Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Nuuk & Ilulissat

Ref. IGNI

10 DAGE / 9 NÆTTER :
Denne rejse er for dig, der har et ønske om at kombinere Nuuk og Ilulissat, enten for at besøge familie, venner eller bekendte i Nuuk, eller være på egen hånd i Nuuk, for bagefter at sejle langs vestkysten op til Ilulissat og den smukke Diskobugt.

På vej op langs kysten med det dejlige skib; Sarfaq Ittuk, kommer du til at se flere byer og masser af smuk og varieret natur. Ombord er der en skibsguide (juni-juli-august), som holder foredrag og byrundture undervejs.
Printvenlig version
Dag 1, tirsdag. København – Nuuk via Kangerlussuaq

Du flyver fra København til Kangerlussuaq, hvor du skifter til et mindre fly til Nuuk. Det er en smuk flyvetur til Nuuk og ”nordlandet”. I Nuuk er du på egen hånd, men har du brug for hjælp til overnatning, transport og udflugter i Nuuk, sidder vi klar med god viden og vejledning.
M/-/-
Dag 2-3, onsdag-torsdag. Dage på egen hånd i Nuuk

Nuuk er en by i rivende udvikling og det er som om, det ingen ende har. Trods det virker byen hyggelig og overskuelig for de fleste rejsende. Der findes en række populære caféer, restauranter og butikker. Derudover er der biograf, svømmehal og et særdeles spændende nationalmuseum ved kolonihavnen. Kunstmuseet udstiller løbende forskellige kendte og ukendte kunstnere.
Nuuk har ca. 17.000 borgere, 5 folkeskoler og 1 friskole, gymnasium, handelsskole, universitet, selvstyre, kredsret og er det generelle hovedsæde for mange instanser i Grønland. Der er myldretid om morgenen og igen om eftermiddagen - altså en ganske almindelig ”storby”, med alt hvad der dertil hører.

Se forskellige udflugter her

-/-/-
Dag 4, fredag. Nuuk – Ilulissat med M/S Sarfaq Ittuk

Dagen i Nuuk er på egen hånd. Om aftenen kl. 21 er der afgang med M/S Sarfaq Ittuk. Skibet åbner for tjek-ind fra kl. 20. Her bliver du budt velkommen af skibets søde besætning og skibsguiden.
Café Sarfaq byder på morgenmad, frokost og aftensmad til faste spisetider, som er tilpasset dagens anløbstider. Priserne er rimelige.
-/-/-
Dag 5, lørdag. Dagens anløb: Maniitsoq, Kangaamiut og Sisimiut

Allerede kl. 07 ankommer skibet dagens første by: Maniitsoq, der i gamle dage hed ’Sukkertoppen’ på dansk.
Er du frisk på en hurtig byrundtur, synes vi du skal melde dig på og evt. spise morgenmad efter afgang. Maniitsoq betyder ’stedet der er ujævnt’. Der er mange trapper og broer i byen, som er en utrolig hyggelig lille by med smuk udsigt til skærgården og baglandet.

Efter Maniitsoq sejles der videre nordover gennem Hamburger Sund til Kangaamiut. Kangaamiuts havn er for lille til at skibet kan lægge til, så der sejles med en mindre båd fra skibet og ind til bygden.
Efter Kangaamiut (omkring middag) sejler skibet videre ud på åbent hav og mod Grønlands næststørste by, Sisimiut. Der er ankomst kl. 19 og afgang kl. 21. Her er der mulighed for en god byrundtur med skibsguiden.
Dag 6, søndag. Dagens anløb: Aasiaat og Ilulissat

Allerede kl. 06 om morgenen sejler skibet ind i Diskobugten. Solen står lavt og du kan sige godmorgen til Aasiaat by kl. 08, hvor der holdes en lille halv times pause. Her kan man godt lige nå op til den sorte kirke og måske forsamlingshuset, hvor Per Kirkebys afskedsgave til byen hænger.
Det er de færreste i Aasiaat, der er klar over, at byens forsamlingshus rummer en kulturperle af internationalt karat. I sommeren 1969 malede kunstneren Per Kirkeby 24 malerier, som blev hængt op i forsamlingshuset. Forsamlingshuset er lukket, men man kan godt skimte malerierne ved at kigge ind af vinduerne.
Herefter er der afgang mod Ilulissat og sejlrutens endestation. Tag godt med varmt (lag-på-lag) tøj på og ophold dig ude på dækket så længe som muligt. Umiddelbart efter afgang fra Aasiaat er der gode chancer for at se pukkelhvaler. Kaptajnen eller styrmanden er ofte rigtig flinke til at annoncere over højtaleren, hvis der er hvaler i sigte.
Ilulissat Isfjord blev i 2004 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Isfjorden er et af de første områder i Arktis, der har fået plads på listen. Selvom området er fredet, er der særlige tilladelser til at sejle blandt isbjergene og flyve helikopterture.
Indsejlingen til Ilulissat starter allerede omkring kl. 12. Det er en helt særlig oplevelse, når skibet zigzagger mellem isbjergene i Ilulissat Isfjord. Husk endelig at have et ekstra batteri med til dit kamera, for du får brug for det i dag.
Kl. 13 ankommer skibet til Ilulissat og på havnen står hotellets bus og venter. Efter indkvartering på hotellet er resten dagen på egen hånd.
-/-/-
Dag 7, mandag. Ilulissat – byrundtur og Sermermiutvandring

Om formiddagen er der arrangeret en byrundtur. Her får du indblik i byens historie, vigtige bygninger og hverdagens liv.
Om eftermiddagen er der arrangeret en dejlig vandretur til Sermermiut. En vandretur til Sermermiut er absolut et must. Her kan du komme helt tæt på de imponerende kridhvide kæmper og se ud over fjorden, der er fyldt med isbjerge, så langt øjet rækker.
M/-/-
Dag 8, tirsdag. Ilulissat – Midnatssejlads

Dagen er på egen hånd. Udover at slappe af, og evt. skrive postkort, kan man besøge kunstmuseet, kunsthåndværkstedet, museet og et hav af hyggelige butikker.
Kl. 22 starter midnatssejlturen. Igen: sørg for at have kameraet klar.
Fra 21. maj til 24. juli går solen ikke ned. Det giver et meget spektakulært solnedgangsagtigt lys. Isbjergene er imponerende i al slags vejr, men mange sætter stor pris på et godt billede af isbjergene i midnatssolens skær.
Dag 9, onsdag. Ilulissat

Dette er den sidste hele dag i Ilulissat. Dagen er på egen hånd og har man mod og lyst til flere udflugter, er der et hav af muligheder både til vands, til lands og i luften.

Se udflugtsmuligheder i Ilulissat her
Dag 10, torsdag. Hjemrejse. Ilulissat – København via Kangerlussuaq

Fyldt op med unikke indtryk og minder for livet er det nu tid til hjemrejse. Nyd det sidste kig ud over Diskobugten og UNESCOs Verdensarvsliste, Ilulissat Isfjord.
I Kangerlussuaq kommer du ombord på Air Greenlands Airbus, som tager dig til København.
M/F/-

Takuss’ – vi ses!
Prisen inkluderer:

Fly København-Kangerlussuaq-Nuuk / Ilulissat-Kangerlussuaq-København
2 nætter ombord på Sarfaq Ittuk, i 2 personers kahyt (med eget bad/toilet)
4 nætter på Hotel Icefiord (Ilulissat), i delt dobbeltværelse, inkl. morgenmad
Guidet udflugter: Byrundtur, Sermermiutvandring og Isfjordssejlads (Ilulissat)
Skibsguide ombord på Sarfaq Ittuk (juni-august)
Bidrag til rejsegarantifonden
Alle skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke:

Måltider, udover morgenmad og måltider på atlantflyvningen
Overnatning i Nuuk (kan arrangeres)
Andre udflugter, udover de nævnte i ”prisen inkluderer”
Rejseleder (denne rejse er på egen hånd)
Rejse – og afbestillingsforsikring
Evt. enkeltværelsestillæg (Lavsæson: kr. 4.625,- / Højsæson: kr. 4.125,-)

Bemærk venligst, at prisen på rejsen er en frapris, da der kan være tillæg for en dyrere flybillet type samt en anden hytte/værelses standard, afhængig af hvordan pladssituationen ser ud, når rejsen bookes.

Har du brug for yderligere forklaring, er du meget velkommen til at kontakte os.
OBS! – forlængelse af rejsen?

Synes du rejsen er for kort og ønsker at forlænge? Uanset om det er til en anden destination i Grønland, kan du roligt spørge os. Vi har god viden om Grønland og kan nemt og hurtigt vejlede dig.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig