Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Brede smil på toppen af Elbrus

Forfatter: Mette Bloch
Ref. RUEL
Printvenlig version
Russeren, som jeg sad og snakkede med i basecamp, kiggede undersøgende på mig, da jeg fortalte at vi ville lave topforsøg på Elbrus den efterfølgende dag, fredag d. 13. Han mente at datoen var forbundet med ulykke, og jeg lod være med at fortælle ham, at jeg ville medbringe 13 deltagere på topforsøget. Jeg tænkte at to tretten-taller ville stimulere hans overtro mere end hvad godt var. Selv er jeg ikke overtroisk — og så dermed heller ingen grund til pludseligt at være det på Elbrus. Jeg var tilgengæld turleder for en velfungerende gruppe, og havde en rigtig god fornemmelse i maven inden vores topforsøg. Min mavefornemmelse var rigtig — og russerens tvivl og overtro blev gjort til skamme. Fredag d. 13. juli, omkring middag, stod samtlige 13 deltagere, som var startet på topforsøget, på toppen af Europa med armene hævet sejrsrigt i vejret. I smukt solskin og knaldblå himmel var det en perfekt topdag.
Elbrus — en indtroduktion til alpinisme

Mt. Elbrus er med sine 5.642 moh Europas højeste bjerg. Foruden at være berygtet for sit omskiftelige vejr med hårde vind- og vejrforhold, er Elbrus også kendt for at være et tilgængeligt bjerg uden tekniske passager. Dermed ikke sagt, at en bestigning af Elbrus ikke er krævende - det er det. Men udover at være en krævende bestigning, er det en glimrende introduktion til alpin bestigning og et oplagt bjerg for de, der har mod på udfordringer på sne og is. Alle i gruppen var velforberedte og med tidligere erfaring fra bjergene. De fleste havde højdeerfaring fra toppe som Kilimanjaro, Aconcagua og andre ikke alpine toppe, mens andre var helt ’grønne’ indenfor topbestigning. Fælles, og kendetegnende, for gruppen var deres lyst og mod til at kaste sig ud i alpinismens glæder, og det var en fornøjelse for mig, at være turleder for en flok glade og nysgerrige deltagere. Med det udgangspunkt var det oplagt at indtroducere og ’bygge’ oven på deltagernes færdigheder, og det blev til mange gode, sjove og sikkert også lærerige timer på de sneklædte skråninger.
En god blanding bolscher

At tage på bestigning med Topas er mange ting. Det betyder blandt andet at man rejser sammen i en gruppe, men er langt fra ensbetydende med, at alle har samme mål og ambitionsniveau, eller at alle er ens. Jeg mødte de fleste af deltagerne i Kastrup Lufthavn og i Moskva samledes hele gruppen for første gang. Langsomt kunne jeg begynde at danne mig et indtryk, af den gruppe jeg skulle lede på toppen af Elbrus. Det var en god blanding mennesker, med forskelligheder og ligheder. Forskellighederne bestod i deres personligheder, professioner og nationaliteter. Det var en god blanding af kvinder, mænd, unge, mindre unge, fysioterapeuter, studerende, butiksansatte, selvstændige og sælgere og det var danskere, nordmænd og en enkelt islænding. Alle bidragede de på hver deres måde til turen. De bidragede med deres blotte tilstedeværelse og personlighed og til at skabe en gruppedynamik, som fastsatte en uhøjtidelig og afslappet tone. Ligheden hos deltagerne bestod i lidenskab for vandring og fysisk aktivitet i tyndere luftlag, fascination af bjerge, lyst til bjergbestigning, åbenhed og et altoverskyggende ønske om at få en god tur — og endnu en, eller den allerførste, top på CV’et.
Overraskende Sibirian Airlines

