Efterhånden dukker flere billeder op på nethinden. Sneklædte vulkaner står knivskarpt i et uendeligt landskab af takkede bjergtoppe, som forsvinder ud i en blå dis. Den prægtige Andeskondor cirkler højt oppe i luftstrømmene som altid på udkig efter sit næste måltid. Flokke af kamelfamiliens vilde og nuttede lamaer, alpacaer, vicuñaer eller guanacos er utrættelige i deres søgen efter føde i det sparsomme græs på bjergkædens vindblæste højsletter. Og langs bjergsiderne i de dybe dale har mennesket i årtusinder udnyttet Andesbjergenes frugtbare jord på sirligt byggede landbrugsterrasser. På afstand får de mange små grupperinger af forskellige afgrøder i grønne, gule og brunlige nuancer dalen til at ligne et gigantisk tæppe i patchwork.
Sydamerika er et skatkammer af forsvundne riger og kulturer, hvor velbevarede ruiner fra mange af kontinentets tidligere civilisationer dukker op hist og pist i landskabet. Videnskaben søger til stadighed at afdække, hvordan de forskellige kulturer levede, organiserede sig, erobrede land og forsvandt som dug for solen, men det bliver aldrig til andet end teorier. Så er det lettere at forholde sig til nutidens befolkning, som hovedsageligt består af ’Mestizos’ - en farverig og imødekommende blanding af fortidens forskellige racer, blod og civilisationer med en udtalt europæisk indflydelse.
Denne blanding afspejles i alt lige fra musik, beklædning og mytologi til religion. Et fantastisk eksempel på dette finder man i katedralen i Cusco, Peru, hvor mange Quechua symboler dukker op i den katolske kunst, fordi det i mange tilfælde var lokalbefolkningen, der skabte kunstværkerne. I maleriet af Den Sidste Nadver er lammet i hovedmåltidet skiftet ud med et marsvin – en peruansk delikatesse!
Begejstringen for Patagonien
Er det her det smukkeste, vi kommer til at opleve? Få svaret fra vores turleder Iben i beretningen om de sydligste egne i Sydamerika. Læs også om begejstringen for de endeløse vidder og naturens gang.
Topas’ kærlighedsaffære med Sydamerika er lang, stormfuld og fyldt med facetter. Fra den første rundrejse i Peru i 2008, til oprettelsen af Topas Bolivia i samarbejde med Danida og lokalbureauet Akhamani Trek i La Paz, til fem år på støvede grusveje gennem Chile og Argentina i ekspeditionskøretøjet Mondongo.
Visionen dengang og nu er den samme – vi håndplukker, tester og er utrættelige i vores søgen efter kontinuerligt at finde de bedste oplevelser til dig i hver eneste rejse, som inkluderer både ’skal-se’ højdepunkter, små hemmelige steder langt fra alfarvej og selvfølgelig sved på panden.
Kom med os til Sydamerika, men pas på… Mer’ vil ha’ mer’.