"Er det her det smukkeste, vi kommer til at opleve?" Som turleder hos Topas er jeg efterhånden vant til at blive stillet mange forskellige spørgsmål. Alligevel tror jeg, at netop dette er et af de på én gang sværeste og bedste spørgsmål, jeg har fået indtil nu.
Det bedste fordi det rummer så meget begejstring over den natur, vi oplevede lige dér ved Pia-gletsjeren i Ildlandet - på en lang rundrejse som nærmest kun lige var begyndt.
Det sværeste fordi jeg ikke havde noget klart svar. Og det kommer jeg næppe til at få, selvom spørgsmålet siden med jævne mellemrum har rumsteret i baghovedet.
For Patagonien har rigtig meget at byde på. Så meget, at det er svært at fremhæve ét sted, én udsigt eller én oplevelse som den bedste, den smukkeste, den vildeste eller den mest overraskende.
Én ting ved jeg dog. Nemlig at lyset brænder i øjnene og begejstringen breder sig fra top til tå, når jeg tager en mental rejse tilbage til de sydligste egne af Sydamerika. Det er minderne om storslåede gletsjere og vandreture i forrygende forårsvejr. Og så er det oplevelser som disse...
.jpg)
Endeløse vidder og 200 km til alting
Før Topas-gruppen ankom til Patagonien, rejste jeg rundt på egen hånd. En del af turen foregik i en lejet bil, og da jeg bad om at få en GPS med i bilen, brød kvinden ved bureauet ud i et højt grin: “Den får du altså ikke brug for. Der er én vej, that’s it”.
“Så hvis du farer vild, skal du ikke fortælle mig det, når du kommer tilbage med bilen. Det vil være virkelig pinligt for dig,” grinede hun videre, og allerede lidt pinligt berørt måtte jeg le med.
Ude på den berømte Ruta 40 stod det ret hurtigt klart, hvad hun mente. Der er vitterligt én vej at køre, og den kan ses flere kilometer frem i det pandekageflade landskab. Ind imellem viser et gult advarselsskilt, at vejen hælder lidt eller at vejen drejer svagt til højre - og derudover er det bare ligeud, ligeud og ligeud.
Og vær så vågen! For dér langs vejen går en flok guanacos - lamaens vilde fætter - og nipper i det tørre græs. Ved lyden af motoren løfter de hovederne og spidser de bananformede ører årvågent og lunter så lidt længere væk. Lidt senere spæner to nandu-strudse i fuld fart over vejen lige foran os, og vi må knibe os selv i armen. Så vi virkelig et par strudse dér i midten af ingenting? I et landskab, som ved første øjesyn virker goldt og tørt, er der masser at se på for det vågne øje.
Der er også rig mulighed for at nyde vidderne, for afstandene er nærmest ufattelige i det sydlige Patagonien. Der er oftest mindst 200 km til den nærmeste by på vejskiltene, og det er nok heller ikke tilfældigt, at den eneste tankstation i miles omkreds hedder “Esperanza” - det spanske ord for håb. Så det er bare at læne sig tilbage i bussen eller bilen og lade sanserne gå på opdagelse, mens vi tilbagelægger kilometer efter kilometer.
Naturens gang på klos hold
Det er også derude på vejen, 200 km fra alting, at vi ser naturens rå og barske gang på nærmeste hold.
Mens guanacos, strudse og får græsser på sletterne, er der nemlig også flere steder gode chancer for at se den enorme Andeskondor svævende højt oppe på de patagoniske luftstrømme. De kredser rundt og rundt på udkig efter de dyr, som ikke klarede skærene og kan blive det næste måltid.
Det kræver dog lidt ekstra held at komme så tæt på, som vi gjorde i ingenmandslandet mellem Chile og Argentina på turen i oktober. Her blev vi nemlig vidner til en gruppe kondorer, som var i fuld gang med at fortære et får. De var så optagede af deres fund, at vi ganske langsomt kunne nærme os og med lige dele væmmelse og fascination nyde synet af naturens gang.
Fåret lå dér - næsten dødt - på en mark med andre får græssende et stykke væk. Fem enorme kondorer sad omkring dyret, mens én var godt i gang med at få sin del af byttet. Ingen af os, der så det, kan længere være i tvivl om, hvor mange kræfter og hvor stærkt et næb en fuldvoksen kondor har.
En dinosaurknogle på læben
Lige midt på ruten mellem El Calafate og El Chaltén med ca 100 km til hver af byerne ligger La Leonas forstenede skov - et af de mere hemmelige og overraskende steder i Patagonien. Derfra har jeg den oplevelse, som jeg har fået mest street credit for hos min otte-årige nevø.
Hans øjne voksede og misundelsen stod ud af ham, da jeg fortalte, at jeg har rørt ved en forstenet dinosaurknogle. Og ikke bare har jeg rørt den - nej, jeg har faktisk haft den siddende på min underlæbe.
Det lyder lige så mærkeligt, som det var. Og vi var vist alle lidt skeptiske da vores lokale guide i den forstenede skov stoppede ved en bunke sten og fortalte os om “knogletesten”. Bunken for fødderne af os var nemlig ikke sten, men smulerne af en stor forstenet dinosaurknogle, som vejret og de patagoniske vinde med tiden har blotlagt dele af.
“Det er nemt at finde ud af, om det er knogle eller sten. Bare fugt stykket med lidt spyt og dup det mod jeres læbe. Hvis det hænger fast, er det et stykke knogle”.
Skeptisk eller ej, det måtte prøves, og kort efter stod vi hver især dér med en stump forstenet dinosaur hængende fra underlæben.
Men… Hvad er så det smukkeste på turen?
Dette er blot et par af de små og store oplevelser fra rundrejsen i Patagonien, som har brændt sig fast i min hukommelse. Måske er de ikke de smukkeste, men de har hver især sin egen skønhed.
Ingen kan på forhånd vide, om vi møder sultne kondorer igen, eller hvordan vejret arter sig på den næste tur. Uanset om himlen er reklame-blå, mælkehvid eller grå og tung af skyer, vil Patagoniens natur dog helt sikkert overraske og overvælde fra turens start til slut.
Derfor står jeg til fulde ved det svar, jeg kom frem til ved Pia-gletsjeren i Ildlandet:
”Om det her er det smukkeste? Det kan jeg helt ærligt ikke svare dig på. Men jeg vil garantere, at vi kommer til at få rigtig, rigtig mange smukke og specielle oplevelser undervejs.”