Efter at have brugt de første par dage i Moskva, var det som at lande i en anden tidsalder i Min’ Vody der er hovedbyen i Caucasus området. Dog var det en kærkommen forandring i forhold til Moskva’s hektiske storbyliv, og man kunne næsten fornemme den klare luft og mærke at de hvide tinder nu var inden for rækkevidde. Mod alles forventning forløb indenrigsflyvningen fra Moskva til Min’ Vody med Sibirian Airlines uden problemer. Ved ikke om flyselskabets navn gav anledning til bekymring, men alle åndede lettet op, da hjulene rørte landingsbanen. Sibirian Airlines overraskede tilsyneladende først om fremmest ved IKKE at falde ned, og derefter ved at servere et måltid under flyvningen. Der blev serveret en net lille anretning under flyvningen med dag-gammel laks, halvtørt brød og noget kød, der var svært at klassificere. Serveringen blev foretaget manuelt uden brug af vogne, hvilket kan være grunden til stewardessernes ikke alt for imødekommende ansigtsudtryk. Det var måske også for meget forlangt med smilende stewardesser, og man kan ikke få både i pose og i sæk med Sibirian Airlines. Smil fik vi til gengæld da vi kort efter landing blev mødt af vores russiske lokalguide, Yurii. Ligesom deltagerne, var det mit første møde med ham. Førstehåndsindtrykket var godt — og han viste sig hurtigt, at være et sandt fund. Som person var han venlig, imødekommende og en hyggelig fyr at omgåes. Alle blev rigtig glade for ham, og jeg var meget begejstret for at samarbejde med ham. Han fungerede som vores guide på hele trekking- og bestigningsdelen, og han var yderst kompetent og en meget dygtig bestigningsguide. Da jeg 10 dage senere gav ham hånden og sagde farvel, var det med løftet om et ’på gensyn’ - og vi vidste begge, at fundamentet for et fremtidigt samarbejde og venskab, for længst var blevet skabt.
Stivnede smil

Smilet blev der også, blandt deltagerne, da vi kørte ind i Baksan dalen. Jeg sad på forsædet i den ene minibus, og snakken gik livligt på bagsædet. Udsigterne — de flotte fjelde og de dybe dale - blev beundret og humøret var højt. Vi nærmede os området, hvor vi skulle færdes de kommende 10 dage, og pludseligt tårnede Mt. Elbrus sig 5.642 meter op i atmosfæren. Med ét forstummede snakken og smilene stivnede. Der blev pjattet lidt usikkert, indtil der var en der ’vovede pelsen’ og sagde: "Er DET Elbrus - skal vi virkelig derop"? Kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, fordi jeg jo godt kender til følelsen af, at det kan virke surrealistisk og en anelse FOR modigt, det man har kastet sig ud i. Men jeg ved også, at det er en følelse der fortager sig, så snart man er i gang på bjerget. At bjerget på mange måder mister sin voldsomhed, når først man færdes på det, og at man derfor skal nyde denne første ’kuldegysning’ af storhed, når man ser det første gang. Det er en hel speciel følelse at ankomme til et stort alpint bjerg og når man står dernede på det flade, grønne græsland og spejder mod den vindblæste, snehvide top — kan bjerget næsten kun fremstå uvenlig. Sandheden er heldigvis altid mere nuanceret. Smilene vendte heldigvis tilbage på bagsædet og alle var ved godt mod, da vi kort efter ankom til vores hotel. Herfra skulle vi på et par dagsturer, blandt andet på Mt. Cheget, som forberedelse til selve bestigningen.
No Porridge — no summit

Med et par gode akklimatiserings- og dagsture ud fra Baksandalen, var vi klar til at rykke op på bjerget og indkvartere os i basecamp. Vi tog karabine-lifterne op i 3700 meter, hvor vi indrettede os i ’The Barrels’, som er nogle olie-lignende tønder, der fungerer som overnatningssted. I alt står der 10 tønder, og jeg indkvarterede gruppen i tre tønder: En unisex-tønde for par, en tønde for mænd og en tønde for 2 kvindelige nordmænd og turleder som, da vi flyttede ind, også viste sig at være tønden for to snorkende, russiske mænd. Efter indkvarteringen indtog vi spisekøkkenet og hilste på Anton, som var vores kok, og som gennem hele bestigningen sørgede for at give os nogle gode, solide måltider. Han kunne ikke skjule sin forundring over, at vi kunne tømme to glas nutella på en enkelt frokost — selv var vi ret imponerede over vores egen præstation. Yurii plejede at sige: "No porridge, no summit" — eller var det, med lidt selektiv hørelse: "No Nutella... No summit"? Det mener jeg bestemt, jeg hørte.
Basecamp

Opholdet i ’The Barrels’ er på alle måder et perfekt udgangspunkt for selve topbestigningen af Elbrus. Det giver en solid base med relativt komfortable soveforhold og god mad. Opholdet gav deltagerne mulighed for at få hvilet ordenligt om natten, og derudover var det altid hyggeligt at komme tilbage til vores base, der ligger med udsigt til Elbrus’ to toppe, efter en dag på sneskråningerne. Der er seks sovepladser i hver tønde og nok plads til at tørre lidt vådt tøj, gå omkring og stå oprejst indenfor. Toiletforholdene er derimod alt andet end komfortable, og desuden også uvæsentlige i forhold til at nå målet — toppen af Elbrus. Vi brugte ’The Barrels’ som vores base, og lavede et par akklimatiseringsture ud herfra. Den ene dag sneglede vi os op ad sporet mod Pastuhova Rocks i 4800 moh, hvor hovedformålet var at vinde noget højde, samt øve brugen af crampons. Dagen inden topforsøget lavede Yurii og jeg en ’øve-dag’, hvor vi trænede forskellige bremse-teknikker med isøkse og traversering af skråninger med forskellig hældning. Formålet var primært at træne de teknikker, deltagerne kunne få brug for på topbestigningen, men i lige så høj grad at give dem nogle redskaber, de kunne bruge på fremtidige bestigninger. Mange af deltagerne var allerede ramt af bjergfeberen, og flere blev det. Alle sugede til sig, og det blev til en sjov, og for nogen grænseoverskridende dag med mange glideture ned af de sneklædte skråninger. Ved middagstid begav vi os sultne tilbage til base campen til en god frokost og en eftermiddag med absolut inaktivitet. Jeg anbefalede alle at få hvilet inden nattens topforsøg.
Toppen af Elbrus

Inden jeg krøb i posen den aften, kiggede jeg skeptisk ud af vinduet. I løbet af eftermiddagen var det trukket sammen, og himmelen var nu dækket af en solid, grå dyne. Jeg bandede indvendigt. Regndråberne faldt tungt på tøndens tag, og en turleders tankespind var sat i gang. Jeg spekulerede og overvejede diverse muligheder i mit hovede, for og imod, udtænkte planer og nødplaner. Den kroatiske kvinde vi nu delte tønde med, prøvede at være optimistisk på vores vegne, og sagde på gebrokken engelsk: "The weather will be fine for you summit attemp". Sødt sagt, men hendes kropssprog og ansigtsudtryk så for bekymret ud til at stemme overens med sætningen, og det var tydeligt at hun ikke troede på godt vejr. Kiggede på Kristin og Janne, som på deres optimistiske, norske facon blev enige om, at vejret nok skulle blive godt igen. De mente det til gengæld - og jeg tilsluttede mig. Jeg vågnede mange gange i løbet af natten for at vurdere, om vejret ville tillade os at starte ud på topforsøget. Vi havde haft otte dage med stabilt, vindstille vejr og solskin. Vi havde brug for en dag mere — og det fik vi. Heldigvis. Vi startede som planlagt fra vores basecamp midt på natten, og satte kursen mod toppen af Mt. Elbrus. Det var en smuk nat. Vindstille og ikke alt for koldt. Perfekt. Begejstringen krøb helt ind under huden på mig, da solen ud på morgenen farvede himmelen rødviolet. Med den smukke farve på himmelen, tusindevis af forrevne hvide tinder i horisonten, og en stærk og god gruppe foran mig, følte jeg mig som en priviligeret turleder. Et priviligeret menneske. Vi var på vej mod toppen, vejret ville holde og intet kunne stoppe os nu. Ved middagstid tog vi de sidste skridt op på toppen, og forløsningen forplantede sig i jubelbrøl og omfavnelse — som det hører sig hjemme på en bjergtop, der netop er blevet ’erobret’. Sjældent har jeg haft en gruppe, som har udvist så stor glæde og så stor begejstring over at nå deres mål. De indtog toppen af Elbrus - nåede deres individuelle og fælles mål - som en samlet enhed og alligevel som helt deres egen. Det var en fornøjelse at være vidne til — intet mindre.

Tak for turen til Jer der var med — jeg håber det bliver til et gensyn på nye bestigninger. Og velkommen til alle Jer, der endnu har en førstegangsbestigning med Topas til gode.


Bedste Hilsner Mette Bloch
Topas Turleder.
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig