Indien - Trekking i Ladakhs bjerge, bestigning af Stok Kangri og Taj Mahal

En fantastisk kombination af højde trekking og en valgfri topbestigning. Rejsen henvender sig derfor til både trekkere og bjergbestigere. Eventyret afsluttes med et besøg i det guddommelige Taj Mahal.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Er du til eksotiske bjergområder, udfordrende vandredage i højderne og suset af høje bjergpas og toppe?
Så tag med os på trek i det indiske Himalaya med en valgfri bestigning af det 6.153 meter høje bjerg Stok Kangri sidst på trekket.

Ladakh regionen i det nordvestlige Indien ligger på et 3.000 meter højt plateau. I dette unikke og afsides bjergområde begiver vi os ud på et 9-dages trek, hvor vi vandrer blandt ældgamle tibetanske klostre, kunstfærdige mani-sten og blafrende bedeflag i et landskab med smukke klippeformationer.

Vi overnatter i telt undervejs og vores bagage transporteres af ponyer. Trekket tager os over to pas på knap 5.000 meter, inden vi er klar til den valgfrie bestigning af Stok Kangris top. Trekket ind til Base Camp går via Ladakhs dramatiske bjergområde. Vi har valgt en lang, afsides og smuk rute, primært for at være godt akklimatiseret til topforsøget, men også fordi dette spektakulære månelandskab inviterer til det.

Din rejse sluttes af med et besøg i det berømte Taj Mahal mausoleum i Agra, en af de mest besøgte bygninger i verden og helt berettiget er stedet på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Flot tur, godt planlagt, udfordrende og spændende med en meget god turleder.
Kim Bredsgaard (INIK)

Glæd dig til

  • Højdetrek i verdensklasse gennem Ladakhs fjerntliggende bjerge
  • Udfordrende bestigning af Stok Kangri i de indiske Himalaya bjerge
  • Ægte alpinklatring med steigeisen og isøkse over gletsjer og snemarker
  • Sjov og spændende jeeptur til Khardung La (5.602m)
  • Udsigter fra Stok Kangris 6.153 top til Himalaya, Karakoram bjergkæden og Tibet
  • Stjerneklare nætter og solopgange i kolde og klare farver
  • Tid til at opleve bykultur, menneskene og atmosfæren i Ladakhs hovedstad Leh
  • Besøg det smukke, romantiske og betagende Taj Mahal mausoleum i Agra

Bjergbestigning og højalpin trekking med Topas

Vi er specialister på kontinenternes højeste bjerge og din sikkerhed er vores første prioritet! Læs mere her om højde og akklimatisering samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Program

Dag 1. Afrejse fra København og ankomst til New Delhi

Dag 2 til 4. Leh og omegn – klargøring til trek

  • Med fly fra New Delhi til Leh i Ladakh (3.500 m)
  • Let vandring og optimal akklimatisering i Leh og omegn
  • Spændende jeeptur til passet Khardung La (5.600m) - klargøring til trek

Dag 5 til 13. Trekking i Ladakhs bjerge og valgfri bestigning af Stok Kangri

  • Fra Chilling (3.200m) til Skiu (3.400m)
  • Fra Skiu (3.400m) langs Shingti floden til Shingo (4.200m)
  • Fra Shingo (4.200m) til Camp (4.400m) - via Ganda La passet (4.900m)
  • Fra Camp (4.400m) til Rumbak (4.200m) - gennem gletsjerdal og langs floden til Rumbak
  • Fra Rumbak (4.200m) til Mankarmo (4.400m) - over Stok La passet (4.850m)
  • Fra Mankarmo (4.400m) til Stok Kangri Base Camp (4.950m)
  • High camp (5.300m)
  • Stok Kangri Summit (6.153m) - eller trek til landsbyen Stok (3.480m) og med jeep til Leh
  • Trek fra Base Camp til Stok og med jeep til Leh - eller fridag i Leh

Dag 14 til 15. New Delhi og Taj Mahal i Agra

  • Fly fra Leh til New Delhi — med bus til Agra i Uttar Pradesh provinsen
  • Besøg Taj Mahal mausoleum — med bus til Delhi — afrejse med fly fra Delhi

Dag 16. Ankomst til Danmark

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokale guides/kokke + ekstra bjergguider på topnatten
  • Flyrejse Danmark - New Delhi t/r og New Delhi — Leh t/r
  • Al lokal transport og ture som beskrevet i dagsprogrammet
  • 5 overnatninger på hotel i Leh og Agra i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • 9 dages trekking, inkl. fuld forplejning og bestigning af Stok Kangri
  • Guidet tur til Agra/Taj Mahal
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Læs hele listen over alt det, der er inkluderet i prisen på denne rejse

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. DKK 30 pr. måltid)
  • Visum
  • Drikkepenge (ca. DKK 450)
  • Entré til museer, klostre og evt. aktiviteter i Leh på dag 13
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Evt. enkeltværelsestillæg: 1800 DKK (gælder kun for overnatninger i Agra og Leh - ikke på trekket)

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden og teknisk niveau på rejsen
  • Overnatning
  • Klima

Dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra Danmark — Ankomst New Delhi lufthavn

Vi flyver fra Danmark og ankommer sidst på aftenen til lufthavnen i Delhi. Her mødes vi af vores lokale samarbejdspartner, som kommer for at hilse på og hjælpe os med transfer til indenrigsflyet mod Leh. Vi har nogle timer i New Delhi lufthavn inden afrejsen til Leh.

-/-/-

Dag 2. Med fly fra New Delhi til Leh i Ladakh (3.500 m)

Tidligt om morgenen flyver vi fra New Delhi til Leh, som er hovedstaden i Ladakh regionen. Vi håber på en dag med klart vejr, så vi allerede fra luften kan nyde synet af det spektakulære indiske Himalaya.

Efter ankomst indkvarteres vi på vores hyggelige pensionat, hvor man kan tage sig et hvil, inden vi efter frokost mødes i hotellets have eller på tagterassen til et informationsmøde om turen. Resten af dagen står på afslapning og restitution efter den lange flyrejse.

Leh ligger i 3.500 m højde, og det er ikke usædvanligt at mærke effekten af de tyndere luftlag allerede kort efter ankomst. Man bliver måske lettere forpustet og får en smule hovedpine, men disse milde reaktioner på højden er normale og forsvinder som regel efter kort tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi allerede nu begynder vores akklimatiseringsproces, som primært består i at få masser af væske indenbords samt undgå anstrengende fysisk aktivitet.

I Leh findes et utal af gode restauranter, markeder og hyggelige butikker, og der er ingen knaphed i udbuddet af lækre pashmina tørklæder og smukke kashmir tæpper i god kvalitet — skulle du allerede nu ønske at orientere dig omkring mulighederne for indkøb af souvenirs.

M/-/-

Dag 3. Let vandring og optimal akklimatisering i Leh og omegn

Vi bruger dagen iført vandrestøvler i Leh og omegn. I Leh bor omkring 26.000 mennesker, og befolkningen er en blanding af tibetanere, Kashmir-muslimer og hinduer. Omkring markedet ser man også Dardfolk, et nomadefolk, der kommer ind til byen for at sælge deres varer.

Dagen byder på Lehs 'klassiske' vandretur op forbi ruinerne af Ladakhkongernes tidligere palads fra 1600-tallet og videre af en kringlet sti til Tsemoklostret, som ligger højt hævet over Leh med en enestående udsigt over byen og de omkringliggende grønne dale. Fra Tsemo passerer vi Sankar klosteret (hjemsted for omkring 20 munke fra den 'gule hat' sekt) på vej til den nyere japanske 'freds-stupa' (buddhistisk helligdom), som ligger 500 trin oppe på en bjergtop over landsbyen Changspa. Herfra vil vi nyde freden, stupaens smukke bygningsstruktur og ikke mindst det frie udsyn til de bagvedliggende bjerge — inklusiv Stok Kangri - på den anden side af dalen.

Om eftermiddagen er det tid til at leje udstyr til de af deltagerne, som ønsker at bestige Stok Kangri og ikke har medbragt udstyr hjemmefra.

M/-/-

Dag 4. Spændende jeeptur til passet Khardung La (5.600m) - Klargøring til trek

I dag skal vi ud på en flot og spændende køretur med jeep op til Khardung La passet ('la' betyder pas på tibetansk), som ligger knap 40 km fra Leh i 5.600 meters højde. Khardung La var i tidernes morgen et vigtigt pas for handelskaravaner, hvor mere end 10.000 tungt læssede heste og kameler årligt passerede på ruten mellem Leh og Kashgar (Kina).

Passet blev i 1988 åbnet for motorkøretøjer og har siden tiltrukket en mindre skare af eventyrlystne bilister, motorcyklister og "tråd-stærke" cyklister. Vi bevæger os fra 3.550 til lidt over 5.600 meters højde, og selvom højden vil kunne mærkes, kan vi fra vores jeep uden de helt store anstrengelser nyde omgivelserne og den imponerende udsigt over Zanskarbjergene. En rigtig smuk tur ad stejle bjergveje.

Tilbage i Leh er eftermiddagen sat af til de sidste og vigtige forberedelser til trekket og bestigningen af Stok Kangri. Turlederen vil gennemgå trekkingruten og bestigningen i detaljer, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og diskutere emner som akklimatisering, sværhedsgrad, generelle forhold på bjerget, forplejning og brug af steigeisen og isøkse. Det er vores erfaring, at jo grundigere forberedt man er på både trekket og bestigningen, jo bedre bliver oplevelsen og chancen for gennemførslen af begge.

M/-/-

Dag 5. Trek: Fra Chilling (3.200m) til Skiu (3.400m)

I dag påbegynder vi vores trek til Stok Kangri base camp. Umiddelbart efter morgenmaden kører vi til landsbyen Chilling, som er kendt for sine forekomster af metaller, såsom kobber, tin og sølv.

I Chilling forlader vi vores køretøj og bliver fragtet over den brusende Zanskar flod i en forholdsvis primitiv lift. (Lidt af en oplevelse...) På den anden side af floden mødes vi med vores lokale personale og deres ponyer, og så snart ponyerne er lastet med al vores bagage og udstyr, er vi på vej.

Dagen byder på forholdsvis let vandring med nogen op- og nedstigninger og med rig mulighed for at knipse løs på de spektakulære omgivelser. Vores vandring tager os først gennem den afsides Markhadal, som ligger kilet ind mellem Ladakh og bjergkæden Zanskar. Her følger vi Markhafloden, indtil vi hen på eftermiddagen ankommer til vores lejr tæt ved landsbyen Skiu, som sammen med nabolandsbyen Skaya stadig ernærer en lille gruppe bønder i området ved landbrug. Her dyrkes blandt andet abrikoser og byg.

Vi indretter os i vores telte, og har du tid og lyst, kan du kigge nærmere på Skius kloster bygget i 1100-tallet.

M/F/A

Dag 6. Trek: Fra Skiu (3.400m) langs Shingti floden til Shingo (4.200m)

I dag har vi en forholdsvis kort vandredag foran os, hvor vi følger floden Shingti gennem en imponerede kløft til landsbyen Shingo. I dette ellers golde landskab kan vi i dag fra tid til anden nyde lidt skygge fra kløftens mange grupper af piletræer, som vokser tæt ved Shingti flodens bred. Det er også her i kløften, at vi for alvor og på ganske tæt hold kan beundre Ladakhs unikke bjerglandskab og forundres over de stejle klippevægges mange forskellige farver og mineralsammensætninger. Farverne veksler mellem både lyse, grå, røde, orange, grønne og nærmest lilla nuancer.

Omkring middagstid når vi frem til vores lejr, som ligger i 4.200 meters højde på en stor grøn mark umiddelbart før landsbyen Shingo. Eftermiddagen kan bruges på at slappe af eller gå sig en tur i området - enten op på en af bjergtoppene i nærheden eller en tur til den charmerende lille landsby Shingo, hvor omkring 10 indbyggere dyrker landbrug efter ældgamle traditioner.

M/F/A

Dag 7. Trek: Fra Shingo (4.200m) til Camp (4.400m) - Via Ganda La passet (4.900m)

Efter et solidt morgenmåltid er vi klar til endnu en dag på trek. I dag er en af de mere krævende dage, da vi skal have lagt godt 700 højdemeter til trekket og krydse over det 4.900 meter høje Ganda La pas. Da vi allerede befinder vi os i mere end 4.000 meters højde, sætter vi vandretempoet ned, så alle har optimal mulighed for at akklimatiserer til højden.

Fra lejren har vi omkring fem timers vandring til passet, og på hele turen op kan vi nyde en rigtig smuk udsigt bagud ned mod den grønne dal omkring Shingo, hvor vi kom fra. Og udsigten bliver ikke mindre imponerende når vi når op i passet - herfra åbenbares de sneklædte tinder i både Zanskar- og Stokbjergkæden for vores øjne.

Ud over de bjergtagende udsigter skal vi i dag også holde øje med dyrelivet, som heroppe ofte vrimler med charmerende Himalaya murmeldyr og 'bharal' - blå får (som egentlig mere ligner en ged/antilope). Begge hører med til den flygtige sneleopards livretter!

Vi overnatter på den anden side af passet i vores lejr i 4.400 meters højde.

M/F/A

Dag 8. Trek: Fra Camp (4.400m) til Rumbak (4.200m) - Gennem gletsjerdal og langs floden til Rumbak

Dagens trek byder på en forholdsvis let nedstigning gennem en af områdets største dale (en tidligere gletsjerdal), hvor vi passerer hyrdelandsbyen Yurutse (1-2 huse!), inden vi når ned i dalens bund. Herfra følger vi Rumbak floden indtil vi ankommer til landsbyen Rumbak - en af de største i området. Ligesom i de andre landsbyer, ligger Rumbaks charmerende, hvidkalkede huse (i den typiske 'Ladakh-stil') nærmest klistret op ad de golde bjergsider - forbundet af blafrende, kulørte bedeflag - hvilket giver en helt speciel stemning og liv i månelandskabet.

Rumbak byder også på et rigt fugleliv, og sidst men ikke mindst er dette leopardland. Det estimeres, at der findes en population på ikke mindre end 200 af den sky sneleopard i området. Området (som også inkluderer Stok Kangri) hører under Hemis High Altitude National Park - grundlagt i 1981 blandt andet med henblik på at beskytte det sårbare dyreliv i Rumbag og Markha distrikterne.

I Rumbak kigger vi indenfor i et af de små tehuse, hvor vi bliver inviteret på en kop traditionel Ladakhi 'smør te'. Vi overnatter i vores lejr udenfor Rumbak landsby i godt 4.200 meters højde.

M/F/A

Dag 9. Trek: Fra Rumbak (4.200m) til Mankarmo (4.400m) - Over Stok La passet (4.850m)

I dag skal vi ud på nok turens smukkeste vandring. Fra Rumbak begynder opstigningen til det andet høje pas på turen, Stok La passet, som ligger i 4.850 meters højde i et grønt landskab omgivet af rødlige, forrevne klippevægge - hjemsted for den flygtige sneleopard.

Dagen starter forholdsvis blidt, og vi går via en smuk og langsomt stigende rute. Derefter bliver stien mere stejl for at ende i et zigzag spor det sidste stykke op til toppen af passet i knap 4.900 meters højde. Fra passet har vi en fantastisk udsigt til Stok bjergkæden, men det er de utallige lag på lag af multifarvede klippe 'katedraler' omkring os, som stjæler billedet.

Vi nyder udsigten fra toppen af Stok La passet, inden vi forsætter på passets anden side gennem grøn bevoksning på askegrå bund ned mod smeltevandsfloden fra Stok Kangris gletsjer. Nedstigningen starter ud en smule stejlt og følger derefter højdekurverne gennem to dale inden vi kommer ned til floden. Vi følger Jinchen floden op, indtil vi ankommer til vores lejr Mankarmo beliggende i knap 4.400 meters højde - omringet af områdets karakteristiske lodrette klippevægge. I den brede Jinchen floddal er der igen gode chancer for at se blå får.

M/F/A

Dag 10. Trek: Fra Mankarmo (4.400m) til Stok Kangri Base Camp (4.950m)

I dag er en kort men vigtig dag. Vi skal til Stok Kangri Base Camp og have tilbagelagt omkring 500 højdemeter over en jævn, forholdsvis kort opstigning. Ruten følger Stok floden hele vejen til Base Camp, som ligger i en stor dal tre-fire timers vandring fra Mankarmo. Her er normalt en livlig aktivitet af bjergbestigere fra hele verden og en stemning, som syder af forventning og energi. Fremme i campen spiser vi frokost.

Om eftermiddagen er der sat tid af til at forberede bestigningen for de som påtænker at deltage i Stok Kangri topforsøget. Forberedelsen består i en grundig gennemgang af udstyr og turlederen vil demonstrere brugen af reb, steigeisen og isøkse, så alle føler sig komfortable med udstyret og parate til bestigningen.

For de som ikke ønsker at deltage i bestigningen bliver der om eftermiddagen arrangeret en vandretur op mod Stok Kangri gletsjeren. Vi spiser aftensmad samlet og overnatter i Stok Kangri Base Camp i 4.950 meters højde.

M/F/A

Dag 11. Trek: High camp (5.300m)

Vi bruger formiddagen på en akklimatiseringstur op til High Camp i godt 5.300 meters højde. År tilbage startede mange Stok Kangri topforsøg herfra, men campen er nu af politiske årsager lukket. Turen til High Camp og tilbage til Base Camp tager omkring fire timer. Vi spiser frokost i camp, og herefter er det tid til at hvile samt foretage de sidste forberedelser til bestigningen. De deltagere, som ikke ønsker at deltage i bjergbestigningen, kan enten gå sig nogle mindre ture i området eller 'hænge ud' i det store fællestelt i base camp. Vi spiser aftensmad tidligt, og så er det i soveposen for at få den sidste søvn eller hvile, inden bjergbestigerne ved midnat starter ud mod Stok Kangris top. Overnatning i Base Camp.

M/F/A

Dag 12. Stok Kangri Summit (6.153m) - Eller trek til landsbyen Stok (3.480m) og med jeep til Leh

Stok Kangi bestigere:
Vi vækkes omkring midnat og efter en kop varm te og lidt at spise er vi på vej. Det er en fantastisk oplevelse at gå i mørket i pandelampens skær, velvidende (men uden at kunne se det) at vi skridt for skridt langsomt kommer nærmere mod toppen.

Ruten mod toppen går først stejlt op på en bjergryg og fortsætter derefter langs en bjergkam og over morræne med store klippeblokke indtil vi når gletsjeren for Stok Kangris fod. Her spænder vi steigeisen på og fortsætter hen over gletsjeren.

Fra gletsjeren går det videre op over ujævnt, klippet terræn, som kan være enten sne eller isdækket. Vi er nu nået så langt, at lyset så småt begynder at bryde frem, og vi kan fornemme bjergene omkring os. Langt nede under os ses nu den store gletsjer, som vi krydsede i de tidlige morgentimer. Et par timer før toppen når vi frem til en bjergryg, og herfra bliver terrænnet mere krævende — flere steder skal vi have hænderne til hjælp og afhængigt af forholdene fortsætter vi i reblag. De sidste omkring hundrede højdemeter før toppen går over stejlt terræn, hvor vi skal være ekstra påpasselige.

Bestigningen af Stok Kangri er spændende, udfordrende og lang — vi skal tilbagelægge godt 1.200 højdemeter i iltfattig luft på turens mest krævende terræn. Men belønningen venter på Stok Kangris top, hvor sejrsrusen får frit løb og udsigten er storslået. På lang afstand kan vi se Leh i miniature udgave og rundt omkring os knejser Himalayas sneklædte toppe. Ladakh og Zanskarbjergene rækker langt ud i horisonten i syd og mod nord ses Karakorumbjergkæden.

Vi bruger lidt tid på at nyde bedriften, suge indtrykkene til os, tage de obligatoriske summitbilleder og genvinde pusten, før vi sætter ned ad mod Base Camp, hvor vores kok venter os med et måltid varmt mad. Fra Base Camp til toppen af Stok Kangri tager det omkring 7-8 timer, og derefter 5-6 timer retur til campen. For de flestes vedkommende går resten af dagen med at slappe af, sove, spise og glæde sig over oplevelsen. Vi overnatter en sidste gang i Base Camp.

M/F/A

Trekkere:
Efter en god nattesøvn (nu hvor bjergbestigerne har forladt Base Camp camp omkring midnat!) spiser vi morgenmad, pakker sammen og begiver os ud på turens sidste dag på trek. Det er en let men spektakulær vandretur ned gennem dalen til landsbyen Stok — vi befinder os igen omgivet af flerfarvede klippevægge, der nærmest skyder op af jorden fra den relativt flade floddal.

Vi har frokost med, som vi spiser undervejs. I Stok venter vores jeeps og tager os i løbet af en halv time tilbage til Leh. I Leh står den på afslapning resten af dagen, måske lidt shopping og sikkert et kærkomment bad.

M/F/-

Dag 13. Trek fra Base Camp til Stok og med jeep til Leh - Eller fridag i Leh

Stok Kangri bestigere:
Vi pakker vores lejr sammen fra den tidlige morgenstund, spiser morgenmad, og begiver os herefter ned mod Leh og civilisationen. Vi har en nedstigning på knap 1500 højdemeter foran os, og selvom kroppen givetvis er lidt slidt ovenpå forrige nats topbestigning, er det mentale overskud formentligt ligeså stort. Vi følger i fodsporene af gruppens trekkere, som i går gik den samme flotte tur ned gennem dalen til landsbyen Stok.

Vi spiser frokost undervejs, og midt på dagen ankommer vi til Stok, som ligger i en grøn oase i 3.480 meters højde. Her stiger vi ind i de ventende jeeps, og er efter en kort køretur tilbage i velkendte rammer i Leh. I Lehs står den på brusebad, genforening med resten af gruppen og sammen går vi ud om aftenen og fejrer et fantastisk trek og en forhåbentligt vellykket bjergbestigning af Stok Kangri.

M/F/-


Trekkere:
Dagen i dag er til fri disposition. Måske der skal købes lidt souvenirs med hjem, men der er også rig mulighed for at tage på forskellige dagsture ud fra Leh. Én mulighed kunne være en rafting tur enten på den stille og rolige Indus flod eller — for dem som søger lidt mere gys og spænding - på den lidt mere 'livlige' Zanskar flod. Er man mere til en kulturel oplevelse, kan et besøg til Thikse klosteret, som ligger knap 20 kilometer øst for Leh, anbefales.

Thikse er det største kloster i den centrale del af Ladakh, huser den buddhistiske 'gul hat' sekt og klosterets struktur er kendt for sin lighed med det betydningsfulde Potala Palace kloster i Tibet. Man kan også hygge sig med en bog i hotellets have og vente på at bjergbestigerne kommer tilbage til byen. Om aftenen er der lagt op til at gruppen går samlet ud at spiser — vi skal feje et fantastisk trek og udveksle oplevelser fra de sidste dage hver for sig.

M/-/-

Dag 14. Fly fra Leh til New Delhi — Med bus til Agra i Uttar Pradesh provinsen

Vi siger farvel til Leh og de smukke bjerge i Ladakh og flyver først på dagen tilbage til Delhi. I Delhi stiger vi på vores private bus, passerer forbi Delhis trængsel og larm og sætter kursen mod Agra, hvor et nyt og helt anderledes eventyr venter.

Agra ligger godt 200 kilometer syd for Delhi i provinsen Uttar Pradesh, og byen er verdensberømt på grund af det ufattelig smukke og romantiske mausoleum, Taj Mahal. Køreturen til Agra er en oplevelse i sig selv.

I Indien leves livet i den grad på gaden, og der er så meget at se på gennem bussens vinduer, at man aldrig kommer til at kede sig. Det vrimler med mennesker, dyr, rickshaws, gadesælgere, små butikker, overfyldte taxa, skrammel, trafik, blomster, skolebørn, tiggere, forretningsfolk — alt sammen i en stor pærevælling. Det er underholdning i verdensklasse fra start til slut, og man keder sig aldrig på turen, som på trods af den korte distance tager det meste af en dag med diverse stop undervejs.

Ved ankomsten til Agra tjekker vi ind på et af byens bedre hoteller, hvor vi også spiser til aften i en af restauranterne.

M/-/-

Note
Taj Mahal monumentet er lukket hver fredag, så skulle turens 'dag 15' falde på en fredag, besøger vi i stedet Taj Mahal ved solnedgang på 'dag 14' ved ankomsten til Agra.

Dag 15. Besøg Taj Mahal mausoleum — Med bus til Delhi — Afrejse med fly fra Delhi

Taj Mahal bygningsværket er allermest besnærende først eller sidst på dagen, indhyllet i dis og badet i et blødt henholdsvis rødligt eller guldlignende skær. Så vi står tidligt op for at nyde synet til fulde.

Som dagen gryer, vil monumentets marmorflade skifte farve i takt med ændringer i lyset, og er man bare en lille smule interesseret i at fotografere, er det umuligt at løsrive sig stedet.

Taj Mahal blev færdiggjort i 1648 og er udtryk for det ypperste i mogulsk arkitektur. Dets konstruktion bygger i bund og grund på en kærlighedshistorie med en sørgelig slutning! Shah Jahan, søn af den berømte mogul hersker Akbar, byggede ’Taj’ som gravmonument for sin højtelskede hustru Mumtaz Mahal, der døde i barselssengen kun 38 år gammel under fødslen af deres 14. barn.

Vi giver os god tid til besøget, hvorefter vi kører tilbage til hotellet og spiser morgenmad. Og så skal vi tilbage til Delhi — denne gang tager vi den nye motorvej mellem Agra og Delhi, der på en god dag er et par timer hurtigere men knap så underholdende.

Undervejs til lufthavnen stopper vi for at spise aftensmad, og så er tiden kommet til at sige farvel og på gensyn til Indien og gå ombord på flyet til det noget fladere og mindre farverige Danmark.

M/-/-

Dag 16. Ankomst til Danmark

Ankomst til Danmark, fyldt op af gode oplevelser og 'en summit' i bagagen.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –

OBS!
Alle måltider er inkluderet på trekket, hvor du kan forvente energirige og velsmagende måltider. Snack (nødder, energibarer, druesukker, tørret frugt, chokolade og lign.) skal medbringes på trekket, da dine indkøbsmuligheder undervejs er begrænsede. Udvalget af snack i Leh er begrænset, så har du særlige præferencer bør dette medbringes hjemmefra.


Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

16 dage, heraf 11 vandredage - 9 af disse på trek grad 4. Alle dage går deltagerne med dagstursrygsæk.

Bestigningen af Stok Kangri er valgfri, men trekket er bygget op med henblik på at forberede deltagerne på topforsøget, og turens fokus vil være på bestigningen. På den anden side er trekkets længde, og ruten, vi har valgt til Base Camp, et fremragende og smukt trek i sig selv, som sagtens kan ‘stå alene’, hvis du ikke ønsker at deltage i bestigningen. Både trekkere og bjergbestigere er således velkomne på turen, og følges ad på hele turen på nær dag 12-13.

Af hensyn til planlægningen og forberedelse af udstyr forventes det, at deltagerne på informationsmødet den første dag i Leh tilkendegiver, hvorvidt man påtænker at deltage i bestigningen eller ej.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

STOK KANGRI BESTIGNING: GRADUERING OG TEKNISK NIVEAU

Trekket er en grad 4 - selve bestigningen af Stok Kangri er gradueret 5-6.

Selvom der ikke er tale om en teknisk vanskelig bestigning, er steigeisen (crampons), klatresele og isøkse nødvendigt udstyr, og vi medbringer reb for ekstra sikkerhed. Det er en fordel men ikke en nødvendighed at have erfaring med alpin klatring. Turlederen vil sammen med den lokale bjergguide grundigt gennemgå brugen af ovenstående udstyr inden topforsøget, så alle er godt forberedte og fortrolige med udstyret.

Topnatten/dagen vil være lang og hård, hvilket kræver, at man er motiveret og i god fysisk form. Efter en meget tidlig start krydser vi efter et par timers vandring gletsjeren ved foden af opstigningen. Vi fortsætter ad den sydlige grat, der af og til kan føles lidt eksponeret. Ruten er ikke voldsomt stejl, men det er nødvendigt flere steder at støtte med hænderne på vej op gennem klipperne og de løse sten. Turen fra Base Camp til toppen tager 7-8 timer og de sidste 60-90 minutters opstigning foregår i stejlt terræn med is og/eller sne, hvilket kræver forsigtighed at krydse. Vores akklimatiseringsprogram, hvor vi gennem trekking og bestigninger gradvist tilvænner kroppen til højden, er en afgørende faktor for succes. Du bør dog være indstillet på, at det kan være nødvendigt at opgive topforsøget på grund af symptomer på højdesyge, da ikke alle bevæger sig "helt upåvirket" op over 5.000 m. Det er turlederen, der i samråd med vores bjergguide har det sidste ord i den endelige beslutning — højdesyge er kun farlig, hvis man forsøger at ignorere den. Turlederen og vores lokale partner har stor erfaring i at få så mange på toppen som muligt.

Læs mere her om bjergbestigning og højalpin trekking med Topas

Overnatning

I Leh bor vi i et relativt simpelt gæstehus, og i Agra på et større og mere luksuriøst hotel. Begge steder overnattes i to-personers værelse. Dog er der mulighed for tilkøb af enkeltværelse ved overnatningerne i Leh og Agra mod et tillæg. På trekket bor vi i mobile teltlejre i rummelige topersoners spidstelte. Vi medbringer derudover et messetelt, køkkentelt og toilet-telt. Sidstnævnte sættes op hvor der ikke er toiletter tilknyttet teltpladsen. På trekket er det ikke muligt at bestille enkelt-telt.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Vejret er generelt godt om sommeren i Ladakh, med varme dage (op til 30 grader i Leh) og kolde nætter, afhængig af højden. Det kan blive under frysepunktet i de højest beliggende lejre. Ladakh tilhører teknisk set det tibetanske højdeplateau og ligger beskyttet for den monsunregn, der hvert år rammer den øvrige del af landet, men af og til kan regntiden alligevel mærkes i området. Desuden gælder det, som i alle andre bjergegne, at vejret er uforudsigeligt. Man skal være forberedt på regn og blæst — evt. sne i højderne. Vær desuden opmærksom på den stærke UV-stråling, som i bjergområder kan være meget anstrengende for øjnene, så gode solbriller er et must. I New Delhi er vejret generelt meget varmt, og luften er fugtig.

Pas og visum

Visum til denne rejse er påkrævet.

Visum til Indien skal søges elektronisk inden indrejse. Mere information omkring visumansøgningen vil være tilgængeligt på din personlige side ’Min Topas Rejse’ 60 dage før afrejse. Du kan logge ind på siden, umiddelbart efter du har tilmeldt dig turen.

VIGTIGT: Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdet.
NB. Vær opmærksom på, at visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere.

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.

Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: 
https://www.ssi.dk/Vaccination/Rejsevaccinationer.aspx

Valuta og kreditkort

Medbring USD $ eller Euro i kontanter, som kan veksles om til indiske rupees ved ankomsten. I lufthavnen kan der ligeledes være mulighed for at omveksle danske kroner - dette er dog uden garanti. Enkelte steder i både Leh og Agra (f.eks på større hoteller, leje af udstyr) vil det være muligt at betale i USD eller Euro. Der findes få hæveautomater i lufthavnen i Delhi, Leh og Agra. Ønsker du at hæve penge i en automat, skal du være opmærksom på, at der er begrænsning på, hvor meget du kan hæve dagligt. Kreditkort kan benyttes enkelte steder i Leh (større butikker) og Agra.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning og Wi-Fi i begrænset omfang på denne rejse, så du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Kort og Rejselitteratur

Trailblazer: “Leh & Trekking in Ladakh"
Lonely Planet: “Trekking in the Indian Himalaya"

Bemærk venligst

En tur af denne karakter kan indebære ændringer, der kan skyldes alt fra sygdom, ændringer i fartplaner, tekniske problemer undervejs, sti og vejrforhold. Dette må du være indstillet på inden afrejse.

Den nøjagtige dag for bestigningen af Stok Kangri vil afhænge af vejrforholdene og blive disponeret af turlederen.

Det kan ske, at lufthavnen i Leh lukker under dårlige vejrforhold, så vi enten bliver forsinket ind eller ud af Leh. Er forsinkelsen ud af Leh betydelig, kan det medføre, at turen til Agra og Taj Mahal må aflyses. I så fald bruges tiden inden afrejsen tilbage til Danmark i New Delhi.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste med det formål at hjælpe og vejlede dig, når du skal pakke til rejsen.
Pakkelisten indeholder råd og vejledning omkring tøj og udstyr til hele rejsen samt en liste over, hvad der SKAL medbringes, og hvad der med fordel KAN medbringes af tøj og udstyr på bestigningen.

Har du spørgsmål til pakkelisten, er du meget velkommen til at kontakte os eller du kan rådføre dig med en ekspedient i Friluftsland eller en lignende udstyrsbutik.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Udover en dagtursrygsæk på 30 - 40 liter til de ting du skal bruge i løbet af dagen, medbringes en vadsæk eller en stor rygsæk til den øvrige tunge bagage. Den skal være omkring 80 L. da der både skal være plads til plastikstøvler, stor sovepose m.m. Vadsæk er normalt at foretrække frem for rygsæk.

Medbringes en rygsæk, er det fornuftigt at investere i et solidt regnslag til den. Både dagtursrygsæk og vadsæk/stor rygsæk skal tætnes mod vand indvendigt, hvilket bedst gøre ved at pakke al indholdet i kraftige plastiksække. På turen transporteres større bagage af portere med ponyer, mens man selv bærer på en dagsrygsæk med tøj, vand, kamera, snacks osv.

Vi anbefaler en dagtursrygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

Vandflaske

Medbring flasker og/eller Camelbag til minimum 4 liter til trekket.
Drikkevandet på trekket består af kogt vand, da man normaltvis ikke kan drikke vandet direkte fra smeltevandsfloderne. Der vil være mulighed for påfyldning af vandflaskerne fra vi er fremme i lejren til næste morgens afgang. Medbring derfor primært gode solide plastflasker (beregnet til at kunne tåle kogende vand) til dette formål. På trekket har vi derudover et keramisk vandfilter med, så du ligeledes har mulighed for at få feltflaskerne fyldt op med renset koldt vand.

Til bestigningen anbefales det at medbringe en 1 liters vandflaske med termoisolering eller 2 x 0,5 L sodavandsflaske af solid plast, der kan være under jakken under vandringen til toppen. Ingen Camelbag eller lign., på selve bestigningen da de fryser til.

Vandrestave

På denne tur anbefaler vi kraftigt brugen af vandrestave!
Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

På turen skal medbringes en sovepose med komforttemperatur på min. -5° C . Det kan være koldt om aftenen og natten i vores lejre, og desværre hjælper flere lag tøj dig ikke med at holde varmen i en for kold sovepose - tværtimod. Det er derfor altafgørende, at du har en tilstrækkelig varm sovepose med, så du får en ordentlig nattesøvn og ikke bliver syg.

En såkaldt ´tre-sæsons´ sovepose med en komforttemperatur på minus 5 grader er derfor nødvendig. Hvis du har tendens til ’at sove koldt’, bør du overveje en sovepose med endnu lavere komforttemperatur, eller medbringe en varmeforstærkende lagenpose (silke eller fleece), som kan øge soveposens komforttemperatur med 5-8 grader.

Medbring desuden liggeunderlag, gerne “Thermarest" el. lign. som kan pustets op for bedre komfort.

Klatreudstyr til bestigning. SKAL medbringes.

KLATRESTØVLER
Hvis du vil deltage i bestigningen af Stok Kangri, er der følgende yderlige krav til dine støvler:

  1. Hvis du selv medbringer crampons (steigeisen), er det vigtigt at tjekke hjemmefra, at dine crampons kan spændes på dine støvler. Der findes forskellige typer og spændingssystemer på crampons, så det er vigtigt at de fungerer 100% sammen med støvlerne. Generelt gælder det, at støvlerne, som du har på til bestigningen, skal have en kraftig, flad og stiv sål for at crampons kan påmonteres. Du kan teste støvlen ved at prøve med begge hænder på støvlen om sålen kan bøjes. Hvis den bøjer er det som regel et tegn på, at støvlerne ikke er velegnede til crampons/bestigningen.
  2. Der skal være plads til et par varme, tykke sokker i støvlerne.
  3. Støvlerne skal være 100% vandtætte, da vi kommer til at gå i sne (ofte mange timer og om natten).
  4. Mange af vores deltagere vælger at bringe lettere vandrestøvler til trekket og alpine klatrestøvler til bestigningsdelen af turen. Flg. mærker laver gode klatrestøvler egnet til Stok Kangri: Sportiva, Scarpa, Asolo, Koflach, Meindl og Millet. Man kan være heldig at finde et par klatrestøvler til leje i Leh i en ok størrelse og kvalitet til ca. 25-30 USD, men vi anbefaler på det kraftigste at medbringe egne støvler hjemmefra for at sikre pasform, kvalitet og ikke mindst tilgængelighed.

STEIGEISEN (CRAMPONS)
Hurtigindbinding er at foretrække, men snøre kan også bruges. Det vigtigste er som nævnt ovenfor, at dine støvler og crampons passer sammen. Forslag: Grivel, Simond eller Charlet Moser. Crampons kan lejes for omkring 10 USD i Leh, men udvalget er begrænset og der garanteres ikke for kvaliteten. Udvalget i Leh består primært af aflagte crampons fra det indiske bjergpoliti, men de fungerer. Lejepris ca. 25-30 USD.

ISØKSE
Medbring en såkaldt alpin eller gletsjersøkse med et lige skaft i længden 60-75 cm. afhængig af din højde. (Evt. Grivel eller Black Diamond). Isøkse kan også lejes i Leh for ca- 25-30 USD, men der garanteres, som med steigeisen, ikke for kvaliteten.

KLATRESELE OG SKRUEKARABINER
Klatreselen bør have justerbare benløkker, så den kan justeres til at passe uden på evt. regntøj/varmt tøj under topforsøget. Selen behøver ikke at være polstret. Medbring en skruekarabiner, hvis formål er at fæstne reb i din klatresele. Klatresele og skruekarabiner kan som ovenstående udstyr ligeledes lejes i Leh for ca. 15 USD, men også her gælder, at udvalget er meget begrænset og der garanteres ikke for kvaliteten. Mange af selerne forekommer desuden i små størrelser, hvorfor det anbefales selv at anskaffe sig én.

TIL BESTIGNINGEN SKAL DU DESUDEN MEDBRINGE

  • vandrestave (kan lejes i Leh for ca. USD 20)
  • gamascher (gaiters)
  • varme vind- og vandtætte luffer
  • pandelampe (skal kunne lyse 10-15 meter frem) + ekstra batterier
  • evt. balaclava

Tøj og udstyr til trekket. SKAL medbringes.

  • 1 regntæt jakke uden varmt fór MED/hætte, evt. goretex
  • 1 par regntætte bukser, evt. goretex
  • 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 1 tynd uldtrøje/fleece
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • T-shirts
  • 1-2 par vandrebukser
  • 2 par vandresokker
  • 1 par tykke sokker
  • 1 varm hue
  • 1 par varme vanter eller handsker
  • let fodtøj (f.eks. Teva sandaler) til at skifte med/have på i camp/krydse mindre floder
  • store sorte affaldsposer til opbevaring og til at gøre rygsæk/vadsæk vandtætte med
  • tørklæde mod sol og til kølige dage
  • gode solbriller eller skibriller
  • hat med bred skygge hele vejen rundt
  • solcreme og læbepomade (faktor 30-50)
  • pandelampe og evt. ekstra batterier

Tøj og udstyr til trekket. KAN medbringes.

  • 1 par shorts
  • 1-2 par tynde indersokker
  • dunjakke eller dunvest

Diverse

  • Lommekniv (må IKKE medbringes i håndbagagen under flyvning)
  • 1 ur med alarm
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Toiletpapir til trekket
  • Personlig førstehjælpskasse
  • Druesukker, energidrik m.m.
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på at visse lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark)
  • Pengebælte
  • Kamera og evt. ekstra batterier
  • Toiletartikler
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • Evt. vådservietter
  • Rejsetøj
  • Håndklæde
  • Undertøj

Specifikke turbemærkninger

GENERELT OM BEKLÆDNING
T-shirts, trøjer og undertøj i uld eller syntetisk materiale (polyester, polypropylene eller polyamid) er langt at foretrække frem for bomuld. I modsætning til bomuld er uld og syntetiske materialer nemlig svedabsorberende og hurtigttørrende, hvilket er væsentligt, så du undgår at blive kold under vandringen.

På trek af denne type med store temperatursvingninger er det en fordel, at du hele tiden kan tage lag af og på for at regulere varmen. To lag er derfor bedre end ét tykt. Skulle vi få regn på trekket, er det utroligt vigtigt, at du har udstyr, som kan holde både din under og overkrop helt tør. Vær derfor sikker på, at dit yderste lag er 100% vandtæt.

På vandringen om natten til Stok Kangris top har man typisk 2-3 lag tøj på underkroppen og 4-5 lag på overkroppen. Da godt 50% af ens kropsvarme forsvinder fra hovedet og halsen, er en varm hue, et varmt tørklæde og en vindtæt jakke med hætte essentielt udstyr til turen.

Bemærk venligst

Vi anbefaler, at du medbringer antibiotika mod maveonde, samt elastikbind, sportstape og vabelplaster.
Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

20. juli 2019  –  3. august 2019 Åben for booking 18.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: INIK

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark