New Zealand – Storstilet rundrejse på Sydøen og Stewart Island

Tag med Topas til Kiwiernes land på en mangfoldig 23 dages rundrejse, hvor spændende aktiviteter som sejlads, cykel- og vandreture, nationalparker, smukke naturscenerier og ø-paradis venter dig.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Tag med Topas til Kiwiernes land på en mangfoldig 23 dages rundrejse, hvor spændende aktiviteter som sejlads, cykel- og vandreture, nationalparker, smukke naturscenerier og ø-paradis venter dig.

Din drømmerejse er indenfor rækkevidde. Du får her en aktiv ferie med en afvekslende kombination af sejlads, frivillige aktiviteter, spektakulær natur, cykling, flotte udsigtspunkter og en masse gode dagsvandreture i landets nationalparker. Vi besøger Sydøens smukkeste og bedste seværdigheder i bus og får den vilde natur og afslappede New Zealandske livsstil og atmosfære helt ind under huden. Glæd dig bl.a. til højdepunkter som Abel Tasman Nationalpark, New Zealands højeste bjerg Mt Cook og Fox Glacier.

New Zealands naturmæssige diversitet er uden sammenligning. Du skal opleve det hele. Bliv fortryllet af frodige regnskove med mos og bregner i skovbunden, vilde og dramatiske kyststrækninger, små laguner og turkisblåt hav, ”The Dryland’s” tørre sletter, bjerge, gletsjere og morænelandskaber. Naturen skaber de mest fantastiske rammer om en indholdsrig rundrejse med masser af aktive indslag og et møde med en spændende kultur Down Under.

På rundrejsen bliver du ledsaget af en Topas turleder og bussen køres af to New Zealandske chauffører, der naturligvis også vil informere og underholde dig med deres viden om deres hjemland. Bussen er vores tro følgesvend på rejsen og undervejs bor vi på hyggelige hoteller. Du vil med andre ord være en del af en lille, eksklusiv gruppe med et max. på kun 14 deltagere. Kia Ora – Velkommen til New Zealand!

VENLIGST BEMÆRK: Den første afgang på turen, ref. NZAS1901 er en pionértur.

Glæd dig til

  • Den new zealandske atmosfære i Christchurch - først og sidst på turen
  • Kystbyen Kaikoura - mulighed for hvalsafari og svømning med sæler
  • Vinsmagning hos Saint Clair Winery i Marlborough - leverandør til Bichel Vine
  • Abel Tasman Nationalpark - sejltur og vandring med strand og turkisblåt hav
  • Vandring ved Fox Glacier - unikt fænomen, hvor gletsjeren går ned i tempereret regnskov
  • Queenstown - centrum for aktiviteter som paragliding, rafting, bungy jump, etc.
  • Cruise i Milford Sound med overnatning ombord - Fiordland National Park
  • Mt Cook National Park, 2 overnatninger - udsyn til Mount Cook (3.744m) på vores vandretur
  • Stewart Island - 2 overnatninger på denne skønne ø med vilde kiwi fugle
  • Otago-halvøen - let vandring og guidet rundvisning ved albatroskolonien
  • Otago Central Rail Trail - 2 dages cykling på Otago-plateauet 'The Drylands'

Rundrejser med Topas

Hos Topas har vi lavet vores egen fortolkning af den klassiske rundrejse. Læs mere om hvad vi gør for at give dig det bedste eventyr samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Program

Dag 1. Afrejse fra København

Dag 2 til 8. Christchurch, Kaikoura og nationalparker

  • Mellemlanding i Singapore
  • Ankomst til Christchurch – New Zealand
  • Kaikoura, der hvor bjergene møder havet – mulighed for hvalsafari (tilkøb)
  • Vinsmagning hos Saint Clair Winery og overnatning i Motueka ved Abel Tasman National Park
  • Abel Tasman National Park – sejltur og kystvandring med udsigt til turkisblåt vand
  • Langs Buller River til Punakaiki med besøg ved Cape Foulvind og Pancake Rocks
  • Fox Glacier National Park

Dag 9 til 14. Queensland, Milford Sound og Stewart Island

  • Til Queenstown
  • Aktivitetsdag i Queenstown – eller let vandring i 'Paradise' området i Glenorchy
  • Cruise i Milford Sound i Fiordland National Park
  • Cruise på Milford Sound og videre til Bluff på sydspidsen af Sydøen
  • Stewart Island

Dag 15 til 22. Dunedin, Otago halvøen og Mount Cook Nationalpark

  • Transfer to Dunedin
  • Otago-halvøen – besøg ved Royal Albatross Centre og vandring ved Sandfly Bay
  • Otago Central Rail Trail – cykling fra Hyde til Ranfurly
  • Otago Central Rail Trail – Ranfurly til Lauder
  • Aoraki/Mt Cook National Park beliggende i bjergkæden 'The Southern Alps'
  • Mulighed for bjergvandring til Muellers Hut
  • Afslutning og indkøb i Christchurch
  • Farvel til New Zealand

Dag 23. Ankomst til København

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder
  • Fly Danmark – Christchurch t/r
  • Al lokal transport med privat chartret moderne bus og 2 Kiwi chauffører/guider
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse (hoteller/moteller og kahyt i Milford Sound)
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet inkl. snacks i bussen (bemærk at næsten alle aftensmåltider er inkluderet)
  • Cruise på Milford Sound i Fiordland National Park med overnatning
  • Bådtransport langs Abel Tasman National Park i forbindelse med trek
  • Færgebilletter til Stewart Island t/r
  • Vinsmagning hos Saint Clair Winery I Marlborough
  • Entré til Royal Albatross Centre på Otago halvøen
  • Vandreture og dertilhørende nødvendige trekking tilladelser (D.O.C. — Department of Conservation)
  • Cykelleje (2 dage) og entré til Otago Central Rail Trail
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (ca. DKK 100 - 150 per måltid)
  • Forplejning og evt. aktiviteter i Singapore i forbindelse med mellemlandingerne
  • Drikkepenge ca. 50 NZD/person til vores 2 kiwi chauffører – de er det værd!
  • Diverse aktiviteter som er tilkøb (fx. hvalsafari, rafting, kajak, bungy jump, helikopter, m.m.)
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Evt. tillæg for enkeltværelse DKK 10.500,- Dog ikke muligt på skibet i Milford Sound (dag 11)

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatningssteder
  • Vandring, cykling og andre aktiviteter

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Afrejse fra Danmark

Der er nu taget hul på eventyret - rejsen til New Zealand langt væk på den sydlige halvkugle er påbegyndt. Måltider og drikkevarer er inkluderet på de oversøiske flyvninger.

-/-/-

Dag 2. Mellemlanding i Singapore

Ankomst til Singapore om eftermiddagen lokal tid. Efter planen har vi ca. 3 timer i Singapore lufthavn til at strække ben m.m. inden vi flyver videre til New Zealand. Ombord på flyet møder vi sikkert de første Kiwier - New Zealændere — som med deres generelt positive tilgang til verden, sikkert gerne vil sludre om deres hjemland, som de fleste med rette er meget stolte af.

-/-/-

Dag 3. Ankomst til Christchurch — New Zealand

Sidst på formiddagen lokal tid ankommer vi til New Zealand og modtages i lufthavnen i Christchurch af Topas turlederen og vores chauffører på turen. Vi kører ind til Christchurch, som er den største by på Sydøen, og hvor vi skal overnatte på et godt hotel. Efter indkvartering informerer turlederen om turen og konceptet.

Eftermiddagen og aftenen er til fri disposition og man kan få slappet af ovenpå den lange flyrejse. Man kan også spadsere ind bymidten og gå igennem Hagley Park, som er verdens tredje største park og Christchurchs stolthed. I området omkring vores overnatning findes adskillige spisesteder, og vi tager sammen ud og spiser på et af dem og får hilst ordentligt på rejsefællerne.

-/-/A

Dag 4. Kaikoura, der hvor bjergene møder havet — mulighed for hvalsafari (tilkøb)

Vi skal på turens første køretur og sætter kursen mod Kaikoura, som ligger ved kysten og tre timers kørsel nord for Christchurch. Vi hjælper hinanden med at få indarbejdet rutinerne og pakker bussen fra morgenstunden. Hvalfangerne ankom til New Zealand blot nogle få år efter, at Cook havde været her første gang, og en del af dem valgte at have deres base i netop Kaikoura. Undervejs på køreturen spejder vi efter sæler på stranden og hvaler længere ude. I Kaikoura bliver vi indkvarteret på hotel og mod vest har man udsyn til bjergkæden 'The Inland Kaikoura Range" med bjergtoppe over 2000 m.

Få hundrede meter ud for Kaikouras kyst er der en 1.200 m dyb kløft i havbunden - en såkaldt "whale-highway". Havstrømmene her giver optimale fødeforhold for store kaskelothvaler og pukkelhvaler. Har du lyst, kan du booke en hvalsafari denne eftermiddag (tilkøb). Man sejler ud i båd og spotter forhåbentligt nogle eksemplarer af verdens største pattedyr. Ellers arrangeres der en vandretur langs stranden på Kaikoura-halvøen. Turen slutter ved 'Sealpoint', hvor man ofte kan se New Zealands pelssæler.

M/-/A

Dag 5. Vinsmagning hos Saint Clair Winery og overnatning I Motueka ved Abel Tasman National Park

Vi kører ad Highway 1 mod nord og får masser af udsigter over både det Sydlige Stillehav og længere mod nord Cook Strædet. Videre nordpå kommer vi til området ved Blenheim, som præges af varme føn-vinde og er kendt for sin vinproduktion.

Her produceres bl.a. Pinot Noir og Sauvignon Blanc, som vi får mulighed for at smage på, når vi aflægger et besøg hos Saint Clair Winery. Bichel Vine som Topas har samarbejdet med i en årrække, forhandler Saint Claires Sauvignon Blanc, som virkelig er blevet populær i DK. Vi har fornøjelsen af en vinsmagning på stedets restaurant, der ligger flot omkranset af vinmarker.

Efter vinsmagningen kører vi til Motueka, som er udgangspunktet for oplevelser i Abel Tasman National Park. I området omkring Motueka stiftede hollænderen Abel Tasman et ganske kort bekendtskab med Nuiw Sealand i 1600-tallet. I dag er områdets nationalpark navngivet efter ham og den hører til blandt de mest populære nationalparker i New Zealand. Vi ankommer til Motueka om eftermiddagen, bliver indkvarteret, og ser lidt på byen. Turlederen informerer om de forskellige muligheder for vandreture eller kajak roning i Abel Tasman Nationalpark i morgen.

