej til og fra skole m.m.
Dag 1. Afrejse fra Danmark

Afgang fra Danmark mod Colombo, Sri Lanka.
-/-/-
Dag 2. Ankomst til Colombo Int. Airport på Sri Lanka.

Vi lander i Colombo lufthavn på Sri Lanka, hvor Topas turlederen og den lokale guide byder velkommen til den forestående rejse. Vi kører en ganske kort tur sydpå, hvor vi indkvarteres på et godt hotel.

Her introduceres vi til hinanden, turlederen og til, hvad der venter os af fantastiske oplevelser de kommende uger. Idet vi jo har en oversøisk rejse og 4 1/2 timers tidsforskel i kroppen, tager vi det stille og roligt på ankomstdagen. Det er således op til den enkelte deltager at få restitueret optimalt, så man er klar til morgendagens cykeltur. Hvis der er tid til det, vil vi dog prøve, at få cyklerne justeret og tilpasset den enkelte deltager, så de er klar til i morgen. Aftensmaden spiser vi på hotellet eller på en nærliggende restaurant.
-/F/A
Dag 3. Cykling mellem rismarker, kokos- og gummiplantager, landsbyer m.m. til Ratnapura

Umiddelbart efter en tidlig morgenmad cykler vi afsted og nyder den pragtfulde morgentemperatur på ca. 25 grader.

Formiddagens etape er på cirka 45 km og tager os ad mindre veje igennem landbrugsområder med rismarker, te-, gummi- og kokosplantager og en række mindre landsbyer. Undervejs får vi masser af positiv opmærksomhed fra lokale, der ivrigt gengælder vores hilsen, når vi cykler forbi. Lige fra bonden i marken til børn der leger eller træner nationalsporten cricket.

Området ved Ratnapura, som er vores mål i dag, er også kendt for sin minedrift efter ædelstene, som rubiner, blå zaphir og ikke mindst Topaz! Minedriften foregår typisk i lille skala, hvor små sjak arbejder individuelt rundt omkring i markerne.

Ovenpå turens første cykeltur - og efter en tiltrængt frokost - er der mulighed for at slappe af i bussen mod vores hotel nær byen Ratnapura — City of Gems!
M/-/A
Dag 4. Cykling fra Ratnapura til Udawalawa og besøg på "elephant transit home"

Turens 2. cykeletape er på mellem 45-50 km, og vil føre os videre østover til området ved Udawalawa National Park. Denne region er lidt mere frodig end området fra i går, idet man får noget nedbør fra begge monsuner. Terrænet er også lidt mere kuperet end i går, så vi skal nok få sved på panden indimellem! En del af strækningen vil vi cykle på en nedlagt jernbanestrækning, hvorfra vi har rigtig god udsigt, bl.a. til de mange små temarker. Vi vil sandsynligvis møde små ladbiler med teopkøbere på vejen, der opkøber te direkte ude hos den enkelte tedyrker. Frokosten indtager vi undervejs på en lille restaurant, eller måske hos en lokal familie, hvis det kan arrangeres.

Når vi har cyklet dagens etape, vil vi blive kørt i bus frem til vores hyggelige hotel. Hvis tiden tillader det, besøger vi et såkaldt "elephant transit home" (elefant karantæne/udsætnings hjem/farm) i eftermiddag, alternativt i morgen tidlig. Stedet grænser direkte op til Udawalawa National Park og er specialiseret i at opfostre forældreløse elefantunger med henblik på frigivelse/udsættelse i nationalparken efter 5-6 år. Elefantungerne har begrænset kontakt med mennesker, men kommer til stationen og får mælkeerstatning, hvilket vi kan overvære på afstand. Stedet har et udmærket lille infocenter der beskriver projektet og formidler en bred viden om elefanter generelt.
M/F/A
Dag 5. Cykling fra Udawalawa mod Ella i højlandet

3. cykeletape fører os mod nordøst. Vi cykler igennem såkaldt "dry zone", hvor vejene mange steder er flankeret af vandingskanaler, der er essentielle for landbruget her. Man dyrker stadig ris og te, men især vil vi se banan- og sukkerrørsplantager. Fuglelivet er også udtalt, og i dag vil vi sikkert se en del isfugle (som der findes 5-6 arter af i Sri Lanka), som ivrigt fisker i vandingskanalerne. Folk tørrer chili og andre grøntsager på jorden, og vi passerer boder med alverdens frugter, som vi selvfølgelig skal smage på. Det meste af det hårde markarbejde bliver udført med små traktorer og andre maskiner, men vi vil sandsynligvis også se køer og vandbøfler arbejde i markerne.

Vi kører på mindre og helt små biveje (både asfalt og grus) og kommer virkelig tæt på dagligdagen herude på landet. Vi nærmer os højlandet og en strækning på cirka fem kilometer har en stigningsprocent, som bestemt er værd at skrive hjem om. Har man ekstra energi, er det bare om at give den gas op ad bakken. Alternativt kan man vælge at vandre denne strækning.

Igen i dag spiser vi frokost undervejs på cykelturen.

Efter dagens etape (35 - 40 km), vil bussen udføre det hårdeste arbejde for os, og fragte os op til bjergbyen Ella, der ligger i godt 1.000 meters højde. Vi indlogeres på et lille hotel, og man kan gå ud og nyde en god kop kaffe eller andet på en af de relativt mange hyggelige caféer i byen. I denne region dominerer de mange teplantager landskabet. Vi skal naturligvis besøge en af dem i de kommende dage.
M/F/A
Dag 6. Vandring til udsigtspunktet Ella Rock, samt mulighed for togtur i bjergene

I dag skal vi fra tidlig morgen på en virkelig flot vandretur — vi skal vandre op til udsigtspunktet "Ella Rock". Vi starter tidligt af flere grunde. Dels vil vi gerne opleve morgenstemningen langs jernbaneskinnerne som vi følger det første stykke, dvs. møde folk der er på vej til arbejde i Ella samt skolebørn på vej til skolen og dels vil vi undgå den varmedis, der ofte stiger op fra dalen i løbet af formiddagen og slører den flotte udsigt. På den sidste halve times vandring mod toppen tager stigningen noget til, og vi tager de nødvendige pauser undervejs. Efter ca. 2 timers vandring når vi toppen, og kan forhåbentlig nyde den storslåede udsigt over dalen og til toppen kendt som "Little Adams Peak. En ældre mand laver te over bål ved toppen, og de fleste plejer med glæde at købe en kop godt sødet te heroppe, til vores medbragte "morgenmads pakke". Vi går retur den samme vej, og alt i alt forventes turen at tage ca. 4-5 timer inkl. pauser. Vi er således tilbage i Ella op ad formiddagen.

Eftermiddagen er til fri disposition. Man kan selvfølgelige slappe af på hotellet og i byen, eller man kan vandre en tur i nærområdet, hvis man ikke har fået nok vandring i dag. Der er også mulighed for, at tage med på en togtur fra Ella til Haputale (starter ved 11.00 tiden), hvor dagens frokost indtages på en lille restaurant. Om aftenen er det oplagt at tage ud i byen og spise på en af de hyggelige restauranter.
M/-/-
Dag 7. Cykling fra Ella i højlandet til Buttala i lavlandet, samt besøg på en teplantage

Fra morgenstunden kører vi ud og besøger en teplantage. Vi får forklaret hvorledes tedyrkning og -plukning foregår samt selve forarbejdningen og klargøringen til salg. Herefter påbegynder vi rejsens fjerde cykeletape, som er forrygende! De første 12-13 km går 300 højdemeter opad… men de er valgfrie! Man kan selvfølgelig vælge at begynde cykelturen oppe i passet i godt 1.300 meters højde. Herfra går det nedad de næste ca. 45 km, til vi når byen Palawatha i lavlandet! Undervejs er der gode chancer for at se de små vævre Torque Macague aber i vejkanten. Vi cykler på en fin lille landevej, der svinger ned gennem terrænet og passerer den ene teplantage efter den anden. Teplukkerne hilser typisk igen, når de får en hilsen og et stort smil i forbifarten. Efterhånden som vi kommer længere ned, bliver temarkerne afløst af rismarker, grøntsagsmarker m.m., samt en del skov.

Vi passerer også gennem landsbyer, forbi skoler m.m., og skolebørnene følger ivrigt med i vores færden. Velankommet til byen Buttala skal vi lige tørre smilet af, inden vi nyder en frokost og sidenhen stiger ind i bussen og kører ud til Arugam Bay — helt ude ved Det Indiske Ocean. Arugam Bay er på surfernes top 10 liste i verden, så der kan godt være nogle imponerende bølger her! Vi tjekker ind på hotellet, hvor vi skal tilbringe de næste 2 nætter.
M/F/A
Dag 8. Morgensafari i Kumana Nationalpark og afslapning ved Det Indiske Ocean i Arugam Bay

Vi står tidligt op og medbringer madpakker til morgenmaden. Vi skal nemlig på safari i den berømte Yala East Nationalpark, i dag kaldet Kumana National Park. Vi bliver hentet ved hotellet i jeeps og kører i solopgangen til parken, således at vi oplever den herlige morgenstemning i naturen.

Yala Nationalpark blev etableret omkring år 1900 og dækker ca. 1350 kvadratkilometer. Landskabet består af savannelignende landskaber med lav græs- og buskvegetation, tæt krat, søer og mangrovesumpe m.m. Dyrelivet er mangfoldigt, og af pattedyr ses ofte hjorte (samba og den srilankanske chitalhjort — spotted deer), elefanter, bøfler, sjakaler og en enkelt leopard, hvis man er heldig. Derudover ses krokodiller, skildpadder og et virkeligt rigt og alsidigt fugleliv med næsehornsfugle, papegøjer og ikke mindst de majestætiske påfugle, hvor hannen folder den imponerende hale ud og slår med vingerne, når han skal imponere hunnerne. Vi bruger det meste af formiddagen på safarien og er tilbage ved hotellet i Arugam Bay ved frokosttid.

Eftermiddagen er til fri disposition. Har man lyst til et madlavningskursus eller et surfingkursus, så tal med turlederen om disse muligheder. Der er også en pragtfuld sandstrand, man kan nyde. Der er en del lokale fiskere på stedet, og de tilbringer dagen med at klargøre både, net og garn, inden de sejler ud i skumringstiden. Der er flere restauranter i området, og de fleste serverer super frisk seafood i alle afskygninger — fisk, rejer, krabber, hummer m.m. - så der er basis for en hyggelig aften!
M/-/-
Dag 9. Fra Arugambay til Trincomalee — Østkystens Perle

Hvis der er A-mennesker i gruppen, så kan det anbefales at gå til stranden lige neden for hotellet omkring solopgang, idet fiskerne typisk er på vej ind med nattens fangst, og det er altid interessant at se, hvad de kommer ind med. Ellers er planen, at vi efter morgenmaden påbegynder dagens rejse mod nord. Vores mål er et skønt område på Østkysten lige nord for Trincomalee. Vejen følger kysten meget af vejen, og vi passerer også en række laguner undervejs. Frokosten indtager vi ca. halvejs på en restaurant nær stranden.

Ud på eftermiddagen når vi frem til vores bestemmelsessted for de næste par dage. Vores hotel ligger direkte på stranden, som skulle være en af de bedste på Sri Lanka, og vi satser på, at vi kan nå en tur i bølgerne og få rejsestøvet skyllet af, inden mørket sænker sig.
M/-/A
Dag 10. Snorkling ved Pigeon Island National Park og besøg i Trincomalee - Fort Frederick og Koneswaram Hindu Temple

Dagen i dag er sat af til afslapning, men selvfølgelig er der mulighed for forskellige aktiviteter. Vi bor lige ved stranden og de fleste vil nok nyde den i løbet af dagen. Men der er også mulighed for at deltage på en tur ud til øen "Pigeon Island", som har Nationalpark status. Der er et meget flot koralrev ved øen, og det gør stedet specielt. Det skulle således være et af de absolut bedste snorklingsteder på/ved Sri Lanka, og det blev også bekræftet på Topas research- turen: Masser af flotte farvestrålende koraller og fisk, og så er der ganske gode muligheder for at se skildpadder og revhajer på snorkelturen!

Ud på eftermiddagen arrangerer vi en tur ind til Trincomalee. Stedet har verdens 5. største naturhavn og har således historisk haft strategisk betydning langt tilbage i tiden. Både Portugal, Holland og England har okkuperet stedet, og vi skal bl.a. se det hollandske Fort Frederick fra 1665. Vi skal også besøge det meget kendte hindutempel "Koneswaram", der ligger smukt placeret helt ude på klippekanten, med forrygende udsigter over havet. Aftensmaden nyder vi i vante omgivelser på vores hotel.
M/-/-
Dag 11. Transfer til Sigiriya og besøg ved Dambulla Cave Temple

Efter nogle dage ved kysten, er det nu tid til igen at rejse ind i landet. Vi kører derfor mod sydvest til området ved Sigiriya. Turen tager det meste af formiddagen, og vi er fremme ved vores hotel ved middagstid og kan nyde vores frokost der. Herefter har vi tid til et par timers afslapning ved poolen, inden vi sidst på eftermiddagen kører den korte strækning til "Dambulla Cave Temple", således at vi kan opleve den særprægede stemning ved solnedgangstid - og senere med belysning på.
M/-/A
Dag 12. Besøg ved Lion Rock ved Sigiriya, dernæst jeepsafari i Minneriya National Park

Fra morgenstunden kører vi den korte tur over til den imponerende Lion Rock, som er en enorm enkeltstående klippe, der fungerede som et klippefort for en konge tilbage i det 5. århundrede. Vi vandrer de omkring 200 højdemeter og cirka 1200 trappetrin til toppen og betragter de flotte freskoer kaldet "The Sigiriya Damsels" undervejs. Udsigten er storslået, og man imponeres af ingeniørarbejdet bag dette projekt. Efter rundvisningen spiser vi frokost i området.

Om eftermiddagen skal vi på jeepsafari i Minneriya National Park. Parken dækker et område på ca. 8.890 hektar og blev etableret som vildtreservat i 1938 og fik National Park status i 1997. Parken er én af fire parker, som ligger side om side og skaber gode livsbetingelser for de vilde dyr, som migrerer frit fra den ene park til den anden, og er dermed en del af "elefant korridoren". Elefanterne er parkens helt store attraktion, og det skyldes fænomenet "The Elephant Gathering" ("samlingen af elefanter"). I Minneriya Nationalpark findes nemlig et stort vandreservoir, som indeholder vand året rundt. Også når tørtiden holder sit indtog i nordvest Sri Lanka. Det ved elefanterne, og de vandrer til parken fra nær og fjern for at bade, drikke og fouragere ved søen. Elefanterne er i stort tal i parken fra maj til september, og antallet topper typisk i august og september måned. Ud over elefanterne ses af og til sambahjorte, chitalhjorte og aber og en sjælden gang leopard og læbebjørn. 160 af Sri Lankas godt 400 fuglearter findes i parken, heriblandt påfugle, pelikaner, næsehornsfugle m.m. Vegetationen består af blandet løvskov, tæt krat og græssletter.

M/-/-
Dag 13. Cykling fra Sigiriya til Anuradhapura og besøg ved den berømte Ruwanwelisaya Stupa.

Så skal vi på cyklerne igen, og mon ikke de fleste har restitueret og er klar til lidt fysiske udfordringer igen? Dagens etape starter fra hotellet, og leder os frem til byen Palgaswewa. Herfra cykler vi mod nord af små biveje med meget lidt trafik og passerer undervejs småbyerne Yahalla, Payirimaduwa og Galkulame. Landskabet er næsten fladt, og er præget af små landbrug, rismarker, skov/krat, kanaler og en opdæmmet sø, hvor vi cykler oppe på dæmningen med god udsigt over vandfladen og det rige fugleliv. Fremme ved hovedvejen har vi nu tilbagelagt godt 50 km, og vores bus vil nu køre os det sidste stykke frem til hotellet.

Efter et forfriskende bad, og måske en tur i poolen, kører vi ind til "Ancient City", hvor vi skal opleve den berømte buddhistiske Ruwanwelisaya Stupa. Der hersker en helt særlig næsten mytisk stemning i tempelområdet om aftenen, og i skumringen valfarter mange folk til stupaen, for at bede og meditere, og vi er velkomne til at betragte disse hellige og interessante ceremonier på nært hold. Vi skal også se det berømte Bodhi-træ ved komplekset. Bodhi-træer findes ved de fleste tempelkomplekser, men dette specifikke træ skulle kunne dateres 2.200 år tilbage, og således være et af verdens ældste nulevende træer. Det siges, at være en aflægger af det træ, hvorunder Buddha fik sin ’åbenbaring’ i Indien godt 500 år B.C. Tilbage på hotellet venter aftensmaden efter en lang og begivenhedsrig dag.
M/F/A
Dag 14. Cykeltur i Ancient City — den historiske hovedstad Anuradhapura, og rejse videre til Negombo

Fra morgenstunden tjekker vi ud fra hotellet og cykler ind til den gamle hovedstad (Ancient City) Anuradhapura. Pagoderne, templerne, m.m. stammer fra perioden fra år 400 BC til 900-tallet, og hele tempelområdet blev optaget på UNESCO's kulturarvsliste i 1982. Området er et kæmpestort ruinkompleks, og vi tilbringer et par timer blandt seværdighederne. Undervejs gør vi mange stop for at bese ruinerne på nærmeste hold og lytte til vores nationale guide, der formidler områdets historie. Der findes rigtig mange ruiner og seværdigheder derinde, men vi vil med hjælp fra lokalguiden udvælge en håndfuld af de vigtigste, såsom moonstone, guardstone, twin bassins, buddha relict og et par af de mest interessante stupaer.

Herefter påbegynder vi busturen mod sydvest til et hotel i Negombo, så vi ikke har langt til lufthavnen i morgen. Om aftenen samles vi og afrunder rejsen med en hyggelig afskedsmiddag.
M/-/A
Dag 15. Afsked med Sri Lanka - Ankomst i Danmark

Vi rejser mod Danmark — helt sikkert mange oplevelser rigere.
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -
Overnatning

Turens indhold af cykel- og vandreture, safarier, kulturelle seværdigheder, strandophold m.m. er nøje udvalgt og prioriteret til denne aktive rundrejse. Det betyder, at vi rejser over en stor del af det sydlige Sri Lanka inklusiv en afstikker til Ella i det centrale højland. Vores overnatningssteder er valgt ud fra, at de skal være godt placeret geografisk i forhold til at optimere logistikken i forhold til det generelle turindhold på rundrejsen. Hotellerne er meget forskellige, men alle med værelser med eget bad & toilet.
Der er mulighed for at tilkøbe enkeltværelse på denne tur - se afsnittet "Deltagerprisen inkluderer ikke".
Lidt om cyklerne og cykelturene

Vi har på denne rundrejse til Sri Lanka i alt seks dage, hvor vi cykler en stor del af dagen. Typisk starter vi relativt tidligt om morgenen og cykler hele formiddagen frem til frokosttid. Derved undgår vi den varmeste periode om eftermiddagen. Cyklingen foregår oftest på relativ flad vej i roligt tempo, og vi nyder at komme ud på landet på mindre veje uden den store trafik. På dag 7 i programmet har vi en fantastisk nedkørsel fra Ella i bjergene (ca.1.041 m) til Palawatha i lavlandet (ca. 170 m). Vi prioriterer således dels at køre i et roligt tempo og dels at have småpauser, så vi har tid og mulighed for at betragte og opleve det landskab og de landsbyer, som vi cykler igennem. Der er i øvrigt venstrekørsel på Sri Lanka.

Distancerne er ca. mellem 35 og 55 km på fem af de seks cykeldage. Den sjette cykeltur (dag 14 i programmet) er dog kun på ca. 10 km i alt. På alle cykeldagene deltager en lokal cykelguide og mekaniker udover vores dansktalende Topas turleder. Derudover er der følgebil med på alle ture, så der er mulighed for at få et lift eller afkorte sin tur, hvis man ønsker det. Vi cykler på gode mountainbikes. Cyklerne har håndbremser — ikke fodbremser, oftest skivebremser. Cyklerne har udvendige gear — typisk mellem 14 og 21 gear.

BEMÆRK: Det er ikke vanskeligt at cykle på en mountainbike. Men har du ikke tidligere prøvet at cykle på mountainbike, så anbefaler vi kraftigt, at du enten låner eller lejer en mountainbike i Danmark inden turen og får prøvet det, så du er bekendt med og tryg ved gearskifte og håndbremser på en mountainbike. Der er ikke bagagebærer på cyklerne, så medbring evt. selv en lille og let rygsæk eller rygpose. Cykelhjelm skal også medbringes til turen, og Topas anbefaler på det kraftigste at alle deltagere bærer cykelhjelm på alle cykelturene.
Lidt om vandreturene

De 2 vandreture på denne tur er vandringer med et godt mix af kultur og natur. Begge vandreture er grad 2-3. På dag 6 har vi en flot vandretur til Ella Rock ved bjergbyen Ella. Vandreturen til toppen går op og ned ad samme sti, og tager ca. fire-fem timer i alt inkl. små pauser til at tage billeder og nyde landskabet. Vores 2. vandring er en såkaldt kulturvandring op på toppen af Lion Rock på dag 12. Turen tager i alt ca. 2 timer og består primært af trappetrin på klippen.
Lidt om maden

Maden er generelt meget velsmagende - og tilpas krydret. Rice 'n' curry består af en række små retter, som findes i utroligt mange varianter, og srilankanerne selv spiser rice 'n' curry morgen, middag og aften. Vi vil også i høj grad blive præsenteret for rice 'n' curry i alle dens smagsnuancer. Ved kysten kan man få super frisk og velsmagende seafood, såsom hummer, tigerrejer, fisk, krabber m.m. Undervejs på turen har vi også mulighed for at smage på øens mange tropiske frugter såsom ananas, forskellige meloner, forskellige banantyper, papaya m.m. Frugterne kan også nydes som lækker frugtjuice. Desuden brygger man nogle gode øl på Sri Lanka, hvor "Lion Beer" er favoritten hos de lokale. Med andre ord, så er der helt sikkert noget for enhver smag.
Transport

Turen er en aktiv rundrejse, hvor vi omhyggeligt har gennemarbejdet programmet i forhold til aktiviteter, kulturelle seværdigheder og landskaber. Sri Lanka har så meget at byde på, at turen er fyldt med mangfoldige og spændende oplevelser over hele sin længde. I sagens natur betyder det også, at vi må flytte os rundt fra A til B og kommer således til at opleve det meste af det sydlige Sri Lanka, idet vi rejser hele vejen rundt om det centrale højland i retning mod uret. Vi har nøje afstemt aktiviteter og overnatningssteder, således at vi undgår for lange buskørsler på rejsen. Når det er sagt, så kører vi igennem nogle fantastisk smukke områder, så det er faktisk en oplevelse at betragte de varierede landskaber og byer, vi passerer igennem. Vi kører i en moderne bus med aircondition. På togturen fra Ella til Haputale sidder vi på almindelige sæder. På de to safariture kører vi i firehjulstrukne terrængående køretøjer.
Varighed

15 dage. Heraf to dage med vandring sværhedsgrad 2-3 (af hhv. ca. 4-5 timers varighed og 2 timers varighed inkl. pauser) og seks cykeldage sværhedsgrad 2-3 (ca. 35 km — 55 km pr. dag med følgebil). Cykelturen ved "Ancient City" i Anuradhapura (dag 14) er dog kun på ca. 10 km. Turprogrammet er meget fleksibelt i forhold til vandringen- og cykelturene, således at man både kan fravælge vandreturene og evt. afkorte nogle af cykelturene, hvis man ønsker det.
Klima

Klimaet i Sri Lanka er relativt komplekst og er bl.a. påvirket af monsun - sæsonbetonet vind- og nedbørsforhold. En syd-vest monsun der bringer regn fra maj-juli til de sydlige og centrale regioner, samt en nord-øst monsun der bringer regn til de nordlige og østlige regioner i december og januar. Derudover er der det centrale højland, der virker som en effektiv klimabarriere.

Denne tur til Sri Lanka går til den sydøstlige del af landet samt med en afstikker til Ella i højlandet, så jf. ovenstående er den bedste rejseperiode statistisk set for denne tur fra juli og til med midten af november måned. Sri Lanka har et typisk tropisk klima, hvor den årlige gennemsnitstemperatur er 27 grader Celsius ved havet og noget køligere oppe i højlandet — eksempelvis 21 grader Celsius i Ella. På denne tur skal man forvente dagstemperaturer i intervallet 27 — 32 grader Celsius ved kysten og i lavlandet og mellem 22 — 25 grader Celsius i Ella i højlandet. Vi er på destinationen i den tørre periode, men der kan forekomme regn især i højlandet. Som mange andre steder i verden, kan man også på Sri Lanka konstatere, at kendte vejrsystemer ikke er så stabile som tidligere, så klimabeskrivelser inkl. denne, skal altid tages med forbehold, da vejret til tider er omskifteligt og uforudsigeligt.

Vandtemperaturen i havet ligger normalt mellem 27 — 30 grader Celsius året rundt.
Visum

Visum til Sri Lanka koster 35,- USD/person og skal søges elektronisk inden indrejse. Mere information omkring visumansøgningen vil være tilgængeligt på din personlige side ’Min Topas Rejse’ 60 dage før afrejse. Du kan logge ind på siden, umiddelbart efter du har tilmeldt dig turen.

VIGTIGT: Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdet.

NB. Vær opmærksom på, at visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere.
Vaccinationer

Kontakt egen læge mindst 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende, da vi cykler og vandrer i landområder.

Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Valuta og brug af kreditkort

Valutaenheden i Sri Lanka hedder Rupees (Rs).

1 USD svarer til ca. 140 Rs (2016).

Vi anbefaler, at man veksler (USD eller Euro) i ankomstområdet i Colombos internationale lufthavn. Topas turlederen skal nok være behjælpelig. Man får lejlighed til at veksle adskillige gange undervejs på turen, hvis der er behov for det.

Der findes også hæveautomater i lufthavnen og i de større byer, og man kan også bruge Visakort som betalingsmiddel på flere og flere restauranter.

Et relativt lavt prisniveau, samt de mange inkluderede aktiviteter og måltider gør, at lommepengeforbruget anslås til ca. USD 400 - 500,- pr. person.
Adgang til el

På hotellerne er der adgang til opladning af batterier, telefon m.m. på denne tur. Husk at medbringe et multistik (adapter), da udformningen af de lokale stikkontakter varierer fra den danske standard.
Mobiltelefon og internet

Der er god mobildækning på store dele af denne tur, dog ikke alle steder. Generelt ønsker vi ikke, at vores rejser skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor vi gerne ser, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.

De fleste hoteller tilbyder gratis Wi-Fi, og generelt er der en ok forbindelse. Ofte findes Wi-Fi i receptionsområdet — ikke på værelset.
Rejselitteratur

Sri Lanka, Forlaget Baedeker.
Fly

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk.
Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Tjek mulighederne for flytilslutning under punktet ’Afrejselufthavn’ på bookingens første side på den enkelte afgang eller kontakt Topas for at høre mere. Flytilslutning er altid med forbehold for pladssituationen.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse København — Sri Lanka t/r, inkl. skatter og afgifter
Måltider som indikeret under dagsprogrammet
Alle overnatninger indikeret i dagsprogrammet
Dansktalende turleder
Lokalguide fra Sri Lanka
6 cykelture som skitseret i dagsprogrammet inkl. cykelleje og følgebil samt cykelguide/mekaniker
2 vandreture som skitseret i dagsprogrammet (Ella Rock og Lion Rock)
Besøg på tefabrik i højlandet
Togtur i bjergene fra Ella til Haputale
Indgang til Lion Rock Temple (dag 12), den antikke hovedstad Anuradhapura (dag 14)
2 halvdagssafarier i hhv. Kumana Nationalpark (Yala East N.P.) og Minneriya Nationalpark (inkl. entré).
Vandring til Ella Rock
Snorkeltur til øen Pigeon Island National Park ved Trincomalee
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer (øl, vin, sodavand osv.).
Ikke indikerede måltider under dagsbeskrivelserne, beregn ca. DKK 50-100,- pr. måltid.
Visum til Sri Lanka (USD 35,- pr. person. Skal søges inden afrejse.)
Drikkepenge til lokale guider/portere/chauffører m.m., beregn ca.14.000Rs = ca.DKK 650-700,- pr. deltager (turlederen er behjælpelig med dette).
Rejseforsikring.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. flytilslutning til/fra København
Enkeltværelsestillæg: DKK 4500,-
Gå til toppen og Book rejse
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig