Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Sicilien - Bjergbyer og vulkaner

Forfatter: Anne Sophie Hillemann
Ref. ITSN

There was a boy - a very strange enchanted boy.
They say he wandered very far - very far - over land and sea.
A little shy, and sad of eye – but very wise was he.

And then one day – one magic day he passed my way
and as we spoke of many things – fools and kings – this he said to me.
The greatest thing – you’ll ever learn - is just to love – and be loved in return.
Printvenlig version
Tonerne fra denne lille smukke melodi, der i én enkelt sætning formår at formulere svaret på meningen med livet, klinger stadig for mit indre øre, imens jeg sidder og genkalder mig alle indtrykkene fra den rejse til Sicilien, som jeg kom hjem fra i går. En anden viis mand sagde at rejse er at leve, og endnu engang må jeg give ham ret, for jeg sidder ligenu og føler mig i allerhøjeste grad i live.

Jeg er nemlig blevet forelsket… I livet selv, i et land, i dets overvældende natur, i nogle mennesker, som på deres egen stilfærdige måde har bidraget til at genoprette min tro på det gode i mennesker, med umiddelbar åbenhed, positiv nysgerrighed, hjertelig kommunikation på trods af manglende sprog med humor, smil og lattermildhed som universel syntaks – og ikke mindst med en ægte varme, der kan give skyer i øjnene bare ved tanken.

Baggrunden for denne, lidt rørstrømske, udmelding skal nok også findes i, at min rejse egentligt startede lidt før den 1. Juli. Faktisk i påskeferien, hvor jeg gjorde status over mit liv. Konklusionen var 35 år, et liv på eet ben med et udfordrende og samtidigt altfortærende job, fed hyre, stort ansvar, dejlige kolleger, men hvor jeg var i fuld gang med at brænde mit lys i begge ender. Dette stillet overfor et nærmest ikke-eksisterende privatliv, kaos i hus og have, intet overskud til at passe min kost og form, ingen mand, ingen børn og meget lidt krudt til at passe alle de gode venner, der af uransagelige årsager ikke har dizzet mig endnu, som følge af manglende attention. Mere overordnet var jeg hamrende træt af den daglige dosis død og ødelæggelse i tv-nyhederne, ligegyldigheden og fremmedgørelsen. Jeg savnede nærhed, og den barnlige forundring, nysgerrighed og umiddelbare glæde ved livet omkring os - den der får en til at stille sig ud i regnvejret, midt i en stor vandpyt, ligeglad med at blive våd, bare for at mærke dråberne i ansigtet, og som så får en til at hoppe – bare sådan for lige at sætte trumf på.

Kort sagt – status var et billede, hvor den jeg er, var blevet væk, og hvor de enkle ting i tilværelsen, som jeg lægger vægt på, lå og skvulpede rundt med åndenød i vandkanten, fordi omstændighederne havde taget magten. Jeg besluttede at generobre kontrollen med mit eget liv, sætte noget på spil og begynde at leve m i t liv igen. Den 16. April sagde jeg mit job op, og efter 2 1/2 måneds fratrædelsesbalancegang havde jeg sidste arbejdsdag den 29. Juni - jeg pakkede tasken – og den 1. Juli gik turen afsted til Sicilien, som det første skridt i mit nye liv… og hvilket skridt det blev.
Den 1. Juli 2007 – Søndag

Efter en laaang rejsedag fra Kastrup, over Rom, ankom vi til Catania. Om bord på flyet havde vi fået placeret hovedparten af gruppen, og ved bagagebåndet holdt vi mandtal og fik, ved hjælp af folks fodtøj, sat ansigter på resten. Udenfor blev vi mødt af Gianni – en italiensk adonis i shorts og daggamle skægstubbe – der på fremragende dansk bød velkommen og checkede lister. Jeg blev dog en kende bekymret, da jeg overhovedet ikke figurerede på nogle af listerne, og måtte derfor en kort overgang affinde mig med at hedde Ole.

Fra lufthavnen kørte vi i minibus, hvilket absolut må referere til den plads, der er afsat til Apostlenes Heste med vedhæng, til bjerglandsbyen Alcara li Fusi, hvor vi ankom sent om aftenen. Jeg havde bestilt enkeltværelse, så jeg blev indlogeret i en lejlighed, der ligger lidt væk fra hovedhuset, sammen med mine bofæller, tre festoriginaler ved navn Bente, Lisbeth og Zita. De skulle senere blive kendt som bl.a. trillingerne og treenigheden, men som man siger ”kære kvinder – mange navne”.
Den 2. Juli 2007 – Mandag, Rocca che Parla og San Marco d’Alunzio

Efter morgenmaden gik vi en tur i byen med de smalle glat brolagte gader med stejle stigninger og fald. Her noterede jeg mig tre ting. For det første og vigtigst – at der i dette område fandtes fontæner mange steder, og at vandet kunne drikkes uden risiko for at pådrage sig racermave eller andre ubehageligheder, der unægteligt ville være temmelig upraktisk, når man bevæger sig rundt oppe i bjergene. Desuden er det ikke uden betydning, hvor mange liter vand, man er nødt til at slæbe med i rygsækken, når corpus ego i forvejen har et vist (accellereret) omfang. For det andet lærte jeg, at her ville jeg med statsgaranti fare vild uden sporhund, og for det tredje at jeg i hvertfald aldrig nogensinde skulle køre i bil på disse brolagte stier i regnvejr.
Om eftermiddagen gik vi ud på den første rigtige vandretur. Den startede med en laaang relativt flad stigning, som var lige ved at give mig kvababbelse. Jeg ved godt, at førstedagen for kontornussere, som jeg selv, altid er et helvede, menæææ … Nå - men op kom vi, med yours truely som rosinen i pølseenden, og her ventede de første eksempler på de udsigter, som skulle blive ved at bjergtage mig gang på gang resten af turen.
Om aftenen spiste vi på en fiskerestaurant nede ved stranden, der generelt havde dejlig mad og i særdeleshed gudeskøn grillet sværdfiske bøf. Det var også her, at vi endelig mødte Tobias, vores turleder in spe, der skulle i Scoula di Gianni, inden overtagelsen af roret fra næste hold. Tobias kom senere, fordi han havde taget livtag med en specielt træls tur fra Danmark, hvor han var blevet fanget i dårligt vejr i Milano, omdirigeret til Torino næsten uden søvn, men pludselig stod han der, kun lettere brugt og med et smil, der ville gøre selv George Michael misundelig.
En meget stor og glødende orange sol steg ned i havet på få minutter, og en dejlig dag gik på hæld.
Den 3. Juli 2007 – Tirsdag, Byen Galati Mamartino og vandfaldet Cata-furca

På denne dag satte jeg nye rekorder i vanddrikning. Der var varmt – meget varmt. Vi vandrede det meste af dagen, og det var en meget smuk tur. Efter at have vandret i den Sicilianske sol, var det en lise for den overophedede sjæl at komme ind og ned i den dybe slugt ved Cata-furca, hvor luften var afkølet af vandfaldet. De brave tog bad i det kolde vand, mens vi andre fladede ud på stenene. Der åndede en fred derinde. Lyden af vandets konstante brusen og køligheden gav mig den største ulyst til at flytte mig ud af stedet, og vi var nogle stykker, der sagtens kunne have brugt en time mere i tavshed derinde.
Nedstigningen var endnu mere varm, og i skrivende stund har jeg svedt ud, om vi overhovedet nåede til Galati Mamartino – det tror jeg ikke, at vi gjorde. I stedet nåede vi hjem til landsbyen i tide til at tage en kop kaffe med mælk i byen og gå lidt rundt. Der var begravelsesoptog i byen, som Helge og Helle havde haft lejlighed til at følge på nærmeste hold. Vi andre kom først til for sent, og vi skyndte os videre for ikke at virke utidigt nysgerrige. Kort tid efter blev vi passet op af Signor Reno, der med et stort smil proklamerede, at han skam godt vidste, hvem vi var, og hvor vi kom fra, for vi skulle nemlig spise hos ham nogle dage senere. Så ham fik jeg også en lille snak med.
Om aftenen spiste vi middag hos en kær gamle herre med spas i og hans familie. Antipasti forret med skinke, oliven, pølse, pecorino og provola – alt hvad hjertet kan begære – og herefter pizza en mass til hovedret. Dertil masser af hjemmegjort rødvin iblandet en sødelig aqua frizzante, der næsten gav vinen karakter af Kir, og som løftede stemningen et ekstra hak. Da jeg med bølgende fagter ned over kroppen forsøgte at signalere til værten, at jeg ville blive tromle fed af alt den gode mad svarede han ”Aah bambini??” – hvortil jeg svarede ”No – just pizza” – og så grinede vi stort.

Lidt senere skulle et par af trillingerne ud for sig selv, hvilke afstedkom et listigt udtryk på værtens ansigt, hvorpå han satte efter dem. Da han returnerede, råbte jeg ham an, behørigt tsk’ende, og spurgte hvad han havde gang i – mens Gianni medlevende oversatte i samme tonefald - Cosa faaaiii? – hvorefter værten bare så endnu mere snedig ud, og så grinede vi igen stort.
Efterhånden kom der flere folk til, som vi havde set nede i landsbyen tidligere, og der herskede et hyggeligt leben under den overdækkede terrasse i skumringen. Gianni fik lukket op for posen med røverhistorier, og selvom nogle ved bordet vist synes, at trillingerne og undertegnede havde skruet lige vel højt op for lyden, så havde vi alle en rigtig skøn aften på bjergsiden ved Alcara li Fusi. Da vi tog vores afsked, gav den gamle gentleman mig et håndkys, og jeg kvitterede med at neje for ham, og så grinede vi igen en sidste gang.
Den 4. Juli 2007 – Onsdag, Øen Volcano

Den første rigtige opstigning. Det er naturligvis noget sludder at sige, men den var i hvert fald til at få øje på. Ifølge turbeskrivelsen fra 0 til 293 højdemetre. Ifølge Tobias’ ur var det, såvidt jeg husker, 389 meter på toppen – men fred være med det – det var højt nok til, at man kunne se sig lidt omkring. Og wauw for en tur. Aftenen før havde Gianni og Tobias forsikret mig om, at der ikke var nogen grund til at få stress over mit adstadige tempo på stigningerne, så de blev taget på ordet. Langsomt gik det op ad – lidt ligesom en traktor - ikke nødvendigvis særligt elegant – men til gengæld vedholdende. Den nederste del af turen var meget varm. Længere oppe lige før kraterkanten begyndte det at lufte, og så gik det godt.
På denne tur blev Gianni og Tobias – drengene, som jeg kalder dem, udtalt med rullende ”r” på amerikansk, mine helt personlige helte. De travede derop ad sammen med mig, stoppede op, tog billeder, kiggede ud og så fortsatte de – uden at jeg på noget tidspunkt fik en fornemmelse af utålmodighed. På grund af denne ro, fik jeg mulighed for at arbejde rigtigt med vejrtrækning i forhold til tempo.

Da vi var næsten på toppen, påbegyndte resten af topgængerne deres nedstigning, hvilket betød, at jeg, som prikken over i’et, fik toppen helt for mig selv – i fuldkommen næsten ophøjet ro – sammen med drengene. Jeg følte mig meget privilegeret. Vi blev deroppe, spiste frokost, og tog i det hele taget den tid, der skulle til.
Nedstigningen gik rimeligt hurtigt, og på den sidste del gik der pludselig drengerøv i den. Gianni hoppede ud over kanten af stien og skøjtede ned ad en sandslope til den næste switchback nedenfor. Så hoppede Tobias og jeg samme vej, selvom jeg nok nærmere pløjede ned. Nede i kiosken ved foden af vulkanen fik vi en kold biere locale, og imens drengene ordnede verdenssituationen med kioskejeren, fik jeg en snak med en tjekkisk gruppe og et yngre tysk par, der også godt kunne holde varmen, inden vi gik det sidste stykke ned til stranden, hvor vi mødte de andre. F…… splendid day!

Om aftenen spiste vi igen på restauranten ved stranden, inden turen gik med Andrea og Valentibussen tilbage til Alcara li Fusi.
Da vi nåede hjem havde trillingerne fået en fantastisk idé. De ville invitere til kaffefest i vores lejlighed dagen efter, så resten af gruppen kunne se, hvor vi boede, og da vi var kommet hjem, smed Zita og Lisbeth sig resolut på gulvet og begyndte at skrive invitationer på toiletpapir med besked om, at gæsterne skulle medbringe kage.
Den 5. Juli 2007 – Torsdag, Rocca del Crasto

Beskeden var, at denne dag ville blive en rigtig bjergdag. Med andre ord – my kind of trekking. Jeg elsker simpelthen den kontante afregning, der er på denne type stejle opstigninger, hvor der ganske vist skal fyres godt op under rugbrødsmotoren, men hvor det samtidigt går tilpas langsomt, fordi næsten hver eneste fod skal sættes med omhu. Og belønningen i form af fuldkomment betagende udsigter falder nærmest øjeblikkeligt derefter.
Da jeg nåede op på plateauet, var nogle af de andre gået videre op mod et udsigstpunkt, og jeg overvejede at blive tilbage sammen med resten for at spare lidt krudt. Så spurgte Tobias, den dejlige dreng, om ikke jeg skulle med videre op. Jeg svarede, måske en lille smule ud imellem tænderne, at så kom de nok bare til at vente på mig igen, hvortil Tobias lidt henkastet sagde, jamen jeg kunne jo lige smide tasken… Og vip, vap, vupti, så nåede vi småsnakkende op kanten og fik
endnu et smukt vue med i det indre fotoalbum.
Tilbage på plateauet hankede vi igen op i taskerne og vandrede over bjerget.
På et tidspunkt nåede vi til den romerske glamourfrisørs bjerghytte. Han brugte hytten som refugium, når han skulle have fred og arbejde med sin kunst, hvor han skulpturerer med intet mindre end hår og chokolade. Vi var kommet forbi nogle dage forinden, hvor huset stod tomt, men denne dag var han hjemme, og tog imod os, da vi kom.

Jeg syntes, at han var en meget smuk mand. Han havde i hvertfald den ubetingede mest velplejede hud, jeg nogensinde har set på en mand. Han bød på italiensk kaffe, vi så på billeder fra hans bog, og havde det i det hele taget rigtigt rart, der oppe ved siden af de græssende køer og grise.
Nedstigningen var lang og varieret og endte helt nede i Alcara, hvor fusserne var blevet en anelse ømme efter turen på klipperne. Efter et kort hvil hjemme i lejligheden, skulle trillingerne og jeg ud og købe ind, for vi skulle have gæster. Vi for naturligvis vild i de smalle gader, men fandt til sidst Centro markedet, hvor vi skulle købe kaffe. Hmmm – nu er Italien nok ikke lige det sted i verden, hvor man drikker mest Instant Coffee. Vi kunne i hvert fald ikke umiddelbart finde noget. Filtre var der heller ikke noget af, og da vi kun havde meget begrænsede køkkenremedier til vores rådighed, begyndte panikken således at brede sig. Så var det tid til en omgang fægtning igen, og jeg gik i klinch med slagterdamen – denne gang på en blanding af tysk og tegnsprog. Hun havde netop kommunikeret med et betydende ansigtsudtryk, at de ikke havde noget, der kunne illudere Instant Coffee, som var værd at bruge kræfter på, da en husmor råbte ”Nescafe” igennem butikken til mig. Jeg vendte mig om og nikkede ivrigt. Hun havde i hvert fald forstået budskabet. Slagterdamen gentog sin nedtrykkende besked – ingen pulverkaffe – da husmoderen kom til og ivrigt trak mig i ærmet. Hun holdt en dåse med noget frem mod mig og sagde en frygtelig masse ord i hurtig sekvens. Dette resulterede i en sekvens af endnu mere hurtige ord fra slagterdamen, der tilsyneladende ikke brød sig om at blive underkendt i sin egen butik. Jeg var nu vældig godt tilfreds, for dåsen lignede grangiveligt noget, som vi kunne bruge, så jeg sagde pænt tak til husmoderen, og vi gik til næste punkt på dagsordnen. Lokal likør. Her fik vi en skriggul mandarinlikør, som skulle forestillle at være et eksemplar af de lokale Sicilianske specialiteter. Hjemad gik det i rask trav, og Zita og Lisbeth fik hurtigt flyttet om i lejligheden, og dækket bord, så vi var klar.

Så kom gæsterne med alle mulige forskellige kager. Ingelise stod for værtindegaven, som der var tænkt grundigt over. De var nået frem til, at det samlende karaktertræk for indbyggerne i vores lejlighed måtte være det pædagogiske – hvorfor de af samme grund havde navngivet vores lejlighed ”Rød stue” – og Ingelise fremdrog derfor triumferende 4 styks slikkepinde formet som eventyrmotiver i hvid og brun chokolade. Som den yngste på holdet fik jeg lov at vælge først, så jeg fik den med Peter Plys.
Som ved enhver anden kaffeslabberads, så kommer der et tidspunkt, hvor man ikke skal have mere kaffe, og hvor det ligesom ligger i luften, at det er tid til at komme videre, selvom vi hyggede os. Netop i det øjeblik, hvor denne fornemmelse begyndte at brede sig, træder Salvatore ind af døren i neonfarvet vejarbejdstøj med en magnumflaske under den ene arm, og en kasse rødvinspokalglas under den anden. F…… fabulous timing! Der blev skænket op – vinen smagte herligt – og hele lejligheden summede af snak og god stemning. Inspireret af den vidunderlige tur med drengene dagen forinden, havde jeg sunget min ynglingsfavoritsang ”Nature Boy” for Bente, Lisbeth og Zita samme morgen, da vi var blevet alene i køkkenet efter morgenmaden. Nu havde Zita så fået den lyse idé, at jeg skulle synge den igen for dem alle sammen. I Danmark har jeg sunget i utallige orkestre, og er vant til at stå foran et stort publikum, men situationen her var et rum med ganske få mennesker, intet akkompagnement, og fuldkommen stilhed. Jeg følte, at mine kære rejsefæller lyttede med hele kroppen, og jeg blev faktisk helt nervøs i de sidste 4-5 strofer. Udenfor vinduet på altanen stod Gianni og holdt en mobiltelefon ind igennem vinduet. Det var Emiliano, der også lyttede med. For mig var det en meget intens oplevelse.

