Rejsen kort
Lige siden 1960’erne har De Kanariske Øer tiltrukket solhungrende nordeuropæere. De flokkes stadig hertil, men øerne gemmer også på masser af uendelig smuk natur, lokal kolorit og eminent vandring.
Det oplever du på denne vandreferie med Topas, hvor vi bevæger os væk fra hotelbyerne ved kysten og tager på vandreture til mere afsidesliggende steder. På Tenerife varmer du benene op med en vandretur til en af øens dybe kløfter, Barranco del Infierno. Herefter vil du på tæt hold opleve Teide vulkanens dramatiske, golde og meget åbne lavalandskab. Er vejrguderne med os, kan du se frem til at vandre til Spaniens højeste top - den 3.718 meter høje vulkan Pico del Teide. Kig ud og nyd synet af solopgangen over øgruppen.
OBS! På turene med afrejse d.18. december 2022 og d.11. marts 2023 er bestigningen af Teide ikke mulig, hvorfor det alternative program gennemføres.
Efter et par dage på Tenerife skifter vi både scene og ø. En kort sejltur tager dig til den lille, idylliske ø La Gomera, som med garanti vil imponere dig med vandreture af ypperste kvalitet gennem stejle, frodige kløfter, langs rå klippekyst og dybt ind i en af verdens største tilbageværende og sjældne Laurisilvaurskove.
Glæd dig til
- Sublim vandring i La Gomeras i stejle, dybe og frodige slugter
- Overnatning i små bjerglandsbyer på både Tenerife og La Gomera
- Vandring blandt daddelpalmer, Agave kaktus og de mest fantastiske basaltsøjler
- Ægte urskovsatmosfære i Garajonay nationalparkens gamle og mosbelagte laurbærtræer
- Teide nationalpark med snørklede klippeformationer, farver og 139 sejlivede plantearter
- Vandring til La Gomeras højeste top(1.487m) - et dramatisk og begivenhedsrigt sted
Vandreferie med Topas
Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.
Program
Dag 1. Ankomst Tenerife
Vi ankommer til soløen Tenerife og køres til bjerglandsbyen Vilaflor, som ligger på øens sydcentrale side i 1.400 meters højde over havet.
Dag 2. Tenerife: Vandring ad Tenerifes ældste stier
I dag tager vi på vandretur fra byen Arona til Ifonche. Undervejs kan vi nyde store udsigter ud over sydøen og ned i dybe kløfter.
Dag 3. Tenerife: Vandring i Teide nationalpark
Først vandrer vi i Roques de García Nationalpark med de unikke klippeformationer. Så køres vi til foden af bjergtoppen Montaña Blanca, hvorfra vi fortsætter op til bjergrefugiet Alta Vista, hvor vi skal overnatte.
Dag 4. Tenerife: Pico del Teide summit - Sejlads til La Gomera
Fra refugiet er der omkring to timers vandring og 400 højdemeter før vi står på toppen af Spanien i 3.718m. Efter topturen sejler vi til La Gomera og byen Hermigua, tæt ved kysten i La Gomeras frodigste dal.
Dag 5. La Gomera: Vandring i Vallehermoso - 'Den Smukke Dal'
I dag skal vi vandre i øens grønneste og mest frodige del, Vallehermoso, og betages af daddelpalmer, enebærtræer, palmelunde, gigantiske kaktusser og smukke million år gamle vulkanske basaltsøjler.
Dag 6. La Gomera: Vandring i dalen La Palmita til kystbyen Argulo
Vi bliver i nærområdet og tager på vandring i den smukke dal Palmita og ud til kystbyen Argulo på La Gomeras vilde klippekyst med Atlanterhavet og Teide i baggrunden.
Dag 7. La Gomera: Vandring i Garajonay nationalpark
På turens sidste vandredag vandrer vi i Garajonay nationalpark, gennem den sjældne og eventyragtige Laurisilva urskov, og skal i dag på toppen af øens højeste top, Alta de Garajonay (1.487m).
Dag 8. Fra La Gomera til Tenerife — Med fly til Danmark
Vi forlader La Gomera og sejler med færgen tilbage til Tenerife for at vende snuden mod Danmark.
Prisen inkluderer
- Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
- Flyrejse København - Tenerife t/r
- Al transport (bus, færge, svævebane)
- Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
- Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
- Indgang til nationalparker
- Lokal guide på vandreturene i Teide nationalpark
- Bidrag til Rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
- Lommepenge og udgifter til drikkevarer
- Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn £ 15-20 pr. måltid)
- Entré til museer og lignende
- Tillæg for enkeltværelse 1.200 DKK
- Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!
Rejsens maksimale deltagerantal: 18 personer.
Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
- Sværhedsgraden på rejsen
- Bestigningen af Teide
- Overnatningerne
Fællesskabet
Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.
Dagsprogram
Dag 1. Ankomst Tenerife — Transfer til bjerglandsbyen Vilaflor
Vi ankommer til Tenerife og kører nordpå til byen Vilaflor, som ligger på øens sydcentrale side. Turen tager en god halv time og går opad via små veje, indtil vi når frem til Vilaflor, som ligger i 1.400 meters højde over havet. Her er vi tæt på de næste dages vandring og kan vænne os til de lidt tyndere luftlag.
Vilaflor er en mindre landsby, i øvrigt den højest beliggende på Tenerife, med ca. 1800 indbygger og datere helt tilbage til det 16. århundrede. Byen er omkranset af vinmarker, der skråner mod syd.
Hvis tiden tillader det, arrangeres der efter ankomsten en lille gåtur i og omkring byen for lige at få lidt gang i benene efter flyrejsen. Turlederen vil efterfølgende afholde et informationsmøde om turen, inden vi spiser til aften.
-/-/-
Dag 2. Tenerife: Vandring fra Arona til Ifonche og 'Helvedeskløften'
Efter morgenmaden bliver vi hentet i bus og har en kort transfer til Arona, hvor dagens vandretur starter i udkanten af byen. Vi skal ud at vandre på nogle af Tenerifes ældste stier i fodsporene af både arbejdere og kongelige fra øens tidligere befolkning. Undervejs i landskabet vil vi se talrige eksempler på bøndernes udnyttelse af området med gedehold og agerbrug.
Hele turen til Ifonche er præget af store udsigter ud over sydøen, ned i dybe kløfter og, hvis vejret er klart, helt til La Gomera. Frokostpausen holder vi på et af de flotte udsigtspunkter på stien op til Ifonche — sikkert med en del paraglidere på himlen.
Bussen henter os midt på eftermiddagen og kører os hjem til hotellet.
M/F/-
Dag 3. Tenerife: Vandring Teide nationalpark — Overnatning bjerghytte (3.260m)
Efter morgenmaden har vi god tid til at pakke vores rygsække med det, vi skal bruge det næste døgn. Den øvrige bagage efterlader vi på hotellet i Vilaflor. Bussen tager os fra Vilaflor gennem fyrretræsskov og højere op i det åbne landskab over trægrænsen i området omkring Roques de García. Roques de García er med sine mange eroderede og unikke klippeformationer en ren skulpturpark midt i Teides barske natur og på den korte vandring mellem klipperne får vi et godt indblik i, hvordan vulkanen over tid har skabt det omkringliggende månelandskab. Vi kan også herfra nyde udsigten til Teides symmetriske top.
Bussen kører os herefter endnu nogle få kilometer til foden af bjergtoppen Montaña Blanca. Det er her i 2.350 meters højde, vi starter vores vandretur op til bjergrefugiet Alta Vista, hvor vi skal overnatte. Vi skal vandre i godt fem timer og tilbagelægge 900 højdemeter over en distance på knap otte kilometer, så vi har en forholdsvis krævende opstigning foran os. Den relativt stejle opstigning kombineret med, at vi befinder os i godt tre tusinde meters højde betyder, at vi tager det stille og roligt, så alle kan følge med og nå at vænne sig til højdens lidt tyndere luft.
Ruten op mod Alta Vista følger først en god, bred sti rundt om kuppelen Montaña Blanca i et smukt vulkanlandskab af lyse, beige, røde, brune og sorte farver samt flere bizarre geologiske formationer. Blandt andet kommer vi forbi nogle gigantiske, sorte vulkankugler - Huevos del Teide (Teides Æg) — der i sin tid blev slynget op fra vulkanen under et udbrud. Efter picnicfrokost fortsætter ruten via en stejl siksak sti op over bjergkammen Lomo Tieso til bjergrefugiet Alta Vista, der ligger med udsigt så langt øjet rækker øst for vulkanens top. Her skal vi selv forberede vores medbragte mad, og efter lidt stjernekiggeri og en varm kop te eller kaffe, kryber vi til køjs.
BEMÆRK
Hvis vejrforholdene på turens dag 3 og 4 ikke tillader vandringen op til Alta Vista og bestigning af Teide, tager vi på dag 3 i stedet på dagsvandring langs den gamle kraterkant, Guajara, tilbage til Vilaflor, hvor vi får en ekstra overnatning på samme hotel. For yderligere information omkring alternative vandringer til turens dag 3 og 4 henvises til afsnittet ’BEMÆRKNINGER VEDR. BESTIGNINGEN AF TEIDE’ i afsnittet Praktisk Information.
OBS! På turene med afrejse d.18. december 2022 og d.11. marts 2023 er bestigningen af Teide ikke mulig, hvorfor det alternative program gennemføres.
M/F/-
Dag 4. Tenerife: Teide summit (3.718m) - Sejlads til La Gomera
Fra refugiet er der omkring to timers vandring og 400 højdemeter før vi står på toppen af Spanien, så vi bliver vækket tidligt, og efter en let morgenmad er det på med pandelampe, støvler og varmt tøj og ud i mørket under stjernernes skær. Vandringen mod toppen tager os blandt andet forbi det isede område ’Cueva del Hielo’, hvorfra man i tidernes morgen hentede isblokke og bragte dem via muldyr ned til Puerto de la Cruz.
Efter et par timer begynder vi at kunne ane lugten af svovl fra Teides 80 meter store krater — mere eller mindre på samme tid som solens første stråler rammer det golde vulkanlandskab og farver alt omkring os en dyb, varm orange.
Toppen er nær, og det sidste hårde stykke op glemmes hurtigt, når man står med et enestående 360-graders vue over hele Teide nationalpark og de andre kanariske øer La Palma, El Hierro, Gran Canaria, La Gomera (og på en ekstrem klar dag også Fuerteventura og Lanzarote), der ligger som gigantiske åkander i et stort, mørkeblåt Atlanterhav.
Efter de obligatoriske ’summit billeder’ forlader vi toppen — ikke til fods, men med den berømte svævebane ’Teleférico del Teide’, der i løbet af blot ti minutter tager os retur til hovedvejen og de lidt tykkere luftlag. Ved bunden af svævebanen er det muligt at købe en sandwich, kaffe og lignende, og efter en lille pause kører vi i bus tilbage til Vilaflor for at hente vores bagage, inden vi fortsætter til havnebyen Los Cristianos i Tenerifes syd. Fra Los Cristianos sejler vi til La Gomera vest for Tenerife. Det er en overfart på mindre end en time og færgen lægger til i La Gomeras hovedby San Sebastian, hvorfra vi har 15 kilometers kørsel til byen Hermigua og vores base de næste fire nætter.
Hermigua ligger tæt ved kysten i La Gomeras frodigste dal, og byens knap 3000 indbyggere bor fordelt på dalens øvre og nedre del - Valle Alto og Valle Bajo. Vores hotel ligger i Valle Alto med en fantastisk udsigt til bananpalmer og de omkringliggende bjerge.
M/-/A
BEMÆRK
Hvis vejrforholdene på turens dag 3 og 4 ikke tillader vandringen op til Alta Vista og bestigning af Teide, vil vi om formiddagen på dag 4 køre til Tenerifes sydligste spids og vandre ved Montaña Roja og El Médano før færgeafgang til La Gomera. For yderligere information omkring alternative vandringer til turens dag 3 og 4 henvises til afsnittet ’BEMÆRKNINGER VEDR. BESTIGNINGEN AF TEIDE’ i afsnittet Praktisk Information.
OBS! På turene med afrejse d.18. december 2022 og d.11. marts 2023 er bestigningen af Teide ikke mulig, hvorfor det alternative program gennemføres.
Dag 5. La Gomera: Vandring i Vallehermoso - 'Den Smukke Dal'
En kort køretur bringer os efter morgenmaden til Vallehermoso i La Gomeras nord, som er øens grønneste og mest frodige del.
Vallehermoso betyder den smukke dal, og dette er så afgjort også et meget malerisk sted, hvor landsbyen af samme navn ligger lunt og godt mellem stejle bjergkamme ved basen af den 250 meter høje vulkanmonolit Roque Cano. Vores vandretur starter bag landsbyens fine kirkegård og går op gennem kløften ’Barranco de la Era Nueva’, som er strøet med daddelpalmer og enebærtræer.
Jo højere vi kommer op, jo mere stejl og tilgroet bliver stien, der går på kryds og tværs over en lille rislende bæk under tæt bambusvegetation. Godt 500 højdemeter senere topper vi ud på bjergkammen Tesselinde ved helgenskrinet Ermita Santa Clara (husk at medbringe en rose i offergave) til en spektakulær udsigt over La Gomeras dramatiske, stejle nordkyst, det dybblå Atlanterhav og de små huse nede ved kysten, som danner en af kanarieøernes mest isolerede bosættelser Arguamul.
Et fint sted for en picnic. Vores vandring fortsætter efter frokost via en god og bred sti langs Monte Calderas bjergryg — stadig med flotte udsigter til kyst, palmelunde, gigantiske kaktusser og smukke million år gamle vulkanske basaltsøjler. Efter en times tid med let og relativ flad vandring runder vi bjerget Montana Blanca, og herfra går turen tilbage ned til Vallehermoso. Det meste af vejen kan vi nyde synet af landsbyen og Roque Canos dominerende, runde vulkantop. Vi mødes på torvet til en kaffe eller en kold øl, inden vi køres tilbage til vores hotel i Hermigua.
M/F/A
Dag 6. La Gomera: Vandring i dalen La Palmita til kystbyen Argulo
I dag bliver vi i nærområdet og tager på vandring i den smukke dal Palmita (lille palme) nordvest for Hermigua og ud til kystbyen Argulo.
Vi starter vandreturen direkte fra hotellet og følger en række stentrapper op ad skråningerne over Hermigua, runder kløften Barranco de Liria og kommer via den brede bjergryg Lomo Gordo ind i Palmitadalen. Klimaet i dette område af øen er ideelt for dyrkning af blandt andet kartofler, tomater, palmehonning og bananer, og tidligere var Hermigua og Vallehermoso de bærende byer i La Gomeras økonomi. I dag er landbrug om end i mindre grad stadig en vigtig indtægtskilde i området.
I Palmitadalen ligger La Gomeras informationscenter, som har en indendørs udstilling om øen, befolkningen og nationalparken Garajonay. Udendørs kan man fornøje sig i en mindre park bestående af planter og blomster endemiske til området. Fra informationscenteret fortsætter vi ud til den attraktive, pastelfarvede landsby Agulo, der ligger billedskønt og yderligt på La Gomeras vilde klippekyst med Atlanterhavet og Teide i baggrunden.
Efter en kaffe eller en kold øl på torvet i Agulo tager vi med taxa tilbage til Los Telares.
M/F/A
Dag 7. La Gomera: Vandring Garajonay nationalpark — Alto de Garajonay (1.487m)
På turens sidste vandredag starter vi vandreturen direkte fra hotellet og har en opstigning på lidt mere end 1200 højdemeter foran os - først gennem den smukke kløft El Cedro og derefter gennem et af verdens ældste skovområder til La Gomera øens højeste top Alta de Garajonay (1.487m).
Vi passerer først de to klipper ’Los Gémelos’ (tvillingerne) og følger vandingskanalerne op til det blågrønne vandreservoir Presa de los Tiles, som ligger rigtig fint midt i tyk, grøn vegetation for foden af stejle skråninger med de mest sirligt anlagte terrassesystemer. Turens anden halvdel tager os ind i nationalparken Garajonay og gennem sjælden urskov af gammel, kroget og mosdækket laurasilva vegetation. Urskoven er oftest indhyllet i en tung dis, men vi kan også være heldige, at det er netop i dag, at solens stråler trænger igennem den tætte vegetation, og straks ændrer skovens udseende fra det nærmest spøgelsesagtige til det rene eventyrland.
Garajonay har sit navn efter en legende om to unge guanches (øens oprindelige folk), Gara og Jonay, der forelskede sig, og begik selvmord sammen på Gomeras højeste top, Alto de Garajonay, fordi forældrene ikke tillod deres kærlighed. Og dette er bare én af mange dramatiske begivenheder, som er gået for sig her på øens højeste punkt og den endelige destination for dagens vandring.
For guanches var toppen et helligt sted, hvorfra man tilbad og ofrede til bjergguden Orahan, og det var også her, at mange af dem søgte tilflugt fra den spanske invasion og endelige erobring i 1498. I lidt nyere tid mentes det også at have været et mødested for hekse, men i dag er her fred og ro og (hvis ikke toppen er indhyllet i tåge...) en smuk udsigt til urskov så langt øjet rækker, hav på alle sider og til de omkringliggende kanariske øer.
Vores bus henter os tæt på toppen og kører os retur til hotellet, hvor vi mødes om aftenen til en festlig afskedsmiddag.
M/F/A
Dag 8. Fra La Gomera til Tenerife — Med fly til Danmark
Vi siger farvel til Hermigua og La Gomera og sejler med færgen tilbage til Tenerife. Herfra køres vi til lufthavnen og tager flyet tilbage til Danmark.
M/-/-
Klik her for at komme retur til Rejsen kort
Praktisk info
Varighed og sværhedsgrad
8 dage - sværhedsgrad 2-3, hvor vi vandrer mellem 4-7 timer om dagen.
Der er en del stejle op- og nedstigninger på turen - især på La Gomera, hvor vi på et par af vandreturene kommer over 1000 meters højdeforskel enten op eller ned. Desuden vil vi på toppen af Teide nå op i mere end 3.700 meters højde, som enkelte måske godt vil kunne mærke, men vi sætter selvfølgelig vandretempoet derefter.
Hvad betyder sværhedsgraden?
Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!
Aktiviteter
Vandreturene er dagsvandreture på øerne Tenerife og La Gomera.
BEMÆRKNINGER VEDR. BESTIGNINGEN AF TEIDE
Vi gør opmærksom på, at der kan være afgange af denne tur, hvor bestigningen af Teide ikke er mulig på grund af ugunstige vejrforhold. Teide er en høj vulkan tæt på havet, så der kan dannes mange lokale vejrforhold ved toppen, som kan være svære at bedømme på forhånd. Myndighederne på Tenerife er hurtige til at lukke for adgangen til toppen/svævebanen enten på grund af sne, is eller kraftig blæst. Oftest er den lukkede adgang en kortvarig affære, så det er lidt et spørgsmål om vejrguderne er med én, de dage man har planlagt bestigningen.
Vi har siden 2011 haft fire-fem afgange årligt af denne tur til Tenerife og La Gomera i vinterhalvåret og statistisk set kommer vores grupper på toppen af Teide på to ud af tre afgange. Det er umuligt at sige, hvilke måneder der er størst chance for gunstige vejrforhold — vi har haft grupper på toppen i oktober, november, december, februar og marts, og vi har måttet gennemføre alternative vandringer med grupper i oktober, november, december, februar og marts. Turen blev i sin tid researchet i slutningen af maj måned i 2011, hvor Teide var lukket i fire dage pga snefald.
Så vidt som muligt vil vi altid vandre op til refugiet Alta Vista på dag 3 for at overnatte. I tilfælde af komplicerede stiforhold eller hvis refugiet er lukket pga. vejrforholdene, sover vi en ekstra nat på hotellet i Vilaflor.
Kan vandringen til Alta Vista og/eller Teides top ikke gennemføres, er der ingen grund til at fortvivle. Hele turen består af gode vandreture i et varieret terræn med masser af udsigter. Dette inklusiv den alternative vandretur på Tenerife dag 3, hvor vi vandrer fra foden af Teide tilbage til Vilaflor via den højeste top på den gamle kraterkant, Guajara (2.718 m). Fra toppen er der en 360 graders udsigt over nationalparken og i horisonten ses fire andre af de kanariske øer - Gran Canaria, La Palma, La Gomera og El Hierro. Turen ned til Vilaflor følger en god og velpræpareret sti gennem imponerende lava og askelandskaber og undervejs er der rig mulighed for at se, hvordan planter og dyr forsøger at få fodfæste i det "unge" landskab. Den alternative vandretur på dag 4 tager os til Tenerifes sydligste spids og på vandring langs kysten fra den hyggelige og lidt flippede badeby, El Médano, til toppen af den golde bjergknold, Montaña Roja, før færgeafgangen til La Gomera.
Vi gør vores bedste for at følge turens oprindelige program og gennemføre overnatningen i refugiet samt bestigningen af Teide. I sidste ende er det dog vulkanens vejr og stiforhold og de lokale myndigheder, som tager den endelige beslutning. Vi forventer, at man, som deltager på turen, har en åben indstilling overfor eventuelle ændringer i programmet som følge af de lokale forhold og at man respekterer de beslutninger, turlederen træffer i samarbejde med den lokale guide.
OBS! På turene med afrejse d.18. december 2022 og d.11. marts 2023 er bestigningen af Teide ikke mulig, hvorfor det alternative program gennemføres.
Overnatning
HOTEL I VILAFLOR, TENERIFE
Vi har prioriteret at bo så tæt på vandreturene som muligt for at minimere transfers i bus. På turens første del har vi derfor base i bjerglandsbyen, Vilaflor, tæt på Teide nationalpark. I Vilaflor indkvarteres vi på El Tejar Hotel & Spa, som er ejet af Lorenzo. El Tejar Hotel & Spa ligger i skønne omgivelser med flot udsigt. Værelserne er lyse og venlige. Der er også et spa, som man er velkommen til at booke og benytte sig af, hvis det er ledigt. Vilaflor ligger højt (1.400m), så man skal forvente lavere temperaturer, når solen ikke er fremme og den kølige bjergluft når ned til landsbyen. Der er på de kanariske øer ikke tradition for at varme alle rum op til 'stuetemperatur', som vi kender det i det kolde nord. Husk derfor en god, varm trøje til de eventuelle kølige aftener og morgener på hotellet. Der er på forhånd reserveret tre overnatninger på hotellet i Vilaflor i tilfælde af, at vi ikke kan sove i bjergrefugiet Alta Vista.
BJERGREFUGIET ALTA VISTA
I 3.260 meters højde ligger bjergrefugiet Alta Vista i Teide nationalpark. Stedets oprindelige refugium blev bygget i 1892 af en englænder, som havde bosat sig på Tenerife. Refugiet er sidenhen blevet overtaget af Cabildo Insular (som også opererer svævebanen) og restaureret i 1950 og igen i 2007. Refugiet består af tre sovesale med plads til i alt 60 overnattende, et lille, simpelt køkken, opholdsrum og toiletter (ingen bad). Der er gode madrasser, dynetæpper, lagner og hovedpuder i refugiet - medbring evt. din egen lagenpose. Man kan købe enkelte læskedrikke, vand, te eller kaffe i refugiet til priser lige så høje som refugiets beliggenhed!
HOTEL I HERMIGUA, LA GOMERA
Vores hotel Los Telares i Hermigua ligger billedskønt med udsigt til bananplantager og grønne bjerge. Hotellet har god plads med flere opholdsrum både inde og udendørs. Der er også en lille pool (ikke opvarmet). Værelserne er store og smagfuldt indrettede og de fleste med et lille køkken og balkon. Hotellet er ejet af familien Gámez og startet af Doña Gámez som på trods af sine snart 90 år stadig er involveret i driften. Det er dog primært datteren Luisa og hendes datter Ana, som står for driften. Fem minutters gang fra hotellet ligger deres restaurant (kun åben for hotellets gæster), hvor vi spiser morgenmad og enkelte dage også til aften. Familien dyrker selv deres grøntsager og frugter, laver deres egne marmelade samt bager lækkert groft brød af hjemmemalet korn. Som mange andre steder på la Gomera hersker her en ’grøn tankegang’ og hotellet gør meget ud af genbrug. Et rigtig hyggeligt og familiært sted, hvor man føler sig godt tilpas.
Bemærk - selvom de kanariske øer er kendt for sit 'bademiljø', så overnatter vi ikke på hoteller tæt ved kyst eller strand, hvorfor mulighederne for at bade på denne vandretur er begrænsede. Hvis man ønsker at bade på turen, betyder det som hovedregel, at man må tage en 'fridag' fra vandringen og selv tage til stranden.
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Morgenmaden på hotellerne er buffet, som typisk består af frugt, mælk eller yoghurt, ost, pølse, brød, kaffe, te og juice. På vandreturene medbringes enten picnic frokost eller madpakker. Prisen for at spise på restaurant ligger på €10-20 for en ’Menu del Dia’ (dagens menu), som normalt består af tre retter. Vores hotel i Hermigua har en hyggelig restaurant med en tre-retters aftenmenu til ca. €14. Der er ligeledes mulighed for, at man kan købe ind til sin egen picnic aftensmad hos købmænd i byerne.
Til opholdet i bjergrefugiet skal du selv medbringe din aftensmad. Refugiet har et meget lille køkken, hvor det der fungerer bedst, er at koge vand. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at du medbringer en pakke frysetørret mad, som kun skal tilsættes vand og evt. lidt salt. Frysetørret mad fås i udstyrsbutikker landet over (kan også bestilles online ved bl.a. Friluftsland), og mærkerne enten Mountain House eller Reiter Travellunch laver velsmagende, energirige og mættende retter som f.eks. chili con carne, spaghetti bolognese, indisk kylling og laks i dildsovs!
Turlederen vil sørge for indkøb af den lette morgenmad dag 3 i refugiet, hvilket typisk vil være diverse energibarer, tørret frugt, nødder, kiks og ost.
Flyrejsen og lokal transport
Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.
Gode råd til din flyrejse
Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.
Klima
Denne tur afvikles normalt i det tidlige forår (februar/marts) og efteråret (november). November til marts er højsæson for rejser til de Kanariske Øer og således den tid på året, hvor man kan flyve direkte fra Danmark til Tenerife. Desuden er de Kanariske Øer et af de få steder i Europa, hvor det vejrmæssigt er muligt at gennemføre en vandretur i denne periode, og således efterkommer vi et stort ønske hos mange af vores gæster om at kunne komme på vandring i nogle af de mørke måneder i Skandinavien.
Klimaet på de kanariske øer er, hvad man betegner som 'evigt forår' og betyder, at generelt er vejret behageligt året rundt og uden de helt store temperatursvingninger for årstiderne. Forventede temperaturer ligger forår og efterår på 10-24 grader om dagen og 8-15 om natten. I december måske nogle få grader lavere.
Det er dog vigtigt at understrege, at jo højere man kommer op over havets overflade, jo koldere bliver det, og temperaturerne på Teides top kommer let under frysepunktet, når ikke solen står på.
For både Tenerife og La Gomera gælder det, at øernes sydlige dele får mindre regn og mere sol end de nordlige. Således vil du finde flest strande og badegæster i syd og vandrefolk i det mere, frodige og grønne nord.
Valuta og kreditkort
Wi-Fi og Mobildækning
Kort og Rejselitteratur
Discovery Walking guides: La Gomera Tour & Trail 1:35,000
Ministerio de Fomento: Teide Parque Nacional guide
(købes bedst lokalt)
Politikens: Turen går til Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro
Området
PICO DEL TEIDE
Stratovulkanen Pico del Teide er Spaniens højeste punkt og - målt fra vulkanens bund dybt nede i Atlanten — den tredje højeste vulkan i verden. På land rejser dens perfekte kegleform sig mere end tre tusind meter op over havets overflade og dominerer landskabet fra alle sider på den kanariske ø Tenerife.
For øens oprindelige folk ’guanches’ var Teide et helligt bjerg, og ifølge deres mytologi boede den ondartede gud Guayota inde i vulkanen, hvor den blandt andet holdt lys- og solguden Magec fanget. Stadig kategoriseret som aktiv siver der i dag enkelte ufarlige svovldampe op af kraterets dybe hul, men ellers er der intet lusket at spore fra vulkanens indre, som så sit sidste udbrud for lidt over hundrede år siden. Tværtimod byder området omkring Teide på et scenisk og dramatisk månelandskab, der selvfølgelig bedst opleves til fods.
LA GOMERA
I skarp kontrast til Teides golde landskab og blot 30 kilometer vest for Tenerife ligger den lille, runde og frodige ø La Gomera. La Gomera er ligeledes en vulkanø, men har ikke set skyggen af vulkansk aktivitet de sidste ti millioner år, hvorfor erosionen har haft frit spil og skabt et utal af dybe kløfter og spektakulære klippemonolitter. På øens midte findes desuden den største rest i verden af laurisilva — en skov bestående af træagtige planter af laurbærfamilien, der ellers blev så godt som udryddet overalt i middelhavsområdet under den seneste istid.
På La Gomera hersker der en rolig, afslappet og nærmest søvnig stemning blandt de 20.000 venlige og tilbagelænede indbyggere. Mere sprudlende og energisk er derimod øens mange storslåede og udfordrende vandreture, som følger et ældgammelt netværk af stier mange hundrede højdemeter op og ned i de stejleste kløfter og dale.
Bemærk venligst
PASOPLYSNINGER NØDVENDIGE - FÆRGEOVERFART TENERIFE/LA GOMERA
VIGTIGT - på denne tur i Europa skal vi bruge dine pasoplysninger for at kunne bestille billetter til færgeoverfarten mellem Tenerife og La Gomera. Billetterne købes ca. 30 dage inden afrejse, så det er vigtigt for os, at du husker at indtaste dit pasnummer, når du bestiller rejsen eller som minimum en måned inden din afrejse.
Får du nyt pas umiddelbart inden afrejsen, skal du tage både dit gamle og nye pas med på turen. Ved påstigning af færgen tjekkes hver deltagers pasnummer med passagerlisten og du vil blive nægtet adgang, hvis dit pasnummer ikke stemmer overens med nummeret på passagerlisten.
På grund af skiftende afgangstider for færgen mellem Tenerife og La Gomera kan det forekomme, at programmet dag 4 må justeres en smule. Vi ankommer normalt til La Gomera først på eftermiddagen eller alternativt ved aftenstid. Vi gør vores bedste for at optimere aktiviteterne på denne dag i forhold til færgeafgangen.
Klik her for at komme retur til Rejsen kort
Pakkeliste
Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.
Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.
Få rabat med Topas
Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.
Bagage
På vandreturene skal du medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge eller har på i løbet af dagen, som f.eks. vind og vandtæt jakke og bukser, en ekstra trøje, solcreme, solhat, solbriller, vand, frokost og kamera. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.
På vandringen op til refugiet Alta Vista (og til toppen af Teide den efterfølgende dag) skal din rygsæk desuden kunne indeholde følgende af dine personlige ejendele, som vi anbefaler at du medbringer til overnatningen i refugiet: en varm fleece trøje eller uldsweater, lange underbukser, hue, vanter, de mest nødvendige toiletartikler/medicin og evt. en lagenpose samt et lille håndklæde.
Mens der overnattes i Alta Vista refugiet forbliver din øvrige bagage på hotelværelset i Vilaflor.
Støvler
Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.
Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.
Andet fodtøj
Vandflaske
Vandrestave
På denne rejse anbefaler vi helt klart, at du medbringer vandrestave, da de hjælper med at holde balancen, hvis vi skulle komme ud for at vandre i sne eller is på Teide.
Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor.
Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:
- Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
- Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.
Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Gode råd til din vandreferie
Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!
Tøj til vandring
- 2 -4 par tykke vandresokker
- Evt. 2 par tynde indersokker
- 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
- Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
- Lange underbukser
- 2-3 tynde uldtrøjer
- 2-4 svedabsorberende T-shirts
- 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke til kolde dage/refugiet
- 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
- 1 par åndbare regnbukser
- Hue
- Vanter
Andet tøj
- Rejsetøj
- T-shirts
- Skjorter/langærmet bluse
- Strømper
- Undertøj
- Badetøj
Mod solen
- 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
- Hat med bred skygge
- Gode solbriller
- Solcreme og læbepomade med faktor
Diverse
- Aftensmad til refugiet - frysetørret mad som f.eks Mountain House er at anbefale (SKAL medbringes)
- Ske eller gaffel samt kop til varme drikke til overnatningen i refugiet (SKAL medbringes)
- Pandelampe - vi starter ud i mørke til toppen af Teide på dag 4 (SKAL medbringes )
- Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
- Toiletartikler
- Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
- Toiletpapir (til vandredagene)
- Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
- Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
- Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
- Energibarer/yndlingssnack
Specifikke turbemærkninger
Bemærk venligst
Klik her for at komme retur til Rejsen kort