Sydgrønland er rammen for det rolige liv. Her er naturen stille og ekstraordinær, og den rolige kulisse står i stor kontrast til Diskobugtens vilde natur.
Her kan du også se isbjerge, og imens naturen ikke er lige så dramatisk, som i Diskobugten, så står de smukke mørk- og lyseblå isbjerge i stor kontrast til det frodige og grønne landskab.
Sydgrønland er særligt kendt for sin unikke vikingehistorie, små landbrugssamfund med fåreholdere og varme kilder, der skaber en helt særlig atmosfære. Her kan du vandre mellem historiske ruiner, sejle mellem isbjerge eller opleve den lokale kultur i charmerende bygder som Qassiarsuk og Igaliku.
Med et mildere klima og enestående naturoplevelser er Sydgrønland et perfekt sted for både afslapning og eventyr.
Top 3 tips til Sydgrønland
Sydgrønland byder på enestående oplevelser for friluftsfolket og de historieinteresserede. Her er vores tre bedste tips til at få det meste ud af dit besøg:
- Igaliku – UNESCO-perle: Oplev den fredelige bygd, hvor grønne marker og historiske ruiner er på UNESCO’s verdensarvsliste.
- Bratthalid – vikingehistorie: Besøg Erik den Rødes gamle gård og mærk historiens vingesus i hjertet af Sydgrønland.
- Qooroq – krystalblå isbjerge: Tag på sejltur blandt de imponerende, krystalblå isbjerge i Qooroq-fjorden og oplev naturen helt tæt på.
Uanset hvad du vælger, venter store oplevelser i Sydgrønland. Du kan tjekke vores kort over Sydgrønland for at få overblik.
Igaliku
Idyllisk bygd, hvor vikingehistorie, frodige dale og spektakulære fjorde mødes.
Igaliku er en af Grønlands smukkeste bygder, omgivet af frodige dale, dramatiske fjelde og en imponerende udsigt over fjorden. Bygden, der har omkring 30 fastboende indbyggere, er kendt for sin unikke historie som et af Grønlands vigtigste vikingesteder, hvor ruinerne af Garðar – bispesædet fra nordboernes tid – stadig kan opleves.
Bygden er en del af UNESCO Verdensarvsområdet Kujataa, og området byder på fantastiske vandreruter, der fører dig gennem det unikke kulturlandskab og op til udsigtspunkter med panorama over fjorden.
Igaliku er det perfekte sted at overnatte for dem, der søger fred, naturoplevelser og et indblik i Grønlands rige historie.
Hundeslæde: Nej
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst stort set døgnet rundt i sommermånederne
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Igaliku: Igaliku Bygdehotel
Aktiviteter i Igaliku
I Igaliku udfolder det rolige liv sig midt i en ekstraordinær stille natur. Her mødes frodige grønne dale og barske fjelde, og området er perfekt til vandring og fordybelse.
Qaqortoq
Qaqortoq er den største by i Sydgrønland og er hovedsæde for kommunen Kujalleq (Sydkommunen) og har ca. 3.500 indbyggere. Lige ved siden af kommunens bygning er der for nyligt indviet en ny kredsret. Vejen til den meget omtalte nye lufthavn (ej besluttet om den skal bygges pr. sep. 2018) er snart færdig. Gymnasiet og handelsskolen er ligeledes for nyligt lagt sammen til Campus Kujalleq og er placeret i 2 store bygninger ved siden af hinanden. Dette bare for at give et billede af, at byen er i rivende udvikling.
Byen emmer af kunst og farverige personligheder. Det ses heldigvis også rundt omkring i byens gader. Kig endelig op ad husets vægge, ned i forbrændingens skorsten og sågar ind i klipperne. Der er kunst alle vegne.
Der er et dejligt liv i byen, byens få restauranter og caféer er velbesøgte, og folk bliver opdateret på hinandens liv.
Som i mange andre byer i Sydgrønland, er her rig mulighed for kortere eller længere vandreture med forskellige sværhedsgrader.
Efter kort tids sejlads fra Qaqortoq kommer du nemt til UNESCO Verdensarvssteder såsom: Hvalsø Kirkeruin og det skønne Uunartoq (varme kilder) og i det hele taget fjordsystemet i baglandet, der gør det attraktivt at tage ud at sejle.
Indbyggertal: 3.005
Tidligere dansk anvn: Julianehåb
Hundeslæde: Nej
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst flere måneder om sommeren
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Qaqortoq: Hotel Qaqortoq
Aktiviteter i Qaqortoq
Qaqortoq er den Sydgrønlandske "storby". Herfra kan du tage på sejltur til den berømte Hvalsø Kirkeruin, få varmen i Uunartoqs varme kilder eller zik-zakke mellem drivende isfjelde på vej til Indlandsisen.
Narsaq
En grønlandsk børnesang handler om, at alle er cowboys i Narsaq. I et land uden meget landbrug og gårdliv, skal der ikke meget til, før man snakker om dem, der rider på heste i en by, hvor der er så frodigt og grønt. Der er vandrestier så langt øjet rækker og efter kort tids sejlads, når du ind til gletsjere og fåreholdersteder.
Byens puls har gået lidt op og ned de sidste 20 år og efter kommunesammenlægningerne i 2009, er der mange ting, der er gået lidt i stå. Men heldigvis har byen stadig ildsjæle og personer, der kæmper for liv i byen.
Byen har uden tvivl stor tilknytning til de mange fåreholdersteder rundt omkring. En del ”islændere” (den islandske pony) bliver hver sommer fragtet hertil fra Island og trives i bedste velgående her i de sydgrønlandske vidder og i landbrugslivet.
Byen har ca. 1.300 indbyggere og ligesom andre byer i den størrelsesorden, har der de seneste år været stor udvandring. Mange flytter til Nuuk eller Danmark.
Indbyggertal: 1.312
Hundeslæde: Nej
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst flere måneder om sommeren
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Narsaq: Hotel Narsaq
Aktiviteter i Narsaq
Vandreruten Qassiarsuk – Narsaq er en klassisk, flerdages vandretur i Sydgrønland på ca. 55 km. Ruten byder på varieret terræn fra grusvej til stejlt fjeld, og kan gås i begge retninger.
Du kan overnatte på fåreholdsteder i Qassiarsuk og Sillisit, men skal have telt til strækningen mellem Sillisit og Narsaq. Undervejs passerer du smukke fjorde, slugter og udsigtspunkter.
Ruten kræver god orienteringsevne, især fra Sillisit til Narsaq, hvor stierne forsvinder og terrænet bliver mere udfordrende.
Varighed: 3-5 dage, 55 km
Sværhedsgrad: Moderat til svær
Overnatning: Fåreholdersteder og telt
Is-safari
Narsaq er et ideelt sted at tage på sejltur blandt isbjerge. Fra de aktive gletschere i Sermilik fjorden driver isbjerge forbi byen året rundt. Her kan du komme helt tæt på de imponerende isfjelde, tage fantastiske billeder og opleve både lydene og synet af isen på nært hold.
Pris: 700,- DKK per person
Varighed: Ca. 1 time
Minumum deltagere: 2
Inkluderer: Bådtur og foto cruise mellem isbjergene
Bådtur til Indlandsisen
Tag på en smuk sejltur gennem Sydgrønlands fjorde, hvor du sejler tæt på indlandsisen ved Qalerallit Gletsjer. Oplev de drivende isfjelde og den imponerende brækant, hvor du tydeligt kan se, hvordan isen har trukket sig tilbage. Perfekt mulighed for unikke billeder og store naturoplevelser.
Pris: 1400,- DKK per person
Varighed: Ca. 4,5- 5 time
Minumum deltagere: 4
Inkluderer: Bådtur og foto cruise foran gletsjeren
Narsarsuaq
Én af de smukkeste indflyvninger i Grønland – henover indlandsisen fra Østgrønland mod vest. Nærmest svævende henover landskabet og fåreholderstederne.
Narsarsuaq er en tidligere amerikansk base, ligesom Kangerlussuaq. Så selve bygden er ikke helt så charmerende, som andre bygder med farverige huse og grønlandskhed. Det er mere barakker og betonbygninger.
Kigger man op og ud på horisonten, ser man hvor fantastisk frodigt og smukt der er.
Narsarsuaq er også indfaldsporten til Sydgrønland og her lander fly fra København, nordfra i Grønland og fra Island. Her bor omkring 150 indbyggere, hvor stort set alle arbejder i lufthavnen og på hotellet.
Hundeslæde: Nej
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst stort set døgnet rundt i sommermånederne
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt
Hoteller i Narsarsuaq: Narsarsuaq Vandrehjem
Aktiviteter i Narsarsuaq
Narsarsuaq kaldes på dansk for "Den Store Slette”. Den lille by er udgangspunkt for en række enestående dags- og vandreture i området, som både byder på smuk natur, turkisblå fjorde og grønne marker.
Nanortalik
Den sydligste by i Sydgrønland (vest) og nok den smukkest beliggende. Nanortalik fortryller med sine dybe blå og grønne fjorde og høje fjelde i et spektakulært og usædvanligt smukt område.
Mange eventyrere, klatrere, kajakroere, ekstremvandrere mm. kommer her til området for at udforske det uberørte og overvældende smukke landskab.
Hvis man kigger på grønlandskortet, er der ikke langt til Østgrønland fra Nanortalik. Storisen kommer fra Østgrønland i foråret og stopper omkring fjordene i Sydgrønland og den har faktisk igennem mange år, taget isbjørne med sig. Deraf navnet Nanortalik = stedet med isbjørne.
Her bor omkring 1100 mennesker og har, i lighed med andre grønlandske byer, en fiskefabrik, folkeskole, kirke, børneinstitutioner og nogle supermarkeder.
Den gamle bydel er helt klart et besøg værd. Kun en kort gåtur vækog du fornemmer hurtigt, hvordan man boede for bare 50 år siden. Se om du kan finde Knud Rasmussens ansigtsprofil.
Indbyggertal: 1.120
Hundeslæde: Nej
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst flere måneder om sommeren
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt