Fællesrejser giver grin og sammenhold

”Jeg kan ikke mere… må have en puster” stønner jeg på vej op af de mange trin på stien mod Cinque Terre.
”Det går fint. Du kommer da opad, nu er der kun en halv time tilbage”, lyder det opmuntrende fra de yngre og slankere kvinder, som jeg lader passerer, da mine lunger ikke kan klare at være i front.

”Godt gået – kom nu videre” følges af klap på den svedige ryg. Der er god støtte til alle, for vi skiftes til at være stærke og svage – at have gode ben, lunger, knæ – og det modsatte.

Og så er der jo ikke andet at gøre end at fatte vandrestavene og stavre opad og nærmest blive klappet det sidste stykke til toppen; ligesom jeg gør ved de andre på deres tung-i- røven-dage.

Setuppet på denne vandretur ”La Fontenella” med dansk guide er godt. Hoteller findes ikke i den lille bjergby Roggio i 800 meters højde, så alle i vores 23 m/k store gruppe fordeles i landsbyens huse, et par stykker i hvert. Sådan er det foregået i 20 år, så vi vandregæster er med til at holde byen i live.

Mit eneværelse er perfekt. Det ligger øverst i byen på en første sal med små tårnlignende vinduer, en balkon med vindruer og udsigt over hele landsbylivet – med indbyggere som reparerer tag, hundeluftere, gamle mennesker med stok (rollatorer dur ikke i Roggio) og et par hujende børn. Ved sommertid mere end fordobles byens 200 fastboende, hvor de mange ”udvandrere” især fra Storbritannien er på familiebesøg.

Og den grønne, store udsigt over de enorme kastanjeskove, de grå skarpe tinder i Appeninnerbjergene og sletterne i Garfagnanadalen er ikke til at blive træt af at nyde; og heller ikke den sprøde klang fra det gamle klokketårn fra kirken, der om dagen bimler med uforudsigelige mellemrum.

Men oplevelserne ville slet ikke være det samme uden hyggen og sammenholdet i gruppen, der løfter turen ekstra op. Det fælles signal er, at vi er her for at nyde og have det sjovt sammen med god plads til berigende forskelligheder. Allerede efter første dag i vandrestøvlerne og vin med god mad om aftenen til fællesspisning, begynder man at have personerne på plads og fornemmer dynamikken:

Der er de to flotte, sjove og velholdte 55-årige som fandt sammen lige med det samme. Begge har fokus på deres parforhold, der lige er revnet. Der er den 70-årige med det smukkeste, lange grå hår, som er i superform og hver dag tager den længste, mest krævende vandretur; de tre ”bjerggeder” fra Norge har alle samme lette, nærmest hoppende gangart … og danner altid fortrop. Så er der hende, som mest er til ” jeg, jeg… og jeg” forrest i sine liiidt lange historier, men samtidig er så sød og ligefrem, at vi lever med det. Sådan kunne jeg blive ved. For det er en spændende blandet flok: Præst, geolog, afdelingssygeplejerske, pensionist, IT-programmør, teambuilder, kulturarrangør, lærer m.fl.

Emnerne skifter hurtigt mellem lette og tunge, personlige og generelle. Det er sjovt at få nogle af de ustyrlige, ustoppelige grineflip, som da man var ung. For eksempel har alle vi kvinder åbenbart tænkt at værten Andrea´s shorts er for korte og for stramme. Det er ikke sexet, bare sjovt, sødt og lidt altmodisch. Så da en af os kommer til at nævne hjælpsomme Andreas shorts eksploderer kvindeflokken i latter.

Tidligt om morgenen sidder vi i bussen, der snurrer os nedad i hårnålesving med kurs mod landsbyen Biassa til start mod dagens vandretur i Cinque Terre – de fem kystbyer der klamrer sig til klipperne ved vandet.

Støvlerne snøres, vandrestavene foldes ud og en sidste gang solcreme mikset med myggespray kommer på, før det går opad. Stivheden fra i går skal lige arbejdes ud. Heldigvis bevæger vi os i morgensol og får skygge fra skovens træer, alligevel fylder en fælles lavmælt pusten hele trappestien. Vi er et par stykker, som parodierer vores søde guide Helene og hendes beskrivelse i går af dagens tur. ”Det meste af tiden går det nogenlunde toskansk fladt, men vi skal lige op ad nogle trin først. Efter frokost går det mest nedad”.

Oh yes… ”Nogle trin” er 1300, dog heldigvis lave. Jeg har lært en god teknik – nemlig at holde blikket lige foran og lade være med konstant at se hvor længe det mon fortsætter opad. Og vi har også erfaret at ”toscansk fladt”, efter dansk målestok, godt kan gå pænt stejlt op og ned.

Søde hindbær fra krattet styrker os, og på toppen venter total luksus i form af en kiosk med is og et toilet. Mens middagsheden lægger sig, åbner landskabet sig mere og giver udsigt over blåt hav og vinmarker; sådan fortsætter det med bragende flot udsigt den næste time til vi når en kirke med en overdækket indgang, perfekt til at nyde frokosten og smide støvlerne.

Herfra har vi udsigt til alle de fem byer i Cinque Terre, der alle balancerer på klipperne ud til havet hen over en strækning på 12 kilometer. De ligger som pastelfarvede klatter i det grønne landskab, hvor bønder møjsommeligt har anlagt terrasser med oliven og vin.

Vi skal nå toget fra byen under os, Riomaggiore og frem til den sidste by Monterosso. Det giver ikke megen tid til stop på den stejle nedtur. Bare ærgerligt, for flere af os jamrer og må konstatere at nedad skal støvlerne snøres anderledes – meget, meget stramt på forfoden for at tæerne ikke støder mod.

Riomaggiore er hyggelig og bilfri. De gamle huse hænger på klipperne og byen er i juli godt fyldt med turister. På bare tyve minutter futter vi til Monterosso, og passerer undervejs 51 tunneller. Vi stiger ud næsten direkte på byens strandpromenade ved stranden … Bellevue go home. Her er der højst 20 centimeter mellem folks dyre, lejede solstole. Men heldigvis er det gratis at tage en kølende dukkert og fortsætte via en gangtunnel til den gamle, interessante bydel.

Startpunktet er Torre Aurora, hvorfra stille, snævre gader snor sig. Flere af dem er smukke trappegader som for eksempel Via Burenco. Piazza Agosto Poggi er et andet midtpunkt med hyggelige trattoriaer og butikker. Gennem et par arkadeporte når man midtbyen, hvor en tomatplantage overraskende strutter midt i bykernen med solmodne store frugter.

En bus står til rådighed ud til gode startsteder. Og I dag går turen via et stop ved det nedlagte marmorbrud i Trefiumi, hvor de stejle, sorthvide vægge står grafisk tilbage. Bussen cirkler os op og op, til vi når Passo Croce med udsigt over mange toppe. Herfra begiver vi os ind – og op – gennem kastanjeskove. Vi studerer flere gamle stenhytter, der er blevet brugt til at tørre kastanjer. Med barkbrænde i bunden og røg op til laget af kastanjer er de blevet tørret, så skallerne kan bankes af mod væggene, før indmaden males til mel.

Vi passerer passet ved Monte Corchia, før vi når frokoststedet her i Puntato-området. Her passede fårehyrder før i tiden passede deres flokke. En af de gamle sæterhytter er ”Il Robbio”, der passes af bjergbonden Mauro og hans familie. Mellem de bløde sæterbakker her i højderne, serverer han en god enkel frokost med pasta og kødsauce fabrikeret over brændekomfur. Brødet til leverede vi selv til hans vareelevator nede i dalen, der sender hans varer 300 meter lodret op til refugiet, hvor der også er plads til overnattende vandrere.

Kaffen nyder vi ude i et par skyggefulde liggestole, sammen med høns og en hane, der holder sig respektfuldt på et par meters afstand. Derefter går det nedad over rullende store og små sten, hvor der skal koncentration til. Vi krydser også over et par vandløb. Og mens vi er fokuseret på vores nedadgående udfordringer, kommer fem friske fyre på mountainbikes drønende forbi og nærmest flyver over floden.

Næste dag går vi ud af Roggio, det meste ad vejen ad en bred grusvej afbrudt af smal afstikker op til en udsigt mod vores hjemby. Stien går op over Monte Tontorone og videre op til en sæter, hvor vi er lovet en serveret picnic. Forventningen er bare en simpel sandwich, men her serverer en restaurant en buffet med masser af småretter – skinkeruller, god ost, kartoffelæggekage, pizzastykker, salat, oliven m.m.

Herfra kan vi vælge at gå tilbage, eller vælge at fortsætte til et kapel på toppen over sæteren. På hjemturen vælger jeg mit eget selskab for at opleve bjergenes stilhed. Luften emmer af varme selv her i vel 1000 meters højde, store insekter slår sig ned på lilla tidsler, fuglene lader høre fra sig i et blandet kor, men få er til at se. Synlige er de mange farvestrålende sommerfugle, der dog flagrer videre lige når jeg har dem i søgeren. Ud over det er der kun stor stilhed ud over den lette brise. Jeg kommer til at tænke på at guiden Ricardo fortalte, at der lever mange ulve på disse kanter, men de holder sig skjult; det samme gør alle de mange vildsvin, heldigvis.

Ud over naturoplevelserne med gode grin undervejs er aftenstunden med blødt lys og kølig vind dejlig:

Folk indfinder sig gradvist på restaurant ”Coletti” med vådt hår og altid i åbne sandaler. Vi nupper gerne en drink og sludrer løs indtil der, altid en halv time forsinket, kaldes til middag. Her vendes dagen, nogle spørger efter vabelplaster, hovedpinepiller, tilbyder en god bog til låns osv. Middagen tager gerne to timer, for der bydes på 4 retter for bare 125 kroner. Nogle vælger samtlige retter, jeg nøjes gerne med antipastaen – små tapas – og hovedretten.

Vi sidder udenfor under telttag. Og der er stuvende fuldt ude som inde – også af lokale selskaber og individuelle turister. Menuen præsenteres altid af Andrea Coletti i jakkesæt. Af og til kommer Mama Gemma ud af sit køkken, for at vi kan hylde hende for den fantastiske mad …. advaret, de fleste tager på.

Mine aftener slutter altid alene på balkonen med en lille whisky og udsigt til konturer af bjerge under en stor stjernehimmel og med en kærlig tanke til familien derhjemme. Skønt at være afsted - vandrende i godt selskab - og ligeså dejligt at have nogen at komme hjem til fyldt med ny energi.