Ny tur

Colombia – Højlandets bjerge, kaffeplantager, jungletrekking og den Caribiske kyst

19 dages rundrejse med masser af vandring for den eventyrlystne i naturskønne og kulturstærke Colombia, Latinamerikas mest oversete land.

Se afgange
Rejsen Kort Dagsprogram Praktisk Info Pakkeliste

Rejsen Kort

På denne rundrejse kommer du vidt omkring i et land med yderst varierede naturlandskaber og en forbløffende mangfoldighed. Dagsvandringer blandt tårnhøje palmer, til kolibrier, i kaffeplantager og søhøjland kulminerer med et spektakulært trek gennem tropisk jungle til de godt gemte ruiner ’Ciudad Perdida’ (den fortabte by) fra Tayrona civilisationens storhedstid. I Colombia får du hele paletten, med undtagelse af turiststrømmen.

Selv i byerne skal du ud at røre benene, men her er det nok nærmere den linde strøm af farverige huse og velbevarede palæer fra landets omfattende kolonitid, der tager din opmærksomhed. Sidst men ikke mindst kan du glæde dig til at møde verdens mest elskelige befolkning. Colombianerne er både gæstfrie, humørfyldte og stolte af deres land, som de er ivrige efter at vise dig.

Dagene, hvor Colombia var sidestillet med nådesløse narkobaroner, er ovre og landet er godt i gang med at ryste fortidens skræmmende ry af sig. Nu er det sangeren Shakira og ikke Pablo Escobar, som tegner landets ansigt udadtil. Colombia er det nye sort for eventyrlystne og nysgerrige globetrottere. Kom med nu og nyd den jomfruelige turisme, inden omverdenen for alvor får øjnene op for Colombias udelte charme og herligheder.

VENLIGST BEMÆRK: Den første afgang af turen, ref. COAR1901 er en pionértur.

Glæd dig til

  • Vandring blandt 60 meter høje palmer i Cocoradalen
  • Overnatning på en fungerende kaffefarm omgivet af kaffebuske, bananpalmer og et rigt fugleliv
  • Fire dages vandring gennem frodig jungle til Tayrona civilisationens Ciudad Perdida
  • Vandring og snorkling på den postkort-perfekte Caribiske kyst
  • En eksplosion af farver og udsmykning på husene i byerne Salento og Guatapé
  • Kontraster i flæng og stor variation i landets natur, kultur, klima og arkitektur
  • Cartagena de Indias – Latinamerikas mest livlige og atmosfærefyldte by
  • En kulørt rejse med unikke oplevelser, der sender alle dine sanser er på overarbejde

Rejseberetning fra Colombia

Læs her om turudvikler Camilla Hvalsøes bedste øjeblikke, da hun tog på research i Colombia for at udvikle vores rundrejse, og om begejstringen for dette spændende rejsemål.

Program

Dag 1 til 2. Hovedstaden Bogotá - bjergtoppen Monserrate og byrundtur

  • Med fly til Bogotá, Colombia
  • Til toppen af Monserrate – Bogotá byrundtur – Botero, guld & smaragder

Dag 3 til 6. På kaffeeventyr i det centrale Andes

  • Til Salento i kaffelandet - Byen med de tusind farver – ’Tejo’ konkurrence
  • Vandring i Cocoradalen – Tårnhøje palmer og tropisk tågeskov – Willy Jeeps og ørred
  • Vandring og kolibrier i Río Blanco Reservatet – Vandring fra Alto Tablazo til kaffefarm
  • Den store Kaffetur – Eftermiddag fri til barista, kakao, vandring eller en tur i poolen

Dag 7 til 9. Vandring i Guatapé og udforskning af Medellín

  • Med fly til Antioquia – Transfer til ’søhøjlandet’ Guatapé
  • Vandring i Guatapé – Transfer til Medellín i hjertet af ’Paisa’ landet
  • Medellín – Botero, Metro, Svævebane & Escobar – Vandring til Sukkerbrødstoppen

Dag 10 til 15. Jungletrek, naturpark og Den Caribiske Kyst

  • Med fly fra Medellín til Santa Marta og den Caribiske kyst
  • Ciudad Perdida Jungletrek: Fra El Mamey til Cabaña de Adán
  • Ciudad Perdida Jungletrek: Fra Cabaña de Adán til Paraiso Teyuna
  • Ciudad Perdida Jungletrek: Besøg Ciudad Perdida - Fra Paraiso Teyuna til Mumake
  • Ciudad Perdida Jungletrek: Fra Mumake til El Mamey – Transfer til kysten
  • Tayrona Nationale Naturpark & Den Caribiske Kyst – Vandring & snorkling

Dag 16 til 19. Cartagena de Indias og afsked med Colombia

  • Transfer til Cartagena de Indias – Latinamerikas mest levende by
  • Cartagena cykeltur – Bymuren, graffiti, Getsemani og den historisk bydel
  • Hjemrejse – Med fly fra Cartagena til nord
  • Hjemkomst til Danmark

Se det detaljerede dagsprogram her

Rundrejser med Topas

Hos Topas har vi lavet vores egen fortolkning af den klassiske rundrejse. Læs mere om hvad vi gør for at give dig det bedste eventyr samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokalguide på vandreturene
  • Flyrejse København – Bogota / Cartagena – København
  • Tre indenrigsflyvninger (til Armenia / til Medellin / til Santa Marta)
  • Alle transfers og transport ifm. programsatte aktiviteter
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Indgang/tilladelser til national og naturparker jf. programmet
  • Cykelleje i Cartagena
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (ca. USD 20-25 per måltid)
  • Drikkepenge (beregn ca. USD 100)
  • Indgange til museer, ’tejo bar’ og lignende
  • Udgift til aktiviteter på fridage
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Evt. tillæg for enkeltværelse DKK 6.000

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Maks. antal deltagere på rejsen: 16

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Beskrivelse af overnatningssteder
  • Lidt om vandreturene

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Med fly til Bogotá, Colombia

Vi lander i Colombias hovedstad, Bogotá, der ligger på et højt plateau i 2.650 m. i den østligste gren af Andesbjergene og få grader nord for ækvator. Byen blev grundlagt i 1538 og er i dag Colombias største finansielle, politiske og kulturelle centrum. Bogotás udvikling er gået langsomt, da indbyggerne (lokalt kendt som cachacos) altid har sat en ære i at bevare deres kultur. Velholdte, udsmykkede palæer og kirker fra den spanske kolonitid præger derfor bybilledet sammen med nye, høje og statslige bygninger. Siden 1940 har byen haft stor søgning af folk fra landet og i dag bor der omkring 8 millioner i denne livlige metropol.

Vi inkvarteres på hotellet og går efterfølgende en lille tur i nabolaget for at strække benene efter flyturen og vænne os til højden.

-/-/-

Dag 2. Til toppen af Monserrate – Bogotá byrundtur – Botero, guld & smaragder

Vi vågner sikkert tidligt, parate til at kigge nærmere på omgivelserne. Dagen starter med en god gåtur 1.500 trapper og 510 højdemeter op til bjergtoppen Monserrate, hvis kirke Santuario de Monserrate årligt tiltrækker adskillige pilgrimme. Turen tager knap to timer og panoramaudsigten over Colombias endeløse hovedstad, omgivet af grønne bjergsider, bliver bedre og bedre jo tættere på toppen vi kommer. Monserrate har i århundreder været et spirituelt sted og det astronomi-orienterede Muisca folk, der beboede Bogotá før koloniseringen, havde allerede dengang et tempel på toppen. Vi nyder udsigten, inden en kabelbane på få minutter tager os ned igen fra toppen.

Inden frokost tager lokalguiden os med på tur rundt i Bogotás ældste og mest attraktive kvarter, La Candelaria, hvor farverige boliger, historiske kolonibygninger og masser af kunstnerisk graffiti toppes om din opmærksomhed. Vi besøger også den gigantiske plads, Plaza de Bolivar (opkaldt efter det sydamerikanske kontinents berømte uafhængighedskæmper), hvor det hvirvler med mennesker, gadesælgere, lamaer og duer.

Efter frokost er eftermiddagen fri til at udforske på egen hånd. Vi kan varmt anbefale et besøg på Botero museet tæt på Plaza Bolivar, som har en af Latinamerikas største og mest fantastiske samlinger af moderne kunst. Ikke mindst de mere end hundrede ’buttede’ malerier og skulpturer af Fernando Botero selv – Colombias mest berømte kunstner. Er du mere til glimmer er enten Guld eller Smaragdmuseet oplagte muligheder. Eller måske du bare har lyst til at slå dig ned på en café og nyde byens liv i selskab med den første af mange kopper ægte, uovertruffen colombiansk kaffe.

M/F/-

Dag 3. Til Salento i kaffelandet - Byen med de tusind farver – ’Tejo’ konkurrence

Vi flyver i dag mod vest og lander i Armenia i det centrale Andes. Områdets bjergrige terræn og tropiske klima er yderst velegnet til dyrkning af kaffe og det er fra de tre regioner Caldas, Risaraldas og Quindío (også kendt som ’Zona Cafetera’ eller Triángulo Del Café), at Colombias prisbelønnede Arabica kaffe kommer fra. Fra Armenia kører vi den korte tur til byen Salento (1.900 m.o.h) i kaffetrekantens største og sydligste region Quindío.

Salento er en yderst fotogen by med sine smalle, bakkede gader, frodige omgivelser og eksplosion af farver på husenes overdådigt udsmykkede balkoner og døre. I byen bor knap 4.000 mennesker – et antal der snildt fordobles i weekenden, da Salento af gode grunde er et populært udflugtsmål. I løbet af ugen er byen langt mere fredelig og kaffebønder med vejrbidte ansigter, ponchoer og hvide cowboyhatte i hestevogne eller jeeps dukker op i gadebilledet.

Vi har to overnatninger i Salento og efter vi har afleveret bagagen på hotellet, går vi ud i byen. Fra hovedgaden Calle Real kan man følge 200 trapper op til et udsigtspunkt, hvor skræppende papegøjer flakser rundt i duftende eucalyptustræer. Mod syd ligger Salento by for vores fødder og mod nord den frodige dal, hvor Quindíofloden fra Los Nevados bjergene slanger sig gennem landskabet.

Efter aftensmad på en af byens restauranter er det blevet tid til at mænge os lidt med de lokale og backpackerne over et spil billiard eller ’tejo’. Tejo er Colombias nationalsport (sammen med fodbold) og minder lidt om at spille dart. Dog er pilen skiftet ud med en ét kilo-tung jern puck, dartskiven med en leret forhøjning på gulvet og bulls eye med en lille pakke kraftigt krudt. Tejo hænger uløseligt sammen med en lokal øl til at skylle krudtrøgen ned og nerverne væk.

M/-/-

Dag 4. Vandring i Cocoradalen – Tårnhøje palmer og tropisk tågeskov – Willy Jeeps og ørred

Dagligdagen i Salento starter ved første morgengry, så for alle fotointeresserede anbefales det at stå tidligt op og gå på oplevelse i byen inden morgenmaden. Lyset på de farverige facader er helt specielt, der fejes livligt i gaderne og børn er på vej i skole enten til fods, på cykel eller bagpå ladet af en bil, hestevogn eller scooter.

Efter en sidste kop lokalbrygget morgenkaffe på hotellet, stiger vi på et hold brummende firehjulstrækkere, Salentos berømte ’Willy Jeeps’, som vil bringe os en god halv times kørsel øst for byen til den gudesmukke Cocoradal og dagens vandring. Cocoradalen er hjemsted for Colombias nationaltræ – den 45-60 meter høje vokspalme (Ceroxylon quindiuense), som gror i 2 - 3.000 m.o.h. i Colombias centrale og østlige Andes samt i det nordlige Peru.

Dagens vandring starter i åbent terræn på rød jordvej med udsyn til dalens første, tårnhøje palmer. Inden længe lukker omgivelserne sig til omkring os og vi kommer ind på smal bjergsti i frodig, tropisk tågeskov med masser af fuglekvidder i trækronerne. Vi går på begge sider af Quindíofloden, som skal krydses ikke mindre end ni gange på ’Indiana Jones lignende’ hængebroer, mens vi stiger i højderne op mod Casa de Montaña (bjerghus) i 2.900 m. Her er vi over trækronerne og udsigten ned over tågeskoven er helt fænomenal.

Fra Casa de Montaña er vi tilbage på jordvej ned mod Cocoradalen. Snart dukker palmerne op igen i landskabet og denne gang kommer vi helt tæt på. Vokspalmen er et fantastisk og nærmest ’svimlende’ syn – især når man fra palmens bund kigger de mange meter direkte op mod topper i håbet om at få øje på den sjældne, guløret papegøje (Ognorhynchus icterotis), der bygger rede i palmernes hule stammer.

Willy Jeeps kører os tilbage til Salento, hvor sen frokost med lokalfanget ørred venter. Resten af dagen er fri til at slappe af, drikke kaffe, spille tejo eller kigge på det store udvalg af souvenirbutikker.

Dagens vandring: Ca. 14 km / 4T / + 683 højdemeter / - 683 højdemeter / max. højde 2.915 m.

M/F/-

Dag 5. Vandring og kolibrier i Río Blanco Reservatet – Vandring fra Alto Tablazo til kaffefarm

Vi forlader Salento forholdsvis tidligt og har godt to timers kørsel mod nord til Manizales området og dagens første af to vandringer i det lille og godt gemte Reserva Ecológica Río Blanco.

Reservatet inkluderer cirka 3.600 hektar tågeskov med høj biodiversitet og er hjemsted for mange truede arter, herunder den sky og desværre sjældent sete Andesbjørn (Brillebjørn). Til gengæld skulle det være muligt at se en fugl eller ti i reservatet, hvor der indtil videre er optalt mere end 350 arter, herunder 13 endemiske for Colombia. For os ’amatørornitologer’ er det bedste sted at kigge fugle ved reservatets charmerende Casa de Montaña, som vi kommer til efter knap to timers vandring. Her summer det omkring de ophængte fodrehuse med kolibrier i flere udgaver - inklusiv den blikfangende Langhalede Sylph. Vi spiser frokost i Casa de Montaña, mens vi nyder synet af (og febrilsk forsøger at fotografere) de mange kulørte fugle.

Efter frokost og knap en times vandring tilbage til reservatets indgang, fortsætter vi i bus til den halvtomme by Alto Tablazo, der ligger højt placeret over kaffeplantagerne i dalen. Herfra går vi på jordvej ned gennem plantagerne til en af regionens kaffefarme og vores næste overnatningssted. Den første del af vandringen byder på store udsigter ud over det bakkede terræn. Længere nede i dalen kan vi på tættere hold studere kaffeplanterne og ikke mindst nyde vandringen gennem de smukke bananplantager (plantains) tættere på kaffefarmen.

Vi har to overnatninger på kaffefarmen, som er et yderst charmerende sted i områdets typiske arkitektur. Ydermere ligger farmen langt væk fra alfarvej i de mest naturskønne omgivelser i en blanding af vild natur og opdyrkede kaffemarker.

Dagens vandring 1: Ca. 7 km / 3T / + 325 højdemeter / - 325 højdemeter / max. højde 2.583 m.
Dagens vandring 2: Ca. 6,7 km / 2T / + 59 højdemeter / - 670 højdemeter / max. højde 1.748 m.

M/F/-

Dag 6. Den store Kaffetur – Eftermiddag fri til barista, kakao, vandring eller en tur i poolen

I dag skal det selvfølgelig handle om kaffe. Efter al sandsynlighed kom kaffeplanten til Colombia med jesuitpræster i det 17. århundrede, og i dag er Colombia verdens tredje største kaffeproducent efter Brasilien og Vietnam. Colombiansk kaffe (100% ren Arabica) er kendt for at være blandt den bedste i verden med en fyldig og perfekt afbalanceret smag. Den rige, vulkanske jord i de tørre bjerge i Colombia skaber ideelle betingelser for dyrkning af kaffe af høj kvalitet og landet bryster sig med at plukke bønner ved håndkraft fremfor maskiner.


Vores formiddag går med en godt tre timers indføring i kaffens verdensomspændende historie og farmens egen produktion af kaffe fra spæd plante til brygning. Også fysisk kommer vi farmen rundt, så vi på tæt hold kan se, røre, smage og føle os hele vejen gennem kaffebønnens liv.

Efter frokost er der dømt fri leg eller ren afslapning i de skønne omgivelser. Er du hardcore kaffefan er dette måske din chance til at tage et mini-barista kursus. Måske du hellere vil lære lidt om chokolade i en ’Bønne til Bar’ workshop? Der er også mulighed for en kortere, selvguidet vandre- eller fugletur i området. Og endelig kan en behagelig liggestol ved poolen under palmer og fuglekvidder måske også friste.

Aftensmaden nydes endnu engang i den hyggelige spisestue.

M/F/A

Dag 7. Med fly til Antioquia – Transfer til ’søhøjlandet’ Guatapé

Et mindre fly bringer os i dag længere mod nord og fra regionen Caldas til Antioquia. Efter ankomsten fortsætter vi i bus mod øst til Guatapé, der nærmest kan beskrives som et slags ’søhøjland’.

Guatapé var overvejende landbrugsland, indtil man i slutningen af 1960’erne besluttede at bygge et vandkraftværk og området blev oversvømmet for at gøre plads til en stor dæmning. Projektet var meget omdiskuteret og havde selvfølgelig store konsekvenser både socialt og kulturelt for områdets daværende indbyggere. En utilsigtet sidegevinst ved opførelsen af dæmningen er til gengæld det nuværende spektakulære landskab, dæmningen skabte, som i dag tiltrækker mange besøgende til Guatapé. Så langt øjet rækker springer klynger af små, frodige øer op fra den turkise sø.

Men det er ikke kun landskabet, som gør Guatapé et besøg værd. Stemningen i den lille by (ca. 4.000 indbyggere) er helt speciel hyggelig og attraktiv ikke mindst på grund af sine kulørte huse. I Guatapé har indbyggerne taget udsmykningen af facader et skridt videre end i Salento og bibeholdt datidens tradition med at dekorere sit hus med en historie – de såkaldte zócalos - der primært er relateret til familiens tro, virke eller datidens liv som bonde.

Vi har en overnatning i Guatapé og derfor god tid til at nyde både landskab og landsby. Efter vores ankomst hen på eftermiddagen går vi først en tur rundt i den kuperede by og kigger på zócalos. Herefter kan man vælge at tage sig en tur i en farverig tuk-tuk eller nyde byens liv fra en af de mange overdækkede, udendørs cafeer, hvor kaffen serveres i fine porcelænskopper ofte ledsaget af en hjemmebagt småkage eller to.

Vi spiser til aften på en restaurant i byen – gerne én med udsigt over søen.

M/-/-

Dag 8. Vandring i Guatapé – Transfer til Medellín i hjertet af ’Paisa’ landet

Vi vil i dag udforske Guatapés landskaber med en vandretur, der tager os gennem tæt og frodig tropeskov, over floder og vandløb, gennem små, uforstyrrede landbrug og ind i dalen omgivet af søhøjlandets smaragdgrønne bjerge. Vandring er ikke et velkendt fænomen i Colombia, så man skal ikke forvente velholdte eller godt afmærkede stier på dagens vandring. Til gengæld er oplevelserne det mere overraskende og vi har en lokalkendt guide med, som kender vejen. Vi spiser frokost undervejs på vandringen, som er en tur på omkring fem timer.

Først på eftermiddagen forlader vi Guatapé og har godt to timers kørsel tilbage mod vest og Medellín.
Medellín er med sine 2,5 millioner indbyggere Colombias andenstørste metropol. Og en by født på ny. Tilbage i 1980’erne var byen centrum for kokainhandel og kendt som verdens mest voldelige by. I dag er Medellín stoltheden selv og - ikke mindst takket være en fremsynet borgmester - en innovativ og dynamisk by, ivrig efter at ryste sit gamle omdømme af sig og skabe nye muligheder og bedre levevilkår for alle sine indbyggere.

Medellín ligger i hjertet af ’Paisa’ land, som både betegner et geografisk område (Antioquia) og dets befolkning. På trods af, at Colombia er ét land, er befolkningen meget forskellig. Paisa stammer fra de hårdtarbejdende bønder i Andesbjergene. Et liv som krævede, at man var både flittig, opfindsom og omstillingsparat, tilsat en god portion humor, for at overleve. Paisa har altid et øje på en bedre fremtid og Medellín er så gennemsyret af Paisa kultur, at man selv som besøgende hurtigt fornemmer den fart byen har på mod ’nye og bedre tider’ og ikke kan undgå at rives med i begejstring.

Vi overnatter på et mindre hotel i bydelen El Poblado.

Dagens vandring: Ca. 10 km / 5T / + 450 højdemeter / - 490 højdemeter / max. højde 1.918 m.

M/F/-

Dag 9. Medellín – Botero, Metro, Svævebane & Escobar – Vandring til Sukkerbrødstoppen

I dag skal vi se nærmere på Medellin – først nede i byens mylder og senere på vandring op til områdets bedste udsigtspunkt over byen, Cerro Pan de Azucar, som betyder sukkerbrødstoppen.

Vores første stop bliver Botero Plaza og det imponerende kulturpalads i byens gamle kvarter, hvor 23 bronzeskulpturer af Fernando Botero (født i 1932 i Medellín) er stillet op udendørs på pladsen. Skulpturerne skildrer mennesker eller figurer i overdrevne størrelser og har enten et politisk eller humoristisk budskab. Det siges at bringe held eller kærlighed at gnide på figurerne.

Herefter skal vi ud at køre med metro og dernæst svævebane op til Santo Domingo kvarteret. Det lyder måske ikke så eksotisk for os i Skandinavien, men for indbyggerne er den spritnye metro og svævebane ikke blot transport, men også et symbol på de nye tider, hvor de fattige i byens udkant inkluderes fremfor at ekskluderes. Santo Domingo har altid været et af Medellíns fattigste områder og det var her Pablo Escobar i sin tid primært rekrutterede sit mandskab. Kvarteret er på trods et spændende mix af faldefærdige ejendomme beklædt med graffiti, kaotiske el-ledninger, nye legepladser og et hav af små, liflige street-food stande.

Vi får en lille pause fra bylivet på dagens vandring, som tager os op gennem parken Arvi Parque og videre til toppen af Cerro Pan de Azucar (2.138 m.). Udsigten herfra udover Medellín er utvivlsomt områdets bedste. Byen ligger i et smørhul i Aburrádalen midt i de centrale Andes og spreder sig, så langt det er muligt, op ad dalens sider, indtil de bliver for stejle til at bygge på og træerne tager over.

Et behørigt sidste stop på vores dag i Medellín er kirkegården Cemetario Jardins Montesacro, hvor den ultrakriminelle, berygtede og hensynsløse Medellin Cartel-leder, Pablo Escobar, hviler i idylliske omgivelser. Han blev skudt og dræbt af politiet under flugt i december 1993. Trods Medellíns ønske om at vende ryggen til denne æra, lægges der stadig friske blomster næsten dagligt på hans gravsted…

Dagens vandring: Ca. 9 km / 2,5T / + 803 højdemeter / - 130 højdemeter / max. højde 2.138 m.

M/F/-

Dag 10. Med fly fra Medellín til Santa Marta og den Caribiske kyst

En flyvetur fra Medellín (normalt via Bogotá) tager os nordpå i landet og vi skifter nu scene fra by og bjerge til kyst og jungle. Skiftet er dramatisk. Ikke kun i landskabet men også i den fugtige varme, som vælter os i møde i ankomsthallen helt flyfriske fra Medellíns altid behagelige forårstemperaturer. Vi finder hurtigt klipklapperne frem og skruer godt op for airconditionen på busturen til overnatningsstedet, som ligger en god times kørsel mod øst fra lufthavnen.

Her indkvarteres vi på vores hotel, som er det helt rigtige sted at akklimatisere til de nye forhold. Vi befinder os midt i tropisk jungle, tilbagetrukket fra vejen og alligevel så tæt på havet, at en 15 minutters gåtur gennem hotellets botaniske have tager os direkte til kysten, hvor det Caribiske Havs kraftige bølger banker ind på stranden. Fra hængekøjen på værelsets terrasse kan man nyde synet og lyden af kvidrende fugle flakse rundt i trækronerne og bliver selv denne inaktivitet for varm, byder poolen på en frisk dukkert måske efterfulgt af en piña colada, som smager langt væk af ferie. Hvis du synes, det er svært at forlade dette gudsbenådede sted, kan du trøste dig med, at vi vender tilbage og har hele to overnatninger her efter jungletrekket.

M/-/-

Dag 11. Ciudad Perdida Jungletrek: Fra El Mamey til Cabaña de Adán

Hovedparten af vores bagage stilles i opbevaring på hotellet og kun vores dagstursrygsække med de mest essentielle fornødenheder skal med os på trek de næste fire dage i junglen. Et hold firehjulstrækkere tager os til landsbyen El Mamey med et stop undervejs til papirarbejde og trekkingtilladelser. Vi spiser frokost i El Mamey på en lille restaurant og så er vi endelig klar til at kaste os ud i jungleeventyret.

Fra El Mamey har vi 3-4 timers vandring foran os. De første par timer følger vi en bred jordvej, hvor der kan være en del aktivitet af heste, muldyr, knallerter og lokale bønder samt andre trekkere enten på vej ind eller ud af junglen. Landskabet er relativt åbent på denne del af turen, men udsigterne til tæt, grøn vegetation og måske et overdøvende brøl fra brøleaberne indikerer, at vi er på vej ind i junglens dyb. Det går pænt op ad bakke og vi tager det stille og roligt i den lune tropeluft. Omkring en time før vores første lejr bliver stien smallere, den lyse jord ændrer sig til rødligt ler og den lange, seje opstigning skiftes ud med en stejl nedstigning. Vi krydser hængebroen over Buritacafloden og ankommer til vores første overnatningssted, Cabaña de Adán.

Her bliver vi budt velkommen med et glas friskpresset juice, får tildelt hver vores køje og så er det i badetøjet og afsted til floden og campens naturlige pool, hvor vi kan lade vores varme kroppe synke ned i det iskolde, krystaklare vand. Hygge omkring bordet med et fantastisk aftensmåltid slutter dagen og vi kryber tidligt til køjs under det beskyttende myggenet og falder i søvn til lyden af kvækkende frøer og andre ukendte junglestemmer.

Dagens vandring: Ca. 10 km / 3,5T / + 575 højdemeter / - 287 højdemeter / max. højde 626 m.

M/F/A

Dag 12. Ciudad Perdida Jungletrek: Fra Cabaña de Adán til Paraiso Teyuna

Kort før solopgang og i pandelampernes skær pakker vi rygsækkene og os selv til en ny dag i junglen. Efter et fyldigt morgenmåltid er vi på vej og forude venter en dejlig lang vandredag i et af verdens smukkeste junglelandskaber.

Fra lejren følger vi stien langs floden, til tider over glatte sten, så stilheden er præget af koncentration. Inden længe går det op i terrænet, som åbner sig med de flotteste udsigter over det kuperede og uendelige, grønne landskab, der dog fra tid til anden brydes af farverige blomster på buske og træer.

I løbet af formiddagen passerer vi en Kogui bosættelse med de traditionelle og velkonstruerede runde hytter af sten, mudder og strå. Kogui (der på deres sprog betyder jaguar) er en isoleret, tidlig colombiansk civilisation, der lever i pagt med naturen i Sierra Nevada de Santa Marta. De betragter sig selv som verdens beskyttere af Moder Jord og er nok de mest autentiske miljøforkæmpere, du nogensinde vil støde på. Vi har sikkert allerede stiftet bekendtskab med Kogui, som iført hvide tunikaer, en vævet skuldertaske og deres knaldsorte hår samlet i en hestehale, indimellem dukker op på stien ind mod Ciudad Perdida.

Frokosten nydes i Mumake camp og vi forsætter derefter vores vandring, der starter ud forholdsvis blidt (så frokosten kan nå at lægge sig) inden endnu en lang og vedholdende opstigning tager os op langs de frodige bjergsider. Omkring en halv time før næste lejr krydser vi floden og følger derefter en smal sti over flodbredden til Camp Paraiso Teyuna.

Camp Paraiso Teyuna ligger i ret idylliske omgivelser, relativt åbent og tæt ved floden med et vandfald lige om hjørnet. Som ved de øvrige camps er her ligeledes en naturlig pool, hvor vi kan køle af inden aftensmaden.

Dagens vandring: Ca. 22 km / 8T / + 1.160 højdemeter / - 765 højdemeter / max. højde 859 m.

M/F/A

Dag 13. Ciudad Perdida Jungletrek: Besøg Ciudad Perdida - Fra Paraiso Teyuna til Mumake

Med kun det allermest nødvendige i rygsækken sætter vi efter en tidlig morgenmad ud mod trekkets endelige mål – Tayrona civilsationens ’forsvundne by’ Ciudad Perdida. Vi skal igen krydse floden og herefter forcere omkring 1200 stentrapper op ad Cerro Corea bjergets stejle skråning, før vi efter et par timers vandring endelig står i hjertet af det imponerende Ciudad Perdida kompleks.

Som oplevelse bliver trekket ind til Ciudad Perdida ofte sidestillet med Inkastien ind til Macu Picchu. Selve ruinerne af Ciudad Perdida er på ingen måde så prangende som Machu Picchu. Til gengæld ligger de i de mest naturskønne omgivelser og er - uden Machu Picchus store folkemængder - en langt mere fredfyldt, og nærmest eksklusiv oplevelse. Stedet oser af mystik og bygningsværket af beskeden storhed bygget i dyb respekt for naturen.

Kendskabet til Tayronaerne er stadig begrænset, men vores trekking guide vil fortælle, hvad arkæologerne indtil videre har opdaget om Ciudad Perdidas funktioner og kulturens historie og levevis. Herefter har vi tid til selv at slentre op og ned ad de mange stentrapper og nyde udsigten over de mange niveauinddelte, runde terrasser omgivet af jungle og palmer.

Tilbage i Paraiso Teyuna spiser vi frokost og begynder vandringen tilbage til Mumake Camp, hvor vi har vores sidste overnatning i junglen.

Dagens vandring: Ca. 17 km / 7T / + 695 højdemeter / - 1.081 højdemeter / max. højde 1.345 m.

M/F/A

Dag 14. Ciudad Perdida Jungletrek: Fra Mumake til El Mamey – Transfer til kysten

Vi skal i dag ud af junglen til El Mamey, hvor vi startede trekket. Selvom sporet er det samme som på udturen, ser man altid noget andet på tilbageturen. De første dage i junglen overvældes man af al den tætte vegetation og ’kan ikke se skoven for bare træer’. Men efter et par dage bliver man bedre til at skelne nuancerne i alt det grønne, små blomster i skovbunden, specielle insekter der summer forbi eller fugle gemt i trækronerne.

En af Sierra Nevada de Santa Martas mest iøjnefaldende arter er den gigantiske, turkisblå Morpho sommerfugl, der med sit 20 centimeter brede vingefang er en af verdens største sommerfugle og svær at overse. Den ses ofte vimse rundt ved vandløb og i åbninger i skoven.

Ved Cabaña de Adán holder vi en pause med frugt og lidt koldt at drikke. En stejl opstigning tager os i løbet af en god halv time tilbage til den brede sandvej og den begyndende trafik af små motorcykler tager os mentalt tilbage til civilisationen. De sidste par timer går det konstant ned af bakke og lige når lårbasserne ikke vil dét længere, ankommer vi i El Mamey. Her spiser vi frokost og først på eftermiddagen køres vi tilbage til hotellet med de hyggelige bungalows ved den Caribiske kyst.

Resten af dagen er afsat til at slappe af, en tur i poolen og måske en lur i liggestolen eller hængekøjen, inden vi spiser til aften i hotellets hyggelige restaurant.

Dagens vandring: Ca. 19 km / 6T / + 740 højdemeter / - 1.030 højdemeter / max. højde 752 m.

M/F/-

Dag 15. Tayrona Nationale Naturpark & Den Caribiske Kyst – Vandring & snorkling

Ordlyden ’idyllisk tropestrand’ får lige et nøk opad, når talen falder på Colombias Caribiske kyst og naturparken Parque Nacional Natural Tayrona. I den 180 kvadratkilometer store park vælter tæt, frodig jungle ned af bjergsiderne og ender brat i gylden sandstrand, der igen flyder ud i et turkisblåt hav. Gigantiske granitblokke ligger tilfældigt spredt rundt omkring på kyststrækningen både til vands og lands, hvoraf nogle danner små, grønne klippeøer ude i havet. Høje palmer svajer over vores hoveder som én af parkens 770 plantearter. Og på en god dags ses den lille, kompakte lance-tailed manakin (sort spurv med blå ryg og rød hat), leguaner eller måske kappebrøleaber, der trods deres relativt store størrelse kan være svære at spotte i den tætte vegetation. Det meste af kysten er vild og utilgængelig med stærk understrøm og høje bølger, der konstant og nådesløst banker ind mod land. Men indimellem brydes det barske af små, fredfyldte og lukkede bugter, der beskyttet fra elementerne er perfekte til badning og snorkling.

En kort transfer tager os fra hotellet til parkens indgang. Herfra har vi en vandretur på fem kilometer til Cabo San Juan de Guia bugten, hvor vi skal bruge dagen på at hygge os og nyde de smukke omgivelser. Du kan enten slænge dig på stranden eller i skyggen under palmerne, svømme i det lune Caribiske hav eller bruge et par timer på at snorkle (tilkøb).

Vandringen er næsten flad, men meget varieret og går gennem jungle, palmeskov, over strand, forbi campingpladser, en bager og små stande, hvor man kan købe frisklavede ostebrød, majskager eller indbagte æg. Måske vi også støder på en Kogui, som sælger kokosnødder og nok verdens største avocadoer.

Hen på eftermiddagen vandrer vi samme vej tilbage til parkindgangen og nyder den sidste aften i vores bungalows med en god middag i restauranten.

Dagens vandring: Ca. 10 km / 4T / + 98 højdemeter / - 98 højdemeter / max. højde 98 m.

M/-/-

Dag 16. Transfer til Cartagena de Indias – Latinamerikas mest levende by

Efter morgenmaden er det farvel til junglen. En fire timers transfer tager os langs den Caribiske kyst i sydvestlig retning til byen Cartagena de Indias, hvor vi vil tilbringe de næste par dage.

Uanset hvor mange superlativer man anvender, eller hvor godt man forsøger at beskrive Cartagena, slår det aldrig til. Cartagena er et af de steder i verden, som bare må opleves for at få byens helt særlige stemning ind under huden. Cartagena var en af det spanske imperiums første udskibningshavne i det 16. århundrede. En rig by, hvilket afspejles i nutidens velholdte pompøse palæer, bygninger og kirker fra kolonitiden. De farverige huse med solide trædøre er dekoreret med kunstfærdige balkoner og en eksplosion af blomster, der stortrives i det tropiske klima. Brostensgader leder frem til små, grønne pladser, hvor bænke under skyggefulde træer er velkomne åndehuller i den solrige by. Den imponerende 12 meter høje og godt 11 kilometer lange bymur - som omkranser Cartagenas historiske bydel og beskyttede byen mod pirater samt engelske og franske kapere - er perfekt til en slentretur med udsigt til solnedgang over hav og by.

Men alt dette ville blot være en kulisse, hvis ikke det var for byens levende befolkning. Glem alt om Medellins hårdtarbejdende ’paisa’ eller Bogotas mere formelle ’cachacos’. Cartagenas sprudlende ’costeños’ (kystfolk) er af blandet afrikansk, det oprindelige folk, europæisk og libanesisk herkomst og lige så kulørte som byen. De synes at leve i nuet og det giver masser af liv og glæde i gaderne.

Det sidste årti er turismen eksploderet i Cartagena. Hoteller og designerbutikker er dukket op i bybilledet, men uden at dette indtil videre har påvirket den autentiske, gode stemning i byen. Boutiquehoteller deler gaden med små barer, gademusikanter, souvenirbutikker og folk, der sælger is, rejer, frugt eller juice fra små vogne.

Vi ankommer til Cartagena ved frokosttid og kaster os straks efter indkvarteringen ud i mylderet.

M/-/-

Dag 17. Cartagena cykeltur – Bymuren, graffiti, Getsemani og den historisk bydel

Formiddagen bruges på en byrundtur på cykel i Cartagena. Efter morgenmaden møder vi vores guide og et blandet udvalg af mere eller mindre velfungerende cykler udenfor hotellet og med tungen lige i munden cykler vi afsted hen over brosten, op og ned ad bymuren og ind og ud mellem hestevogne, biler og trækvogne.

Som by er Cartagena et rent friluftmuseum og oser langt væk af historie, så vi får masser af stop, udsigter og gode fortællinger undervejs. Vi cykler mest i den gamle bydel (UNESCO-kulturarv), hvor arkitekturen har hovedrollen. Men vi skal også cykle rundt i Getsemani kvarteret, som bygningsmæssigt er knapt så prangende. Til gengæld er her mere lokalliv og flotte graffitimalerier på de mere eller mindre faldefærdige facader og gavle. I stor kontrast ses de ultramoderne, høje hoteller mod syd på den lange tange, Bocagrande, hvor colombianske feriegæster ynder at holde til.

Efter cykelturen er resten af dagen på egen hånd og der er nok at tage sig til. Vi anbefaler et besøg på San Felipe slottet, som er en kølig labyrint af tunneller og tårne. Eller kig forbi guldmuseet med ikke mindre end 538 kunststykker fremstillet af de oprindelige kystfolk Zenu. Den lille grønne park, Parque del Centenario, midt i byen er hjemsted for en lille population af vilde aber, leguaner og dovendyr – sidstnævnte ses bedst i skumringen. Eller tag en bus, båd eller taxi til den palmebeklædte, hvide sandstrand Playa Grande. Bedst af alt, afsæt tid til at slå dig ned på en café eller i en af parkerne og lad underholdningen komme til dig.

Om aftenen mødes vi til en god middag på en restaurant i byen, hvor vi kan sige farvel og tak for denne gang til eventyret, Colombia og hinanden.

M/-/-

Dag 18. Hjemrejse – Med fly fra Cartagena til nord

I dag begynder vores rejse retur til de nordlige breddegrader. Afhængigt af hjemrejsetidspunktet er der måske tid til at få et par sidste oplevelser med, inden vi kører i lufthavnen.

Er man tidligt oppe og en af de mere eventyrlystne, så tag forbi Cartagenas travle fødevaremarked, Bazurto. Et støjende, klaustrofobisk og alt andet end finpoleret sted med fantastisk gademad og masser af lokalkolorit. Det er mest underholdende tidligt om morgenen, hvor fiskerne ankommer med deres fangster.

Og så er det vigtigt at få købt god colombiansk kaffe med hjem – til dig selv eller dem du gerne vil forkæle. Kaffekæden Juan Valdéz er et oplagt sted at købe stort ind, men er du kaffe feinschmecker, så er det prisvindende kaffe fra San Alberto din destination.

M/-/-

Dag 19. Hjemkomst

Vi lander i hjemlige omgivelser.

-/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk Info

Varighed og sværhedsgrad

19 dage inkl. udrejse og hjemrejse. Heraf 6 dage med vandring af sværhedsgrad 2-3 og 4 dages trekking i junglen af sværhedsgrad 3. I turens dagsprogram er cirka antal kilometer, tid, højdemeter op/ned og max højde beskrevet på de enkelte vandredage – bemærk at denne information er vejledende og kan variere fra tur til tur.

Bemærk også at der først på turen i Andesbjergene vandres i op til knap 3.000 m.o.h og sidst på turen i varmt vejr med høj luftfugtighed (junglen og ved kysten) og at både højde og fugtig varme kan gøre vandringen fysisk mere krævende.

Jungletrekket til Ciudad Perdida har turens mest krævende vandredage, med en del højdemeter op/ned og mange timers vandring dagligt. Herudover er der flere krydsninger af floder, hvor vi skifter til fastsiddende sandaler og dine vandrestave (eller evt. et udspændt tov) hjælper dig med at holde balancen. Vandet går som regel op til kanten af et par (ikke alt for langbenede) shorts og køler dejligt. På vandringen op til Ciudad Perdida ruinerne er der 1.200 smalle og indimellem lidt glatte stentrin op og ned.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Turismen i Colombia er ny og aktiv turisme i landet endnu mere ny. Samtidig har kun et fåtal af Colombianerne indtil videre fået øjnene op for udendørs fysisk aktivitet i deres mange skønne naturområder. Som deltager på turen skal du derfor være forberedt på, at stierne, vi vandrer på, måske ikke altid er de mest vedligeholdte eller godt afmærkede. Samtidig kan underlaget være glat, vådt og mudret på vandringerne i tågeskov og jungle.

Under vores ophold på kaffefarmen er der om eftermiddagen på dag 6 mulighed for tilkøb af diverse workshops – eks. et barista eller chokolade kursus. Kurserne bookes og betales direkte på kaffefarmen. Plads på og gennemførsel af kurserne afhænger af antal gæster og eventuelt andre sideløbende aktiviteter på farmen og kan derfor ikke garanteres på forhånd. Turlederen på destinationen vil gøre sit bedste for, at alle får mulighed for at deltage i de aktiviteter, de ønsker.

Overnatning

Generelt bor vi rigtig godt på turen – primært på trestjernede hoteller i topersoners værelser med eget bad og toilet. Hovedparten af overnatningssteder i Colombia er i udgangspunkt enten hoteller tilegnet forretningsfolk eller mindre hostels til backpackere. Først indenfor det sidste årti og i takt med den stigende turisme i landet, er der dukket flere hoteller op, møntet på ikke-backpacker turisme. Dette vil du opleve i Salento, Manizales, Guatapé, Tayrona og Cartagena.

I ANDESBJERGENE
I Bogota bor vi i den gamle bydel. I Salento overnattes på byens eneste og relativt nybyggede hotel (i Salento er masser af hostels), som ligger i en stille sidegade. I Manizales tjekker vi ind på en utrolig smuk og fungerende kaffefarm (en såkaldt ’finca’) bygget i kafferegionens typiske arkitektur - d.v.s. i træ og bambus. Alt er malet i hvide og røde farver. Farmen ligger i grønne omgivelser midt i kaffeplantagerne, har en pool og masser af små åbne, hyggekroge med bløde stole, så omgivelserne kan nyder maksimalt. I Guatapé tjekker vi ind på et lidt finere hotel, der ligger ved søens bred. Vi har to overnatninger i Medellin, hvor vi bor på et mindre hotel i den mere eksklusive bydel, El Poblado.

CARIBISKE KYST
Ved den Caribiske kyst og Tayrona (dag 10, 14 og 15) overnattes i de skønneste bungalows midt inde mellem trækronerne. Hver bungalow har egen terrasse med hængekøje, masser af lys, et lækkert badeværelse og aircondition. Fællesarealerne består af en hyggelig, åben restaurant og en fin, lille pool med liggestole samt en (næsten altid bemandet) bar. I Cartagena overnattes på et mindre og yderst stemningsfyldt hotel i den historiske bydel. Alle værelser har aircondition og morgenmaden spises på den overdækkede tagterrasse, med udsigt til byens tage og hvor papegøjerne skræpper lidt ekstra af de malplacerede sorte gribbe, som af en eller anden årsag også bor i Cartagena.

JUNGLETREKKET
Kontrasten til ovenstående bekvemmelige overnatningssteder rammer os på jungletrekket. Her består luksussen ikke i aircondition og eget bad, men i muligheden for at sove på autentisk junglemanér midt i frodigheden, omgivet at skovens mystik og lyde. Overnatningsforholdene i junglen er på samme tid primitive og luksuriøse. Du har din egen seng med madras, pude og tæppe samt myggenet. Sengene er bygget op som i sovesale (2 etager), så der er ikke langt til naboen eller overboen. Det er muligt at madrassen har facon som en dal og tæppet får du temmelig sikkert ikke brug for. Til gengæld bliver du rigtig glad for myggenettet rundt om sengen.

Der er fælles og meget basis bad og toiletfaciliteter i hver camp. De fleste vælger dog at bade i floden i de naturlige pools, som meget belejligt ligger ved hver camp i junglen. Det er ren luksus at sænke kroppen ned i det krystalklare, friske og kølige vand efter en lang og varm dag på vandrestien. I camp er der altid adgang til behandlet drikkevand og der er en lille kiosk, hvor man kan købe snacks og andre drikkevarer. Og så spiser man sindssygt godt på trekket - en mættende og veltilberedt 3-retters menu.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Bemærk: Rigtig mange måltider er inkluderet på denne rejse. Forvent en pris på ca. DKK 75-100 for ikke inkluderede måltider.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

På denne tur har vi tre indenrigsflyvninger – Bogota-Armenia / Manizales-Medellín / Medellín-Santa Marta. Kigger man på et kort, er distancen mellem Manizales og Medellín ganske kort og det synes omsonst at flyve. Når vi alligevel vælger denne transportform, har det med sikkerhed og vejens beskaffenhed til Medellín at gøre. Der er tale om en smal bjergvej gennem Andesbjergene, med masser af sving samt op og nedkørsler blandt tung lastbiltrafik på den ensporede vej. Der arbejdes i øjeblikket på at udvide vejen til to spor i hver retning, så man rammer ligeledes ind i vejarbejde og ventetid og strækningen mellem Manizales og Medellín kan på nuværende tidspunkt snildt tage en hel dag at køre.

For at øge sikkerheden generelt på transport rundt i landet, har den Colombianske regering valgt at udbyde flere indenrigsflyvninger til rimelige priser, hvorfor fly er en helt almindelig transportform blandt den colombianske befolkning.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Colombias beliggenhed tæt på ækvator betyder, at klimaet er ret ens i de forskellige regioner året rundt. Til gengæld varierer klimaet en hel del i landets regioner. Bogota ligger i det fugtige højland og det kan blive køligt aften og nat. Temperaturerne ligger året rundt på 17-18 grader om dagen og 6-7 grader om natten. Kafferegionen og Medellin har året rundt temperaturer på 24-25 grader om dagen og 17-18 grader om natten. Andesregionen har to tørre og to regnfulde sæsoner om året – den tørre sæson ligger typisk i december-marts samt juni-august.

Ved den Caribiske kyst og i junglen er det varmt med høj luftfugtighed. Forvent 29-30 grader celsius om dagen og 24-25 om natten. Regn kan forekomme hele året – oftest som kortvarige men kraftige byger. Det regner mindst i årets første måneder og mest i efteråret.

Pas og visum

Som dansk statsborger kræves der ikke visum til Colombia for ophold under 60 dage. Vær dog opmærksom på, at dit pas ved indrejse skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedatoen fra Colombia. 

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende. Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Den officielle valuta i Colombia er den colombianske peso (COP). I modsætning til de fleste lande i Latinamerika er den amerikanske dollar ikke generelt accepteret som betaling i Colombia, men kan omveksles ligesom euro til peso. Der er god adgang til hæveautomater i alle byerne og mange steder kan man betale med sit kreditkort.

Vi anbefaler at medbringe en kombination af nogle kontanter (USD eller € til omveksling) og sit hæve/kreditkort på rejsen. På fællesmiddage med gruppen på restaurant vil det være til stor hjælp, at man betaler med kontante pesos.

Wi-Fi og Mobildækning

Vi anbefaler, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Når det er sagt, så er der god mobildækning på store dele af denne rejse, dog ikke på trekket i junglen. Der er wi-fi på hotellerne i alle byer – nok til at du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov, men ikke til at uploade store filer/billeder.

ADGANG TIL EL
Colombia kører med 110 volt (ligesom i USA) og forskellige udgaver af stik, så husk adaptersæt med mange valgmuligheder. På alle hoteller er der adgang til opladning af batterier og mobil på denne tur. På trekket i junglen skal du ikke forvente at have adgang til el, da de få opladningsmuligheder naturligt nok er forbeholdt trekkets personale.

Kort og Rejselitteratur

Der findes i øjeblikket ingen officielt trykte kort over vandreturene på turen.

Ud over de gængse guidebøger som Lonely Planet, Footprints og Rough Guide om Colombia kan vi varmt anbefale, at man læser/genlæser bogen ’Kærlighed i koleraens tid’ af den colombianske forfatter Gabriel García Márquez, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1982. Sløret løftes aldrig for, hvor handlingen udspiller sig, men Cartagena har altid været et yderst kvalificeret bud. Bogen blev filmatiseret i 2007.

Bemærk venligst

Selvom Colombias ry som rejseland er i hastig bedring, bør man som rejsende stadig udvise en vis forsigtighed og bruge sin sunde fornuft – som man ville gøre i ethvert andet land, man rejser i. Der er stadig regioner i Colombia (typisk grænseregioner og dele af Amazonas) som Udenrigsministeriet fraråder rejser til – regioner som vi på denne rejse ikke kommer i nærheden af.

Vores tur foregår i det indre Colombia og ved den Caribiske kyst, hvor især sidstnævnte længe har været et yndet mål for turister. Vores erfaring er, at man som rejsende er meget velkommen i landet og at den colombianske befolkning er yderst venlig og hjælpsom. Vi tror også, at det er en fordel at rejse i en gruppe, uden at dette dog betyder, at man ikke kan færdes alene i landet. De af vores turledere, der har rejst i landet enten alene eller med andre, har kun godt at sige om Colombia og har på intet tidspunkt følt sig utrygge. Tværtimod.

Der er i denne tur indbygget en vis fleksibilitet. Det kan medføre at vi evt. vælger at ’bytte om’ på dagene, eller ændrer i enkelte af ruterne.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe. 

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

På denne rejse kan bagagen pakkes i en blød vadsæk, rygsæk, sportstaske eller i en kuffert, du selv kan håndtere ind og ud af busser, hoteller, osv.

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen og de fire dage på trekket i junglen. Vi anbefaler en ikke alt for stor dagstursrygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er varmt i junglen, så et par lette ikke alt for tunge vandrestøvler er absolut at foretrække på denne tur. Du vil se mange andre trekkere gennemføre i sportssko eller vandresko og selvom det også er muligt fodtøj, vil ’rigtige’ vandrestøvler som tidligere nævnt være en bedre garanti mod ankelskader i det ujævne terræn, lidt mere vandtætte og stå bedre fast på mudrede stier. Lette vandrestøvler kan sagtens bruges på turens øvrige vandringer.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Du skal have et par fastsiddende, vandtætte sandaler med (Teva, Keen eller lignende) med til jungletrekket til krydsning af floder. De er ligeledes anvendelige på andre dele af turen – til at skifte med efter vandreturene og ikke mindst under opholdet ved den Caribiske kyst.

Derudover vil man på turen finde stor anvendelse for et par klip-klapper og et par almindelige sportssko/ komfortable sko til bybrug.

Vandflaske

Medbring en eller flere drikkedunke i godt og stærkt materiale, som i alt kan rumme 1,5-2 liter. Camelbacks kan bruges som alternativ. 

Vandrestave

Vi anbefaler på det kraftigste, at du har minimum en vandrestav med på jungletrekket – letvægts teleskopleds vandrestave er absolut at foretrække. Vandrestave hjælper på balancen ved flodkrydsninger og glatte passager. Det er indtil videre ikke muligt at leje eller købe vandrestave i Colombia forud for trekket.

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt. Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 4-6 par vandresokker
  • 1-2 par lette vandrebukser
  • 1 par vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 vandre T-Shirts (gerne uld)
  • 1-2 vandretoppe m/lange ærmer (gerne uld)
  • 1 let fleece
  • 1 vind- og vandtæt jakke med hætte
  • 1 par tynde regnbukser
  • Evt et tørklæde eller en Buff

Udstyr/tøj til jungletrekket – GO LIGHT!

Vi bærer selv vores bagage på trekket i junglen og det er vigtigt at slå fast, at du kun skal have det allermest nødvendige med dig til de fire dage. Din rygsæk bør som maksimum veje 4-6 kilo inklusive vand. Er det muligt, tænker du nok? Ja det er det.

Princippet med to sæt tøj på trekket virker rigtig godt. Altid et sæt tørt tøj at skifte til, når man kommer ind i camp hver aften, hvorimod det andet sæt tøj til at vandre i, godt kan være fugtigt eller (og nu er vi helt ærlige…) pænt vådt fra dagen i forvejen, men aldrig koldt at have på, da det altid er varmt i junglen. Simple living. 

Du får her vores testede liste til, hvad du med fordel kan pakke i rygsækken/have på den dag, du starter trekket.

  • Vandrestøvler
  • Vandtætte, fastsiddende sandaler
  • Vandrestav(e)
  • 4 par vandresokker (1 par på, 3 til at skifte med, så du altid har tørre sokker ved ankomsten til camp/næste dags vandring)
  • 2-4 par underbukser (samme princip som ovenstående)
  • 2 undertrøjer eller sports BH
  • 1 par vandreshorts
  • 2 T-shirts. Vi sværger til uld, som (næsten) ikke lugter og tørrer hurtigt
  • En let hat med bred skygge mod solen og/eller en kasket (også god i regnvejr)
  • Evt. en kort regnponcho (bør dække rygsækken)
  • Løstsiddende bomuld eller lærredsbukser med lange ben (mod myg om aftenen)
  • Løstsiddende bomuld eller lærredsskjorte med lange ærmer (mod myg om aftenen)
  • Pandelampe
  • Tynd lagenpose (silke)
  • Myggebalsam eller spray
  • Badetøj og et lille letvægtshåndklæde
  • Lille, let lommekamera
  • De allermest essentielle toiletartikler (evt. inkl. en lille pakke vådservietter/alkoholgel)
  • Toiletpapir til vandring (nogle få pakker Kleenex fungerer godt)
  • Personlig førstehjælp/medicin
  • Vandflaske (1-2L) Der er mulighed for påfyldning undervejs på vandredagene
  • Evt energibarer eller snack
  • Evt ørepropper
  • Solcreme og Solbriller
  • Dagstursrygsæk med regnslag og 4-5 genlukkelige plastikposer (ziplock) til at pakke dine ting i inden i rygsækken.

Listen ser måske lang ud, men prøv at pakke det i din dagstursrygsæk hjemmefra inden afrejsen. Det hverken fylder eller vejer så meget, som listen syner af.

Andet tøj

  • Tøj til bybrug (køligt i Andesbjergene – varmt og fugtigt ved kysten)
  • T-shirts
  • Skjorter
  • Strømper
  • Undertøj
  • Badetøj
  • Håndklæde

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

22. juni 2019  –  10. juli 2019 Garanteret afgang 29.970 DKK Bestil Rejse
10. august 2019  –  28. august 2019 Garanteret afgang 31.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: COAR

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2019 Webdesign & CMS by MCB Denmark