M/-/-

Dag 6. Abel Tasman National Park — Sejltur og kystvandring med udsigt til turkisblåt vand

Vi skal på vandretur i den smukke Abel Tasman National Park og kører fra morgenstunden de ca. 18 kilometer i bus fra Motueka til parkindgangen ved Marahau. Vi har madpakker med i rygsækken og stiger ombord på speedbåden, der skal bringe os nordpå langs kysten ud for Abel Tasman Nationalpark. Det er en stor park og især den smukke kystlinje imponerer. Her er små, gemte laguner med hvide og gyldne bounty-sandstrande, hvor der er mulighed for svømmeture i det turkisblå hav. På vejen passerer vi Adele Island med mulighed for at se pelssæler.

Vandrestien ligger ca 100 meter oppe i terrænet og holder højden på store dele af ruten, dvs. antallet af højdemeter er ret begrænset. Vi vandrer sydpå mellem bregner og alverdens regnskovstræer i en imponerende lydkulisse af cikader. Der vil være mulighed for en vandretur langs kysten på enten ca. 4 timer eller ca.7 timer - eller så langt/kort man har lyst til i forhold til, hvor lang tid man har lyst til at slappe af eller snorkle på stranden.

Efter en skøn dag i det fri med masser af frisk havluft, kører vi sidst på eftermiddagen tilbage til vores kendte logi i Motueka. Bemærk, at det er muligt at booke en havkajak tur denne dag i stedet for vandretur, hvis man ønsker det (tilkøb). Turlederen er gerne behjælpelig med dette.

M/-/A

Dag 7. Langs Buller River til Punakaiki med besøg ved Cape Foulvind og Pancake Rocks

Efter et par dage i Motueka og Abel Tasman kører vi mod vestkysten. Målet hedder Punakaiki, og det landskab vi oplever på vej ud mod vestkysten er virkelig storslået med bjerge, dale, floder og græssende kvæg og får. Vi skal igennem Buller Nationalpark før vi ankommer til Cape Foulwind, som er et område, der blev navngivet af Cook pga. de omskiftelige vindforhold. Det er et markant anderledes landskab; vindudsat og ofte med store nedbørsmængder.

Vi kører sydpå langs vestkysten til Punakaiki med et væld af flotte udsigter undervejs. Vi vandrer et par timer inde i regnskoven omkring Paparora River og går videre til de berømte 'Pancake Rocks' sandsten, som er skudt op fra havbunden gennem millioner af år. Her bliver vi indlogeret tæt på vandet, og aftenen kan evt. rundes af på den meget lokale og hyggelige pub.

M/-/A

Dag 8. Fox Glacier National Park

På dagens videre færd kommer vi tættere på de New Zealandske Alper, som tårner sig op over kystregionens plateauer med snetoppede tinder.

I Hokitika stopper vi i jadeproduktionens centrum. Her er flere butikker, som sælger jadesten, og det er muligt at se forarbejdningen af Maoriernes grønne ædelsten.

Vi fortsætter i bus til gletsjerområdet ved Fox Glacier. Her skabes stort snefald i højderne og i de smalle dale. Gletsjerne bevæger sig ud mod havet med stor fart. Faktisk så hurtigt, at de næsten når ned til havets overflade og ned i regnskoven, før de smelter. Dette fænomen findes ingen andre steder i verden. Vi går den korte tur gennem tempereret regnskov og vi oplever dette unikke moræne- og gletsjerlandskab inden vi kører til vores overnatningssted i byen Fox.

M/-/A

Dag 9. Til Queenstown

Vi kører til Queenstown, der ligger ved den kæmpestore sø kaldet Lake Wakatipu. Queenstown er en stor kontrast fra det øde land, vi kommer fra, og eftermiddagen bruges på at få et overblik i byen, spise frokost og booke sig ind på aktiviteter i Queenstown den følgende dag, for dem der har lyst. Byen og området er indbegrebet af 'adventure' og her kan grænser udfordres og flyttes. Her blev elastikspringet "bungee jump" opfundet, og siden er der kommet flere halsbrækkende prøvelser til for dem, der har lyst. Efter mange dage i naturen er der i Queenstown mulighed for at shoppe eller spise på en af byens mange restauranter.

M/-/-

Dag 10. Aktivitetsdag i Queenstown — eller let vandring i "Paradise" området i Glenorchy

Dagen kan bruges i og omkring Queenstown på et udvalg af byens mange aktivitetstilbud (faldskærmsudspring, elastikspring, river rafting, speedbådstur, hesteridning m.m.).

Hvis man ikke ønsker at lave en aktivitet i Queenstown, er der rig mulighed for at tage på vandretur i nærområdet, eller bare hygge sig i byen og dens flotte omgivelser.

Turlederen vil arrangere en let vandretur i Glenorchy, der ligger ca.1 times kørsel fra Queenstown. Landskabet omkring Glenorchy er simpelthen storslået og det er én af grundene til, at Peter Jackson henlagde mange af optagelserne til Ringenes Herre netop her, og i særdeleshed i området kaldet 'Paradise' — et navn der forpligter!

Om aftenen samles vi alle til en hyggelig middag i Queenstown og udveksler røverhistorier om dagens oplevelser.

M/-/A

Dag 11. Cruise i Milford Sound i Fiordland National Park

Vi skal tilbagelægge en lang, men også fantastisk smuk køretur fra Queenstown til Fiordland Nationalpark. Med en størrelse svarende til Jylland, er det New Zealands største og vel nok mest barske og imponerende nationalpark. Vi starter tidligt og kører fra den tørre østside af de New Zealandske Alper via det centrale og flade Otago Plateau ved Lake Te Anau og igennem imponerende 'Avenue of the Disappearing Mountain' i Fiordland Nationalpark. Før vi forlader civilisationen for et par dage, tager vi et frokost- og proviantstop i Te Anau.

Undervejs på køreturen i Nationalparken vil vi se imponerende vandfald som 'The Chasm', alpine bjerglandskaber som 'Earl Mountains' der spejler sig i "Mirror Lakes", lodrette granitklippevægge på flere hundrede meters højde i Eglinton Valley. Når vi skal igennem den knap 1300 meter lange 'Homer Tunnel' er der god mulighed for, at vi får den frække Kea-fugl at se — typisk når den med sit stærke næb piller og bider i bilernes viskerblade, gummilister m.m.

Når vi er kommet igennem tunnelen begynder nedkørslen til færgelejet i Milford Sound. Her siger vi ombord på vores skib, hvor vi skal overnatte og cruise ud igennem fjorden i morgen tidlig. Aftenen bliver tilbragt ombord, hvor vi skal spise aftensmad i skibets restaurant, og nyde de spektakulære og fredelige omgivelser.

M/-/A

Dag 12. Cruise på Milford Sound og videre til Bluff på sydspidsen af Sydøen

Efter morgenmaden begynder vi at sejle ud igennem selve Milford Sound. Vi sejler helt tæt på klipperne, der rejser sig lodret op til 1000 meter over havet, og betragter vandfald der plasker ud i det fri højt, højt oppe. På sejladsen er der gode muligheder for at spotte pelssæler, bottlenose delfiner, samt hvaler hvis man er meget heldig.

Sidst på formiddagen returnerer vi til havnen og påbegynder køreturen til Bluff. På turen indtil nu, har vi mødt andre turister, der selvfølgelig også skal opleve de mange interessante highlights.

Vi har prioriteret, at vi skal opleve den spændende men afsidesliggende Stewart Island syd for sydøen — New Zealands 3. største ø - et indslag som mange må undvære pga. tidshensyn m.m. Vi ser derfor markant færre turistbusser og lejebiler, når vi drejer mod syd i byen Lumsden. Fremme i den lille fiskerby Bluff på sydspidsen af South Island overnatter vi, således at vi er klar til at sejle til Stewart Island i morgen tidlig.

Bemærk, at det er en mulighed at tilkøbe en havkajaktur denne morgen inden sejlturen gennem Milford Sound.

M/-/A

Dag 13. Stewart Island

Fra morgenstunden kører vi til færgelejet i Bluff, hvorfra vi sejler en times tid over "Foveaux Strait" til Stewart Islands eneste by Oban, som ligger ved Halfmoon bay. Vi bliver indlogeret centralt i den lille by med kun knap 400 indbyggere, og her skal vi bo i 2 nætter.

På Stewart Island — også kaldet Rakiura, er der stille og roligt, folk kender hinanden og er generelt meget venlige og gæstfrie — ganske som man oplever det i mange små ø samfund rundt om i verden. Øen er med sine 1570 kvadratkilometer NZ's 3. største ø, og Rakiura National Park udgør 85% af arealet. Stewart Island er landets yderste forpost mod syd og Antarktis, men en relativt varm strøm fra Australiens Great Barrier Reef kommer op til øen og bevirker et varmere klima såvel på land som i vand, end man skulle forvente på disse breddegrader.

Stewart Island er også kendt for sin forekomst af den brune kiwi (også kaldet tokoeka), som kan ses hele døgnet. Den er dog mest nataktiv, men i skumringen er der flere steder gode chancer for at spotte den interessante fugl. I Oban er der en ganske lille pingvinkoloni ved havnen, og mange slår et smut forbi på aftenturen, for at få et glimt af pingvinerne (blue penguins) når de kommer ind fra havet i skumringen.

Byens restaurant rummer også en super hyggelig café/pub med god NZ øl i hanerne og udsigt over vandet.

Morgendagen byder på en bred vifte af udfoldelsesmuligheder, som turlederen vil hjælpe med at iscenesætte og evt. booke — se mere derom under næste afsnit. Øens lille turistbureau hjælper også gerne med information og aktuel insider viden.

M/-/-

Dag 14. Stewart Island

Stewart Island byder først og fremmest på et stort udvalg af vandreture, hvoraf flere starter og slutter i byen.

Den mest kendte vandretur er 'Rakiura Track' som er sat til 3 dage og er et loop, men kan vandres på én lang dag (+12 timer) ifølge damen på turistbureauet! Mindre kan også gøre det, som f.eks 3 timers turen til Horseshoe Bay.

Man kan også leje en mountainbike og cykle rundt på de ca. 28 km vej, som øen har, eller booke en hel- eller halvdags guidet havkajaktur, som skulle være outstanding! For de fugleinteresserede er det oplagt, at tage på vandring i skoven om aftenen i skumringen, og forfølge heldet mht. at spotte kiwi-fuglen.

M/-/A

Dag 15. Transfer to Dunedin

Efter et par dejlige dage på Stewart Island er det nu tid til at forlade øen. Vi krydser igen Foveaux Strædet og spejder efter den majestætiske albatros undervejs.

Fremme i Bluff venter bussen, og vi kører mod nordøst til byen Dunedin, hvor vi skal have 2 overnatninger. Dunedin er det keltiske navn for Edinburgh, og afslører den skotske oprindelse for mange af byens indbyggere. Dunedin huser det berømte Speights bryggeri og deres Ale House Pub, der ligger lige ved siden af — absolut et besøg værd. Dunedin ligger flot placeret ved vandet og er et ideelt udgangspunkt for vores besøg på den berømte Otago halvø i morgen, hvor der venter os nogle spændende oplevelser.

M/-/A

Dag 16. Otago Halvøen — besøg ved Royal Albatross Centre og vandring ved Sandfly Bay

Vi kører syd om Otago Harbour, som den smalle bugt ved Dunedin kaldes, og fortsætter ud på Otago halvøen. Vi følger kystvejen på nordkysten og kører gennem en række små hyggelige kystbyer. Der findes en række lavvandede områder, hvor bl.a. gæs, ænder, vadefugle og sorte svaner stortrives.

Helt yderst på halvøen, helt oppe på toppen af skrænten, ligger et fyrtårn ved Taiaroa Head samt det berømte 'Royal Albatross Centre', som vi nu skal besøge. Her findes den eneste Royal Albatros koloni på fastlandet, og vi får en guidet tur med mulighed for, at se albatrosser ved deres rede. Deres biologi er utrolig. Her skal blot nævnes et par ting: Et vingespand på over 3,5 meter, at de tilbringer de første 5 leveår på havet indtil de bliver kønsmodne, og at de ofte bliver over 60 år i det fri!

Efter Albatros besøget, kører vi ud til østkysten og går en god tur. Sandfly Bay kunne være et godt bud, idet der ofte ses sæler og søløver på stranden her. Aftenen tilbringer vi tilbage i Dunedin.

M/-/-

Dag 17. Otago Central Rail Trail — Cykling fra Hyde til Ranfurly

Formiddagen bruger vi på at køre fra kystbyen Dunedin og ind i landet til Hyde. Området vi kommer ind i kaldes populært 'The Drylands' og man har herinde fastlandsklima med det største temperaturspænd i NZ på ca. 50 grader Celsius! Fra minus 20° om vinteren til plus 30° om sommeren!

Efter frokost gør vi os grundigt klar til cykeltur og cykler ud på stien og mod nordvest. Vores mål er byen Ranfurly 35 km længere fremme, hvor vi skal overnatte i nat. Landskabet består af bjerge, bakker og store sletter med græs og græssende får og kreaturer. Udsigterne til Kakanui Mountains og Ida Range taler for sig selv.

I Waipiata ligger en hyggelig pub, hvor vi kan slukke tørsten undervejs. Lokale kigger ofte forbi, og jagt, fiskeri og rugby er yndede samtaleemner! Fremme i Ranfurly venter et forfriskende bad og et godt måltid.

M/-/A

Dag 18. Otago Central Rail Trail — Ranfurly til Lauder

I dag skal vi cykle knap 50 km, men vi har det meste af dagen til det, og kan derfor nyde de spektakulære omgivelser i fulde drag.

Vi skal i dag cykle igennem tunneller og over broer, som det tog mere end 300 arbejdere 3 år at bygge! I dette område lever også New Zealands endemiske falkeart karearea , som man kan være heldig at spotte. Fremme i Lauder venter vores bus, der vil køre os det sidste stykke til Clyde, hvor vi skal overnatte. To fantastiske og særprægede cykeldage ligger nu bag os, og nogle er måske lidt ømme hist og pist?

I morgen skifter landskabet igen karakter — vi rejser fra 'The Drylands' og ind i skyggen af New Zealands højeste bjerg Mt Cook!

M/-/A

Dag 19. Aoraki/Mt Cook National Park i bjergkæden 'The Southern Alps'

Vi forlader Clyde og kører via det særprægede Lindis Pass mod nord og langs den smukke 'postkort-blå' Lake Pukaki til Mount Cook National Park, som er sidste store højdepunkt på turen.

Aoraki er maoriernes oprindelig navn for Mt Cook, og betyder noget i stil med 'den der gennemtrænger skyerne'. "Te Wahipounamu" er navnet på det område der i 1990 kom på Unescos Verdensarvsliste i sydvest NZ, og som består af Nationalparkerne Fiordland, Westland, Mount Aspiring og Mount Cook National Parks i fællesskab.

Eftermiddagen bruges på en vandretur i Hooker Valley, der fører os op mod imponerende flotte Mount Cook til Lake Hooker. Vandreturen går ad gode stier med udsigt til New Zealands højeste bjerg, Mount Cook (3.754 m) og hvide og forrevne gletsjere. Undervejs passerer vi et par gletsjerfloder på solide hængebroer. Det er tydeligt at se, at der er gjort et stort stykke arbejde for at bevare naturen i området (det gælder generelt i hele New Zealand), og det er lykkedes til fulde: Det er et slaraffenland for den botanik- og geologi interesserede. Vandreturen tager cirka 3 timer og tilbage i bussen kører vi hen til lodgen, hvor vi skal overnatte de kommende to nætter — i den klare bjergluft i Mt Cook Village, som stedet hedder.

M/-/-

Dag 20. Mulighed for bjergvandring til Mueller Hut

Området omkring Aoraki/Mt. Cook byder på storslået natur og noget af New Zealands bedste vandring. Der er mulighed for forskellige vandreture i dag. Turlederen vil lede den mest krævende vandretur til Mueller Hut, som er den hårdeste vandretur på den samlede tur.

Fra Aoraki skal vi stige 1000 højdemeter og vegetationen ændrer sig på vej op fra frodige buske til et nøgent og højalpint terræn. Vi starter på Kea Point Trek og kommer hurtigt op i højden. Der er flotte udsyn til både Mueller Gletsjeren, ismasserne på Mt. Sefton og ikke mindst Mt. Cook. Det tager cirka 5 timer at nå selve Mueller Hut. Mount Cook var den første af mange toppe, som Sir Edmund Hillary (førstebestigeren af Mt. Everest) besteg. Det er en flot vandredag i et højalpint område, som dog er noget længere og hårdere end hidtil (grad 4). En anden vandretur til 'Red Tarns track' er knap så hård og tager ca. 4 timer. Den er dog ligeså smuk og man vandrer også her igennem forskelligartet vegetation.

Ønsker du ikke at vandre, er der mulighed for bl.a. havkajak foran Tasman gletsjeren, 4x4 biler rundt med en lokal guide i området eller som en af de mest populære aktiviteter (og med god grund): en bevægende helikoptertur fra Glentanner Park i området omkring Mt. Cook. Der findes forskellige helikopterture af forskellig varighed og prisklasse. Den helt store tur går rundt om selve Mount Cook massivet. Efter endnu en oplevelsesrig dag slutter vi dagen på værdig vis, hvor vores NZ guider vil stå for en overraskelse.

M/-/A

Dag 21. Afslutning og indkøb i Christchurch

Fra Mt. Cook har vi ca. 5 timers kørsel tilbage til udgangspunktet i Christchurch. Vi ankommer ved middagstid og herefter er resten af dagen til fri disposition. Man kan slentre en tur ind til bymidten og gå en tur i Hagley Park. Ellers kan dagen bruges på sightseeing og shopping. I aften skal vi hygge os og runde turen af på en hyggelig restaurant med en fælles middag.

M/-/A

Dag 22. Farvel til New Zealand

Vi kører til lufthavnen i Christchurch. Tre ugers aktiv rundrejse i et af verdens mest imødekommende og smukke lande er slut. Og med mange nye oplevelser på nethinden, flyver vi via Singapore til Danmark.

M/-/-

Dag 23. Ankomst til Danmark

Vi ankommer til Kastrup lufthavn.

-/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

23 dage hvor 9 dage er med vandring. Der er primært tale om kortere vandreture på mellem 1½ og 4 timer, grad 2 og et par stykker på 5-8 timer. 2 dages cykling grad 2. Havkajak mulighed (tilkøb).

Der er en enkelt dag mulighed for en hårdere vandretur (til Mullers Hut - grad 4). Denne vandretur gennemføres kun under stabile vejrforhold, hvilket vurderes af turlederen på dagen. Gennemførslen af enkelte andre vandreture kan også være vejrafhængige. Skulle vejret ikke tillade en programsat vandretur, findes der et alternativ.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

VANDRING
Turen er en aktiv rundrejse med vandreture på programmet og ikke en decideret vandreferie. Vandreturene varierer i længde og sværhedsgrad. De fleste ture er kortere vandreture mellem 1 og 4 timer. Et par gange på turen er det muligt at vælge en længere vandredag på 5 - 8 timer. Vandreturene foregår på gode og lettilgængelige stier, men vi anbefaler helt klart at medbringe gode og tilgåede vandrestøvler til denne tur. Enkelte dage byder på kortere opstigninger, men ellers er det vandring i den lette ende. Vi bærer kun på dagtursrygsæk. Man kan altid vælge en vandretur fra og foretage sig noget på egen hånd — her hjælper turlederen gerne med forslag.

CYKLING
På hhv. dag 17 og dag 18 skal vi cykle på "Otago Central Rail Trail". Fra starten af 1900 tallet og frem til ca. 1990 var der en jernbane på ca. 150 km længde mellem kystbyen Dunedin og Clyde inde i landet på Otago Plateauet med adskillige stops i de små guldgraverbyer undervejs. Ved jernbanens ophør fjernede man skinner og sveller, og etablerede en grussti til stor glæde for vandrere, cyklister m.m. Stien går igennem et utroligt varieret landskab bestående af canyons, landbrugsarealer, viadukter, tunneller og små landsbyer. Her skal vi over de 2 dage cykle hhv. ca.35 og 48 km/dag. Stien er velholdt og uden store stigninger, så der er tale om let cykling og tid til at nyde cykelturen undervejs. Vi cykler på mountainbikes — herre eller damemodeller (cykelhjelm inkluderet). Der vil i begrænset omfang være mulighed for at leje en E-bike til de 2 dage (tilkøb). Hvis man er glad for at cykle, er det også en mulighed at leje en cykel på Stewart Island dag 14 (tilkøb).

KRAV TIL DELTAGERNE
På denne tur cykler vi på mountainbikes med udvendige gear og håndbremser på henholdsvis for og baghjul. Det er ikke svært at køre på mountainbike, men af sikkerhedsmæssige hensyn på turen, forventer vi, at du inden afrejsen har tilegnet dig de nødvendige færdigheder, så du på turen er fuldt fortrolig med en mountainbikes gearskifte, bremsere og kan kontrollere din fart.


HAVKAJAK
På denne New Zealands rejse er der IKKE kajak roning inkluderet i turens program. Vi ved dog, at en del af Topas` rejsedeltagere kan lide at ro kajak, og derfor nævnes her nogle muligheder for tilkøb af havkajak ture på turen, hvis det skulle have interesse. Man opfordres til at Google evt. yderligere kajak information, og ellers vil vores team i NZ assistere på selve turen.

Abel Tasman National Park (dag 6)
Queenstown (dag 10)
Milford Sound (dag 11 eller dag 12)
Stewart Island (dag 14)

Overnatning

I Christchurch (2 nætter — første og sidste nat på turen)
Kaikura (1 nat)
Motueka v. Abel Tasman (2 nætter)
Punakaiki (1 nat)
Fox v. Fox Glacier (1 nat)
Queenstown (2 nætter)
Milford Sound i kahyt på skib (1 nat)
Bluff (1 nat)
Oban på Stewart Island (2 nætter)
Dunedin (2 nætter)
Ranfurly (1 nat), Clyde (1 nat)
Mt Cook N. P. (2 nætter)

Vi bor generelt på gode turistklassehoteller/moteller med ordentlige værelser med eget bad & toilet. På cruiset i Milford Sound overnattes i kahytter (2 personer/kahyt) med eget bad/wc.

Der er mulighed for enkeltværelse mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –

Morgenmaden er inkluderet på alle vores overnatningssteder. Der er inkluderet 4 frokoster i turen. Resten af frokosterne har vores team et godt forslag til. Alle aftensmåltider er inkluderet i turen på nær 4 i hhv. Motueka, Queenstown, Oban og Dunedin. Her bor vi 2 nætter hvert sted og der er mange spisesteder at vælge imellem, og der vil således være mulighed for, at man selv går på opdagelse den ene aften.

Flyrejsen og lokal transport

Vi har vores egen bus på hele turen, hvilket er en stor fordel — faktisk et must. Det giver frihedsfølelse og fleksibilitet og passer perfekt til en rundtur på New Zealand. Turen er en aktiv rundrejse i New Zealand. Vi kører rundt og ser og oplever de smukkeste steder på Sydøen og Stewart Island. Det er en spændende og komprimeret tur. Vi har meget på programmet og kommer vidt omkring på de tre uger. Man må selvsagt være indstillet på en del køretimer i bussen, men det er den optimale måde at gøre det på.

Køreturene krydres med små vandreture og stop ved udsigtspunkter, seværdigheder og gode spisesteder. Programmet er alsidigt - visse dage er der ingen kørsel, men kun vandring og anden aktivitet. Andre dage kører vi fra A til B i bus, ofte med en kortere vandretur undervejs eller ved ankomst til vores nye sted. 5 gange på turen overnatter vi det samme sted 2 nætter i træk, hvilket er med til at sikre et godt og roligt flow i turen.

Vi har nøje afstemt og overvejet aktiviteter og overnatningssteder, således at destinationerne altid er rejsetiden værd. Når det er sagt, så kører vi igennem nogle fantastisk smukke områder, så det er faktisk en oplevelse at betragte de varierede landskaber og småbyer vi passerer igennem.

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Det er sommer i den periode, vi besøger New Zealand. Det vil normalt betyde dags temperaturer på 15 til 25 grader og nattemperaturer fra 5 - 15 grader.

New Zealand har bjerge og omgives af havområder, hvor vindene er kraftige. Det skaber et meget omskifteligt vejr, som man må være forberedt på, når man rejser til NZ. Vejret er altid et samtaleemne blandt lokalbefolkningen og de er stolte af deres vilde vejr. Som det siges blandt Kiwierne i New Zealand, kan de 4 årstider indtræffe på en enkelt time. Det ene øjeblik det smukkeste sommervejr, 5 minutter senere regn og hagl, hvorefter der er sne i 10 minutter efterfulgt af sol fra en skyfri himmel. Vejret i New Zealand er finurligt og utilregneligt på den fede måde.

Pas og visum

Der kræves ikke visum til New Zealand. Passet skal være gyldigt i mindst 3 måneder ud over opholdets varighed. Luftfartsselskaber og lande, som man måtte passere i transit på vejen til eller fra New Zealand, kan have andre krav, fx at passet er gyldigt 6 måneder ud over transit-opholdet.

Vær opmærksom på, at visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere.

Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Medbring evt. lidt kontante NZD og ellers kreditkort. Der findes pengeautomater (ATM) i alle større byer. Du kan betale med kreditkort i stort set alle forretninger og restauranter m.m.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er god mobildækning på rejsen og gratis wi-fi på de fleste hoteller, så du kan holde kontakt med dine nærmeste efter behov.
Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.


ADGANG TIL EL
Det er ofte muligt at oplade batterier til digitalkamera på denne tur - med undtagelse af de fem dage på trek. Et godt fif er, at du på trekket holder evt. batterier varme i soveposen om natten - så holder de længere. Medbring evt. en adapter til amerikansk stik, da det er det mest brugte i Peru.

Kort og Rejselitteratur

Kiwimaps: New Zealand South Island
Infomap 242-4: The South.
Collins Maps: New Zealand.
New Zealand 1:1300 000 Plastlamineret — (Kortet giver godt overblik).
Kort kan købes i Nordisk Korthandel, København eller over nettet på www.scanmaps.dk
(Herudover er det muligt at købe ganske udmærkede rutekort på div. tankstationer o. lign. på selve NZ.)

Lonely Planet: “Oplev New Zealand".
Lonely Planet: “Tramping in New Zealand".
Jane King, Moon: “New Zealand Handbook".
Politikens Forlag: "Turen går til New Zealand".

Bemærk venligst

AKTIVITETER SOM KAN TILKØBES

New Zealand er indbegrebet af alverdens friluftsaktiviteter. Særligt området omkring Queenstown er verdenskendt for sit store udbud af udflugter og aktiviteter. Vi har flere steder 'lagt lidt luft ind i programmet' så de deltagere, der gerne vil prøve en aktivitet, har mulighed for det. Blandt andet vil der være en dag i Queenstown, hvor tiden kan disponeres frit og diverse aktiviteter tilkøbes og prøves. Drømmer man om at springe i faldskærm, flyve i helikopter, springe bungy-jump (elastikspring), sejle i havkajak, sejle på lavt vand i top-tunet speedbåd, rafte, paraglide eller kaste sig ud i multi-aktiviteter, er New Zealand det perfekte sted at gøre det. Udbuddet af aktiviteter findes ikke større og sikkerheden er i top hos de professionelle bureauer, der har tilladelse til at varetage aktiviteterne.

Turlederen informerer om mulighederne og kommer gerne med anvisning på, hvor det bedst kan betale sig at foretage en ønsket aktivitet. Både i forhold til programmet, tiden og pengepungen. Alle tilvalgsaktiviteter på turen er såkaldte "tilkøb" (se under "inkluderet" og "ikke inkluderet")

Man kan sagtens have en god tur rundt på New Zealand uden at springe i faldskærm etc., og der er mange oplevelser og højdepunkter i turens program. Mange af vores deltagere vælger en eller to tilvalgsaktiviteter i løbet af turen. Nogle deltagere vælger slet ingen, andre et utal. Valget er selvfølgelig dit.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

På denne rejse kan bagagen pakkes i en blød vadsæk, rygsæk, sportstaske eller i en kuffert, du selv kan håndtere ind og ud af busser, hoteller, osv.

Derudover anbefaler vi en dagtursrygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

På vandredage medbringer vi kun det mest nødvendige. Resten kan efterlades i bussen. Du bærer din dagtursrygsæk med de ting, du skal bruge i løbet af dagen.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

VIGTIGT: Støvlerne skal være grundigt rengjort, så de fremstår UDEN noget jord på, da man i tolden/kontrollen i New Zealand er meget opmærksom på risikoen for at få indført "fremmede/ikke hjemmehørende" organismer såsom, plantefrø, bakterier m.m.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, og til brug når man ikke er på vandretur. En lukket sko (tennissko eller lign.) til cykelturene.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme ca.1½ liter. Gerne en flaske, der passer til en flaskeholder på cykel. Camelback kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring og cykling

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • 1 tynd uldtrøje
  • 1 sweatshirt/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par regnbukser (Regnslag eller poncho er et godt alternativ til alm. regntøj)
  • 1 par cykelbukser, evt. cykelhandsker. Cykelhjelm udleveres i NZ.

Andet tøj

  • Evt. bukser til bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter
  • Strømper
  • Undertøj
  • Badetøj
  • Håndklæde

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage (buff/halsrør)
  • Hat med bred skygge (må gerne dække nakken, især vej kajak roning)
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor

Diverse

  • Toiletartikler
  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Pengebælte
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Myggebalsam
  • Lommelygte og ekstra batterier, evt. pandelygte
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Kamera og evt. ekstra batterier/oplader
  • Kikkert, hvis man er dyre/fugle interesseret (et must for de fleste)
  • Alkoholgel til håndvask
  • Vådservietter
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Rejselitteratur

Specifikke turbemærkninger

MOD MYG 
Vi anbefaler tyndt løstsiddende bomulds- eller lærredstøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam (ex. Autan fra apoteket i DK) er den bedste beskyttelse mod evt. myg om aftenen.

TØJVASK
Det kan være en god idé at medbringe lidt vaskemiddel til håndvask, så cykel- og vandretøj evt. kan skylles op efter behov.

Man skal IKKE medbringe hverken underlag eller sovepose til turen.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

25. februar 2019  –  19. marts 2019 Garanteret afgang 51.970 DKK Bestil Rejse
4. november 2019  –  26. november 2019 Åben for booking 52.970 DKK Bestil Rejse
9. januar 2020  –  31. januar 2020 Åben for booking 52.970 DKK Bestil Rejse
30. marts 2020  –  21. april 2020 Åben for booking 52.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: NZAS

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark