Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Pakkeliste: Grønland - Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten

Ref. GLJH
Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til vores gæster, når der skal pakkes til turen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer om vores vandreture, samt hvad det er godt at medbringe på den enkelte tur. Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til, hvad man KAN medbringe til turen, og ikke som en liste over ting, som SKAL medbringes på turen. Hvad deltagere på en tur pakker af tøj, såvel til vandring som til afslapning, er lige så forskelligt som antallet af deltagere på turen. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.
Printvenlig version
Regler for bagage

Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber. Information om antal kg i bagagen på din rejse vil blive opgivet på den personlige side "Min Topas Rejse" 60 dage før afrejse.

EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
- I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
- Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.

Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.

Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Du må i øvrigt ikke medbringe skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Bagage på slædeturen

Det er kun tilrådeligt at medbringe ca. 15 kg, da bagagen skal pakkes på slæderne fra overnatningssted til overnatningssted. Det vil dog være muligt at efterlade resterende/overskydende bagage, som ikke skal bruges på slædeturen i Ilimanaq.

Vi vil gerne have at bagagen pakkes i en blød vadsæk eller sportstaske og ikke i en kuffert eller rygsæk. Dette gør håndteringen af bagage lettere på slæderne. Pak bagagen vandtæt (medbring evt. sorte skraldesække eller plastikposer, så tasken kan gøres vandtæt indefra).
Klima

Middeltemperaturen i Diskobugten i marts måned er ca. -18 grader. Temperaturene er angivet, som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen kan temperaturen stige over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen ikke så kold som i det øvrige Europa. Nattemperaturer kan komme ned på - 30 grader. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt og meget gode chancer for at se nordlys om aftenen.
Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader!
Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.
Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Vandrestøvlerne skal bruges i de perioder, hvor man ikke er på slædetur, da man ved leje af skindtøj til slædeturen også vil få udleveret de noget varmere støvler.

Det kan evt. være en god idé, at medbringe "skopigge/ispigge/pigsåler", til at montere på ens fodtøj, og dermed minimere risikoen for fald i glat føre.
Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler til indendørs brug.
Tøj til slædetur

    1 uldtrøje og 1 fleece
    1 par fleecebukser eller dynebukser
    1 varm hue / elefanthue (skal dække ørene)
    1 par varme luffer
    1 halstørklæde/halsedisse
    2 par tykke vandresokker
    Evt. 2 par tynde indersokker
    Svedtransporterende undertøj evt. uldent undertøj
    1 tynd uldtrøje
    1 vindtæt anorak eller jakke med hætte

Generelt vil det være bedst at være klædt med flere lag tøj, da man derved bedst kan tilpasse sig den aktuelle vejrsituation.
Mod solen

    1 tørklæde mod solen
    Gode solbriller
    Solcreme og læbepomade med høj faktor
Diverse

    Håndklæde
    Ståltermokande til 1L pr. pers.
    Lommekniv (Ikke i håndbagage under flyvning)
    Kikkert
    Plasticposer/sorte affaldssække til at beskytte tøjet i rygsækken mod fugt
    Evt. bukser til bybrug
    T-shirts
    Skjorter
    Strømper
    Toiletsager
    Undertøj
    Skrivesager
    Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
    Pengebælte
    Medicin til eget brug inkl. sportstape og vabelplaster og evt. knæbind.
    Sysæt til mindre reparationer
    Kamera og evt. ekstra baterier/ evt. oplader
    Alkoholgel til at vaske hænder i, før picniclunch. (Kan købes på apoteket eller hos Matas).
    Pandelampe eller lommelygte til brug under opholdet ved fangsthytten i Tassiussaq
Specifikke turbemærkninger

    Sælskindstøj: Vi anbefaler på det kraftigste, at du lejer sælskinstøj, da det simpelthen er den optimale beklædning. Udstyr består af anorak, støvler og bukser, prisen er ca kr. 700,- pr. person. Under sælskindstøjet vil det være en god ide at have flere lag af tøj, så man lettere kan justere til de aktuelle vejrforhold. Sælskindstøjet vil kun være til rådighed på selve slædeturen. Dvs. at du skal medbringe varmt tøj til at rejse i og til opholdet i Ilulissat.

    Termoflaske: Termoflaske ca. 1 liter, da det er rart med lidt varmt i løbet af dagen, når vi er på hundeslæde turene.

    Ansigtsmaske: Vi anbefaler, at du medbringer en ansigtsmaske, elefanthue el.lign. til at beskytte ansigtet mod vinden.

    Luffer: Vi anbefaler, at du medbringer varme luffer (ikke handsker), til slædeturen. Lufferne må meget gerne være så store, at du kan have et par tynde bomuldshandsker på indeni lufferne.


    Sovepose: komfort temperatur på ca.10 grader celsius skal medbringes hjemmefra til slædeturen. Fangsthytterne vil være opvarmet af primus, også om natten, så man skal altså IKKE sove i frostgrader.

    Underlag: Der forefindes madrasser i fangsthytten, så turdeltagerne skal IKKE medbringe underlag til turen.

En typisk dag på hundeslæde: Efter morgenmaden starter hundeslæde kusken med at give hundene seletøjet på og pakke slæderne. Derefter starter hundespandene efterhånden som de får pakket deres udstyr. Det er vigtigt, at hundene finder deres egen rytme, hvorfor slæderne ikke nødvendigvis følges tæt ad på ruten. Frokostpausen er normalt på en halv til én times varighed, så alle kan få en længere pause. Pausernes varighed er dog vejrafhængig. Vær opmærksom på, at man aldrig må røre ved hundene uden at have fået kuskens accept forud.
Fordeling af opgaver: For at sikre en effektiv gennemførelse af en tur som denne, vil lederen uddelegere forskellige praktiske opgaver.
Helbred

Medicin o. lign. skal medbringes af den enkelte til eget forbrug. Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medikamenter, du bruger regelmæssigt, sørg da for at medbringe rigeligt til hele turen.
Turlederen

Der påhviler turlederen og slædskuskene et stort ansvar ved at føre en gruppe mennesker på en hundeslædetur. Vi håber derfor, at hver enkelt deltager vil hjælpe og respektere lederen. Det er vigtigt at huske, at selvom den tekniske succes afhænger af vore forberedelser, vil den endelige vellykkede gennemførelse afhænge af din egen entusiasme og samarbejdsvilje.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig