Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Det er farligt at rejse til Toscana med Topas!

Forfatter: Anette Riis Nielsen
Ref. ITTO
Printvenlig version
I august måned 2006 nærmede min 50-års fødselsdag sig og hermed samtidig den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget. Én lidenskab havde jeg dog; jeg var vild med alt, hvad der havde med Frankrig at gøre – jeg er, med andre ord, det der hedder frankofil. I min søgen efter nye Frankrigs-rejsemål faldt jeg over Topas’ tur til Korsika i efterårsferien 2006. Yes, tænkte jeg, der er det: muligheden for at overtale sin mand til endnu en gang at komme til Frankrig – men denne gang på en aktiv og anderledes ferie. Jeg tog chancen og meldte os til.

Jeg tjekkede jævnligt Topas webside med de grønne, gule og røde ”lyskryds” for at tjekke, hvordan det stod til med Korsika-turen. Og én dag skete det forfærdelige: Turen til Korsika var væk – fjernet fra hjemmesiden på nettet. Jeg røg direkte i mailblækhuset for at høre, hvad der var sket. Fluks kom der svar tilbage fra info@topas.dk med et bekræftende ”Ja, desværre – Korsika er annulleret. Men hvad med Toscana, var det ikke noget, det er en lavere sværhedsgrad, det er en god idé til førstegangsvandrere.” Hmm, tænkte jeg, de der italienere, hvad skal vi med dem – og det sprog er jo ganske umuligt at tale…”.

Nå, jeg havde glædet mig til tanken om at vi skulle på en aktiv efterårsferie, så jeg reserverede to pladser. Øh.. sagde jeg et par dage senere til aftenkaffen. ”Skulle vi ikke prøve at tage på vandreferie i efterårsferien?” Min udkårne gennem mange år kiggede på mig over brilleglasset, og endnu mere underlig blev han i blikket, da jeg nævnte Toscana, som jo som bekendt ikke ligger i Frankrig.

Adskillige uger senere var det alligevel lykkedes mig efter en del snak og mange tillokkende Toscana-turbøger - og Topas-kataloget konstant liggende på sofabordet sådan ganske tilfældigt slået op på ”La Fontanella” med afgang 14.10.06 og hjemkomst 23.10.06 - at overtale ham til turen.

Samtidig havde jeg med ét mange ønsker til min runde fødselsdag: rygsæk, vandrestøvler, vandresokker i tyk og tynd udgave, svedabsorberende undertøj, regntøj og jakke til alskens vejr. Alle disse informationer havde jeg hentet fra den udmærkede pakkeseddel, som Topas har udfærdiget.
Den 14.10. nærmede sig, og jeg tænkte, puha.. hvad er det nu lige, jeg har kastet os ud i. Selv om vandrelisten var ved at være dækket ind ved hjælp af gode fødselsdagsgaver – kom jeg til at læse, at man skulle øve sig i bakker og højder inden turen (vi havde ikke nået Himmelbjerget!) – og at vandreturene ofte kom op på 6-8 timer pr. dag. Om end vi begge var i en rimelig kondition, syntes det hele lidt uoverskueligt.

Dagen oprandt med et ganske forfærdeligt efterårsferiekaos i Kastrup Lufthavn. Det lykkedes os dog at komme igennem menneskemylderet og frem til muligheden for selv at tjekke ind.
Vi nød flyveturen og var ved godt mod, da vi nåede Milano lufthavn. Ved bagagebåndet mødte vi en frisk ung pige, der frejdigt hilste på os og erklærede, at hun hed Tina og var reserve-turleder.

Min mands rejsetaske havde besluttet sig for at blive i København, så der gik lige en 3 dage, inden den havde lyst til at ankomme. Men den øvrige bagage og vi andre ankom trætte ca. 5 timer senere til den lille fredelige landsby Roggio. I den lille bus, der fragtede os frem via de dramatiske, men flotte hårnålesving, befandt 16 andre deltagere sig og den anden unge rejseleder Julie.

Straks ved ankomsten til Gemmas lille pensionat blev vi mødt af Andrea, som ikke er en ung italiensk pige, men husets charmerende unge søn. Fluks fik han ringet til SAS for at spore min mands bagage, så vi vidste, at den ville komme frem til Roggio, så hurtigt som det kunne lade sig gøre – dog naturligvis efter italiensk tidsfornemmelse; hvilket som nævnt vil sige 3 dage!
Efter indlogering og lettere udpakning mødtes vi alle i gruppen til en pragtfuld 4 retters menu, elegant serveret i ét stort italiensk nærmest stand-up comedian show, som Andrea viste sig at være mester i. Vi nød det hele fra første sekund, og det så ud til, at vi ikke var de eneste, der befandt sig godt.
Andreas herlige moder, Gemma, stod hver aften i køkkenet og tryllede de mest fantastiske retter frem. Hendes opskrifter kan man købe i en lille italiensk-engelsk kogebog, som forsøger at gengive herlighederne – dog mangler der på bedste italienske vis nogle gange halvdelen af sætningerne, men den kan alligevel anbefales på det varmeste. Som regel kan man gætte sig til, hvad der skulle have stået - det er i hvert fald et forsøg værd.

Vi gik tidligt i seng, godt underholdte, trætte og mætte, hvilket skulle vise sig at være en tilstand, der vendte tilbage hver eneste aften.
Næste morgen op kl. 7 – morgenmad kl. 8 – og af sted til den første rigtige vandretur nogensinde i vores parforhold, med afgang kl. 9. Det viste sig at være én af de seje… en vandring fra Alpi Apuane regionalparken og helt op til toppen af ”Pania della Croce”, som er næsten 1900 m højt. I starten gik det rimeligt godt og kun lidt opad. Men efter den første lille pause, hvor vi fik samling på tropperne, drukket en masse vand og smidt en del tøj (i pauserne skiftevis smider man tøj og tager det på igen – og drikker store mængder vand) gik det bare op og op og op og op!! Da det efterhånden også blev ret stejlt og en smule farligt (jeg var f.eks. ved at få overbalance flere gange, da jeg i min begynderuvidenhed ikke havde spændt min rygsæk foran!!) da tænkte jeg: - hold da helt op, hvad er det vi er kommet ud i her – det er jo det rene selvpineri, og det har vi betalt penge for!
Jeg skævede efter min mand, men han vandrede bare roligt af sted meget langt fremme.

Jeg holdt dog ud og vi nåede toppen, hvor vi fik førstegangsfornemmelsen af, hvordan det egentlig føles at have nået en top, som man selv har kæmpet sig op ad! Udsigten er betydeligt flottere, når man selv har gjort noget for at nå den.
Det er samtidigt lige her farligheden i sådanne Topas-rejser opstår: man bliver akut ramt af en blanding af fascination, bjergtagethed og begejstring og tænker: - hold da op, det her slår virkelig de almindelige turist- og daseferier med mange bjergtophøjder. Når man endelig med sine ømme muskler og bævende ben får sat sig ned, ja så smager Gemmas toscanske frokostmadpakke absolut fantastisk i den tynde klare luft!

Sådan fulgte den ene mere idylliske vandredag efter den anden; hver og én med deres specielle højdepunkter både naturmæssigt med flotte efterårsfarver, og i forskellige former for vandrestier i skov, under flotte åbne sætervidder - med og uden kastanjer og rullesten. Hver aften sluttede vi af med at indtage endnu mere italiensk mad og drikke – og ikke mindst gennemgå vore oplevelser i et fællesskab, der voksede i hygge, fortrolige snakke og masser af grin for hver dag.
Højdepunktet var efter min mening turen til ”Cinque Terre”, de 5 små byer, der ligger nærmest smidt ud over klipperne helt ude ved havet mod mit højtelskede Frankrig. Jeg opdagede til min store forundring, at min frankofile side var gledet lidt i baggrunden – og at den italienske nu i stedet fyldte mit åsyn og mine sanser. De små italienske huse lå dekorativt i flotte strålende farver, det blågrønne hav glimtede og den italienske sol skinnede fra en skyfri, knaldblå himmel. Frokosten vi indtog med pasta og pesto smagte fortryllende med en sådan udsigt milevidt foran sig.
Da den sidste dag oprandt inden hjemrejsen, var vi allerede solgt til stanglakrids! Betaget af at husere i den lille fredelige landsby, af Gemma, Andrea og resten af familien – inkl. deres lille kærlige gravhund Lilo, der fulgte med os rundt på mange af turene. Stornydere af det euroforiske fællesskab med de andre deltagere, serviceret og passet op på bedste vis af de to unge friske turledere. Men værst af det hele: ens ben ville nærmest af sted hele tiden på nye vandreture. Flere dage efter hjemkomsten var der stadig en fornemmelse af en utrolig stor energi i hele kroppen og nogle ben, der havde hang til bevægelse!
Nu har vi så en hel stak fotos tilbage som minder – en deltagerliste med meget spændende mennesker at dele det med – og en soleklar fornemmelse af, at det bestemt ikke er sidste gang, vi har rejst med Topas, selv om det er farligt.
Farligt, fordi det er fortryllende, fængslende – smittende og afhængighedsskabende! Når vi møder venner og bekendte, fortæller vi med strålende øjne om vores fælles nyopdagede beskæftigelse. På min ønskeseddel til jul figurerer både vandrestave og en vindtæt vest, som jeg bare må eje! Men det mest utrolige af det hele er alligevel, at jeg er begyndt at gå til italiensk for begyndere. Læreren hedder Marco, og han er fra Toscana!!

Tak til Topas for muligheden - og på gensyn til alle I dejlige medrejsende!

Anette Riis, Silkeborg
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig