Fra fremmede planeter til søløvernes legeplads

Sådan udbryder en herre i gruppen, da vi - godt pakkede ind i vindtætte jakker, huer, vanter og solbriller mod støvet - begynder vores vandretur ved Chimborazo i Ecuadors højland. Chimborazo er med sine knap 6.300 meter Ecuadors højeste vulkan, og der er ikke meget liv at spore her, hvor vindene suser om ørerne på os og hvirvler det tørre sand op, så det knaser mellem tænderne.

En flok kanelfarvede vicunaer går og nipper i de tørre tuer af steppegræs, og vi er heldige at spotte en kæmpekolibri, der også finder næring i kaktusblomsterne. Ellers er her tørt, bart og goldt - et månelandskab, som drager og fascinerer.

Den unge pige og hendes lillebror kommer os i møde på en af de smalle stier mellem markerne, der ligger som et farvestrålende patchwork-tæppe over de bløde bjerge. Hver bærer de et bundt græs større end sig selv, på ryggen. Det er mad til marsvinene, som selv senere bliver til mad til familien.

De har mindst lige så mange spørgsmål til os, som vi til dem, og de griner højt, da de hører, at vi har vi har marsvin som kæledyr. De spiser dem med kartofler og andre gode afgrøder fra marken. 'Næste gang I kommer forbi, laver vi marsvin til jer,' lover pigen, da vi skilles, og de to fortsætter hjem til den lille hytte i udkanten af marken.

I højlandet på stierne mellem vulkaner og landbrug møder vi masser af nysgerrige blikke og store smil fra bønderne, som med hakker i hænderne knokler løs på markerne. Og er vi heldige får vi lov at komme helt tæt på, når en gris skal slagtes i landsbyen. Der bliver ikke gjort noget synderligt væsen af den flok høje danskere, der kommer vandrende på rad og række rundt på de stier, hvor stort set kun de lokale ellers færdes. Men med et smil er kontakten hurtigt skabt.

Mens vi i højlandet bevæger os i månelandskaber, kommer vi endnu længere ud på vores vandretur ved Sierra Negra-vulkanen på Galapagos.

I juli 2018 var en del af vulkanen i udbrud, og rødglødende lava flød fra calderaens kant og videre ud i havet. Nu er det muligt at vandre der - i et helt friskt lavaområde, hvor alle planter og alt liv er udslettet. Det eneste, vi ser i området, er små, sorte lavasten, som solen får til at skinne i guld, sølv og alle regnbuens farver. Så sprød er lavaen, at det føles - og lyder - som at gå i en kæmpestor bunke knasende cornflakes. 

Allerede inden vi går i vandet med maske og snorkel på, er der lagt op til oplevelser. Et par søløver suser legesygt omkring os og kigger nysgerrigt op med jævne mellemrum, som spørger de: 'Kommer I snart?'.

De dyr, der på land er så kluntede at se på, er som missiler under vandet, og det får vi lov at se på allernærmeste hold. Så tæt på kommer de, at der kommer flere gisp og frydefulde hvin gennem snorklerne, når søløverne i sidste øjeblik inden sammenstødet drejer af. Så er havskildpadderne alligevel noget mere rolige at se på, når de majestætisk passerer forbi os.

Men hvad er så det? Noget tungt rammer vandet lige ved siden af os. Er der nogen, der kaster med sten? Nej, det der stiger op fra dybderne, har næb og fødder så lyseblå, som var de dyppet i maling. En blåfodet sule på fisketur.
Ovenvande letter den, flyver afsted - og dykker så igen hovedkulds med næbbet først direkte ned mod fiskene, og pludselig er et sandt bombardement i gang omkring os.

Både i Andesbjergene, hvor vi cykler og vandrer langs 'Vulkan-avenuen', og på Galapagos-øerne kommer vi gennem mange flere universer og verdener. Fra åben, páramo-slette og udsigter over et skyhav i det fjerne til kaktusskove og strande, hvor vi kan solbade side om side med leguaner og søløver. Fra højderne og kølige aftener med ild i brændeovnen til trykkende varme og kølende dukkerter, for nu bare at nævne et par af de kontraster, vi møder på vores vej.

Og det er netop kombinationen af de kontraster som giver to rejser i én samlet tur.