Portugal - Cykelferie langs Atlanterhavet til Europas ende

Kom med på en smuk cykelekspedition i Portugal langs Atlanterhavet fra Santiago do Cacém syd for Lissabon til Kap Skt. Vicente på landets spids, ’Europas ende’.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

I Portugals vestlige del gemmer sig en lille perle af smukke, varierede og vilde landskaber, der nærmest tigger om at blive opdaget. Cykelekspeditionen med Topas tager dig netop til dette hjørne af landet.

Turen foregår primært på Portugals historiske og klassiske rute ’Rota Vicentina’, som går gennem den traditionelle Alentejo region, hvor du kan nyde de store korkplantager, smukke eukalyptusskove og et uberørt vildnis. Cykelekspeditionen kombinerer således Portugals spændende bagland med middelalderbyer, historie, kultur og lokalkolorit, små fiskerbyer og den vestlige del af Algarvekystens lækre idylliske, hvide badestrande.

Ved Kap Skt. Vicente kan du sammen med trækfuglene fra den over 60 meter høje klippe se langt ud over Atlanterhavet og blive betaget af naturens kræfter. Rejsen afsluttes i charmerende Lissabon, hvis stejle gader er forbundet af knirkende sporvogne og svævebaner.

Cykelferien har karakter af en ekspedition, hvor vi cykler fra A til B med skiftende og unikke overnatningssteder, følgebil og fuld cykelsupport på hele turen.

Portugal, en tur med flot varieret landskab og tilpas udfordrende cykelruter, lækker lokal mad og hvor man snart bliver en del af et godt fællesskab.

Tina Madsen

Glæd dig til

  • 5 dages eminent og varieret cykling langs Atlanterhavet til Europas ende Kap Skt. Vicente
  • Varierede cykelruter gennem store korkplantager, eukalyptusskove og uberørt vildnis 
  • Masser af historie, kultur og lokalkolorit i den traditionelle Alentejo region
  • En vild og klipperig vestkyst - afbrudt af små, idylliske, hvide badestrande ved Algarvekysten
  • Cykling på ’Rota Vicentina’ - en klassisk GR-rute
  • Afslut turen i Lissabons hyggelige og farverige kvarterer
  • Mulighed for at besøge Sintras eventyragtige palads - ’Palácio da Pena’
  • Unikke og charmerende overnatningssteder

Rejseberetning fra Portugal

"Livet er nu meget godt her i Portugal". Læs her en fængende fortælling, hvor turleder Jørgen Stistrup beretter fra Portugal - en overset perle i Europa.

Program

Dag 1. Ankomst til byen Santiago do Cacém i Alejtejo regionen
Her midt i Alentejos naturskønne omgivelser indkvarteres vi på en tidligere gård, som nu udgør et lille og meget charmerende familieejet hotel.

Dag 2. Cykling til kystbyen Vila Nova de Milfontes
Vi får udleveret cykler og bevæger os gennem en mosaik af landskaber fra skove af kork, eukalyptus og fyrretræ, kvægbrug, kornmarker og olivenplantager til kystbyen Vila de Milfontes i det rolige delta.

Dag 3. Cykling langs Atlanterhavet ad ’Fiskernes sti’ til Odeceixe
I dag fortsætter vi langs Portugals rå klippekyst og cykler bl.a. på et højt plateau langs den berømte vandrerute, ’Fiskernes sti’. Målet for dagen er den hyggelige kystby Odeceixe, hvor vi har 2 overnatninger.

Dag 4. Rolig cykeltur til byen Aljezur syd for Odeceixe
Vi følger ’Rota Vicentina’ gennem landbrugsområder og plantager med oliven, citroner, appelsiner og figner, før vi når Aljezur, som vi udforsker et par timer. Hjemme igen i Odeceixe kan vi nyde strandlivet.

Dag 5. Cykling i råt terræn fra Arrifana til byen Pedralva
Vi køres i minibusserne til byen Arrifana, hvorfra vi cykler mod dagens mål Pedralva. Terrænet i dag er mere råt og landskabet ændrer konstant karakter, hvilket både udfordrer men også gør cyklingen mere sjov.

Dag 6. Turens sidste cykeldag til ’Europas ende’ Kap Skt. Vicente. Transfer til Lissabon.
Sidste etape byder på blæsende områder med vindmøller, før vi når Portugals spids Kap Skt. Vicente, som emmer af historie. Det er også her millionvis af trækfugle hvert år passerer på deres videre færd sydover.

Dag 7. Fridag i Lissabon - Evt. besøg i Sintra
Dagen er fri til at udforske hovedstaden Lissabon. Byen er charmerende med masser af seværdigheder, hyggelige, snørklede kvarterer og de berømte sporvogne. Eller tag toget til Sintra og se Palácio da Pena.

Dag 8. Hjemrejse til Danmark
Efter en uges cykelferie i Portugal forlader vi Lissabon og vender snuden mod Danmark.

Se det detaljerede dagsprogram her

Cykelferie med Topas

En cykelferie med Topas er for alle. Læs mere om de forskellige typer af cykelferier vi tilbyder og hvad en cykelferie med Topas går ud på.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede cykelture
  • Flyrejse København - Lissabon t/r
  • Al lokal bustransport og diverse transfers ifm. cykelekspeditionen
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Leje af mountainbike
  • Følgebil (egen minibus), mekanikerassistance og fuld cykelsupport
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. 10-20 euro per måltid)
  • Entré til museer og lignende
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse DKK 2.500

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 16 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Cyklerne
  • Overnatning

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Dag 1. Med fly til Lissabon — Transfer til Santiago do Cacém

Ved ankomsten til Lissabon lufthavn bydes vi velkommen til Portugal af turlederne og kører herefter i Topas’ minibusser knap to timer sydpå til byen Santiago do Cacém, hvor vi skal overnatte.

Santiago do Cacém er en hyggelig, lille provinsby, som ligger ganske uforstyrret på en gigantisk slette i den tyndt befolkede Alentejoregion. Regionen optager en tredjedel af Portugals areal og strækker sig fra Tejofloden i nord til Algarvebjergene i syd. Befolkningen ernærer sig primært ved landbrug, domineret af endeløse kork og olivenplantager ejet af store familieejendomme (de såkaldte latifúndios), som er gået i arv gennem generationer - mange helt tilbage til Romerrigets tid. Det er også i Santiago do Cacém distriktet, man finder landets største koncentration af smukke gamle vindmøller fra det 14. århundrede. Omkring 50 mere eller mindre velholdte møller ligger spredt ud på områdets forblæste bakketoppe.

I Santiago do Cacéms udkant indkvarteres vi på et lille og meget charmerende familieejet hotel (en tidligere gård), der ligger midt i Alentejos naturskønne omgivelser.

-/-/-

Dag 2. Cykling: Santiago do Cacém til kystbyen Vila Nova de Milfontes

Fra morgenstunden er der udlevering og indstilling af cykler og efter en god morgenmad, sætter vi ud på turens første distance. Dagens mål er kystbyen Vila Nova de Milfontes knap 55 kilometer sydvest for Santiago do Cacém og på turen kommer vi gennem en ren mosaik af landskaber fra skove af kork, eukalyptus og fyrretræ, kvægbrug, kornmarker, olivenplantager og rødlig marsk til det turkise vandreservat Camphilas.

Vi starter ud stille og roligt med ti kilometer på en smal, ubefærdet landevej til den lille samling huse, Vale Seco (den tørre dal), hvor der er mulighed for at købe vand og kaffe i bosættelsens lille og meget lokale café. Herefter drejer vi ind på den historiske sti, Rota Vicentina, og de næste 25 kilometer cykles på markvej. Vores mountainbikes er her i deres helt rette element med dækkenes gode greb i underlaget og lave gearing i det ujævne og bakkede førsteklasses cykelterræn. Rutens mange stigninger og nedkørsler er overskuelige, underholdende og fordrer masser af variation og flotte udsigter. Omkring os ses de mange korktræer — mere eller mindre halvnøgne — afhængigt af hvor ’skrællede’ deres stammer er.

Ved ankomsten til landsbyen Cercal do Alentejo spiser vi frokost. Efter frokost fortsætter vi på landevej de sidste 15 kilometer ud mod kysten til Vila Nova de Milfontes, hvor vi skal overnatte. Vila Nova de Milfontes ligger i et roligt delta, lige ved den 145 kilometer lange Miraflods udmunding i Atlanterhavet. Byen er en af de mere besøgte i området og har derfor et væld af gode restauranter, cafeer og nogle få butikker. Og ikke mindst en bred, hvid sandstrand, der måske lokker med en dukkert efter cykelturen?

Dagens cykeldistance: ca. 55km / + 400 højdemeter / - 600 højdemeter

M/-/-

Dag 3. Cykling: Fra Vila Nova de Milfontes via landeveje og ’Fiskernes Sti’ til Odeceixe

Fra Vila Nova de Milfontes krydser vi over Mirafloden på vores vej videre mod syd. Der er lidt mere trafik fra starten, men en god, bred cykelsti tager os over broen og inden længe drejer vi fra og fortsætter på grusstier og små landeveje til Cavaleiro.

Cavaleiro ligger helt ude ved Portugals rå klippekyst og den næste strækning er det muligt at cykle på et højt plateau langs den berømte vandrerute, ’Trilho dos Pescadores’ (Fiskernes sti) med store udsigter over Atlanterhavet. Denne kyststrækning er det eneste sted i verden, hvor storke bygger reder, der balancerer på kystens udsatte klippespir. Sandsynligheden for at se storke året rundt er relativ stor, da mange af dem forbliver i Portugal. Klipperne er også ynglested for vandrefalken, der kan dykke med en fart på omkring 300 kilometer i timen.

Efter knap 12 kilometers cykling langs kysten kommer vi til den lille by, Zambujeira do Mar, hvor vi spiser frokost. Herefter fortsætter vi langs små bagveje af grus og asfalt de sidste knap 20 kilometer til Odeceixe. Vi har to overnatninger i Odeceixe — en attraktiv landsby, som vælter ned ad en bjergskråning overfor den brede dal Ribeira da Seixe. Odeceixe har en hyggelig, tilbagelænet atmosfære og en lækker strand, ’Praia de Odeceixe’, fire kilometer vest for landsbyen.

Dagens cykeldistance: ca. 50km / + 285 højdemeter / - 260 højdemeter

M/-/-

Dag 4. Cykling: Odeceixe - Aljezur — Odeceixe & Vandring til Praia de Odeceixe stranden

Vi bliver en nat mere i Odeceixe, men derfor behøver vi ikke at ligge på den lade side — men mindre man har lyst til at afslappet dag i byen. Ellers er planen at vi cykler vi til byen Aljezur syd for Odeceixe. Vi følger igen den historiske rute på udturen, som mellem byerne Odeceixe og Rogil går langs hyggelige skovområder fra Santa Clara reservatet. På denne kystnære landbrugsjord stortrives afgrøder som søde kartofler, majs, jordnødder og tomater. Her er også mindre plantager med oliven, citroner, appelsiner og figner. Vi cykler stille og roligt (og koncentreret...), men stopper fra tid til anden for at nyde omgivelserne og udsigterne til bjergene i øst og havet i vest.

Ved ankomsten til Aljezur er der fri leg i et par timer. Der er mulighed for at gå sig en tur gennem de gamle, snævre brostensbelagte gader til ruinerne af maurerslottet fra det 11. århundrede. Man kan også besøge byens lille men velassorterede marked, med masser af friske produkter året rundt samt lækre delikatesser som marmelade, honning, ost og likør. Endelig kan man sætte sig på en café tæt ved flodbredden og nyde en kaffe, is eller en kold øl.

Vi cykler af landevejen tilbage til Odeceixe og kommer igennem flere af de frugtbare landbrugsområder, hvor der blandt andet også dyrkes vin. Tilbage i Odeceixe spiser vi sen frokost og kan om eftermiddagen gå gennem den grønne floddal til stranden Praia de Odeceixe. Vi spiser til aften på en restaurant i byen.

Dagens cykeldistance: ca. 35km / + 290 højdemeter / - 270 højdemeter

M/-/-

Dag 5. Cykling: Fra Arrifana til Pedralva — Bakker, kyst, skov og landbrug på Rota Vicentina

Vi starter dagen med en kort transfer i minibusserne, som tager os til Arrifana sydvest for Aljezur. Herfra sætter vi ud på en terrænmæssigt meget varieret tur via den historiske rute ’Rota Vicentina’. Det går ubesværet fra start, hvor vi cykler let op af bakke indtil et panorama over kysten åbner sig foran os. Her står vi af — både for at nyde udsigten og tage billeder, men også for at trække ned af den stejle, stenede bakke til Pedra dos Corvos.

Fra Pedra dos Covos går det stejlt op på den anden side og man kan altid forsøge sig med at cykle hele vejen op igen på plateauet, men forvent at skulle trække/skubbe cyklen et par gange i løbet af dagens distance! Terrænet i dag er en smule mere råt og ændrer hele tiden karakter, hvilket gør cyklingen sjov og til tider en lille smule mere udfordrende. Landskabet skifter også konstant — fra kyst til vildnis, på sandsti mellem fyrretræer, forbi vinmarker og landbrug til en lang nedkørsel gennem kork og eukalyptusskov.

I dag er der lidt længere til kaffepausen, som vi holder i den fine, lille by Bordeira. Til gengæld er der herfra ikke langt til frokosten, som vi nyder i Carrapateira. Jo længere mod syd vi kommer, jo mere synlig bliver Portugals omdømme som en af Europas bedste surferdestinationer. Med surferne følger en hippieagtig kultur, hvilket blandt andet afspejles i omgivelsernes antal af gamle folkevognsrugbrød, bare fødder, dreadlocks, økologi og veganrestauranter!

Efter vi har mæsket os i velsmagende tofuburgere og champignonsandwich i Carrapateira, har vi en let tur på cirka 11 kilometer i fladt terræn på grusvej at tilbagelægge, indtil vi når Pedralva. Vi overnatter enten i Pedralva eller i Vila do Bispo. På de afgange, hvor der overnattes i Vila do Bispo, slutter cykelturen stadig i Pedralva, og der vil være transfer herfra med minibusserne til Vila do Bispo.

Dagens cykeldistance: ca. 35km / + 505 højdemeter / - 535 højdemeter

M/-/-

Dag 6. Cykling: Fra Pedralva til Kap San Vicente - ’Europas ende’— Transfer til Lissabon

Vi er nået til turens sidste cykeldistance, som starter i Pedralva og slutter godt 25 kilometer senere på Portugals sydvestligste spids, Cabo de San Vicente, også kendt som ’Europas ende’.

Bortset fra et par stigninger i starten er ruten relativ flad og vi kommer ud at cykle på lette singletrack stier gennem skov og krat samt enkelte sektioner med sand. Som vi nærmer os de åbne vidder omkring Vila do Bispo indikerer de store, moderne (Vestas) vindmøller, at vi nærmer os et mere blæsende område. Vi tager en lille pause i Vila do Bispo og sætter ud på de sidste knap 15 kilometer til kappen. På grund af de til tider stærke vinde er vegetationen omkring os sparsom, så inden længe kan vi uforstyrret skimte Kap Vicente fyrtårnet i horisonten.

Det er en fantastisk fornemmelse efter fem dages cykling at nå målet og Europas ende her på den vilde Kap Skt. Vicente. En kap, som ovenikøbet emmer af historie fra at være helligt sted i stenalderen, magisk for Romerne (på grund af store solnedgange) til stedet hvor den iberiske martyr og diakon Sankt Vicente blev taget i land, begravet og siden overvåget af ravne. I nyere tid har kappen været hjemsøgt af pirater og er i dag knudepunkt for fuglemigration samt milepæl på en af verdens mest travle skibsruter. Vi håber på godt vejr og cykler de sidste cirka fem kilometer ind til Sagres, hvor vi finder en restaurant og spiser en velfortjent frokost.

Efter frokost kan vi sætte os i minibusserne, og vi har omkring 3.5 timers kørsel til Lissabon, hvor vi tjekker ind på vores hotel.

Dagens cykeldistance: ca. 32km / + 225 højdemeter / - 230 højdemeter

M/F/-

Dag 7. Fridag i Lissabon — Evt. besøg i Sintra

Dagen er fri til at udforske Portugals charmerende hovedstad. Lissabon breder sig ud på ikke mindre end syv bjergskråninger hævet over den brede Tejo flodmunding og byens forskellige kvarterer er knyttet sammen i et netværk af stejle gader, hvor sporvogne og svævebaner stædigt snegler sig afsted.

Byen har masser af seværdigheder. Gå på opdagelse og nyd gadelivet i det gamle labyrint-kvarter Alfama. Besøg maurernes gamle slot Castelo de São Jorge, klosteret Mosteiro dos Jerónimos, den botaniske have eller akvariet Oceanario de Lisboa — efter sigende et af verdens bedste. Man kan også gøre som de gamle konger og tage lidt ind i landet (ca. 45 min. med tog) til det kølige, bjergrige Sintra og gå sig en tur op til slottet Castelo dos Mouros og det helt ekstraordinære palads Palácio da Pena.

Om aftenen mødes vi på restaurant til en festlig middag og tager afsked med Portugal og hinanden for denne gang.

M/-/-

Dag 8. Hjemrejse

Fra hotellet køres vi til Lissabons internationale lufthavn og går ombord på flyet hjem til nord.

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Aktiviteter

Cykelferien har karakter af en ekspedition, hvor vi cykler fra A til B med skiftende og unikke overnatningssteder, følgebil og fuld cykelsupport på hele turen.

KRAV TIL DELTAGERNE

På denne tur cykler vi på mountainbikes med udvendige gear og håndbremser på henholdsvis for og baghjul. Det er ikke svært at køre på mountainbike, men af sikkerhedsmæssige hensyn på turen, forventer vi, at du inden afrejsen har tilegnet dig de nødvendige færdigheder, så du på turen er fuldt fortrolig med en mountainbikes gearskifte, bremsere og kan kontrollere din fart.

Læs mere om cykelferie med Topas.

FØLGEBIL
At have følgebil med undervejs på cykelturene betyder, at du kan opbevare ekstra vand osv i bilen. Desuden er der mulighed for at køre med bilen frem for at cykle hele dagens distance, hvis dine ben trænger til et lille hvil. Da vi på denne tur cykler en del på små stier, betyder det, at følgebilen ikke altid kører sammen med gruppen, men møder gruppen på aftalte steder i løbet af dagen.

PERSONALE
Turen ledes af en dansktalende turleder. Der vil derudover være en turleder, som tager sig af cyklerne og den overordnede logistik. Begge personer fungerer ligeledes som chauffører på turen. Så vidt som muligt cykler turlederen med gruppen hver dag og på det meste af cykeldistancen. Vær dog opmærksom på, at der også ligger en stor logistik opgave i at få begge biler med på rejsen og at der vil være dage og strækninger, hvor deltagerne selv cykler ud fra aftalte mødested.

CYKLERNE
Vi kører på gode mountainbikes med hydrauliske bremser og låsbare forgafler. Cyklerne er ideelle til denne tur, , som (ud over et par stejle nedkørsler) ikke er teknisk på nogen måde, men underlaget, der cykles, på er primært ujævne og stenede grus og sandstier, hvor cyklens brede dæk har et godt greb i terrænet. Affjedringen på forgaflen aflaster på de lange strækninger og kan låses, når der køres på asfalt. Vi forventer, at du som deltager er bekendt med at cykle på mountainbike og er fuld fortrolig med håndbremsere og gearskifte.

Mountainbike - Principia

Læs mere om mountainbiken som er standard på denne rejse. Den passer til både kvinder og mænd og har en affjedret forgaffel.

Overnatning

På turen overnattes på hotel i topersoners værelser med eget bad og toilet.

Vi har to overnatninger i byen Odeceixe midt på turen samt to overnatninger i Lissabon ved turens afslutning.

Der er mulighed for at bestille enkeltværelse mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’. Bemærk at der kun vil være to enkeltværelser mulige pr. afgang grundet kapaciteten på overnatningsstederne.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Morgenmaden på hotellerne variere fra sted til sted, men normalt vil der være frugt, brød, pølse, ost, marmelade, juice, kaffe og te.

Frokost på turen spiser vi på små restauranter/cafeer i de landsbyer vi passerer undervejs på cykelturene. På turens dag 6 håber vi på godt vejr ved ankomsten til Kap Skt. Vicente, hvor turlederne vil arrangere en picnic på klipperne ved fyrtårnet.

Aftensmåltider kan enten nydes i selskab med gruppen eller på egen hånd på restaurant i byerne, hvor der overnattes.

Vi anbefaler på det kraftigste, at man altid har lidt frugt og snack med i rygsækken på cykelturene, så energidepoterne kan fyldes op undervejs. Turlederen vil informere om muligheder for indkøb af frugt og snacks samt hvornår der kan fyldes vand op undervejs.

Flyrejsen og lokal transport

TOPAS MINIBUS & TRAILER
På denne cykelrejse i Portugal anvendes vore egne Topas minibusser - hver med plads til 8 personer + chauffør. Busserne står for lufthavnstransfers og fungerer som følgebil(er) og bagagetransport på turen. Et par gange i løbet af turen bruger vi bilerne som transfers til cykelturens start eller slut. Med på turen er desuden en cykletrailer til transport og opbevaring af cyklerne.

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Portugal har omkring 300 solskinsdage om året! Det sydvestlige Portugal har Middelhavsklima med milde temperaturer året rundt. I efteråret (oktober måned) kan man forvente 15-25 graders varme, i gennemsnit ti dage med regnvejr og der er mindre vind. I foråret (marts måned) ligger temperaturerne typisk mellem 10 og 21 graders varme, det regner i gennemsnit seks dage i marts og foråret er for alvor på vej med masser af blomster.

Både efterår og forår er udenfor højsæsonen i Portugal, så der er færre turister og badegæster i landet. Der er 12-14 timers dagslys i det sydvestlige Portugal i marts og oktober måned.

Valuta og kreditkort

Medbring kontante Euro til turen til at betale for frokost, kaffe, forfriskninger, småindkøb og lignende. Det er også muligt at hæve kontanter i Lissabon lufthavn, Vila Nova de Milfontes, Odeceixe og Lissabon by.

I større butikker og på enkelte restauranter kan der også betales med kreditkort (typisk visa eller Mastercard), men det letter betjeningen at betale i kontanter, især når gruppen går samlet ud at spise.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning på det meste af turen, dog kan signalet svigte af og til langs cykelruterne. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Det er ikke nødvendigt at medbringe multistik, da udformningen på stik i Portugal er den samme som i Skandinavien.

Bemærk venligst

Der er maksimum 16 deltagere på denne rejse.

I turens program er det daglige antal kilometer og højdemeter angivet. Vær dog opmærksom på, at dette kan variere fra tur til tur eftersom vejr og stiforhold kan resultere i, at der må cykles på alternative ruter.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland og Løberen på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Bagagen skal pakkes i en blød sportstaske/duffelbag, rygsæk eller vadsæk - IKKE i en hård kuffert. Det gør det meget nemmere at pakke bagagen i minibussen.

Til cykelturene - medbring en rygsæk på ca. 25-30L til ekstra tøj, kamera, snack o.s.v. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Fodtøj

Til cykelturene SKAL man af sikkerhedsmæssige hensyn medbringe lukkede sko - sandaler kan IKKE benyttes.
Hvis du ønsker at bruge dine clicksko (SPD eller LOOK) - husk så også de pedaler, som passer til skoene.

Vandflaske

1-2 alm. drikkedunke til cykler (der er ét stativ til drikkedunk på hver cykel).

Gode råd til din cykelferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til cykelferien? Vi har samlet 5 nyttige tips og masser af information!

Cykeludstyr

  • Godkendt cykelhjelm (skal medbringes)
  • En lille rygsæk (cyklerne har ikke bagagebærer)
  • Gode solbriller
  • Evt. egen cykelsaddel
  • Evt. egne clicksko & pedaler
  • Evt. overtrækssko til regnvejr (vær opmærksom på overtræksskoenes holdbarhed, når man går med dem på)

Cykeltøj

  • 1-2 par komfortable cykelshorts med pude
  • 1-2 par komfortable lange cykelbukser med pude (eller overtræksbukser til dine cykelshorts)
  • 2-3 svedtransporterende T-shirts (ikke bomuld)
  • 1-2 svedtransporterende trøjer med lange ærmer (ikke bomuld)
  • 1 mediumtyk fleece trøje
  • Tynd vindjakke
  • Regnjakke og regnbukser
  • 3-5 par strømper
  • Cykelhandsker
  • Tynde vind- og vandtætte luffer (skal kunne gå udenpå cykelhandsker)
  • 2 Buff eller tørklæder til at have på under cykelhjelmen + om halsen

Andet tøj

  • Hat eller kasket mod solen
  • Afslappet rejsetøj/bytøj
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Varm trøje til kølige morgener og aftener

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Medbring en kopi af billedsiden i passet
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt plaster og andet førstehjælpsgrej
  • Toiletpapir til de aktive dage
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Kamera og evt. ekstra batterier/oplader
  • Energibarer og yndlingssnacks
  • Evt. piller mod transportsyge

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

5. oktober 2019  –  12. oktober 2019 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
12. oktober 2019  –  19. oktober 2019 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
19. oktober 2019  –  26. oktober 2019 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
29. februar 2020  –  7. marts 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
7. marts 2020  –  14. marts 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
14. marts 2020  –  21. marts 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
3. oktober 2020  –  10. oktober 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
10. oktober 2020  –  17. oktober 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
17. oktober 2020  –  24. oktober 2020 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: PTLS

Andre spændende rejser

;

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2019 Webdesign & CMS by MCB Denmark