Dramatiske bjergtinder tæt på kysten
Picos de Europa (i daglig tale Picos) er en bjergkæde indbefattet i det 300 km lange Cantabriske bjergsystem, der strækker sig over det nordlige Spanien fra Pyrenæerne i vest til Galicien i øst. Picos har bjergsystemets højeste og mest markante toppe, som svæver 2.600 højdemeter over havoverfladen mindre end 20 kilometer fra Atlanterhavets kyst. Picos de Europa (som betyder Europas tinder) har efter sigende sit navn fra sømænd, da bjergene var det første de kunne skimte af det europæiske kontinent på deres returrejse fra Amerika.
Bjergkæden dækker et område på størrelse med Bornholm og består af tre massiver (det østlige, centrale og vestlige massiv) opdelt af floderne Cares og Duje. Den dominerende bjergart er kalksten, som gletsjere, nedbør, vind og floder gennem mange millioner år har formet til et storslået landskab af savtakkede bjergtoppe, smalle kløfter, store dale, dybe grotter og gigantiske jordfaldshuller. Det højeste bjerg er Torre Cerredo (2.648 moh) og den dybeste grotte Torca del Cerro (-1.589).
Området er et rent paradis for udøvere af friluftssport som vandring, klatring, trailløb, randoneeski og grotteudforskning.
Spaniens ældste nationalpark
Picos er Spaniens ældste nationalpark og blev oprettet i 1918. Dengang dækkede den et mindre område i det vestlige massiv. I 1995 blev den komplette nationalpark oprettet og har i dage et areal på knap 650 kvadratkilometer.
Vi kan takke aristokraten, Don Pedro Pidál fra kystbyen Villaviciosa, for stiftelsen af nationalparken. Pedro Pidal var på mange måder en bemærkelsesværdig mand. Iværksætter, politiker, jurist, sportsmand, forfatter og ikke mindst jæger, som ofte gik på bjørne-, gemse- og ulvejagt i bjergkæden.
Han var næsten to meter høj, med en kraftig stemme og gik ofte i spraglet, farverigt tøj, hvilket skabte et rygte om, at han var farveblind. Ud over hat, brugte han fuldskæg og rød læbestift som solbeskyttelse i bjergene. Sammen med gedehyrden Gregório Perez var han den første til at klatre til toppen af Picos de Europas mest karakteristiske bjerg, Pico Uriellu.
I en ung alder rejste Pidal til USA, hvor han blev inspireret til naturfredning af John Muir og nationalparkerne Yellowstone og Yosemite. Med sin indflydelse i de rette kredse lykkedes det ham efterfølgende at overtale den spanske konge og jagtkammerat, Alfonso XIII, til at frede Picos de Europa. Pidal døde i 1941 og i 1949 blev hans jordiske rester flyttet til et gravsted ved udsigtspunktet Ordiales inde midt i bjergkæden.
.jpg)
Dyrelivet
Dyrelivet er mangfoldigt og tæller blandt andet bjørne, los og ulve, som nogle af de mere interessante men også særdeles sjældne arter (ses faktisk aldrig). Derimod er der gode chancer for at opleve gåsegribbe (med et vingefang på knap tre meter) cirkulere højt oppe i luftstrømmene og rapfodede gemser galopere op ad stejle klippevægge i bjergenes alpine zoner. Er man heldig at det regner (!) kommer den sorte og gule ildsalamander frem fra sit skjul og der er stor sandsynlighed for, at du hurtigt får selskab af gulnæbbede alpealliker, når du hiver madpakken op af rygsækken. Siden 2010 har der kørt et projekt med genintroduktion af den truede lammegrib i Picos – 60 år efter dens udryddelse. Endelig er der alle husdyrene – geder, får, kvæg og heste - som nyder livet på sæteren hele sommeren og de mindre heldige danner fødegrundlag for ådselsæderne. Hyrdekulturen i Picos går mange hundrede år tilbage og polemikken omkring ulvenes tilstedeværelse debatteres ligesom andre steder også i Picos.
Menneskelivet
En skøn blanding af myter, historie og teorier samler menneskets historie i Picos. I takt med gletsjernes tilbagetrækning bevægede de første mennesker, Cro-Mangon, sig fra kysten ind mod bjergene. De var jægere og samlere og står for verdens første kunst i form af 10.000-35.000 år gamle hulemalerier, der findes langs den spanske nordkyst. Efter dem fulgte kelterne, som drev landbrug og dyrehold på bjergkædens sætere og indførte bla. produktionen af ost. De keltiske stammer kæmpede bravt mod Romerne, da deres rige udvidede sig nordpå. Romerne indførte minedrift i Picos og vinproduktion på bjergenes sydside. Flere stier i området er gamle romerstier og efter sigende husede bjerglandsbyen Bulnes en af de større legioner. Den største begivenhed i Picos de Europas historie er dog slaget i år 720 mellem islamiske maurere og en gruppe kristne fra Asturien, hvor maurerne tabte og flygtede sydpå gennem bjergene. Dette slag er kendt for at have igangsat det kristne Spaniens generobring af halvøen fra muslimerne.
Cabrales - 'Say Cheese'
Med en stor bestand af køer, får og geder i denne del af Spanien følger naturligvis end masse mejeriprodukter og ikke mindst oste. I Spanien findes mere end 100 varianter af oste, hvoraf knap halvdelen produceres i landets nord. Den absolut mest berømte ost i Picos er Cabrales – en kraftig blåskimmelost produceret af råmælk fra køer, geder og får, der kun har græsset i eller omkring Picos de Europa. Når ostehjulene er dannet, modnes de i kalkstenshuler i 2-6 måneder. Ostens hemmelighed ligger hulernes kølige og fugtige luft, hvor en blågrøn skimmel stortrives og giver Cabralesosten sit krydrede spark. Cabrales blev betegnet den bedste ost i Spanien i 2013 og hvert år til kåringen af ’Årets Bedste’ opkøbes hele vinderproducentens lager af Cabrales som regel af landets bedste restauranter til en pris på omkring 14.000 euro kiloet! Lidt men godt – ikke kun pga af prisen, men også den kraftige smag, som i kombination med lidt honning og valnødder smager som englene synger.
Den lokale vin er en æblecider
Sidra (cider) er den traditionelle drink i området omkring Picos og specielt i den nordlige region, Asturias. Sidra er lavet af lokalt dyrkede æbler og har været produceret her siden oldtiden. Den betragtes som den regionale ’vin’ og ligesom vinproducenter skal ciderproducenterne bruge deres evner til at kombinere syrlige æbler med sødere eller mere bittere sorter for at producere en afbalanceret og velsmagende cider. Processen er simpel – æblerne vaskes, hakkes, presses og æblesaften hældes derefter på kastanjetønder for at gære i cirka seks måneder, udelukkende på den naturlige gær der findes i æblerne. Sidra har et lavt alkoholindhold (4 til 6%) og er populært over hele Spanien. Serveringen af cider fra en højt holdt flaske til glasset ser dramatisk ud og kræver øvelse, men er nødvendig for at ’kalde den bedste smag frem’ i drikken. Sidra er en social drik, nydes som et ’shot’ og alle i selskabet deles om ét glas. Der produceres omkring 45 millioner liter sidra årligt.