.jpg)
Uforudsete højdepunkter
Måske må ruten lægges om pga. et varsel om vilde elefanter på rute A, men på rute B er der så tilfældigvis en cricketkamp i landsbyen og et entusiastisk publikum, som du bliver en del af. Hotellet aflyser samme dag, fordi der nu skal være bryllup samme aften, men på det alternative hotel serverer de turens bedste rice & curry, og bestyreren i receptionen kan i øvrigt fortælle, hvor på markedet du finder de bedste krydderier.
Det er ikke til at vide, hvilke hverdagssituationer du pludselig bliver en del af undervejs på rejsen. Det fantastiske er, at det altid ender med en god oplevelse. Og hvordan kan det så lade sig gøre, at både planlagte, men også de tilstødende oplevelser gang på gang bliver til mindeværdige øjeblikke og måske ovenikøbet et af feriens højdepunkter? Jo, det kan det, fordi alle omkring dig gør deres til, at du har det godt og får en god oplevelse i Sri Lanka. Den lokale befolkning både udstråler og praktiserer oprigtig hjertevarm gæstfrihed.
Gæstfrihed i verdensklasse
Gensidig nysgerrighed
Både børn og voksne smiler og vinker overalt, hvor du kommer frem. Langt de fleste har lært engelsk og svarer gerne på nysgerrige spørgsmål omkring deres liv og deres land. Der er tale om en kulturel udveksling fremfor at være den ene part i et interview. Srilankanerne vil også gerne vide, hvordan du lever, og på den måde får begge parter en oplevelse ud af et tilfældigt møde.
Planlægning er en ting. At gribe øjeblikket og omfavne de oplevelser, der venter langs enten den planlagte eller den alternative rute, tilfører rejsen endnu en dimension. Sri Lanka er fuld af den slags gode overraskelser, og srilankanerne, som du møder undervejs, bidrager hver især og på bedste vis til at ferien bliver noget helt særligt.

Fakta
- Mange kvinder er beskæftiget i Sri Lankas verdensberømte teproduktion. Udover at være landets største indtægtskilde spiller te en vigtig social rolle
- Cricket er den mest populære sport i Sri Lanka og spilles overalt; fra gadehjørner til højt professionelt niveau.
Sri Lanka – En kulturhistorisk rundrejse med mystik og frodig natur
Udforsk øen sydøst for Indien på en 19 dages aktiv ferie med let cykling og vandring fra højlandet til Det Indiske Ocean. Glæd dig også til en historisk togrejse, safarier og afslapning ved stranden.