Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Korsika - skønhedens ø, turberetning, juli 2007

Forfatter: Billeder og tekst: Turdeltagerne fælles. Redaktion: Svend Erik
Ref. FRKC

Skønhedens ø "Der er meget smukt. Korsika har alt!
Bjerge, skove, strande, maki…."
(Citat: Asterix)

Hvis du ikke kan lide bjerge, eller hvis du ikke synes disse billeder
er noget særligt, så glem alt om at tage til Korsika.
Men har du eventyr i blodet? Bliver du fascineret af spændet
mellem frodige, dybe kløfter og golde, høje tinder og af brusende
vandløb, som baner sig vej ned gennem stenede dale? Vil du
opleve overgangene mellem tæt skov, som højere oppe går over
i tornet buskbevoksning og ender oppe i ugæstfri, svært tilgængelige
klipper med en betagende udsigt? Så er Korsika en lokkende
og lidet overrendt mulighed, fyldt med eventyr. Korsika er
et stykke koncentreret alpeterræn på størrelse med Sjælland,
men droppet ned i det azurblå Middelhav vest for Toscana.
Printvenlig version
Stednavnene antyder et italiensk, mere end fransk tilhørsforhold,
og øen har i århundreder været underlagt provinsen Genua, som
først flere hundrede år senere blev en del af Italien. I godt 200 år
har Korsika dog været fransk. ¼ mio. indbyggere har øen, og de
vedkender sig først og fremmest korsikansk identitet, med selvstændighedstrang
grænsende til det oprørske.
Skønhedens Ø kalder de den selv, ganske ubeskedent, men
uden mindste overdrivelse. Vildere og mere frodigt end noget
andet i Middelhavsområdet er Korsika, langsom og besværlig at
bevæge sig rundt i, forbigået af den industrielle udvikling, men
med et overdådigt udbud af fristende oplevelser.
Denne fortælling beskriver 10 Topas-rejsendes oplevelser på
øen 2. til 11. juli 2007 med udgangspunkt i landsbyen Vicinato,
anført af de 2 turledere, Mads og Tine. Billedtekst: "Mere end 50 af Korsikas bjergspidser rager op over 2 km højde".
Makien

Efter 1. morgenbord begav vi os ad smalle stenede gedestier
gennem skov af fyr, kastanje, mandeltræ og figen og ud i det
korsikanske landskab. Forinden har vi fået selskab af gedehyrden
Christians hund, Lassie, som blev vores 13. og mest ivrige
turdeltager. Vi passerede gennem adskillige landsbyer, som gav
indtryk af at være på vej mod affolkning. Olmi forekom mig at
være den flotteste.
I løbet af en god times tid nåede vi ud i den berømte maki (tornebuske,
timian, enebær, bynke, rosmarin, lavendel mv.), hvor
Lassie havde stor morskab af at jagte vilde geder og grise. Undervejs
passerede vi henover århundrede gamle broer fra Genuanertiden. Billedtekst: "Billeder og tekst: Turdeltagerne fælles. Redaktion: Svend Erik".
En overdådig picnic med korsikanske specialiteter (røget skinke,
pølser, oste) blev indtaget på et af de få plane steder midt i makien.
Ruten sluttede en del rifter senere i bjerglandsbyen Morosaglia,
hvor Korsikas frihedshelt fra 1700 tallet, Pascal Paoli, er
født. Vi besøgte hans fødehjem og så en video om hans energiske
men forgæves indsats for øens selvstændighed.
Bortset fra Thune, Anders og Johnny, som insisterede på selv at
gå, kørte vi de 9 km hjem. Her ventede vi i mere end 3 timer på
de svedige 3, som selvfølgelig *) var faret vild i makien undervejs.
Om aftenen 20 min. vandring til Saliceto, en nabolandsby,
hvor der blev serveret en 4-retters menu for os med ingefærtilberedt
kylling som hovedret. Tilbage i mørke med lygter.
’) Adverbiet "selvfølgelig" er slettet, da implicerede fandt det lettere
insinuerende. Billedtekst: "Svend Erik, Henning og Inger på vej op gennem makien".
Udsigt fra Morosaglia over skovklædte bjerge

Fem brødre

Målet for dag 2 var en rundtur om bjergmassivet Cinque Frati
(italiensk: 5 brødre). Fra morgenbordet på terrassen så vi, at
bjergene var indhyllet i skyer, og vejrudsigten lovede kastevinde
på 120 km/t i bjergene. Mads overvejede kort at ændre dagsprogrammet,
men besluttede at køre som planlagt. Vi kørte først op
til landsbyen Calacuccia, 845 moh., hvor vi samlede lidt kræfter
på en bar. Derpå op ad højere og stadig mindre veje, til sidst
grusveje til Calasima i Viru-dalen i 1100 moh. Her forlod vi bilerne
og stod overfor Paglia Orba, som tårnede sig 2525 m op. Vejret
var overskyet, blæsende og 10 gr. koldere end i går, men
perfekt til at vandre, vindjakkerne kom dog i brug. Vi fulgte en
markeret rute gennem en skov, først langs en skovvej mellem
enorme, korsikanske bjergfyr, siden ad mindre stier. Skoven gav
læ for vinden, og der indtog vi vores picnic, inden vi nåede ud
igen i åbent terræn. Billedtekst: "Fem brødre i gråvejr og storm"
Ude af skoven blev ruten stejlere, og vinden tog til med kraftige
rusk, vi måtte holde på hat og briller. I glimt gav skyerne os udsigt
til Cinque Frati med de karakteristiske 5 spidse tinder "brødre".
Stien førte os forbi et gammelt bergerie (bjerglandbrug), derpå
startede opstigningen til et pas i 1900 moh. Her blev kastevindene
ekstra kraftige, indimellem med regnfog og truede med
at blæse os ud over afgrunden. I passet var det meningen, vi
skulle nyde udsigten over Viru-dalen, hvor vi kom fra. Grundet
storm og regn er "udfordring" nok et mere dækkende udtryk end
"nydelse", men en oplevelse var det, - også nedstigningen til Calasima.
Hernede gjorde vi hvil ved et vandløb og svalede fødderne
(enkelte hele kroppen) i det klare smeltevand, før vi satte
os i bilerne og drog ned til en opstrammer på baren i Calacuccia.
Efter hjemkomst spiste vi middag hos gedehyrden Christian,
som serverede specialiteter, bl.a. vildsvineragout og egne gedeoste
(den friske og den gamle og den ekstra gamle).
Billedtekst: "Steen, Tine og Johnny passerer forblæste gennem passet".
Henning, Anders (nyd den karakteristiske Messias attityde), Birgitte og Steen på vej ned.

Capu Rossu

I dag var vejret på ny solrigt og varmt. Vi havde en lang og varm
køretur foran os ud til vestkysten og startede tidligt. Vi kørte
gennem Calacuccia (til Anders’ fortrydelse, den bys atmosfære
faldt lige i hans smag), over Col de Vergio i 1477 moh. med
mange cykelryttere og vejsidegrise og ned gennem d’Aitoneskoven
med de korsikanske kæmpefyr til Porto ved en bugt på
øens vestside. Middelhavet var flot, men med så kæmpe dønninger,
at der var udstedt badeforbud. Vi kiggede lidt på den noget
turistede by og spiste frokost på restauranter i spredt flok.
Vi fortsatte i bilerne gennem Les Calanches, som af mange regnes
som Korsikas flotteste område og en del af OECD’s verdens
arv. Se forsiden og flere fantastiske scenerier fra følgende link:
whc.unesco.org
Billedtekst:"Turfeltet på vej mod vagttårnet yderst."
Gennem området med de magisk flotte særprægede, røde klipper,
passerede vi byen Piana og parkerede ved halvøen Capu
Rossu. Vi fortsatte til fods 4 km med 300 m fald ud på halvøen
langs stejle klipper, som rejser sig røde op af det azurblå Middelhav
med mange små bugter.
Målet var et af de gamle genoanske vagttårne på toppen af klipperne.
Det var en meget varm vandretur, og vi nåede hen til den
høje klippe i løbet af 1 time. Herfra delte vi os i 2 hold. Det ene
klatrede de 300 m op ad klippen, det andet hold vandrede rundt
og op, og alle mødtes i tårnet. Billedtekst: "Klatreturen var lidt grænseoverskridende for nogle.
Henning, Thune, Tine, Mads, Hans Kurt og Svend Erik
her — næsten oppe - har fundet en sval hule til hvil og vand"
Mads havde beskrevet klatreruten som "sjov",
og det var ikke spor
overdrevet. Mange flere
superlativer kunne sagtens
hæftes på.
Billedtekst: "Tårnet ses her fra
klatreruten"
Hvid brænding, røde klipper, azurblåt hav og redaktør med overblik

Vi nåede op til en formidabel udsigt over Korsikas fantastiske
vestlige kyststrækning, inden turen gik tilbage til bilerne og en
forfriskning i baren ved bambushytten.
Strækningen mellem Porto og Capu Rossu er et af det mest
spektakulære på Korsika, smalle bjergveje langs dybe afgrunde,
høje og røde forrevne klipper, som maser sig brat ud i det dybblå
Middelhav i et sandt farvedrama.
På vej tilbage ad den voldsomt snoede vej stoppede vi bilerne og
indtog ved D’Aitoneskoven vores velfortjente picnic og rødvin til
solnedgangen over bjergene. Derpå en lang snoet tur hjem.
Billedtekst:"Tine, Thune, Henning, Svend Erik, Steen og
Inger er nået op og soler sig "på vagt" i tårnet".
Capu Rossu, rød klippehalvø, som baner sig vej ud i et blåt Middelhav.

Manganellufloden

En dag med et blandet program. Efter morgenmaden blev vi kørt
til Corte i 400 moh., hvor vi blev udstyret med togbilletter til Tattone
i 850 moh. Turen var ikke meget mere end 20 km i luftlinie,
men blev mindst dobbelt så lang grundet utallige sløjfer. I et næsten
fyldt tog snoede vi os opad, turen bød os på de mest spektakulære
stræk over høje broer, langs vilde kløfter og med udsigter
til høje bjergtoppe omkring Vizzavonapasset.
Tattone var knap mere end et trinbræt, hvor Mads og Tine samlede
os op og kørte os til landsbyen Canaglia, hvor vi gjorde os
klar til vandretur. Turen var ikke specielt anstrengende, vi gik
gennem fyrreskov med Manganellufloden på vores højre side
med let stigning op mod bjergene.
Billedtekst: "Sådan må Verden have set ud, før der kom mennesker".
Floden brusede lystigt gennem et meget klippefyldt leje indimellem
med små og større vandfald. Efter en bro, hvor vi var næsten
fremme ved GR 20 "vandrestiernes motorvej", slog vi os
ned på nogle klipper ved bredden. Vandet var tindrende klart
smeltevand af frisk temperatur, hvilket dog ikke hindrede Hans
Kurt og Anders i en dukkert og de mere forsigtige i at dyppe tæerne.
Efter et hvil gik vi tilbage til Canaglia, hvor vi hyggede os
lidt på stedets bar, inden vi kørte tilbage til Vicinato.
Undervejs blev der foretaget indkøb på supermarkedet i Corte.
Det var holdets tur til at stå for middagen, som kom til at bestå af
grillmad og Ratatouille. Billedtekst: "Skov, skygge, klipper og bro over
"floden" med krystalklart smeltevand".
Terrasssen dækket op til gallamiddag.

San Pedrone

Dagens etape på ny i dejlig sol gik mod Castagniccia (kastanje)
områdets højeste tinde, Monte San Pedrone. Vi kørte til Col de
Pratu i 985 moh og startede vandringen op ad en skovvej, som
blev til en sti. Vi fortsatte i San Petru skoven op ad bjergsiderne.
Efter opstigningen i skoven nåede vi ud i åbent terræn til et plateau
i 1500 moh. med en skøn udsigt. Det skulle være vores picnicspisested,
men først skulle de fleste lige bestige San Pedrone
270 m højere. Vi smed rygsækkene, som blev overvåget af de
tilbageværende og begav os opad, det første stykke via en smal
stenet sti, det sidste stykke med klatring på alle 4 op ad klipperne
og nåede den forrevne bjergtop i 1767 moh.
Billedtekse: "Inger og Johnny slider sig mod toppen".
Belønningen var en enestående flot udsigt ned over bjerge, skyer
og Castagniccias dale. En let dis forhindrede os dog i at se
helt til Elba. Vi kravlede og gik tilbage til en tiltrængt frokost og
en siesta. Vi fortsatte derefter rundt om San Pedrone via stier
ned fra plateauet gennem tornet maki og tog retning mod landsbyen
Campo d’Onico (10-15 huse) i flot vejr med spredte skytotter.
Bortset fra Anders og Thune lod vi os køre de 4 km ned til
Campana, hvor vi fik en forfriskning, inden de sidste vandrere
dukkede planmæssigt op, (nu havde de lært det, havde de!).
Vi spiste på restaurant, lam og lasagne med indbagt spinat og en
meget sød dessert.Billedtekst: "Feltet med Johnny og Henning på vej ned mod Campo d’Onico".
San Pedrone er besejret, udsigten beundres.

Mt. Rotondo 2622 moh

Denne dags program var Korsikas næsthøjeste tinde Mt. Rotondo,
en stroppetur på 1.700 højdemeter for de, som ville hele vejen
op. Vejen dertil førte via Corte op gennem den fantastisk flotte
Restonica-dal. Ved Pont de Timozzo, 950 moh. parkerede vi
bilerne og fortsatte ad en skovvej med Bergerie de Timozzo,
som første etapemål (bergerie = hyrdens tilholdssted).
Vejen gik op først gennem skyggefuld skov, dernæst i maki med
brændende sol, hele tiden med bratte stigninger, som gjorde ruten
meget krævende i varmen.
Billedtekst: "Feltet med Tine i front på vej op gennem hårnålene"
Vi holdt kort hvil ved bergeriet, 1500 moh., hvor en eneboer flere
timer fra nærmeste nabo levede af at producere ost fra sine geder.
Ruten førte os over en højderyg, hvorfra der ventede os
endnu et par timers svedig opstigning.
Efter godt 3 timers vandring nåede vi smeltevandssøen Lavu di
l´Oriente i 2061 moh. på 3 sider omkranset af bjergmassiver, til
den 4. side en stor udsigt. Langs med søen var der strækninger
med græs, hvor køerne hyggede sig. Ved søen blev der dekreteret
kort frokost, eftersom der ventede de sejeste deltagere yderligere
2 timers stigning 700 m op til Rotondo. Min krop havde
givet klart signal om, at 1000 højdemeter op og 1000 ventende
mere på nedturen, var alt nok, så jeg resignerede.
Billedtekst: "Suveræn udsigt over Restonicadalen,
Corte dybest nede kan knap anes".
Hvil ved Lavu di l'oriente

På toppen

Forestil dig, du har okset opad og opad i 5 udmarvende timer. På
skælvende knæ formår du netop at slæbe dig de sidste meter op
på kanten til toppen, som er højere end alle sine omgivelser,
mærke den kølige vind, kun se de forrevne stedvis sneklædte
fjelde 360o rundt, udsigt til bjerge, bjerge, bjerge. Her hersker
naturen, ikke mennesker. De eneste beboere er en flok sorte
alpealliker, som giver opvisning i synkronflyvning. Du bliver høj, -
du får et adrenalinkick stærkere end med extacy.
Thune, Steen, Hans Kurt, og Inger (den seje norske jente) fik
det. De fulgte med Tine op gennem tilbageværende sneflader og
op til toppen, hvor belønningen (udover kick, fugle og udsigt) var
kindkys fra Tine (hvor mange på det hold var mon ikke lykkelige
for, at det ikke var Mads, som skulle føre dem op?).
Billedtekst: "Hans Kurt, Tine, Inger, Steen og Thune på toppen".
Mens frontgruppen var på bjergbestigning vendte vi andre næsen
nedefter igen. Anders og Johnny havde gang i anden udforskning
og lå midt imellem. På vej ned, da udmattelsen havde
sat ind, svigtede min koncentration i et splitsekund, og jeg styrtede
på nogle småsten, dog heldigvis kun med blå mærker og
overfladiske skrammer på højre lår til følge. Nedturen til Pont de
Timozzo tog os ca. 3 timer, og det var ikke ret svært at overtale
sig selv til at snuppe et stort glas kold fadøl.
Allerede godt 1 time efter fulgte - som den første af klatrerne —
Steen, helt euforisk over oplevelserne på toppen. Derefter kom
de øvrige dryssende i spredt flok og mere eller mindre medtagne.
Da alle havde fået stillet den værste tørst, kørte vi til Corte og
indtog en solid middag på en dejlig restaurant midt i den gamle
by. Det blev sen aften, inden vi nåede tilbage til Vicinato.
Billedtekst: "Klatrerne var ved nedkomsten høje af hallucinationer, om at de
skulle have stået på ski(støvler) ned ad de spredte snetunger".
En eskadrille alpealliker træner synkronflyvning på Rotondo

Il Rousse

Dagen efter bjergetapen var dekreteret "støvleløs". Benene skulle
restituere sig igen. Vi startede med en overdådig brunch hos
Christian, den lokale gedehyrde med hans gedeoste og hjemmelavet
syltetøj. Først var der dog malkning af hans geder. 47 havde
han, bukken og kiddene skulle dog ikke malkes, men 30-40
geder blev malket efter tur. Christian var dog noget hurtigere til
det end vi. Det var spændende at se, hvordan gederne kunne
barbere al grøn vegetation af terrænet. Gederne gør forskellen
mellem frodigt vildnis og gold jord. Christian viste os sit ostemejeri
og med oste fra friske til ekstra gamle, hvor miderne dryssede
fra den mørkebrune penicillinskorpe.
Christian malker, Steen og Johnny (dem uden horn) gør sig klar.
Geden th. stangede ud efter Lassie, som let undveg,
geden ramte i stedet Johnny på låret, dog uden at gøre skade
Efter besøget hos gederne kørte vi nordpå, ud til kysten og byen
Ile Rousse, grundlagt af frihedshelten Pascal Paoli, Isula Rossu
på korsikansk - "den røde ø". Navnet skyldes de karakteristiske,
rødlige klippeøer, som ligger i bugten ud for byen. Eftermiddagen
blev givet fri til hver især. Ligesom Porto er det en udpræget turistby,
og med en dejlig kølig havbrise. Mulighederne er fx:
  • En tur ud til eller omkring fyrtårnet på halvøen efter havnen,
  • En frisk dukkert i Middelhavet fra den lange sandstrand af høj
    kvalitet, dog lidt af et "fluepapir",
  • En forfriskning på en af cafeerne i byen, eller ved stranden
  • at kigge på byens mænd, der slapper af med et spil boule
  • Eller shopping i butikkerne i byens smalle gader.
Om aftenen mødtes vi alle på en fiskerestaurant til endnu en
overdådig middag, inden turen gik tilbage til Vicinato.
Billedtekst: "Strand og halvø med fyrtårnet fjernest, Il Rousse, aften".
Typisk Korsika havnebyen, Il Rousse med bjergene i baggrunden, set fra fyrtårnet.

Kongeruten

Korsika har over 1500 km anlagte vandrestier, og kongeruten
over dem alle er GR 20 (Grand Randonnèe), som meget passende
var målet for sidstedagen. Eller rettere en lille del af GR
20, for den fulde rute kræver 16 hårde dage i kat. 5. Efter morgenmaden
kørte vi ind i Ascodalen og videre op til Haut Asco,
skisportssted i 1422 moh. Herfra lagde vi ud med noget af den
højeste del af GR 20, i starten brat op gennem en skov, men
snart stejlt op ad klipper. I løbet af en time blev det til klatring
meget stejlt opad. Et mindre chok ventede, da vi kom fri af bevoksningen.
Klippevæggen tårnede sig massivt op foran os, og
da vi kiggede op, kunne vi lige øjne mennesker højt oppe på
væggen, - på vej både op og ned. På grund af den store afstand
op til dem var de ubetydeligt små, men helt der op skulle vi
åbenbart også. Flere gav udtryk for, at deres grænser her blev
overskredet.
Billedtekst: "Hans Kurt på vej op".
Nu var det nødvendigt at bruge alle 4. Et par hvil skulle der til
undervejs, før vi fik os bugseret op til den første top, hvor en kold
vind mødte os og gav hyppige tøjskift. Nu fulgte et stræk oppe
på kammen af de takkede høje tinder, der præger denne del af
Korsika, men væk fra GR 20. Herfra havde vi stor udsigt til bl.a.
Monte Cinto, øens højeste bjerg lige syd for os.
Vi fortsatte ad de takkede spidser og nåede den højeste af dem
Punta Missoju, ca. 2200 moh. Vi fik udsigt over de dybe dale, der
fortabte sig i skyer vestpå. Der opstod en kort diskussion om frokost
her eller senere nede i mere læfyldt område. Feltet var sultent
og Mads måtte give sig og gav ordre til klargøring af picnic,
som blev spist med stor appetit. Selv en pose oliven blev afsat.
Sanne fører an opad lodret klippevæg.

Ruten fortsatte derefter oppe i højden med brat afgrund til højre,
indtil vi nåede frem mod det sidste pas. Her mødte der os et par
hundrede meters brat nedtur på et underlag af rullesten. Derefter
nåede vi enebærbevokset område, som var lettere at bevæge
sig nedad i. Kort efter dukkede det øverste skelet af en forhenværende
alpinlift op, og vi søgte videre ned mod højre og sluttede
os igen på GR 20, som snart efter først os ned til Haut Asco
igen. 6 timers fortættet vandretur var til ende.
GR 20 var turens store oplevelse for mig. Jeg ved godt, at Anders
og måske Rotondo bestigerne gerne ville afgive en mindretalsudtalelse
til det udsagn. Men det her var mit terræn, på denne
dag fik vi virkelig valuta for pengene.
Vi kørte tilbage til huset, hvor Mads og Tine tilberedte en ret med
grillstegt lam og korsikanske pølser, mens vi pakkede bagagen.
Et rent festmåltid og en herlig afslutning på turen.
Nedstigning fra bjerget krævede fuld koncentration

Vicinato

Vores tilholdsssted var et hus i Vicinato, som er en landsby i de
skovbevoksede bjerge i Castagniccia-området, ca. 1 times kørsel
fra Bastia. Navnet refererer til de kastanjetræer, som tidligere
blev dyrket, men de er på retur. Skovene er hjemsted for geder,
vilde tamsvin og halvtamme vildsvin, som jages af beboerne.
Vicinato er en mindre klynge huse om en lille kirke. Landsbyens
gennemsnitsalder er foruroligende høj. Husene er opført i sten,
stedets forhåndenværende materialer, og de fleste er 300-400 år
gamle.
De vilde tamsvin optræder løse og dovne lang vejene og bidrager
til øens skønhed.
Billedtekst: "Det forreste Topashus - Sanne og Hans Kurt skimtes på terrassen"
Vicinato - Kirken

Vejsidegrise

Steen nyder udsigten fra husets største aktiv - terrassen

Huset

Huset, vi boede i, ligger på de gamle terrasser, det er bygget
sammen med et landsbyens andre huse, men åbner sig ud mod
dalområdet mod nordvest. Indretningen er i en enkel, traditionel
stil med kalkede vægge og plankegulv. Der er i nyere tid indrettet
køkken, toiletter, opvaskerum og brusebade.
Som et af de helt uvurderlige aktiver er der indrettet en terrasse i
overetagen, hvorfra der er den skønneste udsigt over landskabet,
en terrasse, som er det selvskrevne opholdssted for de måltider,
som indtages i huset og for de aftener, hvor dagens præstationer
drøftes. Solnedgangen tog sig helt fantastisk ud fra
denne terrasse.
Billedtekst: "Vicinato set fra terrassen".
Turlederne

Mads og Tine sørgede begge med masser af overskud og og
humør og med sikker hånd for, at alle var veltilpas og fik gode
oplevelser hver eneste dag. Ingen kom til at mangle noget af det
basale, og de mange timers biltransport forløb upåklageligt.
Mads var 100 % comitted til Korsika og til opgaven og organiserede
med stor præcision vores ture og optrådte med stor tålmodighed
for deltagernes ønsker, og gav folk lov til at prøve deres
grænser af, hvis de havde behov for det. Mens der ikke var meget
"barnepige" over Mads, viste Tine til gengæld stor opmærksomhed
for de, som "hængte" bagved og optrådte meget hjælpsomt.
Indimellem kunne hun være lidt af et legebarn, når nogen
ville lege med. Mads og Tine supplerer hinanden rigtig godt.
Begge var nemme at komme ud af det med, og de sørgede for,
at vi til overflod kom tæt på Korsikas skønhed hver eneste dag.
Billedtekst: "Stor tak til Tine og Mads for en god tur, mættet med oplevelser".
Solnedgang over bjergene set mod nordvest fra terrassen.

Her foergik det:

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig