Topas Riverside Lodge

En unik oplevelse ligger godt gemt blandt bjerge og risterrasser i det nordlige Vietnam. Her leves livet ikke, som det er blevet gjort i årtusinder, for som i alle andre samfund sker der også en udvikling her.

Langt ude i Sapadalen i det nordlige Vietnam ligger Nam Cang, en lille landsby hovedsageligt beboet af folk fra Red
Dao-stammen. Kvinderne er stadig den dag i dag let genkendelige iført deres imponerende røde hovedbeklædning.
Side om side med Red Dao-folket har enkelte familier fra Black Hmong-stammen i generationer boet i Nam Cang. Deres traditionelle klædedragter er mørke takket være den indigoplante, som vokser omkring landsbyen.

Før år 2000 levede størstedelen af befolkningen i stor fattigdom med ris som samfundets livsnerve, men bl.a. et  kardemommeeventyr ændrede vilkårene til det bedre for mange i landsbyen. Udover ris og kardemomme beskæftiger mange sig med broderi, sølvsmedekunst og andre traditionelle håndværk.

Topas Riverside Lodge

I udkanten af Nam Cang lige ned til floden ligger Topas Riverside Lodge. Gæstehuset er en anden væsentlig grund
til at levestandarden i Nam Cang er forbedret. En Red Dao-familie byggede stedet og slog dørene op for besøgende i 2013. I dag bliver stedet drevet af den samme lokale familie i samarbejde med Topas.

Huset er enkelt indrettet, bygget efter traditionelle principper, ligesom urtebadene er baseret på traditionelle opskrifter.
Maden er lækker, og en meget gæstfri værtsfamilie byder velkommen med smil og oprigtig hjertevarme. Turister vækker stadig opsigt i landsbyen, og et ophold på Topas Riverside Lodge må betragtes som en afstikker fra de almindelige turistruter.

Et indblik i en anden hverdag

Et besøg i Nam Cang er et besøg i en helt anden verden med mange gode muligheder for friluftsoplevelser i eksotiske omgivelser. For den nysgerrige vandrer ligger unikke opdagelser og venter på vandreture i junglen, langs vandløb og vandfald og med udsigt til bjergskråninger, der med møje og besvær er blevet bearbejdet til risterrasser. Det er også et besøg i en gammel minoritetskultur. Maden bliver tilberedt over åben ild. Red Dao-kvindernes glatbarberede pande har også en forklaring, som kan dateres til fordums tid, men den historie må du rejse derud og få.

På den anden side så er Nam Cang ikke isoleret fra omverdenen. Børnene går i skole og lærer om både lokale og globale forhold. En  minoritetsfamilie med stolte gamle traditioner i lokalsamfundet har bygget et lille gæstehus i byen og på den måde budt internationale gæster indenfor i landsbylivet til stor fornøjelse og gavn for både børn og voksne.

Så sent som i december 2016 blev vandforsyningen moderniseret ved fælles hjælp fra Topas Travel og lokale arbejdskræfter. Her langt ude i Sapadalen byder hverdagen på rutine og udfordringer som alle andre steder i verden, og alligevel er livet i Nam Cang noget helt særligt. Her går forandringer hånd i hånd med stedets historie og befolkningens traditioner. Familierne kan blive i landsbyen og behøver ikke at søge væk med et fortvivlet håb om at finde fabriksarbejde i storbyen. Investeringer udefra har pustet liv i lokalsamfundets indre glød, og de lokale brænder for at bygge videre på det fundament, som tidligere generationer har videregivet. Succesen beror på en fin balance mellem inputs fra omverdenen og lokalt initiativ og ønske om at udvikle sig på egne præmisser.

Vores Vietnam

Topas har i mange år arrangeret rejser til Vietnam og har bl.a. eget kontor i Hanoi. Læs her hvilke oplevelser vi anbefaler i Vietnam samt andre gode rejsetips og spændende artikler.

Oplev Topas Riverside Lodge på disse rejser