På research i Japan

'Kontrastfyldte Japan – Fascinerende, finurlig og helt fantastisk.' Turudvikler Camilla Hvalsøe har været på research i Japan.

Jeg forsøger at danne mig et overblik over de mange kulørte linjer, der kører på kryds og tværs på metrokortet over Tokyo og spotte min station blandt et hav af ukendte og umiddelbart enslydende navne. Hamamatsucho, Hamamatsucho... hvor er Hamamatsucho?

Min hjerne kører ukoncentreret på halv kapacitet ovenpå en længere flyrejse, tidsforskel, menneskemylderet omkring mig, den trykkende varme og duffeltasken på ryggen, der synes tungere for hvert minut der går. Det er som at finde Holger i sin rød- og hvidstribede trøje og glæden helt den samme, da Hamamatsucho pludselig springer mig i øjnene. Jeg finder sporet, jeg finder den rigtige udgang på Hamamatsucho station, jeg finder det rigtige kryds at dreje til højre i og endelig står jeg foran mit hotel i Tokyo.

Der er noget særligt ved at rejse rundt i Japan, som jeg ikke tidligere har oplevet. Nogle lande fungerer meget lig det, man kender, hvilket gør det uproblematisk at rejse rundt. Andre lande fungerer helt vildt anderledes (eller slet ikke) og gør rejsen til en eksotisk eller kaotisk oplevelse. Japan er både og. Det er let at navigere rundt, når først man er kommet ind i tingene og ALT fungerer, som det skal. Samtidig foregår der så mange uvante og anderledes ting omkring én og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte kigge en ekstra gang og tænke: ”Hvad skete der lige der?” 

Som for eksempel da jeg stod og ventede på Shinkansen-toget til Nikko, som kørte på sekundet 09:28. Lige inden der blev åbnet for indgang i toget, lød der et fløjt i højtalere på perronen, samtidig med at 11 mænd og kvinder i gråt tøj kom løbende, stillede sig med ryggen mod toget og front mod passagererne og bukkede. Overrasket men høfligt bukkede jeg selvfølgelig igen (som den eneste passager…) og pist forsvandt de gråklædte igen med militant præcision ned af trapperne. Togdøren gik op, alle gik uanfægtede ombord, mens jeg stadig stod og lignede ét stort spørgsmålstegn.

Man behøver ikke opsøge oplevelser i Japan – de kommer helt af sig selv.

Stilhed

Nu tror jeg altså ikke, vi kan være flere. Men inden døren lukker, er der alligevel blevet plads til 35 personer mere i metrovognen. Sild i en tønde har fået en ny dimension. Det mest slående er dog, at jeg midt i denne tætte klump af mennesker faktisk føler mig helt alene. Bortset fra togskinnernes lette hvinen er der ikke en lyd omkring mig. Alle kigger ned, væk og mest af alt på deres mobiler. Selv da toget laver en lidt hård opbremsning, og dette hav af menneskekroppe svajer rundt i samme retning, er jeg den eneste, der fniser højt og forsøger at dele ’der var vi lige ved at falde’ oplevelsen med de omkringstående. Men ingen ler, smiler eller gengælder mine forsøg på øjenkontakt. Total anonymitet.

Var dette sket i metroen i København, havde det været en helt anden situation. Da pladsen blev trang, var der sikkert én, der havde råbt: ”Tag det næste tog” til dem ude på perronen. Mobiler ville have kimet, bippet, plinget, dyttet, fløjtet og uinteressante telefonsamtaler højlydt delt med alle andre i kupéen. Og der var blevet grinet, talt om og skældt ud over den hårde opbremsning. Men sådan er det ikke her i Tokyo, hvor menneskemængden er 38 gange København. Min egen teori er, at med så mange mennesker, der lever så tæt, ville det gå fuldstændig galt, hvis de samtidig larmede, fyldte og prøvede at være synlige.

Hjælpsomhed

Japansk hjælpsomhed står i stærk kontrast til anonymiteten i det offentlige rum i Tokyo – og til andre steder i verden. Postmanden i Kyoto fulgte mig helt til døren til vores lokale samarbejdspartners kontor, da jeg ikke selv kunne finde frem og spurgte ham om vej. Billetdamen i Hirayu sprang ud af båsen og løb med mig hen til bussen, jeg var ved at komme for sent til. Og buschaufføren, der havde fri og var på vej hjem, kørte en lille omvej og satte mig af tæt på mit hotel i Fukuji Onsen.

Og hvis de ikke er snakkesalige i Tokyo, så kender interessen og nysgerrigheden ingen grænser ude i landdistrikterne. Her opnåede jeg at have en 20 minutters tegnsprogs-samtale med to damer på togstationen i Nojiri, hvor jeg gættede mig til, hvad de spurgte om og sikkert svarede på noget helt andet. Hvilket i øvrigt kunne være ligegyldigt, da de heller ikke forstod mit svar. Men hyggeligt var det og vi grinede rigtig meget..!

Opmærksomhed

Åh neeeej!! Lige inden jeg skal til at tage mine slippers af og give dem til personalet i restauranten ser jeg, at jeg stadig har toiletslippers på. Jeg er ved at gå i panik, vender om på stedet, løfter op i kimonoen og skynder mig – selvfølgelig uden at løbe - tilbage på værelset. Hvor pinligt! Bare der ikke var nogen, der opdagede det!

Japanske fodtøjsregler er klare, men uvante. Udendørssko skal af i gangen og vendes med snuden frem, så de er klar til at tage på igen, uden man først skal vende dem om. Derefter får du udleveret indendørsslippers. Dem har du på hen til værelset og mange gange også inde på værelset. Eller der er et par værelsesslippers, som du skifter dine indendørsslippers til. Så langt så godt.

Toiletslippers er min udfordring. Ikke på vej ind på toilettet, da pladsen er så trang, at man nærmest ikke kan undgå at træde op i dem. Men efter at have siddet og leget med alle knapperne på fjernbetjeningen til toilettet, havde jeg lykkeligt glemt alt om at skifte tilbage fra toiletslippers til indendørs- eller værelsesslippers, og derfor stod jeg nu nede ved restauranten, klar til at skifte til restaurantslippers, iført urene toiletslippers.

Der er noget fantastisk godt ved at skulle lære andre måder at gøre tingene på. Det skærper ens opmærksomhed at blive hevet ud af ’plejer’. Det er ikke fordi, jeg er et rodehoved eller specielt uopmærksom til daglig, men min opmærksomhed i Japan blev intensiveret til et langt højere niveau end hjemme. I Japan huskede jeg at lægge spisepindene på spisepindeholderen, når jeg ikke brugte dem. Jeg satte min stol på plads igen efter at have rejst mig fra bordet. Jeg rettede også togsædet op og fjernede alt fra toglommen inden afstigning og jeg kunne ikke drømme om at løbe for at nå toget – så tager jeg hellere det næste. Ved betalinger lagde jeg pengene pænt i bakken og brugte begge hænder, når jeg gav den tilbage til sælgeren. Jeg stod pænt i kø, rejste mig for ældre og gravide i toget og gjorde mig så lille som mulig i metroen, så der er plads til andre.

Japan gjorde mig til et mere opmærksomt og hensynsfuldt menneske - og jeg elskede det. Jeg mangler bare lige toiletslipperskonceptet.