Sri Lanka – En kulturhistorisk rundrejse med mystik og frodig natur

Udforsk øen sydøst for Indien på en 19 dages aktiv ferie med let cykling og vandring fra højlandet til Det Indiske Ocean. Glæd dig også til en historisk togrejse, safarier og afslapning ved stranden.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Sri Lanka ligger som en lille perle i Det Indiske Ocean, med en grøn og frodig natur og en tung kulturarv. På denne aktive rundrejse skal vi cykle blandt rismarker og kokospalmer fra vestkysten nord for Colombo og ind i landet mod nordøst op til den antikke hovedstad Polonnaruwa. Vi cykler på gode cykler og har selskab af en følgebil og lokal cykelguide og mekaniker, så du kan nyde livet fra cyklen på vej gennem de små landsbyer.

I det centrale højland skal du vandre de bedste og mest seværdige vandreture — nemlig Adam’s Peak, Horton Plains, Ella Rock og i regnskoven ved Kitulgala. Sri Lanka har et stort antal velbevarede templer og pagoder, og vi skal se og opleve de mest interessante af dem i den antikke by Polonnaruwa, Lion Rock og templet med Buddhas kindtand i Kandy.

Vi skal også på safari i Minneriya National Park og Yala National Park, hvor muligheden for at opleve vilde elefanter, krokodiller, aber og store og små fugle er størst. Endeligt nyder vi på sydkysten af Sri Lanka Det Indiske Ocean, når vi slutter turen med tre dage ved stranden.

Topas turlederen er på rejsen assisteret af en lokal guide, så du har mulighed for at få et grundigt indblik i Sri Lankas begivenhedsrige historie og spændende samtid og ikke mindst det velsmagende lokale køkken.

Sri Lanka er et fantastisk rejsemål og hvis man rejser med Topas, får man den ultimative oplevelse af denne paradis-ø med god motion og god mad.

Paul Arne Andreasen

Glæd dig til

  • Lion Rock ved Sigiriya og den antikke hovedstad i Polonnaruwa
  • En togrejse tilbage i tiden fra Hatton til den gamle britiske "Hill Station" Nuwara Eliya
  • Den gamle hovedstad Kandy med besøg i tempel, den botaniske have m.m.
  • 4 flotte cykelture gennem små landsbyer, rismarker og palmelunde
  • Adam's Peak og Horton Plains - to af UNESCOs verdensarvsområder
  • Teplantagernes smukke landskab og en god kop lokal te
  • Lokale madoplevelser og smagsindtryk i det srilankanske køkken
  • 2 safarier i Minneriya National Park og Yala National Park med gode chancer for at opleve vilde dyr
  • Afslapning ved stranden på sydspidsen af Sri Lanka med mulighed for hval- og delfinsafari

Rundrejser med Topas

Hos Topas har vi lavet vores egen fortolkning af den klassiske rundrejse. Læs mere om hvad vi gør for at give dig det bedste eventyr samt vores udvalg af rejser i denne kategori.

Program

Dag 1. Afrejse fra Danmark mod Colombo, Sri Lanka

Dag 2 til 6. Vi udforsker øen på cykel

  • Ankomst til Colombo på Sri Lanka og videre til Negombo
  • Cykling mellem rismarker, kokosplantager og landsbyer
  • Først cykling og besøg ved Lion Rock, dernæst jeepsafari i Minneriya National Park
  • Kongeetape på cyklen og besøg i den antikke hovedstad Polonnaruwa
  • Cykling langs vandingskanaler

Dag 7 til 14. Spændende vandredage og kulturoplevelser i højlandet

  • Historiske Kandy med afslapning i den botaniske have
  • Besøg i Dalada Maligawa, det store buddhistiske tempel i Kandy
  • Vandreture på de mindre kendte klipper Saradiel og Devanagala
  • Ud på bjergskråningerne mellem de grønne tebuske
  • Pilgrimsbestigning af Adam's Peak (2243 m.o.h.)
  • Med toget til den britiske "Hill Station" Nuwara Eliya
  • Nuwara Eliya og morgenvandring i Horton Plains National Park
  • Fra Nuwara Eliya i bjergene over Ella med besøg på tefabrik
  • Vandring til Ella Rock

Dag 15 til 18. Morgensafari og 3 dage ved stranden på sydkysten

  • Morgensafari i Yala Nationalpark og videre til strandene ved Sri Lankas sydspids
  • Kysten ved Sri Lankas sydspids — mulighed for at opleve delfiner og blåhvaler på hvalsafari
  • Den sidste aften i Sri Lanka vil Topas være vært ved en hyggelig afskedsmiddag

Dag 19. Ankomst til Danmark

  • Afsked med Sri Lanka - Vi rejser mod Danmark - mange oplevelser rigere.

Se det detaljerede dagsprogram her


Bemærk venligst! På turen med afrejse 12.02.2025 bor vi et andet sted på dag 8 og 9 (Arsulana Eco Lodge). På dag 9 er dagsprogrammet ligeledes ændret en smule med besøg til Aberdeen Waterfalls, teplantager og mulighed for at besøge et stort vandkraftværk.

En hjertevarm velkomst

Ayubowan – velkommen til Sri Lanka! Landet er eksotisk, fremmedartet, fuld af overraskelser, ja, et vaskeægte eventyr.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og lokal guide
  • Flyrejse København - Colombo t/r
  • Al lokal transport i bus rundt på øen
  • Togrejse Hatton - Nanu Oya
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet; 16 x morgenmad, 12 x frokost, 9 x aftensmad
  • 4 cykelture inkl. cykelleje og følgebil samt cykelguide/mekaniker
  • 5 vandreture som beskrevet i dagsprogrammet
  • 2 halvdagssafarier i Minneriya National Park og Yala National Park
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Deltagerprisen inkluderer ikke

  • Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider i dagsprogrammet (ca. DKK 50-100 pr. måltid)
  • Visum til Sri Lanka (USD 35 pr. person. Skal søges inden afrejse.)
  • Drikkepenge til lokale guider/portere/chauffører (ca. DKK 600 pr. deltager)
  • Hval- & delfinsafari ved Mirissa (ca. DKK 350 pr. person) — tilkøb.
  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring.
  • Evt. enkeltværelsestillæg DKK 6.300

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 20 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning på rejsen
  • Aktiviteterne

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Afrejse fra Danmark

Afgang fra Danmark mod Colombo, Sri Lanka.

-/-/-

To mænd står omgivet af blå både i Negombo

Dag 2. Ankomst til Colombo på Sri Lanka og videre til Negombo

Vi lander i Colombo lufthavn på Sri Lanka, hvor Topas turlederen og den lokale guide byder velkommen. Efter en ganske kort køretur nordpå langs kysten, når vi frem til Negombo, hvor vi indkvarteres på et godt hotel ved stranden.

Her introduceres vi til hinanden, turlederen og til, hvad der venter os af fantastiske oplevelser de kommende uger. Med den lange oversøiske rejse i kroppen og en tidsforskel at fordøje, tager vi det stille og roligt på ankomstdagen. Det er op til den enkelte deltager at få restitueret, så alle er klar til morgendagens cykeltur. Aftensmaden spiser vi på hotellet.

-/-/A

Rismarker med fugle i Sri Lanka

Dag 3. Cykling mellem rismarker, kokosplantager, landsbyer m.m.

Umiddelbart efter morgenmad tager vi os tid til at prøve cyklerne af og få dem tilpasset den enkelte deltager. Når justeringerne er gjort, cykler vi afsted og nyder den pragtfulde morgentemperatur på ca. 25 grader Celsius, som står i skærende kontrast til det vejr, vi netop har lagt bag os i Danmark.

Formiddagens etape tager os ad mindre veje igennem landbrugsområder med rismarker og kokosplantager og en række mindre landsbyer. Undervejs får vi masser af positiv opmærksomhed fra lokale, der ivrigt gengælder vores hilsen, når vi cykler forbi. Lige fra bonden i marken til børn der leger eller træner nationalsporten cricket. Vi forventer at cykle cirka 36 km i løbet af formiddagen, men det er fleksibelt for den enkelte deltager, da vi har følgebil med. Herefter nyder vi en god srilankansk buffet til frokost.

Ovenpå turens første cykeltur og efter det tiltrængte måltid er der mulighed for at slappe af i bussen mod vores hotel nær byen Dambulla.

M/F/A

Lion Rock stikker op blandt træerne med bjerge fjent i horisonten.

Dag 4. Først cykling og besøg ved Lion Rock, dernæst jeepsafari i Minneriya National Park

Igen i dag starter vi med en cykeltur. Om formiddagen cykler vi over til den imponerende Lion Rock, som er en enorm enkeltstående klippe, der fungerede som et klippefort for en konge tilbage i det 5. århundrede. Vi vandrer de omkring 200 højdemeter og cirka 1200 trappetrin til toppen og betragter de flotte freskoer kaldet "The Sigiriya Damsels" undervejs. Udsigten er storslået, og det er svært ikke at blive imponeret af ingeniørarbejdet bag dette projekt.

Efter cirka 35 km cykling og en god frokost fortsætter vi til eftermiddagens aktivitet.

Vi skal på jeepsafari Minneriya National Park. I alt fire parker ligger side om side og skaber gode livsbetingelser for de vilde dyr, som migrerer frit fra den ene park til den anden. Elefanterne er parkernes helt store attraktion. Derudover er det muligt at se sambahjorte og aber og en sjælden gang leopard og læbebjørn. 160 af Sri Lankas godt 400 fuglearter findes i parken, heriblandt påfugle, pelikaner, næsehornsfugle m.m. Vegetationen består af blandet løvskov, tæt krat og græssletter.

Vi overnatter igen på vores gode hotel nær Dambulla.

M/F/-

Ruinerne af historiske Polonnaruwa med detajlerede inskiptioner og Buddha-statue i centrum.

Dag 5. En varieret dag på cyklen og besøg i den antikke hovedstad Polonnaruwa

I dag venter turens længere etaper på cykel, som dog "kun" er på ca. 45 km og i stort set fladt terræn. Igen befinder vi os i frodige omgivelser, som er en kombination af landbrug og natur. De små træhytter i trætoppene vidner om de uundgåelige sammenstød mellem netop bønderne og de vilde dyr, som lever side om side. Hytterne bliver brugt som natlige vagttårne, hvorfra bønderne vogter over deres afgrøder og jager eventuelt vildt på flugt. Undervejs cykler vi også igennem en strækning af Angammedilla Nationalpark, hvor vi kan være heldige at se en række abearter.

Ved frokosttid ankommer vi kort før vores hotel til en lille hyggelig familiedrevet restaurant, hvor vi spiser en dejlig frokost. Ovenpå måltidet er vi klar til et besøg i Polonnaruwa. I bus besøger vi den gamle hovedstad, som er fra 1000-1300-tallet og optaget på UNESCO's kulturarvsliste.

Området er et enormt ruinkompleks, og vi tilbringer et par timer blandt seværdighederne. Undervejs gør vi mange stop for at se ruinerne på nærmeste hold og lytte til vores srilankanske guide, der på glimrende vis formidler områdets historie. Efter besøget kører vi tilbage til hotellet.

M/F/A

Gruppe af cyklister på grusvej holder pause ud mod kanal, omgivet af frodige natur og palmer i baggrunden.

Dag 6. Smuk cykelrute langs vandingskanaler

Vi starter dagen med at køre i bus til startpunktet for vores cykeltur. Herfra starter cykelturen på flad vej i det smukke morgenlys. Vi fortsætter i et smukt landbrugslandskab med vandingskanaler som både historisk set og i dag har afgørende betydning for lokalbefolkningen. I løbet af formiddagen passerer vi små landsbyer og små boder og butikker langs vejen. Det bliver til omkring 47 km på cyklerne. Langs kanalen er der et rigt fugleliv (isfugle, hejrer, påfugle m.m.), og sommetider kan vi endda se krokodiller og varaner, hvis vi er heldige.

Herefter er tiden inde til at tage afsked med vores cykelhold og følgebilen, da resten af rundrejsen nu vil byde på vandreture og kulturelle oplevelser.

Om eftermiddagen kører vi mod Kandy. Undervejs stopper vi ved en krydderihave og hører, hvordan Sri Lankas mange krydderier har spillet en stor rolle i landets historie og stadig er en del af både det daglige køkken og en del af et vidtspændende medicinsk behandlingssystem.

Kandy ligger smukt placeret i bjergene i hjertet af Sri Lanka. Kandy byder på mange historiske, kulturelle og religiøse seværdigheder, og hvis tiden tillader det, skal vi allerede i aften besøge et af de absolutte kulturelle highlights på Sri Lanka, nemlig "Dalada Maligawa", bedre kendt som Tandtemplet. Alternativt bliver besøget udskudt til en af de følgende dage.

M/F/A

Åkander i den botaniske have i Kandy.

Dag 7. Historiske Kandy og besøg i ’Royal Botanical Garden’

Efter nogle dage med stor fysisk aktivitet har vi en dejlig rolig morgen, og efter morgenmaden forlader vi det travle byliv og går ind i den berømte botaniske have, som kan dateres helt tilbage til omkring 1371, og som har sit nutidige udtryk fra ca. 1821, da den første af en række britiske gartnere satte sit præg på haven.

Parken er på ca. 80 hektar og er delvist omkranset af Mahaweli floden. Den indeholder en imponerende samling af Sydøstasiens flora samt en stor bestand af flyvende hunde, som er store frugtspisende flagermus med et vingefang på ca. 1.5 meter!

Om eftermiddagen er der mulighed for at gå rundt i det historiske centrum og indsnuse den helt specielle atmosfære, der hersker her i byen, som på mange måder kan beskrives som Sri Lankas hjerte og sjæl.

M/F/A

Dag 8. Vandring på den lokale Robin Hoods klippetop.

Efter morgenmaden kører vi i bussen i omkring en times tid mod Mawanella. Her starter vi formiddagens vandretur op på Saradiels Klippe. Det er ikke en udmattende tur, men dog ad en ujævn natursti med klippestykker og dejlig grøn vegetation til alle sider. Udsigten fra toppen er som så mange andre steder i Sri Lanka smuk med mange små bjergtoppe, som ofte forsvinder i dis ud mod horisonten.

Klippen er opkaldt efter manden Saradiel, som i 1800-tallet holdt til på bjerget. Afhængigt af hvem fortælleren er, var Saradiel enten leder af en flok banditter eller de fattiges hjælper. Han var med andre ord en lokal Robin Hood. Han stjal fra de rige briter og gav til de fattige srilankanere, og bjerget her var hans tilholdssted, hvor lokalbefolkningen hjalp ham ved at gemme ham, når lovens lange arm var ude efter ham. Efter turen op på toppen er der lokal frokost i uformelle rammer.

Herefter kører vi videre til Devanagala-klippen, som er en mindre besøgt klippetop. Ifølge myterne er Buddhas hellige kindtand blevet gemt her, før den fik sin plads i templet i Kandy. På toppen ligger et lille tempel, og gamle konger har hugget inskriptioner i klipperne. Her er der ro og tid til at lade Sri Lanka komme ind under huden. Også eftermiddagsturen er en hyggetur på et par timer.

Herefter bliver vi hentet af bussen og kørt til vores hotel, hvor vi overnatter de næste to nætter.

Bemærk venligst! På turen med afrejse 12.02.2025 bor vi på Arsulana Eco Lodge. Dagens program er ellers uændret.

M/F/A

To personer arbejder i markerne på teplantage.

Dag 9. Vandretur i teplantager

I dag skal vi igen ud at nyde en af Sri Lankas mange landskabstyper, nemlig det bølgende landskab af grønne teplantager. Vi tager til Pusselawa og vandrer rundt på bjergsiderne i cirka 1000-1200 meters højde blandt tebuskene. Tidligere hed øen Ceylon. Da man i 1972 gik fra det navn, fordi det gav associationer til kolonimagternes tid på Sri Lanka, beholdt man dog navnet Ceylon i en branche: Tebranchen! Den sorte te fra Sri Lanka er lovprist verden over, og derfor turde man ikke gamble med marketing og branding ved at skifte navnet ud i tebranchen. Derfor hedder teen fra Sri Lanka stadig Ceylonte. Klimaforholdene i Sri Lanka er ideelle til teproduktion, og mange mennesker er beskæftiget i teindustrien. Teen bliver drukket lokalt, gerne med sukker og frisk ingefær i, men bliver også eksporteret til resten af verden.

På dagens vandretur kommer vi også ind forbi teproduktionens haller og ser, hvordan de høstede blade bliver transformeret til den drik, vi kender så godt.

Efter en fælles frokost bliver vi kørt hjem til hotellet, hvor der er mulighed for lidt egen tid til at fordøje de mange sanseindtryk.

Bemærk venligst! På turen med afrejse 12.02.2025 bor vi på Arsulana Eco Lodge. På dag 9 er dagsprogrammet ligeledes ændret en smule med besøg til Aberdeen Waterfalls, teplantager og mulighed for at besøge et stort vandkraftværk.

M/F/A

Adam's Peak oplyst af lamper i nattens mørke.

Dag 10. Pilgrimsbestigning af Adam's Peak (2243 m.o.h.)

Morgenmaden nydes i ro og mag på hotellet, og der er mulighed for at slappe af og nyde de grønne omgivelser, inden turen fortsætter mod Dalhousie og turens i bogstavelig forstand højdepunkt. Vi bor på et hyggeligt hotel, der har en fremragende udsigt mod vores næste spændende udfordring — nemlig bjergtoppen Adam's Peak.

Vi spiser frokost og går en tur ned i byen og frem til stedet, hvor bestigningen begynder, så vi kan fornemme den helt specielle stemning, der hersker her. Vi spiser en relativ tidlig aftensmad, så vi kan få sovet og hvilet ud, inden bestigningen begynder over midnat.

Adam's Peak er med sine 2243 m ikke Sri Lankas højeste bjerg - men det ubestridt vigtigste. Bjerget er mål for både buddhistiske, hinduistiske, muslimske og kristne pilgrimsvandrere, som alle ønsker at sætte foden på toppen, allerhelst en gang om året hvis muligt. På selve toppen ligger et lille buddhistisk kloster, hvor pilgrimsvandrerne kan modtage en velsignelse og ringe med klokken det antal gange, som svarer til den enkeltes antal bestigninger af Adam's Peak. I pilgrimssæsonen er det en flot og festlig oplevelse at se lokale folk fra forskellige trosretninger hjælpe unge og gamle på vej. Stien til toppen er belagt med sten og fliser og består af knap 6000 trappetrin. I pilgrimssæsonen fra midten af december til maj er ruten belyst og flankeret med utallige teboder, lokale souvenirboder m.m. Resten af året skal bjergets guder have fred, og der er derfor hverken pilgrimme, boder eller belysning langs stien. Bjerget og dets omgivelser kan da nydes i under mere fredfyldte og rolige forhold.

Vi påbegynder som sagt vandringen efter midnat, og er timingen perfekt, oplever vi solopgangen fra toppen med fantastiske udsigter hele vejen rundt. Vandreturen tager typisk 3-4 timer hver vej afhængig af antal pauser og mængden af ihærdige pilgrimme på bjerget.

M/F/-

Togtur i Sri Lanka

Dag 11. Med toget til den britiske "Hill Station" Nuwara Eliya

Vandreturen på Adam's Peak følger den samme rute op og ned, og da der ikke er noget at tage fejl af rutemæssigt, kan deltagerne gå ned i eget tempo. Tilbage på hotellet venter en velfortjent morgenmad, og udsigten til Adam's Peak understøtter helt sikkert træthedsfølelsen i benmusklerne!

Ud på formiddagen drager vi videre, og der venter en flot togtur i bjergene frem mod den gamle britiske "Hill Station" Nuwara Eliya. Sri Lanka har et godt og udbygget jernbanenet, der oprindeligt blev etableret af briterne omkring 1864, da der var et stort behov for at fragte kaffe og sidenhen te fra plantagerne i bjergene ud til havnene og videre til markederne i Europa. Undervejs passerer vi utallige teplantager, og den ene smukke udsigt efter den anden glider forbi os.

I Nuwara Eliya bor vi centralt, så der er rig mulighed for at gå på opdagelse i den charmerende by, hvor utallige restauranter lokker med interessante menukort.

M/F/-

Enge med vildt græs og skove af tropiske træer i bakkelandskabet kendt som Horton Plains i Sri Lanka.

Dag 12. Nuwara Eliya og morgenvandring i Horton Plains National Park

I dag venter der en flot naturoplevelse i nationalparken Horton Plains, der sammen med to af vores andre vandreture på denne tur (Knuckles Mountains og Adam's Peak) udgør et UNESCO verdensarvssted.

Vi kører op i bjergene tidligt om morgenen, og det er der en god grund til. Dels vil vi gerne opleve morgenstemningen i naturen, og dels kommer der tit dis og tåge ind over plateauet sidst på formiddagen.

Selve nationalparken er på ca. 3000 hektar og rummer en fin bestand af sambahjorte samt en mindre bestand af leoparder. Typisk vil man opleve bjørneaber, kæmpeegern samt et mindre antal fuglearter, der er adapteret til det specielle klima i områdets tropiske skyskove. Faktisk er 20 af Sri Lankas 27 endemiske fuglearter (lever kun på Sri Lanka) registreret i Horton Plains Nationalpark. Vores vandretur er et loop og tager knap fire timer i alt. Stien bringer os gennem et flot og varieret landskab med sletter, skov og en imponerende udsigt ved "World's End", hvor bjerget dramatisk falder knap 900 m brat ned mod dalbunden.

Eftermiddagen og aftenen er til fri disposition. Der er mulighed for at spille golf i byens golfklub, som stadig den dag i dag har både srilankanske men også britiske medlemmer. Klubben fremstår som et intakt billede fra kolonitiden, ligesom mange andre bygninger i byen leder tankerne hen på en svunden fortid. Eller hvad med en high tea på Hill Club? Nogle vil måske nyde en gåtur rundt om søen eller gå på opdagelse i handelsgaden og slutte af på pubben.

M/F/-

Udsigten fra Ella Rock

Dag 13. Vandring til Ella Rock

Efter morgenmaden kører vi mod Ella. Vi befinder os stadig i det grønne højland med mange smukke udsigter.

Fra Ella vandrer vi op til udsigtspunktet ”Ella Rock”. Først følger vi jernbaneskinnerne, hvor vi møder folk på vej til arbejde eller andre gøremål. På den sidste halve times vandring mod toppen tager stigningen noget til, og vi tager de nødvendige pauser undervejs. Efter ca. 2 timers vandring når vi toppen, og kan forhåbentlig nyde den storslåede udsigt over dalen og til toppen kendt som ”Little Adams Peak. En ældre mand laver te over bål ved toppen, og de fleste plejer med glæde at købe en kop godt sødet te heroppe.

Vi går retur den samme vej, og alt i alt forventes turen at tage ca. 4-5 timer inkl. pauser. Er tiden til det, kigger vi os omkring i byen, inden vi samles op af bussen og køres til hotellet nær Bandarawela.

M/F/A

Dag 14. Videre til Tissa med tid til at slappe af og nyde ferien.

Umiddelbart efter morgenmaden fortsætter vi i bus mod syd igennem det grønne landskab, som er plettet af de smukke afrikanske tulipantræer. Vi bliver undervejs beriget med mange flotte og imponerende udsigtspunkter.

Vi når frem til overnatningsstedet i god tid, og efter mange dages intenst program med mange oplevelser er det dejligt at have en eftermiddag til at slappe af og nyde poolen og de behagelige omgivelser, inden det igen går løs med morgensafari i den nærtliggende Yala National Park i morgen.

M/F/A

Elefantflok går gennem skov

Dag 15. Morgensafari i Yala Nationalpark

Vi står tidligt op og medbringer madpakker til morgenmaden, da vi her til morgen og formiddag skal på safari i den berømte Yala Nationalpark. Vi bliver hentet ved hotellet i jeeps og kører i solopgangen til parken, således at vi oplever den herlige morgenstemning i naturen.

Yala Nationalpark blev etableret omkring år 1900 og dækker ca. 1350 kvadratkilometer. Landskabet består af savannelignende landskaber med lav græs- og buskvegetation, tæt krat, søer og mangrove sumpe m.m. Dyrelivet er mangfoldigt, og af pattedyr ses ofte hjorte (samba og den srilankanske chitalhjort), elefanter, bøfler, sjakaler og en enkelt leopard, hvis man er heldig. Derudover ses krokodiller, skildpadder og et virkeligt rigt og alsidigt fugleliv med næsehornsfugle, papegøjer og ikke mindst de majestætiske påfugle!

Efter safarituren spiser vi lokal frokost på en restaurant, inden vi fortsætter vestpå langs sydkysten.
Resten af turen skal vi tilbringe ved kysten ved det Indiske Ocean med havluft og pragtfulde sandstrande.

M/F/-

Strand med hvidt sand, turkisblåt hav og enkelte turiste i badetøj.

Dag 16, 17 og 18. Kysten ved Sri Lankas sydspids — mulighed for at opleve delfiner og blåhvaler på hvalsafari

Som en passende afslutning på turen har vi nu tre fulde dage på sydkysten af Sri Lanka ved det Indiske Ocean.

Vi bor på hotel lige ved stranden, så der er optimale muligheder for at slappe af og til at tage en dukkert i det Indiske Ocean, inden turen går hjemover. Der er fantastisk sandstrand flankeret af kokospalmer, og vandet er pragtfuldt. Der er også mulighed for en række valgfrie aktiviteter (tilkøb) såsom: hvalsafari (blåhvaler og spinnerdelfiner), ayurvedabehandling (massage, tradtionel medicin m.m.) og tur til det historiske Galle Fort, som kom på UNESCO's kulturarvsliste i 1988. Her kan man nyde det velbevarede fæstningsværk og købe de sidste souvenirs.

Sætter man pris på frisk og velsmagende skaldyr, er der optimale muligheder for at smage dette herude ved kysten. Menukortene bugner af hummer, tigerrejer, alverdens fisk, blæksprutter mm. Turlederen vil naturligvis være behjælpelig med at planlægge og evt. booke de forskellige aktiviteter for interesserede.

Den sidste aften i Sri Lanka vil Topas være vært ved en hyggelig afskedsmiddag.

16: M/-/-
17: M/-/-
18: M/-/A

Dag 19. Afsked med Sri Lanka

Vi rejser mod Danmark - mange oplevelser rigere.

-/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

19 dage. Heraf fire dage med vandring sværhedsgrad 2-3 (af ca. 4 — 7 timers varighed pr. dag inkl. pauser) og fire cykeldage sværhedsgrad 2-3 (41 km — 55 km pr. dag med følgebil). Dagsprogrammet er meget fleksibelt i forhold til vandre- og cykelturene, og man kan fravælge både nogle af vandreturene og afkorte nogle af cykelturene, hvis man ønsker det.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Om cyklerne og cykelturene

Vi har på denne tur til Sri Lanka i alt fire dage, hvor vi cykler en stor del af dagen. Cyklingen foregår på relativ flad vej i roligt tempo, og vi nyder at komme ud på landet på mindre veje uden den store trafik. Vi prioriterer således dels at køre i et roligt tempo og dels at have småpauser, så vi har tid og mulighed for at betragte og opleve det landskab og de landsbyer, som vi cykler igennem. Der er i øvrigt venstrekørsel på Sri Lanka.

Distancerne er ca. mellem 41 og 55 km på hver af de fire cykeldage. På alle cykeldagene deltager en lokal cykelguide og mekaniker udover vores dansktalende Topas turleder. Derudover er der følgebil med på alle ture, så man kan få et lift eller afkorte sin tur, hvis man ønsker det. Vi cykler på gode mountainbikes. Cyklerne har håndbremser — ikke fodbremser, oftest skivebremser. Cyklerne har udvendige gear — typisk mellem 14 og 21 gear. Der er ikke bagagebærer på cyklerne, så man kan evt. selv medbringe en lille og let rygsæk eller rygpose.

Krav til deltagerne

På denne tur cykler vi på mountainbikes med udvendige gear og håndbremser på henholdsvis for og baghjul. Det er ikke svært at køre på mountainbike, men af sikkerhedsmæssige hensyn på turen, forventer vi, at du inden afrejsen har tilegnet dig de nødvendige færdigheder, så du på turen er fuldt fortrolig med en mountainbikes gearskifte, bremsere og kan kontrollere din fart.

Om vandreturene

Vandreturene på denne tur veksler imellem spændende kulturelle vandringer og flotte naturvandringer. Alle vandreturene er grad 2-3, hvor Adam's Peak turen er den mest udfordrende på en grad 3.

Vores første vandring er en såkaldt kulturvandring op på toppen af Lion's Rock på dag 4. Turen tager i alt ca. 2 timer og består primært af trappetrin på klippen. På dag 8 vandrer vi ad to omgange i alt 3-4 timer på to forskellige klipper. På dag 9 vandrer vi om formiddagen i teplantagerne med cirka 200-300 højdemeter op og ned. Turens fysiske vandreudfordring er uden tvivl vandringen til toppen af Adam's Peak på dag 11. Stien består af trapper stort set hele vejen og tager ca. 6 timer i alt — op og ned. Vi benytter samme rute op og ned, og da vores hotel ligger for foden af bjerget, kan man individuelt vende om og returnere til hotellet, hvis man ønsker det. På dag 13 har vi en flot vandretur oppe i Horton Plains Nationalpark. Vandreturen er et loop på gode stier, der tager knap fire timer inkl. små pauser til at tage billeder og nyde landskabet.

Overnatning

Rejsens indhold af cykel- og vandreture, safarier, kulturelle seværdigheder, strandophold m.m. har vi nøje udvalgt og prioriteret til denne aktive ferie. Det betyder, at vi rejser over en stor del af det sydvestlige Sri Lanka inklusiv det centrale højland.

Vores overnatningssteder er udvalgt ud fra, at de skal være godt placeret geografisk i forhold til at optimere logistikken i forhold til det generelle turindhold på rundrejsen. Derudover er overnatningsstederne også velplaceret i forhold til aktiviteterne på de enkelte dage, f.eks. i centrum af Nuwara Eliya og Kandy, hvor de kulturelle oplevelser er i højsædet. Hotellerne er meget forskellige, men alle med værelser med eget bad & toilet. Flere gange på turen sover vi 2 og en enkelt gang 3 nætter på samme hotel (ved stranden, red.)

Der er mulighed for enkeltværelse mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Maden er generelt meget velsmagende og tilpas krydret. Rice 'n' curry består af en række små retter, som findes i utroligt mange varianter, og srilankanerne selv spiser rice 'n' curry morgen, middag og aften. Vi vil også i høj grad blive præsenteret for rice 'n' curry i alle dens smagsnuancer. Ved kysten kan man få frisk og velsmagende skaldyr, såsom hummer, tigerrejer, fisk, krabber m.m. Undervejs på turen har vi også mulighed for at smage på øens mange tropiske frugter såsom ananas, forskellige meloner, forskellige banantyper, papaya m.m. Frugterne kan også nydes som lækker frugtjuice. Desuden brygger man 3-4 rigtig gode øl på Sri Lanka, så der er helt sikkert noget for enhver smag.

Flyrejsen og lokal transport

Vi har nøje afstemt aktiviteter og overnatningssteder, så vi ikke får for lange buskørsler på rejsen. Når det er sagt, kører vi igennem nogle fantastisk smukke områder, så det er faktisk en oplevelse at betragte de varierede landskaber og byer, vi passerer igennem. Vi kører i en moderne bus med aircondition. På togturen fra Hatton til Nuwara Eliya sidder vi på almindelige sæder. På de to safariture kører vi i firehjulstrukne terrængående køretøjer.

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Klimaet i Sri Lanka er relativt komplekst og er bl.a. påvirket af monsun - sæsonbetonet vind- og nedbørsforhold. En sydvest monsun der bringer regn fra maj-juli til de sydlige og centrale regioner, samt en nordøst monsun der bringer regn til de nordlige og østlige regioner i december og januar. Derudover er der det centrale højland, der virker som en effektiv klimabarriere.

Denne rejse til Sri Lanka går til den sydvestlige del af landet samt højlandet, så jf. ovenstående er den bedste rejseperiode statistisk set for denne tur fra november og til med marts måned. Sri Lanka har et typisk tropisk klima, hvor den årlige gennemsnitstemperatur er 27 grader Celsius ved havet og noget køligere oppe i højlandet — eksempelvis 20 grader Celsius i Kandy og 16 grader Celsius i Nuwara Eliya. På denne rejse skal du forvente dagstemperaturer i intervallet 27 - 32 grader Celsius ved kysten og i lavlandet og mellem 22 - 25 grader Celsius i højlandet. Vi er på destinationen i den tørre periode, men der kan forekomme regn især i højlandet. Som mange andre steder i verden, kan man også på Sri Lanka konstatere, at kendte vejrsystemer ikke er så stabile som tidligere, så klimabeskrivelser inkl. denne, skal altid tages med forbehold, da vejret til tider er omskifteligt og uforudsigeligt.

Vandtemperaturen i havet ligger normalt mellem 27 — 30 grader Celsius året rundt.

Pas og visum

Sri Lankas parlament har vedtaget et forsøg, hvor Visum ikke er nødvendigt for borgere fra en gruppe lande. Det er bl.a. borgere fra Danmark.
Det betyder, at man IKKE skal købe visum til Sri Lanka på de 3 rejser i perioden 1. oktober 2024 til 31. marts 2025.

VIGTIGT: Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdet.

NB. Vær opmærksom på, at visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere.

Vaccinationer

Kontakt egen læge senest 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.

Du kan også finde relevant information på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Valuta og kreditkort

Valutaenheden i Sri Lanka hedder Rupees (Rs). 1 USD svarer til ca. 140 Rs.

Vi anbefaler, at du medbringer lidt valuta i dollars (200 USD pr. person). Dem kan I veksle i lufthavnens vekselkontorer til små sedler. 
Turlederen samler samlet ind til drikkepenge (Rupees svarende til ca. 100 USD pr. person). Derudover skal I have penge til småindkøb de første 4 dage, hvor det ikke er nemt at finde ATM’er.

Resten af turen vil der være hæveautomater i de større byer. Du kan også bruge Visakort som betalingsmiddel på flere og flere restauranter.

Et relativt lavt prisniveau samt de mange inkluderede aktiviteter og måltider gør, at lommepengeforbruget anslås til ca. USD 600 - 700 pr. person.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er god mobildækning på store dele af rejsen og gratis wi-fi på de fleste hoteller. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Adgang til el
På hotellerne er der adgang til opladning af batterier. Medbring evt. ekstra batterier til trekking turen. Husk at medbringe et multistik, da udformningen af de lokale stikkontakter varierer fra den danske standard. Det mest almindelige stik er den britiske standard BS546.

Kort og Rejselitteratur

Sri Lanka, Forlaget Baedeker.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

Bagagen kan pakkes i en blød vadsæk, rygsæk, sportstaske eller kuffert.

Derudover skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage i flyet.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. Vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen mod forventning skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Let fodtøj, f.eks. gummisko eller sandaler, til cykling eller til at skifte med, når man er færdig med dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring evt. en eller flere flasker som i alt kan rumme ca.1½ liter vand til at medbringe på vandreturene. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning. ½ liters vandflasker udleveres til cykeldagene på destinationen og kan bruges i holderen på cyklerne.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Tøj til vandring og cykling

  • 2 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • 1 tynd uldtrøje
  • 1 sweatshirt/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par regnbukser (Regnslag eller poncho er et godt alternativ til alm. regntøj)
  • 1 par cykelbukser, cykelhandsker, cykelhjelm (du skal altså selv medbringe cykelhjelm til turen).
  • Evt. et løst saddelovertræk med gel for komfortens skyld.

Andet tøj

  • ”Tempeltøj” – f.eks. zip off bukser. Man skal have tildækkede knæ og skuldre i alle buddhistiske templer.
  • Evt. bukser til bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter
  • Strømper
  • Undertøj
  • Badetøj
  • Håndklæde

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor

Diverse

  • Du skal selv medbringe cykelhjelm til turen.
  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Pengebælte
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Myggebalsam
  • Lommelygte og ekstra batterier, evt. pandelygte
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Kamera og evt. ekstra batterier/oplader
  • Kikkert, hvis man er dyre/fugle interesseret
  • Alkoholgel til håndvask
  • Vådservietter
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Specifikke turbemærkninger

Mod myg anbefaler vi tyndt løstsiddende bomulds- eller lærredstøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam er den bedste beskyttelse mod evt. myg om aftenen.

Du skal IKKE medbringe hverken underlag eller sovepose til turen.

Det er en god ide at medbringe lidt vaskemiddel til håndvask, så cykel- og vandretøj kan skylles op efter behov.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

25. januar 2025  –  12. februar 2025 Garanteret afgang 32.970 DKK Bestil Rejse
12. februar 2025  –  2. marts 2025 Garanteret afgang 31.470 DKK Bestil Rejse
1. november 2025  –  19. november 2025 Garanteret afgang 30.970 DKK Bestil Rejse
24. januar 2026  –  11. februar 2026 Åben for booking 29.970 DKK Bestil Rejse
11. februar 2026  –  1. marts 2026 Åben for booking 29.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: LKSL

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.