Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Canada - Rocky Mountains, 2008

Forfatter: Gitte Jensen
Ref. CACN0801
Printvenlig version
Dag 1-2 "Head smashed in Buffalo Jump"

Efter en tiltrængt nats søvn på hotel i Calgary kørte 16 forventningsfulde Topas-rejsende sydpå i 2 minibusser med vores 2 guider bag rattet: canadiske Mike og danske Thomas.
Efter nogle timers kørsel ud over den endeløse flade prærie ankom vi til Blackfoot-indianernes reservat ved "Head smashed in Buffalo jump". Det noget besyndelige navn henviste til indianernes fangstmetode, idet de jagede bisonerne ud over en klippevæg, der dræbte dem i faldet. Bygget ind i klippen var et utroligt spændende museum, hvor vi fik en rundvisning. Aftensmaden blev indtaget i museets café, og så kørte vi til den nærtliggende tipilejr, hvor vi skulle overnatte. Mike kørte 25 km til nærmeste by for at proviantere et udvalg af canadiske øl, mens vi andre indlogerede os i tipierne, og Erik på fremragende vis tændte op i lejrbålet.
Aftenen blev tilbragt rundt om bålet, hvor vi blev introduceret til endnu en canadisk specialitet: ristede marshmellows. Da solen gik ned, dalede temperaturen fra over 30 grader til lidt over frysepunktet, og der blev rigtig koldt i de udleverede sommer-soveposer. Ikke mange sov den nat, og da prærieulvene begyndte at hyle ved 4-tiden, opgav flere af os det sidste forsøg på at få sovet. Til gengæld så vi en helt fantastisk smuk solopgang over prærien, mens vi blev enige om, at denne nat aldrig ville gå i glemmebogen. Kl. 9 åbnede museet, hvilket betød morgenmad og en meget spændende gennemgang af forskellige genstande fra indianernes hverdag. Da var alle dybfrosne Topas'er for længst tøet op igen, da temperaturen igen røg over de 30 grader, da solen kom frem.
Dag 3-5 Canmore

Fra tipilejren kørte vi nordpå ind i hjertet af de canadiske Rockies til den lille by Canmore, hvor vi skulle tilbringe de næste 3 nætter. Vi boede i en hyggelig bjerghytte, som vi havde helt for os selv. På vandreturene blev vi opdelt på kryds og tværs i 2 grupper á 8 personer. Grupperne skiftede fra gang til gang, så alle kom til at følges ad og på skift havde Mike og Thomas som guide. Det fungerede fint på hele turen. Den første vandredag var der desuden grundig instruktion i brug af den peberspray, begge guider var udstyret med i tilfælde af nærkontakt med en arrig bjørn. Da den kun virkede på 3 meters afstand og kun i medvind, var vi ret glade for, at vi ikke fik brug for den undervejs. Men det var betryggende, at sikkerheden var i orden. Den første vandretur gik til Mount Yamnuska i stegende hede og med temmelig mange myg, men en fantasisk udsigt var hele turen værd. Desuden fik vi fornøjelsen af at møde turens eneste slange, som turleder Thomas galant fjernede fra stien, så alle Topas'er kom sikkert forbi. På vej til udgangspunktet for næste dags vandretur til Buller Pass så vi en elgko med en kalv i vejkanten. Et imponerende syn. Turen mod passet gik først gennem en vaskeægte troldeskov, og da vi kom over trægrænsen, ændrede landskabet sig til sne og rullesten. Det var Canadas nationaldag (Canada Day), så Mike sang nationalsangen for os på vej op gennem skoven. Vi mente, at vi burde gøre gengæld, så vi fulgte trop med "Der er et yndigt land". Herefter var alle grizzlibjørne i miles afstand garanteret flygtet fra området. Om aftenen serverede vores guider barbecue for os pga. Canada Day, og for at afslutte dagen på bedste vis blev vi kørt ind til byparken i Canmore, hvor vi så et fantastisk flot festfyrværkeri med bjergene som en imponerende kulisse.
Dag 6-8 Banff

Der var ikke så langt fra Canmore til Banff, så undervejs var der indlagt en vandretur ved Johnston Canyon - en kløft med flere imponerende vandfald. Vandreturen endte ved Inkpot - en samling naturlige kilder, der boblede op af vandet i krystalklare små søer. Et rent eventyrlandskab, hvor vores medbragte madpakker blev indtaget. I Banff blev vi indlogerede på vandrehjemmet, der lå ca. 20 minutters gang fra centrum. I modsætning til Canmore var Banff et rent turistmekka. Den første vandretur i området ved Banff skulle gå til Cory Pass. Det viste sig at blive turens mest strabadserende vandring - en stigning på godt 1000 højdemeter skulle tilbagelægges på knap 7 kilometer, så stigningen var barsk op igennem skoven i den stegende varme. Flere steder måtte vi tage hænderne til hjælp, men da alle hjalp hinanden, gik det fint alligevel. Trætheden var begyndt at sætte ind, da vi nåede passet, hvor der stadig lå temmelig meget sne. Efter frokostpausen var det nedad igen, og de fleste var godt brugte, da vi kom tilbage til Banff. Mike og Thomas synes, vi så lidt nedslidte ud, så vi blev om aftenen inviteret på wildlife-safari i busserne (garanteret vandrestøvle-fri tur), og begejstringen var meget stor, da 2 yndige sortbjørneunger krydsede vejen lige foran os. Endnu større blev den, da bjørnemor valgte at promenere hele vejen ned langs begge minibusser, inden hun igen forsvandt ind i skoven med sine to unger. Fantastisk oplevelse. Næste aften bød på mere forkælelse, da vi blev kørt til Banff Hot Springs, - et overdimensioneret udendørs spabad med 39 grader varmt vand og en imponerende udsigt over bjergene. Lige noget de trætte Topas'er kunne bruge.
Dag 9-11 Lake Louise

I Lake Louise boede vi i en nybygget og meget hyggelig fløj af vandrehjemmet. En af vandreturene i området gik til søen Lake Louise, som er en af de største seværdigheder i de canadiske Rockies. Det kunne ses på antallet af japanske turister, da vi startede dagens vandring langs søen. Da de første stigninger begyndte, faldt antallet af turister dog heldigvis meget. Stien endte ved et tehus med en helt utrolig udsigt mod de mange gletschere og bjerge. Da en kort men heftig regnbyge satte ind, blev der tid til en kop kaffe i tehuset, inden turen fortsatte mod frokost-udsigtspunktet, hvor Lake Louise sås lillebitte meget langt nede. På vej ned igen kom der for alvor gang i kameraerne ved synet af den utroligt smukke turkisgrønne Lake Agnes med grønne lærketræer i forgrunden. Så kan det vist ikke blive flottere. Om aftenen var der gourmetmiddag i en gammel togvogn fra 1906, der nu var restaurant. Trods vandrebukser og t-shirts fik vi en enestående modtagelse, som vi har oplevet så mange gange før i dette meget gæstfri land. Næste dag gik det mod Sentinel Pass (ca. 2600 m.o.h. og dermed det højeste punkt på vores vandretur). Her var vi for alvor kommet i bjørneland med skiltepåbud, at man skulle vandre mindst 4 personer sammen for at mindske risikoen for nærkontakt med en grizzli. Bærsæsonen startede først ca. 14 dage senere, så vi mødte ingen bjørne. Over trægrænsen blev det frygtelig koldt. Der var temmelig meget sne og en sø dækket med isflager. Da det samtidig blæste kraftigt, var det ekstremt koldt oppe i passet, så madpakkerne blev indtaget i hast og med klaprende tænder og blåfrosne knæ. Til gengæld var udsigten mod Valley of Ten Peaks enestående, og alle trængsler var glemt, så snart vi kom ned i læ ved trægrænsen igen.
Dag 12-13 Golden / Yoho Nationalpark

Om morgenen fik vi besked på at iføre os badetøj under vores almindelige tøj - vi skulle nemlig på river rafting på Kicking Horse River. På flodbredden var der omklædning til våddragt med tilhørende støvler, hjelm og redningsvest, inden vi blev fordelt i 2 flåder efter passende instrukser. 30 sekunder efter at flåden var i vandet, var alle drivende våde. Den første del af turen bød ikke på specielt farlige situationer, men alligevel var de fleste våde og kolde, da vi lagde ind til bredden og fik serveret lækker barbecue. De modige fortsatte over middag og kunne senere berette om væsentligt større udfordringer. Vi andre knap så modige nød en kold øl i Golden, inden vi i samlet flok kørte videre op i bjergene. Langt uden for lands lov og ret nåede vi frem til Whisky Jacks hytte. Alle troede, at hytten var opkaldt efter ejeren, men det viste sig, at Whisky Jack var navnet på en fugl. Fra hytten var der udsigt til et af Canadas højeste vandfald Takkakaw Falls, der buldrede og bragede uafbrudt. Her var ægte lejrskolestemning med 9-mands sovesale og gasbelysning. Om det var strabadserne på Kicking Horse River eller den ret kraftige gaslugt i hytten vides ikke - men de fleste Topas'er sov ualmindelig godt den nat. Næste dag startede de to grupper dagens vandring fra hver sin ende af ruten, så vore veje krydsedes ved frokosttid. Vi havde fået at vide, at vi skulle gennem et pas, og med isnende kolde Sentinel Pass i klar erindring var de lange bukser og fleecen fundet frem. Det viste sig dog, at være helt unødvendigt, da vi slet ikke skulle så højt op, og vejret viste sig fra sin bedste side. Om aftenen blev vi kørt ned i dalen til den lillebitte by Field, hvor der var en superlækker restaurant, hvor de kvikke oven i købet benyttede sig af lejligheden til at oplade batterier til kameraerne, da Whisky Jack jo ikke havde elektricitet.
Dag 14-15 The Icefield Parkway / Jasper

I dag var det køredag. Vi skulle køre af den berømte Icefield Parkway med udsigter til gletschere og de rigtig høje bjerge. Desværre var der meget overskyet, og det øsregnede, så vi kunne intet se. Ved Columbia Icefield gik regnen over i slud og hagl og til sidst sne samtidig med, at det stormede kraftigt. Til gengæld glædede vi os over, at vi sad godt og varmt i busserne og ikke skulle vandre. Fremme i Jasper by var vejret fint igen. I skoven nogle kilometer fra byen blev vi indlogeret i nogle små træhytter med tilhørende lokummer et stykke derfra. Her var vi også i bjørneland, idet en sortbjørn jævnligt var set lige uden for hytterne, så hytteejeren gav instrukser i, hvad vi skulle gøre for at forhindre bjørnene i at komme for tæt på. Ingen mad i sovehytterne, tandbørstning kun i håndvasken i køkkenet og skulle man ud om natten, så gjaldt det om at larme mest muligt for at skræmme eventuelle bjørne væk. Den sidste vandretur skulle være gået til Maligne Lake, men dagen før havde parkmyndighederne lukket stien, efter at 2 arrige grizzlier uafhængigt af hinanden havde udført skinangreb mod grupper af vandrere. Det var heldigt for os, for i stedet for fik vi en helt fantastisk vandreafslutning på turen ved Mount Edith Cavell. Turen sluttede med iskoldt fodbad i en gletschersø, inden vi kørte tilbage til hytten i skoven. Mike og Thomas sendte os ud og kigge på en nærtliggende imponerende kløft på egen hånd, mens de på 3 gasblus frembragte en fremragende middag til 18 personer.
Dag 16 Tilbage til Calgary

I dag så vi det imponerende syn, vi var gået glip af i skyerne 2 dage tidligere, da vi kørte tilbage mod Calgary af The Icefield Parkway. Undervejs var der fotostop både ved Athabasca Falls og Peyto Lake. Det var med et vist vemod, vi forlod bjergene og kørte ud på den pandekageflade prærie på vej tilbage mod Calgary. I Calgary var der Stampede, - en kæmpe folkefest med rodeo, indianerlandsby og et gigantisk tivoli. Her skilte man sig ud, hvis man ikke havde en cowboyhat! Desværre nåede vi ikke rodeoshowet, men vi oplevede stemningen til denne gigantiske fest. Flere af os syntes også, at det var lidt af et kulturchok at komme fra stilheden i bjergene direkte ned blandt tusinder af mennesker. Om aftenen var der afskedsmiddag på Smuggler's Inn, og næste dag var det så hjem til flade Danmark efter et spændende møde med et fantastisk smukt land med en dejlig gæstfri befolkning.

Tusind tak til alle deltagerne og vores to superguider Mike og Thomas for en uforglemmelig tur.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig