 |
Book rejse |
Nepal - Everest Base Camp - og tre spektakulære bjergpas
14.10.2012
06.11.2012
DKK 18.970,-
16.10.2012
08.11.2012
DKK 18.970,-
21.03.2013
13.04.2013
DKK 17.970,-
rejseprogram
|
Dag 1 Afrejse fra Danmark |
Dag 2 Ankomst til Kathmandu |
Dag 3 Fly til Lukla – panoramaudsigt til Himalayabjergkæden |
Dag 4 Sagarmartha Nationalpark og Namche Bazaar |
Dag 5 Hviledag og højdetilvænning i Namche Bazaar |
Dag 6 Tengboche – og besøg i områdets flotte kloster |
Dag 7 Dingboche |
Dag 8 Dingboche – frivillig toptur til Nangkartshang Peak (5.080 m) |
Dag 9 Chukkung - frivillig toptur til Chukkung Ri (5.530 m) |
Dag 10 Trekkets første pas: Kongma La (5.540 m) |
Dag 11 Gorek Shep og Mount Everest Basecamp (5.365 m) |
Dag 12 Kala Pattar (5.545 m) – en af verdens bedste udsigter |
Dag 13 Dzongla – og mulighed for toptur til Awi Peak (5.245 m) |
Dag 14 Turens andet pas: Cho La (5.370 m) |
Dag 15 Gokyo og dybblå bjergsøer |
Dag 16 Gokyo – og frivillig toptur til Gokyo Ri (5.360 m) |
Dag 17 Turens tredje og sidste pas: Renjo La (5.415 m) |
Dag 18 Velkendte Namche Bazaar |
Dag 19 Pakding |
Dag 20 Trekkets sidste dag - Lukla |
Dag 21 Med fly til Kathmandu |
Dag 22 Fridag i Kathmandu |
Dag 23 Afsked med Kathmandu – vi flyver til Danmark |
Dag 24 Ankomst København – Danmark |
|
 |
ASIEN |
|
Nepal - Everest Base Camp - og tre spektakulære bjergpas
|
|
|

|
Den ultimative tur blandt Himalayas giganter for de vandreglade og eventyrlystne. Denne nye og udfordrende 24-dages tur til Everestområdet — High passes of Everest — går ikke bare til Everest Base Camp, men over tre højalpine bjergpas, og gennem nogle af Himalayas mest spektakulære bjerglandskaber og områder. Turen byder ikke kun på bjerge, toppe og pas, men også på et spændende indblik i den traditionelle sherpakultur: et indblik i dette bjergfolks landsbyer, gompas, tibetanske buddhisme og helligdomme.
Trekket er en perlerække af højdepunkter: Chukkung Valley og Chukkung Ri, Everest Base Camp og verdens bedste udsigt fra Kala Pattar, den ukendte Awi Peak, Gokyo bjergsøerne, toppunktet Gokyo Ri — og ikke mindst de tre flotte og udfordrende — men ikke teknisk svære — bjergpas: Kongma La, Cho La og Renjo La, der alle giver første parket til Himalayas giganter. Med krydsningerne af disse tre bjergpas sammenkobler vi hele 5 dale i Everestområdet, og det giver os et imponerende 7.000 og 8.000 m panorama, som man kun kan opleve på netop denne rute.
- Kathmandu — et væld af seværdigheder og et sansebombardement af indtryk
- Flyvetur til Lukla (2.800 m) og panoramaudsyn til Himalayabjergkæden
- Namche Bazaar (3.450 m) — Solukhumbus største sherpaby
- Akklimatiseringstur til Nangkartshang Peak (5.090 m)
- Chukkungdalen og udsigt til fire 8000 m bjerge fra Chukkung Ri (5.360 m)
- Mount Everest Base Camp (5.365 m)
- Toppunktet Kala Pattar (5.545 m) — det ultimative udsyn til Khumbuisfaldet
- Krydsning af tre 5000 m bjergpas: Kongma La (5.534 m), Cho La (5.345 m) og Renjo La (5.415 m)
- Awi Peak (5.245 m) — et sjældent besøgt udsigtspunkt midt i Himalayas storhed.
- Gokyosøerne og udsyn til verdens sjette højeste bjerg Cho Oyus (8.201 m) stejle sydvæg
- Gokyo Ri (5.530 m)
- Traditionel sherpakultur og gæstfrihed i tehusene
Turen ledes af en rutineret dansk turleder i samarbejde med et professionelt nepalesisk team. Vi bor på hele trekkingturen i lokale thehuse.
|
|
|
Appetizer — se zoomudgave på maps.google.dk Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
|
Dag 1. Afrejse fra Danmark
Afrejse fra Danmark. Vi flyver mod øst og har en mellemlanding, inden vi ankommer til Nepal. -/-/-
|
Dag 2. Ankomst til Kathmandu
Vi ankommer til Kathmandu. På køreturen fra lufthavnen til centrum af Kathmandu får vi med det samme et indtryk af den kaotiske og travle by. Vi bliver indlogeret på et hotel i udkanten af bydelen Thamel, og her kan vi trække os lidt tilbage fra det pulserende liv. Turlederen vil umiddelbart efter ankomst afholde et informations- og trekkingmøde, hvor han/hun vil fortælle uddybende om den forestående trekkingtur. Alt fra rute til udstyr vil blive gennemgået, så alle føler sig godt forberedte til turen. Om aftenen går vi en tur i byen og spiser samlet på restaurant. -/-/-
|
Dag 3. Fly til Lukla — panoramaudsigt til Himalayabjergkæden
Vi tager til indenrigslufthavnen tidligt om morgenen og flyver til Nepals mest legendariske bjerglandingsbane i Lukla (2.850 m). Her — midt i Himalayas skønhed — skal vores trekkingtur tage sin begyndelse. Vi bliver mødt af vores lokale og stærke sherpateam, som skal følge os og hjælpe os igennem de kommende 18 dages vandring. Vi hilser på vores team, og så snart bærerne har fået arrangeret bagagen, er vi på vej. Himalayas bjerge venter. Vi følger stien nordpå langs Dudh Kosi — mælkefloden — til den lille by Pakding. Her stifter vi for første gang bekendtskab med sherpakulturen og tehusene som overnatningsform. Vi bydes velkommen på vores hyggelige overnatningssted af en familie, som vi er kommet ved igennem mange år og derfor kender godt. -/-/-
|
Dag 4. Sagarmartha Nationalpark og Namche Bazaar
Vi følger det meste af formiddagen Dudh Khosi og skal flere gange krydse floden via hængebroer. Ved byen Monjo træder vi ind i "Sagarmartha Nationalpark" hvor vores lange trek foregår. Sagarmartha Nationalpark har et areal på 1.148 km2 i Solo Khumbudistriktet, og højdekurvemæssigt er variablen enorm: fra 2.845 m til højden af Mount Everest 8.848 m. Den store geologiske spændvidde betyder at parken udgør ikke mindre end 4 klimazoner: skov-, alpin-, øvre alpin- og arktisk zone. En enorm diversitet, som vi kommer til at se og opleve på nærmeste hold de næste par uger. Efter nogle timers vandring løber Dudh Khosi sammen med Bhote Khosi, og vi forlader den nedre Khumburegion — Solukhumbu - og bevæger os op mod højlandet. Efter en 500 højdemeters stigning ankommer vi ud på eftermiddagen til Namche Bazaar i 3.450 m. -/-/-
|
Dag 5. Hviledag og højdetilvænning i Namche Bazaar
Vi skal bruge endnu en dag i samme højde og bliver en nat mere i Namche Bazaar, som en vigtig del af vores højdetilvænning. Namche Bazaar er den største by i Khumbuområdet, og det er en sherpalandsby i udvikling. Der bygges og investeres. Den lille, farverige hovedgade udgør et livligt midtpunkt i byen. Her kan man finde alt fra yakhaler til wienerbrød fra Hermans bageri til internet. Der findes mange små forretninger og gadehandlere, og man kan desuden proviantere det sidste udstyr, hvis det skulle være nødvendigt. For de friske deltagere laver vi en halvdagstur til landsbyen Thamo. I et let kuperet terræn går vi nogle timer ud i Thamedalen, som vi senere kommer tilbage igennem, når vi om nogle uger skal krydse turens sidste pas, Renjo La. -/-/-
|
Dag 6. Tengboche — og besøg i områdets flotte kloster
Der venter os en flot dag på stien. Fra Namche går vi ind mod det, der betegnes som Everestdalen. Vi har ikke gået i mange timer, før vi får et glimt af nogle af Himalayas største bjerge. Ude i horisonten tårner Mount Everest (8.848 m) sig op som en sort pyramide. Ved siden af Mt. Everest ser vi endnu et 8.000 meter bjerg: Mt. Lhotse og Mt. Lhotse Shar og det specielle, savtakkede Mount Nuptse massiv. I forgrunden har vi Ama Dablam (6.841 m), der med sin klassiske "toblerone-form" tituleres som verdens flotteste bjerg. Vi tager en tepause med frit udsyn til netop Ama Dablam, inden vi starter nedstigningen og herefter opstigningen til Tengboche (3.850 m). I Tengboche ligger Khumbusdalens største kloster, og med forbehold for at klosteret har åbent for besøgende, kan vi om eftermiddagen aflægge det et besøg. -/-/-
|
Dag 7. Dingboche
Turen fortsætter videre op i Everestdalen mod Dingboche (4.300 m). Vi kommer igennem rhododendronskov og passerer også igennem områder, hvor sherpafolket har deres yakokser på græs i sommerhalvåret. Vi tager en tepause i Pangboche (3.850 m), og her siger vi på gensyn til skovområder og beplantning for de næste mange dage. Vi bevæger os for alvor op i det golde og højalpine landskab, og vi overnatter de næste to nætter i Dingboche, der ligesom Namche Bazaar er en landsby i udvikling. Den nedre del af Dingboche er primært tehuse, mens den øvre del er en traditionel sherpalandsby med marker, stengærder, yakindhegninger og religiøse sten og bedeflag. Uanset hvor vi færdes i byen, er vi dog omringet af hvide bjerge, og stedet er perfekt til endnu en tilvænningsdag. Vi sover i Dingboche to nætter. -/-/-
|
Dag 8. Dingboche — frivillig toptur til Nangkartshang Peak (5.080 m)
Som et vigtigt element i turens akklimatiseringsprogram tager vi endnu en dag i samme højde. Der er flere muligheder fra Dingboche. Blandt andet vil der være mulighed for at komme på turens første top — Nangkartshang Peak — som er mere en højdekam end en egentlig top. Udsigten er til gengæld så rigtig, som den kan være! Der er fra toppen frit skue til smukke bjerge som Makalu, Peak 39, Island Peak, Cholatse, Tawoche — for blot at nævne nogle få. I nabobyen Pheriche holder Himalaya Rescue Association til, og hvis de udstationerede læger har tid, udbydes der om eftermiddagen et mindre foredrag om højdesyge. Det tager ca. 40 minutter at gå mellem de to landsbyer — Dingboche og Pheriche — og på kammen, der adskiller de to byer, kan man blandt andet se ud i Chukkungdalen til Island Peak (6.180 m) og Makalu (8.481 m). Det mærkes at vi er kommet op i højden. Luften er koldere, men udsigten er også endnu mere storslået. -/-/-
|
Dag 9. Chukkung - frivillig toptur til Chukkung Ri (5.530 m)
Vi forlader den populære Everestdal og drejer for morgenstunden op i Chukkungdalen. Det er et goldt og barskt landskab, der åbner sig og det vil kunne mærkes, at vi er kommet op i højden. Heldigvis er stigningen til Chukkung (4.750 m) — der er en mindre bebyggelse kun bestående af få tehuse — medgørlig. Vi tilbagelægger distancen på 4 timer og er fremme ved vores tehus til frokosttid. Om eftermiddagen er der toptur til Chukkung Ri 5.546 m for de friske deltagere. Toppunktet Chukkung Ri giver spektakulære udsigter mod øst til blandt andet 8.000 m bjerget Makalu og til 7.000 m bjerget Baruntse (7.200 m) og Ampu Laptza passet. -/-/-
|
Dag 10. Trekkets første pas: Kongma La (5.540 m)
Vi starter tidligt fra Chukkung, da vi har en lang dag foran os. En af turens længste men også flotteste dage venter. Vi skal over turens første pas: Kongma La. Vi drejer væk fra hoveddalen og tager en sidedal op mod Kongma La. Som vi stiger mod passet udvider sceneriet sig, og vi kommer helt tæt på det specielt formaterede Nuptsemassiv. Vi kan se Kongmatsegletsjeren og den stenede top Mt. Pokalde. Umiddelbart inden vi når den sidste stenede opstigning til selve passet, tager vi en pause ved en bjergsø. Ved toppen af passet belønnes vi med en formidabel udsigt: toppe og gletsjere i alle retninger. Nedstigningen, der bringer os til Khumbugletsjeren der løber i Everestdalen, er lang og til tider en smule stejl. Vi krydser ind over morænen sidst på dagen og ankommer til Lobuche (4.910 m), hvor vi overnatter. -/-/-
|
Dag 11. Gorek Shep og Mount Everest Basecamp (5.365 m)
Vi indleder endnu en lang dag, og starter igen tidligt — denne gang fra Lobuche med kurs mod Gorek Shep. Vi går langs Khumbugletsjeren og Lobuche Khola og ankommer efter tre timer til Gorak Shep, som er beliggende for foden af det sagnomspundne Kala Pattar i 5.545 m. Vi tager en pause, lidt mad og en kop te, inden vi fortsætter mod et af turens absolutte højdepunkter: Everest Basecamp. Vi går et par timer på moræneaflejringerne af Khumbugletsjeren, inden vi til sidst skråner ned over selve morænen, for at ankomme til den verdensberømte basecamp. Turen til basecamp giver frit udsyn til det imponerende Khumbuisfald, som vi kommer helt tæt på. Vi bruger lidt tid i basecamp, inden vi går retur mod Gorek Shep, hvor vi er tilbage sidst på eftermiddagen. -/-/-
|
Dag 12. Kala Pattar (5.545 m) — en af verdens bedste udsigter
Denne morgen bevæger vi os op til Kala Pattar (5.545 m), der betyder "black rock". Fra toppen af Kala Pattar kan vi se ned på Everest Basecamp, hvor vi var i går, og vi kan nu se Khumbuisfaldet oppefra. I foråret, hvor Everest har sin primære bestigningssæson, kan vi se de mange ekspeditioners farvestrålende telte, der med bjergets stigende popularitet, ligger som en gul dyne hen over morænen. Mod nord har vi det smukke og trekantede bjerg Pumori (7.180 m). Er vi heldige, kan vi med det blotte øje — eller med lidt hjælp fra en kikkert — spotte klatrere på de stejle, sneklædte skråninger. Vi er tilbage i Gorek Shep før frokost, hvor vi tager et hvil, inden vi fortsætter yderligere 3 timer ned til Lobuche. -/-/-
|
Dag 13. Dzongla — og mulighed for toptur til Awi Peak (5.245 m)
Ovenpå de sidste par dage strabadser, har vi i dag en kort dag (4 timer til Dzongla (4.830 m). Vi starter dagen med at følge Khumbugletsjeren, inden vi drejer ind mod Cho La passet, som vi skal passere i morgen. Ret op af os har vi tvillingetoppene Cholatse og Tawoche, hvis stejle vægge udfordrer dygtige tekniske alpinister fra hele verden hver sæson. For de mest energiske laver vi en eftermiddagstoptur til Awi Peak (5245 m), som er et ikke særligt kendt, og kun lidt besøgt, udkigspunkt. Dzongla består blot af to tehuse og bruges kun af folk, der skal krydse Cho La. -/-/-
|
Dag 14. Turens andet pas: Cho La (5.370 m)
Vi starter tidligt fra Dzongla og skal i dag forcere vores andet pas på turen: Cho La. Det er et smukt pas, og vi skal på frontsiden af passet hen over en ikke teknisk svær gletsjer. Vi er for alvor i det højalpine Himalaya, og vi flugter efterhånden højdemæssigt med flere af de mange alpintoppe, der omgiver os. Turen over passet tager 8 til 9 timer afhængigt af vejrforhold og gruppens generelle form og helbred. Stigningen starter blødt fra morgenstunden, og vi har tid og overskud til at nyde landskabet inden terrænet bliver lidt mere udfordrende. Det allersidste stykke op mod selve passet foregår på gletsjer, og det er en fantastisk følelse at have sne under støvlerne. Det begynder at smage lidt af højalpin trekking. Udsigten fra passet er storslået, og vi kan nu se ned mod Gokyodalen, som vi bevæger os op i den næstkommende dag. Vi er fremme i den lille by Thagnak sidst på eftermiddagen efter en begivenhedsrig dag i det højalpine. -/-/-
|
Dag 15. Gokyo og dybblå bjergsøer
Ovenpå den lange krydsning af Cho La, har vi i dag en kort dag til Gokyo. Dagen byder på moderat kuperet terræn — ingen mærkbare op- eller nedstigninger — i de tre timer det tager at gå fra Thagnak til Gokyo (4.790 m). Vi skal krydse et åbent morænelandskab, som blandt andet giver os direkte udsyn til verdens sjette højeste bjerg og 8.000 m toppen, Cho Oyu 8.201 m. Vi ankommer til Gokyo ved frokosttid og bruger eftermiddagen på velfortjent afslapning og hygge i tehuset. -/-/-
|
Dag 16. Gokyo — og frivillig toptur til Gokyo Ri (5.360 m)
Dagen byder på flere muligheder. Vi holder en velfortjent overliggerdag i det naturskønne område omkring Gokyo. Hvis nogen er trætte og har brug for hvile, kan man restituere og samle kræfter til morgendagens sidste pas. Har man derimod overskud og gode ben, er turen op til Gokyo Ri i 5.360 m en stor oplevelse. Herfra er der en fantastisk panoramaudsigt til fire af verdens højeste toppe: Cho Oyu, Everest, Lhotse og Makalu. Vi kan også se ind mod Cho La passet, som vi kom fra forleden, og vi kan se Cholatse og Tawoche fra en anden vinkel. Vi er tilbage i Gokyo ved frokosttid, og efter mad og drikke skal der restitueres inden morgendagens pas, turen sidste, Renjo La. -/-/-
|
Dag 17. Turens tredje og sidste pas: Renjo La (5.415 m)
Vi skal over turens sidste pas, Renjo La. Sædvanen tro starter vi tidligt. Fra Gokyo går vi vestpå — forbi den 3. blå Gokyo sø - mod Renjo La. Opstigningen til passet tager 3 til 4 timer og nedstigningen på den anden side nogenlunde det samme. Udsigten fra toppen af passet er en af Himalayas bedste: et imponerende panorama af 7.000 og 8.000 m toppe hele vejen rundt, og de farvestrålende buddhistiske bedeflag som markør for bjergpasset. Nedstigningen kan i begyndelsen føles en smule stejl, men der er god tid til at tage det stille og roligt, og både turlederen og det lokale team, er klar til at give en hånd. På bagsiden af passet kommer vi efter den første lidt stejle nedstigning til de to Renjo Lakes, og snart kan vi skimte Thamedalen, som leder tilbage til Namche. Vi overnatter i tehus i den lille bygd, Lungden, der kun er åbent i sæsonen. -/-/-
|
Dag 18. Velkendte Namche Bazaar
Vi skal i dag følge Thamedalen tilbage mod Namche Bazaar. Det er som at træde et skridt tilbage i tiden, da mange af de landsbyer vi passerer, er gamle traditionelle sherpalandsbyer. Vi befinder os i en af de dele af Khumburegionen, hvor den traditionelle levevis stadig dominerer. Området og vandrestien er også en vigtig handelsvej for tibetanere, og vi deler formentlig stien med både tibetanere og deres yakkaravaner. De kommer gående fra Tibet, via høje og udfordrende bjergpas, til Namche Bazaar, for at sælge deres tibetanske og kinesiske varer på det lokale marked. Snart passerer vi landsbyen Thamo, som vi vandrede til for snart to uger siden på vores halvdagstur ud fra Namche, og terrænet begynder at se bekendt ud. Vi overnatter i Namche Bazaar og nyder duften af civilisation. -/-/-
|
Dag 19. Pakding
Vi kan tage det roligt fra morgenstunden. Det går nedad og sydpå ad kendte stier mod Pakding. Vi skal igen ned igennem skov og over floder. Det grønne terræn er som regel en kærkommen kontrast til det golde og højalpine terræn, vi har færdes i de seneste to uger. Vi ankommer til Pakding og overnatter under velkendte forhold hos Khumbudalens sødeste sherpafamilie. -/-/-
|
Dag 20. Trekkets sidste dag - Lukla
Vi har en relativ kort sidste dag foran os. Endemålet hedder Lukla, og det er altid en speciel og god følelse — en blanding af vemod og glæde - at nærme sig endemålet. Himalayas bjerge er nu bag os, og ude i horisonten kan vi se de små propelfly nærme sig Luklas landingsbane. Civilisationen venter lige om hjørnet. Fremme i Lukla indkvarteres vi i tehus, og om aftenen samles vi med vores nepalesiske hjælpere og takker for turen på behørig vis. Måske skal der tages afsked med bjergene og vores nepalesiske team på traditionel vis: med chang — lokal øl — og en sidste portion Dal Bhat (traditionel nepalesisk ret, red.) -/-/-
|
Dag 21. Med fly til Kathmandu
Der er tidlig check-in i Luklas ofte kaotiske lufthavn. Vi siger farvel — og måske på gensyn — til Himalayas bjerge. Vi kan igen, hvis vejret er klart, nyde det flotte panorama af Himalayabjergkæden fra den lille propelflyver. Denne gang vil vi kigge på bjergene med et anderledes blik. Det er nemlig blandt disse bjerge — verdens højeste — at vi har vandret op og ned, tilbagelagt adskillige kilometer, mærket den tynde luft, forceret flotte pas og bevæget os i et af verdens smukkeste naturområder. En halv time efter at hjulene har sluppet startbanen i Lukla lander vi i kontrastfyldte Kathmandu. Vi hentes i bus og kører til det velkendte hotel, hvor et bad venter os. -/-/-
|
Dag 22. Fridag i Kathmandu
Denne dag er til egen disposition. I Kathmandu er templer ikke bare seværdigheder, men en aktiv del af hverdagen, hvor man ofte bliver vidne til en religiøs ceremoni. Man kan evt. besøge begravelsespladsen Pashupatinath eller besøge de utallige steder, hvor man kan købe uld, skind, håndlavet brevpapir, kunstfærdige, håndmalede billedtæpper, tibetanske bedemøller og alt inden for "nye" og gamle antikviteter. Vi spiser afskedsmiddag sammen på en af de mange hyggelige restauranter i Thamel. M/-/A
|
Dag 23. Afsked med Kathmandu — vi flyver til Danmark
Vi forlader Nepal og flyver mod Danmark mange oplevelser rigere. M/-/-
|
Dag 24. Ankomst København — Danmark
Vi ankommer til Danmark.
|
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -
|
Overnatningsforhold
I Kathmandu overnatter vi på et almindeligt turistklassehotel. På trekket overnatter vi i lokale thehuse, hvilket er et stort plus. De fleste af thehusene ejes og bestyres af lokale sherpafamilier, og vi er kommet i disse thehuse i mange år. Det hænder også, at vi bruger større og mere kommercielle thehuse, som ofte har en lidt større kapacitet. Uanset hvor vi kommer, vil vi blive mødt med varme og venlighed. Thehusene varierer i komfort og størrelse, og flere steder kan overnatningen være spartansk. Lidt generaliseret kan man sige, at jo højere vi kommer op, jo mere spartanske (sove- og sanitære) forhold kan man forvente. Der kan være langt i mellem de vestlige brusebade, men man kan altid få/købe et vaskefad med vand i thehusene.
Vi bor for det meste på dobbeltværelser. Få gange kan det forekomme, at vi overnatter på sovesal eller mere end to mand på hvert værelse.
|
Generelt om trekking i Himalaya
I Nepal skelnes mellem to slags trek: tehustrekking og campingtreks. Vi benytter tehusene, som er små familiedrevne hoteller. Måltiderne spiser vi i tehusene. Der er menukort, og vores deltagere betaler og vælger selv, hvad de vil spise.
Turen ledes af en dansk turleder. Desuden vil vi på hele turen have et stærkt nepalesisk team med os. Dette team består af portere, der bærer vores bagage. Hver porter bærer bagage for to deltagere — i alt max 24 kg. Foruden portere har vi et antal assistentguider, som går sammen med gruppen i løbet af dagen. De hjælper desuden til med at reservere overnatning i det næste tehus. Endeligt er der den såkaldt sidarguide, som er chef for de lokale folk. Sidarguiden og den danske turleder fungerer i tæt samarbejde.
Vi samarbejder på 20. år med en seriøst og anerkendt trekkingoperatør i Kathmandu, og vi efterlever naturligvis de gældende regler for portere m.v.
På trekket filtrerer vi selv vores drikkevand med keramiske filtre. Vi behøver derfor hverken at købe eller koge vand, og på den måde undgår vi at efterlade store mængder af engangsplasticflasker, som er et af de største forureningsproblemer.
|
Specifikt for turen — krydsning af pas
Denne tur er en vandretur, og der er ikke tale om tekniske passager — heller ikke når vi skal krydse passene. Dog må det bemærkes, at netop forcering af turens tre pas kræver udholdenhed (da dagene er lange og foregår i stor højde), en sikker fod og mod på udfordrende og vekslende terræn. Krydsningen af turens tre pas, Kongma La, Cho La og Renjo La, vil være de længste og mest krævende dage på turen. Krydsning af passene er vejr- og forholdsafhængig. Det er suverænt turlederens vurdering om passene kan krydses under de aktuelle forhold. Hvis ikke det er muligt at krydse et pas, vil der findes et alternativ
|
Forbehold for ændringer
Man må være forberedt på at dag-til-dag-programmet kan blive ændret undervejs på grund af vejret, transportproblemer og lignende.
|
Klima
I Kathmandu og lavlandet kan der forventes temperaturer på ca. 25 grader. Dagtemperaturen i bjergene ligger mellem 10 og 20 grader og afhænger naturligvis meget af både vejret og højden. Om natten kan der forventes temperaturer mellem plus 10 til minus 10 grader i de højest beliggende tehuse. Normalvis er sæsonerne stabile i Himalaya, og statistisk set burde det være tørt i oktober/november og marts/april, hvorfor der også er højsæson i disse perioder. Men overalt i verden sker der klimaforandringer, også i Nepal. Man må derfor være indstillet på, at der kan forekomme enkelte regn- og snebyger - også i sæsonen.
|
Visum
Visum til Nepal skaffes i lufthavnen i Kathmandu, og koster ca. USD 50. Medbring 3 stk. pasfoto. 1 stk. til visumansøgning i lufthavnen, og derudover 2 stk. til trekkingtilladelse. Husk at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdets varighed.
|
Vaccinationer
Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende. Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
|
Adgang til el
Der er kun muligt at få opladet batterier til eksempelvis digitalkamera nogle få gange på denne tur. Man kan i visse tehuse købe sig til strøm, og det fungerer sådan, at man betaler for eksempelvis en eller to timers opladning. Det er dog ikke muligt i alle tehuse, og det kan derfor være god idé at medbringe batterier til hele turen.
|
Mobiltelefon
Der er kun mobildækning i Kathmandu og ganske få gange på trekket — fx i Namche Bazaar. Der er dog mobildækning fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor vi gerne ser, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.
|
Valuta
Kontante US-Dollars.
|
Litteratur
Lonely Planet: Trekking in the Nepal Himalaya Trailblazer: Trekking in the Everest Region Stephen Bezrucka: Trekking in Nepal Politikens Forlag: Turen går til Nepal
|
Kort
Lokale kort købes bedst i Kathmandu, og udvalget er stort.
|
Rejseforsikring - specielle forhold når du bevæger dig i højderne
Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 m. Mange rejseforsikringer dækker ikke, hvis man på turen kommer over en vis højde. Tjek med din forsikringsudbyder. GOUDA rejseforsikring dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor, at du tegner en GOUDA forsikring til netop denne type af rejser.
|
Deltagerprisen inkluderer:
Flyrejse: Danmark-Kathmandu t/r, inkl. skatter og afgifter Fly: Kathmandu-Lukla t/r, inkl. skatter og afgifter Transport mellem lufthavn og hotel Dansktalende turleder Nepalesisk team: portere til hjælp med oppakningen, guider og sidarguide Overnatning i tehus Hotel inkl. morgenmad i Kathmandu Måltider som angivet i dagsbeskrivelserne Afskedsmiddag i Kathmandu Trekkingtilladelser Bidrag til rejsegarantifonden
|
Deltagerprisen inkluderer ikke:
Lommepenge - herunder udgifter til drikkevarer Omkostninger til visum i Nepal ca. DKK 250,- (Betales i kontante US-dollars) Ikke inkluderede måltider i følge dagsbeskrivelserne. Beregn ca. 200 kr. pr. dag på trekket Evt. tillæg for enkeltværelse i Kathmandu, DKK 1.200,- Drikkepenge til portere/guider ca. DKK 400,- Entré til museer o. lign. Evt. afbestillingsforsikring Rejseforsikring
|
|
|
|
 |
Kontakt os |
 |
FOTOS |
 |
TESTIMONIALS |
 |
BRUGERFOTOS |
 |
PAKKELISTE |
 |
Kvalitets garanti i Nepal |
 |
FACEBOOK |
 |
Tip en ven! |
|