Marokko – Ekspeditionstrek i de fjernt beliggende Jebel Sahro bjerge

En 11 dages rejse med trekking i Marokkos smukke Jebel Sahro bjerge, hvor du overnatter i telt camp under stjernerne, nyder det marokkanske køkken og har hyggeligt selskab af muldyr, som bærer din bagage.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Jebel Sahro bjergkæden er det perfekte rejsemål i vinterhalvåret, hvor vandredagene i bjergområdet oftest byder på klar himmel, sol, masser af lys og lune dagstemperaturer. Bjergene ligger klemt inde mellem Høje Atlasbjergene i nord og Sahara ørkenen i syd, og de imponerer med sit kontrastfyldte landskab.

På trekket skal du på en smuk og varieret rute fra syd mod nord gennem et bjergområde af høje palmer, vilde rosenhække, golde vulkanske bjerge og lejlighedsvise grønne oaser med små røde lerklinede landsbyer. Områdets indbyggere er de stolte, nomadiske ”Aït Atta” hyrder, en nomadisk Berber klan, hvis oprindelse angiveligt går helt tilbage til Goliats tid.

Der er noget særligt ved at være på ekspedition. At befinde sig i hjertet af bjergene langt fra alfarvej med en simpel hverdag, som kun består af at vandre, blive budt på god mad, sove i telt tæt på naturen under Marokkos utrolig smukke stjernehimmel og drikke myntete i spandevis med personalet og dine medrejsende. Alt dette giver en ufattelig ro og følelsen af, at du denne gang virkelig er kommet langt væk hjemmefra.

Efter Jebel Sahro har du tid i Marrakesh til at slentre rundt i den gamle bydels labyrint af smalle gader og mærke vibrationerne fra denne fortryllende nordafrikanske storby.

Turen byder på en smuk og spændende natur, og en passende grad af primitivitet i teltlejrene. Man er dejligt forskånet for springmadrasser og porcelænstoiletter, og kan nyde stjernehimlen til lyden af muldyrenes prusten.

Poul Skaanning

Glæd dig til

  • Ægte ekspeditionsstemning med muldyr på camp-trek i Jebel Sahro
  • Smuk køretur over de sneklædte Høje Atlas bjerge til vandringens start
  • Frokost i Ouarzazate fremmedlegionens tidligere garnisonsby
  • Vandring til toppen af Jebel Amlal (2.447 m) og Jebel Kouaouch (2.630 m)
  • Små berberlandsbyer i oaser med mandeltræer og figentræer
  • Den frugtbare Dàdes-dal med sine tusinde kasbahs (fæstninger)
  • Underholdning på markedspladsen Djema El Fna i Marrakesh

Højrute trekking med Topas

En unik mulighed for at komme langt væk fra civilisationen og helt ind i bjergenes indre, hvor der hersker fred og ro i en uberørt natur. Se her om højrute vandring er noget for dig og hvilken tur du skal vælge.

Program

Dag 1 til 2. Marrakesh over Høje Atlas til Jebel Sahro

  • Med fly til Marrakesh og indkvartering i den gamle bydel
  • Fra Marrakesh via Ouarzazate til Jebel Sahro

Dag 3 til 9. Syv dages Jebel Sahro ekspedition med muldyr

  • Vandring fra Tiguiza til Tagra
  • Vandring til toppen af Jebel Amlal (2.447 m)
  • Vandring fra Tagra til klippeformationerne Bab 'n Ali
  • Vandring fra Bab 'n Ali til oaselandsbyen Igli
  • Vandring fra Igli til Almou Noirg
  • Vandring fra Almou Noirg til Tagdilte
  • Ad smukke veje tilbage til Marrakesh

Dag 10. På oplevelse i Marrakesh

  • Guidet bytur og tid på egen hånd
  • Afsked med Marokko

Dag 11. Hjemrejse fra Marrakesh til København

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokal guide/kok/assistenter
  • Flyrejse København – Marrakesh t/r
  • Al lokal transport
  • Alle overnatninger i to personers telte + hotel i Marrakesh
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • 7 dages ekspeditionstrek inkl. fuld forplejning
  • Guidet tur i Marrakesh
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (ca. DKK 100-150 pr. måltid)
  • Drikkepenge til lejrpersonale, muldyrs drivere og lokal guide på trekket (ca. DKK 250)
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Evt. tillæg for enkeltværelse i Marrakesh DKK 500

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning
  • Jebel Sahro ekspeditionen

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Med fly til Marrakech

Vi flyver til Marrakech og efter en kort transfer ankommer vi til vores hotel tæt på byens gamle bydel og den store, livlige markedsplads Djema el Fna.

-/-/-

Dag 2. Fra Marrakech via Ouarzazate til Jebel Sahro

Vi kører i dag mod Ouarzazate ad den gamle karavanerute fra Sahara som i dag er asfalteret. Før byen, skal vi over Tizi ´n Tichka passet i 2.260 meters højde. Dette er et af de få steder, man kan krydse over Høje Atlas via landevej. Vi spiser frokost i Ouarzazate, som er en tidligere garnisonsby for fremmedlegionen.

Vi fortsætter gennem Draa dalen og passerer nogle af dalens tusinde kasbahs (tidligere fæstninge for velhavende familier) og røde sandstens huse. Inden længe forlader vi asfaltvejen og fortsætter ad et hjulspor det sidste stykke vej til dagens mål, Tiguiza (1.420m), hvor vores første lejrplads sættes op.

M/F/A

Dag 3. Vandring fra Tiguiza til Tagra

Efter morgenmaden ankommer muldyrsdriverne med deres dyr. Bagagen bliver omhyggeligt pakket på ryggen af dyrene og snart er en hel karavane på vej ud i Jebel Sahros smukke bjerge. Muldyrene er læsset med bagage, mad, campudstyr, potter og pander.

Kokken går i forvejen for at tilberede frokosten, som vi spiser et smukt sted på ruten. Om efteråret står træerne med mandler, som er modne 7-8 måneder efter blomstringen. Efter en dag bestående af cirka fem timers vandring, mange oplevelser og en lækker frokost fremtryllet af vores egen lokale kok ankommer vi sidst på eftermiddagen til vores hyggelig lejrplads nær Tagra (1.520 m).

M/F/A

Dag 4. Vandring til toppen af Jebel Amlal (2.447 m)

Tidligt om morgenen starter bestigningen af Jebel Amlal. Foran os venter der cirka 13 timers smuk vandring, så det er en lang vandredag, men stien er god og på toppen venter en storslået udsigt. På turen op til Jebel Amlal begiver vi os ind i den frodige dal, Oued Hanedour.

Vi vandrer i et fascinerende landskab omgivet af klipper i mange forskellige pastelfarver og former. Fra toppen, som består af en bred bjergkam, er der en imponerende udsigt til de høje Atlas bjerge i nord og til Saharas sanddyner mod syd. For de, der ikke har mod på at gå med helt på toppen af Jebel Amlal, er der mulighed for at gå med op til Azib Amlal (en lille samling huse), hvor man evt. kan få en kop te, og hvorfra der også er en god udsigt. Vi overnatter igen i Tagra.

M/F/A

Dag 5. Vandring fra Tagra til klippeformationerne Bab 'n Ali

Ekspeditionen er ved at have fundet sin rytme. Morgenen starter med, at vi pakker teltene og vores ejendele, muldyrene lastes og snart er karavanen på farten mod nye eventyr. I dag skal vi først op over et lille pas inden vi fortsætter ned i en af Jebel Sahros små dale.

Fra passet har vi udsigt til bjergkædens mange fantastiske klippeformationer: en ligner et kamelhoved mens en anden ligner et elefanthoved. Her er der ingen grænser for naturens kreativitet eller vores fantasi! Derefter krydser vi passet Tizi´n´Taggourt, hvorfra vi har udsigt til Bab n' Ali - nok turens mest imponerende klippeformationer sammenlignelige med klippelandskaberne i USAs Monument Valley (dog i mindre antal).

Vi slår lejr i en lille idyllisk oase tæt på Bab n' Ali og andre fantastiske geologiske formationer. I lejren går kokken straks i gang med at forberede maden, køkken- og spiseteltet er sat op, muldyrene er sluppet fri og er allerede i gang med at nippe til det sparsomme græs.

Ovenpå gårsdagens strabadser er det passende med en knap så krævende dag med cirka 5-6 timers vandring. De eventyrlystne kan bruge resten af eftermiddagen på at udforske de spændende klippeformationer.

M/F/A

Dag 6. Vandring fra Bab 'n Ali til oaselandsbyen Igli

Lejren bliver igen pakket, muldyrene indfanget og snart er vi på vej ud på endnu en dejlig vandredag i de marokkanske bjerge.

Vi følger en kløft, hvor vi kan se oasernes mange små jordbrug. Vi er på vej op på Teskaouine bjergkammen, hvorfra vi har en flot udsigt til Jebel Bou Gafer, stedet hvor de stolte Aït Atta stammer organiserede deres sidste oprør mod de franske styrker i 1933. Nomaderne i dette område bruger dromedarer som transportdyr, så der er gode muligheder i dag for at møde disse prægtige, store væsener på deres græsgange.

Snart er vi på vej ned til lejren ved Igli (1.800 m.), som ligger idyllisk i en lille oase. Vi ankommer tidligt og kan gå rundt og udforske stedet, måske handle lidt i oasens lille butik hvor man kan købe alskens ting, og endeligt er der også mulighed for at finde kvarts og andre spændende stenarter i området.

M/F/A

Dag 7. Vandring fra Igli til Almou Noirg

Dagens vandring starter på Igli plateauet, hvor vi, hvis heldet er med os, støder på en nomadefamilie med deres karakteristiske telte, som huser både familien selv og deres husdyr.

Vi lægger ud med en kraftig stigning og krydser Tizi'n Noirg passet med en storslået udsigt til bjergene i baggrunden. På vej til passet kommer vi gennem områder, hvor der er gode muligheder for at finde "stengranater" med kvarts indeni.

Efter frokosten er der mulighed for en afstikker til toppen af Jebel Kouaouch (2.630m.), hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt over Jebel Sahro området. Efter en god dag med gode udfordringer kan vi gå til ro i Almou Noirg i 2.350 meters højde - den højeste lejr på turen - med storslåede udsigter, en uendelig stjernehimmel og en hyggelig ekspeditionsatmosfære i et alpint miljø.

M/F/A

Dag 8. Vandring fra Almou Noirg til Tagdilte

Dagen starter med en lille stigning op til et pas. Her oppe i over 2.000 meters højde er der mange takstræer på skråningerne, - et meget specielt og ogsåvelkomment syn med træer i det ellers golde månelandskab. Nogle steder titter meget små blomster i gule og blå farver op - på trods af at Jebel Sahro næsten ingen nedbør får, finder her stadig masser af liv.

I passet er der en fantastisk udsigt til det sneklædte Høje Atlas, som tårner sig op mod nord. Efter passet går det ned til Tagdilte plateauet, hvor kokken venter med endnu en dejlig frokost. Efter 5-6 timers vandring med en del nedstigninger ankommer vi til Tagdilte (1.750 m). Her sætter vi lejr op for sidste gang.

M/F/A

Dag 9. Ad smukke veje tilbage til Marrakech

Vi skal i dag tage afsked med vores karavane af muldyr, muldyrdrivere, lejrpersonale og hele ekspeditionsstemningen. Selvom det bliver rart at vende tilbage til civilisationen, er det også sørgmodigt at tage afsked med det simple liv i de smukke bjerge.

Vi har en kort vandretur på grusvej, inden vi når til hovedvejen, hvor bussen samler os op. Vi kører forbi smukke kasbahs og grønne oaser og kan glædes over et gensyn med det smukke Tizi 'n Tichka-pas, hvor vi spiser frokost. Under pausen i Atlasbjergene kan vi også se nærmere på fossiler, kvarts og smukke stenarter, som de lokale sælger.

I Marrakech indkvarteres vi på små hyggelige riads, som er traditionelle familiehuse i den gamle bydel, og om aftenen nyder vi en god middag.

M/F/A

Dag 10. På oplevelse i Marrakech - guidet tur og på egen hånd

Vi har en hel dag i Marrakech, hvor der er rig mulighed for at suge til sig af byens summende liv, eksotiske stemning, farver og dufte.

Om formiddagen har vi først nogle timer med en lokal guide, som tager os med bl.a. i souken og til den gamle koranskole. Herefter bliver vi sluppet ud i byen på egen hånd. Måske man skal have købt de sidste souvenirs, som kunne være et flot berbertæppe, en marokkopude eller håndlavet keramik.

Der er også mulighed for at nyde turens sidste lammetagine til frokost. Byen vrimler med gode caféer, der serverer den bedste kage og is i hele Afrika, og det er dejligt at sidde og nyde den eksotiske atmosfære, mens menneskemylderet passerer forbi.

Om aftenen finder vi en god restaurant til vores afskedsmiddag med hinanden og vores nordafrikanske eventyr sammen. Efter middagen kan vi gå en tur på pladsen Djema el Fna, hvor det summer af liv. Slangetæmmere, akrobater og historiefortællere kappes om tilskuernes opmærksomhed. Efter alle indtrykkene og menneskemylderet er det godt at trække sig tilbage til en af tagcaféerne. Her kan man sidde og se ned over Djema el Fna, mens der kaldes til dagens sidste bøn fra Koutoubiamoskeen.

M/-/-

Dag 11. Ankomst hjem til de nordlige himmelstrøg

I dag vender vi næsen hjem efter en stor oplevelse i dette eksotiske og anderledes land så tæt på Europa. Med os har vi fået et godt billede af Marokkos dynamiske, fredelige kultur og betagende natur af storslåede landskaber, små oasemiljøer, frugtbare dale bjerge så langt øjet rækker.

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

11 dage — heraf 7 dages vandring, grad 2-3.

På denne tur vandrer vi 4-8 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur. For at få det fulde udbytte af turen er det nødvendigt med en god grundkondition – dvs. at man hjemme enten cykler, går lange ture eller dyrker anden form for motion regelmæssigt.

Vi har tilrettelagt turen, så hovedvægten er lagt på vandredelen, men der er også tid til at opleve en nordafrikansk storbys kultur og liv.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

TREKKET OG VANDRINGEN
Den maksimale højde, vi vil overnatte i på denne tur, er 2.350 meter over havets overflade. Vandremæssigt kommer vi op i max. 2.630 m. eller 2.447 m. på de frivillige tur til toppene Jebel Kouaouch og Jebel Amlal. Der er på turen således ikke spørgsmål i forhold til højdeakklimatisering, da vi holder os pænt under 3.000 meter over havets overflade. Der vandres dagligt mellem 4 og 8 timer hovedsageligt på veletablerede ruter mellem dale og landsbyer, som er egnet til muldyr og meget ligetil for vandrere. For de der vælger at tage turen helt op på toppen af Jebel Amlal, er der dog tale om en hel vandredag på 12-13 timer. Da vi er i bjerge, vil der selvfølgelig være en del op- og nedstigninger på vandredagene. De mest krævende er til toppene Jebel Kouaouch og Jebel Amlal.

TRANSPORT TIL JEBEL SAHRO
På turens dag 2 har vi en relativ lang transfer dag til første teltlejr i Tiguiza. Vi kører i minibus fra Marrakech til Nkob med stop undervejs i bl.a. Ouarzazate, hvor der spises frokost. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Nkob, hvor asfaltvejen ophører og vi skifter køretøj til en af områdets lokale busser. Fra Nkob har vi omkring en times kørsel til Tiguiza via et hjulspor, hvis tilstand afhænger af, hvor meget trafik der har været på hjulsporet før os og ikke mindst, hvor meget regn der er faldet i tiden op til vores ankomst. Vi anbefaler, at du imødekommer køreturens diverse bump, ujævnheder, støv og bussæder med minimal affjedring og plads med et åbent 'ekspeditions-sind.' Der er ingen tvivl tilbage - du er endelig langt fra Nordeuropas flade, velholdte motorveje og derude, hvor eventyret for alvor kan begynde!

EKSPEDITIONENS SAMMENSÆTNING
På denne tur i Jebel Sahro har vi en karavane af trofaste muldyr med os til at bære vores bagage, telte, forsyninger, køkkentelte og andet campingudstyr. Ud over muldyrdriverne består ekspeditionens lokale personale af en guide, kok og et antal assistenter til at tage sig af logistikken, lave mad og sætte teltlejren op. Vi hjælper selv til med blandt andet at tage teltene ned om morgenen inden karavanen sætter ud mod næste lejr. Og vi renser ligeledes selv vores drikkevand undervejs.

EKSPEDITIONSLIVET
Der er noget særligt ved at være på ekspedition - at rejse over flere dage fra A til B i én, selvforsynende enhed. Man kan således komme langt og dybt ind i et område, fordi alt, man har brug for undervejs, er med ekspeditionen hele tiden.

At befinde sig i hjertet af bjergene langt fra alfarvej med en simpel hverdag, som kun består af at vandre, blive budt på god mad, sove i telt tæt på naturen under Marokkos utrolig smukke stjernehimmel og drikke myntete i spandevis med personalet og dine medrejsende, giver en ufattelig ro og følelsen af, at man denne gang virkelig er kommet langt væk hjemmefra.

Overnatning

På trekket benytter vi 2-personers telte til overnatning.

I Marrakech overnattes i en (eller flere nærliggende) nyistandsatte, charmerende riads (traditionelle familiehuse med en have i midten) i Marrakechs gamle bydel.

Der er i begrænset omfang mulighed for enkeltværelser på overnatningerne i Marrakech mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’. Enkeltværelse (eller telt) er ikke mulig på selve trekket.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Jebel Sahros placering mellem Høje Atlas og Sahara (godt beskyttet fra landets kystklima) betyder, at nedbør i bjergkæden er minimal. I stedet skinner solen oftest fra en skyfri himmel næsten året rundt. Sommeren er varm, men i vinterhalvåret er temperaturerne perfekte til vandring. Luften er frisk og lyset gør godt for sjælen på en ellers mørk tid i nordeuropa. Blæser det, kan vinden godt være kold, og om natten betyder det klare vejr ofte temperaturer omkring frysepunktet. Forvent lune vandredage med dagstemperaturer fra 10-25 ºC og nattemperaturer på minus 5 til plus 10 ºC. Der kan forekomme sne på nogle af de højereliggende stier.

Jebel Sahro er i vinterhalvåret nok et af de tætteste vandreområder på Europa, hvor man kan få sine 'sol og lys 'batterier' opladet.

Pas og visum

De marokkanske myndigheder har oplyst at følgende regler gælder for danskeres indrejse i landet:

  • Visumfri i indtil 90 dage
  • Danske provisoriske pas og EU-nødpas anerkendes både ved ind- og udrejse
  • VIGTIGT: Passet skal være gyldigt i 3 måneder ud over opholdets varighed

REJSEFORSIKRING - SPECIELLE FORHOLD NÅR DU BEVÆGER DIG I HØJDERNE
Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 moh. Mange rejseforsikringer dækker ikke, hvis man på turen kommer over en vis højde. Check med din forsikringsudbyder. GOUDA rejseforsikring dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor, at du tegner en GOUDA forsikring til netop denne type af rejse.

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Medbring euro eller dollars i kontanter, som omveksles til marokkanske dirham. Bemærk at du ved udrejse af landet ikke må udføre mere end 1000 dirham. Der findes hæveautomater i Marrakech og kreditkort kan ligeledes anvendes flere steder.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden.

Der er mulighed for WIFI (oftest gratis) på hotellet i Marrakech, på de fleste af byens cafeer og restauranter samt i byens Arsat Moulay Abdeslam Cyber Park.

Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Adgang til el

Det er kun sparsomme muligheder for at få opladet batterier til digitalkamera, mobil osv. på denne tur. Medbring derfor rigeligt med batterier/ekstra opladere. På hotellet i Marrakech er der adgang til el. Der skal ikke bruges speciel el-adapter til stik i Marokko.

Kort og Rejselitteratur

Lonely Planet: "Morocco".
Turen går til: "Marokko".
Politiken: "Rejsen i Marokko".
Rough Guide: "Morocco".

Det er svært at finde vandrekort over dette område. Det er dog muligt at finde brugbare kort i Marrakech og Tagdilte.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Pak din bagage i en vand- og støvtæt vadsæk eller rygsæk, så den kan blive lastet på muldyrene. Overskydende bagage kan efterlades på hotellet i Marrakesh.

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen.Vi anbefaler en dagtursrygsæk på 30-40L med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Sørg også for, at denne rygsæk pakkes vandtæt. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med i pauserne og når man har afsluttet dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring feltflasker eller Camelback drikkesystem, som i alt kan rumme 2 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke.

På ture i Marokko filtrerer vi selv vores drikkevand med keramiske filtre. Vi behøver derfor hverken at købe eller at koge vand og undgår på den måde at forurene yderligere med engangsplastikflasker.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2 vandrestave. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

Medbring en 3-sæsoners sovepose eller en sovepose med en komforttemperatur på -5 grader.
Derudover skal du medbringe et liggeunderlag, gerne “Thermarest" eller lign. Medbring evt. også en lagenpose af bomuld, silke eller fleece. Lagenposen forbedrer soveposen med ca. 5 grader.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2 svedabsorberende T-shirts
  • 1 tynd uldtrøje
  • 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 1 vind- og vandtæt jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser
  • 1 hue
  • 1 par handsker

Andet tøj

  • Badetøj
  • Håndklæde (gerne letvægts)
  • Rejsetøj/tøj til bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på, at visse lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark).
  • Pengebælte
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug inkl. sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Evt. antibiotika mod maveinfektion (spørg egen læge).
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Kamera og evt. oplader
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før spisning (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Lommelygte eller pandelampe og evt. ekstra batterier
  • Ørepropper

Specifikke turbemærkninger

Med hensyn til påklædning er Marokko et ret liberalt land, men i byerne og blandt lokale er det mest passende, at mænd går med lange bukser og f.eks. en kortærmet trøje.

For pigernes vedkommende ligeledes en trøje, der dækker skuldrene og lange bukser eller en nederdel til knæene. En "slå-om-nederdel" kan være en hurtig og bekvem løsning og kan erstatte et par af de lange bukser.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

12. april 2019  –  22. april 2019 Garanteret afgang 11.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: MAMJ

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark