Diskobugten

Oplev Diskobugten med kælvende isbjerge, majestætiske hvaler, nordlys, hundeslædekørsel og den magiske midnatssol.

Diskobugten er et af Grønlands mest ikoniske områder, hvor enorme isbjerge driver majestætisk gennem det iskolde vand. Her kan du opleve spektakulære naturscenerier, møde hvaler på tæt hold og udforske charmerende kystbyer som Ilulissat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit. Om sommeren lyser midnatssolen nattehimlen op, mens vinteren byder på nordlys og hundeslædekørsel gennem det arktiske landskab. Diskobugten er en destination for eventyrere og naturelskere, der vil opleve Grønlands vilde skønhed på nært hold.
 
Byer og bygder i Diskobugten
 

Ilulissat i solnedgang

Ilulissat

Ilulissat - Jakobshavn. Ingen tvivl om at Ilulissat er ”verdens navle”, når man taler om det at rejse til Grønland.

Isbjerge – gigantiske isbjerge - er synonym med byen Ilulissat, som da også betyder ”isfjelde” på grønlandsk. Byen er placeret ved fjordmundingen til Ilulissat Isfjord og har den mest fantastiske kulisse i form af kolossale isfjelde, der kontinuerligt kælves ud i isfjorden fra den mest isproducerende gletsjer på den nordlige halvkugle.

Kangia, som fjorden hedder på grønlandsk, kom fortjent på UNESCO's Verdensarvsliste i 2004, og siden er Ilulissat blevet et ”must see” for næsten alle grønlandsrejsende. Det er der rigtig mange gode grunde til.

Byen er placeret godt 350 km nord for Polarcirklen og har alt det, som kendertegner Grønland for de fleste: Midnatssol om sommeren, polarmørke og nordlys om vinteren, hvaler & sæler, masser af slædehunde, historiske sights fra eskimoernes tid på den gamle boplads Sermermiut og Knud Rasmussens barndomshjem, flotte træhuse fra kolonitiden og ikke mindst et moderne og driftigt udtryk med butikker, uddannelsesinstitutioner, sportsaktiviteter m.m.

Ilulissat har det ubetinget største udbud af udflugtsmuligheder for besøgende i Grønland. Tilmed kan du forkæle dig selv med god mad og drikke på byens restauranter og caféer, når du om aftenen fordøjer dagens mange spændende indtryk fra hav og fjeld.

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Ilulissat: Hotel Icefiord og Hotel Arctic

Aktiviteter i Ilulissat

Ilulissat er en populær rejsedestination med mange aktivitetsmuligheder i både sommer- og vintersæsonen.

Qeqertarsuaq med basaltbjerge i baggrunden

Qeqertarsuaq - Diskoøen

Frodigheden vil ingen ende tage og kontrasten mellem lavafarver, det grønne mos og havet med dets isbjerge, gør stedet til ét af de mest fotogene i Grønland.

Qeqertarsuaq er en af vores absolutte yndlingsbyer - et fantastisk dejligt sted. Her bor lige knap 850 mennesker og byen er sprællevende på grund af den store aktivitet i foreningslivet.
 
Beliggenhed er 5-stjernet – lige ud til Diskobugten og de store isbjerge og alle de hvaler, der ynder at holde til i området. Øen har et noget anderledes landskab med de høje fjelde, varme kilder og basaltformede søjler.
 
Diskoøen er Grønlands største ø beliggende i Diskobugten. Øen er på størrelse med Sjælland og har med lidt god vilje form som en diskos — deraf navnet. På grønlandsk hedder øen Qeqertarsuaq, som betyder "Den store ø". Øen har kun en enkelt by, nemlig Qeqertarsuaq (Godhavn) som ligger på sydsiden, samt en mindre bygd Kangerluk (Diskofjord), der ligger 35 km mod nordvest.
 
Mange grønlandsrejsende kender Diskoøen fra afstand, hvor øens karakteristiske basaltfjelde af vulkansk oprindelse rager næsten 1.000 meter i vejret. Toppen i syd er året rundt dækket af is og sne i skikkelse af Lyngmarksbræen.

Diskoøen er interessant af mange årsager, ikke mindst på grund af den store artsdiversitet inden for flora. Øen er nemlig beliggende mellem lav- og højarktis, og sammen med med forekomsten af mange varme kilder, giver det en rigere vegetation sammenlignet med andre lokaliteter på samme breddegrad. F.eks. trives skærmplanten kvan storartet på øen. Havet er også meget rigt omkring Diskoøen, og det betyder generelt store forekomster af hvaler. Om foråret er området et af verdens bedste til at observere den store Grønlandshval. På grønlandsk har den det meget betegnende navn "Arfivik", der betyder "den tøndeformede". Om sommeren ses pukkelhvaler meget ofte helt tæt inde ved kysten.

Qeqertarsuaq blev grundlagt i 1773, netop som en slags hvalfangerstation. Byen ligger billedskønt placeret med basaltfjeldene som baggrundskulisse. Man kan rejse til Qeqertarsuaq fra både Ilulissat og Aasiaat.

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Qeqertarsuaq: Hotel Disko Island

Aktiviteter i Qeqertarsuaq

Mulighederne er mange i Qeqertarsuaq, hvor du bl.a. kan vinterbade eller ro kajak blandt isskosser, vandre til smukke udkigspunkter eller overnatte i vildmarkshytte.

Qasigiannguit by

Qasigiannguit

I Qasigiannguit skinner midnatssolen døgnet rundt om sommeren, og om vinteren danser nordlyset – Aurora Borealis på nattehimlen.

Qasigiannguit ”stedet med de spraglede sæler” – ligger flot placeret i den sydøstlige del af Diskobugten – godt 200 kilometer nord for Polarcirklen. Midnatssolen skinner her døgnet rundt om sommeren, og om vinteren danser nordlyset – Aurora Borealis på nattehimlen. De arktiske rammer udgøres af et fantastisk fjeldlandskab mod øst ind mod Indlandsisen og mod vest ligger den mægtige Diskobugt. Vinterlandskabet udforskes fra hundeslæde og snescooter, og i sommerhalvåret vandres der i fjeldet og sejles i Diskobugten.

Det primære erhverv er stadig fangst og fiskeri, som det altid har været. På havet fanges hellefisk, torsk, krabber og rejer m.m. og i fjeldlandskaberne ind mod Indlandsisen findes rensdyr og moskusokser. Byens nyere historie begyndte ved grundlæggelsen i 1734 og navnet var ”Christianshåb”. Der bor ca. 1.200 mennesker og et større antal grønlandske slædehunde i Qasigiannguit i dag. Et ferieophold i Qasigiannguit giver den rejsende et unikt indblik i nutidens Grønland, med autentiske oplevelser indenfor såvel kultur som natur. Qasigiannguit er i den grad en levende by med skole, efterskole, Royal Greenland fabrik m.m. Man kan rejse til Qasigiannguit fra både Ilulissat og Aasiaat. 

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Qasigiannguit: Hotel Diskobay

Aktiviteter i Qasigiannguit

Den lille by Qasigiannguit er der rig mulighed hvalsafari, hundeslæde og har du pakket vandrestøvlerne kan du opleve området til fods.

Vandrer foran Eqi gletsjeren

Eqip Sermia

Forestil dig en total stilhed blive afbrudt af torden. Man kigger op og tænker: Tordner det? Det er såmænd bare Eqi Gletsjer, der kælver. Små eller store stykker is brækker af, rammer vandet med et plask og skaber større eller mindre bølger.

80 km nord for Ilulissat ligger Eqip Sermia. For at komme her  skal du først på 3-5 timers sejlads i smukt farvand, hvor der ofte ses hvaler og mange former for is. Foran gletsjeren slukker kaptajnen for motoren og den larmende stilhed kan nydes.

Kigger du sydover, kan du se nogle røde huse med front mod gletsjeren. Her har man bygget en camp ved navn Glacier Lodge Eqi.

Campen har 15 hytter fordelt på standard, komfort, komfortdeluxe og luksus vildmarkstelte. Der er en restaurant ”Café Victor” - Opkaldt efter den verdenskendte polarforsker Paul-Émile Victor - der også fungerer som fælleshus med bad/toilet.

Hyttebyen er, ikke uden grund, et meget populært sted at overnatte. Der er ikke mobilt netværk, ej heller internet. Der er til gengæld fred og du er totalt afskåret fra omverdenen. Her er smukt og afstressende og trods den ikke helt billige pris, er der mange, der vender tilbage til campen. Eqi er ofte højdepunktet på en rundrejse, hvor Glacier Lodge Eqi er inkluderet.

Hoteller ved Eqip Sermia: Glacier Lodge Eqi

Aktiviteter ved gletsjeren Eqip Sermia

Oplev skønne Glacier Lodge Eqi og den aktive gletsjer med mulighed for at gå og overnatte på den imponerende Indlandsis.

Ilimanaq i solnedgang

Ilimanaq

Ilimanaq er én af de smukkeste bygder i Grønland. Beliggende syd for Ilulissat Isfjord og med udsigt til Diskobugten er der en helt fantastisk udsigt, hvor der ofte er mulighed for at se hvaler.

 Her er kun 53 indbyggere og en tur rundt i bygden for at se de historiske huse er hurtigt overstået. Men naturen i baglandet er et dejligt område, og der lægges op til flotte vandreture langs kysten. Du kan også tage ind i Tasiusaq fjordsystemet, der ligger mellem Ilimanaq og Indlandsisen, hvor man kan komme op på en af de to "Døde bræer".

Sejladsen fra Ilulissat til Ilimanaq tager ca. 1 time (afhængig af ismængden foran fjorden) og er enestående i sig selv. Turen går forbi fjordmundingen af Kangia — Ilulissat Isfjord, og du passerer således tæt forbi de gigantiske isbjerge, som har gjort stedet verdensberømt og sikret det en fortjent plads på UNESCO´s Verdensarvsliste.

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Ilimanaq: Ilimanaq Lodge

Aktiviteter i Ilimanaq

Gå på opdagelse i og omkring den smukke bygd Ilimanaq med udsigt til Diskobugten og hvaler

Aasiat by

Aasiaat

Smukt beliggende i Skærgården på kanten af Diskobugten ligger Grønlands 5. største by.

Aasiaat ligger i det sydvestlige hjørne af Diskobugten på Grønlands vestkyst og er med sine ca. 3.100 indbyggere Grønlands 5. største by. Byen ligger faktisk på en ø, adskilt fra det grønlandske fastland af "Langesund". Aasiaat blev grundlagt i 1763 af Niels Rasch Egede, som navngav byen "Egedesminde" til minde om sin far - præsten Hans Egede, der grundlagde Nuuk i 1721 og som er kendt som Grønlands apostel.

Fiskeri er det primære erhverv, men Aasiaat har også nogle uddannelsesinstitutioner, bl.a et gymnasium og en handicapskole. Aasiaat har desuden et skibsværft, containerhavn, lufthavn og endelig er Aasiaat Radio samlingspunkt for kystradiotjenesten i hele Grønland.

I den gamle bydel ligger byens museum, som er indrettet i kolonibestyrerboligen fra 1860. Museet er et kulturhistorisk museum og har udstillinger fra Egedesmindes koloniperiode og egnens historie generelt.

Den for nyligt afdøde kunstner, Per Kirkeby, aflagde byen et 3 måneder langt besøg over sommeren 1969, hvor han malede 22 malerier, der i dag hænger (lidt nedslidte) i byens forsamlingshus. Man kan med lidt god vilje se dem, hvis man kigger ind ad vinduerne, der er sydvendte.

Aasiaat er et trafikalt knudepunkt i Diskobugten, og man kan ankomme dertil fra hhv. Kangerlussuaq, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit eller Ilulissat. Byen beflyves af Air Greenlands Dash 8 fly året rundt, og ellers er det sæsonen, der dikterer om transportformen er med skib eller helikopter.

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Aasiaat: Sømandshjemmet
 

Aktiviteter i Aasiaat

Hvalsafari
Aasiaat ligger godt placeret "ved indsejlingen til Diskobugten", når de store bardehvaler trækker nordpå om sommeren. Således er der virkelig fine muligheder for at opleve især pukkelhvaler, finhvaler og vågehvaler på de hvalsafarier, der udgår fra byen. Er man lystfisker kan man evt. købe en version, hvor man pilker torsk på turen.

Hundeslædekørsel
I vintersæsonen arrangeres hundeslædeture fra 1 til flere timers varighed.

Kajakroning
Er du en dedikeret kajakroer, er Aasiaats skærgårdsmiljø med tusindvis af øer og bugter et af Grønlands absolut bedste steder at dyrke din passion for kajak- og så endda i Qajaqens hjemland.

Kort over Diskobugten

Kort over Diskobugten

Rejser i Diskobugten