Spanien - På cykel i Andalusien fra Sevilla til Granada

På denne cykelekspedition cykler vi fra Sevilla til Granada og oplever et stort område af Andalusiens solbeskinnede og bølgende terræn og fascinerende historie.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Andalusien fremkalder billeder på nethinden af flamenco, tapas, sherry, tyrefægtning, hvide landsbyer, oliven samt prægtige palads og slotsruiner. Invasioner og erobringer har gennem tiden sat sit præg med Maurerne som de mest indflydelsesrige.

Sevilla er cykelferiens udgangspunkt. Romerske ruiner, duftende appelsintræer, fantastiske historiske monumenter og tapasbarer danner rammen om turens første dage. Nu sættes kursen mod det mere bjergrige område i sydøst og det bakkede landskab med olivenlunde ved Ronda. Cykelturens sidste dage går gennem Andalusiens gigantiske landbrugsområder med grøntsager, små hvide landsbyer og langs turkise søer til Granada, som var Maurernes sidste bastion, før de overgav sig til spanierne i 1492.

Vi cykler fra A til B, på tværs af Andalusien, med skiftende overnatningssteder og fuld support på hele turen. Du får glæde af Topas’ egne minibusser/følgebiler, bagagetransport, cykeltrailer, cykler, mekaniker og dansktalende turleder.

Noget for krop og sjæl. Vi motionerer passende mellem fornuftig længde af pauser, vi ser masser af natur og store kulturserværdigheder. Helt igennem en ferie der har givet energi til hverdagen efter hjemkomsten.

Troels Hauge Jørgensen

Glæd dig til

  • Byrundtur på cykel i Sevilla langs Guadalquivirfloden og gennem den historiske bydel
  • Besøg i den romerske by Italica
  • Typiske andalusiske måltider akkompagneret med egnens gode vine og søde sherry
  • Cykling på dele af tre forskellige pilgrimsruter og langs nedlagte jernbanespor
  • Besøg hos et lille, lokalt olivenolie kooperativ i Montellano
  • Overnatning i den hvide by, Ronda, med sin karakteristiske, høje stenbro
  • Spændende vandring med store udsigter på Andalusiens klassiske ’Kongesti’
  • Afslutning i Granada og muligt besøg i Alhambra paladset

Cykelferie med Topas

En cykelferie med Topas er for alle. Læs mere om de forskellige typer af cykelferier vi tilbyder og hvad en cykelferie med Topas går ud på.

Program

Dag 1. Ankomst Andalusien og transfer til Sevilla
Fra Malaga kører vi til Sevilla provinsen, hvor vi indkvarteres på et mindre hotel beliggende udenfor Sevilla by, hvor vi har to overnatninger.

Dag 2. Den romerske by Itálica - På cykel til og rundt i Sevilla by
I dag oplever vi ruinerne af Romerrigets tredje største by, Itálica. Herefter cykler vi vestover til Sevilla - Andalusiens flamboyante og karismatiske metropol, som også er cykelvenlig.

Dag 3. På cykel fra Sevilla til Montellano
Dagens cykeltur byder på pilgrimsruter og olivenmarker. Turen går ad stille landeveje og grusveje med udsigt til olivenplantager. Efter en pause cykler vi ad Via Serrana, en af de spanske pilgrimsruter.

Dag 4. På cykel langs Via Verde de la Sierra til Olvera - Transfer til Ronda
Vi indleder dagen med rundvisning på Montellanos olivenoliemølle og cykler nu langs nedlagte jernbanespor gennem et frodigt landskab af egetræer og korkeg med gåsegribbe svævende over hovedet.

Dag 5. Vandretur ad ’kongestien - den klassiske Caminito del Rey
Nyd synet af turkise opdæmmede søer og gangbroer bygget udenpå klippesiderne i dalen - efter dagens vandretur cykler vi til Antequera, som har smukke hvide huse, bymur og en fæstning på toppen.

Dag 6. Transfer til Huetór Tajar - På cykel fra Huetór Tajar til Granada
Vi cykler hele dagen på en blanding af landevej, grusvej og cykelsti, og terrænet er næsten fladt. Vi følger Genilfloden og cykler gennem store landbrugsplantager, før vi når den smukke by Granada.

Dag 7. Granada: Cykeltur eller byvandring - Mulighed for at besøge Alhambra
I dag byder på forskellige muligheder i og omkring Granada. Vælg ml. en cykeltur eller byrundtur og herefter er dagen på egen hånd. Besøg evt. det prægtige Alhambra Palads.

Dag 8. Transfer til Malaga lufthavn og hjemrejse
Cykelferien fra Sevilla til Granada er nu slut og vi tager afsked med Granada og Andalusien for denne gang.

Se det komplette dag til dag program her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede cykelture
  • Flyrejse København - Malaga t/r
  • Al transport i forbindelse med cykelekspeditionen
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som indikeret i turbeskrivelsen
  • Leje af mountainbike
  • Følgebil (egen minibus), bagagetransport, mekanikerassistance og fuld cykelsupport
  • Besøg i olivenoliemølle
  • Entré til vandrestien Caminito del Rey
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider
  • Entré til museer og lignende
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse DKK 1.800
  • Evt. flytilslutning til/fra København

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Klimaet
  • Besøg i Alhambra Paladset i Granada

Dagsprogram

Dag 1. Med fly til Malaga, Andalusien — Transfer til Sevilla

Vi flyver til Malaga i det sydligste Spanien og bydes velkommen i lufthavnen af vores turleder og mekaniker. Fra Malaga har vi godt to timers kørsel mod nordvest til Sevilla provinsen, hvor vi indkvarteres på et mindre hotel beliggende udenfor Sevilla by. Her er god plads - ikke kun til os, men også til vores lille karavane af cykler, trailer og mini-busser.

Vi har to overnatninger i Sevilla provinsen, så der er tid til at slå sig ned og nyde omgivelserne og stedets ofte milde klima. Vi er omgivet af 'Campiña', som er navnet på den brede og frugtbare slette vandet af Guadalquivirfloden. I sæsonen dyrkes her korn, solsikke, lucerne, oliven og appelsiner. Afhængigt af ankomsttidspunktet kan vi måske allerede i dag gå i gang med at få indstillet, tilpasset og afprøvet cyklerne i de rolige omgivelser.

-/-/-

Dag 2. Den romerske by Itálica - På cykel til og rundt i Sevilla by

Knap 10 kilometer nord for Sevilla ligger ruinerne af Romerrigets tredje største by, Itálica. Byen var Romerrigets første bosættelse i Spanien (dengang Hispania) og blev grundlagt i år 206 f.Kr. af general Publius Cornelius Scipio . Mange af Scipios veteraner slog sig ned her og kaldte byen Itálica som en hyldest til moderlandet. Efter Romerrigets fald blegnedes interessen for Itálica som bosættelse og op gennem Middelalderen ’forsvandt’ en stor del af de prægtige bygningers sten og marmor i hænderne på både skattejægere og nye byggeprojekter. Heldigvis står skallen af Itálicas kæmpestore amfiteater (med plads til 25.000 tilskuere) næsten urørt tilbage og siden år 2001 har arkæologer haft travlt med at udgrave og studere området. Vi starter dagen med at besøge Itálicas ruiner, amfiteateret og de omkringliggende romerske haver med en replika af Venus og andre kendte statuer fra et af datidens store, svundne imperier.

Efter besøget sætter vi os i cykelsadlerne og cykler vestover til Sevilla - Andalusiens flamboyante og karismatiske metropol, der ifølge legenden blev grundlagt for 3.000 år siden af den græske gud Herkules. Turen foregår på stille grusveje gennem de store, ubebyggede landbrugsområder, der overraskende nok ligger klods op af storbyen.

Sevilla er en yderst cykelvenlig by med mange cykelstier. Turen rundt i byen kan variere, men inkluderer som oftest et kig til tyrefægterarenaen ’La Maestranza’, den frodige park 'Maria Luisa', Europas ældste kongepalads 'Alcázar' og
Guadalquivirfloden, som er den eneste sejlbare flod i Spanien og brugt bl.a. af vikingerne til et overraskelsesangreb på Sevilla i år 844. Ved torvet Plaza de España sætter vi cyklerne og har god tid til både at spise frokost og efterfølgende slentre rundt og nyde pladsen med de mange, smukke keramikbænke samt Sevillas katedral med det berømte klokketårn, La Giralda, der er en tidligere minaret.

Hen på eftermiddagen cykler vi tilbage til hotellet i Sevillas udkant. Aftensmaden kan nydes på hotellet eller man kan arrangere taxi til/fra Sevilla centrum og opleve byen 'by night'.

Dagens cykeltur: +/- 250 højdemeter/ca. 40km på en blanding af grusvej, cykelsti og landevej.

M/-/-

Dag 3. På cykel fra Sevilla til Montellano - Pilgrimsruter og olivenmarker

Vi forlader Sevilla og sætter kursen mod sydøst. Dagens mål er den lille by Montellano, som ligger lidt udenfor alfarvej mellem Sevillas relativt flade landbrugsjorde og Andalusiens mægtige bjergsystem, Bético, i syd.

De første godt 30 kilometer kører vi i Topas’ minibus til byen Dos Hermanas (To Søstre) og herfra sætter vi os i sadlerne og cykler derudaf langs en stille landevej med begrænset trafik. De mange træer på ruten giver en hyggelig atmosfære og er i stor kontrast til gårsdagens mere åbne vidder nordvest for Sevilla. Til byen Utrera cykles på grusvej langs Via Augusta - den 1.500 kilometer gamle, romerske handelsvej (opkaldt efter kejser Augustus) som forbinder Andalusien med Pyrenæerne. Olivenplantager og små havebrug pryder landskabet på strækningen og ved ankomsten til Utrera nyder vi en kaffe på torvet.

Efter pausen forsætter vi mod El Coronil og de næste 20 kilometer cykler vi på Via Serrana, som er en af de spanske pilgrimsruter mod Santiago de Compostela. Inden længe kan vi begynde at ane bjergene i horisonten - og mærke dem i benene — inden vi velfortjent kan holde frokost i El Coronil. Det sidste stykke til Montellano foregår på landevej, hvor vi ankommer efter endnu et par hundrede højdemeter op. Her indkvarteres vi på et rigtig hyggeligt familiehotel, der ligger med udsigt bagud mod Sevilla og dagens cykelrute. Aftensmaden nyder vi på en restaurant i byen.

Dagens cykeltur: +594/-389 højdemeter; ca. 56km på asfalt og grusvej.

M/-/-

Dag 4. På cykel langs Via Verde de la Sierra til Olvera — Transfer til Ronda

Vi starter dagen med en lille rundvisning på Montellanos olivenoliemølle, hvor fire forskellige slags olivenolier (alle koldtpressede) produceres. En oplagt mulighed til at få gjort turens første souvenirindkøb. Herefter sætter vi os igen i sadlerne og følger en 11 kilometer lang sti, som fører os til den nedlagte togstation i Puerto Serrano. Stationen fungerer i dag som café og overnatningssted. Her starter Via Verde de la Sierra (den grønne bjergsti), som er en del af de 2.400 kilometer nedlagte jernbanespor i Spanien nu omdannet til cykel og vandreruter under programmet ’Via Verdes’.

Vores rute af Via Verde de la Sierra er på 36 kilometer og tager os gennem et frodigt landskab med egetræer og korkeg samt solidt indhegnede marker, hvor flokke af den spanske kamptyr (toro bravo) strejfer frit omkring. På trods af vi cykler i bjergenes forløbere, er ruten relativt flad (ellers ville et tog ikke kunne køre strækningen) og ruten har ikke mindre end 30 tunneller, der bryder gennem bjergene.

Ved Zaframagón holder vi frokostpause - forhåbentlig til synet af gåsegribbe i luften over os, da der netop her tæt på bjergene er optimale ynglevilkår for den elegante grib med det næsten tre meter lange vingefang.

Efter en god pause er vi klar til de sidste 13 kilometer til Olveras togstation, og så går det stejlt op den sidste kilometer til Olvera by. Fra Olvera kører vi samlet i minibusserne til den smukke by Ronda, hvor vi igen indkvarteres på et stemningsfyldt familiehotel. Efter bad og omklædning mødes vi og går en tur langs Rondas bymur og derefter ned til et flot udsigtspunkt over Rondas berømte, næsten 100 meter høje stenbro, Puente Nuevo. Vi spiser til aften på et af Rondas mange, gode spisesteder.

Dagens cykeltur: +477/-266 højdemeter; 48 km på grus og sandvej.

M/F/-

Dag 5. Vandring den klassiske Caminito del Rey — På cykel til Antequera

Vi tager et lille afbræk fra cyklerne denne formiddag og starter dagen med en times kørsel til El Chorro. Her skal vi ud på en smuk og enestående vandretur gennem dalen, Valle del Guadalhorce, hvor to turkise opdæmmede søer og et netværk af vandveje gennem dalens bjerge danner basis for et af Andaluisens gamle vandkraftværker. For at vandforsyningsselskabet lettere kunne tilse installationerne, byggede man en sti i passet, som har fået navnet Caminito del Rey (Kongestien) efter at kong Alonso XIII gik turen i 1921 og lagde den sidste sten på projektet.

I 2014-15 blev Caminito del Rey totalt renoveret og besøges årligt af mange flere natur og vandreglade mennesker end mandskab fra vandforsyningsværket! Turen er på 7,5 kilometer i alt, hvorfra de 6 kilometer er stier gennem skoven. Resten (… og her kommer det unikke ved stien…) består af gangbroer bygget udenpå klippesiderne i dalen. Gangbroerne er forholdsvis brede, har hegn på ydersiden og er totalt sikre at gå på, men har du ekstrem højdeskræk, kan du hoppe denne vandretur over og i stedet cykle langs landevejen mellem vandringens start og slut. Vi opfordrer dog alle til at deltage på vandreturen — det er en fantastisk oplevelse med åbne og uforlignelige udsigter omkring dig og en speciel følelse af frihed.

Efter vandreturen spiser vi frokost på en restaurant i nærheden og fortsætter herfra på cykel til Antequera. Vi cykler stadig med udsigt til de turkise søer og røde/grå kalkstensklipper (et mekka for klippeklatrere fra hele verden) og fanger efter knap to times cykling grusvejen mod Antequera. Det sidste stykke cykles langs en gammel, romersk vandrute, hvorfra vi får det første syn af Antequeras smukke hvide huse, bymuren og fæstningen på toppen. Igen bor vi på et lille familiehotel tæt på centrum og spiser til aften på en restaurant i den gamle bydel.

Dagens vandretur: +162/- 271 højdemeter; 7,5 km. Dagens cykeltur: +800/-560 højdemeter; 36km.

M/-/-

Dag 6. Transfer til Huetór Tajar - På cykel fra Huetór Tajar til Granada

Vi starter dagen med en lille times kørsel fra Antequera til Huetór Tajar. I Huetór Tajar stiger vi på cyklerne og sætter ud mod Granada i øst. Der cykles hele dagen på en blanding af landevej, grusvej og cykelsti, og terrænet er næsten fladt i forhold til de forløbne to dage, så kilometerne føles lette.

Andalusien er kendt som Europas køkkenhave og vi kommer gennem store plantager, hvor der dyrkes bl.a. grønne asparges, artiskokker, løg, peberfrugt, kartofler og spinat. Vi følger Genilfloden dagen lang og passerer små landsbyer, hvis beboere lever af landbrug. Så der er rig mulighed for at stoppe undervejs og drikke kaffe, finde et hyggeligt sted til frokost samt købe ind af lækker marmelade eller likør lavet på grøntsager.

Vi ankommer til Granada sidst på eftermiddagen og indkvarteres på vores hotel i denne fantastiske by, der ligger for foden af de ofte sneklædte Sierra Nevada bjerge. Vi spiser til aften i byen.

Dagens cykeltur: +470/-340 højdemeter; ca. 55 km.

M/-/-

Dag 7. Granada: Cykeltur eller byvandring - Mulighed for at besøge Alhambra

Vi bliver i Granada og omegn i dag og der er flere mulige aktiviteter på programmet.

Først på dagen kan man enten komme ud på en sidste cykeltur sammen med den ene turleder gennem det arabiske kvarter, Albaicín, langs bymuren og så den stejle vej op til kapellet Ermita de San Miguel Alto, hvorfra der er stor udsigt over Granada og Alhambra Paladset med Sierra Nevada bjergkæden i baggrunden. Efter et fotostop fortsættes gennem granskov til Sacromonte klosteret, der i dag fungerer som præstebolig, museum og sognekirke. Fra Sacromonte kan man vælge at cykle direkte tilbage til Granada by eller med videre på en sjov, udfordrende og mere teknisk singletrack mountainbikerute langs Darro floden hjem til hotellet.

Som et alternativ til formiddagens cykeltur tilbydes der en byrundtur til fods i Granada med den anden turleder. Vi starter med at besøge Granadas pompøse katedral, hvor Spaniens berømte, katolske kongepar, Fernando og Isabel, ligger begravet. Herefter går vi op gennem Albaicín og lade os forføre af (og sikkert fare vild i...) det gamle kvarters uendelige labyrint af smalle, snørklede gader og stræder. Vi skal også nyde udsigten til Alhambra Paladset og Sierra Nevada bjergene og får også et lille glimt af sigøjnernes grotteboliger ved Sacromonte, inden vi kommer ned til Darrofloden og Plaza Ana i Granadas centrum.

Både cykel og byrundturen tager godt et par timer. Herefter er resten af dagen på egen hånd. Vi kan varmt anbefale et besøg i det prægtige Alhambra Palads, der uden sammenligning er det mest spændende, sanselige og romantiske monument i Europa. Alhambra er en af verdens mest besøgte attraktioner, så det anbefales at købe billet hjemmefra i rigtig god tid. (For mere information omkring et eventuelt Alhambra besøg, se afsnittet længere nede på siden.)

Hen under aften mødes til en god middag sammen i Granada.

Dagens cykletur: +180/-300 højdemeter; ca. 11km.

M/-/-

Dag 8. Transfer til Malaga lufthavn — Hjemrejse med fly

Det er blevet tid til at tage afsked med Andalusien for denne gang. Afhængigt af afrejsetidspunktet på dagen, spises der morgenmad enten i Granada by eller på vej til lufthavnen. Fra Granada er der godt 1,5 times kørsel til Malaga lufthavn, hvor flyet tilbage mod nord venter.

-/-/-

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Morgenmaden på hotellerne varierer fra sted til sted, men indeholder oftest mælk, mysli/cornflakes, frugt, brød, pølse eller ost, marmelade, juice, kaffe og te. Vær opmærksom på at i Sydeuropa er morgenmåltidet som regel dagens letteste måltid.

Frokost på turen spiser vi på små restauranter/cafeer i de landsbyer vi passerer undervejs på cykelturene. På turens dag 4 langs det nedlagte togspor har vi enten sandwich med eller picnic arrangeret af turlederne. Vi anbefaler, at man altid har lidt frugt og snack med på cykelturene, så energidepoterne kan fyldes op undervejs. Turlederen vil informere om muligheder for indkøb af frugt og snacks samt hvornår der kan fyldes vand op undervejs.

Aftensmåltider kan enten nydes i selskab med gruppen eller på egen hånd på en af de mange gode restauranter i byerne, hvor vi overnatter.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage, heraf 6 cykeldage - grad 2-4.
Dag 5 er der indlagt en (frivillig) vandretur, grad 2-3.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Denne cykelrejse har karakter af en ekspedition, hvor vi cykler fra A til B med skiftende overnatningssteder undervejs. Således får vi mulighed for at opleve et stort område af Andalusien.

Læs mere om cykelferie med Topas.

FØLGEBIL
At have følgebil med undervejs på cykelturene betyder, at der altid er en mekaniker i nærheden og at du kan opbevare ekstra vand osv. i bilen. Desuden er der mulighed for at køre med bilen frem for at cykle hele dagens distance, hvis du synes dine ben trænger til et lille hvil. Da vi på denne tur cykler en del på små stier, betyder det, at følgebilen ikke altid kører bag gruppen, men møder gruppen på aftalte steder i løbet af dagen.

PERSONALE
Turen ledes af en dansktalende turleder og vi har vores egen cykelmekaniker med. Begge fungerer ligeledes som chauffører på turen. Så vidt som muligt cykler turlederen med gruppen hver dag og på det meste af cykeldistancen. Vær dog opmærksom på, at der også ligger en større logistikopgave i forhold til at få begge biler med og at der vil være dage og strækninger, hvor deltagerne selv cykler ud fra aftalte mødesteder.

CYKLERNE
Vi kører på gode mountainbikes med hydrauliske bremser og låsbare forgafler. Cyklerne er ideelle til denne tur, som ikke er teknisk på nogen måde, men underlaget, der cykles, på er primært ujævne grus og sandstier, hvor cyklens brede dæk har et godt greb i terrænet. Affjedringen på forgaflen aflaster på de lange strækninger og kan låses, når der køres på asfalt.

Mountainbike - Ideal Traxer

Læs mere om Topas mountainbiken, som er standard på denne rejse. Den passer både kvinder og mænd, har en affjedret forgaffel og er med 27 eller 30 gear.

Overnatning

På turen overnattes på hotel i topersoners værelser med eget bad og toilet. Der er mulighed for at bestille enkeltværelse mod et tillæg. Bemærk at der kun er to enkeltværelser mulige på hver afgang.

Vi har to overnatninger i Sevilla på turens start. Således har vi god tid til at både at ’lande’ i Andalusien, få indstillet cyklerne og opleve stemningen i hyggelige Sevilla. De næste fire dage skifter vi base hver dag og overnatter tre forskellige steder. Turen afsluttes igen med to overnatninger på det samme hotel — denne gang i Granada, hvor det prægtige Alhambra palads, maurernes gamle kvarter og store udsigter til Sierra Nevada bjergene hører hjemme.

Af praktiske grunde bor vi udenfor Sevilla by, da Sevilla har en meget komprimeret bymidte med smalle gader, hvor det er umuligt at færdes med eller parkere vores minibusser og trailer. Derfor overnatter vi i udkanten af byen enten på et mindre hotel tæt på Itálica ca. 10 kilometer fra centrum eller et større hotel ca. tre kilometer fra centrum. Det er helt problemfrit og ganske billigt at køre i taxa frem og tilbage mellem hotel og Sevillas centrum, hvis man ønsker at tage til Sevilla på egen hånd.

I byerne Montellano, Ronda, Antequera og Granada overnattes på små, centralt beliggende familiehoteller.

Flyrejsen og lokal transport

TOPAS MINIBUS & TRAILER
På denne cykelrejse i Andalusien anvendes vore egne Topas minibusser - hver med plads til 8 personer + chauffør. Busserne står for lufthavnstransfers og fungerer som følgebil(er) og bagagetransport på turen. Et par gange i løbet af turen bruger vi bilerne som transfers til cykelturens start eller slut. Med på turen er desuden en cykletrailer til transport og opbevaring af cyklerne.

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen og bagageregler samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

I Sevilla ligger dagtemperaturen i februar og november måned på mellem 10-20°C. Aften og nattemperaturen kan falde til 8-10° C. Resten af turen cykles i bjergområder inde i landet, hvor man skal forvente kølige temperaturer morgen og aften. I løbet af dagen kan temperaturen godt komme op på 10-22°C — nattemperaturer ligger normalt mellem 5-9°C.

Bemærk at der i Granada kan forekomme nattefrost. Statistisk set regner det i gennemsnit seks dage (ca. 60 mm regn) om måneden i februar og november i området, så der kan komme regn i ny og næ. På denne tid af året bliver det lyst omkring kl 08:30 og solen går ned omkring kl. 18:00.

Vi har bevidst valgt at lægge denne tur i februar og november måned af følgende gode grunde:

  • Vi får mange forespørgsler på ture i Europa i vinterhalvåret, og Andalusien er en af de få destinationer, hvor vi kan gennemføre en cykelrejse på denne tid af året i et behageligt klima.
  • I Andalusien er der året rundt store forskelle på dags- og nattemperaturerne - ofte op til 20 grader. Så hvis man skal have behagelige temperaturer at cykle i i løbet af dagen (dvs. 15-20 grader), betyder det, at denne tur i Andalusien bør afvikles i det sene efterår/tidlige forår, hvor det oftest er lunt om dagen men til gengæld køligt morgen og aften.
  • Denne tur er for jer, der ønsker at komme på en aktiv ferie i vinterhalvåret (måske som supplement til eller i stedet for en uge på skiferie.)

Valuta og kreditkort

Medbring kontante Euro til turen til at betale for frokost, kaffe, forfriskninger, småindkøb og lignende. Det er også muligt at hæve kontanter i Sevilla, Utrera, Montellano, Ronda, Antequera og Granada. I nogle af områdets større butikker og på enkelte restauranter kan der også betales med kreditkort (typisk visa eller mastercard), men det letter betjeningen at betale i kontanter.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning på det meste af turen, dog kan signalet svigte af og til langs cykelruterne. Der er WIFI på alle hoteller. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Det er ikke nødvendigt at medbringe multistik, da udformningen på stik i Spanien er den samme som i Skandinavien.

Ønsker du at besøge Alhambra Paladset i Granada?

Et af Andalusiens absolutte højdepunkter er det storslåede monument Alhambra Paladset i Granada. Bygget i årene 1230-1354 - dels som bolig dels som fæstning under de spansk-muslimske Nasrid kongers sidste regeringsår - fremstår Alhambra som nok verdens fineste eksempel på middelalderens arabiske byggekunst.

Alhambra er absolut et besøg værd og en oplagt mulighed om eftermiddagen på turens dag 7. Et eventuelt besøg vil foregå på egen hånd og da der som regel rift om billetterne, anbefales det at købe sin indgangsbillet hjemmefra inden turens start og i rigtig god tid. Billetterne sættes til salg tre måneder ud. Forvent at bruge to til tre timer på besøget.

Alhambra billetter kan købes via nedenstående link. Vi anbefaler køb af besøget ’Alhambra General’ til €14, som giver adgang til alle monumentets tre dele - Alcazaba fortet, Nasrid Paladset og Generalife haverne. Køb din billet her

Bemærk venligst

Der er maksimum 16 deltagere på denne tur.

I turens program er det daglige antal kilometer og højdemeter angivet. Vær dog opmærksom på, at dette kan variere fra tur til tur eftersom vejr og stiforhold kan resultere i, at der må cykles på alternative ruter.

OBS! Det er ikke vanskeligt at cykle på en mountainbike, men hvis du ikke har prøvet at cykle på mountainbike tidligere, så anbefaler vi kraftigt, at du enten låner eller lejer en mountainbike hjemme inden turen og cykler dig en ‘test-tur’, så du er bekendt med/ tryg ved cyklens gearskifte og håndbremser.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.
Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du 10 % rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning samt rabat på dine vaccinationer. Se her hvordan du gør.

Bagage

Bagagen skal pakkes i en blød sportstaske/duffelbag, rygsæk eller vadsæk - IKKE i en hård kuffert. Det gør det meget nemmere at pakke bagagen i minibussen.

Til cykelturene anbefaler vi, at du har en rygsæk på ca. 25-30L med til ekstra tøj, kamera, snack osv. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Fodtøj

Til cykelturene SKAL man af sikkerhedsmæssige hensyn medbringe lukkede sko - sandaler kan IKKE benyttes.
Hvis du ønsker at bruge dine clicksko (SPD eller LOOK) - husk så også de pedaler, som passer til skoene.
Sportssko og/eller skiftesko til at hoppe i efter dages cykeltur/gå tur i.

Cykeltøj

  • 1-2 par komfortable cykelshorts med pude
  • 1-2 par komfortable lange cykelbukser med pude (eller overtræksbukser til dine cykelshorts)
  • 2-3 svedtransporterende T-shirts (ikke bomuld)
  • 1-2 svedtransporterende trøjer med lange ærmer (ikke bomuld)
  • 1 mediumtyk fleece trøje
  • Tynd vindjakke
  • Regnjakke og regnbukser
  • 3-5 par strømper
  • Cykelhandsker
  • Tynde vind- og vandtætte luffer (skal kunne gå udenpå cykelhandsker)
  • 2 Buff eller tørklæder til at have på under cykelhjelmen + om halsen

Cykeludstyr

  • Godkendt cykelhjelm (skal medbringes)
  • En lille rygsæk (cyklerne har ikke bagagebærer)
  • Gode solbriller
  • Evt. egen cykelsaddel
  • Evt. egne clicksko & pedaler
  • Evt. overtrækssko til regnvejr (vær opmærksom på overtræksskoenes holdbarhed, når man går med dem på)

Andet tøj

  • Hat eller kasket mod solen
  • Afslappet rejsetøj/bytøj
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Varm trøje til kølige morgener og aftener

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Medbring en kopi af billedsiden i passet
  • Medicin til eget brug samt plaster og andet førstehjælpsgrej
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Toiletsager
  • Toiletpapir til de aktive dage
  • Kamera og evt. ekstra batterier/oplader
  • Energibarer og yndlingssnacks
  • Evt. piller mod transportsyge

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

9. februar 2019  –  16. februar 2019 Garanteret afgang 9.470 DKK Bestil Rejse
16. februar 2019  –  23. februar 2019 Garanteret afgang 9.470 DKK Bestil Rejse
23. februar 2019  –  2. marts 2019 Udsolgt 9.470 DKK Venteliste
2. november 2019  –  9. november 2019 Åben for booking 9.470 DKK Bestil Rejse
9. november 2019  –  16. november 2019 Åben for booking 9.470 DKK Bestil Rejse
16. november 2019  –  23. november 2019 Åben for booking 9.470 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ESSG

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.

 
Topas TravelBakkelyvej 28680 RyDenmarkCVR: 17630008Telefon (+45) 8689 3622info@topas.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark