Pakkeliste til Nepal

Forbered dig på alle eventyr og vejrforhold i Himalaya med vores generelle råd om, hvad du skal tilføje til pakkelisten for trekking i Nepal.

Pakkeliste til trekking i Nepal Værd at vide

Pakkeliste til trekking i Nepal

Rejser til Nepal kan være meget forskellige, og det er derfor ikke nemt at lave én fyldestgørende pakkeliste. Denne er baseret på vores generelle pakkelister fra flere forskellige trekkingruter i Himalaya - herunder Langtang, Annapurna-regionen, Everest Base Camp og Manaslu.

Brug derfor nedenstående som inspiration til, hvad man KAN medbringe på rejser og trekkingture i Nepal, og tilpas efter egne behov.

Pak til omskiftelige vejrforhold

Behovet for udstyr og gear varierer afhængigt af årstid, rute, højde og personlige præferencer.

På efterårs- og forårsturene kan der forventes temperaturer på ca. 25 °C i Kathmandu og lavlandet.

Dagtemperaturen i bjergene ligger typisk mellem 15 og 20 °C, mens nattemperaturen i de højest beliggende te-huse kan variere fra 10 °C varmt til omkring –10 °C.

Læs mere om vejr og temperatur i Nepal.

Enkelte regn- og snebyger kan forekomme på alle årstider og afgange. Vi færdes i stor højde og åbent terræn, vil lave temperaturer og vind ofte være en del af oplevelsen. Bjergvejr er generelt omskifteligt, og de skiftende vejrforhold er en naturlig del af trekkingoplevelsen i Himalaya.

Denne variation i vejr og temperatur har direkte betydning for, hvordan man pakker. Lag-på-lag tøj, vind- og vandtæt beklædning, varme huer, handsker og tørklæder bliver essentielle for komfort og sikkerhed. Også valg af sovepose, lagenpose og fodtøj bør afspejle det omskiftelige klima, så man kan tilpasse sig hurtigt skiftende forhold på ruten.

Bagage og rygsække

På de fleste trekkingture i Nepal transporteres hovedbagagen af portere i fælles paksække. Disse paksække er ikke 100 % vandtætte, og det anbefales derfor at pakke sin bagage i vandtæt materiale indefra – f.eks. plastiksække eller drybags.

Af hensyn til porterne er der som regel en vægtbegrænsning på hovedbagagen (ofte omkring 12 kg). Det er derfor en fordel at pakke bevidst og undgå overflødigt udstyr. Udstyr, der ikke skal bruges på trekket, kan ofte efterlades på hotellet i Kathmandu.

Derudover anbefales en dagtursrygsæk på ca. 30–40 liter med et godt bæresystem, hoftebælte og brystspænde. Denne rygsæk bruges til det udstyr, man har brug for i løbet af dagen, og bør ligeledes pakkes vandtæt. Mange vælger at medbringe dagtursrygsækken som håndbagage på flyrejsen.

Fodtøj

Fodtøj er et af de vigtigste elementer på en trekkingtur i Nepal. Det anbefales at medbringe gode vandrestøvler med:

  • Stiv sål (fx Vibram)
  • God ankelstøtte
  • Groft mønster til ujævnt og glat underlag

Støvlerne bør være grundigt gået til hjemmefra, da nye støvler kan give vabler og ubehag på lange vandredage. Mange vælger at rejse med støvlerne på eller have dem i håndbagagen, hvis den indcheckede bagage skulle blive forsinket.

Derudover kan det være rart at medbringe let fodtøj – f.eks. sandaler eller lette sko – til brug efter dagens vandring i te-husene.

Vand og drikke

På trekkingture i Himalaya er det vigtigt at have mulighed for at bære rigeligt med vand. Typisk anbefales en samlet kapacitet på 1–3 liter, afhængigt af rute, temperatur og højde.

Solide plastflasker eller genbrugsflasker fungerer fint og er lette. Camelbak eller lignende drikkesystemer kan bruges som alternativ eller supplement, men er ikke nødvendige.

På mange ture filtreres drikkevandet undervejs, hvilket gør det muligt at undgå køb af engangsplastikflasker. Det er derfor en fordel at medbringe flasker i robust materiale, der kan holde til hele turen.

Vandrestave

Vandrestave er meget udbredte på trekkingture i Nepal og kan være en stor hjælp – især på længere og mere krævende ruter.

Fordele ved vandrestave kan bl.a. være:

  • Forbedret balance i ujævnt, mudret eller snedækket terræn
  • Aflastning af knæ ved både op- og nedstigninger
  • Ekstra stabilitet ved krydsning af vandløb

Teleskopvandrestave anbefales, da de nemt kan justeres og spændes på rygsækken, når de ikke er i brug. Bemærk, at vandrestave skal pakkes i indchecket bagage på flyrejsen.

Sovepose og soveudstyr

Overnatning på trekkingture i Nepal foregår typisk i tehuse, hvor isoleringen kan være begrænset – især i højderne. Mange vælger derfor at medbringe egen sovepose.

En 3-sæsoners sovepose med en komforttemperatur på ca. –5 til –10 °C er ofte passende, afhængigt af rute og årstid. En lagenpose af bomuld, silke eller fleece kan øge varme og komfort samt forbedre hygiejnen.

Nogle vælger også at medbringe et let liggeunderlag for ekstra komfort, da madrasserne i te-husene kan variere i kvalitet.

Husk at tjekke den anbefalede komforttemperatur for soveposen på lige netop din rejse.

Tøj til vandring – lag på lag

Vejret i Himalaya kan skifte hurtigt, og temperaturforskellene mellem dag og nat kan være store. Lag-på-lag-princippet er derfor centralt.

Mange vælger at medbringe:

  • Vandresokker (evt. kombineret med tynde indersokker)
  • Lette vandrebukser og/eller shorts
  • Svedtransporterende undertøj (gerne uld)
  • Tynd uldtrøje Fleece, uldtrøje eller let dunjakke
  • Vind- og vandtæt jakke med hætte
  • Regn- eller skalbukser
  • Varm hue
  • Handsker og evt. varme luffer
  • Tørklæde eller buff

Lagene kan justeres i løbet af dagen alt efter temperatur og aktivitetsniveau.

Tøj uden for trekking

Til ophold i byer og i te-huse kan det være rart med almindeligt, komfortabelt tøj.

Det kan f.eks. være:

  • Let rejsetøj (T-shirts, skjorter, undertøj, sokker)
  • Let håndklæde, gerne i mikrofiber
  • Evt. badetøj, hvis turen inkluderer varme kilder

Solbeskyttelse

Solen er kraftig i Nepal – især i højden – også selvom temperaturen er lav. God solbeskyttelse er derfor vigtig.

Overvej at medbringe:

  • Hat med bred skygge (solhat)
  • Solbriller med god UV-beskyttelse
  • Solcreme og læbepomade med høj faktor
  • Tørklæde til beskyttelse mod sol og vind

Personlige dokumenter og værdier

Følgende er ofte relevante på rejser og trekkingture i Nepal:

  • Pas (gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejse)
  • Pasfotos til visum og trekkingtilladelser
  • Rejsedokumenter og forsikringsbevis
  • Valuta og evt. pengebælte

Personlig pleje og sundhed

Det anbefales at medbringe:

  • Toiletartikler
  • Personlig medicin til hele rejsen
  • Vabelplaster, sportstape og evt. støttebind
  • Toiletpapir til vandredagene
  • Vådservietter og håndsprit/alkoholgel
  • Myggemiddel (især i lavere områder)

Der medbringes typisk en fælles førstehjælpstaske på turene, men personlig medicin er eget ansvar.

Praktisk og diverse

Små ting, der ofte viser sig nyttige på trekkingture:

  • Lommelygte eller pandelampe (+ ekstra batterier)
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Energibarer eller yndlingssnacks
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Vaskepulver til håndvask
  • Ørepropper
  • Evt. køresygepiller til transport
  • Evt. kikkert

Se vores rejser til Nepal

Værd at vide


Hvor meget vægt må jeg medbringe på trekket?

Du må maximalt medbringe 12 kilo på trekket. Dette er først og fremmest i hensyn til bærerne, der bærer vores bagage. Men det er også ift. begrænsninger på indenrigsflyvninger. Skal du flyve f.eks. flyve til Lukla på Everest Base Camp turen, må du maximalt medbringe 12 kilo + 3 kilo i håndbagage ombord på flyet.

Hvilke vandrestøvler skal jeg vælge?

Vi anbefaler gore-tex eller læderstøvler med god ankelstøtte til et trek i Nepal. Stiernes beskaffenhed varierer meget, fra velbetrådte og jævne stier til stenet, råt og vanskeligt terræn. Uanset, kræver det kun et øjebliks uopmærksomhed at træde forkert, så vi anbefaler til enhver tid støvler frem for sko.

Kan jeg opbevare min overskydende bagage i Kathmandu, mens jeg er på trek?

Ja da. Overskydende bagage kan nemt efterlades på vores hotel i Kathmandu. Turlederen hjælper med at arrangere dette på destinationen.

Kan jeg købe udstyr i Kathmandu?

Ja. Der anslås at være ca. 300 udstyrsbutikker i Kathmandu, hvoraf de fleste handler med kopivarer af svingende kvalitet. Det er også muligt at købe kvalitetsudstyr i ægte mærker. Her er priserne tilsvarende de danske. Det er ikke altid, at der er tid til at købe udstyr i Kathmandu, og vi anbefaler derfor, at du i udgangspunktet medbringer det meste tøj og udstyr hjemmefra.

Er der ATM i Kathmandu?

Ja, men det er ikke sikkert, at de har penge i sig. Vi anbefaler derfor, at du medbringer kontante dollar eller euro, så du nemt kan veksle til lokal valuta. Tag bare kort med som back-up, men vær opmærksom på, at der uden for Kathmandu ikke findes ATM-maskiner.

Se vores rejser til Nepal