Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Appennini - Bjergtaget

Forfatter: Anne Cathrine Sund
Ref. ITTN1006
Printvenlig version
På vej

Hvad er det, de kan, bjergene? De trækker i mig, så jeg igen-igen finder mig selv i knoklemode på vej op mod en top, let forpustet og bestemt svedende. Iført omhyggeligt pakket rygsæk, en lidet klædelig hat, stave og et kæmpestort smil.

I år var det Italien, der lokkede bedst, da jeg tilbage i vintermørket skulle vælge sommerens ferie: det bolsje, jeg ville gå og glæde mig til i et halvt år. Hverken Appenninerne eller Apuanske Alper stod spor skarpt i min bevidsthed, men Toscana bragte minder om solsikker, rasende god mad og skønhed. Billedgalleriet på hjemmesiden lovede både skov, højdemetre og åbne vidder. Ergo: ”Book”. Så var det bare at vente, glæde sig og købe lidt flere ganske uundværlige(?) stumper grej.

I Metroen mod Kastrup adskillige måneder senere reflekterer jeg lidt over den magi, der venter bag de 15 navne på min liste over deltagerne. Mennesker, jeg endnu slet ikke kender, men som med sikkerhed vil komme til at røre mit liv i løbet af den kommende uges intense samvær.
Milevide udsigter over bløde, grønne bakker

For det kan de i hvert fald, bjergene. De bringer os sammen i et fællesskab, som er fjernt fra hverdagen, og hvor fx folks arbejde sjældent omtales meget. Til gengæld taler vi ofte om store ting, når lange, stille stræk giver plads til det: tro, vores egne livshistorier og verdens tilstand. Små ting taler vi om ustandselig: vabler i ethvert stadie, udsigten til et varmt bad, solskoldning og slik. Tit går vi bare i tavshed, fordi landskabet og roen kalder på refleksion og indadvendthed. Det er fint at være stille sammen.
Læsning ved Battisti efter fyraften

Gruppen får hurtigt sin egen identitet. Vi vil gerne hinanden og fællesskabet, og der er stor imødekommenhed. Tøj lånes ud, der gives tips om alt fra sportstape til stave, og folk rubber sig i de få styrtebade, vi alle sammen står i kø til ved dagens ofte noget klistrede slutning. Der er faktisk varmt vand nok til alle. Tit.
Vi opbygger et indbyrdes sprog med koder og interne vittigheder. Mens kilometrene tilbage-lægges, frokostpakkerne nydes og dagene går, bliver 15 fremmede til et hold, og der spirer relationer frem i mellem mange af os. Navnene fra listen folder sig ud med som mennesker med facetter, styrker og egenart. Vi bliver bekendte, kammerater, måske endda venner.

En nøglespiller i den proces er Jørn, vores guide med mange Appennini treks bag sig, som udfolder kompetence, taktfuldhed og overblik i sin funktion. Han har et sikkert blik for vores kunnen, lige som han ved, hvilke undere et lille glas pesto kan gøre for frokostens let tørre sandwiches. Han kender også verdens måske bedste isbar og har talt henført om stedet i flere dage, før vi når frem, og alle forventninger heldigvis indfries i solen på torvet i Castelnuovo di Garfagnana.
Han har blik for bredden og forstår at pakke dagene, så der kan vælges lidt til eller fra efter temperament og ork: Fx et eftermiddagskapløb med max-puls mod en mindre top eller den magiske aftenvandring, mens stjernerne vågnede over os, og hvor Toscanas slette pludselig lod sig se fra et pas som et funklende tæppe af lys i byerne langt dernede under os og den medbragte, varme vin.
Han har vist en relativt taknemmelig tjans på denne tur, for gruppen er både velfungerende og ret godt gående trods sin sammensathed. Vi fordeler os aldersmæssigt bredt fra 18 til medio 60, der tales 3 nordiske sprog, herunder en stak danske dialekter, og erfaringsniveauet svinger fra ”rookie” til veteran. En enkelt vandrer lægger diskret make-up om morgenerne, selv hører jeg mere til dem, der tørrer våde hænder af i buksebagen og snyder næse i en hurtig bevægelse ude på ruten. Dynamikken opleves heldigvis mest som en styrke.

Vores sanser er til fest. Toppe og andre udkigspunkter konkurrerer om at overgå hinanden og brede lavlandet ud for os med dets frodighed, bygninger og søer. Samtidig får vi kig til andre, ofte fjerne toppe, deres evige sne, marmorbruddenes formationer. Når vi færdes under trægrænsen, må vi sande, at bøgeskoven ikke kun er ådansk nationaleje, lige som de vidtstrakte blåbærmarker imponerer selv nordmanden og svenskeren. Mere eksotisk vokser her masser af ægte kastanje, og blomsterne minder om stueplanterne hjemme. Vilde mynte og timian dufter krydret i næserne. Vi hører overraskende lidt fuglesang, men gøgen kukker årene, og murmeldyrene piber fra oftest usynlige sider. Det lykkes at overraske et solbadende eksemplar på en klippehylde, men mest er de bare lydtapet.
Der er mange slags dyr. På himlen ser vi rovfugle, råvildt springer forbi, enkelte får et glimt af vildsvin i skoven, og stort set alle får – med yderst forskellige følelser – oplevet den skorpion, der en sen aften sætter kvindernes sovesal på den anden ende. ”De er ikke dødeligt giftige”, havde turlederen godt nok sagt, men særlig indbydende så den trods alt ikke ud, så en fejebakke blev taget i anvendelse for at bringe kræet tilbage til naturen. Udenfor!
Rast, frokost, luft til tæerne...

Solen skinner ned på Italien, vores bjerge og os. Vi brunes eller rødmer under den og gnider os ind i massive mængder solcreme eller hylder os i lange ærmer og tørklæder. På de længere rast sidder folk med bare og brugte fødder fremme, mange ligger henslængt i græsset i en hastig power nap.
Bare ikke om torsdagen, hvor vi vågner op på Mauros isolerede idyl i Puntatodalen til silende regn. Der kan heldigvis holdes hjemmedag med Yatzyturnering, roman, selvpleje, gode samtaler og fødderne oppe på en stol, hvad mange da også vælger.

Cirka halvdelen ifører sig derimod voldsomme mængder Gore-tex og tager på tur. Ikke den oprindelige, men en Plan B, der kan virke med vejret. Vi satser på, at det bliver bedre op ad dagen. Det gør det nu ikke! Der er lejlighedsvise stunder med opholdsvejr, men mest øser det bare ned med varierende styrke. Det tordner. Og så hagler det. I flere omgange tæsker isbidder fra Pinocchio-kugle størrelse til spejderhagl ned over os. Stort set alt er vådt, Gore-tex eller ej. Støvlerne siger spændende lyde, og stierne er blevet til vandveje. Alligevel er humøret intakt hele raden rundt, og galgenhumoren har kronede dage. Vi holder dagens sidste rast under et halvtag i den forladte ruinby, Col di Favilla, hvor der diskes op med alt godt fra rygsækkenes dyb: kiks, karameller, chokolade, nødder, æbler og vand. Sikken fest!
Vores kammerater klapper og opvarter os omsorgsfuldt, da vi i mildt druknet tilstand omsider når hjem til aftensmåltidet og feriens måske mest velfortjente glas rødvin.

Næste dag er hele holdet af sted i fint vejr, halvdelen dog i ganske fugtige støvler med Monte Freddone som mål. Alt som vi kommer højere op, bliver ruten mere udfordrende med smalle stier på ganske stejle skråninger. På flere passager klatrer vi mere, end vi går. Og jeg elsker hvert minut. Toppen er uovertruffen: Middelhavet breder sig mod vest med brede sandstrande og farvestrålende telte, langt derude skimtes Elba og måske Korsika i disen. Mod syd og øst ligger de sidste dages terræn, skove, dyrkede terrasser med enkelte bygninger som pejlemærker. Kikkerterne er på overarbejde.
Farvelfest på 1. klasse i det uvant fine tøj

Næste aften befinder vi os pludselig tilbage i civilisationen; lidt kejtede i det fine tøj fra gemmerne spiser vi farvelmiddag på Den gamle Mølle. ”Vecchio Mulino” er en fascinerende tidslomme af en delikatesseforretning, hvis begejstrede og omfangsrige indehaver, Andrea, sætter en ære i at præsentere os for egnens talrige specialiteter. Det bliver til mange småretter og mange glas god vin, så traveturen hjem til hotellet gennem den aftenstille landsby bliver en velkommen afslutning. Bare lidt uvant uden støvlerne.

Hjemrejsedage er til gengæld dumme. Især når man har været lykkelig. Men hjem skal vi, og hjem kommer vi. Der tages afsked, en mailliste er under tilblivelse, man kan ses på Facebook eller måske endda ude i virkeligheden. Men noget er forbi, og det føles vemodigt, da vi forsvinder mod vores respektive tog, biler eller fly videre.

På Hellerup Station kigger jeg længe over mod taxaerne – den nemme løsning til sidste bid. Men jeg vælger alligevel bussen og den efterfølgende definitivt sidste travetur på denne ferie. ”Lidt højrute er man vel for helvede altid!”, tænker jeg. Og jeg skal jo bruge pengene, så der igen kan vælges bjergferie en mørk vinterdag foran skærmen. Jeg nynner, mens jeg går.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig