Topas - Adventurous since 1973

Det er dine rejseoplevelser, der er vores eksistensgrundlag. For at kunne tilbyde dig den bedst mulige rejse, har vi til stadighed siden 1973 arbejdet på at udvikle og forbedre dine Topas ture til hele verden.

Når du rejser med Topas får du helt unikke oplevelser, der er skabt igennem et rigtig godt samspil mellem dig som kunde, lokale partnere og Topas. Vi arbejder målbevidst på, at du kommer ud til de mest eksotiske og smukkeste naturområder, hvor du får kendskab til lokalbefolkningen og de skikke og traditioner som er særlige på destinationen.

Topas' første ekspeditionsfartøj i Marokko.

1973

Det hele startede i 1973 hvor Topas’ stifter Erik Gundersen kørte den første tur til Marokko med en flok venner. I 70’erne bestod rejserne primært af overland-ture tværs gennem Afrika og ture fra Danmark til Kathmandu i ombyggede lastbiler/ekspeditionskøretøjer. På et tidspunkt var der seks ekspeditions- køretøjer, der alle på samme tid bragte eventyrlystne Topas gæster rundt i verden. Topas' sidste ekspeditionskøretøj kørte rundt i Sydamerika indtil 2010, hvor det blev solgt i Bolivia.

Lastbil holder overfor elefant.

1979

Det autentiske møde ansigt til ansigt med fremmede kulturer, har altid spillet en vigtig rolle på en Topastur.
Her et gammelt citat fra forsiden af Topas-tidende: ”En globetrotter er en person, der rejser langt og ofte udenfor alfarvej – for ham eller hende betyder ægte oplevelser mere end moderne komfort”. Elefanten der står overfor lastbilen har indgået i Topas’ logo i mange år, fra sidst i 70’erne indtil 2007.

Lastbil holder parkeret i dal med bjerge i baggrunden og et lille telt i forgrunden.

1982

Der skal på en Topas tur være masser af natur- og kulturoplevelser. Dog er det sociale liv i gruppen også en meget vigtigt faktor på mange af turene. Og sådan er det også i dag. Der er fundet et sted at slå lejr for natten og lastbilen er parkeret. Telte slås op; nogle laver mad, mens andre nyder en velfortjent fyraftens øl. Langsomt samles glade rejsefæller om lejrbålet, og dagens oplevelser og indtryk vendes, alt imens man kigger op på nattehimlen for at se, hvor mange stjerner hotellet har i nat…

Teltlejr i bjergene.

1986

Topas begynder at arrangere trekkingture. Den første tur tager sit udgangspunkt i Pyrenæerne, hvor man vandrer med rygsæk fra hytte til hytte i alpint landskab. Specielt denne højrutetur er gennem årene blevet besøgt af mange Topas-gæster og regnes for mange som en ægte klassiker, der ligger manges vandreres hjerter nært. Op gennem 90’erne udgør trekkingturene langt den største del af Topas’ rejser. Langsomt kommer nu også egentlige bestigninger af bjerge på programmet for de, der har mod på større udfordringer.

Gruppefoto på toppen af Uhuru Peak, Tanzania.

1995

Kilimanjaro med Erik Lund som turleder var starten på bestigningsafdelingen i Topas. Første tur afgik 9.12.1995 med bestigning af Kilimanjaro, safari og Zanzibar. 30 dage med mindre komfort på overnatningsstederne og betydelig mere landtransport af støvede afrikanske veje.
 
Allerede dengang havde vi en meget høj bestigningsprocent (85%). En stor del af gæsterne på denne tur er stadig aktive Topas rejsende. Erik Lund er i dag turleder ansvarlig i operations hos Topas.

Bord fyldt med italienske delikatesser.

1996

Efter nogle forsøg med fast base på vandreture kom det store gennembrud med hotelbaserede vandreture i 1996 på pensionatet La Fontanella i Italien. Vores værter Gemma og hendes søn Andrea vil være kendt af rigtig mange Topas gæster.
 
La Fontanella er i dag den største Topas destination og for mange gæster indgangsporten til et eventyrligt rejseliv med naturoplevelser over hele verden. De første ture blev kørt af Flemming Frimer, der stadig er aktiv turleder.

Isbjerge.

1998

Topas starter samarbejde og partnerskaber med flere forskellige grønlandske firmaer.
I dag er vi bl.a. involveret i rederiet Diskoline samt rejsebureauerne Blue Ice Explorer og World of Greenland. Turene i Grønland er vidt forskellige. Alt lige fra ture til fods mellem små bygder, til ture på hundeslæde, i kajak, bådture eller til krydsning af Indlandsisen på ski.

Dør til Topas adventure Vietnam i Hanoi.

1999

Topas Adventure Vietnam stiftes sammen med vores lokale partner Le The Chinh. Fra 1995 – 1998 udviklede vi sammen med Chinh eventyrlige ekspeditioner ind i det bjergrige Nordvietnam. Dette frugtbare samarbejde blev startskuddet til etablering af rejsebureauet Topas Adventure Vietnam i 1998. Chinh blev desværre ramt af alvorlig sygdom og døde allerede i 2000. I dag er alle hans 4 børn ansat i Topas Adventure Vietnam og Topas Ecolodge. I dag organiseres der ture til Topas' gæster i Danmark og mange andre rejsebureauer verden over. Endvidere arrangeres der mange skræddersyede ture til individuelt rejsende.

Udsigt over Topas Ecolodge med rismarker og bjerge i horisonten.

2004

Ud fra principper om bæredygtig turisme, miljøhensyn og stor lokal forankring opføres Topas Ecolodge midt i junglen på en bjergtop ved Sapa i Vietnam.
 
Lokale vietnamesere arbejder nu med at bestyre stedet, dyrke det landbrug, der støder op til lodgen samt arbejde som guider på vandreturene rundt i området. Flere lignende projekter sættes i gang rundt i verden.

Tilberedning af måltid ved lastbil i Bolivia.

2007

Topas etablerer sig i Bolivia og starter driften af Topas Travel, Bolivia. I første omgang består forretningen i La Paz af et rejsebureau. Ret hurtigt fik rejsebureauet større lokaler og fik mulighed for at etablere hoteldrift, restaurant og souvenirforretning. Stedet var igennem de første 5 år drevet af skiftende danskere, men styres nu udelukkende af Bolivianske medarbejdere, med den lokale partner i spidsen.

Cykelferie.

2011

Region Rejser bliver fra 1. januar 2011 en del af Topas Travel.
Region Rejser er specialiseret i cykelrejser, og Topas Travel vil hermed fremover både være arrangør af vandre- og cykelrejser i hele verden.

Hans Holm, som har startet og ledet Region Rejser siden 1986, samt alle medarbejdere flytter med over i Topas Travel og fortsætter arbejdet med cykelrejserne, hvilket sikrer, at ekspertisen bliver bevaret, og at Topas også i fremtiden kan levere et højt kvalitetsprodukt for den aktivt rejsende.

Topas' 40-årsjubilæumskage.

2013

Topas havde i 2013 40 års jubilæum og kunne her se tilbage på en spændende og udviklende rejse på 4 årtier med masser af glade gæster, naturopleveler og aktive udfoldelser. Jubilæet blev markeret på flere måder. Topas holdt bl.a. åbent hus for gæster og venner, hvor der blev budt på spændende foredrag, tapas og bobler.
 
På alle ture hele året blev gæsterne forkælet med jubilæumslagkage, som blev serveret på alverdens høje tinder, i flotte dale og på vilde bjergskråninger.

Silhuet af to personer på klippetop, med armene strakte i vejret, mod himmel fuld af stjerner og grønt og blåt nordlys.

2017

Topas har i mange år arrangeret rejser til Grønland. Med afdelingen 'Greenland by Topas' tilbyder vi nu individuelle pakkerejser til Grønland uden rejseleder, altså til rejsende på egen hånd.

Med den nye afdeling er det nu muligt for vores gæster at få oplevelser præcis de drømmer om. Rejsen bliver skræddersyet helt efter dine ønsker og du bliver naturligvis godt klædt på af 'Greenland by Topas' med råd og vejledning. Mange ønsker at få skræddersyet deres helt egen generationsrejse til Grønland.

Topas' 45-årsjubilæumsbog.

2018

I 2018 kunne Topas med stolthed fejre 45 års jubilæum. Det blev markeret med en jubilæumsreception på kontoret i Ry og med udgivelsen af jubilæumsbogen ’45 års rejseeventyr med Topas - En rejse fra truckekspeditioner til high-end lodges’, skrevet af turleder Troels Vestergaard.

Jubilæumsbogen giver et nuanceret indblik i, hvad Topas er for et væsen på baggrund af en gennemgang af de seneste 4 årtier og bogen giver også et bud på, hvordan Topas forestiller sig fremtiden som ’et anderledes rejsebureau’.

Rismarker i Sapa, Vietnam.

2019

Den nye afdeling 'Vietnam by Topas' sørger for unikke og skræddersyede kvalitetsrejser til Vietnam og er en del af danske Topas Explorer Group. Afdelingen hører hjemme på kontoret i Ry, men råder som den eneste danske rejsearrangør over egne kontorer, lodges og transport i Vietnam.

Som gæst kan du selv vælge både komfort- og aktivitetsniveau – Topas sikrer til gengæld et højt serviceniveau og rådgivning hele vejen igennem og sætter i høj grad de lokale ansattes viden om Vietnam i spil, når der skræddersyes Vietnam-rejser for individuelle, par, familier eller flere generationer.

Jubilæumskage i anledningen af Topas Travels 50-årsjubilæum.

2023

Topas kunne i 2023 fejre 50 års jubilæum. 50 år med eventyrlige rejser, uforglemmelige rejseminder og nye relationer for livet. 
Jubilæet blev markeret med jubilæumskage på alle grupperejser, samt Åben Hus og jubilæumsfest på kontoret i Ry.

Topas har i dag fokus på flere forskellige typer af aktive rejser

Læs mere og få en oversigt over alle rejsetyper

Der er kommet mange nye ture til siden 1973, og mange af de gamle klassikere består stadig. De nye ture udvikles altid med øje for Topas’ værdigrundlag, og især med henblik på at bevare den helt særlige Topas-ånd, der er i selskabet. 

Ejere igennem tiden:
1973-1984 : Erik Gundersen
1984-1996 : Hans Peter Johansen & Jørgen Nielsen
1996- : Jørgen Nielsen

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.