Selvguidede cykelture med turleder

Fleksibilitet, frihed og fællesskab. Du cykler på egen hånd og i eget tempo ud fra de GPS ruter vi har lagt ind. Eller du kan slukke for GPS’en og følges med turlederen.

Introduktion

På en selvguidet cykeltur får du samme oplevelsesrige Topas-tur som på vores andre cykelferier med Topas, men her får du en større grad af frihed. Og muligheden for at følges med turlederen, hvis du hellere vil det.

Vores selvguidede cykelture lægger op til, at du kan cykle på egen hånd i eget tempo, på en rute vi har valgt, og på den måde finde et fysisk aktivitetsniveau der passer til dig. Du er stadig en del af det fællesskab Topas er kendt for, og du er afsted sammen med en dansktalende turleder.

På cyklens styr monteres en telefon, hvor dagens rute er lagt ind i en GPS-app. Du vil blive guidet rundt på turen af telefonen og kan således sætte dit eget tempo. Der vil oftest være et par forskellige længder af cykelruten at vælge imellem.

På de enkelte ruter har vi tilføjet forskellige seværdigheder og forslag til cafe-stop/frokoststeder. For hver seværdighed ligger en kort beskrivelse, som du selv kan læse, når du ankommer til stedet.

Typisk vil seværdighederne optræde på alle dagens cykelruter, så du uanset længde vil komme forbi de samme steder.
De længere ture vil derfor oftest primært tilføre ekstra kilometer og højdemeter.

Ruteoverblik

Inden du cykler af sted på dagens tur, kan du se et overblik over ruten med angivelse af de anbefalede stop. Så har du fra turens start en ide om, hvad der venter, og hvor ofte der sker noget særligt.

Det betyder ikke, at der ikke er noget som er værd at se andre steder. Men vi har lagt punkter ind, som man måske ikke lige finder selv, punkter som har noget vigtigt at fortælle, eller punkter hvor vores turleder gør et stop, så du har mulighed for at mødes med turlederen og nogle af de andre Topas-gæster.

Sikker trafik

Vi har forsøgt at lægge ruten, så den følger det mest naturlige forløb undervejs. Og vi har justeret antallet af vejvisninger ned, så du kun bliver præsenteret for de mest relevante. På den måde kan du bruge mest mulig tid på at nyde cykelturen og ikke alt for meget tid på at holde øje med telefonen.

Vi anbefaler, at du stopper helt op (= begge fødder på jorden), når du skal orientere dig på telefonens display. På den måde risikerer du ikke, at du overser trafik eller ujævnheder i vejen, fordi du lige skulle se på telefonen.

Når en vejvisningsbesked er overstået, viser telefonen den næste. Så har du en god ide om, hvor lang tid der er, indtil der sker noget næste gang.

Navigation

Det minder lidt om det, du måske kender fra en GPS i biler, men dog med et par forskelle.
På displayet er en rød streg, som angiver den rute vi har lagt. Din position er angivet med en lille pil.

Når du skal dreje, eller når der er en seværdighed, popper der vejvisningsnoter op på skærmen, men ikke altid når du bare skal fortsætte lige ud. Beskeden dukker op første gang i god tid før du skal dreje og vises også, når du nærmer dig svinget.

Hvis du kører udenfor ruten, bliver der IKKE lavet en ny rute. I stedet vil telefonen vise, i hvilken retning ruten er ift. din placering og afstand dertil. På den måde kan du altid se hvor den originale rute, som turlederen cykler, er.

Prøv selvguidet cykling på disse ture:

Italien - Cykelferie i naturskønne og kulturstærke Apulien

Oplev toppen af alt italiensk på denne cykelferie gennem Apuliens varierede og naturskønne landskaber.

FAQ

Sim-kort
Der er ikke sim-kort i cykeltelefonerne. GPS-app’en har kun brug for GPS-signal og ikke mobilsignal. Har du brug for at ringe må du bruge din egen telefon

Servicevogn
Der vil være en følgebil med på turen. Men da konceptet lægger op til at bevæge sig mere frit, kan I befinde jer langt fra servicevognen. Teknisk hjælp eller transporthjælp vil derfor ikke være til stede lige med det samme.

Lyd
Lyd på navigationen kan slås til. Men pga. telefonens afstand til øret og lyde fra omverdenen, kan man sjældent høre præcis, hvad der bliver sagt. Man kan dog bruge lyden som en indikation af, at der er noget man skal forholde sig til noget. Vi fraråder på det kraftigste, at man cykler med høretelefoner pga. trafiksikkerheden!


Hvis man ønsker at medbringe egen GPS eller telefon skal Topas-kontoret kontaktes inden afrejse. Vi kan ikke være behjælpelig med support på eget medbragt udstyr.

Egen GPS
Man må gerne medbringe egen GPS og anvende i stedet for. Her kan vi dog ikke garantere for, at alle informationer kommer med i ruten.

Egen telefon
Man må gerne anvende egen telefon med app’en RideWithGPS (eller anden vejvisningsapp) installeret. Rute-oplysninger fremsendes forud for afrejse efter kontakt til kontoret.
Vær opmærksom på, at strømforbruget på telefonen kan være højt – så test hjemmefra, og slå flest mulig funktioner fra undervejs på cykelturene.

Eksempel på skærmbilleder: