Marokko – Højrute trekking i Atlasbjergene og bestigning af Toubkal

15 dages vandreferie i Marokkos storslåede og farverige Atlasbjerge. Trekket kulminerer med bestigningen af Nordafrikas højeste bjerg, Jebel Toubkal, på 4.167 m. Fra toppen er der en sublim udsigt over bjergene.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Du får et bredt og grundigt indtryk af Marokkos kultur og betagende natur, som nok et af de smukkeste og mest afvekslende lande i hele Nordafrika. Vi besøger imponerende landskaber, intime miljøer samt frodige og øde områder i et meget anderledes land, som ikke er fundamentalistisk, men fredeligt og rart at færdes i.

Fra varmen i Marrakesh kører vi til de Høje Atlasbjerge og byen Aremed, som danner udgangspunkt for vores trek. Her møder vi for første gang vores team af guider, kokke og muldyrdrivere. Når udstyr og bagage er pakket på muldyrene, starter telt camp trekket og dit arabiske eventyr i Høje Atlas.

Højdepunktet på trekket er toppen af Toubkal, som er relativt let at bestige og der er tale om reel - dog til tider udfordrende - vandring til toppen. Fra toppen er der fantastiske udsigter til Marrakesh samt Anti Atlas og Høje Atlas bjergkæderne.

I den gamle kongeby Marrakesh får du tid til at besøge de spændende, farverige markeder og gamle bydele. Byen er indbegrebet af et fortryllende eventyr og her støder det moderne, fransk inspirerede sammen med traditionsrig islamisk kultur.

Det er en tur fuld af kontraster. Det store øde bjerglandskab, med frodighed i små portioner, mod den kogende storby Marrakesh. Varmen, støvet, udsigten og den velgørende te, når vi nåede lejren...

Bolette Holm

Glæd dig til

  • Oplevelsesrigt besøg i Marrakech med den store markedsplads Djema El Fna
  • Vandring i den smukke Amsakroudal forbi lerklinede berberhuse
  • Udsigt fra passet Tizi n Tiratene
  • Udsigt til Agounssdalen og vandring til Ourikadalen
  • Tizi n Likemt passet i 3.540 m med fantastisk panoramaudsigt
  • Badning i Ifni søen, eneste sø i Høje Atlas
  • Turens højeste pas, Tizi n Ouanoums i 3.660 m
  • Bestigning af Nordafrikas højeste bjerg, Jebel Toubkal (4.167 m)

Højrute trekking med Topas

En unik mulighed for at komme langt væk fra civilisationen og helt ind i bjergenes indre, hvor der hersker fred og ro i en uberørt natur. Se her om højrute vandring er noget for dig og hvilken tur du skal vælge.

Program

Dag 1 til 2. Marrakesh

  • Med fly fra København til Marrakesh og indkvartering på hotel
  • Fridag i Marrakesh

Dag 3 til 12. Trekket i Høje Atlas bjergene og bestigning af Toubkal

  • Fra Marrakesh til Aremed i 1.920 m — ca. 1 times vandring
  • Afvekslende vandring fra Aremed til Amskere i 1600 m — ca. 6 timer
  • En kraftig stigning og derpå en afslappende eftermiddag i Oukaimeden i 2.600 m — ca. 4 timer
  • Fra Oukaimeden til Labassene i 2.150 m — ca. 6 timer
  • Fra Labassene til Tacheddirt i 2.200 m — ca. 6 timer
  • En "høj rute" fra Tacheddirt til Likemt — ca. 7 timer
  • Fra Likemt til Amsouzerte i 1.797 m — ca. 8 timer
  • Bademulighed i Ifni søen i 2.280 m — ca. 4 timer
  • Fra Ifni til Toubkal base camp i 3.200 m — ca. 6 timer
  • Bestigning af Jebal Toubkal i 4.167 m — opstigning ca. 4 timer og ned ca. 3 timer

Dag 13 til 14. På oplevelse i Marrakesh

  • En dejlig afslutning på turen fra Toubkal base camp til Aremed - tilbage til Marrakesh
  • Fridag i Marrakesh og fælles afskedsmiddag den sidste aften
  • Afsked med Marokko

Dag 15. Hjemrejse fra Marrakesh til København

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokal guide/kok/assistenter
  • Flyrejse København – Marrakesh t/r
  • Al lokal transport
  • Alle overnatninger i to personers telte på trekket + hotel i Marrakesh
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • 11 dages højrutetrek inkl. fuld forplejning og bestigning af Toubkal
  • Afskedsmiddag i Marrakesh
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (ca. DKK 100-150 pr. måltid)
  • Drikkepenge til lokal guide portere på trekket (ca. DKK 350)
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Evt. tillæg for enkeltværelse i Marrakesh DKK 600

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 17 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning
  • Rejseforsikring - specielle forhold når du bevæger dig i højderne
 

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Afrejse

Vi flyver fra Danmark til Marrakech og kører fra lufthavnen med bus til vores hotel. Det er centralt beliggende ved den store markedsplads, Djema el Fna, hvor vi finder en eksotisk blanding af slangetæmmere, historiefortællere og adskillige små og meget lokale restauranter.

-/-/-

Dag 2. Marrakech

Dagen er til fri disposition. En guidet tur rundt i Marrakeches snoede markedsgader, souk'en, kan varmt anbefales. På turen kommer vi forbi gamle byhuse, hammam bade, Museé de Marrakech, Medersaen (Koranskolen), og ikke mindst får vi nyttige tips om varerne og priser på tekstiler, læder, krydderier, tæpper, bliklamper, håndvaske og hoveddøre.

Om aftenen kan vi sidde på en af tag-cafeérne med overblik over menneskehavet på Djema el Fna. Her bølger røgen fra madboderne, juicesælgernes råb skærer igennem og de eksotiske rytmer fra Gnauer-musikerne er underlægning til muezzinens sidste kald til bøn fra den nærliggende Koutoubia moske.

M/-/-

Dag 3. Fra Marrakech til Aremed i 1.920 m — ca. 1 times vandring

Vi har pakket vort trekkingudstyr og bliver hentet af minibusserne, som kører os fra sletten op i bjergene til Imlil. Her snører vi støvlerne og går den sidste time op til Aramed, hvor vores logi for natten ligger (bagagen bliver fragtet). Med udgangspunkt i den lille lodge bliver udstyret til trekket gjort klar, og vi møder vores lokale "staff" for første gang.

Om eftermiddagen kan vi gå en tur i Arameds snævre snoede gyder, som slynger sig opad bjergsiden - vi stifter her bekendtskab med de allestedsnærværende børn, som forsøger at afliste os kuglepenne eller bolcher. Vi kan nyde aftenens kølighed med udsigt til landsbyens lerklinede berberhuse på den anden side af floden.

M/F/A

Dag 4. Afvekslende vandring fra Aremed til Amskere i 1600 m — ca. 6 timer

Vi lægger landsbyerne bag os og starter opstigningen til turens første pas, Tiz'n'Tamatert i 2.279 m. Undervejs til passet finder vi heldigvis lidt skygge under træerne, når vi holder pause. Vel oppe åbner udsigten sig over Amsakroudalen, og vi kan længere fremme se stien, der bugter sig blandt grønne træer i bunden af dalen. Her nede krydser vi floden og kommer frem til frokosten, som er anrettet under skyggefulde valnøddetræer.

Efter et par timers afslapning går vi videre i dalen og ankommer ud på eftermiddagen til Amskere. Det første vi møder er muldyrene, der veltilfredse gumler i deres muleposer. Bagagen og teltene er læsset af. På lejrpladsen er køkken-, spise- og toilettelt slået op, og vi mangler kun at prøve kræfter med vore egne kuppeltelte. Aftensmaden serveres på måtterne i spiseteltet, hvor alle sidder på berbermanér.

M/F/A

Dag 5. En kraftig stigning og derpå en afslappende eftermiddag i Oukaimeden i 2.600 m — ca. 4 timer

Efter morgenmaden forlader vi dalen og fortsætter op til passet Tizi n'Tiratene. En udfordrende start på dagen, hvor der venter os fantastiske flotte udsigter og et meget varieret terræn. Vi holder flere små pauser undervejs og når frem til Oukaimeden ved frokosttid.

Oukaimeden bliver af berberne i de omkringliggende dale brugt til sommergræsning for gederne. Heroppe er der stadig grønt græs at finde, når det er tørret ud længere nede på de solbrændte bjergsider. Oukaimeden fungerer som skisportssted om vinteren, så op ad bjergsiderne blander berberhuse sig med hoteller og lejlighedskomplekser.

I løbet af eftermiddagen kan vi komme ind på CAF refuget (Club Alpin Francais) og der er tid til at besøge en af de små butikker. Før aftensmaden går vi en kort tur hen til politistationen, hvor vi på nogle flade klipper tæt ved finder fine små klippemalerier, sandsynligvis lavet af forhistoriske jægere eller agerbrugere.

M/F/A

Dag 6. Fra Oukaimeden til Labassene i 2.150 m — ca. 6 timer

Efter morgenmaden går vi ad en smal grusvej ind i bunden af den grønne dal, hvor vi drejer fra. Mellem sæterhytterne begynder opstigningen til dagens pas Tizi n'Ouhatter. Stien zigzagger op ad bjergsiden, og bringer os op mod passet den ene meter efter den anden.

Nedstigningen går gennem barsk og nøgent terræn, og hvis solen er fremme kan det være en varm affære, som gør udsigten til frokosten mere end velkommen. Vi går ned til Agounss, hvor vi finder muldyrene og ikke mindst glæder os over gensynet med kokken, der har anrettet frokosten under svalende skyggefulde træer.

Efter et godt hvil krydser vi en smuk rødbrunlig bjergside og over et lille pas, før vi går det korte stykke ned til lejrpladsen ved bjerglandsbyen Labassene.

M/F/A

Dag 7. Fra Labassene til Tacheddirt i 2.200 m — ca. 6 timer

Om morgenen pakker vi igen teltene og vores ejendele, som bliver omhyggeligt lastet på muldyrene. Snart er vi på farten mod dagens pas og derfra ned i en af de små dale. Her er grønt og frodigt med mange forskellige blomsterarter og et rigt fugleliv. Frokosten spiser vi ved floden, hvor der er opdæmmet små naturlige pools. Her kan du tage en dukkert i det meget friske vand!

Efter frokost har vi kun en behagelig jævn strækning tilbage, før vi når landsbyen Tacheddirt, hvor vi kan nyde en forfriskning inden vi drager det korte stykke videre til lejrpladsen overfor landsbyen.

M/F/A

Dag 8. En "høj rute" fra Tacheddirt til Likemt — ca. 7 timer

Vi træder nærmest et skridt udenfor lejrpladsen og begynder vores opstigning til et af turens højeste pas, Tizi Likemt i 3.550 m.

Vi starter i ca. 2.600 m og bruger det meste af formiddagen på at zig-zagge de 950 højdemeter op gennem det mere og mere golde terræn. Til gengæld bliver vi belønnet med et af de ubeskrivelige øjeblikke, hvor man får bevist, hvor langt omkring man kan komme ved helt egen kraft. På begge sider af passet ligger de smalle striber af grøn vegetation i bunden af dalene, ufatteligt dybt under os, og vi kan skue over flere af de steder, hvor vi har vandret den sidste uges tid.

Nedstigningen til Azib Likemt er en stenet affære, men kan også være sjov, hvis man finder den rette teknik. Vel nede i den meget smukt beliggende lejr i 2.700 m kan man tage sig et forfriskende, koldt bad i en af de opstemmede naturlige pools i floden.

M/F/A

Dag 9. Fra Likemt til Amsouzerte i 1.797 m — ca. 8 timer

Når lejren er pakket sammen venter turen længste strækning. Der er ikke de store stigninger, som vi ellers har vænnet os til, da højdemeterne i dag er fordelt over en lidt længere strækning.

Vi kommer hurtigt fremad til Tizi n'Ououraine i 3.150 m. Fra dette pas kan vi se Jebel Toubkal og det store massiv, som bjerget er en del af - her er helt sikkert anledning til et foto eller to. Vi går nu nedad gennem et fuldstændigt udtørret landskab og pludselig breder et fantastisk syn sig foran os - en uendelig række af lave bjerge, der fortaber sig i horisonten.

I god sigtbarhed kan vi se ind over Anti Atlas mod syd. Endelig er nedstigningen til Amsouzerte overstået, og vi bevæger os nu i træernes skygge. Vi finder vores camping plads (om end den primitive af slagsen) og efter vi har fundet vores telte og bagage byder den lille landsby på flere muligheder, som turlederen vil introducere.

M/F/A

Dag 10. Bademulighed i Ifni søen i 2.280 m — ca. 4 timer

Vi starter dagen med et nemt stykke ad grusvej gennem skyggefulde lunde af valnødde- og frugttræer, hvor vi passerer adskillige landsbyer. Efter en times tid holder vi en tepause i den charmerende landsby Ait Igrane.

Fra Tifnoutdalen kommer vi ud i åbent terræn og kan snart ane en forandring i landskabet. Vi når hurtigt op til Tirgudal, som området med de store klippeblokke hedder, og snart er vi på toppen af klipperne. Kort efter vi er påbegyndt nedstigningen, får vi det første glimt af Ifni Søen, Lac d'Ifni. Højt oppefra åbenbarer søen sig med en fantastisk og fristende turkis/grønlig farve. Man kan næsten ikke vente med at kaste sig ud i det kølige vand.

Ved bredden af søen ligger et par små butikker, hvor vi finder skygge til at indtage frokosten. Vi slapper af hele eftermiddagen inden vi bryder op og går 2 timer op i flodsengen på den anden side af søen. Vores lejrplads ligger højt oppe i den nu snævre dal. Denne lejrplads er ikke placeret ved en landsby, så teltene kan åbnes til den unikke stilhed og vi kan nyde stjernevrimmelen på den mørke nattehimmel.

M/F/A

Dag 11. Fra Ifni til Toubkal base camp i 3.200 m — ca. 6 timer

I dag skal vi over turens højeste pas, Tizi 'n Ouanoums i 3.660 m. Vi nyder det barske, alpine landskab mens vi langsomt bevæger os op mod passet. Fra Tizi 'n Ouanoums har vi igen en uimodståelig flot udsigt udover dalen, søen og bjergsiderne, der rejser sig tronende op på begge sider.

Efter en lille pause bevæger vi os ned ad den snoede sti, og får snart to store bygninger i sigte. Dette er Refuge Toubkal i 3.200 m, hvor vi slår lejr. Herfra gør vi os klar til næste dags bestigning af Jebel Toubkal i selskab med andre forventningsfulde trekkere.

M/F/A

Dag 12. Bestigning af Jebal Toubkal i 4.167 m — opstigning ca. 4 timer og ned ca. 3 timer

Hvis vejret tillader det, vil vi i dag forsøge at nå toppen af Jebel Toubkal. Vi starter ved første dagslys og begynder opstigningen mod toppen. Vi har 1.000 højdemeter foran os, så det er vigtigt at finde en god rytme, hvor vejrtrækningen er i balance. På toppen venter endnu en fantastisk udsigt og en dejlig fornemmelse af, at ens krop virkelig er kommet på arbejde.

Vi er i næsten 4.200 m og vi nyder følelsen lidt, inden vi begynder nedstigningen tilbage til lejren. Højden og de mange dages vandring trek kan mærkes i kroppen og tilbage i lejren venter en velfortjent frokost og en lille eftermiddagslur i eller udenfor teltet. Kaffe eller bad i Refuge Toubkal er også populært tidsfordriv.

Er du ikke interesseret i turen til toppen, har du mulighed for at blive i lejren eller selv vandre en mindre tur i området.

OBS! Går du hele vejen til toppen svarer dagens vandring til en grad 4.

M/F/A

Dag 13. En dejlig afslutning på turen fra Toubkal base camp til Aremed — Tilbage i Marrakech

Vi begynder med en nedstigning til Aremed i 1.740 m. En let vandring bringer os tilbage til den hyggelige lodge, hvor vi havde vores første overnatning. Her spiser vi frokost, slapper af på terrassen og mindes de mange indtryk fra vandreturen. I løbet af eftermiddagen forlader vi landsbyen og vores trofaste, lokale hjælpere fra de mange dages vandring.

Efter ½ times vandring er vi igen i Imlil, hvor busserne venter for at bringe os tilbage til Marrakech. Aftenen kan bruges på at daske rundt i byen og selvfølgelig på at finde den helt rigtige restaurant, hvor der, efter mange dage i bjergene, kan sættes pris på menukortenes brede og lækre udvalg.

M/F/-

Dag 14. Dag i Marrakech

Dagen i dag er til fri disposition i Marrakech, hvor der er rig mulighed for at indsnuse byens summende og stemningsfulde liv. Der vil bl.a. være mulighed for indkøb af souvenirs og sightseeing inden afskedsmiddagen.

M/-/A

Dag 15. Fra Marrakech til Danmark

Efter morgenmaden pakker vi vores ting og kører mod lufthavnen, hvorfra vi flyver mod Danmark. Vi ankommer til Danmark med mange indtryk fra trekket i Atlasbjergene.

M/-/-

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

15 dage — heraf 10 dages vandring grad 3 og 1 dags vandring grad 4 (til toppen af Mt. Toubkal). På denne tur vandrer vi 4-8 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur.

For at få det fulde udbytte af turen er det nødvendigt med en god grundkondition.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Der vandres primært på stier mellem landsbyer, anvendt af de lokale med deres muldyr. Vi ser ikke så mange andre deciderede vandrere i området. Stierne går flere steder på tværs af stejle bjergsider. Terrænet er for det meste ujævnt men ikke teknisk krævende, dog kan der forekomme passager med løst grus. Bl.a. nedstigning fra Toubkal foregår det første stykke i grus.

Vi har tilrettelagt rejsen, så hovedvægten er lagt på vandredelen, men der er også tid til at opleve en nordafrikansk storbys kultur og liv. På trekket bæres bagagen af muldyr.

Maden på vandreturen laves under primitive forhold, så du skal være forberedt på en god, om end nogle gange lidt ensformig menu.

Overnatning

Vi benytter et lille og hyggeligt hotel i centrum af Marrakech. På trekket benytter vi 2-mands telte til overnatning og spiser i et stort messetelt. Der er en enkelt overnatning på guesthouse/lodge i Aremed, hvor vi benytter mindre sovesale.

Enkeltværelse er muligt på hotellet i Marrakech mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’ (gælder ikke på selve trekket og på guesthouse i Aremed).

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Marokko har et behageligt og mildt klima med dagtemperaturer i Marrakech fra 15 - 40 grader. I bjergene kan man forvendte dagtemperaturer på 10-25 grader. Nattemperaturerne på turen er fra minus 5 grader til plus 15 grader, koldest på Jebel Toubkal.

Pas og visum

De marokkanske myndigheder har oplyst at følgende regler gælder for danskeres indrejse i landet:
Visumfri i indtil 90 dage
Danske provisoriske pas og EU-nødpas anerkendes både ved ind- og udrejse
VIGTIGT: Passet skal være gyldigt i 3 måneder ud over opholdets varighed

REJSEFORSIKRING - SPECIELLE FORHOLD NÅR DU BEVÆGER DIG I HØJDERNE
Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 moh. Mange rejseforsikringer dækker ikke, hvis man på turen kommer over en vis højde. Check med din forsikringsudbyder. GOUDA rejseforsikring dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor, at du tegner en GOUDA forsikring til netop denne type af rejse.

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.

Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Medbring euro eller dollars i kontanter, som omveksles til marokkanske dirham. Bemærk at du ved udrejse af landet ikke må udføre mere end 1000 dirham. Der findes hæveautomater i Marrakech og kreditkort kan ligeledes anvendes flere steder.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning og wi-fi i begrænset omfang på denne rejse, så du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Adgang til el
Der er kun sparsom adgang til at få opladet batterier på denne tur. Medbring derfor rigeligt med batterier. Der skal ikke bruges speciel el-adapter til stik i Marokko.

Kort og Rejselitteratur

Lonely Planet: "Morocco".
Turen går til: "Marokko".
Rough Guide: "Morocco".

Mulighed for køb af vandrekort til Jebel Toubkal i Imlil og Aremed før vandreturen. Pris ca. DKK 140.

Bemærk venligst

VAND
Vi filtrerer på hele trekket selv vores drikkevand med keramiske filtre. Disse medbringes af Topas. Det forventes at alle deltagere tager del i dette.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland og Løberen på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Pak din bagage i en vand- og støvtæt vadsæk eller rygsæk, så den kan blive lastet på muldyrene. Overskydende bagage kan efterlades på hotellet i Marrakesh.

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en dagtursrygsæk på 30-40L med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Sørg også for, at denne rygsæk pakkes vandtæt. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med i pauserne og når man har afsluttet dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 3 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke.

Camelbacks kan bruges som alternativ. Dette er en noget dyrere løsning, men fordelagtigt, når det er varmt, da et sådant system gør det muligt at drikke løbende på trekket uden at skulle standse op.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2 vandrestave. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

Medbring en 2-sæsoners sovepose eller en sovepose med en komforttemperatur på 0 grader. Den skal kunne lynes op helt ned til fodenden, så den også kan bruges i varmere vejr. Liggeunderlag gerne “Thermarest" eller lign. medbringes ligeledes (bemærk at underlaget nogle steder er ujævnt og hårdt).

En lagenpose af silke, bomuld eller fleece kan med fordel medbringes. Lagenposen kan bruges alene på varme nætter og øger soveposens komforttemperatur på kolde nætter.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2 svedabsorberende T-shirts
  • 1 tynd uldtrøje
  • 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 1 vind- og vandtæt jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser
  • 1 hue
  • 1 par handsker

Andet tøj

  • Badetøj
  • Håndklæde (gerne letvægts)
  • Rejsetøj/tøj til bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på, at visse lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark).
  • Pengebælte
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug inkl. sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Evt. antibiotika mod maveinfektion (spørg egen læge).
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Kamera og evt. oplader
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før spisning (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Lommelygte eller pandelampe og evt. ekstra batterier
  • Ørepropper

Specifikke turbemærkninger

Med hensyn til påklædning er Marokko et ret liberalt land, men i byerne og blandt lokale er det mest passende, at mænd går med lange bukser og f.eks. en kortærmet trøje.

For pigernes vedkommende ligeledes en trøje, der dækker skuldrene og lange bukser eller en nederdel til knæene. En "slå-om-nederdel" kan være en hurtig og bekvem løsning og kan erstatte et par af de lange bukser.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

26. september 2020  –  10. oktober 2020 Åben for booking 11.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: MAMT

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2019 Webdesign & CMS by MCB Denmark