Det er vigtigt, at du vælger en vandreferie, der passer til din aktuelle form og tidligere erfaringer. Både af hensyn til dig selv og af hensyn til de andre i gruppen.
Læs turbeskrivelsen og kig på billederne for turen. Det giver et vigtigt indtryk af, hvad der venter. Læs afsnittet ”Vandring og sværhedsgrad” under ”Praktisk information”, hvor turens sværhedsgrad er uddybet.
Vores graduering af sværhedsgrader kan ikke sammenlignes med andre kendte systemer, men ved at læse beskrivelsen af grad 1 - 5 her på siden kan du vurdere, hvilken grad der passer til dig.
Forhold dig til din egen form og få en bedre ferie
Vandring i bjerge stiller krav til din kondition. For at forbedre din kondition før afrejsen, kan vi anbefale løb, cykling, svømning, trappetræning og længere vandreture i bakket terræn.
Ved opstigningerne på vandreturene er det især hjerte og lunger, som bliver belastet. Det er her, du får udbytte af din gode kondition. Ved nedstigninger er det især lårmuskler og knæ, der belastes. Vær derfor helt sikker på, at »bentøjet« er i orden hjemmefra.
Jo højere sværhedsgrad, desto større krav stiller det til din kondition, råstyrke og balance.
Søger du inspiration til hvordan du kan forberede dig til en vandreferie, så har vi samlet en række træningsråd og en række danske vandreruter du kan bruge som opvarmningsture.
Se mere her.
Sværhedsgrader for vandreferier
Turens sværhedsgrad er baseret på vandreturenes længde (tid), distance (km) og antal højdemeter. Andre faktorer, som vi kalder ’add-ons’, har også indflydelse på turens sværhedsgrad.
Grad 1 – let vandring
Grad 2 – moderat vandring
Grad 3 – lidt hårdere vandring
Grad 4 – krævende vandring
Grad 5 – svær vandring eller bestigning
Belastningsmarkører til graduering af vandreture
Belastningsmarkører er faktorer, der er med til at trække oplevelsen af en turs sværhedsgrad op. Vores belastningsmarkører handler om terræn (stiens beskaffenhed), vandring i højden, primitive forhold (som stresser kroppen), ture hvor du bærer din egen bagage.
Terræn:
Vandreture med kortere eller længere sektioner i krævende terræn. Der kan fx være tale vandring i rullesten eller blokmark, op eller nedstigninger i løst terræn, vandring i sne eller på gletsjer, vandring langs eksponerede bjergkamme eller lignende.
Højde:
Vandring i stor højde. Ved vandring i højden (over 2500 m) øges presset på krop, åndedræt og sind. Jo tyndere luften er, desto hårdere vil det belaste kroppen. Temperaturerne er lavere på højdeture.
Primitive forhold:
Overnatning under primitive forhold. Fx på sovesal i køjesenge på bjergrefugier, hos lokale under simple forhold, eller på ikke opvarmede værelser på lokale te-huse i Nepal. Forholdene, herunder de sanitære forhold, kan være primitive.
Vægt bagage:
Vandreture hvor du bærer din egen personlige bagage. Fx højruteture, hvor du selv bærer din rygsæk med alt, hvad du skal bruge, fra hytte til hytte.
Godt at vide om vores sværhedsgrader.
Gennemsnit:
En turs sværhedsgrad er et gennemsnit for turen samlet set. Dvs. at sværhedsgraden helt naturligt varierer lidt hen over dagen og mellem de forskellige dage. En grad 3 tur kan derfor godt ramme en grad 2 og en grad 4 på kortere strækninger.
Timer, kilometer, højdemeter er vejledende:
De oplyste fakta på km, tid og højdemeter i turbeskrivelsen er vejledende. Tiderne er meget individuelt og afhænger af din form og tekniske kunne. Særligt på op- og nedstigninger kan der være stor variation i en gruppe. Nogle er hurtige ned ad bakke, mens andre går langsomt og forsigtigt. Vær også opmærksom på, at kilometer generelt ikke siger meget i bjergrigt terræn. Det kan nemt tage 5 timer at vandre 10 kilometer i svært eller meget kuperet terræn, mens man på en flad og nem rute kan gå 4-5 km i timen.
Turbeskrivelsen:
Læs turbeskrivelsen og kig på billederne, så kan du nemmere danne dig et indtryk af terrænet og stiernes beskaffenhed.
Andre faktorer:
I dårligt vejr kan en turs sværhedsgrad føles hårdere, end når solen skinner. Hvorvidt man oplever noget som hårdt eller nemt, vil generelt altid være forskelligt fra person til person.
Husk:
Vandring i bjerge er ofte på naturens og vejrets præmisser. Det hænder, at en rute må lægges om og medføre afvigelser ift. de oplyste fakta. I sjældne tilfælde kan det også have indflydelse på sværhedsgraden, selvom vi altid bestræber os på at finde alternativer, der passer til den aktuelle turs sværhedsgrad.
Er du i tvivl om hvad du skal vælge?
Har du svært ved at vurdere din fysiske formåen i forhold til en specifik tur, så kontakt os for en snak om sværhedsgraderne, vandringerne på de enkelte rejser og hvordan du forbereder dig til dem. Vores rejserådgivere sidder klar til at hjælpe dig. De kender turene og har løbende kontakt med turledere og lokale guider.
Kontakte os på tlf. 8689 3622 eller mail info@topas.dk.