Jeg styrkede mig på de sidste 16 dråber rødvin, der var tilbage i flasken. Desværre kom Emiliano ind af døren få øjeblikke efter for at få det glas vin, som jeg netop havde taget, så jeg føjede spot til skade ved at tilbyde ham noget af den skriggule lokale mandarinlikør i stedet. Da han smagte på den, antog hans ansigtfolder en helt ubestemmelig form, og han så sig straks forpint rundt efter et sted, hvor han hurtigst muligt kunne deponere denne affaldsvæske. So much for local specialities! Denne her af slagsen var i hvertfald netop dumpet med et hult drøn.

Efter at have hørt lidt om Salvatores marv- og benfrysende oplevelser i Danmark en Februar i 15 graders frost, og yderligere kauseren over sicilianske ”shhø” lyde og danske ”y” lyde, var det tid til at bryde op. Signor Reno ventede med maden, og vi var allerede stærkt forsinkede.
Hos Reno blev vi bænket op under parasollerne ude på pladsen overfor hans butik. Inden vi satte os til bords, var jeg henne og sige pænt goddag til den kære mand, som tog overstrømmende imod. Vi fik Minestrone til forret og stegte kyllinger med kartofler til hovedret – frugt og is til dessert. Alt var meget veltilberedt på trods af, at vi var komme det bedste af en time for sent til middag. Jeg spurgte Reno, om ikke jeg måtte få taget et fotografi af os to sammen, hvilket han var helt med på. Nu skal det siges, at Reno ikke er særligt høj, og da jeg rejste mig op i fuld nordisk matrone, fik han et vildt udtryk i øjenene og sprang resolut op på en stol, så der kunne skabes lidt mere balance i tingene. Vi skreg af grin.
Senere kom der flere kendte og nye ansigter til. Salvatore var græsenke, så han havde hygget sig grundigt med gutterne. Pludselig stod Gianni ved bordet med byens borgmester, der gerne ville høre, om vi havde gode forslag til tiltag, der kunne iværksættes for at gøre Alcara li Fusi endnu mere attraktiv for udefrakommende gæster. Jeg var fuldkommen blank – jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om tiltag, der på samme tid kunne tiltrække flere turister på én gang, uden at det samtidig ville ødelægge denne magiske følelse af nærhed, hjertelighed og varme, som jeg var blevet ramt af igen og igen. Faktisk var det eneste spørgsmål, som jeg kunne komme i tanke om, hvorvidt det var muligt for udlændinge at købe fast ejendom i byen. Zita spurgte, om vi ikke kunne få lov at se rådhuset, og i løbet af to splitsekunder havde Gianni og borgmesteren organiseret, at vi næste morgen kunne starte på rådhuset, og efterfølgende komme ned og se Nebrodi Park centret, som vi ellers kun havde hørt om tidligere.

Det blev køligt, og de fleste ville hjem. Jeg havde mest lyst til at sætte mig over til gutterne, men besluttede mig for, at det nok ville være at skubbe lige vel meget til konventionerne, hvis en pige sætter sig sammen med alle gutterne alene på et offentligt torv for at kæve bajere. Og lidt træt ovenpå en dejlig dag var man vel også, så jeg satte stor pris på det, da Ingelise og Karl tilbød at følge mig hjem igennem de smalle gader, så jeg ikke skulle fare vild på mine nu stærkt vandtrukne jordmoderankler.
Den 6. Juli 2007 – Fredag, Lago Biviere

Denne dag huskede jeg at få mine vandrestave med. Jeg havde forsøgt at bruge dem sidste år i Rumænien med skiftende held, men det var ikke blevet til det store. Da jeg ikke hev dem frem af mig selv, så ville Tobias gerne prøve. Han fik dem indstillet, og så kørte han bare derudaf. Jeg dannede bagtrop med Bente, der også godt kunne bruge en puste-pause i ny og næ. Senere fik jeg mine stave tilbage og kom i gang med at bruge dem rigtigt. Jeg har hørt det sagt før, og jeg vil hermed tilslutte mig koret af staventusiaster. Jeg går aldrig tilbage. De er simpelthen bare mine nye bedste venner.

Det var en meget smuk rute med udsigt til Etna. Vi spiste frokost oppe ved søen, og imens vi sad og døsede der, fik jeg pludselig en kold sugende fornemmelse på mit ben, og med det fulgte en, for mig, meget karakteristisk høj lyd. Det viste sig at være en lille bitte babytudse, der havde traverseret mine jordmoderankler på sin vej mod vandet. Faktisk var hele skovbunden levende med babytudser, når man først fik kigget ordentligt efter.
På nedstigning gik vi igennem områder med mange køer på skråningerne. Tobias ville gerne låne mine stave igen, og jeg afleverede dem beredvilligt. Kort tid efter stod det imidlertid klart, at han havde fundet på en endnu mere snedig anvendelse, idet de tilsyneladende var som skabt til spidde kokasser med. Jeg var ikke tilfreds.

Længere nede kom vi til et hus, hvor der stod en dame og hilste på. Hun havde noteret sig, at alle de andre kun gik med én vandrestav, så derfor kunne hun jo få lov at kigge lidt på den ene af mine. Da jeg rakte den til hende, vendte hun sig med et lumsk smil halvt om, som for at gå ind igennem porten igen. Dermed var det mig, der fik et vildt udtryk i øjenene efterfulgt af den karakteristiske høje lyd, og så brød vi alle sammen ud i et højt grin… igen. Før vi vidste af det stod hele familien uden for porten – mama, bedstemama, der med strittende gråt hår råbte ”Bella Bella”, datter, større børn, og til sidst blev to små, meget generte, børn med sorte krøller og elastikhåndled også puffet ud igennem porten, for at de kunne se danese giraffen. De spurgte, hvor vi skulle hen, og hvor vi havde været, og det lykkedes mig at sige ”Domane Cefalu e domane domane Etna”, hvilket vi så grinede lidt mere af. Tobias rømmede sig. Vi måtte videre, da vi allerede var rosin denne dag, så vi tog vores afsked med glimt i øjet og ti smil til hjertet rigere.

Imens Tobias fik spiddet nogle flere kokasser, var vi efterhånden nået ned til to mænd, der var i færd med at indfange en tyrekalv. Tyrekalven havde imidlertid andre planer, så imens den ene mand satte efter tyrekalven med sin lasso, forlod den anden scenen for en kort bemærkning. Han vendte dog snart tilbage i en stor firehjulstrækker, hvilket fik Gurli til at udbryde: ”Nej - nu kommer han i bilen – det er sgu da urent trav”, hvortil Bente længere oppe af bakken bag mig replicerede tørt: ”Det er sgu da klart – den har jo kofanger”. Vi hylede af grin. Da manden i firehjulstrækkeren passerede, stirrede han i hvert fald vantro på os - ganske givet i sikker forvisning om, at vi måtte være gået fra forstanden.

Nhøj - der var langt ned – Apostlenes heste prustede, og jeg sang Smile – though your heart is breaking, og da vi endelig nåede ned, spurgte Gianni, om der var nogen, der ville gå resten af vejen til landsbyen, eller om vi ville med bussen her. Gurli (kaldet Girly med engelsk udtale) ville gerne med bussen, men Tobias, der var i hopla efter alle kokasserne, proklamerede, at jeg (Sophie) gerne ville gå resten af vejen til landsbyen helt alene. Den troede Gianni, uvist af hvilken årsag (!), ikke helt på, så vi traskede op i bussen, og fik lettet sålerne lidt på vej hjem.
Om aftenen kørte vi op i bjergene til et nyt spisested, hvor vi fik lækker antipasti, derefter hjemmelavet pasta, så grillet pølse, der rent faktisk havde kød som hovedingrediens, og endelig grillet lam, uden salat, for den var vi kommet til at spise til pølsen. Det smagte dejligt, og da vi til sidst havde fået frugt, var der udsolgt i maveregionerne. Drengene spillede bordfodbold, og Helle og jeg trak udenfor for at trække både frisk og mindre frisk luft. Her fik vi os en vældig snak med Salvatore og en mindre vældig med Andrea, der ikke var særligt begejstret for at tale engelsk. Da kaffen kom, var jeg utilbøjelig til at flytte mig ud af stedet, og Gianni, der har en meget fin fornemmelse for sine gæster, kom kort tid efter ud med min kaffe, hvilket jeg værdsatte meget. På et tidspunkt kom den sødeste lille dreng med benskinner på begge ben ud for at kigge. Jeg forsøgte mig med Il y mio nome a Sophia e tu? Han svarede genert, men det virkede – han forstod. Jeg havde den største lyst til at tage ham op og kysse ham på begge kinder.
På vej tilbage til Alcara i bussen var stemningen høj. Vi lærte at tælle til tyve på italiensk efter opråb fra Gianni. Da vi nåede til femten havde jeg et hemmeligt forspring, fordi jeg engang, da jeg var femten, havde haft et meget kort intermezzo i ordets bogstaveligste men uskyldige forstand med en rødhåret italiensk dreng ved navn Mauro. Han var blevet så overvældet af at sidde ved siden af en pige i bussen, at han pludselig havde nærmest overfaldet mig. Det var ham, der havde lært mig at sige ”Jeg hedder Sophie – Jeg er 15 år”, og jeg havde til gengæld lært ham at kysse, så da der opstod et kort øjebliks usikker afventen fra gruppen ved femten, så kunne jeg triumferende råbe QUINDICI, hvorefter vi sammen talte videre i kor. Da vi nåede de tyve, åbnede Gianni igen for posen med røverhistorier, og så fik vi den med paven i de røde sko og hans Mercedes. Han er ganske enkelt en gudsbenådet fortæller.

Vel hjemme i Alcara var jeg ikke klar til at gå i seng, da der var fridag dagen efter. Vi var en mindre gruppe, der skulle vælge imellem køkkenet eller torvet. Vi valgte det sidste, og dernede sad den sædvanlige forsamling, bestående alene af mænd, der spillede kort. Her kom vi så, som lidt af et fremmedlegeme i sammenhængen, snakken forstummer, men efter et enkelt Bona Sera, et smil og et nik eller to, så var vi på plads og snakken gik hyggeligt videre ved alle borde.

Da vi brød op fulgte jeg med tilbage til hovedhuset for at hente mine sko, og for på den måde at undgå at fare vild, når jeg skulle gå hjem til lejligheden. Nede i køkkenet, henne ved vinduet, havde Tobias og Gianni fået gang i computeren, hvor de spillede musik. Gianni havde en sang, som han ville høre, om jeg kendte. Så sker det, at han, af alle smukke sange i hele verden, lige sætter min anden mest ynglingsfavoritsang på. Halleluja – denne gang i Jeff Buckleys udgave. Jeg satte mig og kiggede ud af vinduet. Ud på bjergene, der i det dybe tusmørke havde et svagt hvidt lysskær liggende hele vejen langs bakkekammen, som om bjergene havde fået glorie. Den kølige luft mod mit ansigt og tonerne fra denne knugende smukke melodi. Dette øjeblik blev helligt for mig, og jeg vil altid bære det i mit inderste, som højdepunktet for denne tur.
Sådan gik der nogen tid med bare at lytte til musik. Emiliano kom til, og selvom han var meget træt, så var der ingen tvivl, da jeg skulle hjemad, om at han og Gianni ville køre mig hjem. Jeg forsøgte at protestere, men Emiliano satte punktum for den diskussion med ”No donna sole”, og sådan blev det.
Den 7. Juli 2007 – Lørdag, Fridag og Fest

Gianni havde organiseret en bus, så vi kunne køre til Cefalu på vores fridag. Han havde også fået en aftale på plads med Basilio og Paolo om, at de skulle dræbe… ikke slagte… nej dræbe – en gris, som vi skulle have hjemme i køkkenet til fest om aftenen.

Cefalu var meget mere turistet, end vi var blevet vant til. Jeg havde ikke haft et eneste øjeblik til overs til at skrive dagbog, hvilket jeg ellers altid gør, når jeg rejser, så jeg styrede direkte mod det centrale torv foran domkirken, hvor jeg slog rod med min bog. Der skulle være bryllup i kirken, og bruden sad parat i bilen nedenfor trappen. Inden de gik ind, nåede jeg lige at komme ind og se kirken, hvor der i vinduerne sad nogle meget smukke moderne glasmosaikker. Helle, Jytte og Gorm drog ud på togt. Herefter skrev jeg lidt i min bog, og nøjedes ellers bare med at inhalere torvestemningen til lungerne var fulde. Da bruden kom ud igen, klappede vi alle sammen, og hun så meget smuk og glad ud. Helle kom tilbage og satte sig hos mig. Senere kom der et andet brudepar i selskab med nogle mænd i meget fine habitter og med meget store guldringe på. Vi blev straks enige om, at de måtte tilhøre de ”unævnelige”.

Hjemme igen blev jeg moppet af trillingerne, fordi jeg som teenageren i huset brugte oceaner af tid på at sætte hår. Da jeg kom ud med nøje arrangeret hængehår, sagde Lisbeth – duer ikke! Og så måtte jeg på den igen – det skulle sættes op, sagde hun.
Da vi kom ned i hovedhuset gik der ikke længe før Paolo og Basilio kom med svinet. Og det var ikke en hvilken som helst dræbt gris, der ankom. De havde udbenet den fuldstændigt og bundet den op med en afstemt sammensætning af krydderier, og derefter stegt den langsomt og nænsomt. Der duftede himmelsk. Til den, havde de medbragt ovnbagte kartoffelbåde, tomatsalat med og uden løg – til ære for Lisbeth – men først fik vi igen en symfoni af antipasti bestående af grønne og sorte oliven (der rent faktisk smagte godt – jeg er ved at blive voksen), pølse, skinke, bønner og provola. Salvatore kom med den offentlige og private vin. Førstnævnte, i en stor dunk, der havde været brugt til deres byfest tidligere. Den passede mig fortrinligt. Stor, bred, kraftig og krydret smag. Vi gik ombord i dette fantastiske opbud af enkel mad i prima kvalitet. I den anden ende af det lange bord sad den italienske del af vores ”familie” med værtsparret Nicolo og Mama Rosa for bordenden. På et tidspunkt kom Rosa forbi og nev mig i kinden, imens hun smilende sagde ”Bella”. Jeg følte mig ret feteret.
Da vi havde spist den friske frugt til dessert rejste Gorm sig og sang en vægtersang med klar og samlet stemme. Det havde han prøvet før, kunne man høre. Som bestikkelse for min sang til kaffefesten havde Zita måtte love at synge retur. Senere rejste hun sig, og tog stafetten op med en udgave af Solitudevej, der ville gøre en bakkesangerinde misundelig. Fuld udblæsning og glad stemning. Så råbte de på mig, og jeg måtte på den igen med Nature boy, som jeg desværre fik startet en postgang for højt. Men hva’.

Vi havde det pragtfuldt. På et tidspunkt samledes alle mænnerne ved vinduet for at ryge. Helle rejste sig for at gå udenfor, da hun ikke havde lyst til at gå i klinch med flokken, men jeg var af en helt anden opfattelse. Det var på tide at puffe ganske blidt til konventionerne, så jeg stillede mig op i udkanten af flokken, bad om at få lidt ild, og ventede på, hvad der ville ske. Mama Rosa kom hen til mig, og, ganske vist med et glimt i øjet, lavede en smøg-puste-arm-bevægelse over mod mig. Jo – det var måske ikke helt på sin plads med cigaretrygende hunkønsvæsner. Der gik nu ikke mange øjeblikke før Salvatore og Emiliano gerne ville snakke, og så var den demonstration slut. Desuden var det tid at få vasket op, så Helle besatte vasken, imens Henning og jeg greb viskestykkerne.
Så kom der musik, og så skulle der danses. Først vals med Salvatore, så polka med Basilio, og så noget jeg absolut ikke kunne finde ud af med Paolo. Så kom svigerfar, mere respektfuldt kaldet Nino, på banen til en tango. Helle havde navngivet ham svigerfar, fordi hun var overbevist om, at jeg var i færd med at blive giftet væk til en af sønnerne, og aktuelt var i gang med at blive målt og vejet. Nino var i første omgang ikke tilfreds med mine evner som dansepartner. Der røg muligheden for den ægtemand. Jeg forstod ikke, hvad han sagde med ord, men fik en klar fornemmelse af, at han syntes, at jeg prøvede at føre, eller også var jeg bare for kluntet. Han vendte nu tilbage igen senere, hvor det gik noget bedre. Jeg kunne bare bide mig i knoerne over, at jeg ikke havde hørt bedre efter den gang, jeg som 8-10 årig gik dans, så jeg ikke havde behøvet at lære at danse tango på de tre første trin.
De andre i gruppen var også kommet på dansegulvet, så køkkenet summede af dans og snak. Jeg spurgte Basilio, hvorfor Mama Rosa ikke skulle danse, og fattede ikke, hvorfor de ikke bød hende op, så jeg gik ned til hende i stedet. Hun spurgte mig, om jeg kunne lide at være der – og efter venlig assistance fra Gianni, kunne jeg ivrigt bekræfte.

Senere spurgte Basilio, om jeg kunne lide den måde at holde middag på. Jeg sagde ja - det svarede jo præcis til vores glansbillede af et italiensk storfamilie leben, og jeg spurgte ham, om de gjorde det tit, hver uge? hver dag? Sempre, svarede han, Sempre.

Så ville Salvatore gerne have, at jeg hentede vin til alle mænnerne, og tanken om måling og vejning meldte sig et kort øjeblik igen. Selvfølgelig – jeg hentede glas, skænkede op, og skvulpede naturligvis meget uelegant over ved en enkelt lejlighed, og kommenterede så til Gianni, at de skulle være opmærksomme på, at servicen var ekstraordinær. Desværre nåede han at oversætte, inden jeg øjeblikket efter fortrød min helt igennem nævenyttige bemærkning.

Festen gik videre. Jeg dansede med Tobias og med Gianni, og på et tidspunkt spurgte Salvatore, om jeg ville gøre ham og værten Nicolo selskab ved en privat skål inde ved siden af. Herinde havde Nicolo sine egne egetræsfade stående med hvidvin, og vi tappede tre små glas og en karaffel, der skulle med tilbage i køkkenet. Vi skålede, og jeg følte mig meget beæret over denne venlige gestus.

Pludselig var det slut – Gianni gav signalet til oprydning – og igen blev jeg kørt hjem til døren af Emiliano. En helt igennem vidunderlig dag var nået til ende.
Den 8. Juli 2007 – Søndag, Videre mod Etna

Vi var tidligt på benene. Emilianos yngre bror kom og hentede vores bagage oppe i lejligheden, og jeg kørte med tilbage til hovedhuset, mens Lisbeth, Zita og Bente helst ville gå. På vejen nåede jeg lige at vinke farvel til Signor Reno, der sad ude foran sin butik. Jeg havde lovet ham at komme forbi for at sige ordentligt farvel, men det nåede vi ikke.
På vej til Etna gjorde vi holdt ved Lord Nelsons familielandsted. Det var det smukkeste mest landidylliske bygningskompleks set ude¬fra. Vi spiste vores frokost i skyggen ved et springvand, og så kom Francesco. Denne fantastiske mand, der efter at have lært sig dansk for 30 år siden, og ikke brugt det i årevis, havde taget det op igen for 4-5 år siden, og nu øste af sin viden rimeligt ubesværet på vort eget modersmål. Imponerende. Han var en kær tegning. I parken stod der eksemplarer af nogle af de første eukalyptustræer, der blev indført til Italien via Napoli i 1600 tallet, som jeg husker det. Senere gik vi igennem huset og kom til en salon, hvor Lord Nelsons gamle flygel stod. Franco spurgte om nogen ville spille, så vi kunne høre instrumentets lyd. Tobias var modig, trådte om bag afskærmningen, og slog nogle forsigtige akkorder til en Doors sang an. Det måtte kunne gøres bedre, tænkte jeg, så jeg satte mig og spillede og sang ”Det er ikke det du siger” med Sanne, godt blandet op med myriader af fejl. Som altid står Nemesis klar, når man bliver lidt for kæk.
Da vi nåede frem til Etna, blev vi indlogeret på et bjergpensionat. Her var der ingen enkeltværelser, så kvartetten blev til kvintet, da Helle flyttede ind sammen med trillingerne og jeg oppe i manzarden. Gianni havde organiseret, at vi kunne komme ud og køre 4-wheelers til forskellige steder i skoven – blandt andet til de lavafloder, der var blevet dannet ved udbruddet i 1923 og ved udbruddet i 2002. Inden jeg havde set maskinerne, var jeg en rigtig tøsepige og ville sidde bagpå Tobias, men det kom vi heldigvis fra igen.
Jeg fik min egen kværn, og det var meget bedre. Sjældent er så mange, blevet så beskidt, så hurtigt. Det var skide skægt. Da vi kom ned i bunden af lavafloden fra 2002 lå der et tykt lag sediment af støv, grus og aske, som vi legebørn straks begyndte at pløje rundt i med maskinerne, så der rejste sig en kæmpe støvsky omkring os.
Vores køreguide var nødt til at bede os beherske os, således kun én person pløjede ad gangen, for ellers kunne støvskyen misforstås af overvågningsposterne som skovbrand.

F…… Fantastic!
Om aftenen spiste vi i restauranten, og hang ud på terrassen. Det var betydeligt køligere her, men refugiet lå også i 1400 meter i fyrreskov, så det var der ikke noget underligt ved. Luften var dejlig og klar, og jeg havde absolut ikke lyst til at gå i seng, da de andre trak sig tilbage. Jeg var ikke træt, og jeg vidste, at ”nogen” sandsynligvis ville finde det opportunt at gå på torskefiskeri på manzarden i løbet af natten, så jeg fandt det opportunt at blive så træt som muligt, inden jeg skulle til ro. Efter at have gået en lille tur, blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var bedst at prøve at få noget søvn, inden vi skulle tage livtag med Dame Etna den følgende dag.
Den 9. Juli 2007 – Mandag, Etna

Torskefiskeri Go Home! ”Nogen” havde sgu åbnet et helt savværk i løbet af natten, der katalyseret af de tropiske temperaturer, der herskede i hønseburet, betød at jeg fik lige præcis imellem en halv og en hel times søvn den nat. Om morgenen, da vi skulle op, var jeg på randen af panik ved tanken om den forstående udfordring.
Afsted kom vi, og til min store lettelse var opstigningen overhovedet ikke så krævende, som jeg havde frygtet. Faktisk var vi oppe i løbet af ingen tid og kunne give os hen til det helt fænomenale sceneri, der åbnede sig for os oppe på toppen. Sådan måtte det føles at stå på verdens tag. Med lette skybånd under os, og en sigtbarhed helt til Stromboli, til fastlandet og med kig ned på de bjerge, som vi tidligere havde kigget op på, der nu lignede mindre højdedrag på flade marker. Jeg fattes ord til at beskrive denne udsigt, og jeg vil undlade at forsøge for ikke at gøre den uret.
Nedstigningen på omkring 1400 højdemetre gik i hovedsagen ad megalange sandslopes ned af vulkanens sider. Et sandt slaraffenland for ethvert legebarn. Undervejs traverserede vi nogle mindre plamager af sne, der ikke var smeltet endnu, og på en af de slopes, vi løb ned af, lå der nærmest en miniature gletcher, hvorunder der løb smeltevand, som kom ud i bunden. Da vi nåede den nederste del af vulkanen, kom vi ind igennem et stykke skov, der var blevet kløvet af en lavaflod, og hvor de træer, der var blevet ramt stod som hvide spøgelsessilhuetter på den sorte baggrund. Træernes bark var væk, og de gråhvide stammer, der stod tilbage, var glatte som barnenumser. Årsagen til, at de ikke var brændt helt væk, var mangel på ilt, da lavaen flød forbi.

Til sidst endte vi nede ved den interimistiske bar, der var bygget efter, at det tidligere etablissement var blevet fortæret af lavastrømmen i 2002. Her fik vi lidt forskelligt. For mit vedkommende var det en sejrs-cola for, at alle vandredage var fuldført.
Senere på eftermiddagen kørte vi ned til Linguaglossa for at handle ind i en af guidernes wine-store. Desuden havde jeg en hemmelig mission, idet jeg skulle have støvet et par ørepropper op. Hvordan spørger man så lige om sådan nogle på italiensk, når Gianni er pist væk på kommando-raid i en sportsbutik. Jeg gik ind i en slags parfumeri sammen med Helle, sagde pænt goddag og forsøgte mig med at stikke fingrene i ørene. ”Ahh” sagde damen, i mens smilene begyndte at brede sig, og så fiskede hun nogle vatpinde frem. ”No No”… Jeg tog fingrene ud af ørene igen… (tog en dyb indånding) …og sagde så højt ”BALA-BALA-BALA-BALA”……og stak så fingrene tilbage i ørene igen og fortsatte ”bala-bala-bala”. ”Aaahhh – hø hø – nej desværre” svarede damen, og så grinte vi højt. Helle ville også gerne ned i sportsbutikken, og med Andrea’s mellemkomst lykkedes det at finde den. Heldigvis kunne man her købe ørepropper i silicone til svømmebrug. Gianni forsøgte at få mig på glatis ved at forsikre mig om, at de nok ville klistre sig fast i mine ører, hvis jeg sov med dem i. Jeg plumpede lige i, mens Helle var en god del sværere at narre. Jeg besluttede mig for at hævne mig, ved at komme skrigende ned til morgenmaden dagen efter med lange tyndtrullede siliconepølser hængende ud af ørene, imens jeg ville kaste mig panikslagent med store anklagende øjne for fødderne af Gianni for at få hjælp. He he.

Om aftenen spiste vi middag, og stemningen var vemodig. Tiden var ved at være gået. Drengene gav champagne, og vi skålede en afskedsskål i de perlende dråber. Efter maden gik vi op og pakkede, og så mødtes vi på terrassen til eftersum. Helle og jeg lukkede ballet, for vi havde ikke den mindste lyst til, at denne dag skulle ende. Vi trak den et par cigaretter mere, inden vi måtte overgive os og gå i seng.
Den 10. Juli 2007 – Tirsdag, Hjemrejse

Den følgende morgen var jeg virkeligt trist til mode. Alle tanker om min udspekulerede hævn var også forduftet. Da jeg havde pakket det sidste, hankede jeg op i tasken med de 26 kg med overvægt og snoede mig ned af den smalle trappe, for at stille bagagen ud til bussen inden morgenmaden. Her fandt jeg Gianni stående foroverbøjet ved rækværket, hvor han så ud til at nyde stilheden. Jeg ville så gerne prøve at formulere, hvor glad og taknemmelig jeg havde været for det hele de sidste 10 dage, men jeg kunne ikke rigtigt få begyndt uden at få en klump i halsen, så jeg nøjedes bare med at sige godmorgen. Da Gianni så min tunge taske, skyndte han sig op på manzarden for at hjælpe de andre ned med deres tasker. Vi spiste hurtigt morgenmad, hvor der ikke blev talt ligeså meget, som der plejede. Ingelise var imidlertid i konstruktivt mode, så hun annoncerede, at Tobias bare kunne invitere os alle sammen til barnedåb til Oktober, hvor den lille nye er ventet, og så kunne vi ses der.
Udenfor samledes vi hurtigt. Jeg fik et sidste-øjebliksferiebillede med Gianni og Tobias – først med lukkede øjne – og så en hurtig encore, og så var det op i den store Valentibus, og afsted mod Catania.

I bussen måtte jeg knive en bette tåre – sådan ligeså stille for mig selv. Imens sad jeg og overvejede, hvorfor jeg var blevet så berørt. Udover det åbenlyse: de betagende naturoplevelser, de varme mennesker, og de sjove situationer, så var det nok noget med, at jeg, i selskab med og i kraft af disse mennesker, mine rejsefæller, Gianni, Tobias og folkene fra Alcara, igen havde fået fat i noget af hende, jeg syntes, der var blevet lidt væk.

I lufthavnen sagde vi farvel til Gianni og Tobias, og begav os på vej hen til Security. Imens kunne vi følge de to og Andrea uden for vinduerne, indtil bussen kørte, og de var væk.
Jeg havde i min uendelige visdom pakket tre flasker vin og 1,7 kg Provola-ost i håndbagagen, så jeg fik lov til at prøve køen to gange, efter at de havde afvist min vino, som værende potentielt bombevand på over 100 ml. Derfor måtte jeg chekke det, der endte med at være en god del over 30 kg bagage ind, hvilket der heldigvis ikke var nogen, der fandt anledning til at kommentere yderligere.

I flyveren fløj vi næsten lige hen over Stromboli , der havde hostet fælt, imens vi stod på Etna, og det skabte lidt røre i andedammen på flyet, da alle ville op og kigge ud af de samme små vinduer på én gang. Jeg tror i hvert fald, at de øvrige flypassagerer undrede sig, da vandrefolket pludselig fløj op, som trold af en æske, for at kigge nærmere på dyret. Men de vidste jo heller ikke bedre.

Tilbage i Kastrup blev der krammet farvel ved bagagebåndet. Jeg hankede op i taskerne, og gik ud for at finde en taxa. Da jeg nåede hjem få minutter senere, åbnede himlene sig, og regnen stod ned i stænger. Meget symtomatisk for mit humør. Alligevel var det ganske fristende at trække vejret dybt ned i lungerne. Jeg kiggede ind på min skamstøttevildmark af en have, trak vejret dybt igen, og tænkte: Første skridt er taget… jeg er på vej.
Efterskrift:

I fredags skete der noget pudsigt. Jeg sad til fællesspisning ved grillen i en hyggelig baggård på indre Nørrebro sammen med nogle af mine højskolekammerater fra Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater. Jeg havde netop spurgt Rikke, om hun havde Jeff Buckley pladen, som jeg i så fald gerne ville låne. Mere havde jeg ikke sagt. Så gik hun ind, fandt den frem, og i farten skiftede hun balkanmusikken ud med… Johnny Cash’s cover-version af U2’s “One”. Call that a co-incidence or what? Så de sidste tre aftener har jeg været på tankerejse ved hjælp af netop de to plader, som vi lyttede mest til den aften ved vinduet i Alcara li Fusi.

Tænk, at der allerede er gået en hel uge, siden at vi kom hjem.

Tårnby, den 17. Juli 2007
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig