Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

book rejse

Toscana - La Fontanella
Fra 6,470.00
Se rabat- og gebyrpolitik
Topas Travel er tilsluttet:
Dansk Rejsebureau Forening
Rejsegarantifonden
Pakkerejse-Ankenævnet

rejseprogram

Dag 1
Afrejse
Dag 2
Orecchiella Nationalpark
Dag 3
Vandring mellem spændende kystbyer ved Cinque Terre
Dag 4
Sæterne og marmorbrud i Puntatodalen
Dag 5
Bytur til charmerende Lucca og Castelnuovo
Dag 6
Monte Forato
Dag 7
Monte Tontorone og Campocatino
Dag 8
Hjemrejse

Lignende ture

Madeira
Majestætiske tinder og Levadavandring
Frankrig
Korsika - Vicinato
Frankrig
Pyrenæerne - Val d’Azun
Irland
Vestirske kystlandskaber
Italien
Dolomitterne - Sætere og bjergtinder
Spanien
Cataloniens hjerte
Færøerne
Natur og kultur i Nordatlanten
Frankrig
Provence - Provence og Gorges du Verdon
Spanien
Andalusien - Sierra Nevada
Italien
Sicilien - Vulkanen Etna, Middelhavskysten og bjerglandsbyer


EUROPA

Italien - Toscana - La Fontanella

        Ref. ITTO

Turen strækker sig over 8 vidunderlige dage, hvor vi bor på madame Gemmas charmerende pensionat La Fontanella. Pensionatet ligger i den hyggelige, gamle landsby Roggio, der med sine små kroge og snørklede gader er en oplevelse i sig selv. Roggio befinder sig i bjergområdet Alpi Apuane, der med sit væld af naturskønne sceniske øjeblikke byder på dejlige dagsvandreture.

  • Oplev Alpi Apuane regionalparken med udsigt til Middelhavet
  • Besøg i den charmerende by Lucca — grundlagt af romerne og i middelalderen en vigtig bystat
  • Vandring til den imponerende klippeformation Monte Forato
  • En dag i Puntatodalen — et charmerende sæterområde i hjertet af bjergkæden
  • Vandring og badning ved kystbyerne i Cinque Terre
  • Hyggelige aftener i Roggio, hvor vores charmerende vært Andrea serverer lokal vin og 4-retters menuer fra mor Gemmas traditionelle toscanske landkøkken

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.com
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Afrejse

Vi flyver til Bologna, Guglielmo Marconi, hvorfra vi har godt 3 timers kørsel, inden vi ankommer til landsbyen Roggio og indlogeres på vores værelser. Ved ankomsten til Roggio midt på aftenen tager Andrea imod og værelserne bliver tildelt. Herefter har Gemmas køkken åbent og turens kulinariske oplevelse kan begynde.
-/-/-
Dag 2. Orecchiella Nationalpark

Turen starter ved Refugie Isera midt i Orecchiella Nationalpark i 1.209 m. Herfra vandres ca. en times tid op gennem skyggefulde ege- og bøgeskove, til vi kommer ud i det åbne landskab ved Sella di Campaiana, hvorfra vi har en storslået udsigt over det meste af Appenninerne. Efter en lille pause vandrer vi yderligere en ½ time op gennem åbne marker og skov, til vi når toppen af Pania di Corfino i 1.603 m. Herfra kan vi nyde udsigten til Appenninerne mod øst og Alpi Apuane mod vest, heriblandt den berømte bjergformation Uomo Morto — Den Døde Mand.

Når udsigten er absorberet, begiver vi os ned igennem en sæter til skovbrynet og følger stien videre til bjerglandsbyen Campaiana, som om sommeren er tilholdssted for fårehyrderne. Ved det lokale traktørsted, restaurant Il Fungo, holder vi vores velfortjente frokostpause.
Efter frokost går vi ud og ser skulpturen Eir af den danske kunstner Jesper Neergaard. Skulpturen er placeret meget flot med udsigt til både Appenninerne og Apuanerne. Efter en kort pause starter nedstigningen via den gamle muldyrsti til Corfino, først med endnu en fantastisk udsigt til Garfagnanadalen og senere igennem ege- og bøgeskove, der afløses af kastanie- og valnøddeskove. Vandredagen afsluttes ved Albergo La Baita i udkanten af Corfino, hvor der er tid til en forfriskning, inden vi bliver samlet op af bussen på torvet i Corfino.
M/F/-
Dag 3. Vandring mellem spændende kystbyer ved Cinque Terre

I dag skal vi på en længere køretur til Middelhavet — nærmere bestemt til Golfo di Spezia og kysten Cinque Terre med de smukke, hyggelige landsbyer.
Vi begynder vores vandring ovenfor Riomaggiore og går ned igennem vinmarker og frugthaver, før vi når ned til den smukke lille havneby. Fra havnen går vi gennem små, snoede stræder videre og følger "Via dell’Amore" —Kærlighedsstien, som er hugget ud i klipperne hele vejen til Manarola. Her spiser vi frokost. Der laves virkelig god mad her ved kysten, og den mest berømte egnsret er nok pesto. Pestoen laves af basilikum, pinjekerner og hvidløg. I øvrigt laves der gode fiske- og skaldyrsretter, hvortil man kan nyde den gode hvidvin, som dyrkes på skråningerne.
Mens vi vandrer, har vi hele tiden udsigt til Middelhavets blå vand, dramatiske klippekyster og de grønne bjergsider i baglandet. Der vil i løbet af dagen blive mulighed for en dukkert i Middelhavet.
Vi kan herefter fortsætte mod Vernazza — Cinque Terres yndigste by. Her kan vi besøge det gamle fort, hvorfra kysten tidligere blev overvåget og beskyttet.
Klimaet langs kysten kan være meget varmt, så vandringens længde afhænger af varmen og hvor mange badepauser, der ønskes.
Der er mulighed for at spise en let aftensmad i Vernazza, før vi returnerer til Roggio. Ønsker man natmad når man kommer tilbage til Roggio, kan dette bestilles i forvejen (dette vil dog kun være som en lille anretning).
M/-/-
Dag 4. Sæterne og marmorbrud i Puntatodalen

I dag er vores udflugtsmål den grønne sæter pyntet med gamle stenhytter i Puntatodalen. Vi kører over bjergene og mod kysten. Ved Trefiumi - ca. 45 min. kørsel fra Roggio, besøger vi et nedlagt marmorbrud, hvor bjerget er blevet udhulet, og kun de stejle marmor vægge står tilbage.
Derefter kører vi videre igennem Cipollaiotunnelen, og vi har nu udsigt over en smuk bjergryg med stejle skråninger og små landsbyer med de røde tegltage, som ligger gemt i kastanieskove. Efter cirka en ½ times kørsel fra stenbruddet når vi frem til Passo Croce, hvorfra udsigten rummer mange af de smukke bjergtoppe, der rejser sig op i himlen i dette hjørne af Toscana. Udsigten nyder vi på vej opad en nedlagt vej, der hører til det gamle stenbrud, mens vi vandrer cirka 2 ½ km mod det næste pas mellem Monte Freddone og de barske klippeskråninger ved Monte Corchia. Herfra går vores rute nedad langs de gamle stier og forbi Alpi Apuanes eneste mose ved Fociomboli. Vandringen går videre og snart åbner udsigten sig mod Appenninerne i det fjerne. Vi er nu i Puntatoområdet, hvor fårehyrder fra forskellige landsbyer før i tiden tilbragte sommeren med deres dyr.
Vi besøger nogle af de gamle sæterhytter, som er blevet restaureret og i dag bruges som "Rifugi" (bjerghytter) for overnattende gæster. Dalen, med sine bløde grønne sæterbakker, ligger omgivet af smukke bjergtoppe, og vi nyder udsigten, mens vi spiser vores frokost i det grønne græs. Vi fortsætter vandringen mod Col di Favilla, — en gammel landsby forladt efter 2. verdenskrig, hvis ruiner danner en speciel "tegning" i landskabet på bjergkammen. Vi passerer gennem landsbyen med den restaurerede kirke og kirkegård.
Herfra går det nedad en hyggelig lille skovsti, som ender ved søen Isola Santa, hvor der er mulighed for at få et svalende bad og nyde de smukke omgivelser. Bussen henter os og bringer os tilbage til Roggio.
M/F/-
Dag 5. Bytur til charmerende Lucca og Castelnuovo

I dag tager vi til Lucca, som er en smuk, velbevaret oprindelig etruskisk by fra det 6. århundrede (ca. 1½ times kørsel fra Roggio). Efter en kort introduktion til byen er der mulighed for at udforske de smalle gader, gamle kirker og hyggelige pladser på egen hånd. Der findes flere gode restauranter, hvor frokosten kan nydes.
Lucca er omgivet af en ca. 4 km lang ringmur, og mens siestaen sænker sig over byen, kan man vælge at gå på toppen af muren i kastanjetræernes skygge. Der er også mulighed for at leje en cykel på turistkontoret og cykle lidt rundt. Hvis man vil have en fantastisk udsigt udover byen og dens røde tage, er Guinigi-tårnet et besøg værd. Som et ekstra kuriosum gror der træer på toppen af tårnet.
Efter en hyggelig dag kører vi tilbage til bjergene, hvor vi stopper i Castelnuovo di Garfagnana (ca. 30 min fra Roggio). Vi oplever livet i den lille bjergby, inden aftensmaden nydes på en af byens restauranter.
Vi er tilbage i Roggio sent om aftenen efter en dejlig dag i to hyggelige byer.
M/-/-
Dag 6. Monte Forato

I dag er vi tilbage i bjergene og vi starter vores vandretur lige ovenfor landsbyen Fornovolasco. Vi følger en lille skovsti gennem en skyggefuld skov, langs et vandløb. Stien snor sig op ad bjergsiden gennem bøgeskoven, og efter et par timers vandring når vi til passet Force di Petrosciana.
Fra passet har vi en storslået udsigt mod Middelhavet, de omkringliggende bjerge, grønne dalstrøg og små landsbyer. Vi spiser vores medbragte frokost, mens vi nyder udsigten. Efter et lille hvil er der mulighed for at fortsætte langs bjergkammen og bjergsiden inden den sidste opstigning til toppen Monte Forato i 1.223 m. Området er præget af et fænomen, der ofte opstår i kalkbjerge, hvor vandet trænger ned og danner særprægede former og grotter. Ved toppen kan vi se et imponerende eksempel på dette, en kæmpe klippe med et naturskabt "hul i midten".
Efter at have nydt endnu en flot udsigt fra Monte Foratos top har vi nu en nedstigning på ca. 2 timer. Vi følger stien ned gennem skoven, forbi små ruiner, som vidner om en svunden tid, hvor flere mennesker levede i bjergene. Efter dagens "toptur" nyder vi en velfortjent drink i den hyggelige bjerglandsby Fornovolasco, inden vi kører tilbage til Roggio.
Note: Hvis man efter frokost ønsker at vælge en lettere tur end topturen, er dette muligt, da vi på denne dag er 2 turledere tilstede. Alternativet til toppen er at vandre ned ad bjerget til "Grotta del Vento" - Vindens hule. Alpi Apuane danner et af de største karst områder i Europa, og vi kan besøge en af disse imponerende grotter. Efter besøget ved grotten hentes vi af bussen og kører ned til Fornovolasco, hvor vi samler "topholdet" op og returnerer til Roggio.
M/F/-
Dag 7. Monte Tontorone og Campocatino

Ferien rundes af med en smuk og afslappende tur i nærområdet.
Efter morgenkaffen tager Andrea os med rundt i Roggio. Han fortæller historier om byen, vi beser Roggios smukke, gamle kirke fra begyndelsen af 1500-tallet, og så sluttes rundturen af hos Andreas forfædre på kirkegården. Herefter vandrer vi gennem skoven ved Roggio op til Mt. Tontorone — ca. en times vandring med ophold ved et lille skovkapel, som også tjener som ly i dårligt vejr. Ved turens start ser vi Roggios smukke beliggenhed fra en anden vinkel — typisk toscansk med kirken øverst og landsbyen bygget på terrasser ned af en skråning. På Mt. Tontorones plateau med smukke græsgange, brombærkrat, alpeflora etc. indtager vi vores picnic og daser i græsset med en storslået udsigt til flere af de bjergtoppe, hvor vi har tilbragt mange dejlige timer.
Efter frokost kan man vælge at gå til det enestående landskab ved sæterbyen Campocatino, hvor en forfriskning kan indtages på byens cafe. Og har man yderligere lyst, kan man gå til det meget spektakulære kapel Eremo San Viano.
Herefter går turen tilbage til Roggio, hvor der er lejlighed til at gøre de sidste indkøb af lækre italienske produkter, som parmaskinke, parmesanost, tørrede tomater og svampe, Amaro etc. Om aftenen nyder vi Gemmas køkken for sidste gang og lader sikkert snakken gå om turens mange dejlige indtryk.
M/F/-
Dag 8. Hjemrejse

Vi forlader Roggio og siger farvel til Toscanas smukke landskab. Bussen kører nordpå mod lufthavnen i Bologna.
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning - La Fontanella

I Roggio har vi lejet os ind hos Andrea og hans mor Madame Gemma, hvor vi bor i smukt restaurerede værelser med eget bad og toilet. Vi bor i 3 hyggelige huse i den lille landsby, hvor der både er dobbeltværelser og enkeltværelser. Enkeltværelser kan tilkøbes mod et tillæg angivet nederst på siden.
Gemma laver en fremragende 4-retters menu. I tilknytning til La Fontanella er der også en lille bar, hvor de lokale kommer for at få et slag kort eller for at nyde et glas vin. Priserne i baren er yderst rimelige.
Roggio

Roggio er en lille landsby, hvor der kun bor ca. 200 indbyggere. Byen er fra 1500-tallet med smalle, stejle stræder og meget velbevarede, rustikke huse. Det er en oplevelse bare at vandre rundt i byen og iagttage, hvordan indbyggerne har indrettet sig.
I byen er der foruden "La Fontanella" en købmand med toscanske specialiteter — røget skinke, oliven, gedeost, de legendariske tørrede svampe, kastanjekager, vin, m.m. Kort sagt er der et imponerende udvalg i den lille butik.
Området

Garfagnana egnen er nok en af Toscanas "bedst bevarede hemmeligheder". Her er ikke det samme mylder af turister, som man f.eks. ser i Firenze og Pisa.
Garfagnana er det frodigste skovområde i Toscana og ligger mellem byerne Castelnuovo og Lucca og skæres igennem af Serchiofloden. Vandreturene foregår hovedsageligt i Alpi Apuane, men også i Appenninerbjergene.
Befolkningen her er utrolig åbne overfor fremmede og gæstfriheden er bemærkelsesværdig.
Morgenmad og frokost

Morgenmaden spiser vi i "La Fontanella". Den består af kaffe, te, forskellige slags brød, ost, marmelade og mysli.
Picnicpakken består af toscansk landbrød med et udvalg af pålæg, heriblandt forskellige oste, parmaskinke, salami, tomater og lignende.
Lidt om trekking

Vandreturene varer 4-7 timer om dagen - foruden pauser. Vi tilstræber at organisere vandringen, så alle kan gå i netop deres tempo. Normalt aftales mødesteder undervejs — typisk til frokost.
Har man lyst til at blive i Roggio en dag — i stedet for at vandre — er det selvfølgelig også muligt.
Turbeskrivelsen

Der er i denne tur indbygget en vis fleksibilitet. Det kan medføre "ombytning" på dagene, eller ændringer i enkelte af ruterne.
Varighed

8 dage — heraf 5 vandredage, grad 2-3.
På denne tur vandrer vi 4-7 timer om dagen.
De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur.
Klima

Dagtemperaturer 18-30 grader C
Nattemperaturer 15-20 grader C
Der er som regel varmest i juli/august og lidt køligere i maj, juni, september og oktober. Vejret er generelt stabilt i Toscana, men som altid i bjergområder kan der forekomme pludselige vejrskift, så en ellers varm sommerdag i løbet af kort tid kan føles som en kold og blæsende efterårsdag.
Adgang til el

Der er god adgang til strøm til opladning af batterier på denne tur.
Husk multistik/adaptor.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor vi gerne ser, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Litteratur

Rejsen rundt i Toscana — Politiken
Der står ikke så meget om området, vi vandrer i, men bogen giver et godt indblik i italienske forhold.
Kort

Købes bedst lokalt. 2 kort i målestoksforhold 1:25.000 dækker alle turene i bjergene.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse København - Bologna t/r, inkl. skatter og afgifter
Alle overnatninger i Roggio
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Lokal transport i forbindelse med vandreturene
Bus t/r til Lucca og Castelnuovo.
Dansktalende turleder
Bidrag til Rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer
Måltider ikke inkluderet ifølge dagsbeskrivelserne (koster f.eks. i Roggio ca. 18 Euro/135 DKK for en 4-retters menu inkl. vin og kaffe eller en 2-retters menu inkl. vin og kaffe ca. 12 EURO/85 DKK).
Mad på flyvningerne (kan købes ombord)
Entré til museer og lignende
Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
Evt. tillæg for enkeltværelse 1.500 DKK

FOTOS

Italien - Toscana - La Fontanella
Vis billedserien

TESTIMONIALS

Inge Jonsgaard Jensen
ITTO0925
"Min første vandretur. Det var en fantastisk tur! Store naturoplevelser. Der er noget ganske særligt ved at gå i bjerge. Jeg kunne næsten ikke få øjnene ned fra bjergtoppene igen. Der var store skove af spisekastanjer, hvor kastanjerne lå som et tæppe. Fantastisk. Mine dejlige vandrestøvler bestod! "
Jørgen Aarlo Jensen
ITTO1008
"Italien-Toscana-La Fontanella: ROGGIO. En utrolig smuk natur. Madame Gemmas velsmagende mad, en oplevelse i sig selv. Velfungerende dansk guide gør opholdet nemt og indholdsrigt. Man kunne ønske sig et par dage mere. Med venlig hilsen, Jørgen Jensen, en meget tilfreds deltager."
Tove Arentsen
ITTO1114
"Fantastisk tur. Ovenud kompetente, åbne og venlige guider. Meget veltilrettelagt og spændende turprogram.
Roggio og Fontanella fortjener 7 stjerner. Og hvilke venlige, varme og festlige rejsekammerater!!!! STORT!!!!"
Erik Ørbech Pedersen
ITTO1111
"Proff. præger Topas, turledere og værterne i Roggio. Er afslappede, opmærksomme, omsorgsfulde og med en god portion humor, der ikke overspilles."
Karen Raff
ITTO1111
"På denne tur har jeg oplevet den del af Italien, som man sjældent selv vil finde frem til."
Helle Flensburg Larsen
ITTO1114
"Hvis du ønsker en rejse der er planlagt på forhånd, skal du tilmelde dig La Fontanella. Det er den mest perfekte rejse, jeg nogensinde har været på. Rigtig dejlige og meget afvekslende ture rundt omkring i Toscana. Perfekte ture i bjerge og skove,på stier og ved vand. Dejlige besøg ved små byer og sejltur i skønt vejr. Min næste rejse blir også med Topas. Så perfekt en tur skal gentages."
Lisbeth Risborg
ITTO1115
"Det var første gang min mand og jeg har været på vandreferie. Jeg synes det er en god tur at starte med. En del af turene foregår i skov og det er derfor ikke så varmt. Det er ikke så hårdt fordi man bor samme sted om natten. Det var hyggeligt at være i Rogggio om aftenen og maden og vinen var skøn."
Kirsten Lillemose Sørensen
ITTO1116
"Turen La Fontanella har været en imponerende og dejlig oplevelse. Ruterne var meget varierede både i længde og højde. Der har altid været nogle flotte udsigter at nyde og turlederne var helt fantastiske. Jeg kan kun anbefale Topas Travel."
Inge Jonsgaard Jensen
ITTO0925
"Min første vandretur. Det var en fantastisk tur! Store naturoplevelser. Der er noget ganske særligt ved at gå i bjerge. Jeg kunne næsten ikke få øjnene ned fra bjergtoppene igen. Der var store skove af spisekastanjer, hvor kastanjerne lå som et tæppe. Fantastisk. Mine dejlige vandrestøvler bestod! "
Se alle

BRUGERFOTOS

Italien - Toscana - La Fontanella - ITTO1013 af: Steen Christensen
Vis billedserien
Italien - Toscana - La Fontanella - ITTO1013 af: Meta og Jens
Vis billedserien
Italien - Toscana - La Fontanella - ITTO1112 af: Peter -
Vis billedserien
Italien - Toscana - La Fontanella - ITTO1113 af: Bjarne
Vis billedserien

VIDEOER

Video - Toscana - Orecchiella
Se video
Video - Toscana - Puntatodalen
Se video
Video - Toscana - Madame Gemma i Roggio
Se video
Video - Toscana - Monte Forato
Se video
Video - Toscana - Cinque Terre
Se video

PAKKELISTE

Italien - Toscana - La Fontanella
Læs

Gratis rejsebazar

Gratis rejsebazar
Vi afholder vores årlige rejsebazar i både Aarhus & København

Læs mere her:
København d. 21. & 22. Jan
Aarhus d. 4. Feb

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort