NYHED

Wales – Vandring i magiske Snowdonia

Oplev det nordvestlige Wales med de høje bjerge, magiske landskaber og endeløse udsigter på vandring i Snowdonia National Park, og på Wales Coast Path på Llyn Peninsula og øen Anglesey.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

De magiske landskaber i Snowdonia Nationalpark i det nordvestlige Wales danner ramme om denne nye tur, der er hjemsted for nogle af de højeste bjerge og bedste udsigter i Storbritannien. Området domineres af stejle, forrevne klipper, atmosfæriske dybe dale, glinsende søer og mosbeklædte træer i den flotteste grønne farve.

Wales er en moderne nation med et ældgammelt hjerte. Her skal vi møde den hjertelige og imødekommende walisiske befolkning og vandre i deres særegne natur. Fra græsbeklædte bjergkamme ved Moel Eilio, i baghaven af Llanberis, hvor vi bor, til toppen af Wales højeste bjerg, Mount Snowdon. Snowdonia indrammes af gyldne sandstrande og flotte kyststrækninger, og vi skifter løbende scene, når vi efter vandredage i højlandet, vender blikket mod kysten og øen Anglesey. Her skal vi vandre ved den imponerende kyst ved tidevandsøen Ynes Llandwwyn, som afskæres fra fastlandet under højvande.

Vi skal også vandre på Wales Coast Path på halvøen, Llyn Peninsula, som også kaldes ’The Welsh riviera’, fordi der ofte er godt vejr her, når mørke skyer truer over Snowdonia. Her følger vi igennem hele dagen kystens kurver og mærker havets kraft. Det er som om, at naturen i dette nordvestlige hjørne af Wales har to ansigter; sommetider er den blid og behersket. Andre gange frådende og vild. At vandre i Wales er på naturens præmisser og vandring i Snowdonia er tæt på magisk. 

Glæd dig til

  • De magiske landskaber på vandring i Snowdonia National Park
  • Bestigning af Wales højeste bjerg Mount Snowdon på 1.085 m.
  • Den hyggelige by, Betws-y-Coed, flot indrammet i Gwweyn skoven
  • Vandring ved Lake Ogwen og Lake Idwal, med klippesprækken 'Devils Kitchen'
  • Vandring på Wales Coast Path, fra Aberdaron til Whistling Sands på Llyn Peninsula
  • Øen Anglesey og vandring til tidevandsøen, Ynes Llanddwyn.
  • Walisisk feriestemning i kystbyen Beaumaris med Unesco beskyttede ’Beaumaris Castle’.
  • Vandring i bjergområdet The Molewyns med brusende floder, søer og gode vandrestier
  • Walisisk pubbesøg i charmerende Beddgelert
  • Panoramaudsigter fra Moel Eilio (725 m) og over Mt. Snowdon og Llyn Padarn
  • Hyggelige middage i hjemlige omgivelser i Dol Peris

Vandreferie med Topas

Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.

Program

Dag 1: Ankomst til Manchester og videre til Wales
Vi kører i bus til den lille by, Llanberis, som ligger i Snowdonia National Park for foden af Wales højeste bjerg, Mount Snowdon. Her indkvarteres vi i det charmerende, walisiske stenhus, Dol Peris.

Dag 2: Vandring til Moel Eilio og panoramaudsigter over Snowdonia National Park
Vores første vandretur går ud fra Llanberis til en smuk græsbeklædte bjergkam med tre forbundne toppe bag byen. Panoramaudsigterne over Snowdonia er storslåede. Aftensmad i hjemlige omgivelser i Dol Peris.

Dag 3: Wales Coast Path på halvøen Llyn Peninsula
Vi tager til Llyn Peninsula ved kysten og skal vandre et af de flotteste stræk på ’Wales Coast Path’. Her følger vi kystens kurver og mærker havets kraft fra den hyggelige bebyggelse Aberdaron til den gylde og brede sandstrand ved Whistling Sands.

Dag 4: Vandring ved Lake Idwal og ’Devils Kitchen’ – og besøg i idylliske Betws-y-Coed
Dagens vandring går til søerne Lake Ogwen og Lake Idwal, hvor sidstnævnte omkranses af massive klippevægge. Det er muligt at gå op til klippesprækken ved ’Devils Kitchen’. Om eftermiddagen kører vi til Snowdonia måske hyggeligste by, Betws-y-Coed.

Dag 5: Vandring ved tidevandsøen Ynes Llanddwyn på øen Anglesey
Vi tager til øen, Anglesey, hvor vi med udsigt til fastlandet og Snowdonia skal vandre langs kysten til tidevandsøen, Ynes Llanddwyn. Eftermiddagen bruges i den charmerende kystby Baeumaris som også huser Beaumaris Castle, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.

Dag 6: Bestigning af Mount Snowdon (1085 m), Wales højeste bjerg
Turens kongeetape. Mount Snowdon er et must på vandreferie i Wales. Vi bestiger Wales højeste bjerg via PYG sporet op og Llanberis sporet ned. På den måde får vi set bjergets vidt forskellige sider, og vi kan gå hele vejen tilbage til Dol Peris.

Dag 7: Vandring i The Molewyns og pubbesøg i i Beddgelert
På turens sidste dag vandrer vi i ’de magiske Molewyns’. Et bjergområde som er kendt for sin store variation og sit ofte flotte farvespil. Vi belønnes bl.a. med flotte udsigter over søen Llyn Dinas og følger den brusende flod, Afon Glaslyn, til byen Beddgelert, hvor vi slutter på en traditionel pub.

Dag 8. Hjemrejse til Danmark
Vandreferien i det nordvestlige Wales er nu slut. Vi forlader Snowdonia og kører mod Manchester, hvorfra vi flyver til Danmark. 

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København - Manchester t/r
  • Al transfer og relevant transport i bus til planlagte aktiviteter
  • Alle overnatninger i Dol Peris i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Lokal guide på dag 2
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. DKK 150 - 250 pr. måltid)
  • Entré til museer og andre seværdigheder
  • Drikkepenge til lokal guide og chauffører ca. 100 DKK 
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse*

    *Der er muligt at booke to forskellige typer singleværelser mod tillæg:
    DKK 2400 i tillæg for et singleværelse med dobbeltseng og bad og toilet på værelset. Værelset ligger i nabohuset lige ved siden af.
    DKK 1400 i tillæg for et mindre singleværelse med enkeltmandsseng og bad og toilet på gangen (deles af to personer). Værelset ligger i Dol Peris.

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 18 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning i vores eget hus, Dol Peris
  • Byen Llanberis

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Llanberis

Dag 1. Ankomst til Manchester og med bus til Llanberis, Wales.

Ved ankomst til Manchester lufthavn mødes du af din turleder og chauffør. Snart er vi på vej i bus vestpå mod Wales, og efter blot to timer ankommer vi til den lille by Llanberis, som ligger i hjertet af Snowdonia National Park og for foden af Wales højeste bjerg, Mount Snowdon. Llanberis er en typisk walisisk by på et par tusinde indbyggere, og midt i byen ligger det gamle og charmerende walisiske hus Dol Peris, som ejes og drives af det søde værtspar, Lisa og Phill.

Dol Peris udgør vores base den kommende uge. Huset rummer foruden værelser et køkken, spisestue, tørrerum, opholdsstue med pejs og en lille have, hvor vi samles til information om turen, så snart alle er landet. Vandreferien i Wales er skudt i gang. 

-/-/-

Udsigt fra Moel Eilio på vandreferie i Wales.

Dag 2. Panoramaudsigter over Snowdonia National Park og Llanberis fra Moel Eilio

Der er al mulig grund til at blive omkring Llanberis på turens første vandredag, for lige bag byen ligger den smukkeste græsbeklædte bjergkam, som forbinder tre toppe Moel Eilio (726 m), Foel Gron (629 m) og Foel Goch (605 m). Vi er i dag assisteret af Phill, der foruden at drive Dol Peris sammen med sin hustru Lisa, også driver en bjergskole, så han kender området som sin egen bukselomme. En del højdemeter skal forceres fra Dol Peris op mod første top, Moel Eilio, og det tager os et par timers i stille og roligt tempo at komme dertil.

Herfra starter magien og vores anstrengelser lønner sig, for på toppen af Moel Eilio, åbner landskabet sig og vi har den mest storslåede panoramaudsigt over Llanberis og søen, Llyn Padarn og hele Snowdon bjergkæden. Vi har også udsigt til Llanberis unikke skifferlandskaber som i 2021 blev anerkendt som UNESCO World Heritage Site. Skifferindustrien, som fandt sted i Llanberis, dominerende økonomien i det nordlige Wales igennem den anden halvdel af det 1900 århundrede og har haft stor betydning for området.

Fra Moel Eilio vandrer vi nogle timer på god sti langs bjergryggen mod de næste to toppe, inden vi rammer en god, bred sti, der fører os tilbage mod Llanberis. Aftensmaden spiser vi i hjemlige omgivelser i Dol Peris.

M/F/A

Dagens vandretur er på ca. 13 km, 6 – 7 timer og 650 højdemeter op og tilsvarende ned.

Llyn-halvøen

Dag 3. Vandring på Wales Coast Path på halvøen, Llyn Peninsula

Blot en times kørsel fra Llanberis ligger den smukke halvø, Llyn Peninsula, også kaldet ’The Welsh Riviera’. Ofte er der nemlig godt vejr her, når mørke skyer truer over Snowdonia. Alene køreturen igennem det walisiske landskab til Llyn Peninsula er storslået, og snart vil vi opleve, at der hersker en hel anden stemning herude ved havet. Alting er lidt mere tilbagelænet og tempoet er skruet helt ned.

Bussen tager os til Llyn Peninsulas yderligste punkt, til den hyggelige bebyggelse, Aberdaron. Herfra begiver vi os afsted på ’Wales Coast Path’, som er en lang vandresti på 870 miles, der følger kysten hele vejen rundt om Wales. Vi nøjes med at tage en bid – en af de flotteste - af den lange rute. Terrænet er åbent, ud mod det irske hav, og udsigterne til grønne græssletter og forrevne klippeformationer, der kolliderer med havet, er endeløse.

De næste 6-7 timer vandrer vi langs den smukke kystrute. Sporet er godt, og det gør det muligt at nyde udsigterne undervejs. Vi spiser vores medbragte frokost undervejs og ender ud på eftermiddagen ved Whistling Sands, en bred og flot sandstrand, som efter sigende skulle give en hviskende lyd fra sig. Tålmodige sjæle kan gøre ophold på stranden og lytte godt efter, mens de mindre tålmodige kan slukke tørste med en pint eller en kop kaffe på stedets eneste café, der ligger hvor stranden møder klitterne.

M/F/-

Dagens vandretur er på ca. 15 km, 6 – 7 timer og 385 højdemeter op og 400 højdemeter ned.

Udsigt over Llyn Idwal

Dag 4. Vandring ved Llyn Idwal og ’Devils Kitchen’ og besøg i Betws-y-Coed

Ikke langt fra Llanberis ligger en af Snowdonias mest betagende bjergsøer, Llyn Idwal. Søen og området tiltrækker stor opmærksomhed. Med god grund. Vi starter vores vandring ved den berømte campingplads, Gwern Göf Campsite, som er meget mere end en campingplads. Det er nemlig stedet for store legender og en vigtig base for bjergentusiaster. Sir John Hunt, en berømt officer fra den britiske hær, og bedst kendt for at være ekspeditionsleder på den første succesfulde britiske ekspedition til Mount Everest i 1953, brugte campingpladsen som sin base, da han trænede til ekspeditionen i 1952.

Vores vandring starter netop her, i legendernes vingesus i Ogwen dalen, og går til at starte med rundt om søen, Llyn Ogwen. Vi har udsigt til bjergkæden Glyderau og Llyn Idwal ligger smukt i en gryde af massive, lodrette klipper. De næste timer vandrer vi rundt om søen i dette storslåede terræn. Inde i bunden af gryden deler stien sig, og skulle nogen have mod på en udfordring i form af en let omgang scrambling (hvor man skal bruge hænderne lidt, red.), er det muligt at gå med turlederen op til den berømte klippesprække ’Devils Kitchen’. Igennem den stejle klippesprække fosser et vandfald, og legenden fortæller, at når vandet eller dampen står op fra sprækken, ligner det på afstand røg, hvorfor man sagde, ’at det var djævlen, der kokkererede’.

Om eftermiddagen kører vi igennem Ogwen dalen til den charmerende by, Betws-y-Coed, som ligger indhyllet af store træer midt i Gwydir skoven. Den hyggelige bymidte prydes af små cafeer, butikker og restauranter og den rislende flod Llugwy, der løber igennem byen. Vi spiser tidlig aftensmad i Betws-y-Coed, inden vi returnerer til Dol Peris først på aftenen.

M/F/-

Dagens vandretur er på ca. 11 km, 5 – 6 timer og 250 højdemeter op og tilsvarende ned.

Ynes Llynddwal

Dag 5. Vandring ved tidevandsøen, Ynes Llynddwal, og Unesco-slottet Beauramis

I dag står på kystvandring og havluft, når vi besøger øen Anglesey i det nordvestlige Wales. Og her kommer tidevand og timing til at spille en afgørende rolle. Blot en halv times kørsel fra vores base ligger ’Newbourough Forrest’, hvis høje og lige nåletræer går helt ned og rammer de store, brede sandstrande på øens sydligste tip. Her ligger, foruden nogle af Wales bedste badestrande, den lille særegne tidevandsø, Ynes Llanddwyn, som er forbundet til fastlandet, undtagen ved højvande i forårsmånederne. Ved lavvande kan man vandre over strandtangen og opleve den magiske ø med de store udsigter til fods. Det er ikke svært at forstå, at flere store Hollywood film er skudt netop her, da tidevandsøen byder på ofte dramatiske udsigter til Snowdonia og Llyn Peninsula.

Vi bruger formiddagen på at vandre i skoven og på øen, der er forbundet med dybe legender. Engang var Ynes Llanddwyn et af de mest velstående hellige steder i Wales. Legenden fortæller, at Saint Dweynwen, den walisiske kærlighedsskytsengel, byggede den kirke, hvis ruiner man stadig kan se på øen. Fortællingerne om Saint Dweynwen fik pilgrimme til at valfarte til tidevandsøen for at blive velsignet med det magiske vand. Øen er ikke kun forbundet med legender og mystik, den er også geologisk interessant, da selve hovedet på øen er formet af en lavaboble fra havbunden.

Ved middagstid kører vi til Beaumaris, også beliggende på Anglesey, og som er mest kendt for Beaumaris Castle, som er på UNESCO verdensarvsliste. Den lille kystby er også kendt for sine små hyggelige gader. Vi spiser frokost på en af byens spisesteder, og bagefter vil der være tid til at udforske omgivelserne, inden vi ud på eftermiddagen kører hjem til Dol Peris og gør klar til Mount Snowdon dagen efter.

M/-/-

Dagens vandretur er på ca. 9 kilometer, ca. 3 – 4 timer og 50 højdemeter op og tilsvarende ned.

Udsigt fra Mount Snowdon

Dag 6. Bestigning af Wales højeste bjerg, Mount Snowdon (1085 m).

Mount Snowdon er med sine 1085 meter det højeste bjerg i Wales. Det er et must for enhver vandrer i Wales, også for os, selvom vi i dag må indstille os på, at vi ikke har bjerget for os selv. Der er mange måder at komme på toppen af Snowdon. Adskillige ruter af forskellig sværhedsgrad fører til toppen, det er endda muligt at køre derop med tog. Vi vandrer via PYG-ruten, som er en af de flotteste ruter igennem vildt terræn, samtidig med at den er teknisk overkommelig. Terrænet er stenet og udsigterne har ikke på noget tidspunkt været større, end de er i dag.

Det tager ca. fire timer at nå toppen af Mt. Snowdon og på opstigningen belønnes vi med udsigt til søerne Llyn Llydaw og Glaslyn, som ligger nedenfor os. Fra toppen går vi ned på Mt. Snowdons modsatte side, via Llanberis ruten, og vi får på den måde set Mt. Snowdon fra to forskellige sider. Llanberis ruten er blandt de lettere, men det er kun kærkomment efter den lidt hårde opstigning og har ingen indflydelse på udsigterne, som er formidable, også på denne side.

Vi vandrer hele vejen fra toppen ned til Dol Peris, hvor vi fejrer ’Toppen af Wales’ med en øl i haven eller på en af byens pubber. Vi spiser aftensmad i Dol Peris og nyder privilegiet i at have vores eget hjem.

M/F/A

Dagens vandretur er på ca. 16 km, ca. 8 timer og 700 højdemeter op og 950 meter ned

Flod og vandresti ved Molewyns i Wales

Dag 7. Vandring i ’de magiske Molewyns’ ved Beddgelert

Turens sidste vandredag går til ’The Molewyns’, som er et bjergområde i Snowdonia. Og måske den bedst bevarede hemmelighed, når det kommer til vandring i Nordwales. Området er kendt for sin naturmæssige variation og sit ofte flotte farvespil. Vandreturen starter i den hyggelige by Beddgelert, som er navngivet efter den legendariske hund, Gelert, som den tidligere konge, Llywelyn the Great, slog ihjel i et raserianfald, da han troede, at Gelert havde dræbt hans spædbarn. Det viste sig dog, at hans trofaste Gelert havde reddet spædbarnets liv ved at slå den ulv ihjel, der var trængt ind i hjemmet mens Llywelyn var på jagt.

Fra Beddgelert vandrer vi mod søen, Llyn Dinas, hvis bredder vi følger et stykke. Herefter begynder vi at stige mod det mere golde terræn i The Molewyns. Udsigten bliver kun bedre, jo højere vi kommer, og vi vandrer over det stenede Molewyns højland, som belønner os med udsigter over Snowdon bjergkæden. Herfra går det nedad og vi bevæger os snart ind i en ældgammel skov, hvor træerne er beklædt med den flotteste grønne mos. Farvespillet er, særligt på solskinsdage, fantastisk.

Vi følger den brusende flod, Afon Glaslyn, de sidste par kilometer tilbage til Beddgelert, som ligger smukt omsluttet af skoven og med floden, der bugter sig langs byens gamle walisiske stenhuse. Det er en god ramme at slutte i, og vi finder en lille, lokal pub, hvor vi kan nyde en forfriskning, inden vi kører tilbage til Dol Peris.

M/F/-

Dagens vandretur er på ca. 12 km, ca. 6 – 7 timer og 340 højdemeter og tilsvarende ned.

Dag 8. Hjemrejse til Danmark

Det er blevet tid til at sige farvel til Wales og Snowdonia. Og til Lisa og Phill – vores skønne værter i Wales. Vi pakker sammen efter morgenmaden og kører mod Manchester, hvorfra vi flyver til Danmark. 

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage – heraf 6 vandredage grad 2-3.

Vi vandrer mellem 3 og 8 timer.

På bestigningen af Mount Snowdon går vi op via PYG ruten op og Llanberis ruten ned. På den måde får vi set bjerget fra to meget forskellige sider, og vi kan gå hele vejen ned til vores overnatningssted i Llanberis uden at skulle transportere os. Samlet vandretid er på ca. 8 timer. Hvis ikke du vil med på Mt. Snowdon, er det selvfølgelig en mulighed at blive i Llanberis eller gøre noget andet den dag. Du kan også vælge at gå op via Llanberis sporet og møde gruppen, som kommer ned via dette spor. På den måde vil det være muligt at vende om, hvis du ikke ønsker at gå hele vejen til toppen.

Det er også en mulighed at tage toget fra Llanberis til toppen af Mt. Snowdon (38 £ retur). Dette er dog forbeholdt, at det er muligt at få en billet til den pågældende dag.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Vandreturene foregår som dagsvandreture i det walisiske højland. Fire af vandreturene går i forskellige områder i Snowdonia National Park, hvor også Wales højeste bjerg, Mount Snowdon, ligger.
 
To af vandreture går på Wales kyststier på hhv. Isle of Anglesey Coast Path og Llyn Penisula Coast Path. Skulle du have lyst til at blive i Llanberis en dag – i stedet for at vandre – er det selvfølgelig en mulighed. . 

Overnatning i vores eget hus, Dol Peris

Vi overnatter alle 7 nætter i det familieejede og charmerende stenhus, Dol Peris, som ejes og drives af det søde ægtepar, Phill og Lisa. Huset rummer 10 værelser, køkken, spisestue, et tørrerum, en opholdsstue med pejs og en lille have bagved huset.

Alle dobbeltværelserne har eget bad og toilet. Det er muligt at booke enkeltmandsværelser med eget bad og toilet (disse værelser ligger i nabohuset, Plas Coch) eller enkeltmandsværelse med delt bad og toilet i Dol Peris. Disse to enkeltværelser deles om to toiletter og et bad på gangen.

Læs mere om tilkøb af enkeltværelse mod tillæg under afsnittet under ’Prisen inkluderer ikke’.

Dol Peris er et gammelt walisisk hus med en hjemlig atmosfære. Værelserne har deres egen stil og er ikke identiske. Vi har Dol Peris for os selv, så vi kan gå i køkkenet og lave te og kaffe, hygge os i haven efter en god vandredag og have en flaske øl eller vin på køl, som kan nydes i haven eller foran pejsen i stuen, alt efter hvad vejret inviterer til.

Dol Peris ligger midt i Llanberis, som er en lokal by med ca. 2000 indbyggere. Mange bjergentusiaster og naturfolk bruger Llanberis som afsæt for vandring og her findes et par udstyrsbutikker, et lille supermarked, et par restauranter, cafeer og en (meget) lokal pub.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med - .

Vi spiser morgenmad i Dol Peris. Frokost vil de fleste dage være madpakker, som vi tager med os på sporet. De fleste aftensmåltider spiser vi på forskellige restauranter i Llanberis og en aften i Betws-Y-Coed. Turlederen sørger for at bestille fællesborde.

To aftensmåltider spiser vi ’hjemme i Dol Peris’, hvor vi enten får mad udefra eller har en kok til at lave mad til os. Dol Peris har et velassorteret køkken, og det vil derfor også være en mulighed at lave et måltid mad en aften, købe ind til tapas eller andet lækkert, eller hente noget fra en af restauranterne i Llanberis, alt efter hvad der er stemning for i gruppen.

Llanberis

Llanberis er et knudepunkt i Snowdonia og har gode busforbindelser. Skulle du ønske at springe en vandredag over, er der gode mulighed for kulturelle seværdigheder. Fx ligger kystbyen, Caernarfon, med sit berømte Caernarfon Castle, som er på UNESCO’s verdensarvsliste, kun 15 min kørsel væk.
 
Der er også gode vandreture ud fra Llanberis, fx rundt om Llyn Padarn til slottet ’Dolbadarn’. Desuden er ”National Slate Museum i Llanberis’ et besøg værd. Et levende museum, der fortæller om den betydningsfulde skifferindustri og -minedrift, der har været i området. Skifferindustrien, som fandt sted i Llanberis, dominerende økonomien i det nordlige Wales igennem den anden halvdel af det 1900 århundrede. Den 28. juni 2021 blev skifferlandskabet omkring Llanberis anerkendt som UNESCO World Heritage Site. 

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din (fly)rejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Dagtemperaturer mellem 10 og 25 grader. Nattemperaturer mellem 6 – 15 grader. Vejret kan hurtigt ændre sig og du må indstillet på al slags vejr. Det kan skifte mellem sol, regn, tåge på en halv time.

Valuta og kreditkort

Medbring kreditkort og kontante britiske pund. Man kan hæve penge på ATM i Llanberis, hvor vi bor. Ligeledes i Betws-y-Coed. 

Wi-Fi og Mobildækning

Der er svingende mobildækning på vandreturene – og flere steder er der ingen mobildækning. Gratis WIFI i vores hus, Dol Peris (og nabohuset Plas Coch). Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord: Gå offline, dyrk nuet og få mest muligt ud af din rejse.   

Der er god adgang til strøm på denne tur. Husk at medbringe adapter til elstik/multistik, da udformningen af de lokale stikkontakter varierer fra den danske standard. 

Kort og Rejselitteratur

Wales – Lonely Planet

Vandrekort (Snowdon/Yr Wyddfa) kan købes forud for turen i:

Nordisk Korthandel
Studiestræde 26-30
1455 Køebenhavn K
Tlf. 33 38 26 38
www.scanmaps.dk

Alternativt kan der nemt købes forskellige kort i Llanberis.

Bemærk venligst

Vi bestræber os på at gennemføre det beskrevne program så godt som muligt ift. de aktuelle vejrforhold, men vejrforholdene kan betyde, at der kommer ændringer i programmet, så der byttes om på de forskellige dage.

I Wales gives der som tommelfingerregel 10 % i drikkepenge ved restaurantbesøg o. lign. Det opfattes som god skik. Vi opfordrer desuden til, at hver gruppe samler ind og giver vores chauffør lidt i drikkepenge.


Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk på 25 – 40 liter, hvor der er god plads til madpakke, regntøj, kamera, snacks, en ekstra trøje, solcreme, etc. Desuden har disse ofte et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde som aflaster skulder og ryg, hvilket også er vigtigt. Denne dagstursrygsæk er det oplagt at medbringe som håndbagage på flyet.

Din dagstursrygsæk skal være regntæt, så medbringe et regnoverslag til rygsækken.

Til transport af øvrig bagage, som ikke skal bruges i løbet af vandredagen, kan du pakke i en større rygsæk, sportstaske, vadsæk eller kuffert på mellem 50 og 80 liter. Denne taske skal kunne rumme din personlige bagage og bør ikke være større, end du selv kan bære den på og af bussen (fx fra lufthavnen til bussen, fra bussen ind på vores overnatning).

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Det er vigtigt, at dine vandrestøvler er vandtætte, da en del af stierne går gennem fugtige terræn. Det er derfor ikke muligt at gennemføre denne tur i almindelige kondisko eller vandresko!

Gaitors/gamacher kan anbefales, men er ikke påkrævet.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 1.5 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke.  

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når du er færdig med dagens vandretur.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes: Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb. Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger.

Vandrestave skal pakkes i den bagage, som man checker ind på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

Ift. vandretøj anbefales det, at du undgår bomuld og i videst muligt omfang medbringer uld og syntetisk materiale, da disse materialer tørrer hurtigere.

  • 2 - 4 par tykke eller mellem vandresokker
  • Evt. 2 – 3 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 tynde (uld)trøjer 2-4 svedabsorberende
  • T-shirts
  • 1 sweater/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser
  • 1 tynd hue (til toppen af Mount Snowdon)
  • 1 par tynde vanter (til toppen af Mount Snowdon)

Andet tøj

  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Badetøj + håndklæde (hvis man vil bade i havet ved Whistling Sands eller ved Ynes Llanddwyn)

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis, rejsedokumenter og gyldig rejseforsikring
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sy-sæt til mindre reparationer
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Lille termokande - der er mulighed for at lave kaffe og the til vandreturen i vores køkken på Dol Peris.
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Myggespray + myggenet til hat: Lokalt kan der forekomme "midges", så det er en god idé at være forberedt.
  • Adapter til strøm

Specifikke turbemærkninger

Du skal ikke medbringe hverken sovepose, liggeunderlag eller lagenpose. Alle overnatninger finder sted på Dol Peris i Llanberis (eller i nabohuset, som byder på samme faciliteter) hvor der forefindes sengelinned og håndklæder.

Drikkepenge: I Wales er det normalt at give min 10 % i drikkepenge, når man spiser på restaurant, idet drikkepenge udgør en stor del af serveringspersonalets løn. Man giver normalt ikke drikkepenge på barer/pubs.

Klima og vandretøj: Da klimaet ofte er fugtigt, er det ikke muligt at vandre i jeans eller cowboybukser. Disse kan hurtigt blive fugtige og tørrer efterfølgende ekstremt langsomt. Medbring derfor vandrebukser eller bukser af et materiale, som er behageligt at vandre i og som let kan tørre.

På denne tur er det vigtigt at medbringe regntøj af en god kvalitet (jakke og bukser), da der kan forekomme regnbyger i ny og næ.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen. Det gælder også vabelplaster, sportstape, Panodil, etc.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

14. juni 2024  –  21. juni 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
5. juli 2024  –  12. juli 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
12. juli 2024  –  19. juli 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
19. juli 2024  –  26. juli 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
9. august 2024  –  16. august 2024 Garanteret afgang 12.970 DKK Bestil Rejse
16. august 2024  –  23. august 2024 Garanteret afgang 12.970 DKK Bestil Rejse
23. august 2024  –  30. august 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
20. september 2024  –  27. september 2024 Garanteret afgang 12.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: GBWA

Andre spændende rejser