

Qaanaaq
Det legendariske Thule distrikt hvor fangernes hverdag er ”true adventure”.
I det nordlige nord Grønland, ca. 1000 km nord for Diskobugten ligger byen Qaanaaq og de omkringliggende bygder, som den sidste civilisation inden Nordpolen. Fra Ilulissat flyves via Upernavik til Qaanaaq og undervejs passerer man Nuussuaq halvøen og Melville Bugten, samme rute som Polarhelten Knud Rasmussen gennemrejste på hundeslæde utallige gange. Heroppe i nord er fangerbegrebet stadig aktuelt, og byttedyrene er bl.a. hvalros, moskusokse, isbjørn og narhval fanget fra kajak.
Årstidernes kontrast er enorm. Fra sidst i oktober hersker polarmørket frem til medio februar, hvor lyset langsomt kommer igen. Efter en kort og hektisk forårsperiode står midnatssolen højt på himlen fra sidst i april til sidst i august. Om sommeren findes alkefuglen søkonge i millionvis i fuglefjeldene bag ved verdens nordligste bygd Siorapaluk, og narhvalerne yngler i Inglefield Bredning foran Qaanaaq.
Om vinteren er det hundeslædesæson, og fjord- og havisen åbner terrænet op for den rejsende. Siddende på en hundeslæde midt i den enorme og betagende natur, passerer landskabet forbi i form af fjeldsider, havis, isskruninger og måske indefrosne isfjelde, alt imens du indånder den reneste luft i verden. Overnatningerne foregår i bygder, slædetelt eller små fangsthytter.
Indbyggertal: 630
Tidligere dansk anvn: Thule
Hundeslæde: Ja - absolut verdensklasse
Midnatssol om sommeren: Ja - fra sidst i april til sidst i august
Nordlys: Ja - fra september til begyndelsen af marts

Uummanaaq
Oplev én af de smukkest beliggende byer på Grønlands vestkyst. Bliv betaget og føl dig lille i en stor og smuk natur.
Uummannaq er én af de smukkest beliggende byer på Grønlands vestkyst med udsigt til Uummannaq Fjord, Storeøen, enorme isbjerge, Nuussuaq-halvøen og ikke mindst det hjerteformede bjerg på selve øen, Uummannaq.
Indtil sommeren 2017 var der 7 bygder under byen Uummannaq, men da en naturkatastrofe indtraf (fjeldskred), lukkede Selvstyret 2 af bygderne ned og folk blev spredt ud. De fleste kom til Uummannaq og med ét, blev indbyggertallet til 200 flere, hvilket er mange i grønlandske forhold. Der bor nu omkring 1.300 i Uummannaq.
Udover stor natur finder du Julemandens sommerhus blot 2,5 km fra byen. Det er også her i området, Qilakitsoq-mumierne er fundet og som i dag befinder sig på Nationalmuseet i Nuuk.
Om sommeren er her dejligt varmt og midnatssolen lyser. Om vinteren er her dejligt koldt og man kan køre på hundeslæde.
Indbyggertal: 1.407
Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
For udflugter: Ring og få vejledning på 7370 9339
Upernavik
Her i Upernavik ligger polarforskeren Peter Freuchens kone Navarana begravet.
Upernavik er med sine 9 bygder den by i Avannaata Kommunia, der er tilknyttet flest bygder til byen. Her bor ca. 1000 mennesker, og hovederhvervet er fiskeri. Nogle af landets mest ihærdige fiskere kommer herfra området.
Byen har ikke noget hotel, men der findes dejlige udlejningshuse i god standard. Udsigten er god næsten uanset hvor man kigger fra.
Byens museum er landets nordligst beliggende frilandsmuseum, der består af flere bygninger i den gamle bydel.
Indbyggertal: 1.090
Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Os bekendt er der ingen lokale udflugtsudbydere. Spørg evt. på museet.