Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Tag væk fra hverdagens stress..

Forfatter: Birgit W. Jensen
Ref. ESSO

Tag væk fra hverdagens stress og jag – få skuldrene ned – tag til ”Jaume Coll” i Cataloniens Hjerte
Printvenlig version
Ved søgningen efter emner til årets vandretur faldt valget på denne, der så ud til at indeholde både natur og kultur, og ikke mindst fine, flotte bjergvandringer og en hyggelig base i form af hotellet ”Jaume Coll”.

Vælger den første afgang den 23. august 2008, og efter ca. 2½ times flyvning lander vi i Barcelona, møder vores turleder Tine, og da gruppen på 10 personer er samlet, kører vi med bus til vort hotel ”Jaume Coll”, der ligger 169 km nordvest for Barcelona. Det er mørkt, da vi når frem, hotellet ligger helt ude på landet, men er et utroligt charmerende sted – et gammelt landsted fra 1400-tallet, som værtsparret Marta og Manuel købte for 10 år siden som en ruin og satte i stand. Alle værelserne er forskellige og har navne i stedet for numre, vores hedder Burgundy, og ligger i en lille tilbygning, som efterfølgende blev betegnet som hønsehuset, hvorfor ved jeg ikke .
Efter et let måltid mad gik vi i seng til cikadernes sang.

Da vi vågner næste morgen ligger morgendisen over dalen, men vejrudsigten er OK. Bliver hentet kl. 9 af vores lille bus, og efter en lille halv times kørsel gør vi ophold ved et supermarked, vi er nødt til at købe noget vand, for det, der kommer ud af vandhanen, smager ikke godt. Nogen køber mere stort ind end andre, så bussen er godt belæsset, da vi fortsætter til landsbyen Vallcebre, der er udgangspunkt for dagens vandretur. Der er ca. 1 times kørsel hver dag til udgangspunkterne for de forskellige vandreture.

Turen starter i udkanten af landsbyen, morgendisen er brændt væk af solen, og vi indånder den friske, rene bjergluft, mens vi går opad gennem skoven, stigningen er ikke hård, men der skal lige gang i benene, undervejs kommer vi forbi en lille kirke. Videre går det opad til et græsplateau, og her er udsigt til klipper, bjerge, dale og landsbyer – meget flot og en herlig duft af timian og lavendler. Vi går langs klippekanten, man tømmer hovedet for tanker, og nyder bare naturen, pludselig kommer nogle gribbe svævende – et flot syn. Finder et sted på klippekanten og spiser frokost med flot udsigt. Vi har madpakker med fra hotellet, der består af en flûte med pålæg, et stykke frugt og et stykke kage.
Turen langs klippekanten

Efter frokost kommer vi frem til et sted, hvor vi har udsigt til det markante bjerg Pedraforca – Djævlens Fork. Meget smukt og meget langt ned. Herfra en ”omvej” tilbage til Vallcebre, men en ret hård omvej – meget opad. Ved en bro over et vandløb ser vi en lille akvædukt, den har siden sat tanker i gang hos flere i gruppen, hvordan i alverden er den kommet der? Mon vi nogensinde finder svaret? Dette var den længste tur ca. 12,5 km, men den letteste.
På hjemvejen ser vi klippevægge med spor efter dinosauere, og chaufføren forsøger sig med en kreativ omvej, men det må han opgive.

Hver aften får vi tilbudt en 3-retters menu på hotellet, hvor der er valgmulighed mellem 2 forretter, 2 hovedretter og 2-3 desserter, det er bl.a. egnens specialiteter – spændende mad, og for at hjælpe på forståelsen har de to af familiens sønner, der hjælper med at servere, været på nettet, og forsøgt at oversætte retterne til dansk. Det kommer der lidt sjove kombinationer ud af – f.eks. kartoffelren (puré) i stedet for kartoffelmos.

Næste dag vågner vi op til klart vejr, og dagens tur byder på bl.a. topbestigning. Starter i 1600 m’s højde med ca. 45 min. stejl opstigning, stilheden er slående, det eneste vi kan høre er vort eget åndedræt. Vi går op over trægrænsen, og kommer op til et refugie i ca. 2100 m’s højde. De fleste af os fortsætter til toppen af ”La Galina Pelada” (Den skaldede Høne) 2317 m.o.h. ”Hvis ikke man bestiger toppen af bjerget, får man ikke udsigten over dalen” siger et ordsprog, men…. Cataloniens måske flotteste udsigt ser vi ikke meget af, for det er blevet temmelig skyet. Der kommer dog lidt hul i skyerne, og der er nu noget fascinerende over at stå på toppen af et bjerg. Tilbage til refugiet for at spise frokost, og tilbageturen går ned gennem dale og kløfter, der er mange smukke, blå blomster (Blå Stormhat, også kaldet Venusvogn), turen bliver mere og mere spændende, vi må bruge både hænder og bagdel til hjælp nogle steder, men en utrolig flot tur, som skulle være en af de hårdeste i ugens løb.
Turen langs klippekanten

Gennem kløften på smal klippehylde

Tirsdag skal vi opleve lidt kultur, der er arrangeret en udflugtsdag til Pobla de Llillet og Castellar de N’Hug. Først tager vi med et lille tog fra Pobla de Llillet til haven Jardins Artigas, som er designet af den berømte arkitekt Gaudi. Vi har 1 time til at gå rundt og nyde dette dejlige sted med bl.a. stenfigurer og hyggekroge. Fortsætter med toget til en cementfabrik – også designet af Gaudi – hvor der nu er indrettet museum. Det hele står på spansk eller catalansk, men alligevel spændende at se. Bussen henter os, og kører op til den lille landsby Castellar de N’Hug – flot beliggende højt oppe med vid udsigt over bjergene, og med en del souvenirbutikker og restauranter. I samlet flok finder vi et frokoststed, jeg vil gerne have en rigtig spansk kartoffelomelet, men de har kun en fransk omelet!! – den var dog også OK . Efter at have kigget lidt på byen og handlet lidt, går vi ned af en trappesti til vandfaldet Font de Llobregat, og efter en café con leche kører vi hjem.
Onsdag snører vi igen vandrestøvlerne, dagens tur starter i Pobla de Llillet i fint solskin, første stop er ved en lille, fin rundkirke. Kort efter går vi op på toppen af en klippe med ruiner af et gammelt slot, herfra har vi en fin udsigt ned over byen. Fortsætter opad gennem skov med sveden tapløbende ned af os, der er høj luftfugtighed i dag. Midt i skoven kommer vi forbi en sjov bygning, det er et pensionat designet af Gaudi, bliver brugt til lejrskoler, men lige nu er det lukket. Vi kan hele tiden høre nogle klokker, men ser ingen dyr, pludselig dukker der dog en flok køer op der i skoven. Næste udsigtspunkt klippen Roca de la Lluna (Måneklippen) 1481 m.o.h. byder på en fantastisk panoramaudsigt, og pensionatet ses nu som en prik under os. Her på klippen spiser vi frokost, og fortsætter derefter endnu et par hundrede højdemeter op til ca. 1650 m.o.h. – vi har i alt gået 800 højdemeter op. Der er en rig flora, man kan godt se, der kommer noget regn ind imellem, og terrænet bærer da også præg af det, især da vi skal nedad, det er stejlt og glat. Det begynder at tordne og regne inden vi når ned til slutstedet ved Falgars, hvor vi drikker en øl inden vi kører hjem. På vej hjem køber vi frimærker i vor ”handelsby” Vilada, det er næsten dagens oplevelse, der er jo ikke mange, der taler engelsk, så man må klare sig med nogle fagter og spanske gloser.
Første udsigtspunkt vi skal bestige

Første udsigtspunkt vi skal bestige

Torsdag vågner vi op til en rigtig flot, klar morgen, der falder fuldstændig ro over en, når man kigger ud over dalen. Bussen henter os lidt tidligere i dag, så vi kan være tidligere hjemme og nyde de pragtfulde omgivelser. Bussen kører os op til klostret Santuaria de Corbeda ca. 1500 m.o.h. Herfra kan vi se vort mål bjerget Salabarda langt, langt oppe. Turen bringer os opad delvis i skov på smalle, smattede stier, senere går det over græsplateauer – et skønt landskab med mange blomster, bla.a. de flotte store bjergtidsler og de særprægede mandstro. Holder pause ved en kilde midt i idyllen. Kommer forbi grønne sletter med flokke af køer, utroligt de går og græsser så højt oppe. Da vi når toppen af Salabarda knap 2000 m.o.h. kommer der skyer, så også i dag må vi undvære den flotte udsigt. Vi spiser frokost her på toppen, og Tine tager gruppebilleder med alle vores kameraer. Efter en stejl nedstigning er der mulighed for at bestige den barske klippe Estrella, men det er der kun få af os, der gør, vi andre tager en ekstra pause, solen er kommet frem igen, så det er dejligt. Her er der også gribbe, der kommer svævende. Resten af nedturen går gennem et herligt, fredeligt landskab, og efter ca. 5½ time er vi tilbage ved udgangspunktet. Kører med bussen til et helligt sted Santuaria de Queralt – et fantastisk smukt sted med vid udsigt til Berga og omliggende bjerge, godt det er blevet klart vejr igen. Der ligger også et lille kapel på bjergsiden. Efter en pause kører vi hjem og kan nu sagtens nå at nyde en kold øl på terrassen.
På vej op til bjerget Salabarda

På vej op til bjerget Salabarda

Så er vi nået til den sidste vandredag, bliver kørt de få km ind til landsbyen Borredá, og går herfra gennem landlige omgivelser op til en lille kirke, hvor vi spiser vores frokost. Det er igen en dag med sol og varme, nogle steder er der et mylder af sommerfugle, som vi må standse op og studere. Turen i dag er lidt kortere end de andre dage, så vi tager os god tid, nyder stilheden i fulde drag. Da vi kommer tilbage til Borredá har vi lidt tid til at kigge nærmere på byen, den virker meget hyggelig, der er ca. 500 indbyggere og ingen turister undtagen os, det er en af Topas’s styrker at finde nogle steder uden for turiststrøg. Da vi igen er hjemme ved hotellet har vi god tid til at slappe af, gå rundt og fotografere omgivelserne, og pakke sammen. Det er svært at løsrive sig fra dette sted. Efter aftensmaden sætter vi os ud på terrassen, ser solens sidste stråler forsvinde bag bjergene hygger os og holder evaluering, det har været en pragtfuld tur.

Så er det hjemrejsedag, vi tager afsked med ”Jaume Coll” og kører til Barcelona, hvor vi efter at have rundet ”La Sagrada Familia” (Den ufuldendte kirke) – hvor nogle står af – bliver sat af på ”Place de Catalunya”, hvor vi står ud i en mur af varme – en stor kontrast til den friske, rene bjergluft, vi lige har forladt. Vi erfarer senere, at der er 36 grader. Vi har nu 4 timer til at opleve Barcelona, og vi når at se ”La Rambla”, hvor vi forundres over ”menneskestatuerne”, der står langs gaden, og ser den fantastiske flotte ”Santa Maria del Mar” (Havets Katedral) med de smukke mosaikker. Tilbage på ”La Rambla” besøger vi markedet ”La Bogueria”, der rummer alskens fødevarer, men der er et mylder af mennesker, så frokosten indtager vi et mere roligt sted. Det skal selvfølgelig være tapas – der er masser at vælge imellem, men ender med seafood-salad, hhv. stegte blæksprutter og kartoffelomelet og nogle lækre tomatbrød. Vi når lufthavnen i god tid, tager en tårevædet afsked med Tine, kommer endelig af sted kl. 20.15 efter 1½ times forsinkelse, og sætter kurs mod København, mens vi ser solen gå ned bag bjergene. Tak for denne gang.

Fantastisk tur – fantastisk landskab – fantastisk sted – dejlige mennesker – alle tiders turleder.
Bjergmandstroen, der vokser i højderne

 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig