Ny tur

Ecuador - Sneklædte vulkaner og Galápagos’ enestående dyreliv

Store højdepunkter og små hemmeligheder står i kø på denne 17-dages rundrejse med vandring og cykling i Andesbjergenes farverige højland og ø-hop i det unikke Galápagos øhav.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

På verdens midte, klemt inde mellem Peru og Colombia, ligger Ecuador - et af de mindste lande på det sydamerikanske kontinent, der ikke desto mindre er berømt for sin exceptionelle mangfoldighed af naturlandskaber, dyreliv, befolkning og kulturskatte.

Rundrejsen starter i landets langstrakte og livlige hovedstad, Quito. Herefter går turen op i højlandet og ind i hjertet af Andesbjergene, hvor du skal cykle og vandre din vej sydpå mod kysten. Højlandet består af stejle bjergskråninger overdænget med små agerbrug i grønne, brune og gule nuancer. Langt oppe over de små agerbrug lurer tårnhøje sneklædte vulkaner, som du ligeledes oplever på tæt hold på vandreture og cykelture med Topas.

Turens anden del tager dig til øgruppen Galápagos, som er verdensberømt for sit forunderlige dyreliv. Her ånder fred og idyl og et væld af unikke skabninger – fra finurlige blåfodede suler til fredsommelige leguaner, legesyge søløver og farvestrålende tropefisk. Dagene på Galápagos er baseret på fysisk aktivitet, så du vil opleve dyrelivet og naturen både til fods, fra kajak, på cykel og ikke mindst iført svømmefødder og snorkel.

VENLIGST BEMÆRK: Den første sæson af turen, ref. ECAG1901+1902 er pionérture.

Glæd dig til

  • Vandring rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø
  • Ø til ø på Galápagos – San Cristobal, Isabela og Santa Cruz
  • Snorkling i verdensklasse blandt legesyge søløver og hyggelige havskildpadder
  • Cykling ved foden af den gletsjerklædte vulkan Cotopaxi (5.897m)
  • Overnatning i Andesbjergenes små, hyggelige landsbyer
  • Galápagos pingvinen - verdens eneste ækvatoriale pingvin
  • Kanelfarvede vicunaer, sjælden polylepis-skov og Ecuadors højeste bjerg
  • Autentiske møder med Ecuadors oprindelige og farvestrålende folk

Rundrejser med Topas

Hos Topas har vi lavet vores egen fortolkning af den klassiske rundrejse. Læs mere om hvad vi gør for at give dig det bedste eventyr samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Program

Dag 1 til 3. Quito og Cotopaxi Nationalpark

  • Med fly til Ecuador – Ankomst Quito
  • Sightseeing i Quito – Historiske, gamle bydel
  • Cykling i Vulkanlandets højsæde – Cotopaxi Nationalpark

    Dag 4 til 6. Vandring i højlandet i Andesbjergenes hjerte

    • Vandring i Andesbjergenes hjerte – fra Isinliví til Chucchilán
    • Vandring i Los Ilinizas naturreservat – tågeskov og páramo slette
    • Vandring rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø

    Dag 7 til 9. Salinas de Guaranda, Chimborazo Nationalpark og Guayaquil

    • Til Salinas de Guaranda – Driftige kooperativer & saltminer
    • Vandring Chimborazo nationalpark - Ecuadors højeste bjerg, vicuñaer & polylepis-skov
    • Til Guayaquil – Landleguaner, det gamle kvarter og ’sun-downer’ på havnefronten

    Dag 10 til 16. Galápagos – Øerne San Cristobal, Isabela og Santa Cruz

    • Galápagos – Med fly til San Cristobal – Havleguaner og snorkling med søløver
    • Galápagos, San Cristobal – Sejlads, snorkling ved Kicker Rock og vandring
    • Galápagos – Bådtransfer til Isabela via Santa Cruz - Sejlads og vandring
    • Galápagos, Isabela – Cykel & kajak – Grædemur, pingviner, mangrove og lyserøde flamingoer
    • Galápagos, Isabela – Vandring Sierra Negra vulkanen – Skildpaddeopdræt eller snorkling
    • Galápagos - Bådtransfer til Santa Cruz – Charles Darwin Research Station
    • Hjemrejsen starter - Fly fra Baltra, Galápagos til Guayaquil og videre mod nord

      Dag 17. Ankomst til Danmark

      Se det detaljerede dagsprogram her

      Prisen inkluderer

      • Grupperejse med Topas turleder og engelsktalende lokalguider
      • Flyrejse København - Quito / Guayaquil – København
      • Flyrejse Galapagos (Guayaquil-San Cristobal / Baltra-Guayaquil)
      • Al lokal transport i bus og bådtransfers
      • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
      • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
      • Adgangsgebyr til Cotopaxi, Quilotoa og Chimborazo
      • Leje af mountainbikes, følgebil og mekaniker på cykelturen ved Cotopaxi
      • Leje af cykler, kajak, våddragt (3mm/korte ben) og snorkeludstyr (op til str. 45 svømmefødder) på Galápagos
      • TCT transitkort (Galápagos)
      • Bidrag til rejsegarantifonden

      Prisen inkluderer ikke

      • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
      • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca USD 8-20 pr måltid)
      • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
      • Indgang til Galápagos — USD 100 (skal betales i kontanter og helst 5x20 USD sedler)
      • Drikkepenge til turens lokale guider ( i alt ca. USD 70)
      • Evt. enkeltværelsestillæg: DKK 4.500 

      Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

      Maks. antal deltagere på rejsen: 15

      Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
      • Sværhedsgraden på rejsen
      • Aktiviteterne
      • Klimaet

      Fællesskabet

      Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

      Dagsprogram

      Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

      Dag 1. Med fly til Ecuador – Ankomst Quito

      Vi ankommer til Quito, som ligger højt på et plateau i Andesbjergene klemt inde mellem Pichincha massivets grønne bjergskråninger i vest og Valle de los Chillos dalen i øst.

      Efter ankomsten køres vi til vores hotel i byen, hvor turlederen efter indkvarteringen vil informere om turen. Afhængigt af ankomsttidspunktet er der efterfølgende måske tid til at se sig lidt omkring i byen. Quito ligger i 2.850 m., så det anbefales at tage det stille og roligt resten af dagen, mens kroppen tilpasser sig til den nye højde.
      -/-/-

      Dag 2. Sightseeing i Quito – Historiske, gamle bydel

      Lettere påvirket af jet-lag vågner vi sikkert tidligt og er klar til at udforske Ecuadors livlige hovedstad, der blev anlagt i det 16. århundrede ovenpå ruinerne af en tidligere Inka by.

      Quito har form som en smal strimmel, hvor vores hotel ligger i den nye bydel La Mariscal i nord. I byens modsatte ende findes den gamle bydel, som består af et virvar af smalle gader og brede, brostensbelagte pladser tilsat et større antal kirker, klostre, palæer og farverige huse. Den gamle bydel har siden 1978 været på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv som 'Latinamerikas mest velbevarede og mindst forandrede historiske bydel,' og her er mange smukke bygninger at kigge på og besøge.

      Om eftermiddagen er der mulighed for at tage en taxi til bakketoppen El Panecillo og den 30-meter høje statue Virgin de Quito og kigge ud over Quito, der oppe fra ligner et gigantisk tæppe af små, hvide huse omsluttet af grønne bakker. Det anbefales at blive i den gamle bydel til efter mørkets frembrud, da Quitos aftenbelysning på de historiske bygninger er en oplevelse i sig selv.

      M/-/-

      Dag 3. Cykling i Vulkanlandets højsæde – Cotopaxi Nationalpark

      Ecuador har så høj en koncentration af vulkaner, at der ofte refereres til landets ’vulkan avenue’. Turens første aktive dag bliver midt på denne avenue og er centreret omkring en af verdens smukkeste vulkaner, Cotopaxi.

      Cotopaxi betyder ‘månens hals’ på det oprindelige folks sprog og navnet giver mening, når man ser den knap seks kilometer høje, symmetriske og kegleformede vulkan række næsten helt op til månen fra den ellers flade slette. Cotopaxi har én af verdens få tilbageværende ækvatoriale gletsjere, der ligger som en krans af flødeskum på vulkanens top, og det er ganske velfortjent, at den titulerer som en af Andesbjergenes mest naturskønne vulkaner.  

      Vi forlader Quito tidligt om morgenen og kører sydpå ad den berømte Pan American Highway - en hovedvej på 48.000 kilometer, der forbinder det amerikanske kontinent fra Alaska i nord til Argentina i syd - indtil vi efter cirka halvanden times kørsel når til Cotopaxi National Park. Her vil vi først gå en tur rundt om Limpiopungo søen (3.800 m.) med udsigt til både fugleliv og Cotopaxi vulkanen. Derefter er det på med hjelm og cykelhandsker og af sted på cyklerne.

      Foran os har vi en godt 30 kilometer lang og spændende cykeltur, som starter i 3.900 meters højde på en bred grusvej. Ruten er primært nedadgående eller ligeud, men kræver alligevel ’gode ben’ pga. højden. Landskabet undervejs er utroligt varieret - fra goldt og barskt med store vidder til klipper, fyrretræsskov og relativ frodig tundra, hvor vilde heste ofte strejfer omkring.

      Efter frokost i det fri cykler vi videre på både grus, asfalt og skovsti, indtil vi sidst på eftermiddagen kommer til udkanten af nationalparken. Her ligger vores overnatningssted, en hyggelig ’hacienda’ (typisk sydamerikansk landsted med rødder tilbage i kolonitiden) midt i højlandets vilde natur. Vi overnatter i 2.800 m.

      M/F/-

      Dag 4. Vandring i Andesbjergenes hjerte – fra Isinliví til Chucchilán

      Vi har knap halvanden times kørsel op gennem det frodige højland til den lille, afsondrede landsby Isinliví, som er kendt for sit fine træskærerarbejde. Byens knap 4.000 indbyggere er primært 'mestizos', hvilket betegner en person af blandet spansk og indfødt herkomst.

      Fra Isinliví vil vi vandre til nabolandsbyen Chucchilán via bakkede bjergstier og langs Andesbjergenes karakteristiske landbrugsterrasser. Undervejs mødes vi sikkert af enten nysgerrige eller generte blikke fra landarbejderne, der flittigt hypper kartofler, planter majs eller høster quinoa. Områdets mange små familielandbrug er stærkt opdelt i forskellige afgrøder, hvilket giver et fantastisk og farverigt ’patchwork’ landskab.

      Vi kan også nyde højlandets kløftlandskab, skabt af den brusende flod Toachi, som vi krydser et par gange på vandringen via små gangbroer. Toachifloden udspringer fra vulkantoppene højt oppe i Andesbjergene og løber ud i Stillehavet ved Ecuadors kyst. Floden er kendt for sine vilde strømfald og er derfor et yndet mål for rafting i gummibåde længere sydpå.

      Vi overnatter i landsbyen Chucchilán (3.200 m.o.h.), som har lidt over 6.000 indbyggere.

      Dagens vandring: Ca. 13 km / + 740 højdemeter / - 480 højdemeter / max. højde 3.200 m.o.h

      M/F/-

      Dag 5. Vandring i Los Ilinizas naturreservat – tågeskov og páramo slette

      Vi fortsætter vores oplevelser i højlandet til fods med en cirka fem timers vandretur til naturreservatet Los Ilinizas. I højdemeter spænder reservatet fra 800 til 5.263 inden for et forholdsvis begrænset areal og mangfoldigheden af flora og fauna i reservatet er enorm.

      Vi lægger ud fra Chucchilán med en dejlig opstigning gennem Sydamerika og Andesbjergenes typiske páramo landskab – et økosystem der ligger over trægrænsen men under den permanente snegrænse. Foruden nogle gigantiske græstotter består páramo af utallige blomster og buske, som vi sikkert aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med.

      Fra páramosletten ledes vi op i reservatets tågeskov, hvor tåge eller let nedbør året rundt betyder stedsegrøn, frodig vegetation samt forekomsten af mos, der slynger sig op ad træernes stammer eller hænger som skæg på grenene. Vi har en lokalguide med til at vise vej gennem skovens nærmest jungleagtige labyrint og til at indvi os i tågeskovens dyreliv, klima og medicinal anvendelse af planterne.

      Turen er et loop og undervejs besøges en lokal osteproducent, hvis opståen i området er lidt af et kuriosum. Forklaringen er et schweizisk velgørenhedsprojekt fra 1970’erne - man skal man dog ikke forvente, at Chucchilán-oste smager som emmentaler eller gruyére! Tilbage i landsbyen er der om eftermiddagen tid til at nyde stemningen og indbyggernes farvestrålende påklædninger.

      Vi overnatter igen i Chucchilán.

      Dagens vandring: Ca. 17 km / + 650 højdemeter / - 650 højdemeter / max. højde 3.500 m.o.h

      M/F/-

      Dag 6. Vandring rundt om Quilotoa vulkanens smaragdgrønne kratersø

      Vi kører op i knap 4.000 m. til det lille lokalsamfund, Quilotoa, som ligger i den vestligste del af de ecuadorianske Andesbjerge. Quilotoa er kendt for sin gudesmukke, smaragdgrønne sø, der udfylder det tre kilometer brede krater i Quilotoa vulkanens sammenfaldne midte. Vulkanens opløste mineraler i vandet giver den 250-meter dybe sø sin grønne farve, der skifter nuance afhængigt af lyset.

      Vandreturen rundt om søen Laguna Quilotoa tager cirka seks timer og vi følger en 10 kilometer lang sti på vulkanens kraterkant – en rute som ikke altid er den letteste rent terrænmæssigt, men vores anstrengelser belønnes til overflod med de vedvarende udsigter til søen, højlandet omkring os og tvilling-vulkantoppene Iliniza Norte og Sur. Efter vandreturen kan vi hvile benene på køreturen de knap 90 kilometer til Salcedo, hvor vi indlogerer os på et af omegnens eneste hoteller lige ved Pan American Highway i 2.690 m.

      Dagens vandring: Ca. 11 km / + 620 højdemeter / - 620 højdemeter / max. højde 3.939 m.o.h


      M/F/-

      Dag 7. Til Salinas de Guaranda – Driftige kooperativer & saltminer

      Fra Salcedo forsætter vi i bus sydpå. I byen Ambato, hvor de fleste tager mod øst til de varme bade ved Baños, drejer vi i stedet mod vest til Salinas de Guaranda. Strækningen, vi nu kommer til at køre på, er en af de mest spektakulære i de Ecuadorianske Andesbjerge, med lave, afrundede og opdyrkede bakketoppe og svimlende udsigter til vulkanen Chimborazo.

      En anden men ligeså pittoresk scene møder os ved ankomsten til landsbyen Salinas de Guaranda, hvis hvide huse ligger klumpet sammen for foden af en stejl klippe omgivet af bølgende bakker og endeløse sletter. Man har i århundreder udvundet salt (’sal’) fra Salinas de Guarandas saltminer, men i dag er landsbyen bedst kendt for sine blomstrende kooperativer startet i 1970’erne af den italienske missionær Antonio Polo. Landsbyens tidligere lavtlønnede arbejdere i saltminerne har nu taget skeen i den anden (og egen) hånd og driver selv produktion, administration og salg af blandt andet chokolade, fodbolde, uld, ost og ørred. Landsbyen summer af energi, initiativ og trivsel, der - kombineret med sin smukke beliggenhed - gør den til et dejligt sted at være.

      Vi ankommer lidt før frokost og har tid til at kigge os omkring, spise frokost og indsnuse stemningen, inden vi tager på guidet besøg rundt i byen, til saltminerne og nogle af landsbyens kooperativer. Hen på eftermiddagen fortsætter vi med bussen en god halv time til nabolandsbyen Guaranda (2.670 m.), hvor vi har to overnatninger.

      M/-/-

      Dag 8. Vandring Chimborazo nationalpark - Ecuadors højeste bjerg, vicuñaer & polylepis-skov

      Dagens vandring i Chimborazo nationalpark byder på tre store højdepunkter. Det første rent bogstaveligt, da vi befinder os ved foden af Ecuadors højeste bjerg, Chimborazo, der skyder hele 6.268 meter op i vejret fra den store slette. Ligesom Cotopaxi ligger Chimborazo på Ecuadors såkaldte ’Vulkan Avenue’, dens facon er ligeledes kegleformet (stratovulkan) og toppen er dækket af gletsjeris.

      Omkring denne mastodont ligger reservatet ’Reserva de Produccion Faunistica Chimborazo’, oprettet i 1987 med henblik på at beskytte områdets resterende grupper af lamaer, alpacaer og ikke mindst vilde vicuñaer. Vicuñaen har altid været værdsat for sin bløde pels (dens garn sælges for syv gange prisen på cashmere), men var uddød i Ecuador. Bestanden af disse kønne, kanelfarvede miniature udgaver af lamaerne er nu langsomt i vækst, takket være donationer af arten fra nabolandene Chile, Peru og Bolivia.

      Dagens sidste højdepunkt er målet for vores vandring. Den store slette brydes fra tid til anden af små, sjældne skove, som ligger over den normale trægrænse i 4.000 m. Disse bjergskove består primært af arten polylepis – eller papirtræ – som er nogle helt eventyragtige lave, krogede træer med sølvgrå blade og en rødbrun løs, tyk og flagende bark.

      Vandringen op til polylepis-skoven tager os over sletten med panoramaudsigter til vulkanerne Chimborazo, Altar og Sangay (hvis de altså ikke er gemt i et skydække). Ofte ses strejfende flokke af vicuña, kondorer der svæver eller kæmpekolibrien, der med sine 23 cm ikke er så kæmpe endda.

      Hen på eftermiddagen køres vi tilbage til Guaranda og overnatter.

      Dagens vandring: Ca. 10km /+200 højdemeter /-400 højdemeter /max højde 4.200 m.o.h.

      M/F/-

      Dag 9. Til Guayaquil – Landleguaner, det gamle kvarter og ’sun-downer’ på havnefronten

      I dag kører vi det sidste stræk mod sydvest til Guayaquil. Turen tager knap fire timer med en pause undervejs. Det er en fantastisk oplevelse at se, hvordan landskabet ændrer sig på den relativt korte strækning fra golde bjerge til jungle, frodige kakao-, kaffe- og bananplantager til kysten

      Guayaquil (udtales 'vajakil', eller noget i den retning...) er efter sigende opkaldt efter den lokale høvding (Guayas) og dennes hustru (Quil), som hellere begik selvmord end at overgive sig til spanierne. Byen er Ecuadors største og landets finansielle og kommercielle centrum. Den første bank blev etableret her i 1859 og byens havn har gennem tiderne udskibet tonsvis af kakao, træ og bananer.

      Vi spiser frokost ved ankomsten til Guayaquil og eftermiddagen kan eventuelt bruges på et besøg i den lille 'Parque Las Iguanas' (Leguan Parken), som er hjemsted for snesevis af landleguaner. Her kan du som optakt til Galápagos træne din 'dyre-spotting' – leguanerne hænger som regel ud i træerne, omkring den lille sø, eller optager bænkene i parken. Man kan også vælge at besøge byens ældste kvarter, Las Peñas, og tage de 444 trappetrin til fyrtårnet op gennem kvarterets mange pastelfarvede og fotogene huse. Eller måske slutte dagen af med en drink på den spritnye havnefront, Malecon 2000, mens man kigger på menneskevrimlen.

      Overnatning i Guayaquil, som ligger i 4 m. (så her er masser af ilt…)

      M/-/-

      Dag 10. Galápagos – Med fly til San Cristobal – Havleguaner og snorkling med søløver

      I dag forlader vi fastlandet og flyver knap tusind kilometer mod vest til øen San Cristobal – den østligste af de 21 øer og 107 klipper og holme, som tilsammen udgør den verdensberømte øgruppe Galápagos.

      Efter ankomst køres vi til vores lille pensionat i byen Puerto Baquerizo Moreno. Byen er Galápagos provinsens hovedstad og dens knap 6.000 indbyggere beskæftiger sig primært med jordbrug, fiskeri og turisme. Efter indkvartering og frokost er vi klar til at se os omkring og møde de første af Galápagos øernes helt unikke dyrearter. Vi har en kort køretur til ’La Lobería’ på San Cristobals sydvestlige kyst, hvor vi fortsætter til fods til et område, hvor søløver og havleguaner ofte holder til.

      Ved kysten findes ligeledes et rigt fugleliv, og vi har mulighed for at kunne nyde synet af blandt andet svalehalede måger og de elegante fregatfugle. Efter den korte vandretur skifter vi til badetøj, svømmefødder og snorkel, for på Galápagos er dyrelivet under vandoverfladen lige så fascinerende som over. Snorklingen i ’La Loberia’ byder udover skildpadder og farverige tropefisk ofte på tætte og meget spændende møder med legesyge søløver og er samtidig det perfekte sted at blive fortrolig med at snorkle, hvis det er første gang, man kaster sig ud i denne fortræffelige aktivitet.

      Sidst på eftermiddagen tager vi tilbage til vores pensionat i Puerto Baquerizo Moreno og aftensmaden kan nydes på en af byens gode restauranter.

      M/F/-

      Dag 11. Galápagos, San Cristobal – Sejlads, snorkling ved Kicker Rock og vandring

      Dagen i dag vil vi primært bruge til vands. Vi skal ud at sejle samt udforske et af de bedste snorklingsteder på Galápagos.

      I San Cristobals havn påmønstrer vi speedbåde og sætter kursen mod vest og den imponerende klippeblok El Léon Dormido eller Kicker Rock (afhængigt af om man synes, klippen ligner en sovende løve eller en støvle…), hvis vertikale vægge skyder mere end 150 meter op af vandet. Denne klippeblok midt ude i havet er et yndet samlingssted for et utal af kulørte tropefisk og på en god dag er der også chance for at se enten søpindsvin, havskildpadder, hajer eller djævlerokker. Efter snorkelturen, sejler vi rundt om Kicker Rock og kigger efter suler og pelikaner, som har små kolonier på de stejle klippesider.

      Frokosten indtages på båden i en lille vig og der er efterfølgende tid til at slappe lidt af på stranden eller snorkle lidt mere, inden der sejles retur til Puerto Baquerizo Moreno.

      Om eftermiddagen kan de, der har lyst, gå med op til udsigtspunktet Frigate Bird Hill. På turen passerer vi først øens Interpretation Center, som har en rigtig fin udstilling om øernes formation, dyrelivet, befolkningen og vigtigheden af at beskytte og bevare naturen. Vi fortsætter op mod toppen af Frigatebird Hill gennem et tørt landskab, hvor Opuntia kaktus og andre ikke-vandkrævede planter trives. På toppen har vi udsigt til fregatfuglenes yngleområde og Kicker Rock, hvor vi snorklede først på dagen.

      Tilbage i Puerto Baquerizo Moreno spiser vi til aften i byen.

      (Bemærk - er vandforholdene omkring Kicker Rock urolige, vil et muligt alternativ til snorkling denne dag være klippeområdet Punta Pitt.)

      M/F/

      Dag 12. Galápagos – Bådtransfer til Isabela via Santa Cruz - Sejlads og vandring

      Vi mødes ved molen tidligt om morgenen klar til nye eventyr på naboøerne Santa Cruz og Isabela i vest. Vi har cirka to timers sejlads, inden vi lægger til ved havnen i Santa Cruz.

      I Santa Cruz bruger vi formiddagen på en lille vandretur til Tortuga Bay - berømt for sin gigantiske og perfekte hvide sandstrand. Stranden og vandet omkring bevares for dyrelivet og man vil ofte se havleguaner, Galápagos krabber og fugle spredt ud på de sorte vulkanklipper.

      Vi spiser frokost på Santa Cruz og først på eftermiddagen sejler vi videre mod vest til øen Isabela (cirka to en halv times sejltid). Ved ankomsten til Isabela tjekker vi ind på vores hotel i den lille, søvnige by Puerto Villamil, der ligger lige op til en skøn, hvid palmestrand. Her har vi tre overnatninger.

      På trods af sin lille størrelse findes der et godt udvalg af hyggelige spisesteder i Puerto Villamil og ’Søløve Baren’ for enden af molen er efter sigende et godt sted at nippe cocktails og nyde solnedgangen.

      M/F/-

      Dag 13. Galápagos, Isabela – Cykel & kajak – Grædemur, pingviner, mangrove og lyserøde flamingoer

      Formiddagen bruges på cykel til vådområderne ’Los Humedades’ og ’El Muro de las Lágrimas’ (grædemuren) vest for Puerto Villamil. Vi cykler stille og roligt, så vi ikke kolliderer med kæmpeskildpadder, der fra tid til anden krydser vejen. Vådområdet er nemlig et beskyttet område for de unge skildpadder på 5-25 år, der sættes ud i naturen fra Isabelas opdrætscenter.

      Undervejs skifter landskabet fra sandsti til vulkansk grusvej, hvid strandkyst og vådlandets tykke mangroveskov. Her finder vi alle de fire arter af mangrove, som eksisterer på Galápagos og det er en fantastisk oplevelse at nærmest fare vild blandt deres gigantiske virvar af rødder.

      Efter cirka syv kilometer fra byen når vi til ’El Muro de las Lágrimas’, en 100 meter lang og op til 25 meter høj mur bygget af lavasten fra en knap så rosenrød tid i øernes historie 70-80 år tilbage, hvor Galápagos blev brugt som straffekoloni. Her arbejdede straffefanger under kummerlige forhold, mens de selv byggede den mur, som skulle holde dem indespæret.

      Afhængigt af tidevandet, årstiden og tiden til rådighed, er der andre mulige stop på turen - eksempelvis lavatunnellerne, de lyserøde flamingoer eller udsigtspunktet med dykkende suler – inden vi cykler tilbage til Puerto Villamil og spiser frokost.

      Om eftermiddagen skal vi padle kajak i den turkise bugt ud for Puerto Villamil. På grund af kolde havstrømme omkring Isabela er havet her særligt næringsrigt for fisk, fugle og havdyr og det er på Isabela at verdens lille bestand af Galápagos pingviner fortrinsvis holder til. Ud over pingviner kan vi også være heldige at se skildpadder, rokker og søløver i bugtens klare vand.

      M/-/-

      Dag 14. Galápagos, Isabela – Vandring Sierra Negra vulkanen – Skildpaddeopdræt eller snorkling

      Isabela er den største ø i Galápagos øhavet og består af seks vulkaner, der over tid er smeltet sammen til én stor ø med facon som en søhest.

      Det meste af Isabela er ufremkommeligt, men der går en rigtig fin vandresti til kraterkanten af vulkanen Sierra Negra (1.124m), så der skal vi selvfølgelig op. Sierra Negra er en såkaldt skjold-vulkan (en vulkan skabt af milde udbrud, der flyder ud i alle retninger og størkner til et skjold) og betragtes med sin 14 kilometer lange kam som den næststørste vulkanske caldera i verden efter Yellowstone, USA. Til gengæld er krateret kun 100 meter dybt.

      Vandringen er ca. 16 kilometer lang og tager os 5-6 timer. Turen giver os et fantastisk indblik i øhavets geologi og opståen og krydres undervejs med en anderledes og spændende flora, som f.eks. den op til fem meter høje kandelabra kaktus – endemisk for Galápagos – samt store udsigter til de nordlige vulkaner og Fernandina.

      Vi spiser frokost på en hyggelig restaurant (økolodge/landbrug) i højlandet og kan efterfølgende slentre lidt rundt i lodgens store have blandt bananpalmer og kæmpeskildpadder.

      Eftermiddagen tilbage i Puerto Villamil kan bruges enten på at snorkle i Concha de Perla (en naturlig svømmepøl tæt på havnen) eller man kan besøge Giant Tortoise Breeding Center – et center for opdræt af skildpadder, der beskytter dyrene i deres første leveår. Æg fra kæmpeskildpadderne indsamles og bringes til centeret, hvor de udklækkes og efter nogle år sættes skildpadderne ud i deres naturlige miljø.

      M/F/-

      Dag 15. Galápagos - Bådtransfer til Santa Cruz – Charles Darwin Research Station

      Så er det blevet tid til at vende snuden mod øst til Santa Cruz, hvor vi efter to en halv times sejlads ankommer til Puerto Ayora. Puerto Ayora er Galápagos’ største by med masser af butikker, cafeer, restauranter og liv – lidt af en omvæltning fra stilheden i Puerto Villamil. Til gengæld er her mange gode spisesteder og byens lille bådehavn myldrer med spøjst-udseende pelikaner.

      Efter frokost kan de, som har lyst, besøge Charles Darwin Research Center, som ligger knap 30 minutters gang uden for byen. Selvom stedet er et forskningscenter med ca. 200 forskere, gør man meget ud af at formidle centerets arbejde til offentligheden. Dyre- og plantelivet på Galápagos er skrøbeligt og mange tiltag igangsættes løbende for at værne om øernes flora og fauna. Et passende sted at afslutte et besøg i denne unikke afkrog af verden.

      Hen under aften samles vi til et festligt aftensmåltid på en af byens bedste restauranter og får dermed sagt et passende farvel til hinanden og til Ecuador.

      M/-/-

      Dag 16. Hjemrejsen starter - Fly fra Baltra, Galápagos til Guayaquil og videre mod nord

      Vi kører fra Puerto Ayora op gennem det frodige og fugtige højland tværs over Santa Cruz øen til Canal de Itabaca i nord, hvor en taxi-båd sejler os over kanalen til øen Baltra. I Baltra lufthavn går vi ombord på flyet tilbage til Ecuadors fastland og sidst på eftermiddagen tager vi flyet hjem mod nord.

      M/-/-

      Dag 17. Hjemkomst

      Vi lander i vante omgivelser – afgjort med masser af oplevelser, der skal fordøjes, og endnu flere billeder, der skal sorteres…

      -/-/-

      Klik her for at komme retur til Rejsen kort

      Praktisk info

      Varighed og sværhedsgrad

      Turen varer 17 dage af grad 2-3.

      Den mest fysiske udfordrende del af rejsen er dagene i højlandet, både på grund af terrænet vi vandrer og cykler i (ujævnt og på nogle dage med mange højdemeter op eller ned), aktiviteternes længde (vi vandrer/cykler 4-6 timer om dagen) og fordi vi opholder os i 3-4.000 m. Vi bruger de første knap to døgn i Quito på at lade kroppen justere til den nye højde, inden vi udsætter den for fysisk aktivitet.

      Aktiviteterne på Galápagos er generelt lettere - grad 2 - også selvom vi er aktive og i gang det meste af dagene. Vandreturene foregår i lettere terræn og er forholdsvis korte (2-4 timer). Der vandres ikke i højderne, som på rejsens første dage i højlandet.

      Hvad betyder sværhedsgraden?

      Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

      Aktiviteter

      HØJLANDET OG ANDESBJERGENE
      Vi har på denne tur en dag på cykel i højlandet ved Cotopaxi. Vi cykler primært ned ad bakke eller ligeud på grusvej, små stier og mindre veje uden den store trafik. Vi prioriterer at køre i et roligt tempo med små pauser, både pga. højden, vi befinder os i, men også så vi har tid og mulighed for at opleve det landskab, vi cykler igennem. På cykelturen deltager en lokal cykelguide/mekaniker udover Topas turlederen. Derudover er der følgebil med, så du kan få et lift eller afkorte din tur, hvis du ønsker det. På cykelturen køres på mountainbikes. Cyklen har håndbremser og udvendige gear, typisk mellem 14 og 21 gear. Der er ikke bagagebærer på cyklerne, så du skal selv medbringe rygsæk eller rygpose.

      KRAV TIL DELTAGERNE

      På denne tur cykler vi på mountainbikes med udvendige gear og håndbremser på henholdsvis for og baghjul. Det er ikke svært at køre på mountainbike, men af sikkerhedsmæssige hensyn på turen, forventer vi, at du inden afrejsen har tilegnet dig de nødvendige færdigheder, så du på turen er fuldt fortrolig med en mountainbikes gearskifte, bremsere og kan kontrollere din fart.

      Vi har i højlandet ligeledes fem hele vandredage i et oftest ujævnt terræn med enkelte lange op- og nedstigninger. Der vandres alle dage i plus 3.000 højdemeter.

      GALÁPAGOSØERNE
      Hovedparten af de besøgende på Galápagos sejler fra ø til ø og bor ombord på de primært små motoriserede yachts. Vi har valgt en alternativ måde at opleve øerne og deres dyreliv på, hvor vi ’hopper’ fra ø til ø med båd og sover i basis men komfortable pensionater om natten. Dette giver os en langt større frihed og fleksibilitet, plus vi får lov at opleve livet i de små byer på øerne. Den største fordel ved at ø-hoppe er, at vi på denne måde har adgang til både vandring, cykling, kajaksejlads og snorkling, så vi oplever dyrelivet på tættere hold og naturen og omgivelserne på en langt sjovere og mere aktiv måde.

      Har du dykkercertifikat og ønsker at dykke ved Galápagos er dette muligt i det omfang, at der er plads på eventuelle ture. Prisen for en dagstur med frokost og inklusiv leje af udstyr koster omkring USD 175 og 200 pr. person.

      Overnatning

      I Quito og Guayaquil bor vi på udmærkede turistklasse hoteller i topersoners værelser med eget bad og toilet.

      I højlandet har vi én overnatning på et typisk ecuadoriansk landsted (hacienda) i topersoners værelser med eget bad og toilet. De resterende nætter i højlandet overnattes i små, autentiske landsbyer på gode, men basis, pensionater. Vi betræber os altid på, at overnatningerne bliver i topersoners værelser med eget toilet/bad. Bemærk dog, at udvalget af overnatningssteder i højlandet er yderst begrænset og i en nødsituation kan det betyde, at der må overnattes på 3-4 personers værelser eller med fælles bad/toilet. Til gengæld er omgivelserne den rene luksus - midt i smuk natur og med masser af lokalliv lige udenfor døren. 

      På Galápagos overnattes på små, hyggelige basis pensionater i topersoners værelser med eget bad og toilet. På øerne er lange, varme brusebade på de fleste pensionater et ukendt fænomen, men man kan altid få skyllet saltvand og sand af kroppen.

      Der er mulighed for at bestille enkeltværelse på turen mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

      Måltider

      Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

       

      Flyrejsen og lokal transport

      Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk.
      Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

      Gode råd til din flyrejse

      Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

      Klima

      I højlandet og i Quito kan der i løbet af dagen være store temperatursvingninger. Det er oftest køligt morgen og aften, men i løbet af dagen, hvis solen er fremme, kan det godt blive op til 25°C. Det anbefales derfor at medbringe en trøje, når du er ude i byen i løbet af dagen.

      I højlandet i perioden juni-september er det typisk tørt med flere solskinstimer. På grund af sin høje beliggenhed er det året rundt relativt køligt med temperaturer ned til 3-8 grader om natten og 5-15 grader om dagen. På en solrig dag uden blæst kan du dog godt tage T-shirten frem.

      Galápagos har to sæsoner i løbet af året. Den køligere og tørre sæson ligger fra juli til december. Her er det ofte mere overskyet og blæsende, hvilket kan gøre vandet lidt mere turbulent og overfart i speedbåd lidt ’sjovere!’ Vandet er også køligere, og våddragter anbefales til snorkling. Lufttemperaturerne ligger i dette halvår på 19-25°C og vandtemperaturerne på 18-23°C.
      I perioden januar til juni er det ofte varmere, mere klart vejr dog med enkelte kraftige regnbyger. Lufttemperaturerne ligger i denne periode på 22-27°C og vandtemperaturerne på 21-27°C. Dyrelivet er godt på Galápagos året rundt, eftersom hovedparten af dyrelivet ikke migrerer.

      Pas, visum og rejseforsikring

      PAS
      Når du booker rejsen, skal du opgive dine pasoplysninger, som bruges til køb af flybilletten til/fra Galápagos i Ecuador. Det er derfor vigtigt, at du ikke får nyt pas, når der er mindre end 90 dage til afrejse. Hvis du får nyt pas, hvor der er mindre end 90 dage til afrejse, risikerer du selv at skulle betale for en ny flybillet.

      Dit pas skal desuden være gyldigt minimum 6 måneder efter turens hjemrejsedato (indrejsekrav i Ecuador).

      VISUM
      Som turist kræves der ikke visum til indrejse til Ecuador for ophold under 90 dage.

      REJSEFORSIKRING
      Det Ecuadorianske turistministerium har den 23. april 2018 indført et krav om obligatorisk rejsesygeforsikring for alle udlændinge, der rejser ind i landet. Kravet træder i kraft den 22. juli 2018. Forsikringskort eller certifikat skal på forlangende vises ved indrejse og være gyldigt under hele opholdet. Vi anbefaler, at du får dit forsikringsselskab til at sende dig en bekræftelse på engelsk på, at du er i besiddelse af en rejsesygeforsikring. Forsikringen skal som minimum dække udgifter til medicin- og lægebehandling.

      Vaccinationer

      Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
      Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

      Valuta og kreditkort

      Nordamerikanske US dollars er den officielle møntfod i Ecuador og kontant betaling langt mere udbredt end betaling med kreditkort. $50 og $100 sedler accepteres sjældent, hvorfor det anbefales at medbringe mindre enheder på turen. Der findes et større antal hævemaskiner i Quito og nogle butikker og restauranter accepterer ligeledes betaling med kreditkort. Det optimale vil være at medbringe en blanding af kontant valuta og hævekort eller kreditkort på turen (visa, Mastercard).

      Wi-Fi og Mobildækning

      Der er rimelig mobildækning i byerne på rejsen og wi-fi i begrænset omfang, så du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

      Drikkepenge i Ecuador

      I Ecuador er det, som i de fleste Sydamerikanske lande, kutyme at give drikkepenge. Beregn ca. USD 70 i drikkepenge på turen til alle de lokale guider, medhjælpere, chauffører osv. Turlederen på destinationen vil vejlede i fordelingen af ovennævnte drikkepengebeløb.

      Derudover er det god skik at lægge 10% af regningens beløb på restauranter (mange hoteller og større restauranter lægger på forhånd et service charge beløb på 10% oveni regningen), ved taxakørsel rundes op til det næste hele beløb og der gives en lille mønt (en halv til en hel USD) til personale i lufthavne og på hoteller, som bærer ens bagage.

      Klik her for at komme retur til Rejsen kort.

      Pakkeliste

      Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

      Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

      Få rabat med Topas

      Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

      Bagage

      EN DAGSTURSRYGSÆK — 25-40 L.
      På vandreture og cykelturen i højlandet skal du medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen (vand, ekstra tøj, solcreme, kamera, personlig førstehjælp osv.). Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Rygsækken skal være regntæt, så man bør medbringe et regnoverslag til rygsækken samtr pakke sine ting inde i rygsækken i plastikposer. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

      STORBAGAGE
      Vi anbefaler, at du pakker dit tøj og udstyr til turen i en blød kuffert eller vadsæk. Den fylder mindre og er lettere at læsse på biler, bus og bådene i Galapagos. Du skal selv kunne håndtere din bagage, når vi skal have det ind i/af bussen, og ombord på bådene på Galapagos.

      Fodtøj

      VANDRESTØVLER 
      Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

      Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

      ANDET FODTØJ 
      Sportssko til cykelturene og vandring i varmt, tørt vejr.
      Fastsiddende sandaler der kan tåle vand (eks. Teva).

      Vandflaske

      Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 2 liter. Camelbacks kan bruges som alternativ.

      Vandrestave

      Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt. Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

      Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.

      Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

      Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

      Gode råd til din vandreferie

      Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

      Råd og vejledning omkring påklædning

      T-shirts, trøjer og undertøj i uld (eller syntetisk materiale) er langt at foretrække frem for bomuld. I modsætning til bomuld er uld og syntetiske materialer nemlig svedabsorberende og hurtigttørrende, hvilket er væsentligt, så du undgår at blive kold under vandringen.

      Skulle vi få regn på vandredagene i bjergene, er det utroligt vigtigt, at dit udstyr kan holde både din under og overkrop helt tør. Vær derfor sikker på, at dit yderste lag er 100% vandtæt. En poncho er uegnet i bjergene — den er hverken solid/vandtæt nok, eller for den sags skyld praktisk, når man skal vandre eller cykle.

      På ture af denne type med store temperatursvingninger er det en fordel, at du hele tiden kan tage lag af og på for at regulere varmen. To lag er derfor bedre end ét tykt.

      Tøj

      • Vind og vandtæt jakke MED hætte (hard shell/skaljakke/Gore-tex)
      • Vind og vandtætte overtræksbukser/regnbukser — gerne med lynlås i siderne
      • 2-4 T-shirts (uld eller syntetisk materiale)
      • 2-3 tynde trøjer m/lange ærmer (uld eller syntetisk materiale)
      • Lange underbukser (uld eller syntetisk materiale)
      • Langærmet undertrøje (uld eller syntetisk materiale)
      • Undertøj
      • Tynd fleecejakke eller ulden sweater
      • Tyk fleecejakke eller ulden sweater
      • Varm hue (skal dække ørene)
      • Varmt tørklæde
      • Solhat med bred skygge hele vejen rundt
      • 1 par tynde fingervanter
      • 1 par varme vind og vandtætte luffer
      • 2-3 par almindelige vandresokker
      • 1-2 par vandrebukser
      • 1 par cykelbukser
      • Badetøj
      • Shorts
      • Rejsetøj og bytøj
      • Buff eller bandana til at beskytte mod solen

        TØJVASK
        Der er mulighed for at få vasket tøj i San Cristobal på Galápagos.

      Diverse

      • Valuta og rejsedokumenter
      • Pas (Ecuador kræver ved indrejse, at dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter hjemrejsedato)
      • Rejseforsikringskort/dokument
      • Kopi af pas/flybillet
      • 1-2 solide plastikposer (evt. sorte affaldssække) til at imprægnere rygsæk og bagage
      • Vandtæt paksæk til dagsudflugter på Galápagos
      • Lille, let og hurtigttørrende håndklæde
      • Toiletartikler
      • Solcreme og læbepomade (faktor 30-50)
      • Gode solbriller
      • Myggebalsam
      • Medicin og førstehjælp til eget brug (vabelplaster/Compeed, sportstape, knæbind)
      • Desinficerende håndsprit/gel til hænderne
      • Toiletpapir (til vandredagene)
      • Vækkeur/alarm
      • Pengebælte
      • Kamera, oplader, SD kort osv. (evt. undervandskamera til Galápagos)
      • Kikkert
      • Evt. lommekniv

      Specifikke turbemærkninger

      MOD MYG
      Vi anbefaler tyndt løstsiddende tøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam er den bedste beskyttelse mod evt. myg om aftenen i Guayaquil og Galapagos.

      UDSTYR SPECIELT TIL GALÁPAGOS
      På Galápagos kan man leje våddragt til USD 5 per dag. Dette anbefales til snorkelture i perioden maj-november, hvor vandet er køligere. Med i turens pris er leje af kajakker, cykler, cykelhjelme og snorkeludstyr. Vær dog opmærksom på, at svømmefødder kun fås op til størrelse 45. Bruger du størrelse 46 eller over, skal egne svømmefødder medbringes hjemmefra.

      Bemærk venligst

      Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

      Klik her for at komme retur til Rejsen kort

      Vælg din afgang

      22. juni 2019  –  8. juli 2019 Garanteret afgang 35.970 DKK Bestil Rejse
      9. juli 2019  –  25. juli 2019 Garanteret afgang 36.970 DKK Bestil Rejse

      Kontakt os

      Turkode: ECAG

      Andre spændende rejser

      Hold dig opdateret

      Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

       
      Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark