Ecuador – Rundrejse trilogi med verdensklasseoplevelser

Oplev Ecuadors store højdepunkter og små hemmeligheder med 20 dages aktiv ferie fra vandring og cykling i Andesbjergene og Amazonas regnskov, til sejlads og snorkling på Galápagos.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

I Andesbjergene skal du vandre rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø, for derefter at cykle og vandre fra landsby til landsby i Andesbjergenes højland, midt i de indfødtes landbrugsområder. Langt oppe over de små agerbrug lurer den naturskønne og gletsjerklædte vulkan Cotopaxi, som du ligeledes vil opleve på tæt hold til fods eller på cykel.

I Amazonas fjerntliggende Cuyabeno reservat får du fire oplevelsesrige dage i ægte, oprindelig regnskov, hvis botaniske og biologiske mangfoldighed gør stort indtryk. Vi sejler afsted ind i regnskoven med lange træbåde og har et fascinerende besøg hos Amazonas’ Siona indianere.

Som afslutning på en formidabel rundrejse skal du besøge tre øer i den verdensberømte øgruppe Galápagos. Her møder du alt fra finurlige blåfodede suler, lyserøde flamingoer, fredsommelige leguaner, legesyge søløver til farvestrålende tropefisk. På bedste aktive vis oplever vi dyrelivet og naturen til fods, fra kajak og ikke mindst iført svømmefødder og snorkel.

Glæd dig til

  • Vandring rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø
  • På cykel med udsigt til den gletsjerklædte vulkan Cotopaxi (5.897 m)
  • 4 dage i Amazonas fjerntliggende Cuyabeno reservat i ægte, oprindelig regnskov
  • Amazonas krokodiller, aber, slanger, papegøjer og lyserøde delfiner
  • Besøg og frokost hos Amazonas Siona indianere
  • 3 øer på Galápagos — San Cristobal, Isabela og Santa Cruz
  • Snorkling i verdensklasse blandt legesyge søløver og hyggelige havskildpadder
  • Galápagos pingvinen - verdens eneste ækvatoriale pingvin

Rundrejser med Topas

Hos Topas har vi lavet vores egen fortolkning af den klassiske rundrejse. Læs mere om hvad vi gør for at give dig det bedste eventyr samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Program

Dag 1 til 2. Ankomst til Ecuador og udforskning af hovedstaden Quito

  • Med fly til Ecuador - ankomst Quito
  • Sightseeing i Quitos historiske, gamle bydel

Dag 3 til 8. Vandring og cykling i Ecuadors højland og Andesbjergene

  • Vandring og cykling: Vulkanlandets højsæde - Cotopaxi Nationalpark
  • Vandring: Rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø
  • Vandring: Højlandet fra Quilotoa til Chugchilán
  • Vandring: Los Ilinizas naturreservat - tågeskov og páramo slette
  • Cykling: I Andesbjergenes hjerte - Chugchilán til Insiliví
  • Cykling: Afsked med Ecuadors højland - fra Insiliví til Quito

Dag 9 til 12. Amazonas

  • Fly til Lago Agrio - bådtur Cuyabeno floden
  • Vandring i regnskoven, badning & krokodillejagt
  • Besøg Siona indianerne - vandring i ’Amazonas By Night’
  • Fugletur - båd og bus til Lago Agrio - fly til Quito

Dag 13 til 17. Galápagos øerne San Cristobal, Isabela og Santa Cruz

  • Fly til San Cristobal ø - cykling, vandring og snorkling
  • San Cristobal ø - sejlads, snorkling og vandring
  • Øerne Santa Cruz & Isabela - sejlads og vandring
  • Isabela ø - vandring Sierra Negra - skildpaddeopdræt eller snorkling
  • Isabela ø - Kayaking Las Tintoreras - bådtransfer til Santa Cruz ø

Dag 18 til 19. Guyaquil og afsked med Ecuador

  • Fly fra Baltra, Galápagos til Guayaquil
  • Overnatning i Guayaquil og hjemrejse fra Ecuador dagen efter

Dag 20. Ankomst til Danmark

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokal cykel- og vandreguide i højlandet
  • Flyrejse København – Quito og Guayaqyil - København
  • Flyrejse Quito - Lago Agrio t/r / Quito - San Cristobal / Baltra - Guayaquil
  • Al lokal transport med bus og båd
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i programmet
  • Spansk/engelsktalende naturalist guide i Los Ilinizas naturreservat, Amazonas og på Galápagos
  • Leje af cykler, kajak og snorkeludstyr (op til str. 45 svømmefødder) på Galápagos
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Læs hele listen over alt det, der er inkluderet i prisen på denne rejse

Deltagerprisen inkluderer ikke

  • Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider i dagsprogrammet (beregn ca. USD 8-20 pr. måltid)
  • Indgang til Galápagos - USD 100 (skal betales kontant og helst 5x20 USD)
  • Drikkepenge til turens lokale guider - ca. USD 75
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Evt. enkeltværelsestillæg: DKK 4.000 (gælder ikke for overnatninger i Amazonas)
  • Evt. leje af våddragt på Galápagos (ca. USD 5 per dag)

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Beskrivelse af overnatningssteder
  • Klima

Dagsprogram

Dag 1. Med fly til Ecuador - Ankomst Quito

Vi ankommer til Quito, som ligger højt på et plateau i Andesbjergene klemt inde mellem Pichincha massivets grønne bjergskråninger i vest og Valle de los Chillos dalen i øst.

Efter ankomsten køres vi til vores hotel i byen, hvor turlederen efter indkvarteringen vil informere om turen. Afhængigt af ankomsttidspunktet er der efterfølgende måske tid til at se sig lidt omkring i byen. Quito ligger i knap tre tusinde meter over havoverfladen, så det anbefales at tage det stille og roligt resten af dagen, mens kroppen vænner sig til den nye højde.

-/-/-

Dag 2. Sightseeing i Quito - Historiske, gamle bydel

Lettere jet-laggede vågner vi sikkert tidligt og er klar til at udforske Ecuadors livlige hovedstad Quito, der blev anlagt i det 16. århundrede ovenpå ruinerne af en tidligere Inka by.

Quito har form som en smal strimmel, hvor vores hotel ligger i den nye bydel La Mariscal i nord. I byens modsatte ende findes den gamle bydel, som består af et virvar af smalle gader og brede, brostensbelagte pladser tilsat et større antal kirker, klostre, palæer og farverige huse. Den gamle bydel har siden 1978 været på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv som ‘Latinamerikas mest velbevarede og mindst forandrede historiske bydel,’ og her er mange smukke bygninger at kigge på og besøge.

Om eftermiddagen er der mulighed for at tage en taxi til bakketoppen El Panecillo og den 30-meter høje statue Virgin de Quito og kigge ud over Quito, der oppefra ligner et gigantiske tæppe af små, hvide huse omsluttet af grønne bakker. Det anbefales at blive i den gamle bydel til efter mørkets frembrud, da Quitos aftenbelysning på de historiske bygninger er en oplevelse i sig selv.

M/-/-

Dag 3. Vandring og cykling: Vulkanlandets højsæde - Cotopaxi Nationalpark

Ecuador har så høj en koncentration af vulkaner, at der ofte refereres til landets ’vulkan avenue’. Turens første aktive dag bliver midt på denne avenue og er centreret omkring vulkanen Cotopaxi. Cotopaxi betyder ‘månens hals’ på de indfødte indianeres sprog og navnet giver mening, når man ser den knap seks kilometer høje, symmetriske og kegleformede vulkan række næsten helt op til månen fra den ellers flade slette. Cotopaxi har én af verdens få tilbageværende ækvatoriale gletsjere, der ligger som en krans af flødeskum på vulkanens top, og det er ganske velfortjent, at Cotopaxi titulerer som en af Andesbjergenes mest naturskønne vulkaner.

Vi forlader Quito tidligt om morgenen og kører sydpå af den berømte Pan American Highway (en hovedvej på 48.000 kilometer, der forbinder Amerika fra Alaska i nord til Argentina i syd) indtil vi efter cirka halvanden times kørsel når til Cotopaxi National Park. Her vil vi først besøge parkens lille museum og gå en tur rundt om Limpiopungo søen (3.800 m.o.h.) med udsigt til både fugleliv og Cotopaxi vulkanen. Derefter er det på med hjelm og cykelhandsker og så afsted på cyklerne. Landskabet på dagens cykeltur er meget varieret - fra goldt og barskt med store vidder til klipper, fyrretræsskov og relativ frodig tundra, hvor vilde heste ofte strejfer omkring.

Efter frokost i det fri cykler vi videre på både grus, asfalt og skovsti indtil vi kommer til hovedvejen. Her sætter vi os ind i bilerne og kører til Latacunga, hvor vi sidst på eftermiddagen indkvarteres på en hacienda (lille landsted) i 2.800 m.

M/F/-

Dag 4. Vandring: Rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø

Vi står igen tidligt op, så der er tid til at nyde morgenmaden på landstedet, inden vi sætter os i bilerne og kører mod vest til det lille lokalsamfund, Quilotoa, beliggende midt i Andesbjergenes farverige højland.

Quilotoa er kendt for sin gudesmukke, smaragdgrønne sø, der udfylder det tre kilometer brede krater i Quilotoa vulkanens sammenfaldne midte. Vulkanens opløste mineraler i vandet giver den 250-meter dybe sø sin grønne farve, der skifter nuance afhængigt af lyset.

Vandreturen rundt om søen Laguna Quilotoa tager cirka fem timer og vi følger en 10 kilometer lang sti på vulkanens kraterkant — en rute som ikke altid er den letteste rent terrænmæssigt, men vores anstrengelser belønnes til overflod med de vedvarende udsigter til søen, højlandet omkring os og tvilling vulkantoppene Iliniza Norte og Sur. Efter vandreturen spiser vi til aften og overnatter på et mindre hotel i Quilotoa (3.850 m.o.h.)

M/F/-

Dag 5. Vandring: Højlandet fra Quilotoa til Chugchilán

Små, rektangulære marker med forskellige afgrøder som majs, byg, kartofler og quinoa får Ecuadors opdyrkede højland til at ligne en kæmpestor collage i alle farvepalettens grønne, brune og gullige nuancer. Det er et fantastisk skue — især heroppe i højderne, hvorfra man kan nyde synet af collagen bølge hen over bakketoppene så langt øjet rækker.

Vi skal i dag vandre fra Quilotoa til landsbyen Chugchilán - en tur på godt 1.000 højdemeter ned og 400 op. Vi starter i 3.850 meters højde i Quilotoa og følger igen Laguna Quilotoas kant i nordlig retning. Efter cirka en times vandring drejer vi ind på stien til den lille bosættelse Guayama og snart åbner udsigterne sig til det flotte klippelandskab over Toachi kløften.

Chugchilán ligger på kløftens modsatte side, så vi skal ned i kløftens bund (2,800 m.o.h.) og krydser Toachi floden via et par mindre gangbroer, inden vi tager fat på den 400 meters opstigning til vores overnatningssted. Chugchilán er strikketøjets højborg og landsbyen har et mindre kvinde kooperativ med salg af hjemmestrikkede, farverige uldtrøjer, så der skal måske shoppes lidt inden aftensmaden? Vi overnatter i Chugchilán i 3.200 m.o.h.

M/F/-

Dag 6. Vandring: Los Ilinizas naturreservat - tågeskov og páramo slette

Vi fortsætter vores oplevelser i højlandet til fods med en cirka fem timers vandretur til naturreservatet Los Ilinizas. I højdemeter spænder reservatet fra 800 til 5.263 indenfor et forholdsvis begrænset areal og mangfoldigheden af flora og fauna i reservatet er enorm.

Vi lægger ud fra Chugchilán med en dejlig opstigning gennem Sydamerika og Andesbjergenes typiske páramo landskab — et økosystem der ligger over trægrænsen men under den permanente snegrænse. Foruden nogle gigantiske græstotter består páramo af utallige blomster og buske, som vi sikkert aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med.

Fra páramosletten ledes vi op i reservatets tågeskov, hvor tåge eller let nedbør året rundt betyder stedsegrøn, frodig vegetation samt forekomsten af mos, der slynger sig op af træernes stammer eller hænger som skæg på grenene. Vi har en lokal guide med til at vise vej gennem skovens nærmest jungleagtige labyrint og til at indvi os i tågeskovens dyreliv, klima og medicinal anvendelse af planterne.

Turen er et loop og undervejs besøges en lokal osteproducent, hvis opståen i området er lidt af et kuriosum. Forklaringen er et schweizisk velgørenhedsprojekt fra 1970’erne - man skal man dog ikke forvente, at Chugchilán-oste smager som emmentaler eller gruyére! Tilbage i landsbyen er der om eftermiddagen tid til at nyde stemningen og indbyggernes farvestrålende påklædninger. Vi overnatter igen i Chugchilán.

M/F/-

Dag 7. Cykling: I Andesbjergenes hjerte — Chugchilán til Insiliví

Efter et par dage til fods fortsætter vi vores udforskning af højlandet på cykel. Vi cykler fra Chugchilán til endnu en af højlandets små landsbyer Insiliví. Afsondrede Insiliví er kendt for sine fine træskærerarbejder, og byens knap 4000 indbyggere er primært 'mestizos', hvilket betegner en person af blandet spansk og indfødt herkomst.

I dag cykles primært på grusveje og vi kommer til at cykle i en kløft, der går parallelt med den brusende flod Toachi. Toachifloden udspringer fra vulkantoppene højt oppe i Andesbjergene og løber ud i Stillehavet ved Ecuadors kyst. Floden er kendt for sine vilde strømfald og er derfor et yndet mål for rafting i gummibåde.

Området, vi cykler i, har mange små familielandbrug, hvor landarbejderne uden tvivl vil stoppe deres aktiviteter, når vi passerer forbi — i en blanding af undren og ærefrygt over at nogen kan finde på at cykle i dette meget bakkede terræn!

Vi ankommer til Insiliví (2.800 m.o.h.) hen på eftermiddagen, hvor vi indkvarteres på en hyggelig pension i landsbyen.

M/F/-

Dag 8. Cykling: Afsked med Ecuadors højland - Fra Insiliví til Quito

Vores sidste dag i højlandet starter med en kort transfer i bilerne til toppen af et højdepunkt knap 15 kilometer fra Insiliví. Her stiger vi på cyklerne og sætter ud på de godt 30 kilometer tilbage til Pan American Highway. Undervejs passerer vi den lille, fine by Toacazo, der ligger med en fantastisk udsigt til vulkantoppene Iliniza Norte (5.126m) og Iliniza Sur (5.263m) — det sjette og ottende højeste bjerg i Ecuador. Vejen, vi cykler på, er god og næsten uden trafik bortset fra en lokal lastbil i ny og næ.

Ved ankomsten til Pan American Highway er der mulighed for at fortsætte godt 7 kilometer ad denne hovedvej,, men her vil være en del mere trafik end vi har været 'vant til' i højlandet. Det sidste stykke tilbage til Quito kører vi i bilerne, og vi ankommer sidst på eftermiddagen til vores hotel, hvor vi indkvarteres i kendte rammer. Aftensmaden kan nydes på en af storbyens gode restauranter.

M/F/-

Dag 9. Amazonas: Fly til Lago Agrio - Bådtur Cuyabeno floden

Vi tager nu fat på turens anden del — Amazonas regnskoven — og allerede fra den tidlige morgenstund er vi på vej. Vi har en kort flyvning fra Quito til Lago Agrio i Ecuadors nordøst, efterfulgt af knap to timers kørsel til indgangen til reservatet Reserva de Producción Faunística Cuyabeno, som ligger i Sucumbíos regionen i Amazonas.

Reservatet er kendt for at have en af verdens største biologiske mangfoldigheder — aber, oddere, krokodiller, pumaer, slanger, sommerfugle, frøer, 580 fuglearter og 350 slags fisk inklusiv piratfisk og lyserøde delfiner — for blot at nævne nogle få... Deltagere med interesse for botanik kan ligeledes begynde at glæde sig, for reservatet er hjem til flere tusinde (herunder mange mærkværdige) plantearter.

Ved ankomsten til reservatet spiser vi frokost, og går derefter ombord i de lange træbåde, der skal sejle os dybt ind i regnskoven. Forventningens glæde er næsten ikke til at styre, når vi endelig futter af sted på det brune flodvand omgivet af tæt grøn vegetation.

Dette er afgjort en hel anden verden, vi befinder os i, og der spejdes ivrigt efter dyreliv, hvilket for det utrænede øje er nærmest umuligt at spotte i vildnisset med mindre der er tale om en stor, multifarvet macaw lige i øjenhøjde! Så det er godt vi har lokalguide med! Hen på eftermiddagen når vi frem til den lille ø og de stemningsfyldte hytter, hvor vi skal bo de næste tre dage.

M/F/A

Dag 10. Amazonas: Vandring i regnskoven, badning & krokodillejagt

Efter en kort bådtransfer til naboøen begiver vi os iført gummistøvler os ud på en tre-fire timers vandring i regnskoven, hvor vores lokale guide vil fortælle om regnskovens unikke og komplekse økosystem. Vi kigger også nærmere på mange af de utallige plantearter, hvoraf nogle stadig bruges til at helbrede eller forebygge sygdomme, andre kan ryges og andre igen kan man skrive på bladene, hvis man lige står og mangler sin notesbog! Måske er vi heldige, at denne botaniske tur krydres med lidt fauna i form af eksotiske fugle eller aber, som dog oftest holder til i trætoppene højt over os.

Tilbage ved hytterne spiser vi frokost og slapper af, inden vi tager med båd ud på floden og kigger efter mere dyreliv. Er der meget vand i området, kan vi være heldig at spotte lyserøde floddelfiner, der ligesom hvaler oftest dukker op i den modsatte retning af, hvor man kigger! Delfiner eller ej — et af eftermiddagens andre højdepunkter er muligheden for en dukkert direkte fra båden i en af Amazonas lune og nærmest kulsorte søer.

Efter mørkets frembrud sætter vi os igen i bådene og skal (i bogstaveligste forstand) med lys og lygte på udkig efter krokodiller, der ved aftenstide ynder at holde til omkring netop vores ø.

M/F/A

Dag 11. Amazonas: Besøg Siona indianerne - Vandring i ’Amazonas By Night’

Cuyabeno reservatet blev etableret i 1979 med henblik på at beskytte områdets regnskov, bevare dyrelivet samt videregive området som fristed til de oprindelige beboere — Siona, Secoya og Cofan indianerne - hvor de kan fortsætte deres traditionelle levevis.

Vi bruger dagen i selskab med Siona indianerne, som er reservatets største etniske gruppe og tæller et par hundrede individer. Vi skal med båd ned af Cuyabenofloden for at komme til deres landsby og undervejs er det muligt at se blandt andet fugle, aber, slanger og skildpadder.

Ved ankomsten vises vi rundt i landsbyen og får fortalt om befolkningens levevis. Herefter overværer vi, hvordan man laver ’casabe’ — en stor brødpandekage sprængfyldt med kulhydrater og vitaminer baseret på den vegetabilske yucca rod. Vi spiser casabe til frokost i landsbyen og når måske at få hilst på sionaernes farverige åndemaner, inden vi vender næsen og båden hjem igen til hytterne i det grønne.

Aftenen bruger vi på en spændende vandretur i området, hvor regnskovens små krible-krablere (insekter, edderkopper, gekkoer, frøer og så videre) er kommet ud fra deres skjul. Måske moskitonettet i nat trækkes ekstra godt ind under madrassen, inden vi falder i søvn til junglenattens lyde...

M/F/A

Dag 12. Amazonas: Fugletur — Båd & bus til Lago Agrio — Fly til Quito

For de fugleinteresserede deltagere starter dagen meget tidligt med en såkaldt amatørornitologisk tur, hvor vi lytter og kigger efter fugle. Med knap 600 fuglearter i området, skulle vi vist være garanteret en observation eller to.

Tilbage ved hytterne spiser vi morgenmad og tager afsked med det lokale siona personale, som har passet os op og hygget omkring os de sidste tre dage. Båden bringer os tilbage op ad Cuyabeno floden, og ved ankomsten til reservatets indgang går vi i land og spiser frokost, inden busturen tilbage til Lago Agrios lufthavn. En kort flytur bringer os tilbage til Quito.

M/F/-

Dag 13. Galápagos: Fly til San Cristobal ø - Cykling, vandring og snorkling

I dag forlader vi fastlandet og flyver knap tusind kilometer mod vest til øen San Cristobal — den østligste af de 21 øer og 107 klipper og holme, som tilsammen udgør den verdensberømte øgruppe Galápagos.

Efter ankomst køres vi til vores lille pensionat i byen Puerto Baquerizo Moreno. Byen er Galápagos provinsens hovedstad og dens knap 6000 indbyggere beskæftiger sig primært med jordbrug, fiskeri og turisme. Efter indkvartering er vi klar til at se os omkring og møde de første af Galápagos øernes helt unikke dyrearter. Vi har en cykeltur på en halv time fra Puerto Baquerizo Moreno til dagens destination ’La Lobería’ på San Cristobals sydvestlige kyst. Ved ankomsten til La Lobería efterlader vi cyklerne og fortsætter til fods til et område, hvor søløver og havleguaner ofte holder til.

Ved kysten findes ligeledes et rigt fugleliv, og vi har mulighed for at kunne nyde synet af blandt andet svalehalede måger og de elegante fregatfugle. Efter vandreturen skifter vi til badetøj, svømmefødder og snorkel, for på Galápagos er dyrelivet under vandet lige så fascinerende som oven vande, og snorkling hér (udover skildpadder og farverige tropefisk) byder ofte på tætte og meget spændende møder undervands med legesyge søløver.

Sidst på eftermiddagen cykler vi tilbage til vores pensionat i Puerto Baquerizo Moreno, og aftensmaden kan nydes på en af byens gode restauranter.

M/F/-

Dag 14. Galápagos: San Cristobal ø - Sejlads, snorkling og vandring

Dagen i dag vil vi primært bruge til vands. Vi skal ud at sejle samt udforske et af de bedste snorkling steder på Galápagos.

I San Cristobals havn påmønstrer vi speedbåde og sætter kurs mod vest og den imponerende klippeblok El Léon Dormido eller Kicker Rock (afhængigt af om man synes klippen ligner en sovende løve eller en støvle…), hvis vertikale vægge skyder mere end 150 meter op af vandet. Denne klippeblok midt ude i havet er et yndet samlingssted for et utal af kulørte tropefisk og på en god dag er der også chance for at se enten søpindsvin, havskildpadder, hajer eller djævlerokker. Har vi tid efter snorkelturen, sejler vi rundt om Kicker Rock og kigger efter suler, som har små kolonier på de stejle klippesider.

Frokosten indtages på båden i en lille vig og der er efterfølgende tid til at slappe lidt af på stranden, inden der sejles retur til Puerto Baquerizo Moreno.

Om eftermiddagen går vi en lille tur op til udsigtspunktet Frigate Bird Hill. På turen passerer vi først øens Interpretation Center, som har en rigtig fin udstilling, der fortæller om øernes formation, dyrelivet, befolkningen og vigtigheden af at beskytte og bevare naturen. Vi fortsætter op mod toppen af Frigatebird Hill gennem et tørt landskab, hvor Opuntia kaktus og andre ikke-vandkrævede planter trives. På toppen har vi udsigt til fregatfuglenes yngleområde og Kicker Rock, hvor vi snorklede først på dagen.

Tilbage i Puerto Baquerizo Moreno spiser vi til aften i byen. (NB - er vandforholdene omkring Kicker Rock urolige vil et muligt alternativ til snorkling denne dag kan være klippeområdet Punta Pitt.)

M/F/-

Dag 15. Galápagos: Øerne Santa Cruz & Isabela - Sejlads og vandring

Vi mødes ved molen tidligt om morgenen klar til nye eventyr på naboøerne Santa Cruz og Isabela i vest. Vi har cirka to timers sejlads inden vi lægger til ved havnen i Santa Cruz.

I Santa Cruz bruger vi formiddagen på en lille vandretur til Tortuga Bay - berømt for sin gigantiske og perfekte hvide sandstrand, der dog er forbudt at svømme fra. Stranden og vandet omkring bevares for dyrelivet, og man vil ofte se mange marine leguaner, Galápagos krabber og fugle spredt langs de vulkanske klipper.

Vi spiser frokost på Santa Cruz og først på eftermiddagen sejler vi videre mod vest til øen Isabela (cirka to en halv times sejltid). Ved ankomsten til Isabela tjekker vi ind på vores hotel i den lille, søvnige by Puerto Villamil, der ligger lige op til en skøn, hvid palmestrand.

Inden aftensmaden er der mulighed for en tur til fods til salt- og brakvands lagunerne vest for Puerto Villamil, hvor et imponerende fugleliv - inklusiv Galápagos’ største koncentration af flamingoer - som oftest holder til. På trods af sin lille størrelse findes der et godt udvalg af hyggelige spisesteder i Puerto Villamil og ’Søløve Baren’ for enden af molen er efter sigende et godt sted at nippe cocktails og nyde solnedgangen.

M/F/-

Dag 16. Galápagos: Isabela ø — Vandring Sierra Negra — Skildpaddeopdræt eller snorkling

Isabela er den største ø i Galápagos øhavet og består af seks vulkaner, der over tid er smeltet sammen i én stor ø med facon som en søhest.

Det meste af Isabela er ufremkommelig, men der går en rigtig fin vandresti til kraterkanten af vulkanen Sierra Negra (1.124m), så der skal vi selvfølgelig op. Sierra Negra betragtes som det næststørste vulkanske caldera i verden (efter Yellowstone, USA) med sin 14 kilometer lange kam. Til gengæld er krateret kun 100 meter dybt.

Sierra Negra er en såkaldt skjold-vulkan — d.v.s. en vulkan skabt af milde udbrud der flyder ud i alle retninger og størkner til et (kriger) skjold. Vandringen giver os et fantastisk indblik i øhavets geologi og opståen og krydres undervejs med en anderledes og spændende flora som f.eks. den op til fem meter høje kandelabra kaktus — endemisk til Galápagos.

Vi spiser frokost på en hyggelig restaurant (økolodge/landbrug) i højlandet og kan efterfølgende slentre lidt rundt i lodgens store have blandt bananpalmer og kæmpeskildpadder.

Eftermiddagen tilbage i Puerto Villamil kan bruges enten på at snorkle sammen med lokalguiden i Concha de Perla (en naturlig svømmepøl tæt på havnen) eller man kan selv besøge Giant Tortoise Breeding Center — et center for opdræt af skildpadder, der beskytter dyrene i deres første leveår. Æg fra kæmpeskildpadderne indsamles og bringes til centeret, hvor de udklækkes og efter nogle år sættes skildpadderne ud deres naturlige miljø. Der overnattes igen i Puerto Villamil.

M/F/-

Dag 17. Galápagos: Isabela ø - Kayaking Las Tintoreras — bådtransfer til Santa Cruz ø

Vi bruger formiddagen ved Las Tintoreras, som er en række mindre øer og små bugte med stille, turkist vand ud for Puerto Villamil. På grund af kolde havstrømme omkring Isabela er havet her særligt nærringsrigt for fisk, fugle og havdyr og det er på Isabella at verdens lille bestand af Galápagos pingviner fortrinsvis holder til.

Vi skal i dag udforske Galápagos fra kajak med at padle rundt i bugten og omkring øerne, mens vi spejder efter fugle, skildpadder og selvfølgelig pingviner. Forhåbentlig møder vi også igen i dag øernes karakteristiske havleguaner - taknemmelige ofre for ens nysgerrighed — de bruger det meste af dagen på at ligge stille i solen og opvarme kroppen kun afbrudt af et ’fnys’ fra tid til anden, hvor kaskader af overflødig havsalt sendes ud af næseborene.

Tilbage i Puerto Villamil spiser vi frokost og så er det blevet tid til at vende snuden mod øst til Santa Cruz, hvor vi efter to en halv times sejlads ankommer til Puerto Ayora. Puerto Ayora er Galápagos’ største by med masser af butikker, cafeer, restauranter og liv — lidt af en omvæltning fra stilheden i Puerto Villamil. For de som har lyst går vi inden aftensmaden ned til byens lille bådehavn, hvor det ofte myldrer med spøjst-udseende pelikaner.

M/F/-

Dag 18. Fly fra Baltra, Galápagos til Guayaquil

Vi kører fra Puerto Ayora op gennem det frodige og fugtige højland tværs over Santa Cruz ø til Canal de Itabaca i nord, hvor en taxi-båd sejler os over kanalen til øen Baltra. I Baltra lufthavn går vi ombord på flyet tilbage til Ecuadors fastland.

Alle fly fra Galápagos mellemlander i Guayaquil på den sydlige kyst, så her hopper vi af og spendere turens sidste aften i Ecuadors største by. Guayaquil (udtales 'vajakil', eller noget i den retning...) er efter sigende opkaldt efter den lokale høvding (Guayas) og dennes hustru (Quil), som hellere begik selvmord end overgav sig Spanierne.

Guayaqyil er Ecuadors finansielle og kommercielle centrum - landets første bank blev etableret her i 1859 og byens havn har gennem tiderne udskibet tonsvis af kakao, træ og bananer. I Guayaquil overnatter vi på et hyggeligt hotel og hen under aften samles vi til et festligt aftensmåltid på en af byens bedste restauranter og får dermed sagt et passende farvel til hinanden og til Ecuador.

M/-/-

Dag 19. Afrejse fra Ecuador

I dag vender vi tilbage til de nordlige himmelstrøg. Afhængigt af afrejsetidspunktet bliver der måske mulighed for at nå de allersidste souvenirindkøb, inden vi køres til lufthavnen og stiger på flyet hjem.

M/-/-

Dag 20. Hjemkomst

Vi lander i vante omgivelser — afgjort med masser af oplevelser, der skal fordøjes, og endnu flere billeder, der skal sorteres…

-/-/-

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

20 dage — og er klassificeret en grad 2-3. 

Den mest udfordrende del af rejsen er dagene i højlandet — både på grund af terrænet vi vandrer og cykler i (ujævnt og på nogle dage med mange højdemeter op eller ned), aktiviteternes længde (vi vandrer/cykler 4-6 timer om dagen) og fordi vi opholder os i 3-4.000 meter over havets overflade. De fleste dage i højlandet vil derfor ligge nærmere et grad 3 aktivitetsniveau. Turprogrammet i højlandet er dog meget fleksibelt i forhold til vandre- og cykelturene, således at man både kan fravælge en vandretur og afkorte nogle af cykelturene, hvis man ønsker det, og i stedet benytte sig af vores følgebil. Samtidig bruger vi de første to dage i Quito på at lade kroppen justere til den nye højde, inden vi udsætter den for fysik aktivitet.

Aktiviteterne i Amazonas og på Galápagos er generelt lettere — grad 2 - også selvom vi er aktive og i gang det meste af dagene. Vandreturene i Amazonas og på Galápagos er i let terræn (måske bortset fra lidt mudder på vandrestierne…) og forholdsvis korte, 3-4 timer. Der vandres ikke i højderne, som på rejsens første dage i højlandet.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

ECUADORS HØJLAND OG ANDESBJERGENE MED TOPAS
Vi har på denne tur tre dage på cykel i højlandet/ved Cotopaxi. Cyklingen foregår på mindre veje uden den store trafik, enten asfalt eller grus. Vi prioriterer at køre i et roligt tempo med små pauser, både pga. højden vi befinder os i, men også så vi har tid og mulighed for at opleve det landskab og de landsbyer, vi cykler igennem. På alle cykeldagene deltager en lokal cykelguide/mekaniker udover Topas turlederen. Derudover er der følgebil med på alle ture, så du kan få et lift eller afkorte din tur, hvis du ønsker det. Vi har i højlandet ligeledes tre hele vandredage i et oftest ujævnt terræn med enkelte lange op og nedstigninger. Der vandres alle dage i plus 3.000 højdemeter.

OM CYKLERNE
I højlandet cykler vi på gode mountainbikes - den eneste cykel, der passer til det terræn, vi vil cykle i. En mountainbike har brede, stabile dæk og et godt greb i underlaget. Cyklen har håndbremser (oftest skivebremser) og udvendige gear, typisk mellem 14 og 21 gear. Der er ikke bagagebærer på cyklerne, så du kan evt. selv medbringe en lille og let rygsæk eller rygpose. BEMÆRK: Det er ikke vanskeligt at cykle på en mountainbike, men hvis du ikke har prøvet at cykle på mountainbike tidligere, så anbefaler vi kraftigt, at du enten låner eller lejer en mountainbike hjemme inden turen og cykler sig en ‘test-tur’, så du er bekendt med/ tryg ved cyklens gearskifte og håndbremser.

AMAZONAS REGNSKOV MED TOPAS

I Topas har vi valgt at tilbringe fire dage i reservatet Reserva de Producción Faunística Cuyabeno, beliggende helt ude i Ecuadors øst tæt ved grænsen til Peru. Reservatet dækker Ecuadors mest uberørte regnskov — det man betegner den ’primære’ eller oprindelige regnskov, hvilket refererer til regnskov, som eksisterer i sin oprindelige tilstand. Det er herude, at der er flest dyr og mest vegetation. Eftersom reservatet ikke ligger lige rundt om hjørnet fra Quito, har vi derfor valgt at flyve til/fra Lago Agrio, som er den nærmeste beboelse til reservatet (der skal stadig køres i to timer og sejles i 3-4 før vi ankommer til vores overnatningssted i reservatet!)

Vi bor i rustikke hytter i Cuyabeno med begrænset elektricitet fra en generator, der hver morgen kører i et par timer, så eventuelle batterier til kamera osv. kan oplades. Dagene er aktive med let vandring, badning og masser af sejlture. Vi besøger desuden Siona indianerne i et af deres små landsbysamfund.

GALÁPAGOS ØERNE MED TOPAS
960 kilometer ud for Ecuadors kyst ligger de 21 øer, der udgør øhavet Galápagos, som Charles Darwin gjorde verdensberømte i 1858 med sin bog ‘Arternes Oprindelse.’ Inden dyrelivsinteresserede begyndte at valfarte hertil, var øerne kun et stop for pirater og hvalfangere, som var alt andet end imponerede over dette ’forheksede og tørlagte’ sted. I dag bor der godt 40.000 mennesker på Galápagos øerne og det årlige besøgstal nærmer sig de 200.000. Hovedparten af de besøgende sejler fra ø til ø og bor ombord på de primært små motoriserede yachts.

Vi har valgt en alternativ måde at opleve øerne og deres dyreliv på, hvor vi ’hopper’ fra ø til ø med båd og sover i basis men komfortable pensionater om natten. Dette giver os en langt større frihed og fleksibilitet plus vi får lov at opleve livet i de små byer på øerne. Den største fordel ved at ø-hoppe er, at vi på denne måde har adgang til både vandring, cykling, kajaksejlads og snorkling, så vi oplever dyrelivet på tættere hold og naturen og omgivelserne på en langt sjovere og mere aktiv måde.

Har du dykkercertifikat og ønsker at dykke i Galápagos er dette muligt i det omfang, at der er plads på eventuelle ture. Prisen for en dagstur med frokost og inklusiv leje af udstyr koster omkring USD 175 og 200 per person.

Overnatning

I Quito og Guayaquil bor vi på et udmærket hotel i byen i topersoners værelser med eget bad og toilet.

I højlandet bor vi på små pensionater samt én nat på et typisk ecuadoriansk landsted (hacienda) primært i topersoners værelser med eget bad og toilet. Bemærk dog, at i landsbyen Insiliví soves enten på et lille pensionat med kun 6 værelser, hvor der er 5 senge på hvert værelse (så her skal man forvente at være mere end to personer på værelset). Overnattes der på Insilivís andet pensionat, er det som regel muligt at få topersoners værelser, hvorimod enkeltværelser er af en lidt lavere standard.

I Amazonas bor vi midt ude i regnskoven i rustikke men hyggelige hytter. Hver hytte har eget toilet/bad og soveplads til to eller tre personer. Sengene i hytterne er udstyret med moskitonet.

På Galápagos overnattes på små og basis pensionater i topersoners værelser med eget bad og toilet. På øerne er lange, varme brusebade på de fleste pensionater et ukendt fænomen (!), men man kan altid få skyllet saltvand og sand af kroppen.

Der er mulighed for at bestille enkeltværelse på turen (med undtagelse af Amazonas) mod et tillæg.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

I højlandet (og i Quito, som ligeledes ligger højt) kan der i løbet af dagen være store temperatursvingninger. Det er oftest køligt morgen og aften, men i løbet af dagen, hvis solen er fremme, kan det godt blive op til 25°C. Det anbefales derfor at medbringe en trøje, når du er ude i byen i løbet af dagen.

I højlandet regner det ofte om eftermiddagen og der vil typisk være mere skyet fra september til maj. Juni til september er som regel mere tørt og med flere solskinstimer. På grund af sin høje beliggenhed er det året rundt relativt køligt i højlandet med temperaturer ned til 3-8 grader om natten og 5-15 grader om dagen. På en solrig dag uden blæst kan du dog godt tage T-shirten frem.

Amazonas har sæson året rundt og du kan forvente varmt og fugtigt vejr med daglige regnbyger. Generelt regner det mindre i august-september og december-februar. Temperaturerne ligger året rundt mellem 19°C og 36°C.

Galápagos har to sæsoner i løbet af året. Den køligere og tørre sæson ligger fra juli til december. Her er det ofte mere overskyet og blæsende, hvilket kan gøre vandet lidt mere turbulent og overfart i speedbåd lidt ’sjovere!’ Vandet er også køligere, og våddragter anbefales til snorkling. Lufttemperaturerne ligger i dette halvår på 19-25°C og vandtemperaturerne på 18-23°C. I perioden januar til juni er det ofte varmere, mere klart vejr dog med enkelte kraftige regnbyger. Lufttemperaturer ligger i denne periode på 22-27°C og vandtemperaturerne på 21-27°C. Dyrelivet er godt i Galápagos året rundt, eftersom hovedparten af de dyr, du får at se, er enten flydt på træstammer eller blæst hertil. Det betyder, at arter som Galápagos pingvin, skarv, havleguaner, landleguaner, blåfodet sule, søløver med flere bor året rundt i Galápagos.

Pas og visum

VIGTIGT!
Når du booker rejsen, skal du opgive dine pasoplysninger, som bruges til køb af indenrigsflybilletter i Ecuador. Det er derfor vigtigt, at du ikke får nyt pas, når der er mindre end 90 dage til afrejse. Hvis du får nyt pas, hvor der er mindre end 90 dage til afrejse, risikerer du selv at skulle betale nye billetter.

Dit pas skal desuden være gyldigt minimum 6 måneder efter turens hjemrejse dato (indrejsekrav i Ecuador).
Som turist kræves der ikke visum til indrejse til Ecuador for ophold under 90 dage.

Har du spørgsmål til ovenstående, så kontakt os på info@topas.dk

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende, og at du skal besøge den ecuadorianske del af Amazonas.

Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Nordamerikanske US dollar er den officielle møntfod i Ecuador. $50 og $100 sedler accepteres sjældent, hvorfor det anbefales at medbringe mindre enheder på turen. Der findes et større antal hævemaskiner i Quito og flere butikker og restauranter accepterer ligeledes betaling med kreditkort. Det optimale vil være at medbringe en blanding af kontant valuta og hævekort eller kreditkort på turen (visa, Mastercard).
Drikkepenge i Ecuador:
I Ecuador er det, som i de fleste Sydamerikanske lande, kutyme at give drikkepenge. Beregn ca. USD 75 i drikkepenge på turen til alle de lokale guides, medhjælpere, chauffører osv. Turlederen på destinationen vil vejlede i fordelingen af ovennævnte drikkepengebeløb.

Derudover er det god skik at lægge mellem 10-15% af regningens beløb på restauranter (mange hoteller og større restauranter lægger på forhånd et service charge beløb på 10% oveni regningen), ved taxakørsel at runde op til det næste hele beløb og at give en lille mønt (en halv til en hel USD) til personale i lufthavne og på hoteller, som bærer ens bagage.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er rimelig mobildækning i byerne på rejsen og wi-fi i begrænset omfang, så du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Bemærk venligst

VIGTIGT: Krav til rejsesygeforsikring
Det Ecuadorianske turistministerium har den 23. april, 2018 indført et krav om obligatorisk rejsesygeforsikring for alle udlændinge, der rejser ind i landet. Kravet træder i kraft den 22. juli, 2018. Forsikringskort eller certifikat skal på forlangende vises ved indrejse og være gyldigt under hele opholdet. Vi anbefaler, at du får dit forsikringsselskab til at sende dig en bekræftelse på engelsk på, at du er i besiddelse af en rejsesygeforsikring. Forsikringen skal som minimum dække udgifter til medicin- og lægebehandling.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

1. EN DAGSTURSRYGSÆK — 25-40 L.
På vandre og cykelturene i højlandet skal du medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen (vand, ekstra tøj, solcreme, kamera, personlig førstehjælp osv.). Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Rygsækken skal være regntæt, så man bør medbringe et regnoverslag til rygsækken. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

2. STOR BAGAGE
Vi anbefaler at du pakker dit tøj og udstyr til turen i en blød kuffert eller vadsæk. Den fylder mindre og er lettere at læsse på firehjulstrækkeren, træbåden til Amazonas og speedbåden i Galapagos.

3. BAGAGE OPBEVARING
Der er mulighed for, at du kan opbevare dit Amazonas og Galapagos tøj på hotellet i Quito, mens vi er i højlandet. Medbring gerne en lille lås til denne taske/kuffert, hvis du ønsker at låse den under opmagasineringen. Når vi forlader Quito på turens dag 9 skal du have al din bagage med til henholdsvis Amazonas og Galapagos, da vi ikke kommer tilbage til hotellet i Quito. (På dag 12 overnattes på hotel tættere på lufthavnen og på dag 18 overnattes i Guayaquil inden hjemrejsen.)

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Tennis eller sportssko til cykelturene og vandring i varmt, tørt vejr.
Fastsiddende sandaler der kan tåle vand (eks. Teva).

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj

  • Vind og vandtæt jakke MED hætte (hard shell/skaljakke/Gore-tex)
  • Vind og vandtætte overtræksbukser/regnbukser — gerne med lynlås i siderne
  • 2-4 T-shirts (uld eller syntetisk materiale)
  • 2-3 tynde trøjer m/lange ærmer (uld eller syntetisk materiale)
  • Lange underbukser (uld eller syntetisk materiale)
  • Langærmet undertrøje (uld eller syntetisk materiale)
  • Undertøj
  • Tynd fleece jakke eller ulden sweater
  • Tyk fleece jakke eller ulden sweater
  • Varm hue (skal dække ørene)
  • Varmt tørklæde
  • Solhat med bred skygge hele vejen rundt
  • 1 par tynde fingervanter
  • 1 par varme vind og vandtætte luffer
  • 2-3 par almindelige vandresokker
  • 1-2 par vandrebukser
  • 1 par cykelbukser
  • Badetøj/shorts
  • Rejsetøj og bytøj (skjorter, nederdele, shorts, lette bukser osv)
  • Buff eller bandana til at beskytte mod solen

 

RÅD OG VEJLEDNING OMKRING PÅKLÆDNING
T-shirts, trøjer og undertøj i uld eller syntetisk materiale (polyester, polypropylene eller polyamid) er langt at foretrække frem for bomuld. I modsætning til bomuld er uld og syntetiske materialer nemlig svedabsorberende og hurtigttørrende, hvilket er væsentligt, så du undgår at blive kold under vandringen.

Skulle vi få regn på vandredagene i bjergene, er det utroligt vigtigt, at dit udstyr kan holde både din under og overkrop helt tør. Vær derfor sikker på, at dit yderste lag er 100% vandtæt. En poncho er uegnet i bjergene — den er hverken solid/vandtæt nok, eller for den sags skyld praktisk når man skal vandre eller cykle.

På ture af denne type med store temperatursvingninger er det en fordel, at du hele tiden kan tage lag af og på for at regulere varmen. To lag er derfor bedre end ét tykt.

I hytterne i Amazonas regnskoven kan man låne regnponcho og støvler (op til størrelse 46).

Diverse

  • God men let lommelygte til aftenvandringen/spotte dyr i Amazonas
  • Vandrestave (justerbare)
  • Drikkedunke til 1-2 liters væske
  • Valuta og rejsedokumenter
  • Pas (Ecuador kræver ved indrejse, at dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder ud efter hjemrejsedato)
  • Rejseforsikringskort/dokument
  • Kopi af pas/flybillet
  • 1-2 solide plastikposer (evt. sorte affaldssække) til at imprægnere rygsæk og bagage
  • Vandtæt paksæk til dagsudflugter (Amazonas & Galápagos)
  • Lille, let og hurtigttørrende håndklæde
  • Toiletartikler
  • Solcreme og læbepomade (faktor 30-50)
  • Myggebalsam (evt. med DEET)
  • Medicin og førstehjælp til eget brug (vabelplaster/Compeed, sportstape, knæbind)
  • Desinficerende håndsprit/gel til hænderne
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Vækkeur/alarm
  • Pengebælte
  • Kamera, oplader, SD kort osv. (evt. undervandskamera til Galápagos)
  • Kikkert
  • Evt. lommekniv
  • Evt. lille lås til bagagen

Specifikke turbemærkninger

MOD MYG

Vi anbefaler tyndt løstsiddende tøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam er den bedste beskyttelse mod evt. myg om aftenen.

TØJVASK
Det er en god ide at medbringe lidt vaskemiddel til håndvask, så cykel- og vandretøj kan skylles op efter behov.
Der er dog mulighed for at få vasket tøj i San Cristobal på Galápagos.

UDSTYR SPECIELT TIL GALÁPAGOS
På Galápagos kan man leje våddragt til USD 5 per dag. Dette anbefales til snorkelture i perioden maj-november, hvor vandet er køligere.
Med i turens pris er leje af kajakker, cykler, cykelhjelme og snorkeludstyr. Vær dog opmærksom på, at svømmefødder kun fås op til størrelse 45. Bruger du størrelse 46 eller over, skal egne svømmefødder medbringes hjemmefra.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

Kontakt os

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark