Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Med udsigt til Mont Blanc

Forfatter: Anne Cathrine Sund

Vi gik i løbet af turen igennem vidt forskellige landskabstyper: forblæste pas med milevidt udsyn i alle retninger, gold stenørken uden tegn på liv og milde engdrag med en overflod af blomster i alskens farver. Oppe i højderne så vi skyerne og paragliderne drive under os, vi kastede med rester af vinterens sne, og vi nød flokkevis af de stenbukke, der færdes så hurtigt og misundelsesværdigt sikkert på nærmest lodrette flader. Længere nede mod dalene vandrede vi på mere slagen vej mellem klokkebimlende køer og idylliske alpehytter med den typiske overflod af pelargonier i altankasserne.
Printvenlig version
Vi kunne i et vist omfang udpege hinanden allerede ved gaten i Kastrup. Mange af medpassagererne denne onsdag eftermiddag i juli havde små, fikse håndkufferter, bærbare computere og var iført variationer over temaet kontortøj; de var ikke mine kommende legekammerater! Dem spottede jeg ved i stedet at kigge efter godt brugte vandrestøvler, turrygsække og bukser med zip-off-ben.
10 af slagsen blev det til, og snakken gik lystigt imellem flere af os, før landingshjulene var oppe. Det lovede jo godt!

Geneve er vel især kendt for bankforretning, eksklusive ure og storbyliv. Det var jo bare ikke det, vi var kommet efter, og bussen kørte os da også hastigt væk, videre, langt bort fra billboards, glasfacader og vrimlen af dyre biler. Ud i bjergene til alpelandsbyen Les Houches, hvor vores rundtur skulle tage sin begyndelse. Og i en fjern fremtid også sin afslutning.
Indledningsvis holdt vores guide, Sebastian en mildt afskrækkende briefing om vægt og sværhedsgrader. Under hans ret nådesløse blik bortsorterede og deponerede vi vist alle en ikke-uvæsentlig del af vores i forvejen sparsomme bagage: måske havde man faktisk ikke brug for sin roman, og det der med flere slags sæbe, var det ikke bare overflødig luksus?
Allerede næste dag, støt pustende på turens første stigning - og talrige gange senere - oplevede i hvert fald jeg stor tilfredshed over det hårde udskillelsesløb af ejendele på refugiet. Jeg havde rigeligt med vægt, især fordi vi oven i den personlige udrustning også bar en andel af fælles proviant og ofte flere liter vand. En rygsæk på 12 kilo lyder ikke af meget, men tilsat stigninger på fx 600 højdemeter, føltes kiloene vældigt til stede.

Heldigvis var der meget andet end forpustetheden at tænke på, se på og begejstres over. Vi gik i løbet af turen igennem vidt forskellige landskabstyper: forblæste pas med milevidt udsyn i alle retninger, gold stenørken uden tegn på liv og milde engdrag med en overflod af blomster i alskens farver. Oppe i højderne så vi skyerne og paragliderne drive under os, vi kastede med rester af vinterens sne, og vi nød flokkevis af de stenbukke, der færdes så hurtigt og misundelsesværdigt sikkert på nærmest lodrette flader. Længere nede mod dalene vandrede vi på mere slagen vej mellem klokkebimlende køer og idylliske alpehytter med den typiske overflod af pelargonier i altankasserne.
Vandredagenes længde varierede meget. Vi startede ofte tidligt for at drage fordel af morgenernes relative kølighed. I løbet af dagen holdt vi adskillige opsamlende rast med mulighed for at tanke vand, fotografere, lufte tæerne lidt og måske nyde en godbid fra den udleverede snack-pack. Gode minder knytter sig fremover til ikke mindst små, voksemballerede oste.
Frokost blev et af dagens højdepunkter på vandringen. Kombinationen af velfortjent hvil, betydelig appetit og det ofte meget smukke sceneri gjorde knækbrød med tun, paté eller lokal pølse til en helt herlig oplevelse. Pausen var også her så tilpas lang, at alle kunne nå at samle kræfter før næste etape.

Typisk nåede vi frem til dagens mål midt på eftermiddagen. Hytterne kaldes ”refugier”, en betegnelse der dækker overnatningssteder i den ret rustikke ende. Vores var af meget forskellig karakter, men typisk ikke så store, altid smukt beliggende og ofte med blafrende vasketøj på talrige tørresnore. Efterhånden som vi ankom, slog vi os ned med den øl eller kop kaffe, folk allerede havde talt en del om i timer inden. Visualisering er som bekendt at fremmane billeder af ønskelige begivenheder, men hvad kalder man fælles fantaseren om smagsoplevelser? Vi gjorde det en del, hvad det så end hedder…

Og så skulle der bades! Et tilfældigt morgenbad hjemme i Byland kan slet ikke konkurrere med glæden ved at blive skyllet ren efter mange timers hårdt fysisk arbejde op og ned og op ad bjergskråningerne. Vi blev rigtig gode til at skiftes om de ofte ganske få brusere, hvorefter folk vendte nærmest forklarede tilbage til terrassen med vådt hår og store smil i en brise af deodorant.
Aftenerne bød på herlige middage. Man var vel i Frankrig, så mindre end 3 retter fik vi ikke. Især husker jeg herlige salater, gode oste, friskbagte blåbærtærter og de ofte hjemmebrændte ”digestives”, værtsfolkene gerne bød på efter måltidet. Nogle aftener var helt magiske og overraskede med fællessang, harmonikaspil eller sågar glad dans imellem bordene. Andre gav plads til rare samtaler, pleje af slidte fødder, lidt læsning i den bog, nogle trods alt havde slæbt med eller tid for at få lidt enrum omkring sig.

Man er jo nemlig meget tæt sammen. Om dagene på vandringen og i mål. Om nætterne på sovesale ofte i relativ nærkontakt med snorkende eller i-søvne-snakkende naboer til begge sider. Vi børstede tænder i flok og badede på den ret offentlige spand-over-hovedet måde, hvis en hytte ikke havde andre faciliteter. Så kan behovet godt opstå for at gå afsides bare lidt og være stille med sig selv en stund.
Vores gruppe var heldigvis rigtig fin. Samværet var præget af megen humor, masser af kælenavne, interne koder og indbyrdes hjælpsomhed, både når det gjaldt en håndsrækning ved et vandløb, udlån af shampoo eller råd om snøring af støvler. Det er vældig vigtigt for ture af denne type, og alle deltagere har selvsagt et medansvar for, hvor godt samværet lykkes. Vi var ret gode til det, og Sebastian gjorde sit. Hurra for det!
Også vejret var vi heldige med. Mestendels altså! Holdet før vores havde døjet med meget høje temperaturer og flere voldsomme tordenvejr. Vi vandrede mest i smuk og venlig sol; skulle huske solcremen og hovedbeklædningen, men blev ikke for alvor udasede af varmen eller truet af lynnedslag. Enkelte billeder fra rast husker mig på, at det kunne være køligt i højderne, når man satte sig og pludselig mærkede det klamme tøj. Regn og andet uvejr var til vores store glæde noget, der mest blev overstået om nætterne.
Sebastian insisterede stædigt på, at vejret i Alperne er omskifteligt og uforudsigeligt, hvilket vi da også nåede at opleve, idet vi på sidste vandredag vågnede op til snevejr og derefter tilbragte en betydelig del af dagen med at vandre i fygningen. Det mindede grangiveligt om en vinterferie, og jeg savnede de handsker, der allerede var blevet bortdømt ved den indledende sortering af mulig bagage hjemme i Danmark. ”Jeg skal jo ikke af sted i ydersæsonen”, havde jeg ræsonneret. Nu frøs jeg, så det knagede, og ikke engang min elskede Icebreaker kunne holde mig ordentlig varm. Ved dagens frokost - heldigvis inden døre! - oplevede vi for første gang, at folk gerne ville af sted før tid, fordi vi alle sammen var småforkomne og bare gerne ville gå os varme igen.
Der var faktisk heller ikke rigtig nogen, der ytrede ønske om lidt senere at bade i den sø, hvor turbeskrivelsen ellers lægger op til den slags. Det havde nu næppe gjort nogen forskel: Selv var jeg så våd, jeg kunne blive på dette tidspunkt, og havde allerede længe mærket små bække risle også indeni mine støvler. Heldigvis forblev humøret ret højt hos alle: vi var trods alt næsten i mål, og selv blev jeg grebet af en vis fandenivoldskhed, så jeg trodsigt smågrinende travede tværs igennem det smeltevand, der havde erobret stierne.

Da vi omsider nåede dalen og dermed vandreturens afslutning, var mine følelser meget sammensatte. Jeg var træt, stolt, glad og helt, helt trist ved tanken om, at vores tur nu næsten var ovre. Ikke mere blomsterflor på kanten af en sneskorpe. Ikke mere morgenmüsli med tørmælk og energi til dagen. Slut med piben fra murmeldyr og natlige tisseture iført regnslag og pandelygte til et udendørs das. Ingen sokker til tørre på rygsækken. Masser af ”ikke mere” faktisk.

Jeg tog hjem med en rygsæk proppet med beskidt tøj, ansigtet fuld af fregner og rigtig gode ben. Der er masser af fine billeder i mit kamera, på min nethinde og i mit hjerte.
Det er også blevet Mit Bjerg nu, så på min ene vandrestav har jeg sat to strimler isolationstape: en rød og en gul, rutemarkørerne for vores rute: Pays du Mont Blanc.
Der er masser af plads til flere ”duelighedstegn” på mine stave. Og verden er fuld af bjerge. Heldigvis!
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig