Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Topas Cho Oyu Expedition 2010 - Dagbog Jakob Urth


Printvenlig version
Kathmandu 03-09-10

Så er jeg i gang og hermed følger den første opdatering fra mit Cho Oyu 2010 projekt.

Det var med en vis lettelse, at jeg kunne læne mig tilbage i det store sæde på THAI AIR maskinen og ligesom konstatere…… ekspeditionen er startet og de næste mange ugers udfordringer og eventyr ligger blot og venter på at blive påbegyndt.

Ved tjek in var de samme udfordringer som altid, men med et smil og et par Turleder tricks, lykkedes det næsten at få alle 35kg overvægt med på flyet.

Kathmandu er som jeg huskede det! En fantastisk sammensmeltning af kulturer og mennesker fra hele verden. Vi har de gamle hippier som burde være rejst hjem i 70`erne, vi har de unge på deres første store rejse, vi har eventyreren som søger det eksotiske og uforudselige og så har vi dem som mig, der er kommet til Nepal for at tage til de helt store bjerge. Fælles for dem alle er lysten til det anderledes og udfordrende…..Det er præcis hvad Kathmandu kan tilbyde.

Der gik ikke mere end 20min før jeg blev råbt op, og en gammel ven kom løbende imod mig med åbne arme. En ven jeg har fået gennem mine mange ture som Turleder for Topas. I Kathmandu kan man nemt føle sig hjemme.

I morgen tidlig tager vi af sted mod Tibet. Jeg har valgt at bestige bjerget fra den Tibetanske side og har derfor en stor og fantastisk rejse foran mig. Vi kører mod grænsen og ”Friendship Bridge” som skiller Nepal fra Tibet. (Kina) Målet med de næste dage er at komme op på/i det Tibetanske højland.

Det bliver dog ikke uden problemer, da monsunen stadig raser for fuld styrke, end ikke som fx i Pakistan, men mange veje og broer er skyllet væk og vi ved endnu ikke helt hvilken rute vi benytter. Det er eventyr og udfordringer, men det er ikke at sammenligne med dem som ligger og venter på bjerget.

Jeg glæder mig!

Mange bjerghilsner fra Jakob
Nyalam 06-09-10 (3750m)

Det var tidlig lørdag morgen, og regnskyerne hang lavt over Kathmandu, da vi tog af sted mod grænsen og det Tibetanske højland.

Monsunen, som stadig raser, har virkelig gjort store ændringer i det Nepalesiske lavland. Vi kom igennem hele landsbyer som bogstaveligtalt var væk. Et stærkt syn, da jeg ved, hvor lidt de normalt har at gøre med.
Jeg kunne se frygten og frustration i deres øjne, da vi ankom igennem disse byer… Dette normalt glade og stolte folk er for en stund i knæ og må starte forfra. Jeg ved dog med sikkerhed at de vil rejse sig og igen fremstå som det positive folk de er.
Der var flere gange i Nepal, hvor vi måtte ud af bussen, da den var kørt fast i mudder eller at vejen var spærret pga. sten og mudderskred.

I Kina så det hele helt anderledes ud... de forstår sig på infrastruktur!
Jeg var her i 2007 og stort set alt er anderledes nu. Et OL og en stærk økonomi kan gøre meget ved et land.
Det er fantastisk at være kommet i bjergene og jeg har savnet den klare og rene luft. Dagen er blevet brugt på at akklimatisere i de omkringliggende bjerge. Jeg fik testet formen med fodbold og ”se hvem der kan fange den høje hvide mand” med en masse lokale små børn. Det er utroligt hvor hurtig man kan vinde tillid med et smil og en smule interesse. Noget vi alle måske kunne lære meget mere af!

Nyalam er et spændende sted, men jeg ser frem til at skulle videre i morgen tidlig. Vi kører mod Thingri i 4350m som ligger ved foden af det højalpine Himalaya. Herfra kan vi endelig se Cho Oyu med sine 8201m, men også Mount Everest (8850m), som ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet.
Status er nu, at jeg føler mig stærk og ved godt mod. Fornemmelsen omkring denne tur er ret god, og de folk jeg deler BC support med er meget positive.

Bjerghilsner Jakob
Thingri 08-09-10

” Den Tibetanske kvinde kigger op, da jeg nærmer mig hende. Der er forundring i hendes øjne, men nysgerrigheden fornemmes bag det aldrende og solbrændte ansigt. Jeg beder op lov til at tage et billede. Hun nikker og smiler stolt, da jeg viser hende resultatet på mit digitalkamera. Hun retter let på håret og småløber derefter storgrinende af sted”

Jeg ankom i går til Thingri efter nogle timer kørsel på det Tibetanske Plateau i over 4000m. En fantastisk tur hvor landskabet og naturen forandrer sig til det højalpine.
Thingri er en stille og smukt beliggende landsby... ved foden af Himalayas største bjerge. Cho Oyu og Everest dækker horisonten mod Vest og Thingri er gemt i en lille lomme med floder og landbrugsjord.
I dag var jeg på en akklamationstur til en lille top på ca. 4900m. Herfra er en ubeskrivelig udsigt over bjergene - især Cho Oyu står tydeligt og venter kun på at blive besøgt.

”Det er mørkt, da jeg endnu engang vandrer op ad gaden i den tomme og stille by. Lyset fra de små butikker strømmer ud på gaden, og skyggerne danner store mønstre på den støvede vej. Der er folk i mange af husene og jeg kan lugte og se røgen fra ildstedet fra et af husene.”

I morgen tager vi af sted mod Base Camp (BC) i ca. 5050m. Det er starten på den rigtige ekspedition og især starten på de virkelige udfordringer. Jeg er utrolig spændt på at se bjerget tæt på og ligesom fornemme og se forholdene. Jeg har valgt at klatre alene som udgangspunkt, og derfor er det endnu mere vigtigt for mig at bjerget og forholdene er gode. Jeg har udset mig en ny linje/rute på bjerget, som jeg vil følge til toppen. Dette vil kræve meget af mig og min disponering af tiden på bjerget. Intet er sikkert i de høje bjerge… det er måske det, der gør det bjergbestigning så fantastisk!

Bjerghilsner fra Jakob
Base Camp (4950m)

”Der har vi bjerget… endelig er jeg tæt på og kan nu rigtig se formen og konjunktur på det bjerg, som jeg de næste uger skal arbejde mig op på.”

Det er dejligt at mærke den tynde luft og kroppens forsøg på at optage så meget ilt så muligt. Snart er jeg i en højde, hvor kun halvdelen af den ilt som er ved havoverfladen er til rådighed. I over 8000m er det kun omkring en 1/3. En af grundene til at ekspeditioner som denne har en tidsplan på 6 uger er netop højden på bjerget og den ekstreme tilvænning, som kroppen skal igennem. Ydermere har jeg valgt at bestige bjerget uden brug af ”kunstig ilt” (flaskeilt), hvilket gør min akklimatisering mere krævende. Når det så er sagt, føler jeg, at det er den rigtige måde… i hvert fald for mig og dem jeg klatrer med.

Turen her til BC var uden det store drama, da kineserne har lavet en ny og ganske fin vej igennem landskabet. Det kan man jo så have sine meninger omkring, men det er effektivt og sikkert.
Dagene her bliver brugt på organisering af gear og den videre transport til ABC. Vi skal have alt vores udstyr pakket på yakokser, hvorefter det bliver fragtet til vores endelige base i ca. 5600m. Dette vil så udgøre mit hjem de næste tre-fire uger!

Ellers bruges tiden på at snakke med de andre ekspeditioner og danne sig et billede af, hvilke folk der er ”gode” at kende osv. På et bjerg som Cho Oyu, og på andre store bjerge jeg har besøgt, er der altid en masse rygter og sladder i gang! BC og ABC er som en frisørsaloon i en provinsby… der er nogle, der ved alt om alle. Det er nu meget sjovt og en fantastisk måde at slå lidt til ihjel på.

Min plan på bjerget er nu også ved at tage sin form, og jeg har fået makkerskab af en italiensk tøs, som gemmer på de samme idealer omkring alpinklatring og bjergbestigning som mig. Hun har, ligesom mig, erfaring fra andre 8000m bjerge… og er ikke bange for at lide lidt! Nu må vi se hvad der sker, men pt. er det den store plan.

Alt for nu.
Bjerghilsner fra Jakob
ABC 15-09-10 (5670m)

”Lyden af de store og tynge yakokser kommer nærmere, alt imens jeg forsigtigt vender mig om på den smalle sti. Jeg trækker ind mod klippen og lader de store dyr komme forbi. Stien er omkring to meter bred og jeg kan kun skimte floden de 3-400 meter nede. Jeg er på vej mod ABC.”

Vi kom til ABC (5670m) for to dage siden og er nu ved at have etableret en ganske acceptabel camp.

ABC ligger på kanten af en ranmoræne som konstant er i bevægelse. Det er en stor blokmark kun afbrudt af åbne sprækker af is og sne. Dette øde og kolde område gemmer ikke på meget varme, men det gemmer til gengæld på eventyr og storhed. Det er her at planlægningen for selve bestigningen vil ske, og det er her jeg vil hvile ud efter de hårde dage på bjerget.

Der er pt. 12-15 andre ekspeditioner i ABC og rygtet siger, at der er 5 mere på vej. Det er langt fra så mange som vi hørte omkring i Kathmandu. ABC oser af liv og motivation for den kommende bestigning. Jeg har talt og snakket med gamle bjergvenner... folk som jeg har mødt på andre ekspeditioner, eller når jeg har guidet for Topas ude i den store verden. På en eller anden måde er det altid de samme mennesker, som ender op med at lave de her… lidt store projekter! Er det søgen efter det store eventyr eller flugten fra det normale liv…Jeg ved det ikke, men måske lidt af det hele!

”Kontrasten på himlen og bedeflagets stærke farver er stor. Den Tibetanske munk synger bønner ud over os og vores camp. Den monotone lyd fra munken og stemningen imellem os er intens. Jeg har en klump i halsen og kan ikke svare, da jeg tilbydes noget the. Jeg føler noget, som ikke er til at beskrive. Jeg føler noget stort, som kun kan opleves for at kunne forstås helt.”

I dag havde vi vores Pudja. En Pudja er en velsignelse af vores ekspedition og vores færden på bjerget. Det er her bjergguderne tilbedes og vi velsignes. Der ofres alt fra kiks til øl og appelsiner. Mit klatregear og bjergstøvler er også velsignet! Det er vigtig for de lokale, og derved er det vigtig for mig. Jeg tror på det og fornemmer virkningen langt ind i kroppen. Måske er det noget jeg bare gerne vil tro, men det virker på mig og dem jeg skal arbejde på bjerget med. Der er ligeledes en norm som siger, at man ikke påbegynder sin ekspedition/klatring før afholdelsen af en pudja. Det vil kun give uheld…

Det er en stor ting for alle ekspeditioner i Himalaya, og især på ekspeditioner til 8000 meter bjerge, da alle bjergene her er hellige og tilbedes som gudinder.

I morgen tager jeg op til Camp 1 for at overnatte og akklimatisere. Klatringen er endelig i gang!
C1 ligger i 6400m og er en stigning uden de store udfordringer. Ruten går langs en af de gletchertunger, som er en udløber fra selve Cho Oyu. De sidste 300 højdemeter er stejle men ofte uden sne og is. Her vil jeg have en overnatning, før jeg vender tilbage til ABC. Min plan er også at danne mig et overblik over den linje, som mig og min makker har udset os. Vi vil fra C1 kunne se et stykke af ruten, og ved hjælp af reb og isøkser vil vi nedklatre et stykke for at få et bedre udsyn. De sidste dage er der faldet op mod 2 meter sne på bjerget, og derved er lavinefaren seriøs, og en faktor vi ikke kan komme uden om. I nat blev C2 ramt af en stor lavine, men der er ingen telte deroppe endnu. Heldigvis kan man jo sige!

Alt for nu.
Bjerghilsner fra Jakob.
ABC 17-09-10

Her er lige en hurtig opdate fra ABC efter min første tur på bjerget. Jeg har haft en første overnatning og etablering af C1. Jeg er næsten lige kommet tilbage efter første overnatning i 6350m. (C1) Det var ret hårdt og en kold fornøjelse!
Det gik... næsten som planlagt og jeg føler mig nu 100% klar til næste tur op. Jeg regner med 3 hviledage, inden jeg går til C2 og endnu lidt tilvænning. Den dårlige nyhed er, at C2 igen er blevet ramt at laviner, og denne gang blev det med et kedeligt udfald! 6 klatere er blevet ramt. Mere ved jeg ikke lige nu. Jeg var kun i C1. Mere omkring denne sag og min tur op på bjerget senere.

Bjerghilsner Jakob
ABC 18-09-10 (5670)Opstigning

Jeg er nu tilbage i ABC efter første tur på bjerget.

Det var fedt at mærke kroppen arbejde og ligesom komme rigtig i gang med bestigningen.

Jeg forlod Kathmandu den 4/9… det bevidner jo bare, at højdebjergbestigning er en langsomlig proces og kræver meget tålmodighed!

Turen til C1 går langs en kæmpe morænekant og stiger jævnt de første 3-400 højdemeter. Derefter tager stigningen til og turen bliver endnu smukkere. Det er virkelig ubeskriveligt at bevæge sig så tæt under så store bjerge. De sidste 350 højdemeter til C1 er hårde for de fleste! Det er hård vandring… og tyskerne har tilmed et navn for denne ret berygtede stigning. Killer Hang !! Det kan man jo så mene om, hvad man vil, men jeg har det faktisk bedst når det stiger lidt.

”Det blæser kraftigt og jeg må i knæ for at holde teltet nede… fuck det lort tænker jeg og råber på Tamara for at hun skal hjælpe med at sætte teltet op. Hun er nødt til at ligge på maven.. inde i teltet for at holde det nede, mens jeg roder med stængerne. Vi kom hurtigt til C1, og det er bestemt en fordel nu… det blæser voldsomt og pladsen er noget begrænset heroppe. De er 10-12 andre klatrere på vej… og kun ganske få meter til teltene. Det er nu helt normalt på store bjerge, og jeg føler en hvis sikkerhed i det.”

Der er omkring 20 telte i C1 lige nu og flere er på vej. Det er blevet populært… hvis man kan sige det. Mange har fået mod og lyst til at bestige nogle af de højeste bjerge i verden. Dette forår kom fx over 500 mennesker på toppen af Mount Everest! Hvorimod ingen kom på toppen af verdens 2. højeste bjerg K2! (3 døde i forsøget!) Det siger måske mere omkring de folk, der ønsker en bestigning af Everest, end det siger noget omkring bjergbestigning i sin rene form! Jeg ved det ikke, men det giver en hvis tankevirksomhed!!!

”Jeg vågner med et sæt, og det skarpe lys blænder mig! Det er lyset fra en pandelygte der næsten gør mig blind. En stemme siger… water for my bottel ….Geil na! (Min makker Tamara er ved at koge vand til hendes drikkeflaske) Jeg siger lidt hårdt: Ja, det er Super geil og vender mig om i soveposen.”

Efter første overnatning på bjerget i ca. 6350m var jeg lidt slidt. De første dage, i relativ stor højde, er ofte lidt hårde for mig. Vores plan var at klatre op til omkring 6600m for at danne om et bedre syn på ruten og især få et bedre udsyn ned over den variant rute, som vi ønsker at lave. Fra C1 og videre op er der fix reb. (et fix reb er et reb, som er fastgjort til ruten og hænger stationært. Ved brug af disse fix reb, undgår klatreren selv at skulle sikre sig og sin evt. makker. Det er derved en kæmpe fordel at bruge disse reb, red.)
Vi ønsker ikke at bruge fix reb på Cho Oyu, vi ønsker ikke at nogen skal bære vores udstyr, og vi ønsker ikke at bruge ”flaskeilt”

” Det stejler en smule til, da jeg påbegynder klatringen op fra C1. Tamara er lige bagved og jeg kan høre hende råbe: Forbandet lort. Ja, det er pt. de eneste to ord på dansk jeg har lært hende! Hun klager over kolde fødder og valg af forkerte støvler. Vi fortsætter op forbi et lille klippeparti og undgår en håndfuld andre klatrere på vejen. Jeg kan mærke den tynde luft… og den manglende søvn fra i går, men det er virkelig fantastisk at være på vej. Ved 6550m stopper vi, alt imens solen for en gangs skyld rammer os og resten af bjerget.”
ABC 18-09-10 (5670) Nedstigning

På vej ned fra C1 møder vi andre klatrere, og jeg støder på et par ”gamle” venner fra Argentina. Nogle som også guider på Aconcagua hvert år. De fortæller omkring en stor lavine i C2, og at 6 klatrere er blevet ramt. Det chokker os lidt og sætter en dæmper på en ellers ret god dag i bjergene. Dagen efter hører vi, at lavinen har ramt C2 og ”nogle” telte er væk!!

I morgen tager vi igen mod C1 og derefter mod C2(7100m) for at overnatte. Planen er at få tre overnatninger på bjerget og gerne to i C2. Vi regner med at kunne nå op over C2 og muligvis til C3, inden vi igen går mod ABC for at hvile. Nu må vi se, da vejrudsigten lover en meter sne på mandag! Og det ønskede højtryk bare ikke ser ud til at komme. Siden jeg kom til ABC, har vi haft sne hver eneste dag. Det er sgu pissekoldt her.

Jeg er positiv og tror på det bedste… det kommer man længst med.

Bjerghilsner fra Jakob
ABC 24-09-10

”Min puls hamrer af sted… og jeg mærker koldsveden på ryggen. Jeg befinder mig ca. 35 meter oppe på den næsten lodrette is og snevæg i 6650m. Ved siden af mig er der en anden klatrer, som er gået helt i stå og mine tilråb om… at lette røven, ser ikke ud til at virke. Mine isøkser griber ikke rigtig i den bløde is, og jeg er nødt til at klatre forbi den koma-lidende klatrer.”

Det begynder for alvor at ligne bjergbestigning, og stykket mellem C1 og C2 byder på flere udfordringer.
”Det er tidlig morgen og kaffen rumler stadig i maven, da vi begiver os over morænen, afsted fra ABC. Luften er klar og det sner kun let. Jeg er spændt på de næste dage! Vi har aftalt at have tre overnatninger, men gerne flere hvis kroppen ellers tillader det. Vores plan er at få etableret C2 i ca. 7100m”

Ruten fra C1 til C2 er ubeskrivelig smuk. Man klatrer på en bjergryg/kam det meste af vejen og har en fabelagtig udsigt ud over Tibet. Mod øst ses den Tibetanske højslette. Mod vest kan man se ind i Nepal… der er dog endnu store bjerge, som ligesom skygger for udsynet. Det vil forhåbentligt ændre sig!!

Tamara og jeg er et godt team. Hun er ung og stærk og har tidligere i år besteget et 8000m bjerg i Nepal. Jeg er den ”gamle” af os to og har langt mere erfaring at byde ind med. Det er vigtigt, når man danner makker med en ukendt person, at man føler en stor tryghed og ro. Som tidligere beskrevet deler vi de samme idealer omkring bjergbestigning. Vores mål er at lave Cho Oyu i en så ”ren” stil så muligt. Hvis man da ellers kan det på et så velbesøgt bjerg som Cho Oyu !!

”Hvad sker der nu..? Tænker jeg og kigger op. Lyden af et godstog kommer stormene imod mig... det må være en lavine som er på vej ned over den bjergside, som er til højre for mig. Det har sneet de sidste mange dage, og i dag er ingen undtagelse. Sigtbarheden er på ca. 20 meter! Ruten, som vi går, er relativ sikker og da vi klatrer på en bjergryg vurderer jeg, at vi stadig er i sikkerhed.”

Vi har et ekstra telt, samt mad og gas med til C2. Det er meningen, at vi vil akklimatisere os på normalruten og derefter vende tilbage til ABC med alt vores gear. Planen er derefter at klatre den nye variant rute, som vi har udset os. Det skal gøres i et tag… også kaldet alpint.

”Jeg kigger ned… under mig er Tamara. Hun fumler med sine økser og kan heller ikke få dem til at gribe i den bløde is. Jeg råber: Go Go… og manden ved min side begynder at bevæge sig igen. Han har lidt problemer med det tilfrosne fixreb. Jeg er uden sikring og reb… Hvorfor tænker jeg. Hvad er det jeg vil opnå? Hvad er det jeg vil bevise? At man kan klatre et højt bjerg uden hjælp fra andre… sikke noget fis!”
C2

Vi når C2 omkring middag og har igen været hurtige. Det er virkelig fedt at være kommet herop og dagens opgave er løst. Den tynde luft kan mærkes, og de første timer bruges bare på afslapning. Ellers gælder det om at få etableret lejren. Teltet graves ned, der smeltes sne til vand og den værste hovedpine glemmes med piller og snak. Vi får talt dagens klatring igennem, og hurtigt er vi enige! Vi er begge ude, hvor grænsen er nået. Vi er i gang med noget, der ikke længere kan forsvares. Den nye rute, som vi så inderligt drømmer om… er ikke realistisk for os. Det er pt. et alt for stort mål. Fokus går i stedet på klatring uden fixreb og uden brug af flaskeilt. To ting som er muligt og som syntes realistisk og sikkert. Som det ser ud i skrivende stund, har Tamara valgt at bruge de faste reb. Jeg fornemmer, at jeg er på samme vej. Det gør det hele meget nemmere og langt mere sikkert!

”Jeg når op over kanten og må hive kraftigt efter vejret, før jeg kan orientere mig… ligger økser og rygsæk i sneen. Min drikkeflaske er tom og jeg må vride et par energigel i mig. Tamara kommer op nogle minutter efter. Hun for fremstammet en sætning.. Forbanden lort… I will use the fixrope… fuck you! Hun er givetvis oprevet over et eller anden… og jeg ikke gøre meget andet end at smile tilbage.”

Der er nu gået tre dagen, siden vi kom ned fra C2. Planen er at få min. fem hviledage før vores evt. topforsøg sættes i gang. Vejret er stadig ikke med os... det skulle da lige være for i dag, hvor solen var fremme og Cho Oyu viste sig for første gang i en uge. Fantastisk. Det ser dog ud til, at der er et vejrvindue omkring den 30. til den 2. oktober. Det er pt. det, vi håber på holder. Det betyder afgang her fra ABC den 27. eller den 28. september.

Mange Bjerghilsner fra Jakob

Lidt bonus info.
Ved højdebjergbestigning er det vigtigt gradvist at vende kroppen til den relativt begrænsede iltmængde. På denne tur havde jeg fx seks overnatninger under 5000m, før vi påbegyndte turen ind til BC. Derefter to i BC før vi gik til ABC. Det har bevirket, at jeg uden det helt store besvær har kunnet arbejde hurtig og sikkert på bjerget. Det samme er vigtigt ved trekking i fx Nepal. Her er der ofte lagt hviledage ind i programmet til afslapning, men bestemt også til akklimatisering. På disse dage, er det vigtig at lade kroppen bestemme aktiviteten. En god akklimatisering sikrer en god trekking og bjergoplevelse. Jeg vil prøve at uddybe dette senere.
ABC 27-09-10 (5670m)

Så sker det... Topforsøget sættes i gang.
Tirsdag den 28/9 starter jeg mit topforsøg. Planen er at gå til C1 og have to overnatninger der. Dette gør jeg lidt for at teste min form af + at jeg ikke har haft så mange dage på bjerget, som jeg ellers plejer. Det er velovervejet og en ny form for mig at klatre høje bjerge på. Jeg er normalt af den ”gamle skole2, hvor hårdt slid og arbejde skal føre til topudsigt. Denne gang vil snilde, erfaring og udvalgte ture... føre til det samme. Det er planen i hvert fald!

Den 29/9 vil min makker ankomme og den sidste planlægning rettes til. Vi vil kun medbringe det mest nødvendige til C2 (vi har jo været der før og lagt telt og udstyr). Vi medbringer kun dundragt og lidt mad. Dundragten minder mest af alt om de flyverdragter, som børn render rundt i med snotnæser og småfryser. Her er det så bare voksne mænd og kvinder, som er rummænd for en stund!

Planen er at gå tidligt fra C1 den 30/9 og tage det stille og roligt mod C2. Vi vil så hvile og indtage så meget væske som muligt. Omkring kl. 01 den 1/10 vil vi starte selve topforsøget. Vi skulle gerne toppe ud 8-10 timer senere.

Ovenstående er vores køreplan, men som det er sket så mange gange før, holder den sikkert ikke. Der er mange faktorer som skal passe sammen før det hele lykkes, og der skal så meget styrke til, før det vil lykkes.

Plan B lyder på, at vi har en overnatning i C2 og først går mod toppen natten til den 2/10. Eller at vi etablerer en C3 i ca. 7500m. Der er mange muligheder, og ingen af dem er lette!

Jeg har trænet og forberedt mig for denne tur… og føler at jeg er klar. Et topforsøg er noget helt specielt. Det ved dem af jer, der har stået på toppen af et bjerg. Det er ligesom nu at alle kræfter og tanker skal samles. Det er nu, at forberedelsen og de tunge dage på bjerget skal gives tilbage. Det er magisk.

Mine mål omkring en ny variant rute på bjergets nordøstside er stoppet. Det er ikke nu, at jeg kan og vil bevise, at det er mig muligt! Det er ikke nu, at jeg vil risikere liv og lemmer… bjerget vil vinde i en sæson som denne med laviner og meget sne. Derudover har jeg lovet venner, familie og sponsor at passe på mig selv!
Jeg vil i stedet forsøge at færdiggøre min egen lille mission om at klatre bjerget uden brug af fixreb og flaskeilt. Det burde jo være muligt.

Jeg håber i vil sende mig lidt positiv energi de næste dage… jeg vil bestemt værdsætte hver en tanke.

Bjerghilser fra Jakob

Info omkring Camps på Cho Oyu
ABC: 5670m
C1: 6350m
C2: 7100m
Evt. C3: 7500m
Toppen af Cho Oyu: 8201m
ABC 02-10-10 Første topforsøg ender i ca. 8000m…!

Jeg er nu tilbage i ABC og prøver at sætte mig selv op til endnu et topforsøg om et par dage.

”Teltet ryster kraftig i den stærke vind og larmen fra den blafrene teltdug er konstant. Min Ipod er på max og nummeret… 'In the end' med Linkin Park fylder mit hoved for en stund… Stille falder jeg i en drømmeløs tilstand.”

Topforsøget starter som planlagt og jeg er stærk og meget opsat. Vi når C2 ud på eftermiddagen den 30/9 og hviler og nyder det gode vejr.

”Mit ur ringer og jeg vågner med et sæt. Kl. er 01.. det er tid. Jeg sætter mig op og mærker straks kulden i teltet. Jeg er alene, men kan høre de andre i teltet ved siden af.. det giver en vis sikkerhed. Vinden er taget til og jeg mærker hvordan vindstødene kommer i bølger”

Planen er klar. Der var ingen, der havde nået toppen, før vi begav os af sted den nat, og forholdene på bjerget var/er stadig meget uklare. Dvs. at de store ekspeditioner har opgivet at ”fixe” ruten til toppen (opsætning af faste reb, red.) I skrivende stund er der kun ganske få folk tilbage her i ABC!
Vores plan var derfor at finde en sikker og god rute til toppen! En opgave som skulle vise sig at være mulig, men meget tidskrævende, kold og ufattelig hård.

”Den Tyske bjergguide Robert… kigger sammenbidt op på mig. Jeg kan se, hvad han tænker og nikker roligt tilbage til ham. Han har brug for en pause, og jeg må tage over! Vi er i ca. 7600m et stykke over C3, og stigningen er til at tage af føle på. Jeg træder spor i den hårde sne. Overfladen er som is, men hver gang jeg belaster foden, går jeg igennem og står nu i sne til over knæet. Det er pissehårdt og pulsen går i max konstant.”

Vi forlader som planlagt C2 kl. 02 den 1/10. Jeg danner nu makker med et Tysk hold + tre andre fra Spanien og Kroatien. Min ellers faste makker har valgt at blive en dag mere i ABC og er derfor ikke tilstede. Stigningen fra C2 til C3 er moderat og volder ikke de store problemer. Vi bruger ca. 2-3 timer på strækninger. Det, der til gengæld giver mig os problemer, er vinden og den stærke kulde. Jeg fornemmer, at der er under -25 og vinden er efterhånden kraftig. Vi har udset os en rute, som undgår det meget lavinefarlige område, der har stoppet alle andre forsøg mod toppen. Det er ikke behagelig at vide, at store erfarne ekspeditioner måtte opgive deres mål pga. fare for laviner, og fordi de ikke kunne garantere deres klienters sikkerhed med fixreb!

”Jeg traverser under det øverste store klippebånd… og leder efter en lille passage igennem klipperne. Planen er komme op på senfeltet og derved tage den direkte vej til toppen. Vi har udset os en rute fra C2, men jeg magter ikke at finde den nu! Vinden er øredøvende og kulden rammer mig hårdt. Jeg klatrer videre og prøver konstant at få varmen i mine fingre og tær. Jeg er bange… følelsen i min højre fod er væk.”

I løbet af natten når vi op til omkring 8000m. De to spanier er gået ned nogle timer før, og jeg er nødt til at gøre det samme! Jeg er bange for at få forfrysninger, og vinden gør det ikke længere forsvarligt at fortsætte.
Vi når samlet C2 efter godt 10 timer og kravler alle skuffede og kolde ind i vores telte. Den 2/10 når tre mand toppen via ”vores” rute, og de er dermed de første, som kommer på toppen af Cho Oyu i denne sæson! En utrolig stærk præstation, som kun kan give respekt. Jeg bruger næsten 9 timer på at komme ned til ABC den 1/10 og kommer mere eller mindre udmattet frem. Det var endnu en tur på bjerget og den er nu gemt i ”kassen med erfaringer” - det er tid til at se fremad.
ABC 02-10-10 Ny plan

Vejrudsigten lover godt vejr den 6/10, og det agter jeg at udnytte. Det vil også betyde allersidste forsøg mod toppen for mig og alle andre her i ABC. Vores tilladelse løber på det sidste, og vi skal forlade ABC den 8/10! Kineserne kan godt lide regler!!! Det betyder altså, at jeg går på bjerget den 4/10 ( C1 og C2) og mod selve toppen natten til den 6. Jeg er klar i hovedet og håber, at min efterhånden meget medtagede krop vil det samme!

Det skal den… Jeg er super godt akklimatiseret og føler stadig styrke i benene.

Det var alt for nu… og jeg håber på endnu mere opbakning og positiv energi.

Bjerghilsner fra en træt og skuffet Jakob
8201 meter over havet……

Sidder på tagterrassen af mit hotel og nyder udsigten over Kathmandu. Byen er enorm og smoggen danner en tynd hinde af tåge og dis, så langt jeg kan se. På mange af hustagene leger børn med drager, og deres jubelskrig høres tydeligt.
Jeg sidder her og tænker på den tur, som netop er overstået. Hvad er det, jeg har oplevet? Hvad er det, jeg har opnået, og især… hvad er det, jeg kan tage med i rygsækken hjem? Det er svært at sætte ord på!
”Det er nu det skal ske tænker jeg, mens jeg prøver af få gang i min gasbrænder i teltet. For helvede da…kom nu! Mine fingre er kolde, og lighteren ser ikke ud til at virke. Klokkel er ca. 02 den 6/10, og snart skal jeg ud i den kolde nat og forsøge at klatre mod toppen endnu engang.”
Efter et par dage i ABC føler jeg mig faktisk ganske ok igen, og tanken om et nyt topforsøg synes ikke umuligt. Højdebjergbestigning kræver mange kræfter og kroppen arbejder konstant på højtryk. Efter mit første forsøg var jeg mere eller mindre sikker på, at jeg måtte sige stop. Jeg var brugt og havde mest lyst til at komme ned og… væk fra bjerget. Tanken om at lade Cho Oyu gå… lade hende ligge endnu engang og ikke kunne se toppen fik mig måske på andre tanker. Jeg følte, at der stadig var power tilbage, og lysten til bestigningen gjorde mig klar!
”Arghhh… vinden rammer mig hårdt i ansigtet, og de små iskrystaller ligesom skærer sig ind i huden på mig. Er på stykket mellem C2 og C3, og vi går tæt sammen. Jeg danner par med en Argentiner og en lille stærk fyr fra Ecuador. Jeg klatrer i front, men aftalen lyder, at vi skiftes til at træde spor og tage føringen. Efter blot 2 timer giver Argentineren slip og vender om. No more… Good trip… I go down… siger han stille.”
Planen er igen klar, og målet synes endnu mere tydeligt, nu hvor tre andre har nået toppen af Cho Oyu. Kun 3 har været på toppen i denne sæson, mens ca. 500 har haft tilladelse til bestigningen. Ikke de bedste odds, men det var trods alt mig, der var med til at sætte de andre i ”stilling” til deres topforsøg. Vi vil starte direkte fra C2 i 7100m og derved undgå en højdecamp i C3 (7500m). Fordelen ved dette er ikke at skulle bruge kræfter på en opstigning med tungt gear og en ubeskrivelig kold overnatning/hvile der. Derudover er vi alle godt akklimatiseret til omkring 7000m. Den store ulempe ved at starte lavt er stigningen. Der er rigtigt mange højdemeter at klatre og især rigtig mange timer i kulde og tynd luft. Jeg er til det lange seje træk og tror på egne evner… derfor bliver det til et topforsøg fra C2.
”Fyren fra Ecuador (Santiago) vinker ned til mig… han vil have jeg skal komme op og tage føringen og træde spor. Jeg ryster på hovedet.. og løfter opgivende hånden. Slap af for helvede råber jeg op i den tiltagende vind… det er nok kun mig selv, der hører det, og jeg ser Santiago fortsætte. Vejrudsigten havde lovet ”bedre vejr”, men nu synes vinden på 35kmt lavt vurderet. Vi er i ca. 7900m og stigningen er efterhånden hård.”
På topforsøget har jeg valgt at tage min dundragt og stort set alt andet tøj på. I C2, hvor jeg havde ca. 10 timer inden afgang, kæmpede jeg utrolig meget med af holde varmen. Vinden var kraftig, og nogle gange var jeg bange for at teltet skulle blæse i stykker. Det er ikke de allerbedste forudsætninger for hvile inden
en hård opstigning. Højdeklatring og bestigning handler meget om psyke! Det handler om at sætte sig selv og sin makker op til den forestående opgave og konstant vurdere situationen. At holde fokus og lade andre påvirkninger ligge. Det er svært og kulden gør mig sløv, træt og bange.
”Det er lyst nu… det har det været længe, men det er først nu, jeg rigtig lægger mærke til det. Udsigten er ubeskrivelig smuk. Jeg kan se langt ind i Tibet. Så langt at bjergene er forsvundet, og de store sletter ligger åbne hen. Jeg kan se langt ind i Nepal, og de mange høje bjerge føles helt tæt på! Stigningen er ikke så hård mere, og jeg er kun få minutter efter Santiago nu. Jeg kan det her… jeg vil… jeg tror sgu vi kan nå toppen…ord som konstant popper op i mit hoved. Det er topfeber! Santiago har lagt sin rygsæk i sneen og er på topgraten… han går mod toppen nu!”

”Arghhh… jeg mærker sne og isstykker ramme min rygsæk og min skulder… et øjeblik tror jeg, at der er en lavine i gang, og at jeg sidder midt i den. Jeg vender hovedet og kigger op. Santiago er på vej tilbage. Yes.. han har allerede været på toppen og er nu tilbage ved sig rygsæk. Another hill and another… Fuck this mountain… Jeg prøver at sige noget, men der kommer ingen lyd fra mig. Jeg er presset i bund og lader ham gå. Jeg er nu helt alene på bjerget og i over 8000 meter. De sidste timer har jeg fundet rytmen og kroppen arbejder på højtryk. Beslutningen er nem… jeg fortsætter. De få minutter jeg står stille får min krop til at ryste af kulde og jeg sætter i gang. Uden at jeg egentligt bemærker det… flader landskabet/bjerget ud og jeg er på et kæmpe Plateau. Jeg er på topplateauet! Jeg kan mærke følelsen af spænding i kroppen og en ny energi spreder sig og giver en form for varme. De næste 1½ time går jeg hen over det næsten flade område i min søgen efter det højeste punkt.”
”Der… der er Everest. Mount Everest rejser sig op i horisonten og andre bjerge viser sig. Jeg ser rundt… der er ikke noget som er over mig mere. Der er ikke noget, der går opad. Der… jeg er på toppen. Toppen af Cho Oyu og toppen af verdens 6. højeste bjerg. 8201 meter over havet. Jeg gjorde det.. Jeg gjorde det. Det er de eneste tanker jeg har i hovedet lige nu og det hele føles uvirkeligt. Er det det? Er det virkelig det? Det er smukt... Jeg græder og prøver at holde fokus, men det kan jeg ikke. Finder kamera og tager en håndfuld billeder… jeg fryser, jeg fryser så utrolig meget og må ned.”

Efter toppen, hvorpå jeg bruger max 10 min., bevæger jeg mig ned mod C2 og den relative sikkerhed i teltet. Jeg når frem ved 20-tiden og har derved været i gang ca. 18 timer… 13 timer op og 5 timer ned. Alt for længe og jeg når meget træt frem.

Jeg når C1 næste morgen og pakker derefter hele C1 sammen og går mod ABC med 20-25 kg på ryggen. Mit held og min egoisme mødes… og beslutter at lade mit gear transporteres af en hjælpsom tibetaner. Jeg er presset helt ud og falder næsten sammen af glæde, da han tilbyder sin hjælp. Jeg er meget taknemlig og det er ikke her, jeg skal og især kan stå fast på egen målsætning om uafhængighed… at klatre et bjerg uden hjælp fra andre… Det kan og vil jeg ikke mere…

Vi når sammen ABC og det hele er ovre, før jeg når at bemærke det!

I campen bliver jeg modtaget af kokken og en af de tilbageværende hjælpere (alle andre fra tilladelsen er taget hjem og har opgivet forsøget) Det er fantastisk at være nede igen. Jeg drikker the og får serveret varm mad… kroppen vågner stille op igen!

Det som sker nu, er måske en af de værste oplevelser jeg nogensinde har haft. Jeg sidder i køkkenteltet og småsnakker med kokken. Jeg tager mine klatrestøvler af for første gang i to dage. Mine tæer er kolde… og har været det på vej mod toppen og tilbage igen. Det har jeg prøvet mange gange før og følte stadig der var ”liv” og gang i dem på nedstigningen. Jeg tager støvlerne af… og ser, at jeg har forfrysning i højre fod! En forfrysning i højre storetå. Den er voldsomt hævet og har grimme vabler. Et syn som forskrækker og ikke mindst forbavser mig. Det havde jeg ikke set komme!
Status

Status er nu: Jeg har de sidste 4 dage været ind og ud af hospital og klinikker og foden er nu stabil. Der vil gå nogle uger før jeg kan gå normalt igen og foden vil den næste tid være meget følsom for kulde og andre påvirkninger. De første dage var lægen bange for at tåen skulle sættes af og infektionen skulle sprede sig. Det kommer ikke til at ske, og følelsen af stort held er igen over mig!

Jeg vil gerne sige mange tak til alle jer der har fuldt med på topas.dk og til venner og familie for den store opbakning. En kæmpe tak til Topas for deres støtte til mit projekt. Den er jeg taknemmelig for og ser frem til fremtidigt samarbejde.

Et eventyr er slut og et nyt kan begynde………

Bjerghilsner fra Jakob
Se video af Jakob på toppen af Cho Oyu

www.youtube.com
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig