Velkommen til Topas Ecolodge
På en øde bjergtop i Sapadalen ligger Topas Ecolodge. Her kan du i de luksuriøse bungalows nyde et fredfyldt ophold, hvor bæredygtige principper forenes med velvære og aktiviteter i det storslåede bjerglandskab. Godt gemt af vejen for turisterne i den tidligere franske by Sapa er Topas Ecolodge den perfekte naturskønne oase for dig, som drømmer om at opleve de lokale kulturer og flotte landskaber, som gør dette område til en af Vietnams mest betagende destinationer. Lodgens beliggenhed er usædvanlig, udsigten intet mindre end fantastisk og med de mange unikke trekking- og mountainbikestier lige uden for døren, venter et ganske anderledes ophold i Vietnam. Stilheden og den friske luft giver dig tilmed de ideelle betingelser for kvalitetstid og afslapning.
Bæredygtig turisme
På Topas Ecolodge er miljøvenlige principper og social ansvarlighed grundlagt i samarbejde med en lokal familie, Danida og Den Danske Ambassade i Vietnam. Som områdets største arbejdsplads og uddannelsessted for den lokale befolkning er Topas Ecolodge et glimrende eksempel på bæredygtig turisme. Ca. 95 % af de 90 ansatte kommer fra 7 forskellige lokale bjergstammer og partnerskaber med økologiske landmænd, anvendelse af lokale råvarer samt støtte til lokale skoler i området er andre gode eksempler på bæredygtigheden.
I juni 2017 åbnede en saltvandspool på Topas Ecolodge. Vandet opvarmes af et miljøvenligt system, der bruger 85% mindre energi end standardteknologi – og fra poolen kan du ydermere nyde en af de smukkeste og mest fantastiske udsigter over de omkringliggende bjerge og rismarker. Tæt på ligger spaafdelingen, hvor du kan nyde traditionelle Red Dao urtebade og massage. Stedet byder altså på masser af muligheder for, at du efter eget ønske kan kombinere afslapning, selvforkælelse og spændende aktiviteter i området.
Mødet med naturen og lokalbefolkningen
Er du til fysisk aktivitet, er lodgens beliggenhed perfekt til alt fra lette gåture og løb til mere krævende vandringer eller mountainbiketure. Det er en helt særlig oplevelse at komme ud i de yderste afkroge af Sapadalen og møde lokalbefolkningen på nærmeste hold. Området er kendt for sine farverige minoritetssamfund, dets smilende indbyggere, de imponerende vandbøfler og rismarker så langt øjet rækker. Ønsker du en lokal guide, kan du tilkøbe én på lodgen, og du får hermed mulighed for at udforske de lidt mere fjerne områder eller opleve Mt. Fansipan, Indokinas højeste bjerg.
Lokalbefolkningen tæller blandt andre minoriteterne Hmong (52%) og Dao (25%), som bor i dalene omkring Sapa og kommer ind til byen for at sælge deres varer; typisk broderier, grøntsager og frugt, som de ofte bærer på ryggen i en hjemmeflettet kurv. Når de kommer ind til byen, sætter de sig i vejkanten, pakker kurven ud på fortovet og falbyder varerne, indtil de tager turen tilbage til landsbyen om aftenen.
Netop bjergstammernes landsbyer i de omkringliggende bjerge og dale er målet for de mange vandreture i dalen. Her kan man vandre rundt i området side om side med lokalbefolkningen, høre insekterne, se fuglene og opleve arbejdet i rismarkerne, som ofte foregår med vandbøfler som eneste hjælp.
Smagen af Vietnam
5 GODE GRUNDE TIL AT BO PÅ TOPAS ECOLODGE
- Enkel luksus med en bæredygtig og social ansvarlig tilgang
- Den mest fantastiske udsigt over bjergene og rismarkerne
- Det perfekte sted at slappe af i fred og ro
- Mulighed for eminente cykel- og vandreture i Sapadalens smukke natur
- Indblik i forskellige lokale, etniske minoriteters levevis