Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Vietnam Adventure

Ref. VNVA

22 dage med oplevelser i det nordøstlige og vestlige Vietnam. Jeep- og trekkingtur gennem vild og flot natur i områder befolket af minoriteterne Dao, Thai og Hmong. På trekket bærer portere udstyr og bagage, og en lokal guide er med på trekket. Du bærer selv kun på en dagstursrygsæk. Vi besøger Topas Ecolodge i Sapa og nyder udsigten til bjergene, inden turen ender i den smukke Halong bugt, som med sine unikke limstensformationer udgør et drømmesyn.

  • Fridag til at udforske Hanois charmerende atmosfære
  • I jeep gennem vild og flot natur fra Øst- til Nordvestvietnam
  • Bådtur og vandring i Ba Be National Park — og overnatning i lokalt Tay hus
  • Indsnus stemningen i Sapa
  • Dagstur til Hmong landsbyen Hau Thao og Supan med udsigt over Sapa dalen
  • Trekking mellem Thay og Dao folkenes landsbyer
  • Verdens bedste udsigt fra Topas Ecolodge
  • Med nattoget til Hanoi
  • Bytur i Hanoi — f.eks. i silkegaden
  • 2 dages tur med aber, fugle, sejlads og vandring i Cuc Phuong National Park
  • Mulighed for kajaktur i gemte grotter i Halong Bugten
  • Sejltur blandt limstens-øerne i Halong bugten
  • Besøg på øen Quan Lan i Halong bugten
Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.com
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Afrejse

Afrejse fra Danmark til Singapore. -/-/-
Dag 2. Vi ankommer til Hanoi

Flyskifte i Singapore og videre til Hanoi i Vietnam. Her modtages vi af vores turleder i lufthavnen. Vi overnatter på et af de små hyggelige "smalle" hoteller i centrum af Hanoi. Hotellet ligger midt i den gamle bydel, der med sine snævre og tætpakkede gader, syder af liv. Ofte bor hele familien i de små forretninger, der strækker sig helt ud på fortovet. Cykelrickshaws og gadesælgere konkurrerer med den livlige trafik af cykler og motorcykler om vores opmærksomhed.
-/-/-
Dag 3. Hanoi

Vi slapper af efter flyveturen og ser nærmere på byen Hanoi. Byen er et af de steder i verden, hvor udviklingen lige nu går hurtigst. Byen er charmerende, og man fornemmer en sjælden atmosfære af historie. Dagen er til fri disposition, og vi får således Vietnam langsomt i blodet og begynder at nyde livet, som det leves i østen. M/-/-
Dag 4. 4-dages jeep-tur fra Nordøst til Vest

Vi starter i dag på vores 4-dages adventure jeep-tur, der bringer os igennem Vietnams, kun meget lidt besøgte nordøstlige hjørne. Vi starter tidligt fra Hanoi mod dagens mål, Ba Be National Park. Dagsmarchen dækker en strækning på 240 kilometer og efter et par timers kørsel begynder vi at få fornemmelsen af, hvad der venter os de næste 4 dage. Vi griber chancen for oplevelser, og stopper, når vi ser noget spændende — et lokalt marked, en landsby eller blot for at fotografere! Hen på eftermiddagen ruller vi ind i Bac Kan provinsen, hvor Ba Be Nationalpark ligger. Vi fortsætter ind i selve parken og overnatter hos en lokal familie i den lille Tay-landsby Pac Ngoi. Her nyder vi stemningen i familiens charmerende pælehus og indtager vores middag på lokal vis - siddende på gulvet. M/F/A
Dag 5. Bådtur og vandring i Ba Be Nationalpark

Vi spiser morgenmaden i de hjemlige omgivelser og bruger lidt tid på at indsnuse morgenstemningen i den lille Tay-landsby. Ba Be National Park er en af Vietnams otte nationalparker. Nationalparken rummer vandfald, grotter, dybe dale, tæt jungle og naturligvis selve Ba Be Lake, som vi denne morgen begiver os ud på. Bådene tager os ud på den rolige sø, og den tætte jungle virker overvældende. Vi går i land for at spise vores frokost, og eftermiddagen foregår til fods. Vi har tre timers vandretur gennem flot natur og små landsbyer, inden vi igen møder vores jeeps, som samler os op på den modsatte side af selve parken. Vi ankommer sidst på eftermiddagen til Nahang, hvor vi overnatter på et mindre hotel og spiser på en lokal restaurant. M/F/A
Dag 6. Gennem dybe dale til bjerglandsbyer

Vi står tidligt op og forlader Nahang. Dagens jeeptur fører os gennem et mere fladt, men frugtbart landskab. Vejene er igen udemærkede og snor sig ind og ud mellem små landsbyer, bananpalmelunde, appelsin-, og teplantager.
Undervejs stopper vi for at nyde frokost på en lokal restaurant. Efterhånden er vi godt på vej fra det Nordøstlige til det Nordvestlige Vietnam. Vi krydser "Den Røde Flod", og landskabet bliver tydeligvis mere bjergrigt. Det går langsomt frem da bjergvejene er blevet mindre mens tilstedeværelsen af minoritetsfolk bliver mere tydelig. Vi møder bl.a. Black H'mong, Zao og Tay på vores vej. Hen mod aften ankommer vi til Van Ban, vores overnatningssted. Van Ban er "langt ude på landet" og vi bor på et meget lokalt hotel. M/F/A
Dag 7. Til Sapa - den smukkeste vej i Vietnam

Der venter os en flot og storslået dag. Turen fra vores hotel til Sapa er måske en af de smukkeste i Vietnam, med vilde bjerge og dybe dale. Jævnligt ser vi folk fra flere af Vietnams 54 forskellige minoritetsgrupper, bl.a. Red Hmong, Flower Hmong, Black Thai og får et indtryk af, hvordan livet leves i dette afsides område. Vejen er smal og snor sig mellem bjergene. Den fører op til et udsigtspunkt, der simpelthen ikke findes bedre i dette hjørne af Vietnam.
Vi kører bag om Vietnams højeste bjerg Fansipan (3.145 m.) og passerer hen på eftermiddagen Vietnams højeste pas, Tram Ton Pass (Heavens Gate), som ligger i 1.900 m. Her stopper vi naturligvis og nyder den forrygende udsigt over "Det Indokinesiske Tag", inden vi begynder den sidste nedkørsel til jeep-turens mål Topas Ecolodge. Vi passerer Sapa og kører videre ud til lodgen, der ligger fantastisk roligt og smukt med udsigt over Sapa dalen. Lodgen er et godt sted at rekreere og det naturlige udgangspunkt for de næste dages trek. M/F/A
Dag 8. Restituering og/eller opvarmning til trek på Topas Ecolodge

Hele dagen er til fri disposition på Topas Ecolodge. Lodgen er et godt sted at slappe af, og mange vælger at nyde en dag på balkonen med den medbragte bog og et glas køligt hvidvin. Efter frokost vil der, for dem der har lyst, kunne arrangeres et tre timers opvarmningstrek til den nærmeste landsby Thanh Kim. Landsbyen kan ses fra lodgen, og vi vælger en rute ned gennem rismarkerne, der giver os de første gode Sapa højdemeter. Minoriterne i Thanh Kim er Red Dao og vi kommer tæt på dem i deres hverdag. M/F/A
Dag 9. Vores 4-dages vandretur starter

Vi starter vores 4-dages tur fra Topas Ecolodge, hvorfra vi følger vejen ned til Supan. Herfra har vi en mindre nedstigning til Ban Ho. Vi forlader Ban Ho og begiver os langs med floden mod syd. Vi møder efterhånden flere stammefolk og lærer at skelne dem fra hinanden på deres respektive klædedragter. Landskabet er domineret af smukke bjergformationer med sirlige ris-terrassemarker, der som et drømmesyn åbenbarer sig op af bjergsiderne. Vi kommer til den lidt større Tay-landsby, Thanh Phu; her er et liv og et leben, og man føler sig hensat til et arbejdende frilandsmuseum i smukke omgivelser. Efter en mindre opstigning kommer vi til landsbyen Sin Chai i 940 m. Vi er nu i en Dao-landsby, hvis karakteristika er kvindernes utroligt smukke klædedragt med tilhørende stor, flot, rød hovedbeklædning og deres mange smykker. M/F/A
Dag 10. Vi udforsker området omkring Sin Chai

Afslapning og oplevelser i Sin Chai er, hvad denne dag byder på. Landsbyen ligger med en spektakulær udsigt højt oppe i en "gryde" omgivet af jungle, lige under selve bjergpasset. Man føler sig hensat til en anden tid og luften er fyldt med lyde - dagen starter med hanegal, fritgående grise, der tilfredse grynter, unger, der nysgerrigt fniser af disse sjove kærkomne gæster med hår på arme og ben, finurlige vandmøller, der knirkende maler ris, en religiøs ceremoni eller skolen, der kalder til samling med tromme-rytmer i det fjerne. Vi oplever måske også, hvordan man på et udspændt stykke stof producerer rispapir. Landsbyen er selvforsynende med stort set alt. For dem, der har lyst til en vandretur denne dag, arrangerer vi en relativt let vandretur til Blue H’Mong stammen i Nam Than. M/F/A
Dag 11. Op gennem dalen til Dao stammen

Vi skal på en heldags vandretur op gennem dalen, som vi har nydt udsigten til de sidste par dage. Vi vandrer højt med en storslået udsigt til dalen og bjergkæden på den anden side. Efter 2 timers let vandring ad fine stier kommer vi til landsbyen Suoi Thau i 1.030 m., der tilhører Dao stammen. Vi skal være klar til mange nysgerrige blikke, da byen ikke får besøg af mange turister. Vi nyder frokosten ved floden, hvor der også er mulighed for en dukkert i det svalende vand. På vejen hjem fra Suoi Thau kan vi vælge imellem to forskellige ruter med forskellig udfordring - så der bliver noget for enhver smag. M/F/A
Dag 12. Sidste vandredag og tilbage til Topas Ecolodge

Vi tager afsked med vores base i dalen, hvor vi efter 3 dage føler os som en del af samfundet. Vi følger stien ned mod Thanh Phu, men drejer af og vælger en mindre sti, der fører os ad en mindre opstigning til et af de bedste udsigtssteder i hele Sapa dalen. Fra denne bakketop har vi et godt overblik over det landskab, vi har vandret i de seneste dage. Vi fortsætter ned mod Tay-landsbyen Nam Sai, hvor vi nyder frokosten ved floden.
Fra Nam Sai har vi to valgmuligheder. Enten kan vi tage den længere og mere krævende rute til Xa Pho - landsbyerne, der ligger klinet op af bjergsiden, eller vi kan tage den lettere vej tilbage til Thanh Phu og derefter ad en god sti ned til Ban Ho. Vejret og dagsformen plejer at være udslagsgivende.
Fra Ban Ho har vi et par timers vandring op mod Supan, hvorfra vi fortsætter til Topas Ecolodge. M/F/A
Dag 13. Sapa og nattoget langs "Red River" til Hanoi

Efter morgenmaden kører vi mod Sapa, hvor dagen er til fri disposition. Sapa er et gammelt fransk "hide away" når varmen i Hanoi blev for voldsom. Byen er trods mange års forfald, stadig præget af de mange gamle franske villaer, som giver et historisk vingesus. I dalene omkring Sapa bor der 6 forskellige stammefolk, hver med deres særegne sprog og kultur. De går stadig i traditionelle klædedragter og ernærer sig primært ved risdyrkning og husdyrhold. Sapa er i dag en livlig vietnamesisk handelsby, hvor de mange minoriteter kommer for at sælge deres ris, grønsager og husflidsprodukter. Man kan faktisk gøre en god handel i Sapa, da det meste, der sælges er unikt og af ægte håndlavet kvalitet. Der er en særlig atmosfære som mageligt kan opleves mens man sidder på en af de små caféer i byen. Tidligt på aftenen begiver vi os mod Lao Cai (grænseby mod Kina) hvor vi tager toget mod Hanoi. M/-/-
Dag 14. Fridag i Hanoi

Hanoi er en af de få storbyer, som mange Topas-rejsende gerne vil have mere tid i, og det er ikke uden grund. Nyd en kop kaffe ved Hoan Kiem søens bred, eller se indbyggernes fælles morgengymnastik, når byen vågner. Oplev det helt specielle, gamle vietnamesiske vanddukketeater og gå på indkøb i silkegaden, hvor priserne er ufatteligt lave.
Dette er en storby af helt speciel karakter med store parker, søer, "franske" boulevarder og østerlandsk mystik. M/-/-
Dag 15. Sejlads og Cuc Phuong National Park

Vi kører fra Hanoi efter en tidlig morgenmad og har cirka 2 timers kørsel til Hoang Long floden, hvor en båd venter på os. Sejlturen byder på et fantastisk landskab og vi fornemmer hurtigt at få turister besøger dette område. Undervejs sejler vi gennem en mindre kanal, hvor fiskerlandsbyen Kenh Ga ligger delvist flydende og på bredden — livet her leves stadig på traditionel vis.
Efter et par timers sejlads bringer vores bus os videre til Cuc Phuong, Vietnams første nationalpark. Vi spiser frokost i parkens restaurant, hvorefter vi sammen med den lokale guide besøger "Endangered Primate Rescue Center" og det mindre "Visitor Museum". Her får vi et større indblik i parken generelt og i de tiltag parken gør for at beskytte udsatte dyr samt undervise de lokale.
Efter en tidlig aftensmad begiver vi os ud på en 3 timers aftenvandring gennem jungle. I mørket er lydene mere intense og stemningen er helt speciel — der er gode chancer for at se flere nataktive dyr, som f.eks. den mindre primat Lori.
Vi overnatter under simple forhold ved parkens hovedindgang. M/F/A
Dag 16. Vandring til Muong landsby

Vi starter tidligt ud denne morgen og har i dag en 5-6 timers vandring foran os tværs gennem parken. Turen foregår primært gennem jungle og undervejs ser vi flere forskellige plante- og insektarter. Målet er Khanh Village, hjemsted for den mindre Muong minoritet. Vi besøger et lokalt hus, hvor familien vil tilberede os en velfortjent frokost.
Efter frokost tager vi vores bus og kører i retning af dagens overnatningssted Ninh Binh. Undervejs gør vi et stop ved Hoa Lu, hovedstad under Dinh dynastiet fra år 968 til 980, og smukt placeret mellem høje limstensformationer. Idag er stedet kendt for dets tempel og gravsteder.
Vi når frem til Ninh Binh sidst på eftermiddagen og indkvarteres på et lokalt hotel, hvorefter vi sammen går ud og nyder en god lokal middag samt en forfriskende kold øl. M/F/A
Dag 17. Cuc Phoung til Halong bugten

Efter morgenmaden stikker vi næsen nordøstpå mod Halong bugten. Her venter vores næste store oplevelse ved udmundingen af den Røde flod - et af Vietnams naturlige vidundere. 1500 større og mindre kalkstens øer rejser sig, tæt bevoksede og grønne, over vandoverfladen på det 3800 km² store område, som bugten dækker. Vi har lejet en dejlig junke med soldæk og sætter fra starten kursen mod nord. Heroppe findes en række ubesøgte øer og farvande - og de eneste andre fartøjer, vi møder på disse kanter, er lokale fiskerbåde. Roligt sejler vi rundt og nyder stilheden, mens udsigten fra dækket konstant ændrer sig.
Det er i øvrigt muligt i løbet af de kommende dage at låne en af skibets "sit on top" kajakker og sejle en tur blandt de imponerende klipper. M/F/A
Dag 18. På opdagelse blandt klippeøer

Vi vågner op i dette fantasilandskab og for den morgenfriske er der mulighed for en stille svømmetur inden morgenmaden står på bordet. I løbet af dagen vil vi sejle på opdagelse blandt de dramatiske klipper som rejser sig stejlt op ad havet. Området rummer både skjulte laguner og dybe grotter og der vil selvfølgelig bliver mulighed for en dukkert eller to fra båden i det jadegrønne vand. Om aftenen kan indtrykkene bundfældes over en øl fra soldækket, hvor dagens solnedgang kan opleves fra første parket. M/F/A
Dag 19. Halong bugt og Hanoi

Efter morgenmaden sættes kursen mod Halong City. Langsomt forlader vi de magiske klipper og efter en tidlig frokost med de sidste friske skaldyr, lægger vi til ved Halong City. Her venter vores bus, og vi kører tilbage til Hanoi. Resten af dagen er til fri disposition i Hanoi. M/F/-
Dag 20. Fridag i Hanoi

Nu kender vi efterhånden Hanoi, og dagen kan bruges til at lave de sidste indkøb eller blot nyde denne fantastiske by. Gå på opdagelse på keramik- eller silkemarkedet eller hvad med et tre timers massage program?
Om aftenen mødes vi alle til afskedsmiddag og tænker tilbage på de mange oplevelser. M/-/A
Dag 21. Hanoi og fly til Singapore

Der er tid til de sidste indkøb i de små gader, inden vi tager afsked med Hanoi og med skift i Singapore flyver direkte tilbage til Danmark. M/-/-
Dag 22. Ankomst til Danmark

Vi ankommer til Danmark efter en spændende ferie med oplevelser, kun få har tilgang til. M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

På trekket overnatter vi under primitive forhold i lokale landsbyhuse.
På jeep-turen har vi 1 overnatning hos en lokal familie samt 2 overnatninger på lokale hoteller.
I Sapa bor vi på et godt hotel samt på Topas Ecolodge, med udsigt over dalen, terrassemarker og landsbyer.
I Hanoi bor vi på et hyggeligt hotel i den gamle bydel, kun 5 minutters gang fra Hoan Kiem Lake.
Lidt om trekking ruten

Vandreruten ligger ikke fast, så en stor grad af fleksibilitet fra turdeltagernes side er påkrævet.
Ruten er i denne turbeskrivelse sammensat på baggrund af de informationer, vi har på nuværende tidspunkt. Vi tager løbende særdeles meget hensyn til stammefolkenes ønsker, og myndighederne kan også stille nye krav til vores planlægning.
På turen vandrer vi fra 4 — 7 timer om dagen.
Lidt om hjælperne

Vi har portere og lokale hjælpere med på hele trekket. De bærer alt udstyret og det meste af den personlige bagage. Derfor behøver vi kun at bære en dagtursrygsæk med de ting, vi skal bruge i løbet af dagen, og kan således koncentrere os om at nyde vandringen og det smukke landskab.
Lidt om maden

Vi har kok med på hele trekket. Det er utroligt, hvad han kan fremtrylle af lækkerier over åben ild.
Lidt om jeep-turen

Transporttiderne er i høj grad cirka tider som afhænger af vejret, vejen og eventuelle stenskred, der kan hindre kørsel helt eller delvist. En "afslappet" holdning til dette er derfor påkrævet.
Varighed

22 dage, heraf 4 vandredage med sværhedsgrad 2-3.
På denne tur vandrer vi fra 4-7 timer om dagen.
De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur. Dag 2 og 3 på trekket er frivillige, da man sagtens kan tilbringe tiden i Sin Chai med afslapning eller blot gå rundt i landsbyen.
Derudover vil der være en endagsvandretur ved Sapa med en varighed på ca. 5-6 timer.
På vandreturen i Cuc Phuong National Park vandres der på dag 1 ca. 5-6 timer og på dag 2 ca. 2-3 timer.
Klima

Oktober/november og marts/april er de bedste måneder for vandring i det nordlige Vietnam. Regn forekommer dog hele året (Vietnam er et meget grønt land!). Dagstemperaturer på ca. 15 - 25 grader. Nattemperaturer ned til ca. 10 grader.
Visum

Topas kan sørge for visum til Vietnam. Det koster DKK 700,-. I den forbindelse skal du forvente at undvære dit pas i ca. 1 måned før afrejse. Du får flere oplysninger, når du modtager afrejseinformation.
Hvis du selv ønsker at skaffe visum, skal du blot notere det på din booking under "noter".
Vaccinationer

Kontakt egen læge eller Seruminstituttet ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsæksrejsende.
Valuta

Kontante US-dollars. Et lavt prisniveau gør, at lommepengeforbruget normalt er ca. $ 200-250.
Adgang til el

Der er kun sparsom adgang til opladning af batterier på denne tur. Medbring derfor rigeligt med batterier. Husk at medbringe et multistik, da udformningen af de lokale stikkontakter kan variere fra den danske standard.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Litteratur

Lonely Planet, Vietnam - a travel survival kit.
Moon Publ., Vietnam Handbook.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse Danmark — Hanoi t/r
Dansktalende turleder
Måltider som er indikeret med bogstaver i dagsprogrammet
4-dages jeep tur
2-dages tur til Cuc Phuong Nationalpark
4-dages trek i Sapa dalen
3-dages tur til Halong Bay
Mulighed for lån af kajakker i Halong Bugten
Al form for transport
Portere og kok på trekkingdelen
Hvad der ikke er inkluderet

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Frokost og aftensmad i Hanoi (beregn ca. 30 DKK pr. måltid)
Omkostninger til visum - 700 DKK
Drikkepenge til lokale guider/portere/chauffører (beregn ca. 20-40 $)
Entré til museer m.v.
Enkeltværelsestillæg for overnatninger i Hanoi, Sapa samt Topas Ecolodge - 1500 DKK
Rejseforsikring
Evt. tilkøb af bagageforsikring og feriegaranti
Evt. afbestillingsforsikring
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig