Picos de Europa - Kan man blive forelsket i en bjergkæde?

Billedet af Picos de Europas takkede, lysegrå kalkstens bjergtinder - stadig med sne på toppene - står knivskarpt mod en blændende og nærmest uvirkeligt blå himmel. Små lyslilla nøgenjomfruer titter frem i det dugvåde græs, mens den konstante lyd af bjælder fra sæterens får, geder og kvæg følger med mig langt op gennem dalen. En livløs, sort og gul salamander har åbenbart ikke overlevet udflugten fra sit skjul i klipperne under sidste regnskyl, men jeg tvivler på, den er årsag til gåsegribbeflokken, der cirkler i luftstrømmene over mig. Mon ikke de er på udkig efter noget lidt mere mættende?

 

Jeg er nået op i passet og går nu omgivet af kalkstensklipper. De er skarpe, stejle og tiltrækker klatrere fra hele verden og jeg er da også blevet overhalet af et ungt par med tunge rygsække og reb på vej mod bjergtoppen Peña Santa. Men bortset fra dem, møder jeg ingen andre på min vej. Jeg er efterhånden langt over sæteren og lyden af bjælder fortager sig. De færreste husdyr kommer op i passet, hvor føde er begrænset. Heroppe hersker de adrætte gemser, der i små flokke pisker op ad lodrette klippesider, som havde de sugekopper under klovene! Stilheden er total, hvis man ser bort fra mit lidt tunge åndedræt og lyden af småsten, som flytter sig under vandrestøvlerne.

På den anden side af Jou Santo - en gigantisk tragt af et jordfaldshul i landskabet – kommer jeg igennem en ’port’ i klipperne og udsigten til en væg af nye bjergtoppe slår mig i møde. Et godt sted at spise lidt frokost inden den lange nedstigning, der venter forude. Jeg tager kortet frem og forsøger at navngive de mange toppe foran mig. Ikke nogen let opgave, men jeg får dog identificeret bjergkædens højeste, Torre Cerredo (2.646 moh).

 

Fra frokoststedet kan jeg også skimte landsbyen, Cain, hvor jeg skal overnatte. Den ligger godt nok langt nede, men jeg har svært ved at tro, at det kan tage 3-4 timer at nå derned. Men stien slynger sig fra højre til venstre og tilbage igen ned ad den stejle bjergside, så ja, det tager sin tid. Jeg er pænt træt i lårene, da jeg endelig når landsbyens første huse.

En meget gammel mand i undertrøje og sorte bukser med seler sidder under en parasol udenfor sit hus. Jeg spørger om vej til ’Hostal Los Montañeros’, men inden han viser vej, skal han lige høre, hvor jeg kommer fra, og om jeg så nogle geder på nedstigningen. Vi sludrer lidt, mens jeg, i noget der minder om en sær dans, forsøger at undgå fysisk kontakt med hans meget kælne hund, der er tydeligt plaget af hundelopper. Alfonso, hedder manden og viser sig at være barnebarn af hyrden Gregorio Pérez (kendt som El Cainejo), der sammen med Pedro Pidal var de første til at klatre til toppen af Picos de Europa mest berømte bjerg, Uriello.  

Jeg tjekker ind på et mørklilla værelse på farverige Los Montañeros hos José og Montse. Aftensmaden serveres først kl. 20:30, så jeg har tid til en drink på terrassen inden.

Jeg bestiller den lokale drik, æblecider, som viser sig ikke at sælges i glas men kun i hele flasker. Prisen på 2.5 € kunne ellers godt tyde på det første… José demonstrerer, hvordan cider skal hældes fra en højt holdt flaske ned i glasset, så cideren både iltes og aromaen kan slippe ud. Det ser svært ud og da jeg selv forsøger mig, plasker det meste da også udenfor glasset. Men det gør ikke så meget. På trods af en relativ lav alkoholprocent ville en hel flaske sikkert have sendt mig i brædderne, inden jeg kunne nå at nyde Montses yderst velsmagende langtidsstegte lam. Og det ville være en skam.

Efter en god nattesøvn forlader jeg Cain og fortsætter gennem den smalle Careskløft. En næsten flad og svimlende smuk vandrerute der i tre timer følger den smaragdgrønne flod af samme navn på sin vej mod Atlanterhavet. Tårnhøje klippesider nærmest springer op fra floden i retning mod himlen, der også i dag er usandsynligt blå. Mineraler farver klipperne i både grå, terrakotta og sorte nuancer og i mange sprækker finder træer og buske fodfæste nok til at kunne vokse og stritter ud de mest utrolige steder.

Stien er bred og terrænmæssigt både let og ligefrem, så mine tanker går tilbage til Alfonsos bedstefar, El Cainejo, og Pedro Pidal – det berømte makkerpar i Picos de Europa, hvis historie minder lidt om Edmund Hillary og Tenzing Norgay. Ligesom Hilary aldrig var kommet på toppen af Everest uden sin sherpa, var Pedro Pidal heller aldrig kommet på toppen af Uriello uden sin gedehyrde. El Cainejo brugte det meste af sit liv på at kravle rundt på klipperne omkring mig og redde vildfarne, fastlåste geder ned fra stejle skrænter. Ikke et ufarligt job overhovedet. Der var dengang også et gammelt ordsprog i Cain som sagde at: ”Folk fra Cain dør ikke. De styrter ned!”

Men i dag ånder der fred og idyl i kløften og ingen geder synes nødstedte i klipperne. For enden af kløften finder jeg en lille sti, som går ned til Caresfloden. Her er et idyllisk vandhul, hvor jeg sætter mig på en sten med fødderne i vand og nyder sandkagen, som Montse gav mig med på vej ud ad døren.

Det blev jeg på denne første vandretur i Picos de Europa. Og i en sådan grad at jeg bestemte mig for at flytte hertil, så jeg til enhver tid og uden større planlægning kunne tage ud og nyde netop disse bjerges uendelige skønhed.

Jeg har siden 2007 boet ved bjergkædens fod med udsigt til de høje toppe fra mit kontor. Som i mange ’forhold’ bliver min kærlighed til Picos bjergene blot dybere og mere interessant, for hvert år der går. Skønheden er lige slående, hver gang jeg er på tur og den utømmelige viden, man kan tilegne sig om området, holder liv i nysgerrigheden. Og så er jeg efterhånden blevet ganske ferm til at skænke cider!