Frankrig - Grand Cru vinrejse med Michelin-gastronomi til Beaune og Bourgogne

Grand Cru vinrejse i Frankrig hvor vi nyder, at Bourgogne bugner af smag. På vandreture og cykelture oplever vi mange facetter af den berømte og anerkendte vinregion.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

I Bourgogne åbner områdets vinproducenter med glæde deres døre for besøgende for at dele deres passion for den lokale drue, men også gastronomien byder på traditionelle egnsretter og nyfortolkninger i særklasse.

Om dagen kan du i roligt tempo bevæge dig ud på vandre- eller cykelture ad ruter i både verdensberømte Grand Cru-marker og gennem ukendte smukke naturpletter. Er det ikke vinstokke, der præger landskabet, kan du nyde synet af frodige skråninger, skov og grønne græsmarker eller den smukke udsigt fra den knejsende Solutré-klippe over Saône-dalen og Bourgognemarkerne.

Om aftenen gør lokale prisbelønnede kokke alt for, at din ferie bliver ren nydelse. En turleder fra Topas vil i samarbejde med Bichel Vine sørge for, at du bliver præsenteret for alle de gode vine og anekdoter fra både vinproduktionen og egnshistorien. Efter en dag i naturen smager en god flaske Pinot Noir eller Chardonnay endnu bedre — især når den nydes med udsigt over de efterårssmukke vinstokke i Côte d’Or.

Villa Louise er vores faste base i den kønne by Aloxe-Corton i Bourgogne. Stedet ligger omkranset af vinmarker, har indendørs pool, sauna og hammam og sin helt egen vinproduktion – god fornøjelse.

VENLIGST BEMÆRK: Den første afgang på turen, ref. FRBV1901 er en pionértur.

Glæd dig til

  • Vandring blandt store Grand Cru-marker som Vosne-Romanée, Chambolle-Musigny og Gevrey-Chambertin
  • Cykling blandt berømte hvidvinsmarker - f.eks. Pouligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet.
  • Rundvisning på Château Grange Cochard - med dejlig frokost i orangeriet
  • Lækker aftenmenu inkl. vinmenu på Michelinrestauranten Hostellerie de Levernois
  • Vandring ved Solutré-klippen - smuk udsigt til Saône-dalen og spændende glimt af fortiden.
  • Besøg i Beaune - Bourgognes ubestridte vinhovedstad.
  • Smuk cykling i den frodige Ozerain-dal - med afslutning i middelalderbyen Flavigny-sur-Ozerain.
  • Middag på Restaurant Le Charlemagne - et spændende fransk køkken med inspiration fra Japan.

Aktiv vinrejse

Er du en ægte livsnyder med hang til det aktive? Vi kombinerer vin, vandring eller cykling og gastronomi. Læs mere om aktive vinrejser med Topas.

Program

Dag 1. Med fly til Paris og transfer til Aloxe-Corton i Bourgogne
Vi kører fra Paris til Aloxe-Corton og bliver indkvarteret på Villa Louise. Denne første aften får vi aftensmad leveret fra den prisbelønnede Restaurant Le Charlemagne og nyder vores værts egen vinproduktion.

Dag 2. Cykeltur langs Canal de Bourgogne og eftermiddagstimer i Dijon
I dag har vi en behagelig cykeltur langs Canal de Bourgogne. Efter cyklingen er dermulighed for at gå på opdagelse i Dijon om eftermiddagen.

Dag 3. Smuk cykeltur til Flavigny-sur-Ozerain og en aften i Beaune
Den smukke dal omkring Ozerainfloden er rammen om vores cykeltur i dag. Her ånder fred og landlig idyl. Turen slutter i middelalderlandsbyen Flavigny-sur-Ozerain. Dagen afsluttes i vinhovedstaden Beaune.

Dag 4. På cykel blandt velkendte vinstokke
Dagen byder på cykling blandt de prestigiøse hvidvinsmarker sydvest for Beaune. Lars Bo Henriksen fra Bichel Vine vil løbende berige os med mange gode historier om druerne og markerne.

Dag 5. Mulighed for kokketricks eller afslapning samt en ganske særlig aftenmenu med Michelinstjerne
Formiddagen er fri. Tilkøb evt. et kokkekursus på Restaurant Le Charlemagne. Om eftermiddagen er der gåtur i nærområdet, inden aftenens gastronomiske Michelin-oplevelse på Hostellerie de Levernois.

Dag 6. En afstikker til Beaujolais med besøg på Château Grange Cochard og ved Solutré-klippen
Vi kører til Beaujolais og besøger Château Grange Cochard, smager deres vine, ser orangeriet og får en guidet rundtur i markerne. Vi kører nu til den smukke Solutré-klippe og vandrer. Aftenen nydes i Beaune.

Dag 7. Vandring blandt Grand Cru vinmarker
Vandretur i et af verdens mest prestigefyldte rødvinsdistrikter med de kendte marker Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny og Vosne-Romanée, igen guidet af Bichel. Middag på Restaurant Le Charlemagne.

Dag 8. Hjemrejse
Vi tager afsked med Villa Louise og Bourgogne efter en skøn og let aktiv uge med forkælelse, verdensberømte vine og store gastronomiske oplevelser.

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede cykelture
  • Flyrejse København - Paris t/r
  • Al transfer og lokal transport
  • Alle overnatninger på Villa Louise i delt dobbeltværelse
  • Måltider som indikeret i turbeskrivelsen
  • Oplæg og improviserede smagninger på udvalgte dage ved Lars Bo Henriksen fra Bichel Vine
  • Vinbesøg på Château Grange Cochard i Beaujolais med efterfølgende frokost
  • Gourmetmenu med dertilhørende vine på Hostellerie de Levernois
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider
  • Entré til museer og lignende
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • To timers kokkekursus inkl. frokost på Restaurant Le Charlemagne 110 € (kræver mindst 6 deltagere).

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 25 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning på Villa louise
  • Vinsmagninger og samarbejde med Bichel Vine

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Dag 1. Med fly til Paris og transfer til Aloxe-Corton i Bourgogne

Afrejse fra Danmark og ankomst til Paris. Herfra kører vi i bus i cirka 3½ timer til Aloxe-Corton. Vi bliver indkvarteret på Villa Louise, som vil fungere som vores faste base i Bourgogne. Her kan vi slappe af og nyde haven, pejsen, den indendørs pool og sauna.

Aftensmaden bliver leveret fra den prisbelønnede Restaurant Le Charlemagne, som ligger i nabobyen, Pernand-Vergelesses. I de hyggelige rammer på Villa Louise nyder vi turens første aftensmåltid sammen, og da Villa Louises ejer, Mme. Louise Perrin, også har sin egen vinproduktion, vil der denne første aften være mulighed for at smage på de lokale druer og få en god og levende præsentation af husets helt egen vin.

-/-/A

Dag 2. Cykeltur langs Canal de Bourgogne og eftermiddagstimer i Dijon

Vi starter den aktive del af turen med en cykeltur langs Canal de Bourgogne. Arbejdet med at forbinde Yonne-floden og Sâone-floden med en 242km lang kanal stod på i mange år, men der kunne endelig åbnes for sejlads på kanalen i 1832. Dengang blev kanalen hovedsageligt brugt til kommerciel sejlads. I dag tilbyder den først og fremmest rekreative områder egnet til forskellige udendørs aktiviteter. F.eks. har vi fornøjelsen af at cykle på cykelsti langs kanalen hele vejen.

Efter at have fået rørt kroppen på en cykeltur i Bourgognes landskab er der mulighed for at gå på opdagelse i Dijon om eftermiddagen.

Om aftenen vil der være forslag om aftensmad på en given restaurant, for alle der har lyst, det kunne f.eks. være på Rôtisserie du Chambertin i Gevrey-Chambertin. Foretrækker du at tage ud på egen hånd og udforske gastronomien i Côte d’Or, er det naturligvis også en mulighed.

M/-/-

Dag 3. Smuk cykeltur til Flavigny-sur-Ozerain og en aften i Beaune

Dagens program tager os først væk fra de verdensberømte vinmarker og ud til et mindre besøgt hjørne af Bourgogne. Her i den smukke dal omkring Ozerainfloden ånder fred og landlig idyl med grønne skråninger op til begge sider, spredte landejendomme og små landsbyer. Cykelturen er cirka 25km lang og igen er ruten uden væsentlige stigninger eller nedkørsler. Lige med undtagelse af de sidste to kilometer. Her er der mulighed for at få sved på panden, når vi begynder opstigningen til den smukt beliggende middelalderlandsby, Flavigny-sur-Ozerain. Byen er meget stemningsfuld med sine mange gamle huse og fra bymuren er der en fin udsigt over landområdet. Et besøg i pastilfabrikken kan også anbefales. Her fremstilles en lille hvid pastil med et anisfrø i midten, og herfra sendes pastillerne ud til forhandlere i hele verden.

Fra det mindre kendte Bourgogne til hjertet af vindistriktet. Beaune er den ubestridte vinhovedstad og uden sidestykke. Resten af dagen er til fri disposition i denne gamle by. Der er mulighed for vinsmagninger, besøg på Hospices de Beaune, indkøb eller en slentretur igennem gaderne i den historiske bydel. Restauranterne er mange og det kan give anledning til et dilemma i forhold til hvor du skal vælge at spise aftensmad.

M/-/-

Dag 4. På cykel blandt velkendte vinstokke

Endnu en dag på cyklerne venter os. Denne gang blandt de prestigiøse hvidvinsmarker sydvest for Beaune. Vi cykler ud for at besigtige små gamle parceller med kendte navne som Pouligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet og Meursault. Undervejs gør vi holdt for at udpege de mest berømte marker, og Lars Bo Henriksen vil løbende berige os med de mange gode historier, som er forbundet med hver enkelt mark. På dette tidspunkt af året har vinskråningerne taget en lettere gylden farve og med en forhåbentligt blå septemberhimmel foroven, er vi omgivet af smukke landskabsbilleder i alle retninger.

Om aftenen vil der være forslag om aftensmad på en given restaurant for alle der har lyst, det kunne f.eks. være på Restaurant Christian Quernel i Flagey-Échézeaux. Foretrækker du at tage ud på egen hånd og udforske gastronomien i Côte d’Or, er det naturligvis også en mulighed.

M/-/-

Dag 5. Mulighed for kokketricks eller afslapning samt en ganske særlig aftenmenu med Michelinstjerne

Om formiddagen er der et åbent program med mulighed for at tilkøbe et to timers kokkekursus på Restaurant Le Charlemagne. Kokken vil ud fra et tema instruere og assistere deltagerne i at fremtrylle to forskellige retter, og arrangementet slutter selvfølgelig af med, at vi smager på resultatet og desuden får et glas vin til.

Foretrækker du en rolig formiddag med en god bog i haven med udsigt til vinmarkerne, er der også mulighed for det, ligesom du kan benytte dig af Villa Louises indendørs pool, sauna og hammam.

Først på eftermiddagen er der tid til en gåtur i nærområdet, inden vi gør klar til den helt store gastronomiske oplevelse på Hostellerie de Levernois. Deres Restaurant Gastronomique står noteret med en Michelinstjerne i Michelinguiden for 2018, og aftenen byder på både Menu Gourmand og dertilhørende vinmenu.

M/-/A

Dag 6. En afstikker til Beaujolais med besøg på Château Grange Cochard og ved Solutré-klippen

Det er altid dejligt at sætte tingene i perspektiv. Bl.a. derfor kører vi i dag sydpå til Beaujolais for at besøge Sarah og James på Château Grange Cochard og smage på deres vine. Her vil vi få en guidet tur rundt på matriklen inklusive smagning af tre af deres vine, og vi tager også gåturen op på Côte du Py, hvorfra vi har en fantastisk 360 graders udsigt og kan udpege og sætte navn på flere vinmarker. Tilbage på Château Grange Cochard bliver vi vist ind i det nye og flotte orangeri, hvor vi får serveret en dejlig frokost med vin og vand til.

Efter frokosten kører vi mod nord igen, og efter cirka 40 minutter kommer vi til Solutré-klippen, et både smukt og historisk spændende sted. På vandreturen mellem Solutré-klippen og Vergisson-klippen af cirka 1½ times varighed bevæger vi os i et område, hvor mennesket allerede gik rundt for 50.000 år siden. Solutré-klippen var i forhistorisk tid en flittigt benyttet jagtmark, og på det meget interessante museum kan du se tænder fra neandertalere og knogler fra nogle af de mange heste, som er blevet slagtet her.

Fra Solutré-klippen kører vi til Beaune, hvor der denne aften er mulighed for at prøve endnu en af byens mange restauranter.

M/F/-

Dag 7. Vandring fra Gevrey-Chambertin over Chambolle-Musigny til Vosne-Romanée

Med en rute som denne er det ikke for meget at sige, at vi i dag skal vandre i et af verdens mest prestigefyldte rødvinsdistrikter. Igen i dag viser Lars Bo Henriksen vejen og fortæller om druer, jordbundsforhold og meget andet, efterhånden som vi bevæger os igennem landskabet. Er vi heldige, vil vi også kunne observere, hvordan høstarbejdet foregår, da høsten typisk finder sted sidst i september. Vandreturen slutter af i Nuits-St-George, hvor der vil være tid til en sen frokost og til at slentre lidt rundt i gaderne og besøge butikker og caféer.

Vi runder dagen og hele turen af med en afskedsmiddag på "den lokale", som til vores held er Restaurant Le Charlemagne i Pernand-Vergelesses. Kokken, Laurent Peugeot, har vakt interesse på den gastronomiske scene med sin raffinerede blanding af fransk og japansk køkkentradition, og han vil sammen med sit hold af franske og japanske kolleger gøre alt, hvad der står i deres magt, for at skabe nogle festlige rammer for os på denne sidste aften.

M/-/A

Dag 8. Hjemrejse

Det er blevet tid til at pakke sammen og tage afsked med Villa Louise og Bourgogne. Med bussen kører vi de cirka 3½ timer tilbage til Paris og flyver derfra hjem til Danmark.

M/-/-

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Er måltidet ikke inkluderet, markeres disse med -.

To af de inkluderede måltider kommer fra køkkenet på Restaurant Le Charlemagne i Pernand-Vergelesses. Restauranten ligger smukt placeret med udsigt til de omkringliggende vinmarker, og inde på vinkortet er der også mange spændende fristelser. Kokken, Laurent Peugeot, har sammen med sin stab gjort sig bemærket med sit innovative franske køkken med et japansk islæt.

På Hostellerie de Levernois venter der os en gourmetmenu med dertilhørende vine. Både bistroen og den gastronomiske restaurant er anerkendte spisesteder, hvoraf den sidstnævnte også kan pryde sig med en Michelinstjerne. Det er netop her i den gastronomiske restaurant, at vi bliver budt på en af de helt store gastronomiske oplevelser i Bourgogne. Der er al mulig god grund til at glæde sig til en aften af velsmag, både hvad angår veltilberedte retter og udsøgte vine.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage, heraf 3 dage med cykling og 2 dage med vandring, grad 2.

For at få det fulde udbytte af turen er det vigtigt at have en god grundkondition.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Vi er aktive i Frankrigs smukke høstlandskab på vandreture og på rolige cykelture. Derudover kan du glæde dig til vinbesøg og vinsmagninger.

Overnatning

Villa Louise er vores faste base på hele turen, en dejlig villa i landsbyen Aloxe-Corton i hjertet af Bourgognes vinmarker. Den tilhørende have ender, hvor vinstokkene begynder. Bygningen er fra det 17. århundrede og har med sine mange krinkelkroge, små hjørner og skråvægge bevaret en god gammel stemning af hjemlig hygge. Alle værelser er forskellige. De varierer i både størrelse, indretning og farver. De vil blive fordelt tilfældigt i vores bookingsystem, og det er ikke muligt, at reservere et bestemt værelse til turen. Villaen ligger seks kilometer fra Beaune og her hersker en prisværdig ro og fred. I haven ligger et lille stenhus, som rummer indendørs pool, hammam og sauna, som man i en ledig stund kan nyde godt af.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Gennemsnitlige dagtemperaturer i september 14-20 grader.

Valuta og kreditkort

Vi anbefaler, at du medbringer kontante Euro, da vi ofte er ude at vandre eller cykle i bankernes åbningstider. Kort kan benyttes i restauranter og i nogle af byerne vi kommer til.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er god adgang til strøm til opladning af batterier på denne tur. Der er generelt god mobildækning og gratis WIFI på hotellet.  Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Den øvrige bagage kan pakkes i sportstaske, vadsæk, rygsæk eller kuffert, som forbliver på hotellet under dagsturene.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når man er færdig med dagens vandretur. Evt. lette vandresko til gåtur på asfaltvej. En lukket sko (tennissko eller lign.) til cykelturene. Sko til aftenbrug.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring og cykling

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • 1 par cykelbukser, cykelhandsker, cykelhjelm (du skal altså selv medbringe cykelhjelm til turen)
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 tynde (uld)trøjer
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweatshirt/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser

Andet tøj

  • Rejsetøj
  • Tøj til aften- og bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sy-sæt til mindre reparationer
  • Kamera og evt. ekstra batterier/oplader
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic
  • Vådservietter
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Specifikke turbemærkninger

Du skal IKKE medbringe sovepose, lagenpose og liggeunderlag. Der er sengelinned, tæpper og håndklæder på værelserne.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

Kontakt os

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark