Italien - Bike & Hike på Middelhavets juvel, Sardinien

I hjertet af det ægte Sardinien venter cykelture og vandreture i Supramonte og Gennargentu bjergene, gennem vinmarker, olivenlunde, små landsbyer og langs Middelhavet.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Sardinien er kort og godt Middelhavets juvel. Forvent et solrigt klima, frisk bjergluft, spændende historie og kultur og et sardisk køkken med lækre råvarer og gode vine.

Som på vores øvrige Topas Bike & Hike ture er fleksibiliteten i top med 4 dansktalende turledere, og du kan hver dag frit vælge, om du vil vandre eller cykle i Sardiniens skønne landskaber.

På denne Bike & Hike tur bor du centralt i hjertet af det uberørte Sardinien med fast base i den stemningsfulde bjerglandsby Gavoi, hvorfra du udforsker Supramonte og Gennargentu bjergene, Barbagia regionens vilde og bjergrige natur, små landsbyer og flotte kyststrækninger ved Middelhavet.

Varierede cykelture tager dig med gennem en række flotte og interessante landsbyer, skovklædte bjerge og vinmarker. Og så er der masser af gode vandreruter i dale og på skråninger samt frodige skove med kastanjer og korkege, bjergtoppe og olivenlunde. Den skønne kyststrækning og det krystalklare vand kan du nyde i fulde drag i bugterne Cala Luna og Cala Sisine og ved kystbyen Santa Maria Navarrese.

Oplevelser og tryghed fra bestilling til hjemrejse. Top-profesionelle turledere, der gang på gang går skridtet videre for deres gæster. Placeret i en skøn landsby som udgangspunkt for flotte og indtryksfulde ture til fods og på cykel. Kan absolut anbefales.

Rex Pedersen Clausager

Glæd dig til

  • Syv fantastiske dage i Sardiniens skønne natur med cykling og/eller vandring.
  • Vandring og badning ved de smukke bugter Cala Luna og Cala Sisine
  • Cykling gennem små landsbyer, skovklædte bjerge og vinmarker i det uberørte Sardinien
  • Vandring til toppen af Sardiniens højeste bjerg - Punta La Marmora i 1.834 m.
  • Se de berømte vægmalerier ’murales’, der pryder gavle, trapper og husvægge i flere bjergbyer
  • Få landsbystemningen under huden i de nænsomt restaurerede huse i bjerglandsbyen Gavoi
  • Nyd det sardiske køkken og BBQ med udgangspunkt i friske, lokale råvarer
  • Vinsmagning i Oliena, hvor vi stifter nærmere bekendtskab med druen cannonau

Vores Italien

Topas har været i Italien i mange år og vi har et særdeles varieret udbud af rejser til Italien. Se bl.a. hvad vi anbefaler af gode oplevelser i Italien, få rejsetips, svar på alle dine spørgsmål og læs spændende artikler.

Program

Dag 1. Med fly til Sardinien - Transfer til bjerglandsbyen Gavoi
Vi køres til Gavoi og bliver indkvarteret i 3 forskellige gamle klassiske stenhuse. Herefter er der informationsmøde med turlederne.

Dag 2. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur i nærområdet
Vandretur: Vandring i Gavois bjergrige natur og middelhavsvegetation til Sa Matta toppen og Gusanasøen.
Cykeltur: Vi udforsker Gavois smukke natur, Nuraghe kulturen og Gusanasøen, hvor en dukkert venter.

Dag 3. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur gennem landsbyer
Vandretur: Vi går i vilde og barske bjerg- og skovområder, gennem landsbyer med ’murales vægmalerier.
Cykeltur: Gennem Sardiniens mest isolerede landsbyer med fund fra Nuraghe tiden og badning i Gusana.

Dag 4. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur til Santa Maria Navaresse
Vandretur: Klassiker fra bugten Cala Fuili til stranden Cala Luna og med båd til Santa Maria Navarrese.
Cykeltur: I flotte landskaber over bjergpasset Genna Silana til kystbyen Santa Maria Navarrese

Dag 5. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur – vinsmagning i Oliena
Vandretur: Vi vandrer blandt oliventræer og skov af stenege til bjerget Monte Corrasi med eminent udsigt.
Cykeltur: Fra Gavoi til Oliena. Nyd de panoramiske plateauer, vinmarker og Orgosolos vægmalerier.

Dag 6. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur
Vandretur: Til toppen af Sardiniens højeste bjerg Punta La Marmora og sardisk BBQ om aftenen.
Cykeltur: Gennem skovdækkede bjerge til landsbyerne Tonara og videre til Tiana og sardisk BBQ i Gavoi.

Dag 7. Vælg frit mellem dagens vandretur og cykeltur - Afskedsmiddag
Vandretur: I den dybe Gorropukløft i Supramonte bjergene i området mellem Urzulei og Orgosolo.
Cykeltur: Cykling fra bjergpasset Arco di Correbuoi, over højslette til kystbyen Santa Maria Navarrese.

Dag 8. Afrejse fra Sardinien
Vi tager afsked med vores bjerglandsby Gavoi og Sardinien efter en skøn uge med Bike& Hike.

Se det detaljerede dagsprogram her

Bike & Hike med Topas

Rejser med maksimal fleksibilitet. Uanset om du foretrækker en let vandretur, elsker at udfordre dig selv på racercykel eller foretrækker en rolig cykeltur på elcykel – alle oplever samme glæde. Læs mere her.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København – Olbia t/r
  • Al transfer og relevant transport i forbindelse med aktiviteterne
  • Alle overnatninger i Gavoi i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Cykelleje af sportscykel ifølge program (evt. leje af racercykel og elcykel er tilkøb)
  • Vinsmagning i Oliena
  • Mekanikerassistance
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. £ 20-30)
  • Evt. leje af racercykel og elcykel (DKK 500/cykel)
  • Tillæg for enkeltværelse, DKK 1.500
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Om Sardinien
  • Overnatning i Gavoi

Dagsprogram

Dag 1. Med fly til Olbia, Sardinien — Transfer til vores indkvartering i bjerglandsbyen Gavoi

Vi flyver til Olbia på Sardinien. Herfra har vi har knap 2 timers kørsel sydpå, inden vi ankommer til Gavoi og indlogeres på vores værelser. Dernæst vil turlederne afholde et kort velkomstmøde omkring den forestående tur på Sardinien.

-/-/-

Dag 2. Vandring i Gavois nærområde - til Sa Matta toppen og Gusana søen

Estimeret vandretid på 4 timer ekskl. pauser.

Efter morgenmad i den hyggelige restaurant Santa Rughe påbegynder vi vores første vandretur. Vi vandrer igennem Gavoi og fortsætter ud af byen og op i det vilde naturområde i baglandet.

Om formiddagen vandrer vi igennem klippeplateauet Sa Matta. Heroppe ovenover Gavoi findes store granit klippeformationer, som erosionen har forvandlet til et interessant vandreområde, som er dækket med middelhavsvegetation. Udsigten rummer Gennargentu og Supramonte bjergene: lige fra Punta La Marmora, Sardiniens højeste bjerg til Monte Novo San Giovanni i Orgosolos bjerge med sin karakteristiske takkede form.

Vi bevæger os igennem fyrreskov og åbne arealer og når op i nærheden af Sa Mattas højeste punkt. Er der nogen der har lyst og mod til det, kan vi lige kravle til toppen af de sjove granitblokke og nyde en fantastisk udsigt derfra. Fra toppen følger vi stien ned til en lille bjergvej, hvor vores vogn holder klar med picnic frokost og koldt vand. Efter en god pause tager vi den næste strækning ned til den store opdæmmede sø, Gusana.

Vi vandrer stadigvæk igennem typisk middelhavsvegetation, også kaldet marquis, og når til foden af den store dæmning, som spærrer adgangen til dalen. Vilde klipper rejser sig højt over os på begge sider, og en lille grusvej leder os uden om dæmningen og op til et hotel ved søen, hvor dagens vandretur ender. Fra hotellet kan man gå ned til søbredden og tage en svalende dukkert efter den varme vandretur.

Efter en dejlig pause ved søen bliver vi kørt den korte vej op til vores landsby, hvor vi vil have god tid til at hygge os, og nyde den lokale stemning på torvet inden aftensmaden.

M/F/-

Dag 2. Cykling i Gavois nærområde

Turen er på cirka 45 km +1000 m, - 1000 m.

Turens første cykeltur starter med en lille stigning ud af vores landsby, derefter en nedkørsel, hvorefter det går op ad igen til et plateau, hvorfra vi har et flot kig til bjerget Monte Gonare. På toppen af det stejle bjerg kan vi skimte en af Sardiniens mest spektakulært placerede kirker - Nostra Signora di Gonare (’Vores Jomfru Marias kirke fra Gonare’). Nu følger en flad strækning gennem skove med korkege og stenege med dejlige sving inden vi udfordrer den næste stigning. Vi cykler ad en mindre landevej, der først zigzagger op ad og derefter har vi en nedkørsel gennem øde landbrugsområder, som fører os frem til San Cosimos kirke og dens kilde. Kilden befinder sig i en skyggefuld bevoksning, og der nyder vi en god picnic-frokost, som vi skyller ned med koldt kildevand.

Efter frokostpausen cykler vi i retning af kirken Sa Itria, som er Gavois helligste kirke. Her holder man diverse landsbyfester og træf i forbindelse med bl.a. helligdage. På Sa Itria kirkens gårdsplads står en stor og tung Menhir (opretstående sten) fra den gamle megalitiske kultur. Undervejs på cykelturen passerer vi andre interessante spor fra Nuraghe kulturen i form af gamle ruiner fra Bronzealderen.

Eftermiddagens mål er Gusana søen, som ligger lige nedenfor vores landsby. Her finder vi et sted at hoppe i vandet og nyde en velfortjent dukkert. Ved søen ligger et hotel, hvor vi kan nyde en forfriskning i skyggen, inden vi cykler de sidste få kilometer op til Gavoi.

M/F/-

Dag 3. Vandring fra Arcu di Correbuoi til Funtana Bona og Monte Novo San Giovanni

Estimeret vandretid på 4 timer ekskl. pauser.

Vi kører cirka 40 min fra Gavoi op til bjergpasset Arcu di Correbuoi. Undervejs kommer vi igennem den hyggelige bjergby Fonni, som er den højest beliggende bjergby på Sardinien. I Fonni ser vi de interessante vægmalerier kaldet "Murales", som portrætterer scener fra den sardiske tradition, såsom hyrdelivet, forfædrene, billeder fra lokale folkefester osv.

Vi bliver sat af ved passet og begynder vandringen med en kort stigning. Ruten fører os dog hurtigt herefter nedad igennem en dal, som leder os ind i hjertet af det rå og øde bjergområde, som vi skal traversere i dag. Vi følger en grusvej og umiddelbart inden vejen går over i en smal sti passerer vi en kilde, Sa Vena Manna - “Den store kilde", hvorfra friskt kildevand pibler ud fra en sprække i klipperne.

Ved et lille hyrdested bliver ruten til en lille smal sti, som ofte krydses af dyrestier (kører og får), der nemt kan lede os væk fra ruten, hvis vi ikke er opmærksomme. Stien benyttes ikke så ofte, så bevoksningen kan godt hænge lidt ind over stien - lange vandrebukser vil være en god idé i dag.

Vores vandring leder os også igennem vilde og barske områder næsten uden vegetation. I bunden af de smalle dale finder vi dog enkelte træer, hvor vi kan raste i skyggen. Ved frokosttid når vi op til de smukkeste udsigtspunkter, hvorfra vi kan se Monte Fumai og Monte Novo San Giovannis bjergtoppe, som stikker op her i Orgosolos Supramonte bjerge. Langt væk i horisonten glimter den hvide top af Monte Corrasi. Picnic-frokosten venter ikke langt herfra, og nu har man valget om man vil vandre direkte til frokosten eller evt. tage den lidt krævende tur til toppen af Monte Fumai — Sardiniens hjerte. Efter frokostpausen vandrer vi ned gennem skoven til en bygning, der tilhører skovvæsenet. Herfra bliver vi kørt tilbage mod Gavoi. Undervejs gør vi et lille caféstop i bjergbyen Orgosolo, der er berømt for sine imponerende vægmalerier der pryder husenes gavle, trapper og husvægge. Malerierne skildrer hyrdernes liv, politiske budskaber m.m. Aftenen tilbringer vi i Gavoi.

M/F/-

Dag 3. Cykling fra Gavoi via Olzai og Teti til Ovodda

Turen er ca. 63 kilometer, +1100 m, -1100 m.

Vores cykeldag lægger ud med en blid stigning ud af landsbyen. Vi kender starten af ruten fra dag 2, men allerede efter 6-7 kilometer og efter en dejlig nedkørsel adskiller dagens rute sig fra gårsdagens. Vi fortsætter med at cykle nedad og kan nyde den dejlige fartvind, vi selv skaber.

Dagens første lidt udfordrende stigning kommer efter cirka 16 kilometer, og derefter er vi fremme i den første af en række af bjerglandsbyer, som præger vores cykeltur i dag, Olzai. Her laver vi opsamling og slapper vi af. Landsbyerne vi besøger i dag er blandt Sardiniens mest isolerede og dermed ukendte for mange og giver os et ægte indblik i øens tradition og historie.

Efter besøget i Olzai har vi en lille op- og nedkørsel inden vi starter en længere stigning mod landsbyen Teti (8 kilometer). I Teti holder vi frokostpause. Landsbyen ligger i et område, som er kendt for mange fund fra Nuraghe tiden, og de stolte indbyggere understreger det med flotte statuer i gaderne. Udsigten fra Teti er storartet, og vi holder frokost i en lille familiedrevet restaurant, hvorfra vi kan nyde udsigten over landet.

Den næste bjergby vi cykler til er Tiana, og fra Tiana har vi 5 kilometer op til Ovodda, hvor vi vil holde en lidt længere kaffepause inden vi cykler videre mod den smukke Gusana-sø. Her kan vi skylle sveden væk med en dukkert, inden vi afslutter dagens etape med den korte tur op til vores bjergby Gavoi.

M/F/-

Dag 4. Vandring fra Cala Fuili til Cala Luna

Vandring fra Cala Fuili til Cala Luna. Videre i gummibåd til Cala Sisine og Santa Maria Navarrese.

Dagens vandretur er en klassiker på Sardinien, nemlig vandreturen fra Cala Fuili til den smukke strand Cala Luna. Vi har dog en lidt længere køretur til Cala Gonone først. Cirka 1 1/2 time tager det, inden vi er fremme, og kan begynde vandredagen ad den smukke rute langs kysten. Fra den lille strand ved Cala Fuili går stien opad over klipperne og videre sydpå. Små træer og middelhavsvegetation dækker klippeplateauerne undervejs. Flere steder kan vi skimte det flotte turkisblå hav, og belønningen venter i form af en svømmetur i det dejlige turkisblå vand ved Cala Luna - og en forfriskning på den lille strandbar. Fra Cala Luna vil der være mulighed for at vælge enten at sejle videre til Cala Sisine med gummibåd eller at vandre til Cala Sisine.

I Cala Sisine holder vi en god pause, inden vi fortsætter alle sammen med gummibåd til Santa Maria Navarrese, hvor vi vil møde cykelgruppen. Således er hele holdet samlet i Santa Maria Navarrese, hvor vi spiser en god aftensmad på en af fiskerestauranterne, inden bussen kører os tilbage til Gavoi.

M/-/-

Dag 4. Cykling fra Dorgali over bjergpasset Genna Silana og til kystbyen Santa Maria Navarrese

Fra Dorgali over bjergpasset Genna Silana til kystbyen Santa Maria Navarrese. Turen er på cirka 65 km.

I dag venter på os en lidt længere køretur mod byen Dorgali. Men landskaberne vi kører igennem er en flot kulisse til turen - kalkbjerge omkring Oliena, olivenlunde og vinmarker.

Terrænet vi cykler i fra Dorgali og op til passet byder på 20 kilometer opad med fantastiske udsigter over Oddoene dalen og de omkringliggende bjerge. I dette område åbner Gorropu kløften sig igennem imponerende kalkklipper. Stigningen er ret jævn og svinger næsten hele vejen mellem 6 og 8 %. Vejen flader dog ud i enkelte strækninger og undervejs er der mulighed for at stoppe op ved flere af de fantastiske udsigtspunkter, der er undervejs, for at drikke lidt vand og nyde panoramaudsigterne. En lille bar cirka midtvejs er et perfekt sted at holde en lidt længere pause — hvis man har lyst til det. Oppe i Genna Silana bjergpasset starter vores nedkørsel mod kysten. En nedkørsel som dog bliver afbrudt af en 3-4 kilometer stigning, inden vi sigter mod bjergbyen Baunei, som ligger smukt placeret langs de stejle bjergskråninger. Fra Baunei til Santa Maria Navarrese cykler vi overvejende nedad og kan derfor virkelig nyde den dejlige strækning med de flotte havudsigter.

M/F/-

Dag 5. Vandring på Monte Corrasi samt vinsmagning på Oliena vingård - Cantina Oliena - for alle

Fra vores hotel kører vi cirka 50 min. til den lille by Oliena i 339 meters højde. Oliena ligger smukt ved foden af de stejle og lyse kalkklipper, som danner den lange bjergryg, som Monte Corrasi er en del af. I området dyrkes oliventræer og cannonau druer, og Oliena er centrum for olie- og vinproduktion i dette hjørne af Sardinien. Vi gør et kort stop i byen for at strække benene lidt, inden vi kører den sidste strækning op ad bjergvejen til omkring 750 meters højde, hvor vores vandrerundtur starter.

Stien begynder i den gamle stenegeskov, som dækker denne side af bjerget. Efterhånden som vi kommer højere op, bliver stien stejlere og udsigten mere og mere interessant. I cirka 1.200 meters højde er vi nu over trægrænsen, og udsigten er fabelagtig: Orgosolos Supramonte bjerge til den ene side og de endeløse kalkbjerge mod kysten til den anden side. Fra plateauet går vi videre til toppen, og kan nyde udsigten til en stor del af Nuoro provinsen samt de karakteristiske lodrette klipper af Monte Corrasi lige under os. Toppen ligger i 1.463 meters højde og er den højeste tinde i Supramonte området på Sardinien. Supramonte er et vildt område fyldt af labyrintiske kløfter, store skove og grotter. Vi nyder udsigten og spiser frokost inden vi begiver os nedad. Stien er i behørig afstand af de dramatiske afgrunde, som falder lodret i retning af Oliena. I cirka 1.200 meters højde møder vi en lille grusvej, som fører tilbage til bilerne.

At runde Monte Corrasi og opleve udsigten over Sardinien fra dens top er en virkelig smuk vandreoplevelse, som perspektiveres når vi senere fra Oliena kan kigge tilbage til bjerget og selve toppen, mens vi smager på en af Sardiniens mest kendte cannonau vine på "Cantina Oliena", hvor vandre- og cykelgruppen mødes som afslutning på dagens aktiviteter.

M/F/-

Dag 5. Cykling fra Gavoi til Oliena samt vinsmagning på Oliena vingård - Cantina Oliena - for alle

Turen er på i alt cirka 50 km +635 m, - 977 m

Efter morgenmaden tager vi hul på dagens cykeletape og cykler ud af Gavoi. En stigning på cirka 5 kilometer fører os over det store plateau, som rejser sig mellem Gavoi, Lodine og Mamoiada. Landevejen snor sig igennem åbne sletter, hvor stenege og store granitblokke danner små “oaser" i landskabet. Efter ca. 12 kilometer holder vi en pause ved kilden nær San Cosimos kirke og får fyldt frisk vand på drikkedunkene. Herefter fortsætter vi mod Mamoiada. Byen er kendt i hele Italien for sine masker - Mamuthones og Issohadores. De optræder ikke kun i forbindelse med det sardiske karneval, men også i forbindelse med andre helligdage i løbet af året. Er der interesse og mulighed for det, så kan vi kigge ind i det lokale maskemuseum og få en indsigt i den gamle tradition.

I Mamoiada stopper vi til frokost, og inden vi cykler videre tanker vi vand ved den romerske fontæne i den gamle bydel. En lille vej leder os ud på landet og igennem panoramiske plateauer. Herfra kan vi skimte Monte Corrasi og de andre kalkbjerge i Olienas og Orgosolos områder. De mange vinmarker undervejs indikerer Mamoiada områdets store betydning inden for vinproduktion. Vi passerer gamle Domus de Janas, gravkamre fra 3.000-2.000 f. Kr. som findes over hele Sardinien, og vi nærmer os Orgosolo. Velankommet til bjergbyen trækker vi vores cykler igennem hovedgaden, for at kigge på de interessante motiver, som adskillige kunstnere, studerende osv. har fået lov til at male på huse og cafeer. Nogle af dem portrætterer episoder fra den lokale historie, andre skildrer episoder fra den store verdens historie. Her i byen holder vi en cafépause.

Vores næste etape er via bagvejen fra Orgosolo til vinbyen Oliena. Undervejs bliver vi udfordret af en opkørsel på cirka 3 kilometer, men derefter svinger vejen dejligt og behageligt igennem små skove og bjergskråninger dækket med vinstokke. Oliena ligger meget smukt placeret ved foden af de store kalkklipper fra Monte Corrasi og er især kendt for sin rødvin, Nepente, en særpræget Cannonau vin (øens vigtigste røde drue). Hos den lokale Cantina di Oliena mødes både vandre- og cykelgruppen og vi vil således sidde i det hyggelige lokale og smage på nogle af de lokale vine inden vi køres tilbage til Gavoi.

M/F/-

Dag 6. Vandring til toppen af Punta La Marmora, Sardiniens højeste bjerg (1.834 m.). Sardisk BBQ i bjergene om aftenen for hele gruppen

Punta La Marmora i 1.834 meters højde er Sardiniens højeste punkt og er beliggende i Gennargentu bjergene. Heroppe falder der sne om vinteren og siden tidernes morgen har disse bjerge bidraget til at skabe frodige områder for foden af bjergene, pga. afsmeltningen fra sneen, der sørger for vand langt hen i foråret. Ved foden af Gennargentu, i Barbagias landsbyer, lever folk stadigvæk af landbrug og kvægdrift. Her kan man virkelig tale om det oprindelige Sardinien!

Vores rundtur starter i cirka 1.400 meters højde, lige under bjergryggen. Vi følger en mindre grusvej, der leder op på bjergryggen. I denne højde i Gennargentu bjergene er der kun få træer, så fra stien har vi virkelig storslåede udsigter langt ud over Sardiniens landskaber. Undervejs kommer vi til en lille skov med en kilde, hvor vi holder en pause i skyggen og tanker friskt bjergvand. Uden de voldsomme stigninger leder stien os op til toppen, hvorfra udsigten rummer en stor del af det centrale Sardegna. Her nyder vi udsigten 360 grader rundt, mens vi spiser vores madpakker. Første del af nedstigningen følger den samme rute vi gik op ad, men snart drejer vi fra og fortsætter turen ad en anden sti, som går tættere på selve bjergkammen og derfor højere oppe end formiddagens rute. Vi når frem til bilerne ud på eftermiddagen og kører hjem til Gavoi.

I aften skal hele gruppen ud i terrænet og nyde en rigtig sardisk BBQ, som er en stolt tradition på Sardinien. Her vil Mario være vært og arrangere en hyggelig grillaften i bjergene med udsigt over Gusana søen samt være garant for sprøde svær på pattegrisen og veltempereret cannonau vin!

M/-/A

Dag 6. Cykling fra Fonni til Tonara og videre til Tiana. Sardisk BBQ i bjergene om aftenen for hele gruppen

Startstedet er valgfrit: Enten fra Gavoi (den længste etape) eller fra Fonni (den korteste etape).

Vi kører til Fonni (cirka 12 km) og derfra starter vi med en relativ blid opkørsel på cirka 5 kilometer. Derefter cykler vi nedad og igennem flotte skovdækkede bjerge. Længere nede i dalen passerer vi en dejlig kilde, hvor vi selvfølgelig har en kort pause, inden vi begynder opstigningen på ca. 7 km til passet. Oppe i højden flader vejen lidt ud, og den sidste strækning er forholdsvis nem og behagelig.

Lige før passet holder vi en pause ved en café og kan hygge os lidt i skyggen. Herfra har vi to muligheder for at cykle videre til Tonara: enten den direkte rute (12 kilometer jævnt nedad med udsigter - let tur) eller en lille omvej via Desulo (19 kilometer). Hårdere, med bl.a. 6 km opkørsel). Valget er dit på dagen.

Fremme i Tonara har vi cirka 9 nemme kilometer til landsbyen Tiana, hvor cykelturen stopper, og vi læsser cyklerne på cykeltraileren og kører hjemad. Er der nogen med god dagsform og stærke ben, kan man cykle hele vejen tilbage til Gavoi herfra; 5 kilometer opad til Ovodda, og fra Ovodda videre nedad mod Gusana søen og op til Gavoi. I aften skal hele gruppen ud i terrænet og nyde en rigtig sardisk BBQ, som er en stolt tradition på Sardinien. Her vil Mario være vært, og arrangere grill m.m. i bjergene med udsigt over Gusana søen. Glæd dig til sprøde svær på pattegrisen og veltempereret cannonau vin!

M/-/A

Dag 7. Vandring i Gorropu kløften

Canyon Gorropu er en af de dybeste kløfter i Europa og danner et fantastisk og vildt miljø i Supramonte bjergene i området mellem Urzulei og Orgosolo. Vi har ca. 1,5 times kørsel fra Gavoi til udgangspunktet for dagens vandretur.

Ikke længe efter at vi har påbegyndt dagens vandring, ses nogle store gamle stenege ved stien, og vi følger foden af de høje kalkklipper, som fører os længere og længere ind i dalen. Vi går efter den store slugt, der blev skabt af floden "Rio Flumineddu. Gorropus lodrette klippevægge er mange steder cirka 500 meter høje. At vandre i bunden af kløften og se disse lodrette bratte klippevægge stige lige op i himlen er en meget speciel oplevelse. Man føler sig lille og ydmyg i dette barske landskab. I bunden af kløften ligger kæmpestore hvide klippeblokke, som danner en naturlig forhindring og skaber spændende udfordringer under vandreturen ind i selve kløften. Det er begrænset hvor langt ind i selve kløften vi kan vandre, idet ruten bliver sværere og sværere.

Vi spiser vores frokost nede i kløften og vandrer derefter ca. 2 timer ud gennem dalen til S’abba Arva, før vi bliver kørt tilbage til hotellet. Her på turens sidste aktivitetsdag tilstræbes det, at både cykelister og vandrefolk er tilbage i Gavoi ud på eftermiddagen, så der er tid til en hyggelig fælles afslutning på turen.

M/F/-

Dag 7. Cykling fra Arco di Correbuoi til Santa Maria Navarrese

Cykling fra Arco di Correbuoi til Santa Maria Navarrese. Turen er på cirka 65 km i alt.

I dag kører vi fra Gavoi med cyklerne på traileren. Vi kører de første 25 kilometer i bil op til bjergpasset Arco di Correbuoi i 1.246 meters højde. Det er Sardiniens højeste bjergpas, man kan køre til, og det adskiller Barbagia fra området Ogliastra.
Her i passet hopper vi på cyklerne i retning mod kysten og vi begynder med en herlig nedkørsel på cirka 8 kilometer. Der er meget begrænset trafik, så vi møder næsten ingen biler her.

Igen i dag har vi en smuk udsigt over bjergene, og ruten i dag er meget panoramisk. Efter nedkørslen bliver vi udfordret lidt, når vi skal cykle til højsletten oven for bjergbyen Talana. Enkelte strækninger opad brydes med mindre nedkørsler og nemmere strækninger igennem det øde og vilde landskab. Undervejs på ruten, passerer vi en kilde i skyggen, og her gør vi naturligvis et stop og tanker kildevand.

På denne tur til Sardinien omtaler vi ofte de flotte udsigter, og nu skal vi opleve en af de smukkeste. På højsletten, inden vi når frem til Talana, er der et fantastisk udsigtspunkt. Kig ud og bliv betaget af de lyserøde granitbjerge samt Sardiniens østkyst og Ogliastra — wow!

Fra Talana følger vi ruten videre mod Lotzorai ved kysten. Efter en nedkørsel snor vejen sig igennem klippeformationer, der nærmest udgør en slags labyrint igennem det vilde område. Her cykler vi op og ned igennem flot natur, inden landskabet åbner sig op, og vi kan fornemme at kysten nærmer sig. Ruten er nu overvejende lige strækninger med især eucalyptustræer i vejsiden.

Fra Lotzorai er der ikke langt til den dejlige strand ved Santa Maria Navarrese. Her kan vi endeligt nyde en dukkert i havet, en drink og god hygge i skyggen ved strandbaren, inden vi skal køre tilbage til Gavoi.
På turens sidste aktivitetsdag er planen, at både cykelister og vandrefolk er tilbage i Gavoi ud på eftermiddagen, så der er tid til en hyggelig fælles afslutning på turen.

M/F/-

Dag 8. Afrejse fra Sardinien

Så er tiden kommet til at tage afsked med Gavoi og vores værter og påbegynde turen mod lufthavnen og hjemrejsen til Danmark.

M/-/-

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -

Morgenmaden spiser vi på "Ristorante Santa Rughe", som ligger få minutters gang fra alle overnatningsstederne i byen. Morgenmaden består af kaffe, te, juice, forskellige slags brød, pålæg, ost, marmelade, yoghurt, frugt, og ricottaost. Picnic består af brød, bl.a. sardisk "fladbrød" (Pane carasau), forskellige oste, skinke, salami, tomater, oliven og lignende. Evt. madpakker vil være lavet af nogenlunde samme råvarer som picnicpakken.

En aften skal vi ud i terrænet og nyde en rigtig sardisk BBQ, som er en stolt tradition på Sardinien. Her vil Mario være vært og servere sprøde svær på pattegrisen og veltempereret cannonau vin.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dages tur med moderat vandring og cykling grad 2-3.

Det er Topas' subjektive vurdering. Som deltager kan man have en lidt anden opfattelse af et let eller svært terræn. Gradueringen skal derfor tages med et vist forbehold.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Der er programsatte cykel- og/eller vandreture på 6 af turens 8 dage - dvs. ikke på rejsedagene i begyndelsen og slutningen af turen.

Vi har sammensat et program af vores favoritture på Sardinien, en destination som Topas har besøgt igennem mange år. Turene er af vekslende sværhedsgrader, så også her kan du i et vist omfang selv bestemme dig for, om din dag skal være i den lettere eller lidt mere udfordrende ende af skalaen. Det gælder på de fleste af både vandre-/ og cykelturene.

Du kan naturligvis også vælge at springe en aktivitetsdag over i løbet af ugen, hvis du skulle have lyst til at tilbringe en rolig dag hjemme i landsbyen med læsning og afslapning. Det vil også være muligt på egen hånd at tage på en vandre- eller cykeltur i nærområdet efter anvisning fra Topas turlederne.

Hver dag vælger du frit om du vil deltage på dagens cykelhold eller vandrehold. Af praktiske årsager er vi nødt til at vide dagen i forvejen, hvilket hold, du ønsker at deltage på.

Læs mere her om Bike & Hike med Topas

Cyklerne

Det er muligt at medbringe egen cykel ved selv at stå for al booking og betaling hos flyselskabet. Vi anbefaler, at man pakker cyklen i speciel cykeltransporttaske til flyrejsen. Venligst kontakt Topas hvis du ønsker dette

Sportscykler er inkluderet i rejsens pris. De har KUN håndbremser og er udstyret med 24 udvendige gear, lave nok til bjergene. Cyklerne er unimodeller, således at de passer til både mænd og kvinder fra 150-195 cm.

MULIGHED FOR LEJE AF RACERCYKEL OG ELCYKEL
Der er ligeledes mulighed for, at du kan leje en decideret racercykel eller elcykel (tilkøb) til turen. Vil du være sikker på at kunne leje en racercykel eller elcykel til turen, anbefaler vi derfor, at du booker den i god tid hjemmefra.

Overnatning

Vi overnatter i bjerglandsbyen Gavoi i husene:"Sant`Antioco", "Domo Santa Rughe" og "Domo Su Caramu".
I bjerglandsbyen Gavoi (ca. 3.000 indbyggere), samarbejder vi med 2 familier omkring indkvartering og måltider. Vi bor i 3 forskellige huse, der har det tilfælles, at de alle ligger i den gamle historiske bydel "Centro Storico", og alle 3 er gamle klassiske stenhuse, der er smukt og nænsomt restaureret. Husene ligger få min. gang fra hinanden.

Den ene familie (Franco & Marinella) driver restauranten "Santa Rughe", hvor alle spiser morgenmad. Santa Rughe har et bredt menukort, som indeholder såvel seafood retter, som retter med udgangspunkt i bonde/hyrdekulturen i bjergene. Restauranten har også et bredt udvalg af gode sardiske vine. Den anden familie (Flavio, Pina og hendes mor Angelina), vil være vært et par aftener for dem, der vil opleve en hyggelig aften med pragtfuld hjemmelavet mad, der næsten alt sammen er hjemmeproduceret — lige fra grøntsagerne, frugt, salami, ost, kød og vinen!

Alle værelser har eget bad & toilet — enten i selve værelset eller lige uden for værelset. Enkeltværelser kan tilkøbes mod et tillæg.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Om sommeren (juli, august og september) vil dagtemperaturerne ofte ligge mellem 25 og 35 grader og nattemperaturerne ned til omkring 20 grader.

Vejret er generelt stabilt på Sardinien, især i sommerperioden, men som altid i bjergområder kan der forekomme pludselige vejrskift. Man skal dog forvente et dejligt varmt klima med masser af sol hele ugen — det vil være det typiske. Temperaturen i Gavoi er væsentligt lavere end ved kysten.

Valuta og kreditkort

Vi anbefaler, at du medbringer kontante Euro, da vi for det meste er på tur i bankernes åbningstider. Kreditkort kan anvendes i de større byer.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning næsten overalt på denne tur. På Ristorante Santa Rughe (hvor vi spiser morgenmad) er der gratis WIFI. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Området

LANDSBYEN GAVOI
Gavoi ligger flot placeret i bjergene i ca. 800 moh., i det område der hedder "Barbagia", og som befolkningen stolt betegner som "Sardiniens hjerte". Neden for byen ligger søen "Lago di Gusana", hvor man flere gange i løbet af ugen kan afslutte aktiviteterne med en forfriskende dukkert.

Byen er ideelt placeret i forhold til vores aktiviteter og der er således relativ begrænset transporttid i bil. Derudover er der et dejligt klima i byen, frisk bjergluft, og ikke mindst ro — dog afbrudt af en kirkeklokke morgen og aften. Rundt om i byen er der mange små caféer, hvor man kan hygge sig og fornemme byens langsomme puls. Sidst på eftermiddagen/først på aftenen kommer folk ud og småsnakker med hinanden på torve og pladser — ægte sydlandsk stemning når det er bedst!

OMRÅDET
Hvad enten man vandrer og/eller cykler, så vil man på denne tur, opleve det "ægte" Sardinien, langt væk fra masseturismen — det er et faktum og en garanti! Vi bevæger os op og ned, og får ofte storslåede udsigter over bjerge, skove, sletter, landsbyer og hav. I landsbyen kommer vi tæt på den venlige lokalbefolkning, og bliver ofte mødt med en hilsen som "giorno" eller "sera" afhængig af tidspunktet på dagen. Sardernes gennemsnitslevealder er beviseligt en af de højeste i verden — især i det område vi bor i. Ifølge diverse studier skyldes det bl.a. den alsidige kost baseret på lokale råvarer, der er tilberedt efter traditionelle metoder og opskrifter. Endelig mener man også at den lokale rødvin spiller en rolle grundet fremstillingsmetoden. Igennem en uge i bjergene med motion, god mad & vin og hyggeligt selskab, får man en interessant oplevelse af- og indsigt i den livgivende livsstil, der praktiseres her.

Det sardiske landskab er for en stor dels vedkommende barskt og bjergrigt, men giver plads til olivenlunde og andre opdyrkede områder i dale og på skråninger. Den uberørte natur er mange steder den rene vildmark i bjergene, men også frodige skove med kastanjer og korkege. Geder og får græsser i bjergene, og hyrderne laver bl.a. fåreost (pecorino) - blot en af mange lækre sardiske specialiteter.

Sardinien (italiensk: Sardegna) er en italiensk ø og region syd for Korsika. Øen er den næststørste i Middelhavet, og dens hovedby er Cagliari. Der bor ca. 1.650.000 indbyggere på 24.090 km². Sardinien har haft en omtumlet historie: fønikere og kartager, Romerriget og Byzans, søfartsrepublikkerne Genua og Pisa, spaniere og østrigere har alle haft deres epoke på øen.

Kongehuset Savoyen var de sidste til at gøre fordring på øen frem til Italiens forening i 1861. Af historiske monumenter finder man alt fra stenaldergrave og romerske templer til landkirker og vagttårne fra Middelalderen, catalanske paladser og spanskinflueret malerkunst. Hele øen emmer af historie.

Bemærk venligst

Bemærk venligst, at vi kan være nødt til at bytte om eller ændre i dagsprogrammet på grund af vejr-, sti/vejforhold eller andre uforudsete årsager.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Bagagen kan med fordel pakkes i en blød sportstaske/duffelbag, rygsæk eller vadsæk - men en kuffert kan også medbringes.

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Rygsækken skal være regntæt, så du bør medbringe et regnoverslag til rygsækken.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker (eller et 'camelback drikkesystem), som i alt kan rumme 1½ liter.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj og udstyr til vandring

Gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram), groft mønster på sålen og god ankelstøtte for at undgå ankelskader. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til inden turen, så du ikke får problemer med tryk og vabler.

  • 2 -4 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 tynde uldtrøjer
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweater/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser
  • Evt. vandrestave (Vi anbefaler at medbringe vandrestave, da de er med til at aflaste knæ ved nedstigninger og generelt hjælper med at holde balancen)

Tøj og udstyr til cykling

  • Godkendt cykelhjelm
  • Cykelbukser
  • Cykelhandsker
  • Svedtransporterende undertøj
  • Vind- og vandtætjakke og gerne et par regnbukser
  • Sandaler/sportssko er normalt fint til cykelferien, men du er velkommen til at tage egne pedaler og cykelsko med
  • Drikkedunk: Der er drikkedunksholder påmonteret cyklen
  • Evt. egen refleksvest samt cykelsadel

Gode råd til din cykelferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til cykelferien? Vi har samlet 5 nyttige tips og masser af information!

Andet tøj

  • Rejsetøj
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Håndklæde
  • Badetøj
  • Let fodtøj, f.eks. sandaler eller sportssko til at skifte med, når man er færdig med dagens aktiviteter.

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandre- og cykeldagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack/energidrik til drikkedunk
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Lommelygte

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

10. juli 2019  –  17. juli 2019 Åben for booking 10.970 DKK Bestil Rejse
17. juli 2019  –  24. juli 2019 Åben for booking 10.970 DKK Bestil Rejse
24. juli 2019  –  31. juli 2019 Åben for booking 10.970 DKK Bestil Rejse
31. juli 2019  –  7. august 2019 Åben for booking 10.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ITSG

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark