Italien – Fra hytte til hytte i de uspolerede Dolomitter

Højrute vandreferie fra hytte til hytte i et spektakulært og øde bjergområde gennem barske dale og bjergpas i de italienske Alper, Dolomitterne.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Dolomitterne er et bjergområde med intet mindre end 18 bjergtoppe over 3.000 meter og en natur i absolut verdensklasse! I naturparken ’Parco Dolomiti Friulane’ kan du med Topas nyde udsigten til Dolomitternes imponerende og barske klippetårne, som brydes af grønne sætere, i et område, som er fascinerende uberørt af masseturisme og skilifter.

Du vandrer fra sted til sted gennem barske dale og bjergpas, fjernt fra landsbyerne, og overnatter i de højtbeliggende og stemningsfulde bjerghytter, hvor du er i ét med naturen og kan nyde bjergenes stilhed. Ikke mange andre steder i Europa kan du vandre så mange dage og møde så få mennesker.

Vandreturen byder på flere valgmuligheder og du kan gøre den nemmere, hvis benene er trætte eller tilføje ekstra topture - alt efter ønske. Nogle dage kan dele af bagagen lægges væk og toppene forceres uden tung bagage. Du vil nyde turen, uanset om du er en garvet vandrer eller har et ønske om at prøve kræfter med en højrute vandretur.

Tag med og nyd de ubeskriveligt smukke panoramaudsigter ud over de hvide dolomitmassiver og grønne sætere fra toppen af bjergkammen.

Fantastisk naturoplevelse i et af de flotteste bjerglandskaber i Europa. Udfordrende vandringer med et spændende dyreliv at opleve og autentiske overnatningssteder med god italiensk bjergkost...

Morten Wenzell

Glæd dig til

  • Vandring gennem Dolomitternes vilde bjergformationer til høje forladte sæterhytter
  • Hygge i sæterhytten, Bregolina Grande med lokal mad tilberedt på pejs og med en grappa
  • Vandring til toppen af Monte Ferrara, hvor udsigten åbner sig over bjergkæden
  • Tur til Campanile di Val Montanaia - et enestående og berømt klippetårn
  • Vandreruten ’Truoi dai Sclops’ - en ægte klassiker blandt de lokale pga. udsigtspunkterne
  • Nyd den absolutte stilhed og ro i den rustikke og uberørte natur
  • Rigt dyreliv med bjerggeder, murmeldyr, stenbukke, rådyr og kongeørne

Højrute trekking med Topas

En unik mulighed for at komme langt væk fra civilisationen og helt ind i bjergenes indre, hvor der hersker fred og ro i en uberørt natur. Se her om højrute vandring er noget for dig og hvilken tur du skal vælge.

Program

Dag 1. Ankomst til Italien og Dolomitterne
Vi køres med bus til bjerghytten Rifugio Pordenone som ligger i en smal og dyb dal i bjergene. Her har vi vores første overnatning.

Dag 2. Vandring til sæterhytten Bregolina Grande i 1.858 m.
Vi vandrer gennem parkens vilde natur til den charmerende sæterhytte Bregolina Grande. Undervejs kan vi nyde udsigten over kalkbjergene og et stort og idyllisk sæterområde. Parkens folk laver mad til os i hytten.

Dag 3. Vandretur tilbage til Rifugio Pordenone
Vi forlader sæterhytten og vandrer ned til Rifugio Pordenone og får en lækker frokost. Om eftermiddagen kan man gå til det berømte klippetårn Campanile di Val Montanaia, som tiltrækker mange klatrere.

Dag 4. Vandretur til sæterhytten Valbinon
Turen går forbi klukkende vandløb, høje bjergvægge og klippetårne og igennem skov. Vi når den spartanske sæterhytte Valbinon til frokost. Herefter venter en eftermiddagstur ad Truoi dai Sclops mod 2 bjergtoppe.

Dag 5. Vandring rundt om Monfalconis spidse klippetårne til Rifugio Padova
Dagen byder på høj traversering rundt om Monfalconibjergene, forbi passet Forcella Urtisiel (1.990 m) og med fantastiske udsigter over sæter og bjerge. På Rifugio Padova nyder vi den gode beværtning.

Dag 6. Vandring til Rifugio Tita Barba
Vi vandrer mod den historiske træhytte Tita Barba, som ligger i 1.821 m og er en af Dolomitternes mest charmerende hytter. Vi går gennem vilde skovområder, passerer bjergbække, bjergpas, klipper og tinder.

Dag 7. Den sidste vandring gennem storslåede panoramaer
Sidste vandretur går gennem smukke bjergpas, over stejle klippeskråninger og med en lang og flot nedstigning til Cimolianadalen.

Dag 8. Hjemrejse
Efter en fornøjelig aften på hotel i den hyggelige landsby Claut, tager vi nu afsked med Dolomitterne høje, hvide bjergtinder, grønne sætere og fredelige bjerghytter.

Se det detaljerede dagsprogram her

Vores Italien

Topas har været i Italien i mange år og vi har et særdeles varieret udbud af rejser til Italien. Se bl.a. hvad vi anbefaler af gode oplevelser i Italien, få rejsetips, svar på alle dine spørgsmål og læs spændende artikler.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København - Venedig t/r
  • Al transfer og relevant transport i forbindelse med vandreturene
  • Alle overnatninger i bjerghytter/hotel
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. DKK 110 - 190)
  • Drikkepenge til parkens folk på dag 2 (10 euro pr. deltager)
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 16 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning
  • Området

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Afrejse

Efter ankomst med fly til Venedig, kører vi med bus til landsbyen Cimolais i Parco Dolomiti Friulane, der bringer os igennem Val Cimoliana, en imponerende smal og dyb dal, der slynger sig 15 km igennem bjergene. Vi indlogeres i Rifugio Pordenone, som ligger små 10 min. gang fra parkeringspladsen.

/-

Dag 2. Gennem parkens vilde naturhjørne til sæterhytten Bregolina Grande (1.858 m.) - på naturens præmisser

I dag skal vi vandre op til den charmerende og ødebeliggende sæterhytte Bregolina Grande, hvor vi skal overnatte. Vi pakker kun det allermest nødvendige i rygsækken og efterlader resten i refugiet, som vi kommer tilbage til i morgen. Lige foran hytten ligger Monte Ferrara, hvis smukke top vi begynder at vandre op imod.

Monte Ferraras bjergryg byder på et fantastisk panorama over de forrevne og dramatiske klippeformationer, som er så karakteristiske for Dolomitterne. Efter nogle timers vandring efterlader vi vores rygsække i passet, så vi uhindret kan vandre det sidste stykke mod bjergkammen og selve toppen. Herfra åbenbares udsigter til "den anden side" - over flotte plateauer i hjertet af bjergene, hvor kvæg tidligere græssede om sommeren.

Udsigten nydes i et passende tidsrum og tilbage ved passet tager vi rygsækken på igen og vandrer nu videre med en enestående udsigt over "kalkbjergene". I cirka 1.800 m. kommer vi ud til et stort og idyllisk sæterområde. Her, hvor køerne engang har græsset, er der kun få spor tilbage af mennesker, men parken har sat den gamle hytte i stand, som vi skal overnatte i. Hytten er simpel og primitiv, men der er pejs, kakkelovn og en meget hyggelig stemning.

Om aftenen kommer dyrene (gemser, hjorte osv.) ofte ud af skoven og græsser i de store åbne arealer omkring sæteren. Murmeldyr har deres huller lige omkring hytten, og ofte lyder deres skingre fløjt i området. Parkens folk er med om aftenen og hjælper til, når vi selv laver mad. I hytten har vi vores depot med proviant til aftensmad og morgenmad.

M/F/A

Dag 3. Nedstigning til Rifugio Pordenone — og tur til det berømte klippetårn Campanile di Val Montanaia

Efter morgenmad vandrer vi ned og tilbage til Rifugio Pordenone (1.249 m.), hvor vi er fremme ved middagstid. Her er der mulighed for at vælge imellem flere interessante frokostretter. Efter frokost pakker vi de ting, vi har brug for de kommende dage i rygsækken, og resten bærer vi ned til parkens biler således, at bagagen bliver kørt frem til vores sidste overnatningssted.

Ud på eftermiddagen er der mulighed for en flot tur gennem den stejle dal og hen til en af Dolomitternes klassikere; et majestætisk klippetårn, der rejser sig tronende op midt på dalens højeste terrasse (2.060 m.), Campanile di Val Montanaia (2.173 m.). Klippeformationen tiltrækker mange klatrere og er omringet af flotte klippevægge og skarpe bjergkamme. Vi går tilbage til Rifugio Pordenone, hvor vi spiser aftensmad, fordøjer dagen der gik og overnatter.

M/-/-

Dag 4. Fra Rif. Pordenone til sæterhytten Valbinon — endnu en nat i naturens fredelige omgivelser

Vi starter vores vandredag med at vandre op gennem den brede Meluzzodal ved Rifugio Pordenone. Den første lille times tid vandrer vi ret fladt og vi giver os god tid til at nyde de fantastiske scenerier. Snart er vi ude i vilde områder igen, hvor vi vandrer langs et klukkende vandløb, omringet af høje bjergvægge og klippetårne. Nu følger en stejl sti op igennem skoven, men med flotte udsigtspunkter undervejs. Ved frokosttid er vi fremme ved sæterhytten Valbinon (1.778 m), som ligger i imponerende smukke omgivelser.

Vi indlogerer os og spiser frokost, inden vi tager på eftermiddagens vandring med lille rygsæk. Vi skal vandre på en af de mest kendte ruter i Dolomitterne, Truoi dai Sclops (De Blå Ensianers Rute). Vores mål er de 2 toppe Chima Valmenon (2.235m) og La Rigouta (2.250 m). Toppene ligger lige ved siden af hinanden og fra begge er der en formidabel udsigt over både vores område og de vestlige Dolomitter.

Inden vi bestiger toppene når vi til Forcella Val di Brica (2.088 m.). Herfra kan vi se ned mod den grønne sæter Camporos (1.970 m.), som vi lige har passeret. Der kommer ikke længere kvæg heroppe, da området ligger alt for afsides, men freden hersker og vi stopper ved en lille kilde og nyder Camporossæteren før vi fortsætter tilbage mod Valbinon. Der er mulighed for at forkorte eftermiddagens tur, idet vi går ud og hjem ad samme sti. Tilbage i hytten venter nu en hyggelig aften under spartanske forhold.

M/F/-

Dag 5. Høj traversering rundt om Monfalconis spidse klippetårne til Rifugio Padova

Vi starter dagens vandring ved at gå langs en flot sti, som stiger blødt opad mod passet Forcella Urtisiel (1.990 m). Allerede efter det første kvarters vandring åbner udsigten sig over den store, øde dal hvor Rifugio Pordenone gemmer sig.
Det tager ikke lang tid, inden vi er ved passet, og herfra bliver udsigten endnu større. Stien zigzagger nedad den anden side, langs en stejl skråning mellem barske klippeformationer. Vi er nu ved foden af et klatreparadis: Monfalconibjergene.

Vores sti går rundt om dem med god udsigt over de omkringliggende tinder og stiger op igen mod passet Forcella Scodavacca (2.043 m.), en bred og lang gang gennem høje klippevægge og spidsede tinder. Fra passet fortsætter vores nedstigning mod den store åbning, Prà di Toro, som vi kan skimte mellem skovene foran os og hvor Rifugio Padova (1.287 m.) ligger, stadig gemt for vores åsyn.

Rifugio Padova er bestyret af Paolo og Barara De Lorenzo. Og efter sidste nat i den simple og rustikke sæterhytte Valbinon, kan vi i dag nyde godt af den gode beværtning og Paolos dejlige køkken. Rifugio Padova tiltrækker, med god grund, mange vandrere og dagsturister, som skal have stillet sulten eller slukket tørsten. 

M/F/-

Dag 6. Fra Rifugio Padova til Rifugio Tita Barba (1.821 m.) - en lille historisk træhytte med stor charme

Vi tager afsked med Rifugio Padova og vandrer i begyndelsen af dagen gennem flotte og vilde skovområder. Indimellem passer vi små og hyggelige træhytter og nogle dejlige bjergbække med friskt bjergvand. Vi kommer siden hen forbi der, hvor kilden springer ud fra bjerget, på et tæppe af blødt og grønt mos, et idyllisk sted hengemt i skovens dybe stille ro.

Fra kilden bliver opstigningen stejlere, og når vi kommer ud af vegetationen, følger vi en tør bæk opad, indtil den flader ud ved foden af flotte klipper og tinder, som omringer os. Her, i cirka 1.900 m., kan vi læsse rygsækkene af og gå det sidste stykke til passet Forcella Spe (2.049 m.) for at nyde den fantastiske udsigt, som stedet byder på. Vi kan skimte Monte Ferrarara (dag 2) og måske genkende flere af de områder, vi har vandret gennem de foregående dage.

Vi henter vores rygsække igen og vandrer den sidste lille time mod Rifugio Tita Barba. Dette er uden tvivl en af Dolomitternes hyggeligste og mest charmerende hytter. Bygget i træ af familiens forfader Giobatta, står den stadigvæk velbevaret og bemandet. Ikke langt væk fra hytten åbner der sig flotte udsigtspunkter og stemningsfulde sætere, hvor køerne græsser i højderne og Dolomitternes spidsede tinder danner kulissen. Også her byder køkkenet på enestående retter fra området, ost og god vin.

M/F/-

Dag 7. Den sidste vandring gennem storslåede panoramaer

Vores sidste vandredag starter med en vandring tilbage i retning af Forcella Spe. Denne gang er det et andet pas vi skal over, Forcella Pian dei Laris, omend lige så højt (2.049 m.). Herfra går stien lidt nedad og snart opad igen — på klipper og sten mod endnu et pas, Forcella per Vedorcia i 2.234 m. Denne del af opstigningen går over stejle klippeskråninger, men da vi går opad, er det lettere at gå over denne strækning uden de store problemer.

Fra passet åbner et nyt panorama sig og vores tur går nu ned mod en gammel og glemt sæterhytte, Casera Cavalèt (1.995 m.), som næsten ligger i ruiner. Herfra leder en flot og bred dal op mod dagens sidste pas, Forcella del Frate (2.209 m.). Vi har nu en lang, men flot og spændende nedstigning, til Val Cimoliana (Cimolianadalen). Hernede, ved Pian Fontana (900 m.), henter bussen os og kører os mod den hyggelige landsby Claut, hvor vi bliver indlogeret på et eller flere af landsbyens små hoteller. Vi spiser aftensmad sammen og ser tilbage på vores uge sammen i Dolomitterne. 

M/F/-

Dag 8. Hjemrejse

Vi siger farvel til bjergene og til byen Claut og flyver til Danmark fra Venedig.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage — heraf 6 vandredage, grad 3-4. På denne rejse vandrer vi 4-8 timer om dagen (ekskl. pauser)

Vandringen foregår flere steder i ujævnt terræn, da kalkstensbjerge ofte byder på stejle stenskred og rullesten. Vandrestave er en stor fordel i dette terræn og er en klar anbefaling.

Som deltager bærer du selv din bagage. Turlederen vil ved ankomst til Rif. Pordenone komme med gode råd til, hvordan du kan reducere vægten på din bagage, og så vil det være muligt at sende overskydende bagage til slutstedet.

På dag 3 og 4, hvor vi kommer frem til vores overnatning til frokosttid, er det muligt at springe eftermiddagsvandringen over, hvis benene er trætte. 

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Rejsen er en højrute vandretur, hvor vi vandrer fra hytte til hytte. Vandreturene foregår hovedsageligt i Dolomitternes bjerge.

To ud af seks vandredage ankommer vi til overnatningsstedet ved frokosttid, hvor vi indretter os, lægger vores store bagage og spiser frokost. Om eftermiddagen er der planlagt en vandretur, ofte op til en pas eller et udsigtspunkt, hvilket giver os mulighed for at udforske bjergene med kun en let rygsæk at bære på.

Fire ud af seks vandredage er fulde vandredage med rygsæk. 

Overnatning

Vi vandrer fra hytte til hytte og overnatter et enkelt sted to nætter (Rif. Pordenone på dag 1 og 3). Nogle af hytterne er så indbydende og hyggelige, at det ville være ærgerligt at forlade dem efter kun en overnatning. Andre er simple og primitive, bl.a. på grund af deres afsides beliggenhed, og har kun plads til os. 

Bjerghytterne varierer meget i størrelse og komfort, men atmosfære, gæstfrihed, god mad og ikke mindst storslået natur lige udenfor dørtærsklen, findes i dem alle.

Vi overnatter i sovesale.

Sidste nat overnatter vi på et eller flere hoteller/lejligheder i den hyggelige landsby Claut. 

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.
 
De fleste af rifugierne tilbyder en 'dagens menu' bestående af forret, hovedret og dessert. Prisen er mellem 20-25 euro. 
 
Frokosten er de fleste dage sandwishes fra rifugierne. Andre dage spiser vi varm frokost i rifugierne. 
 
Der kan i nogle af rifugierne købes chokolade m.m., men udvalget er ofte sparsomt, så det anbefales, at du medbringer snacks til hele turen hjemmefra (muslibarer, nøddeblanding, rosiner, slik, chokolade, etc.).  

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Dagtemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til ca. 5 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt. Solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time. 
 
Husk at pakke din rygsæk vandtæt. 

Valuta og kreditkort

Det anbefales at medbringe kontante Euro til hele turen, da det ikke er muligt at betale med kreditkort i rifugerne. Du skal derfor have kontante euro med til mad og drikkevarer på hele trekket. 
 
Regn med ca. 20-25 euro pr. aftensmad og ca. 15 euro pr. frokost. Hertil kommer udgifter på drikkevarer og snacks. 
 
Det er muligt at hæve kontanter på hævekort i lufthavnen. Kreditkort kan bruges på hotellet i Claut.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Og flere dage er uden mobildækning. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Der er mulighed for at oplade batterier på dag 5. Adapter er ikke nødvendig. Derudover er det er ikke muligt at få opladet batterier til digitalkamera på denne tur. Medbring ekstra batterier i det omfang du finder det nødvendigt.

Der er gratis WIFI på hotellet i Claut

Kort og Rejselitteratur

Kort købes bedst lokalt.

Området

PARCO NATURALE DOLOMITI FRIULANE

Parco Naturale Dolomiti Friulane er et af de mindre kendte områder i Dolomitterne. Området er "vildt" og langt fra de kendte og berømte turistområder. Vi har lavet en "høj rute" her på grund af naturens skønhed, og fordi det er muligt at vandre uden at møde en masse andre vandrere.

Bjergene her er høje og skarpe i udformningen, og stierne slynger sig frem mellem både fredelige og vilde dale — klemt inde mellem klippevægge og klippetårne. Når man befinder sig i parken, er det stadig muligt at nyde stilheden i den smukke natur — en oplevelse der efterhånden er svær at få.

3 store floder omringer parkens område: Piave i vest, Tagliamento i nord og Cellina i syd. De danner de naturlige grænser for et område med høje tinder og et stort antal vilde dale, der løber nord/syd og giver vandrere og alpinister, der søger "den rene bjergoplevelse", et sandt paradis. Gode bjerghytter, der tilhører den italienske bjergklub (CAI), giver muligheden for at overnatte tæt på de høje klippevægge og få en smagsprøve på den lokale mad.

Langs mange af ruterne er det muligt at finde ly i små hytter i tilfælde af dårligt vejr. Hytterne ligger tit tæt på de højere bjergpas, som vi krydser for at komme fra dal til dal.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

Det vil være tilrådeligt at sikre sig, at den personlige bagage til turen ikke overstiger 8 - 10 kg, da dette vil give dig en bedre komfort på turen.

Vi anbefaler en vandrerygsæk på min. 50 liter eller mere, da du skal bære al din bagage selv. På turen er det nødvendigt, at bagagen pakkes vandtæt. Medbring derfor evt. sorte skraldesække eller plastikposer, så rygsækken kan gøres vandtæt indefra.

På en del af turen behøver du ikke bære hele bagagen. Fra dag 2 til dag 3 bærer du kun dét, der er nødvendigt til en enkelt overnatning (det andet efterlades i hytten, hvor vi overnatter den første nat, idet vi vender tilbage hertil). På dag 3 kan der således sendes overskydende bagage (f.eks. tøj til hjemrejsen og et eventuelt liggeunderlag) med parkens folk til det hotel, hvor vi tilbringer den sidste nat.

Det er en god idé at medbringe en lille sammenpakkelig dagtursrygsæk (en folderygsæk til at kunne bære en liter vand + en regnjakke) til de eftermiddage, hvor vi har (top)ture uden den store rygsæk. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når du er færdig med dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 2.5 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Vi anbefaler klart, at du medbringer vandrestave til denne tur. Fordelene ved at vandre med stave i Dolomitternes ofte løse terræn er mange. Og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de altid spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

Sovepose skal medbringes: Medbring en 2-sæsoners sovepose med en komforttemperatur på 0 - 5 grader. Tænk på at soveposen bliver en del af din oppakning, så lad den tunge vintersovepose blive hjemme. De fleste af hytterne er udstyret med tæpper, og der vil blive tændt op i pejsen på eventuelle kolde dage. Medbring gerne en lagenpose i silke, fleece eller bomuld som kan benyttes til en lidt tyndere (og lettere) sommersovepose, skulle det ske at den nogle nætter ikke er varm nok.

Liggeunderlag anbefales du at medbringe: Vi anbefaler, at du medbringer et liggeunderlag til sæterhytten Bregolina Grande (dag 2), da dette er en forholdsvis primitiv sæterhytte med meget simple overnatningsforhold. Der findes liggeunderlag i hytten, men disse er meget tynde (ca. 5 mm.), så ønsker du at højne din komfort på denne overnatning, bedes du medbringe eget liggeunderlag. Liggeunderlaget kan dagen efter blive transporteret til hotellet i Claut, hvor vi tilbringer den sidste nat, så du ikke behøver bære det med rundt på resten af turen.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • 1 sæt uldundertøj
  • 1 tynd uldtrøje
  • 2-3 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 1 goretex/regnjakke (vandtæt og gerne åndbart)
  • 1 goretex/regnbukser (vandtæt og gerne åndbart)
  • 1 hue
  • 1 par handsker
  • 1 halstørklæde/buff

Andet tøj

  • Rejsetøj/aftentøj
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Håndklæde (gerne letvægts)
  • Badetøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

 
  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sy-sæt til mindre reparationer
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic
  • Vådservietter
  • Lommekniv (Må ikke pakkes i håndbagage under flyvning)
  • Pandelampe og evt. ekstra batterier
  • Myggebalsam
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Evt. vaskepulver til håndvask

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

7. juli 2024  –  14. juli 2024 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
14. juli 2024  –  21. juli 2024 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
21. juli 2024  –  28. juli 2024 Garanteret afgang 8.970 DKK Bestil Rejse
28. juli 2024  –  4. august 2024 Garanteret afgang 8.470 DKK Bestil Rejse
17. august 2024  –  24. august 2024 Garanteret afgang 8.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ITDH

Andre spændende rejser