Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Snapshots fra Tanzania

Forfatter: Marianne Schlelein
Ref. TZKS1010
Printvenlig version
Moshi - det første glimt af Afrika

Springland – hotellet i Moshi summer af liv – alle der bor her er enten på vej til, eller netop kommet retur fra, Kilimanjaro. Jeg er stadig kun på vej, og mærker en knugen i maven når jeg ser de beskidte og slidte mennesker der kommer retur fra turen til toppen. Hvad er det dog jeg har kastet mig ud i. Møder en stor veltrænet fyr der lige er kommet tilbage - stadig i sit støvede bjergtøj tydeligt mærket af solen i ansigtet. Det eneste han siger er at det har været ”so fucking hard”. Knuden i maven er blandet med forventningens sug, da bjergbestigningen for mig er et personligt mål. Jeg vil bevise for mig selv, at selvom jeg er meget tæt på at fylde 40 og pr. definition midaldrende, er fysikken i top. Forventningen næres da der om aftenen jubles og klappes i små grupper da der uddeles certifikater, til de der har nået toppen og jeg bliver smittet af den berusende sejrsstemning i haven på Springland.

Frygten og forventningen til de kommende dage blandes med indtryk fra Moshi - den støvede by hvor skrædderne sidder og syr på gaden på symaskiner der til forveksling ligner den min farmor har stående fra sit barndomshjem og de lokale drenge insisterende prøver at sælge billeder lavet af bananblade til os Mzungu’er. Her er der ingen grund til at prøve at lade som om man ikke er turist. Hvad mon de lokale tænker når de ser den ene bus efter den anden køre imod Kilimanjaro, fyldt med turister i det dyreste udstyr, der gladelig betaler en månedsløn for at kæmpe sig til toppen af deres bjerg. Forhåbentlig tænker de på det som en god forretning der giver lidt penge i kassen i det fattige land.
Pole Pole

Er swahili for langsomt. Jeg har hørt dette sagt mange gange her på Kilimanjaro hvor vi bevæger os langsomt fordi vi ikke kan andet. Har den største respekt for vores portere der dagligt slæber vores oppakning og telte op op op - mens vi dårligt kan slæbe os selv. De nærmest løber forbi os med 30-40 kg. på hovedet for at have lejren klar når vi kommer frem.

Dagene på bjerget har sin egen rytme, tidligt op og tidligt i seng. Vi går i vores egen rytme - snakker lidt og falder så igen hen i egne tanker. Det giver ro i sjælen kun at skulle tænke på at gå og nyde det helt fantastiske landskab der ændrer sig fra dag til dag - fra regnskov til et goldt månelandskab pyntet med de mest bizarre planter.

Det eneste der ryster den daglige rutine er tanken om at skulle over Baranco wall - den 250 meter høje klippevæg - en tanke der kan give enhver med højdeskræk ondt i maven. Jeg frygter denne opstigning mere end topnatten. Tanken om det viser sig heldigvis at være værre end selve opstigningen, kun et enkelt sted kan jeg mærke hysteriet er på vej, men bliver hjulpet igennem af vores fantastiske guider.
Hvad f... sku’ jeg egentlig her…?

Pludselig er den her - topnatten - her står vi - kl. er 23.30 - vi er allerede kommet tæt på hinanden i gruppen, vi har tisset bag de samme sten, delt vores hovedpiner og kvalmer og nu skal den endelige prøve stå. Vores fantastiske og altid positive turleder Ulrich har givet os den sidste peptalk og overbevist os om, at vi alle er i stand til at nå toppen, men at det vil blive den længste nat i vores liv, at ingen kommer op uden at lide og overvinde sig selv, og med klare instrukser om kun at tænke på os selv. En prøvelse for en fra 70 generationen som er vokset op med gruppearbejde og fællesskab som det eneste sagliggørende.

Hurtigt bliver jeg dog klar over at det er svært at tænke på noget overhovedet. Havde forestillet mig
at der var masser af tid til at tænke store tanker og tage livet op til revision i de 7-8 timer der er til toppen, men manglen på ilt og en puls det pisker af sted gør at det er svært at tænke på noget overhovedet. De første 3 timer går nogenlunde - vores gruppe går samlet - og når vi holder en lille pause synger vores lokale guider sange fra Kilimanjaro. Det er meget smukt i den heldigvis stjerneklare nat, og det kan for et par minutter tage fokus væk fra opstigningen der bare synes at blive ved og ved. Når jeg kigger op (hvilket jeg havde lovet mig selv ikke at gøre) kan jeg se pandelamper højt over hovedet på mig i det uendelige.
Den længste nat

Gruppen begynder at gå i opløsning men jeg ved at vi har guider nok med til at tage sig af alle. Jeg føler mig nogen lunde frisk endnu - lidt hovedpine og svimmelhed - men intet imod de lidelser jeg ser udspille sig langs stien. De sidste 2 timer mod Stella Point er en kamp på viljer - min og bjergets - det eneste jeg kan tænke på er at sætte den ene fod foran den anden - den ene fod foran den anden - den ene fod foran den anden. Jeg følger stadig med Nicolas, vores lokale first guide der går forrest og jeg går i en trancetilstand mens jeg kigger på hans store støvler der bliver ved og ved med at gå opad - pole pole - og jeg ved at hvis jeg giver slip kommer jeg ikke op. Det er det eneste der er plads til i mit hoved - giv ikke slip - du SKAL op. Pludselig er vi nået Stella Point - og kan se den orange stribe i horisonten der varsler solopgang. Jeg kan ikke kende min egen stemme da jeg med tårer i øjnene spørger en af vores guider ”Is this really Stella Point” …. den længste nat er ved at være forbi..

Selvom jeg ikke synes det er mere at give af, er det som at få et skud ny energi da det bliver lyst, en time og 15 minutter til Uhuru Peak – jeg kan se at den alt for stejle sti der har ført os til Stella Point er slut og turen videre til Uhuru Peak går ad jævnt stigende klippe. Er glad for at se at nogen fra min gruppe hænger på endnu og håber de andre er på vej. Fremme ved skiltet på Uhuru Peak som har stået som det ultimative mål, bliver de obligatoriske billeder taget. Sejrsrusen udebliver … Shubiduas sang lyder i mit hoved .. ”står på en alpetop - nu er jeg endelig kommet helt herop - hvad fanden sku’ jeg egentlig her”. En dyb glæde over at have nået mit mål indfinder sig i løbet af et par dage. For mig var det processen, kampen op ad bjerget, overvindelsen af mig selv, udfordringen af min udholdenhed, de ting jeg så i løbet af natten på vej op som står printet i min hukommelse - det er det der giver mig sejrsrusen og ikke det at stå ved skiltet på Uhuru Peak.
Serengetti betyder uendelig

Hanløven står 2 meter fra bilen og kigger lige på mig med sine ravgule øjne. Jeg når at tænke at der jo faktisk ikke er noget der afholder den fra at hoppe ind i bilen, inden den går videre forbi bilen med den særlige arrogance og elegance som løver har. Vi har set så mange løver på disse dage i Ngorongoro og Serengetti - utroligt smukke majestætiske hanløver det skridter territoriet af, hunløven der slæber en gnu på størrelse med sig selv, lige forbi bilen, hjem til sine unger, løvefamilien der ligger og soler sig på en stor træstub. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på disse dyr der dårligt værdiger vores Land Cruisers et blik.
Byttet er fanget

Så meget som det nu er muligt når man står i en kortege af 4-hjulstrækkere med et lydtapet af klikkende kameraer, bliver man et med livet på savannen. Ser de fredeligt græssende Thompson gazeller i solopgangen, og glæder sig over at de har overlevet natten. Girafferne der går ensomme omkring og spiser af akacietræerne - en eftermiddag har vi besøg af en giraf i baghaven i vores Wild Camp som virkelig lever op til drømmen om en Wild Camp. Her er der ingen hegn der holder dyrene ude, kun en teltdug og vores - ikke helt klippefaste - tro på at dyrene kender forskel på our space og their space. Vi ser elefanter i store og små flokke, der virker så menneskelige at jeg tror de kunne tale til mig hvis de ville. Selv de stinkende flodheste har deres plads her på savannen. Det er fantastisk at være omgivet af vilde dyr i deres eget miljø dag og nat. Om natten kan vi høre hyænerne tæt ved lejren, en nat kan jeg høre de pusler lige uden for teltet og glæder mig over at det er toilet i teltet. Man bliver i den grad en del at dette fascinerende skuespil der udspiller sig hver dag, at selv jeg - som ikke kan holde ud at se et naturprogram hvor dyr bliver dræbt - håber på at vi får set ”the kill” en naturlig del af livet på savannen.

Jeg holder vejret i ærefrygt når den store hanløve går forbi, kigger med respekt på bøflen som står og stirrer på os og ikke rigtig ved om den vil angribe eller stikke af. Jeg gribes om hjertet når jeg ser elefanterne som altid ser lidt triste ud - jeg tror de ved hvor mange af deres artsfæller der i tidens løb er blevet dræbt for elfenben. Jeg morer mig over studsene der danser parringsdans og over alle de mange ”Pumbaer” der løber med halen i vejret som taget ud af en Disneyfilm. Hvad er mit ynglingsdyr - det er svært at sige, men måske er det Thompson gazellerne som er madpakker for så mange af rovdyrene, men som alligevel står og logrer med deres små haler hele dagen mens de græsser. En ting står dog lysende klart for mig - det er ikke sidste gang jeg er på safari - og jeg er ikke sikker på at jeg nogen sinde vil gå i en zoologisk have og se på dyr bag tremmer igen.
Hvor peberet gror

”Hey sister, you buy this one? I have CD… jambo… jambo bwana” Vi er kommet til Stonetown på Zanzibar. Her er vi ikke længere tilskuere til kampen på liv og død på savannen, her er vi byttet der skal lænses for vores shillings, og vi spiller gladelig med. Installeret på det smukkeste hotel der hensætter os til forgangne tider med himmelsengen og antikviteter i alle hjørner er vi pludselig i en anden verden. Minaretten vækker os tidligt og vi går rundt i de smalle gader med små butikker og tilslørede kvinder og kan næsten mærke slavernes lidelser på det der tidligere var Zanzibars slavemarked. Vi bruger meget tid i basaren - måske lidt for meget da vi efter et par dage bliver mødt med tilråb som ”Hey Denmark” og ”you buy more wood animals today”.

Zanzibar lugter af mystik og krydderier og vi ser peberet gro, vaniljen der modnes, ananas der på magisk vis vokser op ad jorden, kanel der skæres af bark og ingefær der vokser i skovbunden. Vi besøger House of Wonders og Sultanens palads hvor tidligere tiders haremer havde hjemme. Vi drikker Konyagi med tonic - den lokale udgave af gin og tonic som smager fantastisk når solen går ned.
Og tiden står stille

Sidder i en Dhow - den traditionelle træbåd - med sejlet sat og blunder mens vi sejler langs Zanzibars kyst tilbage mod Kendwa beach hvor der bliver slappet af de sidste dage. Sandet er hvidt og vandet er krystalklart og en flok delfiner har vist deres færdigheder rundt om båden. Sjælen er langsomt ved at falde til ro ovenpå 3 ugers konstante indtryk. Det er svært at komme ned i gear og endnu sværere at indstille sig på at dette eventyr er ved at være slut. Jeg har stadig ikke helt vænnet mit højeffektive europæiske sind til det afrikanske tempo hvor tingene tager lidt længere tid men hvor humøret for det meste er højt. Husker besøget i en masailandsby hvor ”høvdingens søn” uden at blinke fortalte om hvor modige masaierne er og at de da lige havde dræbt 5 løver dagen før. God historie hvis ikke det var fordi at der stod 5 granvoksne masaikrigere i deres røde kangaer og storfnisede imens den blev fortalt. Et fantastisk billede på den afrikanske humor. Jeg giver slip på noget mental bagage ud over det indiske ocean som jeg sidder der i båden - denne tur har givet mig store oplevelser. En tro på at man kan hvad man vil - bare man bliver ved med at sætte den ene fod foran den anden - et indblik i en fantastisk natur hvor den stærkeste overlever og jeg har mødt nogen fantastiske mennesker der har delt disse oplevelser med mig. Jeg bærer jer i hjertet . Eventyret lever.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig