Mount Everest og bestigningshistorie i bevægelse

Der er sket meget siden sherpaen Tenzing Norgay og new zealænderen Edmund Hillery stod på toppen af Mount Everest i 1953 som de første nogensinde. De var en del af den britiske ekspedition, som var den niende til at forsøge sig med at blive de første på Everest. Det var et kæmpe sensation og præstation at komme på toppen af Everest dengang. I dag er det måske ikke just hverdagskost, men det er dog blevet noget mere almindeligt og tilgængeligt at bestige Everest. Hvert år indtager mere end 600 bjergbestigere morænen for foden af Khumbu isfaldet. Hundredevis af gule telte opstilles på den rå og stenede moræne og sammen med kuppelformede spisetelte, bade- og toiletfaciliteter, WIFI og bagerier skaber de farvestrålende telte rammen om Everest Base Camp i 5.360 meters højde.

I Khumbu isfaldet arbejdere sherpaerne med at få etableret ruten inden sæsonen skydes i gang. De lægger stiger ud, sætter faste reb og sikrer ruten. I mens kommer yakokserne trampende, tungt læsset med udstyr, på stien i hælene på hinanden. De tunge dyr fragter sammen med stærke og senede nepalesiske bærere mange hundrede tons udstyr ind til Base Camp både før og undervejs i bestigningssæsonen. Reb, skruer, mad, service, telte, personligt grej, isøkser, madrasser, køkkengrej, satellitudstyr. Alt skal bæres ind. Bjergbestigerne kommer fra hele verden. De er tilknyttet nogle af de mange nationale eller internationale ekspeditioner, som hvert år trekker ind til Base Camp med deres ekspeditionsteams – med det formål at nå toppen af verdens højeste bjerg få måneder senere. Når alle er ankommet i 5.360 m og alt er klappet og klart, skydes sæsonen i gang.

Mount Everest ligger på grænsen mellem Tibet og Nepal. Geografisk ligger bjerget, hvor det altid har ligget, men ellers er det meste omkring Mt. Everest i bevægelse.

Hos Topas har vi igennem årene haft hundredevis af deltagere med ind til Everest Base Camp. Det er et magisk øjeblik for mange at stå ved foden af Mount Everest. Måske fordi stedet er så legendarisk? Måske fordi det kræver så meget at komme dertil? Måske en kombination? Magien er ikke blevet mindre af, at bestigningshistorien har bevæget sig mod det mere kommercielle. I hvert fald må det siges at være et vilkår. Uanset, er det stadig et kæmpe aktiv at trekke ind til foden af Everest. Verdens højeste bjerg forbliver ligesom verdens højeste.

Modsat andre bjergområder i Nepal, er det stadig ingen veje i Everest dalen. Skal du til Everest Base Camp er du nødt til at bruge dine ben og din viljestyrke. Du er også nødt til at kunne modstå højden. Med mindre du vælger at flyve ind med helikopter, er der ingen lette veje ind til Everest Base Camp. Og det er i virkeligheden sagens kerne og selve belønningen. For det betyder, at du trekker igennem det mest spektakulære landskab igennem adskillige uger. Det betyder også, at du trekker ad nøjagtig de samme stier som selveste Sir Edmund Hillery og den britiske ekspedition i 1953. Og som den new zealandske bjergguide Rob Hall og amerikanske Scott Fischers, som havde bl.a. Lene Gammelgaard med i sit team det skæbnesvangre katastrofeår i 1996. Store klatrekometer som bl.a. Reinhold Messner, Junko Tabai og Chris Bonnington har også trådt stien ind til Everest Base Camp, for ikke at nævne Apa Sherpa og Purba Tashi Sherpa, som har besteget Everest intet mindre end 21 gange. 

Mount Everest behøver sjældent nogen introduktion. Og snakken forstummes da også altid, når den karakteristiske sorte trekant skyder op i horisonten første gang. Allerede efter få dage på turen ind mod Everest Base Camp kan din Topas turleder pege Everest ud. De fleste deltagere reagerer med stor overraskelse og udsagn alla: ”Er det virkelig Everest – det ser da ikke så stort ud?”. På dette tidspunkt ligger bjerget ude horisonten som en fjern og ufremkommelig sten. Mindre end 14 dage senere tårner Everest sig op som et mørkt og kolossalt bjerg lige for os. Med det blotte øje kan du se ruten op igennem isfaldet. Du kan se det berygtede Hillery Step, som er det sværeste sted på den sydgående rute. Du kan skimte South Col og selve toppen. Du føler, at du er så tæt på, at du måske ligefrem foranlediges til at tro, at du kan skimte nogle klatrere med det blotte øje (det kan du ikke…).

Selvom Everest og bestigningshistorien er i bevægelse og alt syntes forandret siden Edmund Hillery og Tenzing Norgay kæmpede sig vej mod toppen for 66 år siden, slipper historiens vingesus ikke Everest Base Camp. De legendariske fortællinger og den tykke historie flyder med gletsjervandet dybt under morænetæppet med de farvestrålende telte i Base Camp.

Og det vil de blive ved med at gøre. Uanset hvor meget bevægelse der kommer deroppe på overfladen…