Sherpa-folket – Bjergenes sande helte

Ordet sherpa bruges synonymt med de hjælpere, der bærer udstyret for trekkere og for de vesterlændinge, der bestiger bjerge i Himalaya. Men hvad er en sherpa egentlig? Det er nemlig ikke et erhverv, som mange tror, men navnet på en befolkningsgruppe.

Det er nu ikke så underligt, at sherpa er blevet synonymt med stærke bærere, der hjælper trekkingturister og ambitiøse bjergbestigere. Og det er heller ikke underligt, at sherpa-folket har fået stor status. Sherpa-folket bor højt oppe i bjergene og holder til i området omkring Mount Everest, tæt på den tibetanske grænse. Oprindeligt var sherpa-folket nomader, der levede af at handle med salt, og i midten af 1800-tallet kom nogle af sherpa-folket rejsende fra Tibet og slog sig ned i området omkring Everest.

Livet i de store højder og under barske klimaforhold har rustet sherpa-folket i en helt særlig grad. De hårde livsvilkår har gjort dem til et af de stærkeste og mest udholdende folk i verden. Og selvom der ikke umiddelbart er status i at have tibetanske rødder i Nepals kastesystem, har sherpaerne oparbejdet en stor status internt i Nepal.

Forholdene i højderne har gjort sherpaerne ekstremt velegnede til at være guide på store ekspeditioner. Mange anser klatresherpaerne som de sande helte i bestigningshistorien, da de fysisk er i stand til at udrette ting i højden, som vestlige bjergbestigere kun tør drømme om.

Mens mange vestlige bjergbestigere kæmper for at komme på toppen af Everest som en ’once-in-a-life-time’ oplevelse og udfordring, har sherpaer som Apa Sherpa og Phurba Tashi Sherpa til sammenligning været på toppen af Mount Everest intet mindre end 21 gange - som deres arbejde. Ingen af dem er aktive længere. Apa Sherpa er bosiddende i USA. Purba Tashi Sherpa, som i dag er 47 år og bor i Kathmandu, er kendt for at have besteget intet mindre end 30 bjerge over 8000 m. Han stoppede som klatreguide kort efter den store katastrofe på Mount Everest i 2014, hvor 13 af hans sherpa-kollegaer omkom i en lavine en tidlig morgen, da de var i gang med at sikre en rute op igennem Khumbu isfaldet.

Ingen er i tvivl om, at sherpaerne er gjort af et særligt stof. Mens helt almindelige vestlige bjergbestigere bruger rundt regnet halvanden måned på at akklimatisere og nå toppen af Mount Everest, har sherpaerne igennem årene konkurreret om, hvem der er hurtigst på Everest. I 2004 besteg Pemba Dorje Sherpa Mt. Everest på otte timer og 10 minutter. Den rekord har ingen endnu frarøvet ham…

Mange af vores deltagere hos Topas tager til Nepal, fordi de drømmer om at se og opleve Himalaya bjergene. Det er målet for de fleste, inden de tager afsted. Når de kommer hjem, kan vi se i evalueringerne, at de er glade og taknemmelige over at have set og oplevet verdens mest imponerende bjergkæde. Men i tæt konkurrence hermed, kommer dét folk, som bor og lever i bjergene. Måske skyldes det, at Himalayabjergene og sherpa-folket ikke kan skilles ad.